Kristenretten i Den ældre Gulatingslov

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Uddrag af Den ældre Gulatingslov

Kristenretten

oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846

---

HER BEGYNDER GULATINGSBOGEN

1. Om overholdelsen af kristendommen

Stenkors fra ca. år 1000
(Eivindvik, Gulen kommune)

Det er ophavet til vore love, at vi skal bøje os mod øst og bede den hellige Krist om år og fred og om, at vi kan holde vort land beboet og vor landsherre uskadt. Han skal være vor ven og vi hans, men Gud skal være alles ven.

2. Her er de nye bestemmelser, som blev vedtaget af kong Magnus, ærkebiskop Øistein og jarl Erling i samråd med alle de viseste mænd i Norge

Det næste er, at den skal være konge i Norge, som er den norske konges ægtefødte søn, medmindre han er grebet af ondskab eller afsind. Hvis sådanne ting afskærer den ældste fra magten, skal den af hans samfædre brødre være konge, som findes bedst egnet dertil af ærkebiskoppen og lydbiskopperne og de 12 viseste mænd fra hvert bispedømme, som de udpeger sammen med sig. Og de ulærde mænd skal gå til afgørelsen med svoren ed på, at de vil tage den, som for Gud forekommer dem at være bedst egnet. For denne ed skal biskopper — selv om de ikke sværger — såvel som dem, der sværger den, være ansvarlige over for Gud, at de vil give oprigtige råd i denne sag — lige så vel som dem, der sværger — eftersom Gud giver dem synet til at se retteligst.

Hvis Norges konge ikke efterlader sig en ægtefødt søn, da skal den nærmeste i arvefølgen være konge, såfremt han er egnet til det, efter råd fra dem, der er udpeget dertil. Men hvis han ikke forekommer egnet, da skal den være konge, som de mænd, der er udpeget dertil, finder er bedst skikket til at varetage både Guds ret og landets love. Hvis de er uenige i sagen, da skal de have ret, som udgør flertallet, og som ærkebiskoppen og andre biskopper følger, og de skal sande det med deres ed.

Ved kongens frafald påbydes alle biskopper og abbeder og hirdforstandere med hele hirden at søge nordpå til den hellige kong Olav til samråd med ærkebiskoppen, og hver biskop skal udpege 12 af de viseste mænd sammen med sig, og de skal alle begive sig af sted inden udløbet af den første måned, efter de har erfaret kongens frafald. Dér skal den frafaldne konges krone ofres for hans sjæl og hænge dér i al evighed til ære for Gud og den hellige kong Olav, således som kong Magnus — den første kronede konge i Norge — gav sit samtykke til.

Hvis nogen lader sig tage til konge på anden vis, har vedkommende og enhver, der følger ham, forbrudt sin ejendom og sin fred, og han skal være bandlyst af Gud og alle hellige mænd, paven og ærkebiskoppen og alle lydbiskopperne.

Hvis de folk, biskopperne udpeger, forsømmer denne rejse, da er de lyst i forbud og skal bøde 40 mærker til kongen, og de kan ikke begraves på kirkegården, såfremt de dør imens. Enhver skal tage på denne færd for egne midler, men kongen godtgør omkostningerne for dem, som ikke hidtil besad kongeligt gods. Såfremt ærkebiskoppen ikke er i landet eller er faldet fra, skal alle disse folk alligevel komme til samråd, sådan som det nu er fastlagt.

3. Både Olav og Magnus vedtog dette

Det næste er, at vi hvert år skal afholde det fastsatte møde her i Gula med så mange tingmænd, som vi nu bliver enige om. Det er 60 fra Hordafylke og tilsvarende fra Rygjafylke; 50 fra Firdafylke; 40 fra Sygnafylke; 20 fra Egdafylke — nævnsmænd, som det siges i loven — men fra Sunnmøre 16 bønder.

Magnus: Men to lendermænd skal blive tilbage i Egdafylke; to i Rygjafylke; én på Sunnhordland; én i Sygnafylke; én i Firdafylke og én på Sunnmøre til at beskytte folks hjem imod tyve og ransmænd. Øvrige lendermænd inden for vort lovområde, skal drage til lovtinget fra disse seks fylker, medmindre tvingende omstændigheder forhindrer kongen eller dem selv i det, og de messepræster, biskoppen udpeger — to fra hvert fylke — og alle årmænd skal komme hertil, medmindre tvingende omstændigheder forhindrer det. Det er lovligt forfald, hvis kongen kommer til et fylke og påbyder sine årmænd i det næste fylke at holde gæstebud for sig.

Det næste er, at vi her skal mødes så mange tingmænd, som udpeges til det, Petersmesse aften, mens solen er oppe, men hvis de mænd, der er udpeget til Gulatinget, ikke møder, da er de bødeskyldige, hvis de kommer senere, end når ederne fremføres. Hvis han kommer før dette, men dog efter den dag, vi har fastsat, skal han bøde en øre. Hvis alle fylkesmænd forsømmer at komme, skal de foråret efter have 40 mærker med dertil, og de ejes halvt af lovdømmet og halvt af vor konge. Hvis en fjerdedel eller en ottendel af fylkets mænd forsømmer at komme, skal der trækkes fra det nævnte beløb, som de har mandtal til. Hvis enkeltmand forsømmer det, skal vedkommende bøde 3 øre.

Olav: Vi skal yde dette af mad og penge fra de seks fylker: En halv månedsmad til hver mand, medmindre vejen er længere, og en såld malt og en øre sølv. Den mand, der forsømmer at udrede dette og derved hindrer færden for modtageren, skal bøde 3 øre for det.

