Kvinders omgang med bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

55. Kvinders omgang med bjærgfolk


913. I Fly boede en gang en kone, som gik under navn af Ma Yverste (Iversdatter). Hun lå i sengen i syv år uden at tage mindste næring til sig, og endda så hun fed og rødlig ud i ansigtet. Man sagde, at hun i disse syv år blev moder til syv börn, til hvilke bjærgmanden var fader, og han tog da også börnene, ligesom det var ham, der passede og plejede konen, ti aldrig vilde hun modtage noget af sine medmennesker. Dog kom hun siden op af sengen og levede karsk og sund i mange år.

Jeppe Jensen, Åkjær.


914. For mange år tilbage kjørte avlskarlen på Lægindgård i Nörhå i marken med noget sædekorn. Han kjørte om ved en höj, som ligger der på marken, og kom tilfældigvis til at kjøre lidt op på siden af den. Da han gjorde det, hørte han en dundren, som om nogen flyttede bohave fra den ene side af höjen, det har rimeligvis været höjfolkene, som har flyttet deres sager til side af frygt for, at höjen skulde falde ned i den side, hvorpå karlen kjørte.

En dag gik en anden mand og såede sæd i nærheden af samme höj, og hans kone, som var svanger, gik og kjørte harven. Da manden havde sået kornet, tog han fat på tömmen og lod sin kone sætte sig hen til höjen at hvile sig lidt. Da han nu kjørte, vendte han sig om, og da så han en lille mand med en rød lue på hovedet stå og tale med hans kone. Idet manden så det, løb han, alt hvad han kunde, derhen, men da han kom nær til dem, greb den lille mand om konens hals og kyssede hende og forsvandt derefter i höjen. Konen havde dog hverken set eller mærket noget til höjmanden.

Kristoffer Holm, Sønderhå.


915. Et sted imellem Redsted udmarker er der en dal og en höj, som hedder Rigdal og Rigdalshöj. Min moder var helt fortrolig med bjærgmanden der, og hun sad tit i en firkantet fordybning oppe i höjen og skyttede sig mod regn og blæst. En dag, som hun sad der, gav det tre underlige dumpe slag, som hele höjen skulde styrte langt ned, og siden turde hun ikke komme til höjen.

P. Chr.


916. Imellem Møgelhöj og Benhöj i Navr har der gået en god, tiltrådt sti, som skal være gjort af ellefolk. Man har også tit sét dem gå imellem disse to höje, og nogle véd at fortælle om, at de besögte en gammel kone, Mariane hed hun, der boede i det nærliggende Alstruphus. Nok er det, noget underligt var der ved samme gamle kone, hun var således meget rig, og der var ingen, der kunde udgrunde, hvordan hun var kommen til sin rigdom.

M. Møller.


917. I Tånum var der en, mand, som blandede sig med en bjærgkone og havde börn med hende. Han kjöbte kager til dem, når han var i Randers, og gik hen og gav dem. En aften, han kjørte derfra, gav han holdt og bandt øgene og gik fra befordringen hen til höjen. Én der sad på vognen, hørte börnene råbe der udenfor: «Nu kommer vor fader fra Randers, så får vi kager.» Men det skulde ingen have hørt, for nu blev han dér og fulgte med dem ind i höjen, og de så ham aldrig mere.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


918. Nede på Lundø kunde de se bjærgmanden komme og vande hans hest i fjordslanden. I en gård på Lundø skyldte de for at mandens søster lå i med bjærgmanden. Når folk gik i marken, lå hun i sengen og kunde hverken tude eller tale; men når alle folk var af gården, så kunde hun gå og passe al ting og lave maden. Så snart den første kom i gården, lå hun der i sengen igjen, og de kunde ikke få noget ud af hende.

Søby, Fjends h.


