Kunuk (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Boplads ved iskanten af Emanuel A. Petersen

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

4. Kunuk
Hævneren — Trommekamp
med Ungilataki — Drab af Nuerniakajik
fortalt af Sanimuinak

Der laa to Huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik slog Beboerne af Nabohuset ihjel, saa at kun to Drenge bleve tilbage. De to Drenge, der vare Brødre, rejste nu midt om Natten ind i Landet. Den næste Dag saae de en Mand staa paa Fangst med sin Ituarten i Haanden. De gik hen til ham. Han stod her sammen med sin Kone, fordi de ingen Børn havde. «Hvor komme I fra?» spurgte Manden. «Vi komme derude fra, fordi alle de andre ere blevne dræbte». Derefter løb Manden og Konen omkaps om, hvem de skulde have til Plejesøn. Hun rørte først ved den ældste af Brødrene, hvorfor hun fik ham, og Manden den yngste. Da de voxede til, hærdede de sig ved at gaa ud i Kulden om Vinteren og hente Tang, samt øvede deres Kræfter ved at løfte store Sten. Da de næsten vare fuldvoxne, døde den yngste af Brødrene. Den ældste Broder, som hed Kunuk, blev meget bedrøvet herover, men øvede snart sine Kræfter paany. Han begyndte nu at fange og blev en god Fanger. Da han blev ældre, vilde han gifte sig og fik en smuk Kone.

Ungilataki plejede at dræbe Folk, naar de havde smukke Koner, for at tage disse til sig. Da Kunuk havde giftet sig, vilde Ungilataki have hans Kone, hvorfor han vilde holde Trommedands med ham, skjøndt denne ikke kunde synge. Ungilataki havde til Medhjælper en lille, meget fed og stærk Mand, der hed. Han delte Koner med ham. Førend Kunuk rejste til Ungilataki, sang hans Plejemoder over hans Anorak, for at Ungilataki ikke skulde kunne gjøre ham nogen Skade. Han rejste nu med Konebaad til Ungilataki, men Plejeforældrene bleve hjemme i Huset. Disse sagde til ham ved Afrejsen, at hvis han slog Ungilataki ihjel, skulde han tage en Hund og et Menneske med hjem. Han rejste nu derover og kom dertil, da det blev mørkt. Han gik ind til Ungilataki, der havde et stort Hus og mange Koner, som han havde taget fra dem, han holdt Trommedands med. Da Kunuk kom ind til ham, havde han allerede røvet hans Kone, saa at Kunuk ikke kunde finde hende. Ingen sagde til ham, om hvor hun var henne, fordi de ikke vilde have, at Ungilataki skulde slaa ham ihjel. Kunuk opdagede sin Kone henne paa Brixen; thi Ungilataki havde allerede taget hende til sin fjerde Kone, fordi han havde Lyst til at slaa Kunuk ihjel. Da de nu skulde holde Trommedands, toge Modstanderne Plads hver i sin Ende af Huset. Ungilataki gik frem og begyndte at synge. Han brugte en stor Kniv (pana) til Trommestok, og de han holdt Trommedands med, plejede han at stikke ihjel. Efter at være færdig med den ene Sang, begyndte han paa en anden. Da han havde sluttet denne, raabte Husfællerne til Kunuk: «Nu kaster han efter Dig!» Ungilataki sigtede, Kunuk gjorde sig lille ved at sætte sig ned paa Hug, Kniven blev kastet, og Kunuk sprang tilvejrs, saa at Kniven gik ind i Væggen under ham. Tilskuerne raabte: «Ungilataki, som aldrig rammer fejl, ramte fejl!» og vilde have, at Kunuk skulde tage Kniven, men Ungilataki sprang rask til og trak Kniven ud af Væggen. Efter at han atter havde sunget en Sang, sigtede han paa Kunuk's Hjertekule. Ved at se dette, begyndte Kunuk's Kone, der sad henne paa Brixen, at græde. «Nu, nu!» raabte de andre; Kunuk gjorde sig stor, Ungilataki sigtede derfor højt paa Hagen, men i samme Øjeblik Kniven blev kastet, gjorde han sig lille, saa at den traf lige ovenover hans Hoved. Ungilataki gik hen for atter at tage Kniven, men Kunuk kom ham i Forkjøbet og greb Kniven, skjøndt han aldrig havde sunget tidligere. Ungilataki sagde, at han bare skulde bære sig ad ligesom han. Kunuk begyndte at synge, og da han var færdig, raabte de andre: «Nu skal Du kaste«, men han kastede ikke. Han begyndte atter at tromme og synge, men da han var færdig, sigtede han paa Ungilataki, der gjorde sig smal ved at vende Siden til, men inden han fik Tid til at røre sig, ramte Kniven ham, saa at den flakte Hagen og gik ind i Halsen. Husfællerne raabte, at Kunuk skulde slaa ham ihjel. Ungilataki's Familie græd, men Kunuk's Kone trak Støvlerne paa. Kunuk tog sin Kone og Ungilataki's smukkeste Kone. Idet han gik ud af Huset, sagde Ungilataki helt nede fra Halsen: «Jeg har aldrig vendt mit Ansigt bort fra hende, naar jeg har ligget sammen med hende, og Du maa heller ikke vende Ansigtet fra hende». Idet Kunuk gik ud gjennem Husgangen, kom Ususugmiarsuk løbende og skubbede til ham bagfra, saa at Kunuk sprang et Stykke frem. Dette gjentog han flere Gange. Da de kom udenfor, toge de fat paa hinanden og begyndte at brydes. Ususugmiarsuk trykkede Kunuk ned for at slaa ham ihjel, men han kunde ikke magte ham. Kunuk kom nu til at træde paa et Sted, hvor Hundene havde gravet; han var nærved at falde, men klemte i Faldet den anden, som vilde slide sig løs. Kunuk klemte ham saaledes, at Blodet strømmede ud af Munden og Exkrementerne ud af Bagen paa ham. Ususugmiarsuk sank sammen og skreg: «Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, saa at Blodet strømmer ud af Munden og Exkrementerne ud af Bagen paa mig!» Dermed døde han.