Magnus: Fra Egdafylke skal en mand fra hver skibskreds tage af sted, og skibskredsene skal rettes sådan til, at 20 mand tager af sted, og der skal udredes to måneders mad i smør og mel, en såld malt og en øre vejet sølv eller det samme i talt mønt, som der slås af en øre. Den skal tage af sted, som lendermanden eller årmanden eller sysselmanden udpeger til det. Denne udredelse skal ske efter pengeværdien, og der skal ydes tre pund smør. Fra Rygjafylke 15 mand fra hver fjerding, og hver skal have halvanden måneds mad i smør og tilsvarende mel, en øre vejet sølv og en såld malt. Tilsvarende antal fra Hordafylke, og der skal udredes en måneds mad af hver slags til hver og en øre sølv og en såld malt. Fra Sogn 10 mand fra hver fjerding, og hver skal have en måneds mad af hver slags og en øre vejet sølv og en såld malt. 13 mand fra hver fjerding i Firdafylke, og hver skal have en måneds mad af hver slags og en øre vejet sølv og en såld malt. Fra Sunnmøre skal der udredes hver af de 16 mand to måneders mad af hver slags, en øre vejet sølv og en såld malt. Den mand, der forsømmer at udrede dette og derved hindrer færden for modtageren, skal bøde 3 øre for det.

Olav: Altid, når tingmænd bliver pålagt mulkt i Gula, skal den udredes dér på stedet, og det beløb ejes af alle Gulatingsmænd. Da er det vel, såfremt han selv eller hans venner udreder det, men hvis han ikke vil det, skal kongens årmand eller lendermanden udrede det i hver sin syssel og opkræve det dobbelte hjemme.

4. Olav påbød, men Magnus fjernede dette

Det næste er, at vi hvert år skal give en træl sin frihed her i Gula. Vi har fordelt det således imellem fylkerne, at hver af os i sit år skal finde en træl til frigivelse, og den træl skal frigives på Gulatingets første drottensdag. Alle vi Gulatingsmænd skal skyde penge til: 6 øre. Hvis en træl ikke bliver frigivet den drottensdag, da skal de mænd, der havde pligt til at skaffe trællen, bøde 12 øre til biskoppen og købe en træl og give ham fri — også selv om det først sker senere.

5. Tilsvarende med dette

Det næste er, at vi skal give friheden til en træl i hvert fylke under Gulatingsloven, og vi har fordelt det mellem fjerdingerne, og de mænd, der har pligt til at skaffe trællen, skal have givet ham friheden før den hellige nat. Hvis de ikke har foretaget frigivelsen, skal de bøde biskoppen 12 øre og købe en træl og give ham fri — også selv om det først sker senere.

6.-7. Både Olav og Magnus (Om ølbrygning)

Det næste er, at vi har lovet ølbrygning. Det kalder folk sammenskudsøl. En mæle malt til øl fra bonden og endnu en fra husfruen. Mindst 3 bønder skal iværksætte det sammen, medmindre en bor så langt ude på øerne eller så langt oppe i fjeldet, at han ikke formår at føre øllet frem til andre. Da skal han alene brygge lige så meget øl som hver af de andre. Den, som ejer en gård med mindre end 6 køer eller 6 såld sået, skal kun brygge øl, hvis han selv vil. Det øl skal være brygget før den senere Allehelgensmesse, og øllet skal signes til Kristi og den hellige Marias tak til år og fred. Hvis det ikke er færdigt til den fastsatte tid, skal man betale 3 øre til biskoppen, men dog holde gildet, selv om det er senere. Hvis nogen ikke brygger og findes sandskyldig i det, at han sidder således i 12 måneder uden at iværksætte sammenskudsøl, da skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det.

Endnu en ølbrygning har vi lovet at gøre — bonde og husfrue af lige store mængder — og signe det på den hellige nat til Kristi og den hellige Marias tak til år og fred. Men hvis det ikke bliver gjort således, skal der bødes 3 mærker til biskoppen for det. Hvis han sidder således i tre vintre, at han ikke iværksætter ølbrygningen — og findes sandskyldig deri — og ikke udreder de bøder, som vi har pålagt for vor kristendoms skyld, da har han forbrudt hver en penning af sin ejendom, som skal tilfalde halvt vor konge og halvt biskoppen. Men han skal have mulighed for at gå til skrifte og bøde over for Krist og så forblive i Norge; hvis han ikke vil det, skal han forlade vor konges land.

8. Alene Magnus fastsatte dette

Vi har aftalt med vor biskop, at han skal yde os tjeneste, og vi skal vinde den ved, at vi helt og fuldt skal betale tiende både af al grøde og fæavl, fiskefangst og alt retmæssigt udbytte. Tienden skal fordeles således, at biskoppen skal have en fjerdedel, fattigfolk en fjerdedel, kirken en fjerdedel og præsten en fjerdedel. Biskoppen skal, medmindre tvingende omstændigheder forhindrer det, komme til hvert fylke i løbet af 12 måneder og yde folkene den tjeneste, der hører sig til. Men det er lovligt forfald, hvis biskoppen er syg, eller hvis kongen afkræver ham en rejse, eller hvis ærkebiskoppen sender bud efter ham for at skulle vie en anden biskop, eller hvis andre storforfald indtræffer.

Hvis en mand sidder sådan i 12 måneder, at han ikke betaler sin tiende, er han skyldig 3 mærker til biskoppen. Hvis han sidder sådan i to gange 12 måneder, at han ikke betaler sin tiende, er han skyldig 6 mærker til biskoppen. Men hvis han sidder således i tre vintre, at han ikke betaler sin tiende, da har han forbrudt hver en penning af sin ejendom — både land og løsøre — og den tilhører halvt kongen og halvt biskoppen.

9. Alene Olav fastsatte dette

Vi har aftalt med vor biskop, at han skal yde os tjeneste, og vi skal købe den af ham for en ørtug for hver 40 næser inden for vort lovområde. Biskoppen skal vinde dette beløb ved at komme i hvert fylke i løbet af 12 måneder og yde folkene den tjeneste, der hører sig til.

Når biskoppen kommer til fylket eller fjerdingen, skal han eller hans udsending indkalde til ting og sætte en frist for, hvornår han vil have sin ydelse; da er det vel, hvis folk betaler den. Hvis de ikke vil betale, og alle i en mandekreds forsømmer det, er de skyldige 3 øre; da skal biskoppen eller hans udsending afkræve dem dette på tinget. Hvis færre mænd forsømmer det, skal biskoppens årmand tage til vedkommendes hus sammen med de to nærmestboende naboer; da er det vel, såfremt de vil følge med ham, men vil de ikke følge årmanden, skal denne afkræve dem det, og da bliver de skyldige 3 øre til kongens udsending, men årmanden skal selv skaffe sig vidner, og drage til mandens hus og afkræve ham ydelsen til biskoppen og den bøde, der følger med: En øre for hver penning. Da er det vel, hvis han betaler, men hvis han ikke vil, skal man tingstævne ham for ran, og da bliver han skyldig 12 øre til kongens udsending.