919. Den historie, a nu skal fortælle, er en virkelig tildragelse, det er sandenfå sikkert, for min broder hans sön blev gift med den smed hans datter, som det fortælles om. De sagde, at den smed hans kone lå i med bjærgfolkene. Det var på Hjælm hede han boede, og östen for Hjælm mølle var de höje, æ Grimme bakker-höje, som bjærgfolkene var i. Men a tykkes, det er sært for mig at fortælle det. Hun var tit kjørende til Skive, og når hun kom forbi höjen, så vilde hun af og gik hen til en höj, og hendes mand skulde endelig bie hende. Så tødede hun noget der henne, og så kom hun og åg til hendes hjem. Hun avlede også börn fra den tid, men det blev nogne sære dumme nogne, de havde sådan store hoveder, og de kunde ikke snakke rigtig. De var bundne ved bordfoden med det ene ben, og deres alder blev aldrig over tolv år, så døde de, og der blev lavet kister til dem, men folk mente jo ingen ting der var i kisterne, for bjærgfolkene kom nok og tog deres. Sådan avlede hun tre, og de opdagede, at der var kommet store læsser kjørende dertil ved nattetider, men aldrig opdagede de spor af vognraslen. Mølleren i Hjælm mølle så det, at de kom, og de fortalte også om det i Søgård, som a tjente.

Jörgen Villadsen, Ramsing.


920. I de såkaldt Grimme-bakker, Sevel sogn, boede en bjærgmand, med hvem en kone i Søgård levede i utilladeligt forhold. En aften, da hun tilligemed sin karl kom kjørende fra Skive, stod hun af ved disse bakker, uden at karlen mærkede det, først da han kom hjem, opdagede han, at hun ikke var med, og til den ende besluttede han da at passe på, når hun kom. Da klokken var slået tolv, kom der kjørende en karet med heste for, der havde gloende sko under födderne, op for dören, og konen steg ud, og vognen vendte og kjørte tilbage med lynets fart til «de grimme bakker». Man har tillige ved nattetid sét gloende stråler forbinde bakkerne med hinanden.

I samme gård, hvor konen hørte hjemme, der var alt for gode venner med bjærgmanden, fandtes to bjærgbörn, der sagdes at være forbyttede af ham, ti i gammel tid skulde man have sine börn mærket, da bjærgmanden ellers vilde ombytte dem med sine. Af den grund måtte man straks, når barnet var født, føre det til præsten, for at han kunde døbe den lille; ti så turde troldpakket ikke nærme sig det. Disse to börn havde ingen menneskeforstand. De stod som håndbundne til bilæggerovnens fod og krøb omkring på gulvet, så langt de for båndet kunde nå, men aldrig blev de lösnet af deres bånd, og der ved kakkelovnen fik de deres mad og deres sövn. En 90årig kone, der fornylig er død, fortalte, at hun så dem, mens hun gik til præsten, og hun kunde huske, at de havde så uhyre store hoveder. Den ene forsvandt, uden at nogen kunde forklare sig, hvor den var bleven af. Den anden sagdes at være død, og der var også begravelse, og man så kisten, hvori dens lig sagdes at ligge, men den almindelige mening var, at bjærgmanden havde taget, dem begge, da de blev behandlede umenneskeligt.

Jeppe Jensen, Åkjær.


921. På heden imellem Tåstrup og Skals ligger en stor höj, som kaldes Vat-hus. I forrige tider har der boet en bjærgmand, som de kaldte Vathusmanden. Så kom der en overmodig og rig karl fra Skals ridende og vilde til Tåstrup at bejle, men da han nu kommer forbi Vat-hus, råber han: « Vathusmand, giv mig din datter !» Straks kom han også ud med hende, og ihvor nødig karlen vilde, måtte han også tage hende med til Skals, og de blev snart efter viede i Skals kirke. Som man nok kan tænke sig, levede de dårligt sammen, for han vilde jo alligevel ikke have haft hende. Han var nu smed, og så skete det en dag, som hun stod i smedjen, at han sagde til hende: «Ræk mig den hestesko!» men hun misforstod ham og tog ved begge ender og rettede den. Da han så det, sagde han: «Hvi har du taget så mange hug af mig, da du er så stærk?» — «Jo,» sagde hun, «det lovede jeg dig jo, den gang vi stod på den brede sten.» Dermed mente hun altergulvet. Siden den tid var manden god imod hende. Men de andre folk i byen kunde ikke lide hende. Så skete det en dag, da hun var gået til kirke, og der var også en del andre folk komne op til kirken, at hun siger, som de står der: «Der kommer min fader, han er pigi vred i dag.» Alles øjne vendte sig hastig i den retning, hun pegte, og da så de et gloende hjul komme trillende hen ad gaden og op til kirken, og så hen til bjærgdatteren. Så sagde hjulet til hende: «Vil du hviste eller ta'?» Hun svarte: «Jeg vil ta',» og så gik hun om til den anden side af kirken. Nu tog det gloende hjul én for én af de til stede værende og hvistede dem over kirken. Men hun stod jo ved den anden side og tog imod dem, så at de ikke stödte dem, hvor over de jo var inderlig glade, da de jo kunde takke hende for deres liv. Siden den tid levede hun i god forståelse med folkene, og hun levede længe og fik mange börn. Slægten efter hende er stærke folk og lever endnu i egnen. Jens Kr. Nielsen, Vrå.