Kunuk rejste nu hjem. Plejemoderen sagde til ham: «Han har dræbt et Menneske, men han skulde have slaaet en Hund og en Kvinde ihjel. Efter at han nu havde slaaet et Menneske ihjel, plejede han at dræbe de Kajakmænd, som han mødte, naar han var ude paa Fangst. Da han blev gammel og Plejemoderen døde, fik han Lyst til at rejse ud og hævne sig paa den Mand, der havde dræbt hans Familie. Han rejste derud i Konebaad og styrede langs med Land. Da han nærmede sig sit Fødested, græd han og sagde: «Dengang jeg døiede ondt her!» Ved hans Graad rystede Konebaaden, og han greb Styreaaren, som om han vilde slaa dem der roede, saa at de ogsaa begyndte at græde.

Da han kom iland, spurgte han, hvor Nuerniakajik var. Han ledte efter ham og saae ham ogsaa, men Nuerniakajik blev bange for ham. Kunuk gik hen til Nuerniakajik's Fætter, der stod og arbejdede paa en Konebaad, og bad om han maatte laane hans store Kniv (pana), og spurgte, om han skulde slaa Nuerniakajik ihjel? «Nej, Du maa ikke slaa ham ihjel». «Hvorfor vil Du ikke laane mig Kniven, jeg vil saa gjerne dræbe ham». Manden blev nu bange og gik lidt tilbage, idet han sagde: «Du maa gjerne slaa Nuerniakajik ihjel». Kunuk kunde ikke finde Nuerniakajik. Da det blev lyst næste Morgen, saae han noget blankt oppe paa en Høj. Det var Nuerniakajik, der laa og sov under et Tagskind. Kunuk gik hen og lettede Skindet op med den lange Kniv, hvorved Nuerniakajik kom til at se ham. Kunuk lagde sig ned paa Maven paa Tagskindet, der dækkede den anden, og idet han trykkede ham med den ene Haand, saa at han ikke kunde røre sig, stak han ham ganske langsomt med Kniven i Halsen tæt ved Skulderen. Han stak ham ganske langsomt, for at det skulde gjøre mere ondt. Blodet begyndte at løbe ud, og Nuerniakajik døde. Derefter stak Kunuk alle hans Børn ihjel, som Hævn fordi deres Fader havde dræbt hele hans Familie.

Fodnoter