Vor biskop og hans årmand og alle hans præster skal i alle deres sager sagsøge, således som jeg nu har opregnet.

10. Begge fastsatte dette om kirker

Det næste er, at vi skal opretholde alle de kirker og den kristendom, som Olav den Hellige og biskop Grimkel fastsatte på Mostratinget, og alle de kirker som siden er blevet opført.

Én kirke i hvert fylke kalder vi for hovedkirken, og alle vi fylkesmænd har pligt til at bidrage til dens opretholdelse. Hvis den kirke forfalder, og hjørnestolperne går til, har vi pligt til at levere tømmer på grunden inden 12 måneder. Sker det ikke, skal alle vi fylkesmænd bøde 15 mærker, som halvt tilhører vor konge og halvt biskoppen. Hvis færre mænd forsømmer det — hvis en fjerdedel eller en ottendedel af mændene forsømmer det — da skal der trækkes fra det nævnte beløb, som de har mandtal til. Hvis enkeltmand forsømmer det, skal vedkommende bøde 3 øre for hvert træ, der mangler, og dog skaffe det siden. Det gælder en øre for hvert mål mad og en øre for hver nagle, der mangler.

Nu bliver kirken bygget.

11. Begge fastsatte også dette

Nu skal alle fylkesmænd bygge gærde om kirken; biskoppen eller hans udsending skal indkalde til dette og fastsætte en frist for færdiggørelse af gærdet. Så er det vel, hvis det bliver gjort. Hvis det ikke bliver gjort, og kirken står uden gærde i 12 måneder, skal alle fylkesmænd bøde 3 mærker til biskoppen for det. Hvis enkeltmand forsømmer det, skal vedkommende bøde 3 øre til biskopen for hvert træ, der mangler, og skaffe træet og lave gærdet, selv om det bliver senere.

Nu er kirken og gærdet omkring den bygget; da skal alle fylkesmænd købe vielse af den hos biskoppen og betale tre nætters ophold med kost for 30 mand.

12. Og ligeledes dette om kirkebyggeri

Så er der alle de andre kirker, der skal opretholdes: Fjerdingskirker, ottingskirker, herredskirker og bekvemmelighedskirker.. Alle disse kirker skal opretholdes, og grunden må ikke ryddes. Hvis kirken forfalder, og hjørnestolperne går til, skal de mænd, der ejer kirken, lade tømmer komme til grunden, inden der er gået 12 måneder. Hvis dette ikke sker, skal de, som ejer kirken, bøde 3 mærker til biskoppen for det, men skaffe tømmer og bygge kirken, selv om det bliver senere. Hvis enkeltmand forsømmer dette, skal vedkommende bøde 3 øre til biskoppen for hver træ, der mangler, og skaffe træet siden og bygge kirken og ikke rydde grunden.

Hvis enkeltmand bygger kirke — om det er en lendermand eller en bonde eller hvem som helst, der bygger kirke — skal han opretholde den og aldrig rydde grunden. Hvis kirken forfalder, og hjørnestolperne går til, skal han skaffe tømmer til grunden, inden der er gået 12 måneder, men hvis det ikke sker, skal han bøde 3 mærker til biskoppen, men stadig skaffe tømmer og bygge kirken. Hvis han ikke gør det, men lader grunden stå ryddet i yderligere 12 måneder, skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det. Hvis han lader grunden ligge ryddet i tre vintre, har han forbrudt den jord, kirken var opført på, og da ejer kongen jorden mod at skulle opføre en kirke inden 12 måneder. Hvis han ikke gør det, skal bonden have sin jord igen, men stadig opføre kirke derpå. Hvis bonden ikke har gjort det inden 12 månder, da ejer kongen jorden, og da kommer den aldrig siden under bonden.

13. Om kirkegærde

Nu skal de mænd, der har pligt til at opretholde kirken, sætte gærde om den og have det gjort inden 12 måneder. Hvis det ikke er gjort inden 12 måneder, skal de bøde 12 øre til biskoppen. Hvis enkeltmand forsømmer det, skal han bøde 3 øre for hvert træ, der mangler, men dog skaffe træet, selv om de bliver senere.

Nu er alle kirker bygget og forsynet med gærde.

14. Om vielse af kirken

Nu skal man købe vielse af kirken hos biskoppen. I alle tilfælde, når jorden er viet, men kirken er uviet, skal man købe vielse hos biskoppen for 12 øre. I de tilfælde, hvor både jorden og kirken er uviede, skal man købe vielse hos biskoppen for 3 mærker og tre nætters ophold med kost for 15 mand.

Nu er alle kirker bygget, og der er købt vielse til dem.

15. Om kirketilsyn

Nu er det næste, at vor biskop skal råde for kirkerne, således som Olav den Hellige bekræftede over for biskop Grimkel på Mostratinget, og sådan som vi siden blev enige om det. Vor biskop skal nu til alle kirkerne indsætte præster, som han véd forstår at afholde rette gudstjenester for folkene, og vi skal forsyne præsterne med et sådant underhold, som Olav den Hellige og biskop Grimkel bestemte på Mostratinget, men for herredskirkerne sådan, som bønderne bliver enige om med den præst, som biskoppen indsætter.

De skal nu sidde 12 måneder, som biskoppen har indsat dem, og afholde rette gudstjenester for folk. Nu skaffer han sig hus og have og avl; da skal biskoppen ikke fratage ham sædet, for vi vil ikke gøre vore kirker til handelsvarer. Hvis han misbyder folk fastedage eller helligdage én gang på 12 måneder, skal han bøde biskoppen 3 mærker for det, og hvis han gør det oftere, skal han igen bøde 3 mærker til biskoppen, men da har biskoppen mulighed for at afsætte ham og sætte en anden til at afholde rette gudstjenester for folkene. Hver gang de misbyder os eller bryder biskoppens påbud angående vor kristendom, skal de bøde penge til biskoppen for det, idet vi har afskaffet det, at de skal styres med hug, fordi vi bliver besvogrede med dem og lader dem oplære vore sønner. Vore præster skal havde samme ret på liv og lemmer som enhver anden her i landet.