922. Nordvest for Kjølby i Slet herred under Krastrup gods lå et stort bjærg, de kalder Marbjærg, og der boede jo bjærgfolk. Der lå en gård i nærheden af bjærget, og der var kommen en kone til, som ingen vidste, hvor var fra, og hun var bleven gift med manden. Ingen anden kjendte hendes herkomst, og de troede da, hun var bjærgmandens datter i Marbjærg, hvorfor ingen vilde sidde ved hende i kirken, og ved gilder pegte de hende ud. Ellers var hun flink nok. Alle disse forhånelser tålte hun tålmodig, men var jo kjed af det. En gang var hun kommen til kirke i Farstrup tillige med andre koner og stod og ventede på præsten. Hun stod for sig selv, og ingen vilde snakke med hende; men så kom bjærgmanden fra Marbjærg og sagde: «Vil du nu kyle, eller vil du tage?» — «Jeg vil tage.» Så tog han den ene kjælling efter den anden og smed over kirken. Hun var omme ved den anden side og tog og lagde dem lempelig ned i græsset. Siden den tid kunde hun komme imellem dem.

C. A. Brøgger, Ravnkilde.


923. De skulde til at have dem en kirke bygget i Feldingbjærg, og så vidste de aldrig, hvor den skulde ligge. Så gav nogen dem det råd, at de skulde få to mandvolme tyre bundet sammen, og hvor de fandtes om morgenen, på den plet skulde de bygge. Så fandt de dem også lidt norden for byen. Da de havde nu fået materialierne samlet sammen og skulde til at begynde, blev det brækket ned igjen om natten, som de byggede om dagen. Murermestrene havde akkord på det, og de havde formodentlig akkorderet med bjærgmanden, der boede i den bakke, som kirken ligger på, for de passede ham op om natten og lovede ham, at han måtte få både den første og den sidste brud, der blev viet i kirken, når de måtte så få mon til at bygge, og han skulde så bygge den nordre side lige så hurtig, som de byggede den søndre side. Men han var al tid æfor om morgenen. Så blev den da færdig, og han skulde altså have de to brude. Da den første brud så kom, var han jo rede til at tage hende. Da de kom med hende til kirken, var han der og rev hende af vognen. Fæstemanden rev nu det tilhånds øg fra og smed sig på, og så red han bag efter, for han kunde nok se, det gjordes nødig at ride så stærkt, som bjærgmanden kunde rende. Endelig kom han ham så nær, at han fik fat i en nakkedusk, der sad bag i hendes brudesmykke, men andet fik han ikke. Bjærgmanden tog hende med sig til Dagbjærg Dojs, for der var han flyttet hen, da han blev nødt til at flygte fra Feldingbjærg, idet kirken byggedes. Så blev bruden frugtsommelig, og hun begjærede af ham at få barnet oven på, når det blev fuldvoksen. Det var en bitte pige, hun fik, og da hun blev stor, fik hun også lov til at komme op imellem kristenfolk at vandre. Omsider blev hun gift med en smed, der boede helt oppe ved