Konen fra Malmø

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Konen fra Malmø
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Det fortælles, at der hvilede den Forbandelse over Gaarden Malmø i Skagefjorden, at Ingen kunde være der længere, end i 20 Aar.


Paa Præsten Halfdan Einarssons Tid boede paa denne Gaard en Bonde ved Navn Jon. Han havde som ung Mand først sat Bo paa Malmø og aldrig drevet nogen anden Gaard, og nu vare de 20 Aar forbi, i hvilke han uden Fare kunde opholde sig der; men saasom han var en modig Mand og han ikke var meget overtroisk af sig, og han desuden havde arvet Gaarden efter sin Fader og altid seet gode Dage der, vilde han ikke forlade den, og det 21de Aar gik hen lige til Julen, uden at noget Mærkeligt tildrog sig.


Men lille Juleaften forsvandt Konen fra Malmø, uden at Nogen kunde opdage, hvad der var blevet af hende, skjøndt man søgte vide. Jon Bonde tog sig dette meget nær, og vilde skaffe sig Vished om hvorledes det hang sammen med hans Hustrues Forsvinden. Han drog derfor hen til Præst Halfdan paa Fell, og da han kom did, ønskede han Præsten i Tale og fortalte ham sin Nød. Præsten sagde, at han sagtens kunde sige ham, hvad der var blevet af hans Kone og hvor hun nu var, men at det ikke vilde føre til Noget for ham, at faae det at vide; thi fra nu af vilde han ingen Nytte faae af sin Kone. Bonden spurgte, om han kunde mage det saa, at han fik sin Kone at see; »thi meget vilde mit Sind lettes, hvis jeg fik hende at see og vide, hvor hun nu er,« sagde han. Præsten svarede, at han ikke var meget for at opfylde denne Bøn, men han maatte dog gjøre det, siden han bad saa meget derom, og han bød ham at komme igjen den og den Dag, naar Alle vare gaaede i Seng. Bonden vendte da hjem igjen, og syntes, at Sagerne nu havde taget en bedre Vending for ham.


Da han paa den bestemte Dag kom til Fell, var Præsten paa Benene og reisefærdig. Bonden saae en graa opsadlet Hest staae Nord for Kirkegaarden; Præsten gik hen til den, besteg den og bød Bonden at sætte sig op bagved ham; »men tag Dig i Agt for at tale et eneste Ord,« sagde Præsten, »hvad Du end faaer at see og hvad der end er paa Færde; thi handler Du herimod, gjælder det dit Liv.« Præsten red nu afsted, med Bonden bagved sig, og denne undrede sig høilig over den stærke Fart, hvormed Hesten foer af sted. De toge den korteste Vei udenom Daletaa og Siglunæs, og stevnede lige henimod Olafsifjordsmule; Bonden blev noget underlig herved, og engang, da det ligesom gav et Ryk i Hesten og den dykkede dybt, blev han bange og udstødte et Skrig. Præsten raabte høit og sagde: »Der skrabede det paa en Rokke, men hold nu din Kjæft,« og det blev fra den Dag af et Mundheld, naar Heste snuble og miste Fodfæste. Der meldes ikke Videre om deres Ridt, før de kom iland Nord ved Olafsfjordsmule ved de mægtige og bratte Klipper, som der findes. Præsten og Bonden stege ned af Hesten, hvorpaa Præsten gik henimod Bjerget og fremtog et lille Spiir, hvormed han slog paa Bjerget.


Efter en kort Tids Forløb, aabnede Bjerget sig, og ud af det traadte to blaaklædte Kvinder, førende Jon Bondes Hustru imellem sig. Hun var bleven meget ukjendelig og lignede ikke sig selv længer. Ansigtet var opsvulmet og blaat, og hele hendes Udseende var en Troldkvindes; paa hendes Pande stod et Korsmærke, der havde den rette Hudfarve, og Præst Halfdan forklarede siden, da han blev spurgt derom, at det var det eneste Mærke, hun havde tilbage fra sin tidligere Tilværelse.


Da Konen var kommen ud af Bjerget, sagde hun : »Saa Du er kommen hid. Jon. Hvad vil Du mig?« Bonden var forstummet, men Præsten spurgte ham, om han vilde have sin Hustru tilbage med sig, eller om han ellers havde Noget at sige hende; dertil svarede Bonden Nei. Præsten viste da Kvinderne ind i Bjerget igjen, lukkede det til efter dem og trykkede derpaa Døren forsvarligt i Karmen, for at disse Kvinder ikke tiere skulde tilføie Nogen Skade. Men siden har Præst Halfdan selv fortalt, at han dog ikke stoppede alle Revner til; thi aldrig havde han havt i Sinde at forebygge, at Noget førtes ind, men kun, at Noget kom ud. Fra den Tid af kaldes Stedet paa Nordsiden af Olafsfjordsmule, hvor Præst Halfdan lukkede Bjerget op, Halfdans Dør. Sanddrue Mænd fortælle, at den er rød af Farve og at den ikke ligner den øvrige Deel af Bjerget, og at der især forneden findes temmelig store Revner, det var dem, Præsten ikke vilde gjøre Noget ved.


Bonden og Præsten vendte nu tilbage ad samme Vei, som de vare komne og naaede Fell før Folk vare staaede op. De stege ned af Hesten Nord for Kirkegaarden paa det samme Sted, hvor de havde sat sig op, og Præsten tog Ridetøiet af den Graa. Men da han havde taget Bidslet af den, slog han den paa Lænden dermed; den Graa blev vred og slog efter Præsten med Bagbenet; men Præsten sprang tilside, og Slaget traf i Kirkegaardsgjærdet, hvor der fremkom en Aabning efter Hestehoven, som man efter Folks Sigende aldrig har kunnet faae istandsat igjen, hvorledes man end har søgt at udfylde den.


Der fortælles ogsaa, at ingen Ulykke fra den Dag af har rammet Nogen paa Malmø; men der har da heller Ingen turdet indlade sig paa at boe der længere, end i 20 Aar.