16. Om helligholdelse af søndagen

Det næste er, at hver syvende dag er hellig, og den kalder vi for søndag, og vaskedagen før er hellig fra nón, når en tredjedel af dagen er tilbage, og natten til mandag indtil hane-otte. Da skal man hverken jage fugl eller fisk og ikke arbejde på hverken ager eller eng, bortset fra det, som er tilladt: Hvis folk ror af sted og har fiskesnøre udenbords, eller hvis de ror med en last, der er lastet på en søgnedag, men kommer hjem på en helligdag, og der ikke er nogen havn — da skal de kaste lasten over flodemålet og bjærge skibet — eller hvis folk drager af sted på landevejen og driver heste med kløvbyrder, der er bundne på en søgnedag.

Den, der kendes sandskyldig i at arbejde på en søndag, skal bøde 6 øre for det og gå til skrifte og bøde over for Krist. Hvis udenlandske trælle arbejder, uden herren ønsker det, skal han slå huden af dem eller bøde 3 øre til biskoppen.

17. Om messedage

Så er der de dage, som Olav den Hellige og biskop Grimkel fastsatte på Mostratinget og bød som fastedage og nónhellige; de skal overholdes som søndage.

Nu er den første Jonsmesse; den anden Petersmesse; den tredje er messen for de hellige mænd på Selja; den fjerde er Jakobsmesse; den femte er Den første Olavsmesse; den sjette er Laurentiusmesse; den syvende er Den første Mariamesse; den ottende er Bartholomæusmesse; den niende er Matthæusmesse; den tiende er Mikkelsmesse; den ellevte er De to apostles Messe; den tolvte er Allehelgensmesse; den trettende er Andreasmesse; den fjortende er Thomasmesse.

Nu er de dage opregnede, som er fastedage og nónhellige, og der skal bødes for dem, som hvis man arbejder om søndagen.

18. Mere om messedage

Nu er der andre dage, hvor der ikke gælder nónhellighed eller faste, men som dog er jævnhellige med søndage vedrørende arbejde. Hvis folk arbejder på disse dage, skal der bødes 3 øre til biskoppen for det. Hvis en træl arbejder, uden herren ønsker det, skal der bødes halvanden øre for det.

Nu skal de dage opregnes. Det begynder med de fire juledage, og den femte er ottende juledag; den sjette er trettende juledag — de dage skal alle være lige hellige. Dagene derimellem skal man sørge for sine husdyr, hvis det er tiltrængt. Så er der Brettifamesse efter julen, og så er der Pålsmesse, og så er der Kyndelmesse, og så er der Mathiasmesse, og så er der Mariamesse.

Nu er der fire dage, hvor man ikke skal åbne jorden og ikke sætte lig ned. Nu er den første Skærtorsdag efter nón; den anden er hele Langfredag; den tredje er Påskeaften indtil nón; den fjerde er hele Påskedag. Hvis man sætter ned, skal der bødes 3 øre til biskoppen for det.

Så er der to dage i påskeugen — mandag og tirsdag — hvor man ikke skal arbejde bortset fra at sørge for sin husdyr, hvis det behøves, men hele onsdagen er hellig.

Så er der To apostles Messe, og så er der Korsmesse.

Gangdagene skal helligholdes således, at man arbejder tre dage indtil middag, men hele torsdagen er hellig som Påskedag. Nu kommer Hallvardsmesse, og så er der Botolfsmesse, så er der Svithunsmesse, så er der Knudsmesse, så er der Den senere Olavsmesse, så er den Den senere Mariamesse, så er der Den senere Korsmesse, så er der Martinsmesse, så er der Clemensmesse, og så er der Nikolasmesse, som vi skal holde hellige i vore love.

19. Alene Olav fastsatte dette

Før helligdagene skal præsterne hver især udsende korsbudstikke i det syssel, hvor de holder gudstjenester, hvad enten han holder det i en fylkeskirke eller en fjerdingskirke eller en ottingskirke. Korsbudstikkerne skal udsendes sådan, at de kommer til alle steder inden for syslet. De skal komme til hvert et hus, hvorfra der kommer røg, og så skal enhver bære den videre til det næste, medmindre folk bor ved samme tun inden for ét gærde; da skal de bære den fra gården skiftevis. Korsene skal gå mellem vinterhusene, men ikke på fjeldet.

Hver bonde skal have ansvaret for ét hus, selv om han ejer flere, men hvis han forsinker korset, skal han bøde 3 øre til den præst, der udsendte korset. Hvis en mand nægter og siger, at korset ikke kom til hans hus, mens naboen på sine vegne siger, at han bar det derhen, da skal han lade ed følge på, at det ikke kom, og da skal den, eden angår, bøde. Da er det vel, hvis han udreder korsmulkt. Hvis han ikke vil det, skal præsten drage til hans hus med mandens to naboer og afkræve ham korsmulkt og tingstævne ham for ran. Da bliver han skyldig 12 øre for den værdi.

20. Både Olav og Magnus (Om faste og hestekød)

Det næste er, at vi hver syvende dag skal afholde os fra kød. Den dag kalder vi fredag. Den, der findes sandskyldig i at spise kød om fredagen, skal bøde 3 øre til biskoppen, medmindre han spiser det af vankundighed. Hvis en mand kommer ind og spørger ham, hvorfor han spiser kød på en fredag, og han da har et stykke i munden, skal han spytte det ud og sige således, at »jeg spiser dette af vankundighed, og jeg kan ikke skelne mellem dagene«; da skal han kaldes uvidende, men han skal gå til skrifte og bøde over for Krist. Hvis han sluger det, skal han bøde 3 øre til biskoppen for det, men hvis han gør det oftere — at han spiser kød om fredagen — da skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det. Hvis han har bødet to gange, og hverken vil overholde fredagen eller vor kristendom, da har han forbrudt hver en penning af sin ejendom, men han skal have mulighed for at gå til skrifte og bøde over for Krist; hvis han ikke vil det, skal han forlade vor konges land.

Hvis en mand spiser hestekød — enhver mand, der taler vort sprog — skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det og gå til skrifte og bøde over for Krist. Hvis en mands træl spiser hestekød om fredagen eller i utide, skal han piske huden af ham eller bøde 3 øre til biskoppen for det.