Vejle. Hun blev nu frugtsommelig og fik et barn, men smeden var så slem ved hende og bankede hende alle tider for resten. En dag var en mand til smedie og fik nogle hestesko slået. Da de var færdige, skulde de have en bid at æde, for manden havde noget brød med sig. «Ja, vi kan gå ind til konen, mens vi sidder og æder,» siger smeden. De tog skoene med dem ind. Hun lå nu i barselseng, og så bad hun, om hun måtte ikke se på de sko. «Hvad Fanden i Helvede vil du se på dem efter ?» siger han nok så vredt, «det er ikke noget for dig at se på.» Jo, hun vilde da gjærne se dem. «Ja, det kan da ikke hindre skoene noget, » siger den anden mand, «at lade hende se en sko.» Så fik hun den. Hun tog nu og rettede den ud imellem hendes hænder. Så siger smeden: «Kan du nu bøje den tilbage igjen?» siger han. Jo, det kunde hun også gjøre. «Hvorfor har du ladet mig slå dig så tit?» siger han. «Jo, for a nænte ikke at slå på dig,» siger hun, «a véd ikke, hvor hårdt a kan slå, og a kunde være ved at slå dig ihjel med ét eneste slag.» — «Nu skal a Fanden lå aldrig lægge hånd på dig mere,» siger han så. Nu stunder det til, at de skal have deres barn i kirke. Ja, de gik til én kone, og de gik til en anden, og alle dem, de gik til, de nægtede det, og der var ingen, som vilde bære deres barn. «Ja, da skal pokker trygle dem for at bære det, du er stærk nok, og a kan gå med dig.» Det blev nu sådan. Da de kom på kirkegården, var præsten endnu ikke kommen, og de gik og vankede der. Så siger konen til hendes mand, at han skulde gå hen og se efter, om der ikke kom én vester fra og sigtede efter, som han vilde dertil. Han så efter det, og han tykte, der kom en bitte dreng rendende, alt det den kunde. Han gik hen og fortalte det til konen. «Ja, det er min fader,» siger hun. Lige som de snakker om det, kommer han springende over kirkegårdsdiget og over på kirkegården til dem. «Fyha!» siger ban, «a vøjede (vadede) over en ström, og det gik over mine stövlekraver. Hvik vil du nu helst,» siger han til datteren, «enten tage eller kaste?» — «Ja, så vil a tage,» siger hun. Se, alle dem smeden havde været ved om at bære barnet, de var ved kirken til hobe for at ville se, hvordan det gik til. «Der har du nu barnet en bitte krumme,» siger hun til manden, «og kan stå og holde ved det, a skal skynde mig.» Så sprang hun over til den anden side og tog hendes kjole op, og alle dem, hendes fader nu kylte over det lave af kirken, dem tog hun op i hendes skjört, for det de skulde ikke falde mod jorden og slå dem fordærvet. Havde nu hendes fader taget dem, var de faldne mod jorden og havde slået dem ihjel. Så rejste bjærgmanden igjen, og siden kunde de godt få hvem de forlangte til at bære deres börn, når de skulde i kirke.

Ole Mønsted, Holbæk.


924. Borrebjærg kaldes en höj i Nordby sogn, og i denne boer der en höjmand, som hedder Borre; han er nu meget skikkelig i forhold til andre höjfolk, kun når han bliver grovt fornærmet, er han ikke god at komme nær. I Taftebjærg boede en smed, som havde prøvet sin lykke blandt kvindfolk vidt og bredt omkring, han havde været på friertog mer end én gang, men vendte al tid hjem igjen med fejlslagne forhåbninger. En dag fik han i sinde at gå til Nordby for at prøve sin lykke dér; han havde endnu ikke været der i sligt ærende, måske kunde han dog nu have held med sig, tænkte han. Så skrånede han tvært op over heden for snarere at nå der op, men kom snart tilbage med nedslagne miner, det havde gået ham her ligesom anden steds. Borrebjærgmanden var også den dag ude i heden, og da han ser smeden komme tilbage, stiler han sin gang således, at de kommer til at følges ad. De bød god aften sammen, og Borrebjærgmanden begyndte at udspörge smeden, hvor han havde været henne, og i hvilket ærende. Smeden fortalte ham uforbeholdent alt om sin mislykkede vandring, og spurgte sluttelig Borrebjærgmanden, om han ikke kunde sige ham, hvor han kunde få sig en brud. Det livede op i denne. «Jo,» sagde han, «jeg har en voksen datter hjemme, som jeg gjærne vil have giftet bort, følg med hjem og se hende, måske kan det blive en hustru for dig?» Det forslag gik smeden ind på, og da de kom til Borrebjærg, og han der så datteren, syntes han godt om hende. För de skiltes ad om aftenen, var bryllupsdagen allerede bestemt Denne blev også kort efter holdt i Borrebjærg med megen stads og pragt, og nu førte smeden sin ny kone hjem til sig og var meget lykkelig. Men det varede kun kort. Alle andre folk skyede hendes omgang, og da hun skulde hjælpe sin mand i smedjen, begyndte man også at holde sig derfra. Smeden blev gnaven og uføjelig over for sin kone, og inden kort tid fik hun både skjænd og prygl. En dag, da hun således hjalp ham, siger han: «Ræk mig den sko dér!» Konen tager skoen ned fra sömmet, holder i hagerne med begge hænder og rækker den næsten lige ud. Smeden stirrede forbavset på hende, han sagde intet, men følte, at hun var langt hans overmand i styrke, og fra den dag var han god og føjelig imod hende. Når smeden og hans kone var i kirke, vilde ingen af de andre kirkefolk være i deres nærhed, og var al tid ved den ene side af kirken, når disse to var ved den anden. En dag da de gik på kirkegården og ventede på præsten, får smedekonen øje på sin fader, der kommer gående hen imod kirken. «Der kommer min fader!» siger hun. «Ja, og han er vist meget vred,» siger smeden. «vil du kaste eller tage imod?» spurgte han sin datter, da han kom der hen. «Tage imod,» svarede hun, og nu stillede hun sig ved den ene side af kirken, medens hendes fader gik om til den anden side, hvor folkene stod og tog dem én for én og kastede dem over kirken, men på den anden side stod datteren og fangede dem i sit forklæde, og firede dem læmpelig ned på jorden. Da dette var endt, forsvandt Borrebjærgmanden, og siden den dag var smedekonen meget afholdt af byens andre folk, de plejede jævnlig omgang med hende, og hun var meget agtet langt omkring.

Samsø. Mikkel Sörensen.


925. I Sønden-æ-kirkes gård, Sundby sogn, boede en kone, som var kommen fra en höj. Manden fik meget middel med hende, og derfor var det vel og, han tog hende. Hun fik et barn, men ingen kone vilde følge med hende til kirke. I den tid var det nemlig skik, at barselkvinder skulde have fire, fem kirkegangs koner med sig. Endelig forbarmede en kone sig. På vejen så de en blå tåge. «Her kommer min fader, og han er vred.» Da han kom, spurgte han datteren, om hun vilde kaste eller tage o. s. v.

Nik. Christensen.


926. I Skallerup findes to mænd, som anses for at være af troldæt, hvilket de også røber ved deres legemsdannelse. En af deres forfædre skal have avlet et barn, med en troldpige, og det er kjendeligt endnu.

N. L.


927. I denne (Persker) sogn ere adskillige höje, iblandt hvilke en kaldes Faldhöj, og siges der udi at være bjærgtrolde. Lever endnu en pige ved navn Karine, som haver været i höjen og avlet med bjærgtrolden otte börn, hvilken sagde sig at gå med hvert barn i ni uger, og havde hun hvert barn en måned, för hun (atter) blev frugtsommelig.

Bornholm. (Suhm s. 37.) Ole Worm.


928. Vest for Tisted ligger en langstrakt höj, kaldet Lang-Dås. Der skal den bekjendte stærke Niels Kristian Iversen i Kåstrup have fået sin ualmindelige styrke. Som dreng lå han en middagsstund ved höjen og faldt i sövn. Da han vågnede, blev han bange, han skulde få skjænd, når han kom hjem, fordi han ikke var kommen i rette tid, og han gav sig derfor til at græde. Men så kom höjmanden ud med en skefuld grød og sagde: «Du må ikke græde! spis denne grød.» Drengen spiste, og da grøden smagte godt, bad han om endnu en skefuld; men höjmanden sagde: «Du kan ikke tåle mer, så bliver du for stærk. Gå nu hjem og sig, du har fået af höjmandens grød, så lader de nok være at skjænde på dig.» Fra den dag af voksede drengens kræfter, så at han snart blev vidt bekjendt for sin store styrke. Der fortælles om ham, at da han en dag gik og pløjede, kom en fremmed til ham og spurgte, hvor den stærke mand boede. «Han boer i den gård, du kan se der,» svarede han og tog i det samme ploven med den höjre hånd og pegede med udstrakt arm mod den nærliggende gård.