Hvis biskopen eller hans udsending anklager en mand for at spise kød om fredagen eller i utide, men denne nægter det, skal biskoppens årmand tage til hans hus og tingstævne ham og anklage ham for sagen på tinget. Hvis han nægter, skal han nægte det med lydretsed.

Hvis en mand spiser kød i langefasten, skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det, medmindre han spiser det af nød og ikke har anden mad til rådighed. Så skal han opsøge tre af sine naboer og bede dem om at dele deres mad med ham. Hvis han får noget, er det vel, men hvis han ikke får noget, skal han spise kødet og således bjærge sit liv, for han må hellere æde hund, end at hunden æder ham.

Hvis en mand spiser hestekød i langefasten, har han forbrudt hver en penning af sin ejendom og skal forlade vor konges land. Hvis biskoppens årmand anklager ham for det, skal han aflægge lydretsed imod, men hvis den ed falder, falder han selv til fredløshed. Men hvis en træl spiser det uden sin herres hensigt, da skal hans herre sælge ham uden for vor konges land og have gavn af salgssummen, men ikke indtage mad sammen med ham. Hvis han omgås trællen, skal han betale 40 mærker for det, men hvis biskoppens årmand anklager ham for det, skal han sværge lydretsed imod det.

21. Magnus afskaffede noget (Om barnedåb)

Det næste er, at ethvert barn, der bliver født i vort land, skal vokse op, Olav: medmindre det er født med den skavank, at ansigtet vender den vej, nakken skulle, eller tæerne den vej, hælene skulle; da skal man føre barnet til kirken og hæve det af hedenskaben og lægge det ned i kirken og lade det dø dér.

Begge: Ethvert barn, der bliver født efter den hellige nat, skal være døbt inden gangfasten; hvis det bliver født i fasten, skal det være døbt inden påske; hvis det bliver født efter påske, skal det være døbt inden Jonsmesse. Ethvert barn, der bliver født efter Mikkelsmesse, skal være døbt inden den hellige nat.

Den præst, som folk køber gudstjenester hos, skal døbe, med mindre tvingende omstændigheder forhindrer det. Hvis barnet bliver sygt så hurtigt, at man ikke kan nå til præsten, skal den første præst, man kan finde, døbe det, og det skal ingen præst nægte, uden at ville være skyldig 3 mærker til biskoppen.

Nu er barnet så svagt, at man ikke kan nå til præsten; da skal de mænd, der er hos det barn, give det navn og dyppe det i vand og sige disse ord over barnet: »Jeg døber dig N. i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. Da kan det begraves på kirkegården. Magnus: Hvis man ikke kan få fat i vand, skal man døbe i den væske, man kan få fat i. Kan man ikke få fat i væske, skal man spytte i sin håndflade og gøre korsets tegn over brystet og mellem skuldrene. Denne dåb kan en kvinde foretage såvel som en mand, hvis man ikke kan få fat i en mand.

Begge: Nu, hvis det ikke bliver døbt inden den første frist, skal man bøde 3 øre til biskoppen, men dog døbe barnet, selv om det bliver senere. Hvis han ikke vil lade det døbe, men har et hedensk barn inde over to frister, skal han bøde 3 mærker til biskoppen og hæve barnet af hedenskaben. Hvis han ikke vil det, men har et hedensk menneske inde i 12 måneder, har han forbrudt hver en penning af sin ejendom. Han skal have mulighed for at gå til skrifte og bøde over for Krist, men vil han ikke det, skal de begge forlade vor konges land.

22. Dette, som kong Olav gjorde til 3 mærkers-sager, har kong Magnus gjort til ubodssager

Hvis en mand sætter sit barn ud — hedensk eller kristent — så det dør, og han bliver kendt sandskyldig i det, har han forbrudt sin ejendom og fred, og det kalder vi det store mord. Hvis en træl lader sit barn dø — hedensk eller kristent — skal hans herre have hudstrøget ham inden fem dage, men ellers have ført ham for kongsmænd, og han har den mulighed at sælge trællen til udlandet, hvis han vil, men han skal ikke indtage mad sammen med ham. Hvis han gør det, skal han betale 3 mærker til biskoppen.

Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have ladet sit barn dø — hedensk eller kristent — men han nægter det, skal han nægte dette mord som ellers, og den ed falder til fredløshed for ham. Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have begravet et hedensk barn i indviet jord, og det viser sig usandt, når det bliver efterprøvet, da skal den, der rejste beskyldningen, bøde de 3 mærker til biskoppen, som han havde tiltænkt den anden at bøde.

Hvis en mand kommer til vort land som hedning, men siger, at han vil opsøge præster og lade sig hæve fra hedenskabet, skal man give ham føde, men lade ham indtage den for sig selv. Hvis han drager forbi kirker og præster, men ikke lader sig hæve fra hedenskabet, skal biskoppens årmand pågribe manden og føre ham til tings. Da er det vel, hvis han lader sig døbe. Hvis han ikke vil det, skal han af tinget gives fem dages frist til at forlade vor konges land, og ingen nat skal han modtage føde samme sted, som han var natten forinden. Hvis folk lader ham få føde længere og indtager mad sammen med ham, gælder det 40 mærker.

Altid, når bøden for brud på kristendommen overstiger 3 mærker, ejer kongen halvdelen og biskoppen halvdelen.

Enhver mand, der sidder således i tre vintre, at han ikke svarer befordring til biskoppen eller til præsten, og ikke overholder de bestemmelser, vi har knyttet til vor kristendom, han har forbrudt hver en penning af sin ejendom.

23. Om grav på kirkegården (og arveøl)

Det næste er, at enhver, der dør, skal føres til kirken og begraves i indviet jord, på nær udådsmænd, drottensvigere og mordvarger, tryghedsløftebrydere og tyve og de folk, der tager deres eget liv. De folk, som her blev opregnede, skal begraves i flodemålet — dér hvor havet møder grøntørven.

Et lig skal ikke ligge inde i over fem dage, medmindre der er tvingende omstændigheder. Hvis det ligger længere, skal man bøde 3 øre til biskoppen for det og føre liget til kirken. Hvis han ikke vil det, men lader en død mand rådne indendørs, har han forbrudt hver en penning af sin ejendom, men han har mulighed for at gå til skrifte og bøde over for Krist. Hvis han ikke vil det, skal han forlade vor konges land. Hvis han bor så langt oppe i fjeldet eller så langt ude på en ø, at ufarbart hav eller fjeld gør det umuligt for ham at fragte liget, skal han flytte det til et udhus, men hæve liget op, så det ikke ligger på jorden. Hvis en mand har begravet et lig i en høj eller i en røse, skal han grave det op og bøde 3 øre til biskoppen for det, men føre liget til kirke og begrave det i indviet jord.

Hvis en mand bliver syg og vil sende bud efter præsten, skal han sende bud efter ham, han køber gudstjeneste af, og hvis han vil modtage olien, skal præsten komme og give ham olien, Olav: men have 2 øre i olieløn. Begge: Men hvis han bliver så pludseligt syg, at han må nås af en anden præst før, da skal denne præst komme og give ham olien Magnus: uden vederlag. Hvis præsten ikke drager af sted, er han skyldig 3 mærker, medmindre tvingende omstændigheder vedrørende ham selv eller hans sognebørn forhindrer det, og dette kan bevidnes. Han skal give olien til enhver, der har ydet tiende og bekræftet — mens han stadig kunne tale — at han ville have olien.

Begge: Når en mand er død, og arvingen tilkalder præsten og beder ham synge ligsang, skal han komme og synge over liget, Olav: og det skal han have halvanden øre for; det kalder folk ligsangsløn. Begge: Nu, hvis liget kommer til kirken, da skal præsten gå det i møde og over liget synge de messer, der hører sig til, og nedsætte liget i graven, Olav: og derved modtage læggeløn. Begge: Hvis den præst ikke vil yde denne tjeneste, skal den dødes arving tage tienden og dermed købe messesang for den afdødes sjæl. Hvis præsten ikke er hjemme, skal man dog nedsætte liget, og når præsten kommer hjem, skal man støde hul ned til kisten og hælde vievand i, og da skal han synge ligsang derover.

Ingen præst har ret til at drage omkring i en anden præsts sogn for at tjene penge, medmindre der foreligger tvingende omstændigheder. Hvis han findes sandskyldig i dette, skal han yde erstatning til den præst, der har sognet, og bøde 12 øre til biskoppen for det.

Altid, når en mand er død, og arvingen vi holde øl efter vedkommende, hvad enten han vil holde det efter syv dage eller efter 30 dage eller endnu senere, kalder man det arveøl. Hvis man holder øl og kalder det sjæleøl, skal man indbyde den præst, man køber gudstjeneste af, og han skal mindst indbydes selvtredje. Præsten har pligt til at komme til arveøl eller sjæleøl, medmindre tvingende omstændigheder forhindrer det. Hvis han ikke vil af sted, skal han gå glip af 12 måneders tiende fra den mandkreds, hvor gravøllet afholdes, og den tiende skal arvingen til den mand, der holdes øl efter, tage og bruge til den dødes sjælebod.

Begge: Hvis der afholdes flere arveøl, skal præsten deltage i det, han først blev indbudt til, og opholde sig dér den første nat, men morgenen efter skal han tage til det andet. Hvis der er tre arveøl, og han kan tage frem og tilbage til dem på én dag, skal han signe alle disse ølgilder, men kan han ikke, skal han tage til det andet og drikke dér, sålænge øllet varer.

24. Begge fastsatte dette

Det næste er, at ingen af os skal tage en frænke til sin kone. Hvis en mand findes sandskyldig i at være nærmere beslægtet med sin kone, end loven tillader, skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det, og forlade konen og gå til skrifte og bøde over for Krist. Vi har lov at tage en kone, der er vores slægtning i syvende knæ og syvende led eller en enke efter en slægtning i femte knæ og femte led, og tilsvarende med de kvinder, der er beslægtede med den kone, han før har haft.

Den mand, der tager en kone i nærmere slægtled, end her blev opregnet, Magnus: eller tager andenmands kone eller en kone udover den kone, han har, Begge: skal bøde 3 mærker til biskoppen og forlade konen og gå til skrifte og bøde over for Krist. Hvis han ikke vil det, skal de begge forlade vor konges land. Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have en kone, der er nærmere beslægtet med ham, end loven tillader, men denne nægter, skal han sværge lydretsed om det.

Der er andre kvinder, vi skal vare os end mere for, idet vi begår udådsværk, såfremt vi møder dem i kødelig lyst: Den første er en mands mor; den anden hans søster; den tredje hans datter; den fjerde hans stedmor; den femte hans søns kone; den sjette hans brors kone; den syvende hans søns datter, og alle kvinder, der er lige så nært beslægtede med os, kan man begå udådsværk med, Magnus: og det er steddøtre, brordøtre, søsterdøtre og datterdøtre, mormødre, fastre, mostre og farmødre og sin egen kones søstre. Begge: Hvis en mand kendes sandskyldig i samleje med en så nært beslægtet kvinde, er den mand fredløs, og de skal begge forlande vor konges land, Magnus: indtil de har udført den bodsgerning, biskoppen har pålagt dem, Begge: og de har forbrudt hver en penning af deres ejendom — både land og løsøre, og det tilhører halvt kongen og halvt biskoppen, Magnus: medmindre kongen eller biskoppen vil formilde straffen for dem, når de kommer tilbage.

Begge: Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have begået udådsværk, men han nægter, skal han sværge forligsed om det. Der skal udpeges 12 mand med samme rettigheder som ham selv, og han skal vælge én af de 12 og selv være den anden. Den tredje skal være hans nærmeste slægtning, og der skal desuden være tre, der forstår ord og ed på vort tungemål. Den ed skal sværges ved kirkedøren, men hvis eden falder, er han sandskyldig i udåden. Magnus: Men selv om eden falder for ham, skal han dog kunne prøves ved gudsdom, hellere end at han skal være sandskyldig. Begge: Enhver mand, der går til gudsdom — hvad enten han vinder eden eller får guds dom og bliver uren — har fem dages frit lejde fra kirkedøren.