Ty.


929. Ved Søgård, Sevel sogn, ligger nogle banker i nærheden af søen. En smed, der var bosat i Søgård, almindeligvis kaldet Sorte-Smed, havde fem kraftige sönner. Der fortælles, at da de en dag lå og legte på Søbakkerne, kom der ud af disse en venlig gammel kone, bjærgmandens hustru, og gav hver af börnene et stykke smörrebrød, hvilket de glade spiste, og siden den tid var de så uhyre stærke. En af de stærkeste hed Lavst, der siden blev bosat i Fovsing ved Lemvig og sædvanlig blev kaldt den stærke mand i Fovsing. En dag, da han gik og pløjede på sin mark, kom en Tybo hen til ham og spurgte, om han ikke kunde vise ham den gård, hvor den stærke mand boede. Jo, når han vilde vente et øjeblik, skulde han nok vise ham det. Lavst spændte nu hestene fra ploven og tog derpå i denne med den ene hånd og pegede hen mod den kant, hvor han havde sit hjem. Nu Kunde Tyboen skjönne, hvem han havde for sig. Lavst bad ham følge med sig hjem, hvilket han også gjorde, men Lavst tog en sten under armen hjem, der var så stor, at otte karle ikke kunde magte den.

Jeppe Jensen, Åkjær, Fly.


930. Der var nogle dværge, der boede under Mads Ejlersens arnested i Grynderup og inde i deres ovn. Så var dværgen bleven kjæreste med mandens kone, og nu pinte han manden og klemte ham i sengen, så han blev syg, ja, meget syg til sidst. Manden havde en broder i Svingelbjærg, og ham kom der bud til fra broderen, at han måtte endelig komme og snakke med ham, for han troede, han døde snart. Så sætter karlen sig jo på en hest og vil ride hen til Grynderup. Men så kommer denher dværg til ham og vil følges med ham og spörger, om han ikke må komme op at ride. Så får han også lov til det. Karlen sagde rigtig nok først: «Du kan jo ikke ride, dit pog.» Det siger han jo til. Så rider de, og det bliver dværgen så fornøjet over, at han flyer ham en flaske, der var noget smørelse i, og som kunde læge alt, endogså helt nye sår. För de kommer til Grynderup, står han af, og broderen kommer til gården, får hesten ind og snak med broderen. Men han havde også set lejlighed til at smøre hans egne øjne med den salve. Så kommer konen ind og giver ham noget at leve af, men som han nu sad og spiste, kommer dværgen ind, og han klemmer manden af og til og er også en vending henne at kysse konen. Men han skulde stå på hendes træsko, ellers kunde han ikke nå hende. Så hvisker han til hende, at han troede, den fremmede mand kunde se ham. Det troede hun ikke. Ja, nu skulde hun gjøre et forsøg med at tage brødet af bordet, og så vilde han lægge noget andet dér. Ilav han nu sidder og sörger for det, og manden sidder ved bordet og spiser, jager han til og gilder ham. Da han kort efter red hjem og kom forbi Råjenhöj — der er en stor sig norden for, hvor jorden til höjen er tagen — da stod der en kone og toede nogle bukser og græd og jamrede sig noget forfærdelig. Se så snakkede han til hende og spörger, hvad hun var så harmet over. Hun fortalte nu, hvad der var hændet hendes mand. Ja, det kunde han kurere straks, og så sprang hun hjem efter hendes mand og fortæller ham om den mand, der kunde kurere ham. Den gang han kom ud og så manden, kunde han jo kjende ham og var noget kjed af det, men han måtte heran, da konen ikke vilde lade ham have fred, og han kom da til at gjøre ham i stand. Det gjorde han, og dværgen kom sig, men siden tog han ikke op til mandens kone og klemte heller ikke manden tiere.