25. Om at en mand kun skal have én kone

Det næste er, at hver af os kun må have én kone, som han har købt med giftermålsord og giftermålsgave. Hvis han køber to koner med giftermålsgave, skal han forlade den kone, han tog sidst, og bøde 3 mærker til biskoppen og gå til skrifte og bøde over for Krist. Det barn han får med den kone, som han tog sidst, skal ikke arve nogen mand, bortset fra sin frigivne træl. Hvis han ikke vil forlade den kone, han tog sidst, skal de begge forlade vor konges land og have forbrudt hver en penning af deres ejendom.

Hvis en mand har en trælkvinde ved siden af sin kone, og holder hende inde som medkone — eller hvem som helst han har som ménkone ved siden af sin kone — og han findes sandskyldig i det, skal han bøde 12 øre til biskoppen for det og gå til skrifte og bøde over for Krist og forlade kvinden.

26. Om fadderskab

Der er seks gudslægtninge, som vi skal vare os for, ligesom vores frænker. Nu er den første den, der holder barnet ved primsigningen; den anden den, der tager det fra vandet; den tredje den, der tager de hvide dåbsklæder af barnet; den fjerde den, der holder barnet under biskoppens hånd; den femte den, der løser bekræftelsesbåndet; den sjette den, der leder konen ind i kirken. Denne ene skal bare vare sig for konen, men for alle de andre fem gudslægtninge, skal vi undgå såvel far og mor som barnet.

Hvis en mand findes sandskyldig i, at han er gift med sin gudslægtning, skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det og forlade konen og gå til skrifte og bøde over for Krist.

27. Om bryllup

Man skal tage en kone i lovlige tider, men ikke i utider. Hvis en mand køber en kone med giftermålsgave og giftermålsord i utide eller på en sådan tid, som biskoppen har forbudt os at tage koner — det er natten til søndag eller natten til fredag eller natten til onsdag eller de nætter, der efterfølges af fastedag eller helligdag fra morgenen af, eller i gangfasten, som er tre uger før Jons Vågenat og tre uger før Mikkelsmesse og tre uger før jul, Magnus (Olav): og 13 juledage — hvis en mand tager sig en kone i de dage, der her blev opregnet, skal han bøde 3 øre til biskoppen for det, men hvis han tager sig en kone i langefasten i de ni uger, biskoppen holder faste, eller i den tiende påskeuge, skal han bøde 3 mærker til biskoppen for det.

28. Om spådomme og galder

Det næste er, at vi ikke skal efterleve spådomme eller galder eller onde trolddomme. Men den, der findes sandskyldig i at fremsige spådomme eller udøver spådomskunster, er fredløs og uhellig ligesom hver en penning af hans ejendom; den tilfalder halvt kongen og halvt biskoppen. Folk, der efterlever spådomme og findes sandskyldige i det, skal bøde 40 mærker — halvt til kongen og halvt til biskoppen.

Folk, der udøver galder og trolddom, og findes sandskyldige i det, skal forlade vor konges land. Den slags skal folk ikke efterleve; så har de forbrudt hver en penning af deres ejendom, men de skal have mulighed for at gå til skrifte og bøde over for Krist.

Hvis biskoppen eller hans udsending siger, at en mand bedriver spådomme eller galder eller trolddom, men vedkommende nægter, findes der en måde at nægte på: Hvis en mand anklages for at bedrive spådomme, skal han nægte med forligsed; der skal udpeges 12 mand med samme rettigheder som ham, og han skal vælge én af de 12 og selv være den anden. Den tredje skal være hans nærmeste slægtning, og der skal være tre, der forstår ord og ed. Eden falder til fredløshed, hvis den falder.

Magnus: Hvis en mand findes sandskyldig i at have fremført usværget ed eller leder andre folk med sig, er han skyldig 15 mærker for sig selv og 3 mærker for hver mand, der svor med ham, såfremt de ikke vidste, at det var usværget. Hvis de vidste, at eden var usværget, inden de aflagde den, skal de hver betale 15 mærker som ham. Begge: Hvis en kvinde anklages for at bedrive galder og trolddom, skal der udpeges seks kvinder på hver side af hende — husfruer, som folk véd er gode — og de skal bære vidnesbyrd om, at hun hverken kender til galder eller trolddom. Hvis det vidnesbyrd falder for hende, falder det til fredløshed, og da ejes hendes ejendom halvt af kongen og halvt af biskoppen, mens hendes arving skal føre hende ud af vor konges land.

29. Om blot

Blot er os også nægtet, så vi hverken skal blote til en hedensk gud eller til høj eller hørg. Hvis nogen mand bliver sandskyldig i det, har han forbrudt hver en penning af sin ejendom. Han skal gå til skrifte og bøde over for Krist, men hvis han ikke vil det, da skal han forlade vor konges land.

30. Om udådsmænd

Udådsværk er os også helt forbudt. Ingen af os må have samleje med husdyr. Hvis en mand findes sandskyldig i at have haft samleje med et husdyr, Magnus: da skal han gildes, Begge: og han skal forlade vor konges land som udådsmand og aldrig vende tilbage. Magnus: Men de embedsmænd, som har syssel dér — både på vegne af kongen og af biskoppen — skal lade ham gilde. Begge: Den mand, der ejer det pågældende dyr, skal drive det ud i søen og ikke have nytte af det, men hvis han udnytter det, skal han bøde 3 mærker til biskoppen.

Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have samleje med husdyr, men han nægter det, skal biskoppens årmand komme til hans hus og tingstævne ham for det udådsværk. Han skal aflægge forligsed for det. Begge: Han skal have aflagt den inden 10 ugers sværgedage, for der er én frist for alle eder, der aflægges efter loven.

Han skal aflægge eden således, at han skal tage hjem til den mand, der skal påhøre eden, og indkalde ham med fem dages varsel til den kirke, hvor eden skal aflægges. Da er det vel, hvis han tager af sted og påhører den andens ed. Hvis han ikke kommer, skal den anden aflægge eden med vidner; han skal aflægge eden ved kirkedøren, lægge en bog på dørtærsklen og tage bogen op fra dørtærsklen. Da er det vel, hvis han aflægger eden ret. Hvis der bliver edfald for ham, er han en fredløs og uhellig mand, men han skal have fem dages frit lejde fra kirkedøren.