Strandby.


931. A er opfødt i en gård her nede midt i Andrup. För Andrupgårdene blev frigårde, da havde de ager om ager, og hjorderne kunde tælle op på deres fingre, hvem agrene tilhørte. Så var der to höje, og imellem dem havde min fader hans ager. De brugte ikke den gang at behandle jorden som nu. De fællede for höst noget, de vilde have byg i til næste forår. Men det var galt at plove der, siden solen var nede, så kom dværgfolkene ud, og så kunde de ikke plove. Der boede i min faders gård en mand i gammel tid, de kaldte æ Lillekræns-mand; han kjørte et år för høst i hans ager, og han vilde gjærne trænge den til aften, men ageren var bred, og han var ræd, han kunde ikke trænge den, til solen gik ned. Da han havde fem omfer tilbage, da så han, at han ikke kunde blive færdig, for solen var lige ved jorden. Det var han kjed af, for han vilde alligevel gjærne have haft den plovet op. «Det går vel an at tage en omfer til,» tykte han. Men så kom bjærgmanden ud, da han var lige imellem höjene, og vilde kjøre ploven for ham. Han siger til bjærgmanden: «Gjen opo den gjæller,» det var en stærk hest, der gik fra æ hånd (til höjre), men den var noget doven. «Er den hest stærk, for det den er gjeldet?» siger bjærgmanden. Det siger han ja til. «Har du selv gjeldet ham?» Ja, han havde da; men der löj han. «Kan a også blive stærk af det?» Ja, det troede Lillekræns-mand, men han vilde blive skidt nogle dage efter. «Vil du så ikke gilde mig.» Jo, og han forrettede det også. Bjærgmanden blev straks skidt og måtte til at gå ind i hans höj. Så kunde manden få hans omfer plovet op. Bjærgmandens kone kom ud med det ene par blodige bukser efter det andet og siger til ham: «Du skal få skam for det en anden gang!» Nok er det, bjærgmanden døde. Nu lavede bjærgkonen til börn, og det gjorde Lillekræns-mands kone også. De gjorde barsel på én tid lige för jul. Den gang de kjørte hjem med Lillekræns-mands kones jordemoder, så kjørte de om ad præsten og vilde have ham med at døbe barnet, for at det skulde ikke blive forbyt. Så var præsten syg, han var forkjølet, og det var ondt vejr; han kunde altså ikke komme med, men lovede at komme i god tid anden dags morgen at døbe barnet. Konen var ikke godt fornøjet med det, hun var vis på, bjærgkonen bar had til dem. Så skrev hun kors over alle dörene, men var endda ikke vis på, at det kunde ene hjælpe. Pigen skulde sidde ved vuggen og vugge uafladelig hver tagen (ɔ: hele tiden). Men ud på natten bliver hun sövnig og falder i sövn. Det bliver Ane vaer, og hun springer af sengen og vil selv passe på barnet. Men så får hun held til at dumse lige i fem minutter, og den gang hun vågnede, var barnet forbyt, hun havde fået så meget en grimme én, der brølte så meget forfærdelig. «Gud nåde mig, arme kone,» klagede hun sig, «hvad skal a gjøre?» Så taler hun til pigen, hun skulde komme skottere (hedetörv) i ovnen. «Men du skal komme tøøs så mange skottere i, som du plejer, og så tænde ild i skruen og lade mig vide, når den brænder allerstærkest. » Nå, så kommer pigen og siger: «Nu brænder det sådan, at ingen kan komme nær til ovnen.» Da snapper Ane barnet og render fram og kyler det midt ind i ovnen. Men aldrig snarere hun gjör det, så har hun bjærgkonen med hendes eget barn, og det sætter hun på bordet og springer ind i ovnen og snapper hendes eget. Anes barn rolte (græd) ikke så lidt, og da de skulde til at se til, så havde bjærgkonen knækket det ene ben på det, men så var der en klog kone i nabolaget, der rettede det. Præsten kom i dagningen og döbte barnet, og så var den fare overstanden.

Niels Ebbesen, Andrup.