Således skal man aflægge alle de eder, der gælder brud på vor kristendom.

31. Om selvdødt og uspiseligt

[— —] er det os også nægtet at spise. Hvis en mand findes sandskyldig i at spise selvdødt, skal han bøde 3 øre til biskoppen for det og gå til skrifte og bøde over for Krist. Det kalder vi selvdødt, som ingen mand véd hvordan døde. Men folk må spise det, som ulve bider og tager livet af, og folk må spise det, som bjørne dræber eller hunde bider. Folk må også spise det, som drukner i rindende vand eller styrter ned fra et bjerg, og det, der kvæles i kloven. Ved det spiselige, der dør således, skal man vie salt og vand og kaste på kødet og hænge det op og lade blodet tørre ind. Det er ret at sælge huden og dele fortjenesten; han skal selv beholde halvdelen, men for den anden halvdel købe voks og sende det til den kirke, hvor han køber gudstjeneste.

32. Magnus fastsatte disse nye bestemmelser

Alle, der bryder frit lejde, som er givet imellem folk i drabssager, er ubodsmænd og har forbrudt ejendom og fred, land og løsøre, såvel odelsjord som andre jorder.

Mænd, der mister livet for tyveri eller røveri, hvad enten de stjæler på et skib eller til lands, og tilsvarende for mord og trolddom og udesidning for at opvække trolde og derved fremme hedenskab —

— og tilsvarende de mænd, der gør sig til lønmordere ved for penge at dræbe folk, de ikke har udestående med, medmindre det er kongen, der lader straffe for at rense landet og skabe fred —

— og tilsvarende de mænd, der stjæler kvinder eller tager andre mænds koner eller fæstekoner. Eller døtre uden samtykke hverken fra dem, der har råderetten for dem, eller fra dem selv, hvordan deres vilje så end er, når ægteskab er aftalt —

— og tilsvarende dem, der hævner disse ubodsmænd, eller tager bøder efter dem, såfremt vidner véd det —

— de er alle ubodsmænd og har forbrudt ejendom og fred, land og løsøre, mens den, der forsvarer sin ejendom og sine frænker imod dem, er fredhellig. Der skal ikke bødes for dem, hvad enten de får sår eller bane — hverken til kongen eller til deres slægtninge.

Alle domme, der skal fældes i drabssager eller sager om lejermål med kvinder, hvor man efter loven har ret til drabshævn, skal fældes med lov og frit lejde til første afdragsdag. Den, der uden ved tvingende omstændigheder bryder en lovlig dom før afdragsdagen eller på den første afdragsdag, har forbrudt sit frie lejde og er tryghedsløftebryder, og han har forbrudt sin ejendom og fred. Det er tvingende omstændigheder, hvis en mand er syg eller såret, eller hvis han har andet storforfald, hvorom gode mænd kan bevidne, at han ikke kunne komme frem.

Det første afdrag skal betales inden udgangen af den samme måned, og det skal føres hjem til modtageren og tilbydes ham med to vidner, og han eller hans ombudsmand skal tage imod det, medmindre modtageren vil gøre det lettere for ham.

I alle andre sager, hvor folk har lovmæssig dom imellem sig, skal den, der bryder den, betale 18 øre til sagsøgeren og overholde dommen som før, men 15 mærker til kongen, og kongen eller sysselmændene skal søge det på begges vegne; førstnævnte skal først have indfriet sit krav efter det, som dommen dømte, men bøderne til begge parter skal fordeles efter pengemængden. Hvis han ikke vil overholde dommen, skal sysselmændene tingstævne ham og gøre ham fredløs, medmindre han betaler i henhold til dommen.

Hvis en mand forliges med den mand, der har ligget med hans kone, skal den, der har konen, give løfte om frit lejde. Hvis manden ligger med den andens kone igen, bryder han lejdeløftet svarende til den, der dræber imod afgivet lejdeløfte.

Hvis en mand dræber sin søn eller en søn sin far — eller sin mor eller bror eller datter eller søster — hvad enten han er kristen eller hedensk, er han ubodsmand, således som det før blev sagt, medmindre han er en gal mand, således at folk véd, at der er tale om vanvid.

Hvis to mænd forenes i kødelig lyst og findes sandskyldige i det, da er de begge ubodsmænd. Hvis de benægter det, men det dog forlyder i herredet, skal de bevise det med jernbyrd. Hvis de findes sandskyldige i sagen, skal kongen have halvdelen af deres ejendom og biskoppen den anden halvdel.

Hvis folk strides i kirken eller på en indviet kirkegård, er de ubodsmænd, og biskoppen skal have 3 mærker og det, der mangler til kirkegården, men kongen resten, medmindre der ikke er flere penge; da skal kongen og biskoppen dele med halvdelen til hver, medmindre de vil vise større nåde imod ham.

Hvis en mand bliver ubodsmand, men sagsøgeren ikke har styrke eller forstand til at opskære pil, da er den førstnævnte dog alligevel ubodsmand som før.

33. Om bispeskyds

Det næste er, at hvis biskoppen går i land fra sit skib for at vie en kirke eller for at yde folk anden tjeneste, og hvad enten han har brug for at rejse langt eller kort, da skal bønderne skaffe ham 18 skydsheste, men 30, hvis han skal vie en hovedkirke. Hvis de ikke vil skaffe skydsheste, er hver af dem, der forsømmer det, skyldig 3 øre.

Hvis biskoppen eller hans udsending anklager en mand for at have forbrudt sig imod kristendommen på en måde, så biskoppen har ret til at modtage bøde for det, men vedkommende nægter det, skal biskoppens årmand tage til vedkommendes hus i følge med mandens to nærmeste naboer. Da er det vel, hvis de vil følge ham. Hvis de ikke vil det, skal han afkræve dem det, og da bliver hver af dem skyldig 3 øre til kongens udsending. Årmanden skal selv skaffe sig vidner, og tage til mandens hus og tingstævne ham i sagen og anklage ham på tinget. Han skal afgive lydretsed om det. Hvis han ikke vil fæste lov eller søge til tings, er han skyldig 12 øre til kongens udsending.

Vor biskop og hans årmand og alle præster skal søge deres sager således, som jeg nu har opregnet.

---

Noter: