Landnáma og Egils saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Björn Magnússon Ólsen (1850-1919)


Landnáma og Egils saga


Af Björn Magnússon Ólsen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1904



I.


Landnámabók (AM 108 fol.) Foto: Jon Julius Sandal © 2016.

I fortalen til sin Landnáma-udgave går professor Finnur Jónsson (i det følgende betegnet ved »FJ.«) ind på forholdet mellem Landn. og Egils saga[1] og han har rigtig indset, at den Landn.-tekst, som repræsenteres ved Sturlubok (»Stb.«) og Hauksbok (»Hb.«), har benyttet Egils saga i afsnittet om Skalla-Grímr. Dette er indlysende, selv for en overfladisk betragtning.

Men når FJ. synes at mene, at denne ved benyttelse af Egils s. sammenflikkede Landn.-tekst er den oprindelige, tror jeg han er på vildspor. Her kommer den i Melabók (»Mb.«) opbevarede recension os til hjælp[2]. Ved denne kan det klart og tydelig bevises, at den mand, fra hvem recensionen Stb.-Hb. oprindelig stammer, har haft for sig ikke blot Egils s., men også en ældre Landn.-tekst — her for os repræsenteret ved den yngre Mb.'s selvstændige varianter — , samt at han har søgt at sammensmelte disse kilder til et hele.

Sammenligner vi beretningen om Kveldúlfr og hans søn Skalla-Grímr i Stb. k. 29 — 30 (Hb. har her en lakune) med den tilsvarende i den yngre Mb. (Landn. FJ. s. 245 — 246), ses det straks, at Mb. har en selvstændig tekst, som ikke synes at være påvirket af Egils s., medens Stb. ligefrem afskriver eller gør et uddrag af denne saga[3]. Den yngre Mb. har her flere vigtige afvigelser fra Stb., hvoriblandt den vigtigste er uoverensstemmelsen med hensyn til grænserne for det stykke land, som Skalla-Grímr tog i besiddelse. Stb. k. 30 beretter efter Egils s., at Skalla-Gríms landnám strakte sig fra Hafnarfjöll mod syd til Selalón mod nord og omfattede »hele herredet, så vidt som det bestemmes ved de til havet søgende vandløb«. Landnámets sydlige grænse bestemmes derpå i slutningen af kapitlet nærmere ved den også fra Egils s. lånte bemærkning om, at Grímr háleyski — den sydligst boende af de landnámsmænd, som i følge Stb. fik land hos Skalla-Grímr — modtog af denne landet mellem Andakilsá og Grimsá; Andakilsá, der udstrømmer lige nord for Hafnarfjöll, betragtes altså som sydgrænse for Skalla-Gríms landnám; ved denne elv mødes hans landnám med Hafnar-Orms, den nærmeste landnámsmands mod syd. Skalla-Gríms område omfatter altså i følge denne beretning hele den nordlige del af det nuværende Borgarfjordssyssel, mellem Andakilsá og Hvitá, hele Myrasyssel, og den sydligste del af Hnappadalssyssel, mellem Hitá (Hitará) og Kaldá, hvis munding, eller rettere den udenfor mundingen liggende havbugt, er identisk med Selalón[4].

I følge den yngre Mb. har Skalla-Gríms landnám derimod et mere beskedent omfang, idet det der hedder, at han tog landet »mellem Norðrá og Hitá fra fjæld til strand«. I følge denne beretning omfatter altså Skalla-Gríms landnám kun en del af det nuværende Myrasyssel, nemlig lavlandet mellem de to nævnte elve op til de ovenfor liggende bjærge.

Det er i sig selv sandsynligt og vil i det følgende blive indlysende, at Mb. her overfor Stb.-Egils s. repræsenterer den oprindelige Landn.-tekst. På den strækning, som Skalla- Grímr i følge Stb.-Egils s. tog i besiddelse, opregnes i alle vore Landn.-recensioner en mængde selvstændige, til dels høibårne landnámsmænd, af hvilke nogle blev stamfædre til senere berømte og mægtige slægter, uden at der tilføjes nogen bemærkning om, at de fik deres land anvist af Skalla-Grímr.

I nær forbindelse med denne afvigelse angående landnámets grænser står en anden vigtig uoverensstemmelse, nemlig den forskellige orden. Som en følge af, at landnámets sydgrænse i følge Mb. falder langt nordligere end i følge Stb., står også Skalla-Grímr langt senere i landnámsmændenes række i Mb. end i Stb. Mb. har afsnittet om Kveldúlfr og Skalla-Grímr efter det kapitel, der handler om Þorgils knapi (= Stb. k. 67, Hb. k. 55), som tog Hnappadalen i besiddelse, umiddelbart foran det kapitel, der handler om Selþórir (= Stb. k. 68, Hb. k. 56). I Stb. har afsnittet derimod fået plads efter beretningen om Hafnar-Orms og de to brødre Hroðgeirs og Oddgeirs landnám. Disse to sidste slutter sig nær til Hafnar-Ormr, da de tog land i hans (og Finn den riges) landnám. Denne orden i Stb. synes ved første øjekast at passe godt til den i Stb. antagne sydgrænse for Skalla-Gríms landnám, nemlig Andakilsá, da denne elv netop danner nordgrænsen for Hafnar-Orms landnám[5]. Men ser man nærmere til, vil man finde, at forfatteren til recensionen i Stb. har gjort sig skyldig i en uagtsomhedsfejl, som røber, at han vilkårlig har flyttet om på stykket om Skalla-Grímr. Han har nemlig indsat det umiddelbart foran kapitlet om Þorbjörn svarti, hvis land hørte til Hafnar-Orms landnám og lå syd for Andakilsá. Når han altså fra Skalla-Grímr går over til Þorbjörn, gør han sig skyldig i et tilbageskridt, som er i modstrid med det af ham selv fulgte ordensprincip, hvilket viser, at han har lavet om på den oprindelige orden.

Dette bekræftes nu også fra en anden side. På det sted, hvor Mb. indsætter afsnittet om Kveldúlfr og Skalla-Grímr har både Stb. og Hb. følgende bemærkning[6]: Nú eru þeir menn taldir er [lönd hafa bygt[7] i landnámi Skalla-Gríms [frá Hafnarfjalli ok hingat til[8]. I den yngre Mb. står rigtignok også den samme bemærkning, men den synes udtrykkelig at angive Hb. som sin kilde[9], og det samme gør AM. 104 fol.[10]. I den ældre Mb. (membranen) kan bemærkningen ikke have stået, da den står i modstrid med de i denne recension angivne grænser for Skalla-Gríms landnám. I recensionen Stb.-Hb. er den derimod oprindelig, da den i det væsentlige stemmer med de grænser for landnámet, som denne recension (og Egils s.) har. Dog har den mand, fra hvem denne recension oprindelig stammer, også på dette sted gjort sig skyldig i en unøjagtighed, som røber, at han har forandret ordenen. Han har nemlig her regnet landnámsmanden Þorgils knapi, som omtales lige i forvejen, til de mænd, som »bosatte sig i Skalla-Gríms landnám«, uagtet Þorgils's landnám Hnappadalen ligger helt udenfor de grænser Skalla-Gríms område har i følge StbY-Hb.[11]. Denne selvmodsigelse er tilstrækkelig til at vise, at den omtalte notits er en senere interpolation på dette sted, foranlediget ved det Skalla-Grímske landnáms udvidelse og den deraf følgende omordning af stoffet. Grunden til, at notitsen er indsat på dette sted, er indlysende. Her på dette sted fandt forfatteren til recensionen Stb.-Hb. i sin Landn.-tekst det af Egils s. uafhængige, oprindelige stykke om Kveldúlfr — Skalla- Grímr; i stedet for det optog han Egils sagas fremstilling med de udvidede grænser for landnámet, som havde til følge, at han måtte indsætte det fra Egils s. lånte stykke på et tidligere sted. På den ved udeladelsen af det i Landn. oprindelige Skalla-Gríms-afsnit ledigblevne plads indsatte han samtidig en notits om, at alle de hidtil efter Skalla-Grímr opregnede landnámsmænd havde bosat sig i dennes landnám, uden at lægge mærke til, at han derved med hensyn til Þorgils knapi gjorde sig skyldig i en selvmodsigelse. At afsnittet om Kveldúlfr — Skalla-Grímr virkelig i Stb.-Hb.'s original har stået på dette sted, fremgår også deraf, at vi her i Hb. finder en lille lævning deraf, idet dette håndskrift netop på dette sted omtaler Skalla-Gríms søn Egill, som Stb. slet ikke nævner, hverken her eller i det tidligere fra Egils s. lånte stykke om Kveldúlfr— Skalla-Grímr (Stb. k. 29- 30), og fører fra ham en slægtrække ned til Hauks moder Járngerðr. Den yngre Mb., som i modsætning til Stb. i afsnittet om Skalla-Grímr omtaler bægge hans sønner, Egill og Þórófr, har her den samme slægtrække fra Egill som Hb., men fører den, som håndskriftet ellers plejer, ned til Melarslægten, nemlig til Markus Þórðarson (når den også tilføjer de led, som fører ned til Járngerðr, er dette ikke oprindeligt i Mb., men et lån fra Hb.). I den oprindelige Landn.-tekst har slægtrækken selvfølgelig ikke være ført så langt ned som til Markus eller Járngerðr; men overensstemmelsen mellem Mb. og Hb. viser, at der dog i den oprindelige tekst må have stået en slægtrække fra Egil; kun er det nu umuligt at afgøre, hvor langt den gik ned i tiden. Den kendsgærning, at Hb. på denne plads har bevaret noget af den tekst, som i afsnittet om Skalla-Grímr ligger til grund for Mb., viser klart og tydelig, at hele afsnittet oprindelig må have haft sin plads her.

I øvrigt bør det udtrykkelig fremhæves, at den oprindelige Landn.-tekst — her for os repræsenteret ved Mb. — ved at indsætte afsnittet om Kveldúlfr — Skalla-Grímr på dette sted ikke strængt har overholdt det ordensprincip, som Landn. ellers plejer at følge. Fremstillingen af landnámene bevæger sig nemlig i det hele taget rundt om landet i samme retning som solens løb (sólarsinnis). Men her gør den et lille tilbageskridt mod solen. Af de to umiddelbart i forvejen opregnede landnámsmænd tog den første, Þórhaddr Steinsson, land på bægge sider af Hitá's øvre løb (Hitárdalen) samt på strækningen mellem Hitá's nedre løb og den nordvestligere liggende elv Kaldá. Største delen af hans landnám ligger altså nordligere (og vestligere) end Hitá, nord(vest)- grænsen for Skalla-Gríms landnám i følge Mb. Og den anden landnámsmand, Þorgils knapi, tog land i Hnappadalen, endnu nordligere og vestligere end Þórhaddr, dog vel at mærke ikke ned til havet, men oppe ved bjærgene. Når altså Landn. først har opregnet disse to landnámsmænd og derpå går over til Skalla-Grímr, gør den et tilbageskridt. Men dette tilbageskridt er let at forklare, når man har fået overblik over den orden, i hvilken den oprindelige Landn.- tekst har opregnet de foregående landnámsmænd. For rigtig at forstå sammenhængen må vi imidlertid først gå tilbage til det sted, hvor Stb. (og sikkert også den her defekte Hb.) har indsat stykket om Skalla-Grímr, og fra dette punkt — som på kortet falder sammen med Andakilsá — forfølge ordenen sukcessive, indtil vi kommer til det sted, hvor Mb.har sit afsnit om Skalla-Grímr. Vi vil da samtidig få at se, at Stb.-Hb. også i dette stykke er en kompilation af Egils s. og den gamle Landn. -tekst, som for os her repræsenteres dels ved den yngre Mb. 's selvstændige varianter, dels ved teksten i Stb.-Hb., forsåvidt denne nemlig ikke stemmer med Egils s.

Mellem Andakilsá og Grimsá tog Grímr hinn háleyski land. Beretningen om ham står i Stb. k. 29 — 30 (Hb. defekt) og er der væsentlig lånt fra Egils s.[12], dog med en del afvigelser, som sikkert er tagne fra den oprindelige Landn. Når det således i Stb. hedder, at Grímr var »Þóririsson, Gunnlaugssonar, Hrálfssonar, Ketilssonar kjölfara», medens han i følge Egils s. var »son Þóris Ketilssonar kjölfara«, så kan vi ikke være i tvivl om, at Stb. har taget de to led som den tilføjer, fra en foreliggende Landn. -tekst, tilmed da dette bekræftes ved Stb. k. 46, Hb. k. 34, hvor vi i alle håndskrifter genfinder de samme slægtled[13]. Desuden finder vi i Stb. en bemærkning, hvortil Egils s. ikke har noget tilsvarende, nemlig at Grímr havde en søn ved navn Úlfr, fader til Hrólfr i Geitland. Denne bemærkning må også være lånt fra den oprindelige Landn. -tekst, som altså må have haft stykket om Grímr háleyski og tillagt ham det samme landnám som Stb.; kun er det ikke rimeligt, at der har stået noget om, at han har fået dette land som gave af Skalla-Grím, da denne i følge den oprindelige Landn. ikke synes at have haft nogen rådighed over de egne, som lå syd for Hvitá-Norðrá. Dette resultat bekræftes nu også tilfulde ved den yngre Mb. Ved siden af de fra Egils s. interpolerede notitser om Grímr, som dette håndskrift har lånt fra Stb., indsætter det nemlig et selvstændigt og af Egils s. fuldstændig uafhængigt afsnit om Grímr háleyski, som åbenbart er taget fra den ældre Mb. Det lyder således; »Grímr hinn háleyski, [sem nu var getit[14], nam land fyrir innan Andakilsá ok til Grimsár ok alla dali þar upp ok bjó at Hvanneyri; hans søn var Úlfr, faðir Hrófs i Geitlandi[15] ». Som man ser har denne tekst ikke et ord om, at Grímr skulde have modtaget sit land som gave fra Skalla-Grímr. Tværtimod optræder han her som en selvstændig landnámsmand. Ligeledes finder vi her bemærkningen om Grims søn Úlfr. Slægtrækken op til Ketill kjölfari har den yngre Mb. rigtignok ikke på dette sted, men deraf kan man næppe slutte, at den ikke har stået i den ældre Mb. Rimeligvis har den yngre Mb. her udeladt slægtrækken, fordi håndskriftet allerede har medtaget den i det foregående efter Stb. afskrevne stykke, hvor den står i håndskriftet uden nogen variant, hvilket snarest tyder på, at den ældre Mb. med hensyn til slægtrækken har stemt med Stb. På et andet sted — i afsnittet om Ingimundr gamli — gør rigtignok den yngre Mb. Grímr inn háleyski til en søn af Ingjaldr fra Hefnir i Hålogaland, men dette er en interpolation fra Vatnsdæla, som håndskriftet følger i bemeldte afsnit, og kan ikke stamme fra den gamle Landn.-tekst[16]. Vatnsd. repræsenterer her — i alt fald med hensyn til Grims afstamning — en så vel af Landn. som af Egils s. uafhængig (vistnok nordlandsk) mundtlig tradition, og det er derfor ikke uden betydning, at også den betragter Grímr háleyski og hans broder Hrómundr som selvstændige landnámsmænd og ikke ved noget om, at Grímr har stået i nogensomhelst forbindelse med Skalla-Grímr eller fået sit land anvist af ham[17]. Vatnsd. støtter altså for så vidt vort resultat, at Mb. i sit selvstændige afsnit om Grímr háleyski har bevaret den oprindelige Landn.-tekst.

Derpå følger i Stb. k. 31 Þorbjörn svarti, som vi her ikke behøver at tage noget hensyn til, da hans landnám ligger syd for Andakilsá (jfr. ovenfor). Springer vi ham over, kommer vi til Skorri, som tog Skorradalens øverste del i besiddelse (Stb. k. 31 slutn.), derpå til Björn Gullberi (Stb. k. 32), som tog Reykjadalr syðri (nu »Lundarreykjadalur«), og Þorgeirr meldun (Stb. k. 33), hvem Björn indrømmede en del af sit landnám (øverst oppe i dalen). Alle disse stykker må have stået i den oprindelige Landnáma, da vi ikke i Egils s. eller noget andet sted finder noget tilsvarende; dette bekræftes også derved, at den yngre Mb. til stykket om Björn Gullberi har selvstændige tilføjelser (Landn. FJ. s. 244). Det samme gælder også om Stb. k. 34, der omhandler Flóki's landnám, Flokadalen, hvor Mb. også har en selvstændig tilføjelse, at Flóki tog ikke blot Flokadalen, men også strækningen nord for den til Geirsá, samt at han satte bo på gården Hrís, hvor han blev dræbt. Alle disse landnám opregnes i den rigtige orden fra syd(vest) mod nord(ost). I Stb. k. 35 omhandles Oleifr hjalti. Dette kapitel er for største delen udskrevet af Egils saga, dog med afvigelser, som sikkert er hentede fra den oprindelige landnámåtekst. I følge Stb. tog Oleifr land mellem Grimsá og Geirsá. Dette er sikkert den oprindelige landnámatekst, idet man må tænke sig, at Oleifr efter Flóki's drab har taget den nordlige del af hans landnám i besiddelse. Egils saga har derimod Flókadalsá som nordgrænse for Óleifs landnám. Også til slutningen af kapitlet findes intet tilsvarende i Egils s. og den er derfor sikkert også hentet fra Landnáma. I det næste kapitel (36) omtales Ketill blundr og hans søn Geirr auðgi. Det er for største delen taget fra Egils saga. Stb. indvikler sig her i en selvmodsigelse, idet den i overensstemmelse med Egils saga lader disse landnámsmænd tage land fra Flókadalsá mod syd til Reykjadalsá mod nord; kompilatoren har her glemt, at han i det foregående kapitel — efter Landn. — har tillagt Oleifr hjalti strækningen mellem Flokadalsá og Geirsá. Mb. har her det oprindelige, idet den lader Geirr (tilligemed faderen?) tage land mellem Geirsá og Reykjadalsá. Med hensyn til Geirr auðgis sønner findes der afvigelser mellem Stb. og Egils s., idet den første som en af disse anfører »Svarðkell á Eyri«, som Egils s. ikke har, og siger, at Þoroddr Hrísablundr nedstammede fra Geirs datter Bergdis, som blev gift med »Gnúpr Flókason i Hrísum« (deraf tilnavnet Hrísablundr), hvorimod Egils saga gør Þoroddr til en søn af Geirr auðgi. Bægge disse afvigelser er i Stb. åbenbart hentede fra den oprindelige landnámatekst. Dette stemmer også med Mb. s tilføjelse ved Flóki, Gnúps fader, at han boede »i Hrísum« (Landn. FJ. s. 244). Både Stb. og Mb. har også en notits om, at Blundsvatn er opkaldt efter Ketill blundr, som »boede der siden« (d. v. s. efter at have flyttet fra Þrándarholt). Denne notits findes ikke i Egils saga, som dog på et senere sted omtaler, at Ketills søn Þorgeirr blundr »boede neden for Blundsvatn« (Eg. k. 83, S. 309). Også denne afvigelse synes at stamme fra den oprindelige Landnáma.

I de følgende kapitler, Stb. k. 37—41, skildres landnámene i den rigtige rækkefølge opad langs Hvitåens sydlige bred, så langt som bygden strækker sig (Reykjadalr nyrðri, nu Reykholtsdalen, Hálsasveit og Geitland). I disse kapitler har Stb. (og Hb., som her begynder igen efter lakunen med kap. 26 = Stb. k. 38) vel benyttet andre sagaer — hvilket vi måske i en anden forbindelse vil komme tilbage til — men ikke Egils saga.

Fortællingen er nu nåt til grænsen mellem de to Fjærdinger. Sydlændinge- og Vestfjordingefjærdingen , og med overskridelsen af Hvitá begynder i alle vore håndskrifter et nyt afsnit, som omhandler den sidstnævnte fjærding.

Beskrivelsen af landnámene i denne fjærding slutter sig på en naturlig måde til slutningen af landnámene i Sydfjærdingen, idet den fra Geitland, den øverste bygd på Hvitåens sydlige bred, går over til Kalmanstunga, den landstrækning, der ligger imellem Hvitá og Fljot, øverst oppe ved Hvitá's nordlige bred. Fra dette udgangspunkt, Kaimans landnám, Stb. k. 42, Hb, k. 30, fortsættes beskrivelsen i naturlig rækkefølge nedad mod vest og nord, til Hvitársiða — Stb. k. 43, Hb. k. 31 — , Kjarradalr og Örnolfsdalr, Þverárdalr og Þverárhlið[18], strækningen mellem Þverá's nedre løb og Hvitá, samt imellem Þverá og Norðrá (Stafholtstunga), Stb. k.44— 50, Hb. k. 32— .38. I disse kapitler er Egils saga ikke benyttet[19], men vel andre sagaer. Vi er da her ved grænsen for Skalla-Gríms landnám mod syd(ost), således som den angives af Mb. Inden forfatteren går videre, gør han en afstikker op til de øvre egne ved bjærgene, som ligger højere oppe end det land, som Mb. tillægger Skalla-Grímr, til Norðrádalr med dens sidedale, Sanddalr, Mjóvidalr og Bjarnardalr, Stb. kk. 51— 54, Hb. kk. 39— 42. Heller ikke i disse kapitler ses Stb.-Hb. at have benyttet Egils saga. Men når man sammenligner det sidste af disse kapitler (Stb. k. 54, Hb. k. 42), der handler om Rauða-Björn, med den yngre Mb., ser man, at recensionen i Stb.-Hb. har på dette sted udeladt slutningen af kapitlet og indsat den senere som et selvstændigt kapitel (Stb. k. 59, Hb. k. 47) af grunde, som senere vil blive indlysende. Den yngre Mb. har nemlig de to i Stb.-Hb. adskilte kapitler bægge samlede på dette sted. I slutningen af Stb. k. 54, Hb. k. 42 henvises til det løsrevne stykke ved ordene »sem ritat er«. Disse ord, som sædvanlig bruges om henvisninger til noget foregående, hen- viser her til det følgende[20].

Efter Rauða-Björn holder fortællingen sig vedblivende oppe ved bjærgene og går fra Norðrárdalens nederste del mod vest. Fra Karlsdal[21] ovenfor (nord for) Hreðavatn går det vestover til Grisartunga[22], Stb. k. 56, Hb. k. 44, en gård, som, når vi følger Mb., hørte til Skalla-Gríms landnám, og videre til Grimsdalr, den dal, som går ind mellem Staðarhnúkr og Múlakotsmúli op til Langavatnsdalr (Kr. Kålund, Island I s. 365). I dette kapitel har Stb.-Hb. benyttet Egils saga, hvor vi (k. 29, FJ. udg. s. 94) genfinder beretningen om Skalla-Gríms frigivne Griss, som han anviste land i Grisartunga. Derimod omtaler Egils saga ikke Grímr, en anden af Skalla-Gríms frigivne, som ifølge Stb.-Hb. (og Mb.) tog Grimsdal; beretningen om ham må derfor være taget fra den oprindelige Landnáma-tekst. Fra Grimsdal går fortællingen i Stb.-Hb. i naturlig orden, endnu stadig holdende sig til bjærgene, til Langavatnsdalr, landnámsmanden Bersi goðlauss, Stb. k. 57, Hb. k. 45, medens Mb. stiller dette kapitel efter Stb. k. 66, Hb. k. 54, der handler om Hitardalens landnámsmand Þórhaddr Steinsson. Grunden til denne forskellige orden er let at indse. Alle håndskrifter beretter, at Bersi blev gift med Þorhádds datter og fik med hende Holmslond oppe i Hitárdalen, og Hb. tilføjer, at Bersi (fra Langavatnsdalr) flyttede til Holmr og bosatte sig der. I den tekst, som ligger til grund for Mb., tages der ved ordenens fastsættelse ikke noget hensyn til Berses forbigående og kortvarige ophold i Langavatnsdalr, hvorimod han betragtes som bosat i Þorhadds landnám i Hitárdalen og derfor indordnes efter ham. Måske har den oprindelige landnámatekst slet ikke vidst noget om Berses ophold i Langavatnsdalr; denne dal synes jo også i oldtiden for det meste at have været ubebot og benyttet som avret[23]; derimod turde Berses bosættelse på Holmr have været bekendt, da han var bedstefader til den i sagnet så meget omtalte Björn Hitdælakappi, som boede på den samme fra bedstefaderen nedarvede gård. Går man ud fra, at beretningen om Berses landnám i Langavatnsdal har hørt til den oprindelige Landnáma, samt at han fra først af har haft plads på det sted, hvor Stb.-Hb. stiller ham, bliver omflytningen i Mb. uforklarlig. Hvis derimod den nævnte beretning er senere tilføjet af den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, var det naturligt, at denne samtidig indordnede Bersi på den plads i rækken, der tilkom ham som landnámsmand i Langavatnsdal. Jeg tror derfor, at Mb. også her repræsenterer den oprindelige tekst.

Fra Bersi går Stb.-Hb. over til de mænd, som tog land i den egn, som i følge Mb. tillægges Skalla-Grímr, nemlig mellem Norðrá og Hit(ar)á nedenfor bjærgene på »Myrernes« lavland, Stb. kk. 58—64, Hb. kk. 46—52. Om alle disse bemærkes udtrykkelig, at de fik deres land anvist eller købt hos Skalla-Grímr. Heraf fremgår klart, at også Stb.-Hb. betragter denne egn som Skalla-Gríms egentlige landnám. Men med undtagelse af det ovenfor omtalte kapitel om Rauða- Björn (Stb. k. 59, Hb. k. 47) er alle disse kapitler hentede fra Egils saga. De er derfor sikkert ikke oprindelige i Landn., men tilføjede af den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer. Det er også i denne henseende betegnende, at den yngre Mb. til alle disse fra Egils s. hentede kapitler ikke har en eneste selvstændig eller ejendommelig variant, hvorimod den til kapitlet om Rauða-Björn har selvstændige varianter. Dette bekræfter, at de omtalte kapitler ikke har stået i Landnáma fra først af, og end yderligere bekræftes det ved ordenen, da den, når man udelader disse kapitler, fortsættes uafbrudt langs bjærgene fra Grimsdal (og Langavatnsdal, hvis man tager Berse her) til Hraundalr, den nærmeste bygd mod vest, og derfra til Hitárdalr og Hnappadalr (Stb. k. 65 — 67, Hb. k. 53 — 55), i naturlig rækkefølge mod vest. Indskudet fra Egils s. afbryder altså den fortløbende orden, som holder sig langs højlandet, og røber derved, at det ikke kan have hørt til den oprindelige Landnáma. Hvis beretningen om Skalla-Grims landnám oprindelig havde haft sin plads her, vilde der rigtignok ikke have været noget påfaldende i denne afstikker fra højlandet til det nedenfor liggende lavland. Men den yngre Mb. viser, at afsnittet om Skalla-Grímr i den oprindelige Landn. har haft plads noget senere, nemlig mellem Stb. k. 67, Hb. k. 55 og Stb. k. 68, Hb. k. 56. Det er da ikke muligt, at de mænd, som fik deres land anvist af Skalla-Grímr indenfor det af ham okkuperede distrikt, har fra først af haft plads på et andet sted end han selv. Det viser sig altså fra alle sider, at disse kapitler er interpolerede. I øvrigt opregner dette indskud Skalla-Gríms klienter i en naturlig orden og indsætter Rauða-Björn på den ham som beboer af Rauðabjarnarstaðir tilkommende plads. Heri har vi netop grunden til omflytningen af det kapitel, der handler om denne landnámsmand, fra dets oprindelige plads, som den yngre Mb. har bevaret. Da den gård, som Rauða-Björn fik hos Skalla-Grímr, lå indenfor dennes landnám, omgivet af de stykker land, som Skalla-Grímr i følge Egils saga overlod til sine andre klienter, fandt kompilatoren det rigtigst at indordne den del af afsnittet om Rauða-Björn, som omhandlede hans bosættelse på denne gård, på den gården tilkommende plads mellem Skalla-Gríms klienter.

Jeg har allerede fremhævet, at ordenen fremdeles efter indskudet fortsætter vest over langs bjærgene. Først omhandles Hraundalens landnámsmand, Steinólfr, Stb. k. 65, Hb. k. 53, derpå Þórhaddr Steinsson, som tog Hitárdal, Stb. k. 66, Hb. k. 54, tilligemed hans svigersøn Bersi goðlauss (i følge Mb. 's orden) og så Þorgils knapi, Hnappadalens landnámsmand. Efter denne har Mb. afsnittet om Skalla-Grímr. Den gør her et skridt tilbage, idet den, efter at have behandlet de ved højlandet bosatte landnámsmænd, går ned til det nedenfor liggende lavland. Tager man hensyn til de lokale forhold, synes dette tilbageskridt at være ganske naturligt. Den oprindelige Landnáma synes, inden den kom til den næste landnámsmand, Sel-Þórir på Rauðamel, Þorgils knapis nabo mod vest, Stb. k. 68, Hb. k. 56, at have villet gøre rent bord oppe langs højlandet, førend den gik over til »Myrernes« lavland. Vel må det udtrykkelig bemærkes, at Mb. allerede ved behandlingen af Þórhaddr Steinsson har været nødt til at medtage en del af det vest (og nord) for Skalla-Gríms distrikt liggende lavland, nemlig landet mellem Hitá og Kaldá, som hørte med til Þórhadds landnám. Men denne betragtes dog åbenbart væsentlig som bosat oppe ved bjærgene i Hitardalen og stykket nedenfor dalen som et slags appendiks til hans landnám. Jeg tror derfor, at Mb. her har bevaret den oprindelige orden.

Resultatet af den foregående undersøgelse bliver altså, at Stb.-Hb. i det behandlede afsnit[24] har benyttet Egils saga ved siden af en ældre landnámatekst, som for os repræsenteres af den yngre Mb. Påvirkningen fra Egils saga i Stb.-Hb. viser sig ikke blot i udvidelser af og tillæg til den oprindelige tekst, men også i en vilkårlig omordning af stoffet. Derimod har Mb. bevaret den oprindelige orden og er, som det synes, fuldstændig uberørt af Egils saga. I afsnittet om Skalla-Grímr berører den kun ganske kort anledningen til, at Skalla-Grímr og hans fader nedsatte sig på Island, nemlig Þorolfr Kveld-Úlfssons drab, omhandler derpå i et par ord rejsen til Island og Kveld-Úlfs død undervejs, Skalla-Grims landingssted og bosættelse, samt grænserne for hans landnám. Endelig omtaler den også i al korthed Skalla-Grims sønner, Þórolfr og Egill — her synes en bemærkning om, at brødrene rejste til udlandet, at være udfalden[25] — , beretter om brødrenes giftermål og Þorolfs død (»á Vindlandi« for «á Vinuheiði« ? eller »á Venduni« ? — jfr. Egils s. FJ., fortalen s. LXXII), derpå om Egils tilbagerejse til Island og overtagelse af sin fædrene gård samt om hans efterkommere. Alt dette behandles i den ægte lapidariske Landnáma-stil og synes slet ikke at være lånt fra Egils saga eller nogen anden skriftlig kilde. I hele dette afsnit er der kun én sætning, der minder om en tilsvarende sætning i Stb.s-afsnit om Skalla-Grímr, nemlig sætningen »ok gerði engu bæta» = Stb. k. 29: »þat villdi Haralldr konungr ei bæta», og her gør Mb.s tekst et mere alderdomligt indtryk end Stb.s, hvoraf man er berettiget til at slutte, at det her er Stb., som har benyttet den ved Mb. repræsenterede tekst, og ikke omvendt.


__________


Desuden har Stb.-Hb. benyttet Egils saga i kapitlet om Ketill hængr, Stb. k. 344, Hb. k. 303; jvfr. Egils s. FJ. k. 23 s. 69 — 72[26]. Forholdet er her noget mere indviklet end i afsnittet om Skalla-Grímr, dels fordi den yngre Mb. i stykket om Hængr åbenbart er en kompilation af den ældre Mb. og teksten i Stb.-Hb., dels fordi Egils s. i det mindste i den sidste del af stykket om Ketill åbenbart har benyttet en landnámatekst[27]. Dertil kommer, at den yngre Mb. og membranfragmentet af Mb. i dette afsnit for en overfladisk betragtning synes at stå i modstrid med hinanden, idet den første ved flere for den ejendommelige varianter viser, at afsnittet må have stået i dens original, medens membranfragmentet, som det synes, overspringer afsnittet på det sted, hvor det har sin plads i de andre håndskrifter. At den oprindelige Mb. har indeholdt afsnittet, kan ikke være tvivlsomt. Dette fremgår klart ikke blot af den yngre Mb.s varianter, men også af enkelte steder i membranfragmentet, hvor »Hængr« omtales som en bekendt person (Mb. k. 12 s. 236: »fóstbroðir Hængs», »með Hængi«, »til mótz við Hængu»). Uoverensstemmelsen mellem den yngre Mb. og fragmentet kan forklares på to forskellige måder. Dels kan man tænke sig, at membranfragmentet her har oversprunget afsnittet om Ketill ved en forglemmelse; det kan da ikke være den yngre Mb.s kilde, hvorimod denne da må have haft for sig et andet håndskrift af samme klasse, hvor afsnittet ikke var udeladt, men stod på samme plads som det indtager i de andre håndskrifter. FJ. synes i fortalen til sin Landn.-udg. s. VII — VIII at hælde til den anskuelse, at den yngre Mb.s grundlag ikke er den membran, hvortil det bevarede fragment hører, men derimod et andet beslægtet håndskrift. De grunde, han anfører, er dog ikke overbevisende og vil blive afkræftede ved nærværende og senere undersøgelser[28]. Med hensyn til det her foreliggende spørgsmål må bemærkes, at det ikke er meget rimeligt, at et så vigtigt afsnit som det om Ketill er udeladt ved en forglemmelse. For at gøre en sådan forglemmelse sandsynlig, måtte man da i det mindste være i stand til at påvise en eller anden rimelig grund til samme. Men man kan også tænke sig, at mangelen af afsnittet i membranfragmentet i virkeligheden ikke skyldes nogen forglemmelse, men kun en anden ordning af stoffet, med andre ord, at membranfragmentet virkelig har haft afsnittet, men på en anden og senere plads, der hvor det nu har en lakune, medens derimod den yngre Mb. under påvirkning af de andre håndskrifter (Stb.-Hb.) har fraveget den orden, som fandtes i den af den benyttede Mb., og indsat afsnittet på den plads, hvor det stod i de andre håndskrifter. At dette er den rigtige forklaring, vil, håber jeg, i det følgende blive indlysende. Efter disse almindelige betragtninger går vi nu over til behandlingen af bemeldte afsnit i det enkelte.

Afsnittet, Stb. k. 344, Hb. k. 303, begynder med følgende ord: »Ketill hængr hét ágætr maðr i Naumdæla fylki, søn Þorkels Naumdælajarls ok Hrafnhildar dóttur Ketills hængs or Hrafnistu [ Hallhjurnarsonar hálftrolls»[29]. Dette gør indtryk af at være en oprindelig landámatekst, og når vi genfinder det samme omtrent med de samme ord i Egils s.[30]må overensstemmelsen hidrøre fra, at denne sidste her har benyttet en Landnáma. Derpå følger i Stb.-Hb. en temmelig udførlig beretning om Þorolfr Kveldulfsson's drab og de skridt, hans frænde Ketill foretog i denne anledning, som førte til, at han drog til Island. Vi har i det foregående set, at den oprindelige Landnáma, for os repræsenteret ved den yngre Mb., i afsnittet om Skalla-Grímr kun flygtig og uden nærmere omstændigheder omtaler Þorolfs drab. Det er da lidet rimeligt, at den eller Mb.s original på dette sted har haft en så udførlig beretning derom. Dette bekræftes også derved, at den yngre Mb., som dog indeholder stykket, ikke har nogen ejendommelige eller selvstændige varianter dertil. Ved sammenligning med Egils saga ser vi også, at dette stykke kun er et temmelig udførligt og til dels ordret uddrag af denne saga, hvor den udførlige beretning om disse begivenheder er på sin rette plads.

Derpå følger beretningen om, at Ketill rejste til Island med sin hustru og deres sønner, samt om landingen i Rangáros og opholdet den første vinter »at Hrafntöftum». Dette synes at være oprindeligt i Landnáma. Egils s. har en meget udførligere beretning herom og en del afvigelser, som recensionen i Stb.-Hb. ikke har fulgt, naturligvis fordi den støttede sig til en eldre landámatekst. Egils s. lader Ketills fostbroder Baugr følge ham op til Island. I Stb.-Hb. omtales han ikke i Ketills følge, og senere, hvor han anføres særskilt, lader alle håndskrifter (Stb. 348, Hb. .307, Mb. 12) ham komme for sig selv og bosætte sig det første år på gården Baugsstaðir (i det nuværende Arnessyssel) og derpå opholde sig den anden vinter hos Ketill. Vi ser altså, at Stb.-Hb. her har forkastet Egils sagas beretning, fordi den ikke havde nogen støtte i den foreliggende landnámatekst. En anden afvigelse består i, at Egils s. lader Ketill lande i Þjórsárós, Stb.-Hb. derimod i Rangárós. Denne uoverensstemmelse må også bero på, at Stb.-Hb. her giver landnámateksten fortrinet. FJ. har i sin udg. af Egils s. indsat Rangá for Þjórsá (s. 70) i overensstemmelse med Landnáma, men som det synes, med urette[31]. Grunden til denne afvigelse i Egils s. vil senere blive klar.

Derpå følger i Stb.-Hb. en angivelse af grænserne for Ketills landnám. Først hedder det — i overensstemmelse med Egils s. — at Ketill tog hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót (Egils s. tilføjer »á milli fialls ok fjöru»), samt at flere højbårne mænd tog land i hans landnám på hans tilskyndelse (jfr. Egils s.: Hængr gaf land skipverjum sinum, en seldi sumum við litlu verði, ok eru þeir landnámamenn kallaðir). Derpå fortsætter Stb.-Hb.: Ketill eignaði sér einkum[32] land milli Rangár ok Hróarslækjar allt fyrir neðan Reyðarvatn ok bjó at Hofi. Hængr hafði ok[33] undir sér[34] lönd öll fyrir austan Rangá ena eystri ok Vazfell, til lækjar þess, er fellr fyrir utan Breiðabólstad ok fyrir ofan þverá allt nema Dufþaksholt ok myrina. Þat gaf hann þeim manni, er Dufþakr hét. Hann var hamramr mjök. Som man ser, har Ketills landnám i følge denne sidste angivelse et forholdsvis beskedent omfang, idet det kun omfatter den nederste del af Rangárvellir op til Hróarslækr, største delen af den nuværende Hvolhreppur Og en lille strimmel af Fljótshliðarhreppur[35], altså kun en lille brøkdel af hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót. Mærkelig nok omtaler Egils s. ikke dette snævrere landnám med et eneste ord. Vi har her åbenbart i Stb.-Hb. en kompilation af to forskellige, angående grænserne for Ketills landnám hinanden modsigende tekster, nemlig Egils saga, som tillagde Ketill hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót, og den oprindelige landnámatekst, som gav hans landnám en snævrere begrænsning. Modsigelsen har den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, søgt at skjule ved tilføjelsen af ordet einkum (eller einkenniliga) ved det snævrere landnám. Når vore sagamænd i deres kilder træffer på to hinanden modsigende beretninger, plejer de meget ofte at optage dem bægge og på en eller anden måde at søge at bringe dem i samklang med hinanden. Denne fremgangsmåde, som vil kunne oplyses ved en mængde eksempler[36], er her fulgt i Stb.-Hb. At det virkelig forholder sig således, bekræftes nu fra flere sider.

For det første er det betegnende, at den yngre Mb., som hidtil nøjagtig har fulgt Hb., netop hvor den kommer til Ketills snævrere landnám optræder med en selvstændig variant, som er i høj grad oplysende. I stedet for ordene allt nema Dufpaksholt ok mýrina; þat gaf hann þeim manni, sem Dufþakr hét, i det ovenfor anførte stykke har Mb.: allt nema Dufþaksholt ok mýrina, er Dufþakr hafþi áðr numit. I følge Mb.s tekst modtager altså Dufþakr ikke sit land som en gave af Ketill , men har allerede inden Ketills ankomst taget det i besiddelse. Dette stemmer også fuldstændig med membranfragmentet af Mb. k. 14, hvor Dufþakr, brødrene Hildir og Hallgeirs frigivne, omtales som en selvstændig landnámsmand, »som tog Dufþaksholt« ; også i Stb.-Hb. omtales Dufþakr virkelig som selvstændig, skønt denne recension forandrer »Dufþakr er nam Dufpaksholt» til »Dufþakr i Dufþaksholti» for at undgå modsigelse med stedet i afsnittet om Ketill (Stb. k. 350, Hb. k. 309). Når Dufþakr var en selvstændig landnámsmand, kan vi også bedre forstå sagnet om hans kamp med Ketills søn Storolfr. Det var naturligt, at Ketills søn vilde søge at fortrænge den tidligere besidder fra hans land, som dannede en enklave i Ketills distrikt, og derved afrunde dettes grænser ned mod Þverá. På den anden side er det ikke meget rimeligt, at Ketill har foræret et stykke af sit land bort til andre folks frigivne, og hvis han havde gjort det, vilde så vel Storolfrs angreb som Dufþakrs modstand være mindre forståelig. Alt taler således for, at Mb. her har bevaret den oprindelige landámatekst, som Stb.-Hb. har lavet om på for at bringe den i overensstemmelse med den fra Egils saga lånte beretning om grænserne for Ketills landnám. I følge denne havde jo alle de mange, til dels højbyrdige landnámsmænd, som bosatte sig mellem Þórsá og Markarfljót, modtaget deres land som en gave fra Ketill. Hvorfor så ikke også den frigivne Dufþakr?

Af samme grund tilføjer Stb.-Hb. også om de nærmest påfølgende landnámsmænd, nemlig Sighvatr rauði, Þorkell bundinfóti og Baugr — men dog ikke om Jörundr goði — en bemærkning om, at de tog deres land »at ráði Hængs (eller Ketills)«  (Stb. k. 345—348, Hb. k. 304-307). Men membranfragmentet af Mb., som vi her har til sammenligning, udelader konsekvent denne bemærkning (Mb. k. 9 — 12). Om Baugr hedder det ikke blot i membranfragmentet, men også enstemmig i alle håndskrifter, at han tog land »ofan um Breiðabólstað til móts við Hæng«, hvilket stemmer med de snævrere grænser for dennes landnám. Det kan altså ikke betvivles, at både den ældre Mb. og den oprindelige Landnáma har tillagt Ketill det mere indskrænkede område.

Stb.-Hb. bliver snart ked af at tilføje for hver ny landnámsmand i det store distrikt mellem Markarfljót og Þjorsá, at de tog land på Ketills anvisning. Efter Baugr finder vi dette ikke mere anført ved nogen enkelt landnámsmand. Derimod tilføjer denne recension, efter at have opregnet alle landnámsmænd til Þjorsá, en almindelig bemærkning, der går ud på, at nu er alle de landnámsmænd opregnede, som har taget land i Ketills landnám. Men denne bemærkning er udeladt i den yngre Mb.[37]. Heri ser jeg endnu en yderligere bekræftelse af det vundne resultat, at den ældre Mb. ikke har tillagt Ketill det mere omfattende landnám (til Þjorsá).

Dette giver os også en fuldstændig indlysende og naturlig forklaring af den kendsgærning, at Mb. s membranfragment ikke har afsnittet om Ketill på det sted, hvor Stb.-Hb. har det. Dette er en ligefrem følge af, at Mb. har holdt sig til de snævrere grænser for Ketills landnám, i følge hvilke turen først noget senere kommer til Ketill. Ser vi på ordenen i fragmentet — og i Stb.-Hb., når vi udelader kapitlet om Ketill — finder vi, at den er fuldstændig naturlig. I det foregående er beretningen om landnámene fra Jðkulsá til Markarfljót helt afsluttet og ender øverst oppe ved Markarfljót på dets sydlige (østlige) bred med Ásbjörn Reyrketilsson og hans broder Steinfiðr, som tog Þórsmörk[38]. Det næste skridt er ganske naturlig tværs over Markarfljót til den ligeoverfor Þorsmörk liggende landstrækning Einhyrningsmörk, Sighvatr rauði's landnám, øverst oppe ved elvens nordlige (vestlige) bred[39]. Derfra går det nedover langs Markarfljót på den nordlige side til den næste landnámsmand, Jörundr goði. Fra ham gøres et lille sidespring til egnen omkring bjærget Þríhyrningr som Þorkell bundinfóti tog i besiddelse, en bjærgegn nord for den nederste del af Fljótshlið. Derpå følger så Baugs landnám, den egentlige Fljótshlið, fra Jörunds landnám nedover til den bæk vest for Breiðabólsstaðr, som dannede grænsen mellem Baugs og Ketills landnám (Flókastaðaå, som også kaldes Breiðabólstaðará, jfr. Safn til s. Islands II, s. 500). Vi er da ved grænserne for Ketills landnám; fremstillingen går dog ikke straks over til ham, men følger stadig — som den væsentlig har gjort i det foregående — Markarfljóts løb, og går over til Eyjasveit (nu Landeyjar), hvor brødrene Hildir og Hallgeirr og deres søster Ljót tog land, hele strækningen mellem Markarfljót og (Ytri) Rangá op til Þverá. Til disse søskende slutter sig så ganske naturlig deres frigivne, den tidligere omtalte Dufþakr, som tog Dufþaksholt, nord for Þverá. Her afbrydes Mb.s membranfragment, og da den yngre Mb. ikke giver nogen selvstændige oplysninger om, hvor Ketills landnám har stået, er vi fra nu af udelukkende henviste til de to andre hovedhåndskrifter med hensyn til afgørelsen af dette spørsmål. Efter Dufþakr, som kun er et appendiks til landnámsmændene i Landøerne, går Stb. over til Vestmanøernes landnámsmand Ormr ánauðgi« (eller »auðgi«). Denne orden i Stb. er sikkert oprindelig, da Vestmanøerne topografisk nærmest slutter sig til Landøerne. Derimod har Hb. ikke kapitlet om Vestmanøerne på dette sted, men har allerede indført det tidligere umiddelbart foran Ketill hængr mellem ham og Asbjørn Reyrketilsson, Dette kan ikke være oprindeligt — dertil er springet fra Ásbjórns landnám, Þorsmork, inderst inde ved fjældene på Markarfljóts sydlige bred, til de ude i havet liggende øer for langt — tilmed da Mb.s membranfragment ikke har kapitlet om Vestmanøerne næst efter Ásbjörn Reyrketilsson (Mb. k. 8) og således vidner imod Hb.s orden. Men omendskønt således Stb.s orden her er den oprindelige, står den dog i en absolut modstrid med Stb.s egen tekst, for så vidt som den fastholder de udvidede grænser for Ketills landnám, Vestmanøernes landnámsmand står her midt iblandt de mænd, som i følge Stb. (og Hb.) fik deres land hos Ketill. Men selv om man i overensstemmelse med Egils saga og Stb.-Hb. udvider Ketills landnám til det mest mulige og lader det omfatte hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót fra fjæld til strand, kan det dog ikke udstrækkes til Vestmanøerne, og når det i Stb. k. 367 hedder om alle de efter Ketill til dette kapitel incl. behandlede landnámsmænd, deriblandt også om Vestmanøernes landnámsmand, at »nu er de landnámsmænd opregnede, som har taget land i Ketills landnám«, så gør den sig her med hensyn til Vestmanøernes landnám skyldig i en selvmodsigelse. Grunden til omstillingen i Hb. er nu klar. Enten har Haukr selv eller også hans kilde indset det selvmodsigende i at opregne Vestmanøernes landnámsmand blandt de mænd, som fik land hos Ketill, og da Ketills landnám omfattede hele Rangárþing fra Markarfljót til Þjorsá, kunde der altså kun være tale om at indordne Vestmanøerne enten foran Ketill for overskridelsen af Markarfljót, eller også først efter Ketill og alle de landnámsmænd, som i følge de udvidede grænser sluttede sig til ham. Af disse alternativer valgte Hb. (eller dens kilde) det første. Den plads, kapitlet om Vestmanøerne indtager i Stb., giver os således en slående bekræftelse af vort resultat, at udvidelsen af Ketills landnám ikke er oprindelig i Landnáma.

Efter dette sidespring til Vestmanøerne fortsætter Stb. nu opregningen af de følgende landnám. Man vil erindre, at vi med opregningen af Landøernes landnámsmænd og Dufþakr var nåede til de snævrere grænser for Ketills landnám. Dette springer nu Stb. over, da Ketill allerede er behandlet på det tidligere sted (k. 344), og går over til den landnámsmand, som mod nord (og vest) stødte op til Ketills snævrere landnám, nemlig til Eilifr, som tog »Oddi enn litli«, nemlig det landskab, som forneden begrænses af Hroarslækr og mod vest af Ranga ytri, op til Vikingslækr. Ketills snævrere landnám har netop denne samme Hroarslækr til grænse foroven (mod nord). Her må Ketills landnám (med de snævrere grænser) oprindelig have haft sin plads, da det her udfylder et hul i fremstillingen af landnámene. Hb., som her udelader kapitlet om Vestmanøerne, går naturligvis fra Dufþakr (k. 309) umiddelbart over til Eilifr, hvorved springet bliver endnu mere iøjnefaldende. På dette sted, mellem kapitlet om Vestmanøerne og Eilifr, må Ketills landnám have stået i den membran af Mb., hvortil de bevarede brudstykker hører, da dette håndskrift var fuldstændigt. Men nu har vi her en lakune. Vor undersøgelse har dermed givet et i alle henseender tilfredsstillende svar på spørsmålet om, hvorfor vi ikke i membranfragmentet finder Ketills landnám behandlet på det sted, hvor Stb.-Hb. indordner det. Det er, fordi det håndskrift, hvortil fragmenterne hørte, har haft en anden og mere oprindelig orden. Den påviste omflytning af kapitlet om Ketills landnám har samtidig også forklaret grunden til omflytningen af kapitlet om Vestmanøerne i Hb.

Nu forstår vi også, hvorfor Egils saga lader Ketill hængr lande i Þjorsaros, Landnáma derimod i Rangáros. Bægge lader ham lande i mundingen af den elv, som begrænsede hans landnám mod vest og derfra undersøge landet øst over, inden han tager fast bolig på Hof. Da Þjorsá i følge Egils saga dannede den vestlige grænse, måtte denne saga lade ham lande i Þjórsá, og da Rangá (ytri) i følge den oprindelige Landnáma dannede vestgrænsen, måtte denne lade ham lande i Rangá.

Vi ser altså, at recensionen Stb.-Hb. under indflydelse af Egils saga har behandlet afsnittet om Ketill i den foreliggende landámatekst fuldstændig på samme måde som afsnittet om Skalla-Grímr. I bægge tilfælde har den med hensyn til landnámets grænser foretrukket Egils sagas beretning for Landnámas, og i overensstemmelse med den første udvidet både Skalla-Gríms og Ketills landnám. Men med den forandrede udstrækning af landnámene måtte også nødvendigvis følge en omflytning af stoffet i overensstemmelse med Landnámas ordensprincip. Denne ensartethed i behandlingen støtter i høj grad det vundne resultat for bægge de i det foregående undersøgte afsnits vedkommende.

Efter at have angivet grænserne for Ketills landnám går Stb.-Hb. over til hans sønner. Af disse har denne recension allerede lejlighedsvis, i anledning af den foreløbige bosættelse ved Hrafntoftir, omtalt den yngste, Hrafn. Nu opregnes de fire andre i følgende orden : Helgi, Storolfr, Vestarr og Herjolfr, samt nogle af deres efterkommere. Dette afsnit er sikkert oprindeligt i Landnáma, tilmed da det må have stået i den ældre Mb,, hvilket fremgår af den yngre Mb., som her har flere ejendommelige varianter. Således er ordenen forskellig, idet Storolfr og Herjolfr bytter plads. Grunden til denne afvigelse er mig uforklarlig. Om Vestarr tilføjer Mb., at han boede vundir »Vestfelli», hvilket rimeligvis er oprindeligt; dog kan navnet »Vestfell« næppe være rigtigt. Rimeligvis er det en fejl for Vastfell = Vatsfell[40], det nuværende Vatnsdalsfjall, der omtales i det foregående som hørende med til Ketills snævrere landnám. Også om Storolfr tilføjer Mb., at han boede »at Hvále». At alle disse brødres bopæl har været angivet i den oprindelige Landnáma, bekræfter også Stb.-Hb., når disse håndskrifter i overensstemmelse med Mb. siger om Herjolfr og hans efterkommere, at de boede »i Sumarlidabæ » (»undir Brekkum »). Desuden tilføjer Mb. et længere stykke om Vetrliði's (Herjolfs sønnesøns) kamp med Guðleifr Arason og »Þorbrandr« (fejl for Þangbrandr). Hvorvidt dette stykke er oprindeligt eller en senere interpolation, drister jeg mig ikke til at afgøre. Endelig udelader den yngre Mb. en af Ketills sønner, Helgi; dette skyldes åbenbart en forglemmelse; håndskriftet omtaler jo Herjolfr som den »tredje«, Vestarr som den »fjerde« og Storolfr som den »femte« blandt Ketills sønner; det må altså have haft dem alle fem. Rimeligvis skyldes forglemmelsen den yngre Mb., som i dette afsnit excerperer flere håndskrifter og derfor let kunde komme til at begå en fejl.

Ligesom i Landnáma følger også i Egils saga beretningen om Ketills sønner på angivelsen af hans landnám. Jeg har allerede påvist, at dette stykke i Egils saga i dets hovedtræk er lånt fra Landnáma. Dog er behandlingen fri og der findes ikke få selvstændige varianter. Grænserne for hver enkelt søns landområde bestemmes i Egils saga nøjagtigere end i Landnáma og med stor lokalkundskab. Om Helgi får vi her at vide, at han boede »á Velli » (ligeoverfor Hof øst for Rangá eystri), hvilket måske har stået i den oprindelige Landnáma (Stb.-Hb. har det ikke; Mb. udelader Helgi). Med hensyn til Vestarr afviger Egils saga fra Mb., idet den lader ham bo på Móeiðarhváll (Mb. Vatsfell), men måske har sagaen sluttet sig dertil af hans kones navn Móeiðr. Også om Hrafn Hængsson oplyser Egils saga, at han efter faderens død boede på hans gård, Hof. — Derimod omtales brødrenes slægtforbindelser og efterkommere mindre udførlig i Egils saga end i Landnáma. Dog har Egils saga en oplysning om, at Vestars hustru Móeiðr var en datter af Hildir i Hildisey, hvorimod Landnáma vel kender både Vestars hustru Moeiðr og Hildir's datter af samme navn (Stb. k. 344 og 349, Hb. k. 303 og 308), men ikke udtrykkelig identificerer dem. Desuden nævner Egils saga Hrafns datter Þórlaug, som Landnáma her ikke omtaler[41]. Om Hrafn tilføjes i Egils saga, at han var »den fornemste« (gáfgastr) af Ketills sønner. Denne fremhævelse af Hrafn og hans datter Þórlaug, samt den mere udførlige omtale af Móeiðrs slægt i Egils saga turde give et fingerpeg om, hvorfra den tradition, som ligger til grund for Egils saga, stammer. Både Torlaug og Moeiðr var nemlig Oddaslægtens stammødre. Fra Þórlaug og hendes mand Jörundr goði nedstammede i lige linje Sæmundr den frode (Þórlaug — Úlfr aurgoði — Svartr — Loðmundr — Sigfúss — Sæmundr)[42]. Og fra Móeiðr og hendes mand Vestarr nedstammede Sæmundr den frodes hustru Guðrún (Vestarr — Åsný — Aldis — Valla-Brandr — Flosi — Kolbeinn — Guðrún)[43].


__________


Det er ret interessant, at vi i de to behandlede tilfælde er i stand til at påvise, hvorledes traditionen efterhånden er kommen til at se de oprindelig forholdsvis begrænsede landnám ligesom igennem et forstørrelsesglas. Der kan ikke være den ringeste tvivl om, at den oprindelige landnámatekst med de beskedne landnám repræsenterer en ældre og mere pålidelig tradition, Egils saga derimod, og de deraf påvirkede landnámarecensioner, en yngre og mindre pålidelig. Til dels er dette en naturlig følge af den voksende afstand i tid, som jo altid og overalt har en tendens til at forstørre og udsmykke. Men her har slægtinteresserne sikkert også været medvirkende. Der kan næppe være tvivl om, at en så udpræget slægtsaga som Egils saga hidrører fra en mand af Egils slægt, den berømte Mýramannaætt. Det var naturligt, at denne slægt gærne ønskede at tillægge slægtens stamfader, Skalla-Grímr, et så stort landnám som muligt, ja dette kunde under visse omstændigheder have politisk interesse for slægten. At landnámets politiske betydning har stået klart for forfatteren til Egils s., fremgår tydelig af sagaens k. 82 s. 307 , hvor han lader Egil i den af ham fældede kendelse skarpt fremhæve Skalla-Gríms landnám som retsgrund overfor Steinarr (Hef ek þar upp mál mitt, er Grímr faðir minn kom hingat til landz ok nam hér lönd öll um Mýrar ok vida heraða osv.). Vi finder jo også i vore gamle kilder, og ikke mindst i dem, der omhandler Sturlungetiden, flere eksempler på den store hengivenhed og loyalitet, hvormed de enkelte herreders befolkning omfattede de gamle på egnen fra arilds tid herskende høvdingeslægter. Jeg behøver kun at minde om Skagfjordingernes troskab mod Kolbeinn den unge og hans slægt (jfr. Sturl. Oxf. II s. 234 : þótti þeim nu Kolbeinn endrborinn er þá langaði æ eptir), samt om den loyalitet mod Gizurr, der viser sig i den drøm, som Jóreiðr i Miððdal drømte i følge Sturl. Oxf. II s. 219—221 (jvfr. Safn til s. Isl. III s. 346 — 347). Det var denne lokalpatriotisme i forbindelse med mangelen eller dog sjældenheden af en mere almindelig hele landet omfattende patriotisme, som fremfor alt bevirkede, at de forsøg, som fra enkelte høvdingers side gjordes på at underkaste sig hele landet, uundgåelig måtte mislykkes og banede vejen for den norske konges herskermyndighed. For en mand af Skalla-Gríms slægt, som tilstræbte eller var i besiddelse af politisk magt i den egn, hvor den gamle ærværdige landnámsmand havde nedsat sig, måtte det være ønskeligt at kunne påberåbe sig en tradition, der gik ud på, at hans stamfader i den grå oldtid havde taget hele herredet i besiddelse. Derved vilde jo hans tilstræbte eller erhvervede herskermyndighed på en måde få et slags legitimitetens stempel. Endnu den dag i dag sætter man på Island stor pris på at kunne føre sin slægt op til de gamle landnámsmænd. At det ikke har været anderledes i gamle dage, viser k. 2 i Islendingabok og slægtrækkerne bagved samme, viser fremfor alt et værk som Landn. og ikke mindst følgende mærkelige notits i Mb.: þat er margra manna mál, at þat sé óskyldr fróðleikr at rita landnám, en vér þikkjumz heldr svara kunna útlendum mönnum, þá er þeir bregða oss því, at vér sém komnir af þrælum eða illmennum, ef vér vitum vist várar kynferðir sannan.[44]

Man kommer her uvilkårlig til at tænke på Snorri Sturluson, som jo nedstammede fra Egill Skalla-Grímsson, en tid lang boede på slægtens stamsæde, Borg, og hvis magtområde i Borgarfjorden vistnok nogenlunde faldt sammen med det område, som Egils saga tillægger Skalla-Grímr. Hraun, d. v. s. Staðar-Hraun ved Hitá, synes at have ligget ikke langt fra grænsen[45] mellem Snorris og hans broder Þórðs magtområder, idet vi ser, at de et par gange mødes der til forhandling[46]. Grænsen mod nord(vest) falder altså omtrent sammen med grænsen for Skalla-Gríms landnám på denne side, således som den angives i Mb., men lidt sydligere end grænsen falder i følge Egils s. På den anden, den sydlige, side grænsede Snorris tingmandskreds op til hans morbroder Þórðr Boðvarssons, hvis godord senere gik over til hans søn Þorleifr Þórðarson. Bægge disse mænd boede sukcessive på gården Garðar på Akranæs. Om Þórðr hedder det, at han »havde tingmænd på Akranæs og mange oppe i herredet«, hvorved i følge de lokale forhold sikkert må forstås Borgarfjordsbygden nord for Hafnarfjöll og Skarðsheiðr[47]. Her ejede Þórðr i det mindste halvdelen af det gamle Lundarmannagoðord med centrum i den gamle tempelgård Lundr i Reykjadalr syðri (nu Lundarreykjadal). De fleste af hans tingmænd "oppe i herredet« hørte vistnok til dette godord. Da han havde vanskeligt ved at værge sin tingmandskreds heroppe mod overgreb fra en nabogode, overdrog han Snorri Sturluson det halve Lundarmannagoðorð[48]. Dette skete allerede ved begyndelsen af Snorris politiske løbebane o. 1202, og fra dette tidspunkt må det antages, at Snorris magtområde på denne side strakte sig mod syd omtrent til Hafnarfjöll eller Andakilsá[49], altså omtrent til sydgrænsen for Skalla-Grims landnám, således som den bestemmes i Egils s. Vi ser altså, at Snorris magtområde grænsede mod nord omtrent til Hitá og mod syd omtrent til Hafnarfjöll og Skarðsheiðr, og vi ved, at han efterhånden må være kommen i besiddelse af alle de gamle godord i den mellem disse to yderpunkter beliggende egn, Borgarfjordsherredet, som han ved sin død herskede over. Det er netop hele dette herred, som Þorgils skarði efter Snorris død gør fordring på i kong Håkons navn. Kongen havde nemlig erklæret Snorris ejendomme, deriblandt fremfor alt hans godord, for forbrudte til den norske krone[50]. Blandt de godord, som Þorgils søgte at vindicere for kongen, nævnes udtrykkelig Reykhyltingagoðorð — sikkert det samme som Tungu-Oddr i sin tid havde ejet sammen med Geitlendingar og som senere ejedes af præsten Påll Solvasön og hans søn Magnus[51] — og Jöklamannagoðorð[52]. Bægge disse goðorð må altså have tilhørt Snorri. Og at han var ejer af det gamle Myrarmannagoðorð, som stammede fra Skalla-Grímr, kan ikke være tvivlsomt. Ved sin svigerfader Bersi Vermundarsons død overtog han hele arven efter ham, deriblandt slægtens stamsæde Borg og sikkert også Myremændenes godord, da det næppe kan være tvivlsomt, at enten Bersi eller hans hustru Hróðny Þóðrardóttir har hørt til denne slægt og været i besiddelse af godordet, skønt det ikke udtrykkelig omtales, at det hørte med til arven efter Bersi[53]. Straks efter bosættelsen på Borg optræder Snorri i egenskab af gode overfor en norsk købmand, Þorkell rostungr, hvis varer han takserer, med en sådan myndighed, at det er klart, at han ved denne tid må have ejet mere end det halve Lundarmannagoðorð[54]. Det goðorð, som han repræsenterer i denne strid, kan ikke være noget andet end Myramannagoðorð. Det må have været det første goðorð, han erhvervede i Borgarfjorden, den kærne, ud fra hvilken hans politiske magt udviklede sig, indtil den til sidst omfattede hele herredet. Vi ser også, at en mand ved navn Egill Halldorsson, som i lige mandlig linje nedstammede fra Egill Skalla-Grímsson, ved denne tid havde tilhold i Snorris hus, sikkert fordi denne betragtedes som slægtens overhoved. At Snorri satte pris på sin afstamning fra Egill Skalla-Grímsson, fremgår af den interessante fortælling om den drøm, som den nævnte Egill Halldorsson havde. I drømmen kalder Egill Skalla-Grímsson Snorri for »sin ætling« (frændi várr). Særlig interessante er Egils ord: lítt hafa menn setit yfir hlut várum Myramanna, þá er oss timgaðisk, da de viser, hvorledes den enkeltes lykke og herskermagt i den almindelige bevidsthed betragtedes som uadskillelig knyttet til slægtens hamingja[55].

Vi har altså set, at det udvidede landnám, Egils s. og efter den Stb.-Hb. tillægger Skalla-Grímr, omtrent falder sammen med det magtområde, som Snorri fra først af stræbte efter at vinde og til sidst virkelig vandt. Det lå i hans politiske interesse at tillægge stamfaderen så stort et landnám som muligt. Vi kender ingen anden end ham, som i den grad havde interesse af at udvide Skalla-Gríms landnám.

På samme måde måtte det være fristende for Odda-slægten at tillægge sin stamfader Ketill hængr, den mand, som først havde taget det land, hvor slægtens stamsæde lå, i besiddelse, det størst mulige landnám. Egnen mellem Markarfljót og Þórsá må jo netop have været kærnen i Odda-slægtens store magtområde. Det er derfor sandsynligt, at den overdrevne udvidelse af Ketills landnám, som vi finder i Egils s. (og derfra i Stb.-Hb.), på en eller anden måde stammer fra traditionen i Oddi, og derfor taler jo også de ovenfor påpegede tilføjelser i Egils sagas fra Landn. optagne afsnit om Ketills sønner.

Men hvorledes får denne som det synes hos Odda-slægten udviklede tradition indpas i Egils saga? Hvem er det i Myremændenes slægt, som i sin egen forfaders saga indfører et forholdsvis langt, for en stor del sagaen uvedkommende afsnit om den landnámsmand, som først tog det land, hvortil gården Oddi hørte, i besiddelse, og fra hvem Odda-slægten gennem to forskellige slægtlinjer nedledede sin afstamning? Hvem er denne forfatter, som øjensynlig i sin fremstilling af Ketills landnám og slægt lader sig lede af den i Oddi herskende tradition ? Også i dette tilfælde synes sporene at føre tilbage til Snorri. Denne var jo netop opdraget i Oddi og havde der lagt grunden til sine mangesidige kundskaber på sagaskrivningens og skjaldepoesiens område. Dertil kommer, at Sturlungerne, ligesom Odda-slægten, nedstammede fra Ketill hængr, og det netop gennem Hrafn og hans datter Þórlaug, på hvem vægten i Egils sagas opregning af Ketills børn særlig synes at falde. Vigdis, Snorris farmoder, nedstammede i lige mandlig linje fra Þórlaug (Njåla k. 25). Ledene er: Þórlaug, Úlfr aurgoði, Svartr, Loðmundr, Grímr, Svertingr, Vigdis. Hvis Snorri er forfatteren til Egils s., er både indførelsen af afsnittet om Ketill hængr med udvidet landnám og med særlig fremhævelse af Hrafn og Þórlaug, og forfatterens store lokalkundskab på Rangárvellir let forklarlig.


II.


Egil Skallagrimsson i en illustrasjon fra et Islandsk manuskript (AM 426 fol.) fra 1600-tallet.

Vi kommer her til det interessante spørsmål: Er Snorri Sturluson forfatter til Egils s.? Til en alsidig belysning af dette spørsmål udfordres en grundig og nøjagtig sammenligning af de to sagaværker, Hkr. og Egils s., både med hensyn til indholdet, for så vidt som dette er det samme, og med hensyn til fremstillingsform og historisk metode. Det er ikke min mening her at give dette spørsmål en så alsidig behandling — dette vilde føre os altfor langt bort fra vort egentlige æmne — , men da spørsmålet er af stor vigtighed også for den foreliggende undersøgelse, vil man vel næppe finde det overflødigt, når jeg her i en exkurs søger at klare min stilling til spørsmålet ved at fremhæve de hovedpunkter, som efter min mening fortrinsvis bør komme i betragtning, for om muligt at bringe spørsmålet nærmere til en endelig løsning.

De i det foregående fremhævede kendsgærninger — at Egils s. har udvidet Skalla-Gríms og Ketill hængs oprindelig forholdsvis beskedne landnám — vilde, hvis de stod alene, i det højeste kunne begrunde en formodning om, at Snorri var Egils sagas forfatter. Men der findes andre, og som det synes endnu stærkere grunde.

Blandt disse regner jeg i første række de slående og til dels ordrette paraleller til Egils s., som findes i Hkr. Den overensstemmelse, som på disse steder findes mellem de to sagaer, har man søgt at forklare på forskellige måder, nemlig ved at antage, dels at Egils s. har udskrevet Hkr. (E. Jessen), dels at Hkr. skulde have benyttet Egils s. (G. Storm), dels at bægge har benyttet en fælles kilde (A. Gjessing, FJ.). Endelig har først Guðbr. Vigfússon og senere A. Gjessing og FJ. antydet muligheden af, at forfatteren er Snorri, den sidste dog stærkt tvivlende[56]. Den som grundigst har undersøgt spørsmålet, er A. Gjessing, og der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han har ret i, at både Hkr. og Egils s. i regelen benytter den samme fælles kilde, samt at Egils s. i det hele ligger nærmere ved denne kilde end Hkr., som repræsenterer et mere fremskredet udviklingstrin. Men Gjessing bemærker selv, at dette forhold til en ældre kilde ikke kan være til hinder for, at Egils s. — ligesom Hkr. — kan have Snorri til forfatter. Og virkelig synes både de overensstemmelser og de afvigelser, der findes, bedst at kunne forklares ved at antage, at bægge værker er skrevne af den samme forfatter, Hkr. dog på et betydelig senere tidspunkt end Egils s. Denne antagelse forklarer også på en naturlig måde den kendsgærning, at Hkr.-forfatteren i det mindste i et enkelt tilfælde, som nærmere vil blive påvist i det følgende, synes ikke at være gået tilbage til den ældre fælles kilde, men ligefrem at have udskrevet Egils s.

For identitet i forfatterskabet taler fremfor alt den af Gjessing påviste kendsgærning, at både Egils s. og Hkr. i Harald den hårfagres og de følgende kongers saga følger det samme for dem ejendommelige kronologiske system, som viser sig at være en kombination af de to ældre forfatteres, Sæmunds og Aris, kronologiske systemer[57]. Gjessing hælder til den anskuelse, at denne kombination oprindelig stammer fra Ari, idet han formoder, at denne i et senere arbejde (konunga æfi) har tillempet sine ældre tidsangivelser efter Sæmunds system. Men vi finder ikke i kilderne det ringeste, der tyder på, at Ari nogensinde har foretaget en sådan tillempning[58]. Hvis dette virkelig var tilfældet, vilde dog sikkert i det mindste Hkr. , som ellers så ofte påberåber sig Aris avtoritet i kronologiske spørsmål, ikke have undladt at henvise til ham med hensyn til de fra Sæmunds og Aris eget tidligere system afvigende tidsangivelser. Det naturligste er åbenbart at antage, at kombinationen stammer fra en senere forfatter, og denne kan da næppe være nogen anden end Snorri, eftersom Hkr. er den første kongesaga, hvor kombinationen findes gennemført. Overensstemmelsen mellem Hkr. og den ældre Egils saga forklares da let og naturlig ud fra den forudsætning, at bægge værker skyldes Snorri, samt at denne allerede, da han skrev Egils saga, har været på det rene med hensyn til grundtrækkene i det kronologiske system, han agtede at følge.

Blandt de mange næsten ordrette paralleler, som findes i de to sagaer, skal jeg særlig tillade mig at fremhæve følgende:


Egils s. FJ. k.4 s. 10:

Eftir þat lagði Haraldr konungr undir sik Sunn-Mæri. Vémundr, bróðir Auðbjarnar konungs, helt Firðafylki, ok gerðisk þar konungr yfir. Þetta var sið um haustit, ok gerðu menn þat ráð með Haraldi konungi, at hann skyldi eigi fara suðr um Stad á haustdegi. Þá setti Haraldr konungr Rógnvald jarl yfir Mæri hváratveggju ok Raumsdal. Haraldr konungr sneri þá norðr aptr til Þrándheims ok hafði um sik mikit fjölmenni .... Þann vetr fór Rógnvaldr jarl it iðra um Eidsjó suðr i Fjörðu ok hafði njósnir af ferðum Vémundar konungs, ok kom um nótt, þar sem heitir Naustdalr, ok var Vémundr þar á veizlu. Tók þar Rógnvaldr jarl hús á þeim ok brendi konunginn inni med. ix. tigum manna. Eptir þat kom Berðlu-Kári til Rógnvalds jarls med langskip alskipat ok fóru þeir báðir norðr á Mæri. Tók Rógnvaldr skip þau, er átt hafði Vémundr konungr, ok alt þat lausafé, er hann fekk. Berðlu-Kári fór þá norðr til Þrándheims á fund Haralds konungs, ok gerðisk hans madr.

Hkr. FJ. Hhårf. k. 12 s. 113 —114:

Haraldr konungr lagði undir sik Sunn-Mæri. Vémundr, bróðir Auðbjarnar konungs, helt Firðafylki. Þetta var siðla um haust ok gera menn þat ráð með Haraldi konungi, at hann skyldi eigi fara suðr um Stad. Þá setti Haraldr konungr Rógnvald jarl yfir Mæri hváratveggju ok Raumsdal ok hafði hann þá um sik mikit fjölmenni. Haraldr konungr fór þá til Þrándheims. Þann sama vetr fór Rógnvaldr jarl it iðra um Eid ok svá suðr um Fjörðu; hann hafði njósn af Vémundi konungi ok kom um nótt, þar sem heitir Naustdalr; var Vémundr konungr þar á veizlu; Rógnvaldr jarl ték hús á þeim ok brendi konung inni með. ix. tigu manna. Eptir þat kom Berðlu-Kári til Rógnvalds jarls med langskip alskipat, ok fóru þeir báðir norðr á Mæri. Tók Rógnvaldr jarl skip þau, er átt hafdi Vémundr konungr, ok alt lausafé þat, er hann fekk. Berðlu-Kári fór norðr á fund Haralds konungs ok gerðisk hans maðr; hann var berserkr mikill.


Som man ser er overensstemmelsen gennemgående næsten ordret. Bortset fra enkelte fuldstændig ligegyldige varianter og fra slutningssætningen i Hkr. (hann var berserkr mikill), som vi senere vil komme tilbage til, findes der kun 3 væsentlige afvigelser, og i alle tre tilfælde kan man bevise, at Egils s. har den rigtige tekst. For det første udelader Hkr.-udgaverne sætningen ok gerðisk þar konungr yfir om Vermund, skønt det fremgår af sammenhængen, at han tog kongenavn efter sin broder, ligesom han også i det følgende kaldes for konge. For det andet udelader Hkr. ordene á haustdegi, som i Egils s. særdeles passende tilføjes for at antyde grunden til, at man frarådede kongen at passere det farlige forbjærg. I bægge de anførte tilfælde stemmer et af Hkr.håndskrifterne, nemlig Frisbok, med Egils s., hvilket viser, at de udeladte ord også må være oprindelige i Hkr.,samt at de i fremtidige udgaver bør optages i dennes tekst. Endelig omstiller flkr. , åbenbart med urette, sætningerne: ok hafði þá um sik fjölmenni mikit og Haraldr konungr fór þá til Þrándheims. Herved kommer Hkr. til at sige den selvfølgelige, men rigtignok temmelig overflødige sandhed, at kong Harald på sit tog mod Søndmøre havde et talrigt følge, hvilket allerede er fremhævet i det foregående (k. 11 beg., s. 110), hvorimod forfatterens mening åbenbart var at sige, hvad der netop står i Egils s., at kongen efter sin hjemkomst fra toget til Trondhjem beholdt mange af sine folk hos sig. Det bør fremhæves, at teksten i Egils s. beror på en kombination af håndskrifterne aK og MW, idet de to første udelader sætningen ok hafði um sik mikit fjölmenni, medens de to sidste udelader sætningen Haraldr konungr sneri þá norðr aptr til Þrándheims. Grunden til omstillingen i Hkr. kan ikke være tvivlsom. Forfatteren har først udeladt de for sammenhængen uundværlige ord Haraldr konungr sneri þá norðr aptr til Þrándheims, men ved en senere revision opdaget fejlen og tilføjet den manglende sætning i randen, hvorfra den så af hans afskriver er indsat på et forkert sted[59]. Det kan nu næppe være et tilfældigt sammentræf, at to af Egils sagas håndskrifter netop udelader denne sætning, som Hkr.-forfatteren her fra først af synes at have forbigået, og dette taler stærkt for, at Snorri ved udarbejdelsen af dette afsnit i Hkr. har haft for sig et håndskrift af Egils s., som med hensyn til udeladelsen af den nævnte sætning stemte med MW. Dertil kommer, at stykket om Berðlu-Kári i Hkr. indføres fuldstændig umotiveret, idet denne person der slet ikke er omtalt i forvejen eller efter god sagaskik præsenteret for læseren, medens det i Egils s. står i god sammenhæng med omgivelserne. For kongesagaen har Berðu-Kári ikke den mindste betydning, undtagen for så vidt som han er stamfader til Eyvindr skáldaspillir, hvad vi erfarer af Egils s.[60] men ikke af Hkr., som kun omtaler ham på dette sted. I Egils s. spiller han derimod en vis rolle, idet han straks i sagaens begyndelse indføres som Kveldulfs ven og svigerfader (altså stamfader til Myremændene) og som fader til Þórólfs kammerater Eyvindr lambi og Olvir hnúfa; han optræder da også senere i sagaen som mægler mellem kong Harald og Þórólfr. Det er klart, at hele dette stykke om Berðlu-Kári fra først af hører hjemme i Egils s., samt at det kun ved et slags uagtsomhed er medtaget i Hkr. sammen med det omgivende for kongesagaen betydningsfulde stof. Slutningsordene i Hkr., hann var berserkr mikil, hvortil der ikke på dette sted i Egils s. findes noget tilsvarende, er åbenbart af Snorri ment som et slags erstatning for den manglende sagamæssige præsentation af personen. Men også disse ord er lånte fra Egils s., hvor de står næsten ordret overensstemmende {hann var berserkr) netop på det sted, hvor Berðlu-Kári først forestilles for læseren[61]. Jeg må altså give G. Storm fuldstændig ret i, at Snorri her har udskrevet Egils s.[62]. Dette er også ganske naturligt, hvis han selv er forfatter til Egils s. Da kan man forstå, at han vel i regelen som god historiker foretrækker at gå tilbage til grundkilden, den ældre norske kongesaga, som han tidligere havde benyttet i Egils s., men dog af og til, hvor der ikke historisk set var noget at indvende mod fremstillingen i hans ældre arbejde, kunde optage et stykke fra dette. Gjessings indvending, at Egils sagas aforistiske fremstilling af kongesagaen ikke egnede sig som kilde for et værk som Hkr., taber noget af sin vægt, hvis forfatteren til bægge værker er den samme[63].

En særlig betydning tillægger jeg et par steder henholdsvis i Egils s. og Hkr,, hvor man finder slående paralleler, men i forskellig sammenhæng. I Egils sagas skildring af Þórólfs og hans broder Egils besøg hos den Hallandske jarl Arnfiðr og det for dem af jarlen holdte gilde finder vi følgende sætning: skyldi drekka saman karlmaðr ok kona, svá sem til ynnisk, en þeir sér, er fleiri væri[64]. På et tidligere sted i sagaen, hvor den samme skik omtales i anledning af et andet gilde, hedder det: þar var hlutadr tvimenningr á öptnum, sem siðvenja var til[65]. Ved beskrivelsen af det gilde, kong Granmar holdt for kong Hjorvard, omtaler Hkr. den samme skik i følgende ord: þá var þat siðvenja... at drekka skyldi á kveldum tvimenning , hvár sér karlmaðr ok kona, svá sem ynnisk, en þeir sér er fleiri væri saman[66]. Som man ser, er overensstemmelsen med stederne i Egils s., navnlig det første, næsten ordret, og kan derfor ikke være tilfældig. Men da anledningen til, at skikken omtales, er forskellig, kan der her næppe være tale om, at Hkr. direkte udskriver Egils s., eller denne Hkr. Overensstemmelsen må skyldes en reminiscens — hvorfor også de ubetydelige afvigelser i ordlyd taler — og denne reminiscens forklares på den naturligste måde, hvis bægge paralleler hidrører fra en og samme forfatter.

På samme måde finder vi både i Egils s. og Hkr. den enslydende bemærkning: Norðimbraland er kallat fimtugr Englands, men i forskellig sammenhæng, idet den i Egils s. knyttes til beretningen om den skotske konge Olafs tog mod Northumberland, i Hkr. derimod til beretningen om Erik blodøkses ankomst dertil[67]. Også her forklares overensstemmelsen naturligst ved at antage, at der foreligger en reminiscens, samt at forfatteren til bægge parallelsteder er den samme.

På den anden side finder vi i Hkr. forskellige afvigelser fra Egils s., men de synes alle naturlig at kunne forklares som foranledigede ved et fortsat dybere studium af den norske kongesaga og deraf følgende forandrede anskuelser så vel med hensyn til tidsregningen som med hensyn til andre spørsmål. Her kun nogle eksempler.

De kronologiske afvigelser er hverken mange eller betydelige. Gjessing[68] anfører kun tre, nemlig: a) angående Harald den hårfagres Vermlandstog, som Egils s. efter Gjessings mening sætter efter Hafrsfjordslaget, Hkr. derimod for samme; b) angående Ragnhild Eriksdatters giftermål, hvem hendes fader i følge Egils s. bortgifter til den orknøske jarl Arnfinn under sit ophold i Orknøerne lige efter sin fordrivelse fra Norge, medens det i følge Hkr. er hendes moder og brødre, som bortgifter hende på et langt senere tidspunkt, nemlig under deres ophold i Orknøerne efter kong Eriks død; c) angående Erikssønnernes ankomst til Danmark, som i følge Egils s. falder for, i følge Hkr. derimod efter Håkon den godes tog mod Gautland og Danmark.

Med hensyn til det første punkt skal jeg tillade mig at fremhæve, at Egils s. kun i forbigående omtaler kong Haralds Vermlandstog[69] og ikke henfører det til nogen bestemt tid. Den modsigelse, Gjessing her mener at finde mellem Hkr. og Egils s., beror på to af ham dragne slutninger, den første, at der ikke i Egils sagas kronologiske system er plads for Vermlandstoget før Hafrsfjordslaget, den anden, at Vermlandstoget står i forbindelse med »hertug« Guttorms forlening med Viken, idet Hkr. — efter Gjessings opfattelse — lader forleningen følge umiddelbart efter Vermlandstoget, samt at Egils s. — der udtrykkelig bemærker, at Guttorm deltog i alle kong Haralds slag under rigserobringen og først efter dennes fuldendelse blev forlenet med Viken — , som en følge heraf også må have henført Haralds Vermlandstog til tiden efter rigserobringen, d. v. s. efter Hafrsfjordslaget. Hertil skal jeg tillade mig at bemærke, at Gjessings påstand, at Egils s. ikke har plads for Vermlandstoget før Hafrsfjordslaget, forekommer mig noget tvivlsom. Ganske vist lader Egils s. kongen straks efter erobringen af Firdafylki drage først ind i Sogn og derfra samme efterår til Trondhjem, hvor han tilbringer vinteren, medens Hkr. lader ham drage umiddelbart fra Firðafylki til Viken, hvor han opholder sig om sommeren og den følgende vinter, idet han dog i vinterens begyndelse gør sit første tog til Vermland. Her har vi i Hkr. en virkelig afvigelse fra Egils s. I den følgende sommer lader Hkr. Harald fuldende den om vinteren påbegyndte erobring af Vermland og om efteråret vende tilbage til Trondhjem. Derimod melder Egils s. ikke noget om, hvor kongen tilbragte denne sommer; kun lader den ham om efteråret træffe sammen med Þórólfr Kveldúfsson og Bárðr Brynjolfsson i Trondhjem, hvilket stemmer med Hkr.'s tidsregning. Der bliver altså i denne sommer i følge sagaens tidsregning ret vel plads til et Vermlandstog inden Hafrsfjordslaget[70]. Med hensyn til Guttorms forlening med Viken bør det fremhæves, at denne ikke i Hkr. sættes i nogen forbindelse med Vermlandstoget; Hkr. bemærker kun, at Harald efter at have erobret Vermland, »da han drog bort derfra (þaðan, ɔ: fra Vermland), efterlod hertug Guttorm der (þar, ɔ: i Vermland) til bevogtning af landet (til landgæzlu)[71]. Her er der altså slet ikke tale om, at Guttorm blev forlenet med Viken ved denne lejlighed. Derimod omtaler Hkr. denne forlening noget senere, efter slaget i Hafrsfjord[72], og stemmer for så vidt med Egils s. Efter Vermlandstoget omtaler Hkr. ikke noget andet slag for rigserobringens fuldendelse end Hafrsfjordslaget. At Guttorm har deltaget i dette slag, kan godt forenes med Hkr.'s beretning om, at han efter Vermlandstoget blev efterladt i Vermland for at bevogte landet. Egils sagas udsagn, at han deltog i alle kongens slag før rigserobringens fuldendelse, strider altså ikke imod Hkr. Jeg kan således ikke i Egils s. finde nogen antydning af, at dens forfatter har henført Vermlandstoget til tiden efter Hafrsfjordslaget. I virkeligheden har sagaen ingen tidsangivelse for dette tog, som kun stod i en fjærn forbindelse med dens æmne.

Derimod er det klart, at sagaerne ikke stemmer med hensyn til Ragnhild Eriksdatters giftermål, som i følge Egils s. falder umiddelbart efter kong Eriks fordrivelse fra Norge (c. 935), i følge Hkr. derimod ikke før end flere år efter kongens død, som Snorri synes at henføre til c. 942 (engelske kilder til c. 950)[73]. Grunden til denne afvigelse er åbenbart den, at Snorri ved nærmere overvejelse har indset, at Ragnhilds tidlige giftermål ved 935 stred mod hendes og Gunnhildssønnernes alder. I slutningen af Harald den hårfagres saga opregner han kong Eriks og Gunnhilds bøm, og man kan se, at han har villet ordne dem efter deres alder, idet Gamli, som »var den ældste«, opregnes først, derpå Gutthormr, og så de andre i følgende orden: Harald, Ragnfrød, Ragnhild, Erling, Gudrød, Sigurd slefa[74]. Dette stemmer også med Snorris bemærkning om Harald gråfeld i begyndelsen af hans saga, at han var den ældste af de brødre, som var i live ved tronbestigelsen efter Håkon den godes død[75]; de to brødre, som opregnes foran ham, var nemlig faldne tidligere[76]. Den plads, hvorpå Ragnhild står i sine søskendes række, viser, at Snorri har betragtet hende som i det mindste to år yngre end Harald gråfeld. Men om Harald beretter Snorri, at han efter sin faders død (sammen med de andre brødre) hærgede på Skotland og Irland, og henviser derom til et vers af Glúmr Geirason, hvor Harald ved denne tid (altså efter Snorris opfattelse c. 943) siges at have været barnungr[77]. Heraf må Snorri have sluttet, at Harald ikke kunde være født før c. 930[78]. Hans søster Ragnhild kunde da ikke være født for 932 og var ikke giftefærdig før end efter 950. Snorri måtte altså efter nærmere eftertanke forkaste den ældre tradition, at kong Erik havde selv bortgiftet sin datter c. 935, og henføre giftermålet til et langt senere tidspunkt, flere år efter kong Eriks død[79].

I følge Hkr. bortgifter Gunnhild og hendes sønner Ragnhild umiddelbart før deres afrejse fra Orknøerne til Danmark. Denne kronologiske uoverensstemmelse mellem Hkr. og Egils s. står altså på en måde i forbindelse med den tredje og sidste uoverensstemmelse, den om Gunnhildssønnernes ankomst til Danmark. Egils s. lader Gunnhildssønnerne søge tilflugt i Danmark umiddelbart efter deres faders død, noget for Håkon den godes tog mod Gautland og Danmark[80]. Hkr. lader dem derimod efter faderens død først drage til Orknøerne, hvor de opholder sig en ubestemt tid (»um hrið»), idet de, efter at have underkastet sig øerne, har fast ophold der om vinteren, men går på vikingetog mod Skotland og Irland om sommeren[81]. Angående disse vikingetog henviser forfatteren til de to omtalte vers af Glúmr. Han må altså have opfattet »þaðan« i det ovenfor behandlede vers som ensbetydende med «fra Orknøerne«, vikingetogenes udgangspunkt. Først efter at Gunnhildssønnerne har hørt om kong Håkons tog mod Danmark (og Gautland) og det derved foranledigede spændte forhold mellem ham og den danske konge, forlader de Orknøerne, efter forinden at have bortgiftet deres søster, og drager til Danmark[82]. Hovedgrunden til denne afvigelse fra Egils s. hos Snorri er åbenbart, således som G. Storm har set[83], Glums vers om Harald gråfelds (og hans brødres) vikingetog i de vestlige lande, som Snorri måtte henføre til tiden efter Erik blodøkses død. Heraf — og måske af et nu tabt, men af Snorri kendt vers om Harald gråfelds ophold på Orknøerne (jfr. þaðan i Glums vers) — måtte han slutte, at Gunnhildssønnerne ikke kunde være draget til Danmark straks efter deres faders død, men måtte have opholdt sig en tid lang på Orknøerne[84]. En anden grund antyder Snorri selv, nemlig sandsynligheden af, at det var Håkon den godes tog mod Danmark og det derved foranledigede spændte forhold til Harald Gormsson, som trak Gunnhilds-sønnerne til Danmark.

Hkr.'s kronologiske afvigelser fra Egils s. taler altså slet ikke imod, at Snorri er forfatter til bægge værker. Tværtimod lader de sig under denne forudsætning let forklare som frugt af en mere indgående beskæftigelse med kongesagaen og navnlig af et dybere studium af de med begivenhederne samtidige skjaldes vers, som Snorri lægger så stor vægt på i prologen til Hkr. Det samme gælder også om de andre afvigelser, hvilket jeg skal tillade mig at oplyse ved et par eksempler.

Egils s. omtaler en konge på Nordmøre ved navn Húnþjófr som falden i den kamp, hvorved kong Harald den hårfagre erobrede Nordmøre og Romsdalen[85]. At dette er den ældre tradition bekræftes ved Upphaf ríkis Haralds hárf. i Flatøbogen, som omtaler den samme kamp, dog uden at nævne Húnþjófr ved navn, og tilføjer: Mærakonungr fell. Til bekræftelse henviser Upphaf til et vers af Hornklofi, hvor »to konger« (dóglingar) omtales som Haralds modstandere[86]. Snorri har også en beretning om denne kamp og stemmer for så vidt med Egils s., som det også her er Mørekongen Húnþjófr , som kæmper mod kong Harald. Men foruden ham nævner Snorri en konge over Romsdalen, Nökkvi, som deltager i kampen og tilføjer, at »bægge konger« faldt, idet han henviser til det samme halvvers som Upphaf, hvor »de to konger« omtales. Tillige ved Snorri at berette, at slaget stod ved Sélskel[87]. Afvigelsen med hensyn til de to konger er sikkert foranlediget ved det af Snorri anførte halvvers[88]. Navnene Nökkvi og Solskel kan antages at være tilføjede af Snorri i henhold til mundtlige sagn, som han fik kundskab om, efter at han skrev Egils saga[89].

Både i Egils s. og Hkr. omtales Sölvi klofi som kong Húnþjófrs søn og bægge sagaer beretter om hans forsøg på at få hjælp mod kong Harald hos kong Arnviðr (Søndmøre) og kong Auðbjörn (Firðir), dog med den forskel, at den tale, som han i følge Egils s. holder til Arnviðr for at få ham overtalt til at rejse sig mod Harald, henvender han i følge Hkr. til Auðbjörn. Vi har her åbenbart at gøre med en bevidst rettelse i Hkr. af fremstillingen i Egils s. I Hkr. kaldes nemlig Arnviör udtrykkelig for Sölvis »frænde«, hvilket Egils s. ikke ved noget om. Når vi nu antager, at Snorri er bægge sagaers forfatter, forklares uoverensstemmelsen let ved at antage, at han, da han skrev det sidste værk (Hkr.) har fået kundskab om et slægtskabsforhold mellem Sölvi og Arnviðr. Han har da ment, at overtalelse for frændens vedkommende var overflødig, tilmed da Arnvids rige lå så nær ved den nord fra truende fare, og har derfor overført talen til Solvis forhandling med Auðbjörn, som ikke var beslægtet med Sölvi og hvis rige lå fjærnere fra faren[90].

Egils 8. omtaler ligesom Hkr. Erik blodøkses Bjarmelandstog og den sejr han vandt over Bjarmerne. Om denne sidste hedder det i Egils s.: Eirikr átti orrustu mikla á Bjarmalandi við Vinu. Fekk Eirikr þar sigr, svá sem segir i kvæðum hans[91]. Hkr. omtaler ikke, at kampen stod ved Vina (Dwina) og har ikke nogen henvisning til de om Erik digtede kvad[92]. Mærkelig nok er vi i stand til at påvise den sandsynlige grund til disse to afvigelser. I Harald gråfelds saga omtaler Hkr. denne konges tog til Bjarmeland og hans sejr over Bjarmerne »på Dwinas bred« (á Vinu bakka), og her henviser sagaen til et vers af Glúmr Geirason's Gråfeldar- dråpa, hvis sidste halvdel lyder således:


gott hlaut qumna sættir,
geirveðr, i för þeiri,
öðlingi fekksk ungum,
orð, á Vinu borði[93].


Kongen nævnes ikke i verset. Nu ved vi, at Glúmr ikke blot digtede Gråfeldardråpa om Harald, men også et kvad — Eiriksdråpa — om Erik blodøkse, bægge i drott-kvætt. Hvis Snorri er forfatter til Egils s., synes han altså da han skrev denne saga, at have henført Glúms vers til kvadet om kong Erik, men senere, da han skrev Hkr., ved nærmere eftertanke at være kommen til det resultat, at det hørte til Gråfeldardråpa. Derfor udelader han i Hkr. både ordene »við Vinu« og henvisningen til kvadet om Erik[94].

De anførte og behandlede eksempler turde være tilstrækkelige til at vise, at de uoverensstemmelser, som findes mellem Egils s. og Hkr., ikke kan være til hinder for at antage, at bægge værker er skrevne af den samme forfatter, Hkr. dog på et betydelig senere tidspunkt. Det har tillige vist sig, at afvigelserne som oftest har deres grund i et fortsat og dybere studium af de gamle med begivenhederne samtidige skjaldekvad.

Dette fører os til at tale om Snorris historiske metode. Noget af det ejendommeligste for ham er netop hans studium af de gamle skjaldekvad og den vægt, han tillægger dem som samtidige historiske vidnesbyrd. Dette kritiske princip er skarpt fremhævet af ham i prologen til Hkr. Denne ejendommelighed er ikke nær så fremtrædende hos den gamle Ari som hos Snorri, hvilket også var ganske naturligt. Ari, som stod de skildrede begivenheder nærmere, søgte fremfor alt at løfte fortidens slør ved at indhente oplysninger om den hos sine ældre samtidige, hvis erindring gik langt tilbage i tiden[95]; hos ham falder hovedvægten på de endnu levende hjemmelsmænds vidnesbyrd, hvorimod kvadene for hans forskning synes at have spillet en underordnet rolle. Snorri derimod, som stod begivenhederne fjærnere, var udelukket fra at benytte de ældres hukommelse i historiens tjæneste. Hans »kritiske ævne hviler«, som G. Storm træffende bemærker, »på hans kendskab til og forståelse af skjaldskab »[96].

Det er nu ikke uden betydning, at vi i Egils s. finder en aldeles lignende interesse for de gamle skjaldekvad. Ikke blot er der i sagaen eller i forbindelse med den opbevaret skjaldekvad, hvortil ingen anden islandsk slægtsaga kan opvise magen, jeg mener Hofuðlausn, Arinbjarnarkviða og Sonatorrek. Men sagaforfatteren synes også at have haft en lignende opfattelse som Snorri af de gamle skjaldekvads betydning som historisk kilde, idet han ikke alene anfører flere skjaldevers til bekræftelse af de i sagaen fortalte begivenheder[97], men også i de kongesagaen vedrørende stykker et par gange henviser til skjaldekvad, som han har kendt, men ikke anfører. Den ene af disse henvisninger, til Glúms vers om kampen ved Dwina, har vi allerede omtalt. Den anden findes i Egils s. FJ. k. 76 s. 279, hvor det hedder om Håkon den godes Gautlandstog : Hákon konungr fór i þeiri ferð viða um Gautland it vestra ok lagði þat undir sik, svá sem sagt er i sögu hans ok finsk i kvæðum þeim, er um hann hafa ort verit. Hkr. omtaler også Gautlandstoget og anfører det vers, hvortil Egils s. åbenbart sigter (af Gutthormr sindri : Skattgilda vann skyldir skautjalfaðar Gauta etc.)[98]

FJ. har med rette fremhævet »den kunst, hvormed i Egils S. de enkelte fra kongesagaen optagne stykker er indarbejdede i teksten, samt det skarpe blik for historisk sammenhæng, forfatteren viser i således at sammenvæve Egils og hans forfædres historie med de norske kongers saga«[99]. Hermed kan sammenlignes, hvad samme forfatter også med rette bemærker om den kunst, hvormed Snorri i sin Hkr. sammenknytter de enkelte kongesagaer til et hele: »Her er de enkelte sagaer således knyttede til, vævede ind i hinanden, at de ikke hver for sig danner et helt og fuldt ud forståeligt hele«, idet den foregående saga stadig »forbereder og indleder« den følgende»[100]. Allerede dette viser forfatterens kunstnerånd, tilmed da det er klart, at dette ikke blot beror på en ydre anordning, men at det som oftest beror på en dybere forståelse af den indre sammenhæng i den historiske udvikling«[101]. Vi ser altså, at Egils sagas forfatter og Snorri har i det mindste én karakteristisk egenskab til fælles, en egenskab, som kun de få udvalgte er i besiddelse af.

En grundig kender af den islandske sagaliteratur bemærker om stilen i Egils s.: »The style is bold and vigorous, well suiting the subject and resembling in a marked degree that of Snorri«[102]. Hermed kan sammenlignes, hvad FJ. udtaler om stilen i Hkr.: »Gennemgående genfinder vi i Hkr. det bedste i slægtsagaernes, f. eks. Egils sagas, stil«[103]. Jeg kan nu rigtignok ikke lægge nogen afgørende vægt på denne, som det synes umiskendelige lighed i stil, når den tages ganske i almindelighed, da den islandske saga på Snorris tid allerede synes at have udviklet sig til en ejendommelig kunstform med en stil, som i det væsentlige er sig selv lig næsten overalt. større betydning vilde det have, hvis man i de to værker kunde påvise specielle ligheder eller uligheder i stil og fremstillingsform, som kunde tale enten for eller imod forfatterskabets identitet. Men dertil udfordres en nøjagtig sammenligning i det enkelte af de to sagaer, som jeg endnu ikke har haft tid til at gennemføre. Jeg må derfor denne gang indskrænke mig til at påpege nogle slående paralleler, som jeg ved en flygtig gennemlæsning er bleven opmærksom på.

Det ovenfor påpegede tilfælde, hvor bægge sagaer, omtrent i de samme ord beskriver skikken at drikke »tvemænding«, viser ved siden af lighed i indhold også lighed i stil.

På samme måde minder skildringen af kong Sigurd syrs interesse for landhusholdning i Hkr. i høj grad om Egils sagas skildring af den samme egenskab hos Kveldúlfr. Om den sidstnævnte hedder det i Egils s.: Svá er sagt, at Úlfr var búsúslumaðr mikill. Var þat siðr hans at risa upp árdegis ok ganga þá um syslur manna, eða þar er smiðir váru, ok sjá yfir fénað sinn ok akra[104]. Om kong Sigurd læser vi i Hkr.: Sigurðr syr var búsúslumaðr mikill ok hafði menn sina mjök í starfi, ok hann sjálfr fór optliga at sjá um akra ok eng eða fénad ok enn til smiða[105]eða þar er menn störfuðu eitthvat (jfr. Egils s. : ganga um sýslur manna)[106]. Hvad enten man ser på indholdet i dets helhed og den måde, hvorpå det udmales i det enkelte, eller på fremstillingsformen, er ligheden så slående, at den næppe lader sig forklare anderledes end ved at antage, at det her er den samme forfatter, som gentager sig selv.

Også i beskrivelsen af Finnmarken minder Egils sagas fremstillingsform i høj grad om tilsvarende geografiske beskrivelser hos Snorri: Finnmörk er stórliga við. Gengr haf fyrir vestan ok þar af firðir stórir, svá ok fyrir norðan ok alt austr um[107]. Hermed kan jævnføres begyndelsen af Hkr.: Kringla heimsins . . . er mjök vágskorin; ganga höf stór ór útsjánum inn i jörðina; ... af hafinu gengr langr hafsbotn til landnorðrs[108].

Fremstillingen af Egils overfald på Bergönundr i Egils s. og af Ásbjörn selsbanes overfald på Sel-Þórir i Hkr. indledes i bægge sagaer omtrent med de samme ord. Egil lander i en båd ved øen Fenring. Derpå hedder det: Þá mælti Egill: Nú vil ek ganga einn upp i eyna ok njósna, hvers ek verða viss, en þér skulut biða min hér. Dernæst skildres Egils udrustning: Egill hafði vápn sin, þau er hann var vanr at hafa., hjálm ok skjöld, gyrðr sverði, höggspjót i ihendi. Endelig hedder det: Siðan gekk hann upp i eyna[109]. Ásbjörn lander i en båd ved øen Kormt. Derpå hedder det: Þá mælti Ásbjörn: Nu skulut þér vera eptir hér ok biða min, en ek mun ganga upp á eyna á njösn, hvat titt er i eyjunni. Asbjørns klædedragt skildres: Ásbjörn hafði vándan búnad, hött siðan[110] fork i hendi, gyrðr sverði undir klæðum. Endelig hedder det: Hann gekk á land upp ok yfir á eyna. En lignende situation skaber også her en lignende fremstillingsform med lignende udmaling af enkeltheder.

Mindre vægt lægger jeg på følgende ligheder, som i og for sig — hvis de ikke støttedes ved de ovenfor påpegede paralleler — godt kunde være tilfældige. Der hvor Þórólfr Kveldúlfsson drager bort fra fædrenehjemmet for at slutte sig til kong Harald, skildres afskeden mellem fader og søn i følgende ord: Kveldúlfr .. . hvarf til hans ok bað hann vel fara ok bað þá heila hittask [111] Hermed kan sammenlignes Hkr. FJ. 6h. k. 83 s. 153: (Hrærekr) bað þá vel fara ok heila hittask og Ing. Sig. k. 10 s. 364: Ívarr . . . hvarf áðt til þeira ok bað þá heila hittasku. Med Egils s. k. 7 s. 18: Björgolfr hafði skútu, er hann átti, ok á nær. xxx. menn kan man sammenligne Hkr. FJ. 6h. k. 123 s. 268: Ámundr hafði skútu ok á nær. xxx. manna. Jfr. endvidere Egils s. FJ. k. 43 s. 13: En Ölvi þátti eigi góðum liðsmanni of aukit med Hkr. FJ. Oh. k. 132 s. 29: þykhi mér . . . eigi góðum dreng of aukit ; og Egils s. FJ. k. 67 s. 247': Hann gaf Agli slæður gervar af silki ok gullsaumaðar mjök med Hkr. FJ. 6h. k. 80 s. 145: Hon sendi Oláfi konungi slæður af pelli ok gullsaumadar mjók.

Som specielle ejendommeligheder for Egils sagas forfatter fremhæver FJ. med rette hans »interesse for oldtidens skikke, gamle genstande, forhold og tilstande« , hans kendskab til norske forhold i det 9. [og 10.] århundrede, hans omfattende geografiske kundskaber, særlig hans nøjagtige kendskab til Myre- og Borgarfjordegnen og de der levende bygde- og slægtstraditioner om Egill og hans forfædre[112]. Alt dette passer fuldstændig på Snorri.

FJ. har i fortalen til sin udg. af Egils s. behandlet sagaens topografi. Han kommer til det resultat, at forfatteren har kendt Myre- og Borgarfjordsegnen ud og ind, været godt kendt omkring Mosfell og i nærheden af Reykjavik og i det nuværende Rangárvallasisla, samt at han også med hensyn til Norge har været i besiddelse af aldeles nøjagtige geografiske kundskaber. Jeg er i det hele enig med FJ. Dog skal jeg med hensyn til enkeltheder, som her kommer i betragtning, tillade mig at bemærke følgende.

I sagaens k. 58 (FJ. s. 209— 210) hedder det: Þorgeirr bjo á Alftanesi á Lambastöðum . Hertil bemærker Kr. Kålund med rette, at Lambastaðir ikke ligger på Álftanes, og gør opmærksom på, at dette ikke vel kan forliges med andre angivelser i sagaen om Álftanes' og Lambastads gensidige beliggenhed, navnlig ikke med k. 77 (FJ. s. 28), hvor det hedder om Ketill gufas trælle, at de fra Lambastadir gik ilt til Alftanessu, hvilket er fuldstændig korrekt. FJ. mener, at ordene á Ålftanesi her er et senere indskud, da de mangler i et af håndskrifterne (K). Efter min mening har W her bevaret den oprindelige læsemåde: inn frá Álftanesi , som er topografisk rigtigt og stemmer med k. 77, hvor den modsatte retning betegnes ved út.

Når Egils s. lader Ketill hængr lande i Þjorsá og ikke som Landn. i Rangá, så beror dette, som jeg ovenfor har vist, på en bevidst rettelse af den sagaen foreliggende Landn.-tekst, foranlediget ved udvidelsen af Ketills landnám i Egils s., og kan ikke betragtes som vidnesbyrd om manglende lokalkundskab. Tværtimod viser forfatteren sig at have været særdeles godt inde i Rangåvoldeegnens topografi. At han henregner gården Brekkur til Fljotshlið, kan næppe anses for urigtigt, da bygdegrænserne her i den almindelige bevidsthed vistnok var noget svævende. Også Kristni s. synes at regne Brekkur til Fljotshlið[113].

At forfatteren til Egils s. på et par steder har begået fejl med hensyn til norske lokaliteter[114], må indrømmes. Men disse fejl er så ubetydelige, at de ikke kan forundre os hos en islandsk forfatter. Tværtimod må vi undre os over den fylde af geografiske kundskaber om Norge, som overalt viser sig i sagaen.

Vi finder altså hos Egils sagas forfatter fremragende kundskaber i Norges geografi forenede med detailleret og indgående kendskab til følgende egne på Island: Borgarfjords- og Myreegnen, Mosfells omegn i det nuværende Kjosar-syssel og Rangåvoldeegnen. Kan det være tilfældigt, at alt dette passer fuldstændig på Snorri? Om hans kundskaber i Norges geografi bærer Hkr. vidnesbyrd[115]. I Borgarfjords- og Myre-egnen tilbragte han største delen af sit liv. I nærheden af Mosfell ejede han den store gård Bersastaðir på Alftanæs, hvor han af og til opholdt sig[116]. På Rangåvoldene henlevede han sin barndom fra tre års alderen og sin første ungdom til det 20. år.

Som en ejendommelighed for Myreslægten fremhæver Egils s. stærkt dens praktiske dygtighed og dens interesse for landhusholdning. Denne egenskab er fremtrædende hos den gamle Kveldulf og hans søn Skalla-Grím. Når vi læser k. 29 i Egils s., som handler om Skalla-Gríms store foretagsomhed som landmand og om de mange gårde, han lod drive for sin egen regning, samt slutningen af k. 30, hvor hans kunstfærdighed som smed fremhæves, mindes vi uvilkårlig om Sturla Þórðarson's skildring af Snorri i hans Islendingasaga, hvor det hedder: Gerðisk hann þá höfðingi mikill, því at eigi skorti fé. Var hann hinn mesli fjárgæzlumaðr. Og lidt senere: Var hann ok hagr á alt þat, er hann tók höndum til, ok haföi hinar beztu forsagnir á öllu því er gera skyldi[117]. Tillige ved vi, at Snorri drev flere gårde på en gang, f. eks. foruden Reykjaholt den store gård Stafholt, Svignaskard (hvor han i en hård vinter mistede 120 stykker hornkvæg), Bersastaðir og desuden flere gårde i det fjærne Rangárþing[118]. Det ser næsten ud, som om Egils sagas forfatter ved skildringen af Skalla-Grím har haft Snorri for øje.

Af Egils børn spiller Þorsteinn, arvingen til slægtens godord (Egils s. k. 80 og 81 s. 298 og 302) den største rolle i sagaen og skildres med stor sympati. Det kan måske være et tilfælde, men ser dog ud som en tanke, at af Þorsteinns mange børn opregnes den uægte søn Hrifla først i sagaen. Gennem denne Hrifla nedstammede Snorris moder Guðny i lige mandlig linje fra Skalla-Grím[119]. Det vilde i sig selv have været naturligere først at opregne de ægte børn, selv om måske de uægte var ældre, hvad vi nu ikke bestemt kan afgøre. Af Þorsteinns ægte børn får særlig Skúli hæderlig omtale i sagaen. Det er nu måske ikke uden betydning for vort spørsmål, at vi er i stand til at påvise, at Sturlungerne også kunde føre deres slægt tilbage til Skalla-Grim gennem denne Skúli. I de slægtrækker, som findes opbevarede i Mb. 's membran fragment, aftrykte i Ísl. s. 1843, finder vi følgende slægtrække : Skalla-Grímr — Egill — Þorsteinn — Skúli — Geirlaug — Helga — Þrándr — Þorbjörn, er Sturlungar eru fra komnir[120].

I Egils s. omtales den bekendte høvding Tungu-Oddr i følgende ord: Oddr var þá höfðing i i Borgarfirði fyrir sunnan Hvitá. Hann var hofsgoði ok réd fyrir hofi því, er allir menn guldu hoftoll til fyrir innan Skardsheiði[121]. Der er ikke megen sandsynlighed for, at de gamle tempelsogne har haft en så stor udstrækning. At sagaen her gør sig skyldig i en overdrivelse af Tungu-Oddrs politiske magtstilling, fremgår af Landn., som sagaens forfatter har kendt og benyttet. Denne kilde beretter nemlig, således som vi ovenfor har fremhævet, at Tungu-Oddr i fællesskab med Geitlandsslægten ejede et tempel , samt at Illugi den røde, en høvding af bemeldte slægt, flyttede fra Hraunsás til Hofsstaðir for at varetage sine eller slægtens interesser overfor medejeren[122]. Templet stod åbenbart på Hofsstaðir, som gårdens navn viser. Denne gård ligger i Reykjadalr nyrðri (nu Reykholtsdalur), ikke langt fra Odds gård Breiðabólsstaðr i samme dal[123]. Det må være dette tempel, Egils s. mener, når den beretter, at hele den sydlige del af Borgarfjordsherredet betalte told til Tungu-Oddrs hov. Men sagaen fortier, at han ikke var ene om templet eller godordet. Dertil kommer, som jeg allerede har fremhævet, at vi har sikre efterretninger om et andet godord syd for Hvitá, nemlig Lundarmanna- eller Jöklamannagoðorð, hvis tingmandskreds selvfølgelig har betalt hovtold til Lundr. At sagaen her har tillagt Tungu-Oddr et større magtområde, end han nogensinde herskede over, er altså indlysende. Spørsmålet bliver da, hvem der kunde have interesse af en sådan overdrivelse. Her støder vi igen på — Snorri. Vi har tidligere set, at Snorri var ejer af Reykhyltingagoðorð, det samme godord, som Tungu-Oddr og Geitlandsslægten tidligere havde ejet. Godordets senere ejere, de såkaldte Reykhyltingar, præsten Påll Sölvason og hans søn Magnus, udledede netop sin slægt fra Geitlandsætten[124], som altså i tidens løb er kommen i besiddelse af hele godordet. Der kan ikke være tvivl om, at Snorri har erhvervet dette godord samtidig med gården Reykjaholt, som han overtog c. 1207 mod forpligtelse til at forsørge den tidligere ejer Magnus Pálsson og hans hustru og give deres børn en god opdragelse[125]. Vel bemærkes det ikke udtrykkelig i Islendinga saga, at godordet fulgte med i købet, men det må betragtes som en selvfølge og antydes desuden på det anførte sted ved ordene: Gerðisk hann þá höfðingi mikil. Som ejer af Reykhyltingagoðord var Snorri altså Tungu-Oddrs arvtager. Men han var det også som ejer og indehaver af gården Reykjaholt. Denne gård er nemlig i grunden den samme som Breiðabólstaðr[126], som senere blev flyttet i nærheden af de varme kilder, hvorefter gården har navn. Hvis Snorri er Egils sagas forfatter, bliver den overdrevne udstrækning af Tungu-Oddrs tingmandskreds let forklarlig. Overdrivelsen er af samme art som udvidelsen af Skalla-Gríms landnám. Sagaen giver her alle, som boede »indenfor Skardshede« et vink om at holde sig til goden i Reykjaholt. Jeg skal da i al korthed rekapitulere de vigtigste grunde, som synes at tale for, at Snorri er forfatter til Egils s.:


  • 1. Sandsynligheden af, at forfatteren har tilhørt Myre-mændenes slægt.
  • 2. Udvidelsen af Skalla-Gríms landnám og Tungu-Oddrs magtområde, som næppe kunde have interesse for andre end Snorri, samt af Ketill hængs landnám.
  • 3. Forskellige, til dels slående parelleler til Hkr., deriblandt særlig overensstemmelse i tidsregningens hovedtræk.
  • 4. Egils sagas interesse for skjaldevers som historisk kilde.
  • 5. Lighed med Hkr. i kompositionskunst.
  • 6. Lighed med Hkr. i fremstillingsform både i almindelighed og i enkeltheder.
  • 7. Sagaens interesse for oldtidens forhold og skikke.
  • 8. Forfatterens kendskab til norske forhold og norsk historie i det 9. og 10. århundrede.
  • 9. Forfatterens topografiske kundskaber.
  • 10. Den forkærlighed, hvormed forfatteren fremhæver Myreslægtens praktiske dygtighed og dens interesse for landhusholdning.
  • 11. Den særlige interesse, sagaen synes at have for de medlemmer af Myreslægten, som Snorri nedstammede fra.


Men er der da noget, der taler imod, at Snorri er forfatteren. FJ. fremhæver kun sagaens alder som hinder derfor og udtaler sig derom i følgende ord: »Var der ikke gyldige grunde til at antage, at sagaen var ældre end Snorris modne alder, vilde det være fristende i ham at se forfatteren. Den vilde være ham værdig.« Men han antager selv, at sagaen stammer fra »tiden ved og efter år 1200«, og tilføjer: »Efter midten af det 13. årh. vilde en saga som denne umulig kunne været skreven« — antager altså året 1250 som en terminus ad quem. Denne hindring synes altså at være uden betydning. Snorri var 24 år gammel, da han i året 1202 efter sin svigerfaders død overtog slægtens stamsæde Borg. Han havde allerede under sit ophold i Oddi erhvervet sig sin historiske fordannelse. Der havde han stiftet bekendtskab med Aris og Sæmunds værker og gennem dem og andre til fosterfaderens rige bogsamling hørende skrifter fået smag for historisk forskning og med særlig interesse kastet sig over studiet af den norske kongesaga. Glimrende udrustet som han var af naturen må han ved denne tid antages at have været tilstrækkelig forberedt til at give sig i kast med en historisk opgave. Jeg kan altså ikke se noget til hinder for, at Snorri allerede ved denne tid (1202 og følgende år) kan have skrevet Egils saga.

Vægtige indre grunde taler altså for og, så vidt jeg kan se, ingenting imod, at Snorri Sturluson virkelig er forfatter til Egils saga. Vi mangler kun et udtrykkeligt vidnesbyrd derom i en gammel kilde. Men de indre grunde opvejer i mine øjne rigelig mangelen af et sådant vidnesbyrd. Måske har vi dog det savnede vidnesbyrd i Gunnlaugs saga ormst. Stokholmsmembranen af denne saga og de øvrige håndskrifter af A-klassen har nemlig følgende åbenbart interpolerede notits: Svá segja fróðir menn, at margir i ætt Myramanna . . . hafi verit manna vænstir, en þat se þá mjök sundrgreiniligt, því at sumir i þeirri ætt er kallat at ljótastir hafi verit o. s. v.[127]. Det hele er lånt fra Egils s. FJ. k. 87 s. 321, dog med nogle forandringer. Når denne beretning her tillægges »fróðir menn» , har altså interpolatoren Egils sagas forfatter in mente. Men nu ved vi, at Snorri efter sin død fik tilnavnet »hinn fróði«[128]. Et fuldstændig analogt tilfælde finder vi i Landn. Stb. k. 156: »Svá segja fróðir menn, at þat sumar fóru xxxv. skipa til Grænlands ór Breiðafirði[129]. Med disse fróðir menn mener Stb. ingen anden end Ari fróði. Hb. k. 78 og Mb. har bevaret en mere oprindelig tekst: Sá segir Ari Þorgilsson, at o. s. v.

Når vi nu ud fra den forudsætning, at Snorri er forfatteren, søger at besvare spørsmålet om sagaens tilblivelsestid, forekommer det mig af forskellige grunde sandsynligst, at den er begyndt, og måske fuldendt, under hans ophold på Borg i årene 1202 — c. 1207[130]. Derfor taler den påpegede udvidelse af Skalla-Gríms landnám og fremfor alt den minutiøse nøjagtighed, hvormed den første bebyggelse af egnen omkring Borg omtales i sagaen[131]. Efter ankomsten til Borg må Snorri have haft rig lejlighed til at gøre sig bekendt med den der og i omegnen levende tradition om slægtens stamfædre, Kveldúlfr, Skalla-Grímr og Egill, samt om egnens ældste bebyggelsesforhold. Dette måtte naturligvis i højeste grad interessere ham både som medlem af slægten og som arving til dens politiske magt, tilmed da de om Kveldúlfr og hans efterkommere verserende sagn havde mange berøringspunkter med Snorris yndlingsstudium, den norske kongesaga. Det måtte da være en fristende opgave for ham at skrive slægtens ældste saga med benyttelse af dens og egnens tradition samt af de kilder til de norske kongers historie, som han var i besiddelse af eller havde lært at kende i Oddi. At sagaen er et ungdomsarbejde, fremgår også deraf, at forfatteren åbenbart endnu ikke har opnåt det mesterskab i benyttelse af skjaldevers som historisk kilde, som han viser i Hkr. Nogle af versene indeholder iøjnefaldende modsigelser til den prosaiske fremstilling[132]. Eksempler herpå vil man vel næppe kunne påvise i Hkr. Jeg tror derfor, at sagaen er begyndt og måske fuldendt på Borg under det friske indtryk af egnens tradition.

Herimod synes ved første øjekast at tale overdrivelsen af Tungu-Oddrs betydning som høvding, da det herhen hørende stykke uden tvivl ikke er skrevet for erhvervelsen af Reykjaholt og Reykhyltingagoðorð. Men ser man nærmere til, indeholder dette stykke netop en bekræftelse af, at sagaen, bortset fra enkelte senere tilføjelser, er skrevet på Borg. Notitsen om Tungu-Oddrs politiske magtstilling er nemlig åbenbart et senere tillæg i sagaen. Den står på et fuldstændig umotiveret sted, etter at Tungu-Oddr allerede for længe siden er »ude af sagaen«, i slutningen af k. 84 (s. 316), i stedet for, at den burde have stået der, hvor Tungu-Oddr først optræder som aktiv person, i k. 81 (s. 301), hvor Steinarr søger hjælp hos ham. Hvis dette stykke var samtidigt med den øvrige saga, vilde det umulig have kunnet få denne forkerte plads, tilmed i en saga, hvis disposition i øvrigt er så mønsterværdig. Jeg tror derfor, at Snorri efter erhvervelsen af Reykjaholt og Reykhyltingagoðorð har ladet denne notits tilføje ved en af sine afskrivere, som har indsat den på et forkert sted. Og er dette rigtigt, afgiver netop denne notits et bevis for, at sagaen i dens hovedtræk var færdig inden flytningen fra Borg til Reykjaholt, altså c. 1207.

Man kan let tænke sig, hvilken opsigt og begejstring et så monumentalt værk om egnens ældste historie må have vakt, når det blev oplæst på de hyppige folkemøder eller udbredt i afskrifter til egnens fornemste bønder. Det har da været almindelig bekendt, at Snorri var forfatteren, og selvfølgelig må værket have været en mægtig løftestang til at skaffe ham beundrende tilhængere og bane ham vejen til det tilstræbte herredømme over hele Borgarfjordsegnen.

Når Snorri i sagaen tillægger sin stamfader et større landnám, end der tilkommer ham i følge den ældre i Mb. opbevarede tradition, og overdriver sin forgænger Tungu-Oddrs politiske indflydelse, er dette både menneskeligt og naturligt. Men i øvrigt tror jeg, at Snorri i bægge tilfælde støtter sig til en tradition, som i tidens løb har udviklet sig hos de fra Skalla-Grímr og Tungu-Oddr nedstammende slægter. Man kan altså ikke bebrejde Snorri, at han selv har opdigtet disse overdrivelser, men kun, at han har foretrukket den yngre og mindre pålidelige slægtstradition for den ældre og mere sandsynlige, som han kendte fra Landn.

Den antagelse, at Snorri er forfatter til Egils s., giver os også en naturlig forklaring af grunden til, at recensionen Stb.-Hb. efter den har optaget beretningen om Skalla-Gríms og Ketill hængs udvidede landnám og i øvrigt stærkt benyttet Egils s. Hb. stammer jo fra Styrmir og Sturla og Stb. i det væsentlige fra Sturla. Men bægge disse mænd var på det nøjeste knyttede til Snorri. Den første synes at have været Snorris klient og i en længere tid at have opholdt sig i Reykjaholt. Den sidste fik til dels sin opdragelse i Reykjaholt hos sin farbroder[133]. Vi ved ikke fra hvem af dem recensionen Stb.-Hb. oprindelig stammer; rimeligvis er det Styrmir, da han er den ældste. Men så meget er sikkert, at bægge må have kendt Egils s., hvis den er forfattet af Snorri. Og hvad enten det er Styrmir eller Sturla, som først har istandbragt denne Landn.-recension, kan vi kun finde det naturligt, at han i følge hele sit forhold til Snorri benyttede de oplysninger til landnamshistorien, som han fandt i Egils s., og i regelen, hvor der var uoverensstemmelse mellem denne og den benyttede gamle Landn.-tekst, foretrak den første.

Vi er da gennem denne lange ekskurs igen komne tilbage til vort udgangspunkt, undersøgelsen af forholdet mellem Landn. og Egils s.


III.


Gustav Vigelands «Snorremonumentet» ble reist til minne om Snorre Sturlason på Snorres gård Reykholt i Island i 1947. En kopi ble satt opp i Bergen i 1948.

Også i afsnittet om Ketill gufa (eller Gufa) finder vi berøringspunkter mellem Landn. og Egils s., og mærkelig nok viser det sig, at vi her igen har det samme forhold mellem recensionerne Stb.-Hb. og Mb., idet den sidste indeholder en selvstændig og af Egils s. uberørt tekst, hvorimod den første åbenbart er en kompilation af teksten i Mb. og Egils s.

Den første uoverensstemmelse, der falder i øjnene, gælder mandens navn og slægtskabsforhold. I Mb. kaldes han konsekvent Gúfa eller (forvansket) Guði[134], som åbenbart er et tilnavn. Hvorvidt den mand, hvorfra beretningen i Mb. oprindelig stammer, har kendt denne persons egentlige navn, får stå hen. På en lignende måde nævner Mb.'s membranfragment Ketill hængr altid ved hans tilnavn. Denne Gufa er i følge Mb. søn af landnámsmanden Ketill Bresason på Akranæs. At vi ikke her har at gøre med en uagtsomhedsfejl i Mb., fremgår af, at Gufa i denne indordnes efter landnámene på Akranæs — om ordenen vil vi senere tale — og altså sættes i forbindelse med Ketill Bresason, samt deraf, at Gufa i følge Mb. 's beretning, efter at have taget ophold i Steinunn den gamles område på Rosmhvalanæs, går ind på at flytte derfra, mod at Steinunn indrømmer gården Holmr på Akranæs ret til en fiskerstation (vermannastöð) på Rosmhvalanæs[135].

Derimod kalder Stb.-Hb. denne mand lige så konsekvent for Ketill gufa og gør ham til søn af Örlygr Boðvarssøn, en landnámsmand, som får land i Aðalvik (nuværende Isafj. syssel) hos Geirmundr heljarskinn og tager Slétta og Jökelljordene i besiddelse. Med hensyn til navnet stemmer Stb.-Hb. med Egils s. Derimod finder vi ikke i Egils s. noget om mandens afstamning.

Allerede det anførte viser, at der her er tale om to forskellige lokalsagn, og dette bliver endnu mere indlysende, når vi først sammenligner beretningen om Gufa, som den findes i Mb., med beretningen om Ketill gufa i Egils s., og derpå bægge disse beretninger med det tilsvarende afsnit i Stb.-Hb.

Den udførlige fremstilling af Gufas æventyr, inden han bosatte sig i Gufudal ved Gufufjorden (Bardastrands syssel), findes nu kun i den yngre Mb.[136], da membranfragmentet har en lakune på den plads, denne fremstilling indtager i den yngre Mb. Men at den også har stået i membranfragmentet, fremgår klart deraf, at dette, hvor det omhandler »Gufa« som landnámsmand i den ham som sådan tilkommende orden, ved ordene »sem fyrr er sagt« henviser til et tidligere afsnit om Gufa, som ikke kan være noget andet end det, som den yngre Mb. har opbevaret i forbindelse med landnámene på Akranæs. I følge denne beretning flytter Gufa (af en eller anden grund, som ikke angives) bort fra sine slægtninge på Akranæs[137] til Ingolfr Arnarsons område og vil bosætte sig i nærheden af Reykjavik på gården Nes, d. v. s. Gufunes, som gården nu kaldes[138], men Ingolfr jager ham bort derfra. Han går da til Rosmhvalanæs, som Ingolfr havde foræret til sin slægtning Steinunn den gamle[139], og tager ophold på Gufu(skálar)[140], men da Steinunn søger at fordrive ham, går han ind på at flytte bort mod indrømmelse af ret til fiskerstation på Gufuskálar for gården Holmr på Akranæs. Inden han rejser bort, betror han sin hustru og sit gods til trællen Skorri, som altså bliver tilbage på Gufuskálar, medens Ketill drager ud for at søge efter bopæl. Den første vinter efter bortrejsen opholder han sig ved Gufuá (Myresyssel), den anden på Gufuskálar på Snæfellsnæs og den tredje ved Gufufjord (Bardastrands syssel). På det sidste sted syntes han bedst om landet, og derfra vendte han tilbage sydover (åbenbart for at hente sin hustru og sit gods). Imidlertid havde Skorri under hans lange fraværelse søgt at bilde hans kone ind, at hendes mand var død, og villet tage hende til ægte; men hun mødte hans tilnærmelser med afsky og vilde tage sig selv af dage. Da Gufa kommer tilbage, flygter Skorri og opholder sig den første vinter i Skorraholt[141] og den anden i Skorradalen. Men Gufa fandt ham tilsidst [på Skorraey uden for Myrar[142] og dræbte ham der. Derpå tog Gufa fast ophold i Gufudal (Bardastr. syssel). »Hans søn var Þorkell skeifr, fader til Arnorr, fader til Kolli på Heynes[143]). [144]

Noget senere omtaler Mb. ligesom Stb. — Hb. har her en lakune — » [Ketill[145]] Gufas frigivne Skorri, som tog land i Skorradalen oven for indsøen (i dalen) og blev dræbt der« og en anden af hans trælle, »Flóki, som tog Flokadal og blev dræbt der«. Om denne sidste tilføjer Mb. den selvstændige variant, at han var »broder til Skorri«. Bægge disse notitser hører sikkert til den oprindelige Landnáma, da de både i Mb. og Stb. står på den plads, som tilkommer dem i landnámenes rækkefølge, og dette bekræftes også ved Mb.s selvstændige variant[146]. Der kan ikke være nogen tvivl om, at den Skorri, som her siges at have taget det øverste af Skorradalen i besiddelse og blev dræbt der, er den samme som på det tidligere sted i Mb. siges at have skjult sig for Gufas efterstræbelser i Skorradalen. Han kan da ikke være bleven dræbt på Skorraey, hvoraf følger, at de ovenfor i referatet af Mb. indklamrede ord bor gå ud. Vi vil senere få at se, at de er indsatte af den yngre Mb.s skriver efter de andre håndskrifter; udelades de, stemmer bægge steder overens om, at Skorri blev dræbt i Skorradalen.

Endelig finder vi i den ældre Mb. (membranfragmentet) Gufa omtalt som landnámsmand, der tog Gufufjorden og Skálanes og bosatte sig i Gufudal (Bardastr.syssel) [147].

Helt anderledes, men dog med væsentlige berøringspunkter, lyder sagnet i Egils saga. Denne lader Ketill gufa komme til Island fra Irland, da landet var blevet næsten helt bebygget. Han har mange irske trælle i sit følge. Den første vinter opholdt han sig på Gufuskálar på Rosmhvalanes, den anden på Gufunes. Derfra går han til Borgarfjorden, hvor han opholder sig den næste (3.) vinter på Gufuskálar[148], men fortøjer sit skib i mundingen af Gufuá. Herfra går han videre mod »vest« (d. v.s. nord) til Breiðifjörðr for at søge efter bopæl. Efter at han er rejst, løber hans trælle bort (fra Gufuskálar ved Hvitá), overfalder bonden Þorðr Lambason på Lambastaðir, brænder ham inde og røver alt, hvad de kan føre med sig. Noget efter at de er tagne afsted med deres bytte, vender Þórðs søn Lambi, som var rejst til en tingforsamling, hjem til den brændte gård, forfølger dem øjeblikkelig og dræber dem på forskellige steder, som siden bærer navn efter vedkommende træl, Skorri i Skorrey, Þórmóðr i Þormóðssker, Kóri i Kóranes. At forfatteren har kendt endnu flere stedsnavne, opkaldte efter Ketill gufas trælle, antydes i følgende ord: þeir hentu þrælana enn fleiri, þar sem siðan eru örnefni við kend[149]. Ketill deltager her slet ikke selv i drabet på sine trælle, og der berettes intet videre om ham, end at han nedsatte sig ved Torskefjorden[150], hvor Gufudalr og Gufufjörðr er opkaldt efter ham, og blev gift med Geirmundr heljarskinn's datter Ýrr og havde med hende en søn Vale[151].

Når vi nu sammenligner Mb. og Egils saga med hinanden, er det indlysende, at sagnet, således som det fortælles i Egils saga, kun er en borgfjordsk version af det til Akranæs knyttede sagn, som findes i Mb. Grundtrækkene i Gufas eller Ketill gufas æventyr, hans omflakken nord på fra yderpunkterne Gufunes — Rosmhvalanes til den endelige bosættelse i Gufufjorden, hans ophold på de efter ham benævnte steder (Gufunes, Gufuskálar på Rosmhvalanes, Gufuá, Gufufjörðr), alt dette er væsentlig det samme. Men det ejendommelige er, at medens sagnet i Mb. ikke i nogen henseende synes at været påvirket af det borgfjordske sagn om Þórðr Lambason's drab ved Guas trælle, men at repræsentere den rene og uforfalskede Akranæs-tradition, er det på den anden side indlysende, at Egils sagas forfatter har kendt hovedtrækkene i det til Akranæs knyttede sagn, men modificeret det ved indførelse af selvstændige borgfjordske sagn, samt af sagnet om, at Ketill gufa blev gift med Geirmunds datter, hvad enten denne tradition nu stammer fra Borgarfjorden eller ikke. Alle divergenser mellem sagnene forklares naturlig ud fra denne forudsætning. Da Ketill gufa på sin vej mod vest (nord) blev gift med Geirmunds datter, kunde han ikke i forvejen have en kone på Rosmhvalanæs. Anledningen til Skorris drab kunde da ikke være hans attentat på Ketills hustru på Rosmhvalanæs, tilmed da man i Borgarfjorden vidste, at Skorri ikke var bleven dræbt i Skorradal af (Ketill) Gufa, men i Skorraey af Lambi eller hans mænd i anledning af mordbranden på Lambastaðir. Egils sagas forfatter optager altså Akranæs-sagnet, eliminerer deraf alt, hvad han ikke kunde bruge eller som stred imod de borgfjordske sagn, udelader sagnet om Gufas ophold på Snæfellsnæs, som ikke havde nogen betydning for hans saga, og indsætter de borgfjordske sagn på det passende sted, hvor opholdet ved Gufuá omtales. Når Egils saga lader opholdet på Rosmhvalanæs gå forud for opholdet på Gufunæs, medens Mb. har den omvendte orden, skyldes dette åbenbart en rettelse i Egils saga, hvis forfatter har tænkt sig, at Ketills omflakken stadig er foregået i samme retning, (væsentlig) fra syd til nord, og at han derfor først er gået ud fra det sydligste sted, Rosmhvalanæs, til det nordligere Gufunæs og derfra videre nord over, indtil han endelig havner i Gufufjorden. Netop fordi Egils sagas orden er mere glat, synes den at være mindre oprindelig. Når Egils saga ikke ligesom Mb. lader (Ketill) Gufa rejse tilbage sydover fra Gufntjorden, er grunden åbenbart den, at en sådan tilbagerejse ikke vilde have nogen betydning for begivenhedernes gang, således som de fremstilles i overensstemmelse med de borgfjordske sagn. Ketill deltager jo ikke selv i sine trælles drab, og heller ikke melder sagaen noget om, at han skulde have taget hævn derfor. Fra den borgfjordske tradition stammer de mange trælle i stedet for den ene Skorri i Mb. Det er således klart, at vi i Egils saga har en sammenstøbning af sagnet i Mb. og de borgfjordske sagn med de af sagnenes uoverensstemmelser følgende forandringer.

Af disse to fremstillinger af sagnet — Mb. og Egils saga — er nu recensionen i Stb.-Hb. en kompilation. Denne kalder manden ligesom Egils saga for Ketill gufa, men ejendommeligt for Stb.-Hb. er, at de gør denne Ketill gufa til søn af landnámsmanden Örlygr Böðvarsson Vigsterkssonar og Örlygs hustru Signy Óblauðsdóttir Högnasoar ens Hvitá. Hvorfra denne notits er hentet, vil senere blive undersøgt. Da Örlygr tog land i egnen omkring Aðalvik (i det nordlige Isafjords syssel), er (Ketill) Gufa dermed udløst fra al forbindelse med Akranæs, og Stb.-Hb. har derfor indsat de til (Ketill) Gufa knyttede sagn på den plads, som tilkommer denne i landnamsmændenes række (ved Gufufjorden). I overensstemmelse med Egils saga lader Stb.-Hb. Ketill gufa komme til Island fra Irland henimod landnamstidens slutning med irske trælle i sit følge. Af disse nævnes ligesom i Egils saga Þormóðr, Kóri[152] og Svartr, og desuden Flóki, som er hentet fra Stb. k. 34. (Hb. har her en lakune. Mb. har også Flóki på dette sted med en selvstændig variant, se ovenfor)[153]. Men når både Egils saga og Mb. lader sig nøje med en Skorri, er dette ikke nok for Stb.-Hb., som giver Ketill gufa to trælle af dette navn. Grunden hertil er indlysende. I den foreliggende landámatekst — som med hensyn til Gufa og Skorri har været identisk med Mb. s tekst — fandt redaktøren af Stb.-Hb. en Skorri omtalt som dræbt af Gufa i Skorradalen og som landnámsmand der (jfr. Stb. k. 31 s. 139, hvor Hb. har en lakune, men Mb. stemmer med Stb.) I Egils saga derimod fandt han en Skorri, som blev dræbt af Lambi i Skorraey. Heraf sluttede han, at der måtte være tale om to personer. Ligesom Egils s. lader Stb.-Hb. Ketill gufa lande ved Rosmhvalanæs og tage ophold der på Gufuskálar den første vinter og derpå tilbringe den anden vinter på Gufunes. Her løber den ældste af de to Skorrar og trællen Flóki bort fra ham med konur tvær ok fé mikit. De søger sig først et skjulested i Skorraholt[154], men bliver derpå dræbte, Flóki i Flokadal og Skorri i Skorradal. Man ser, at Stb.-Hb. overfører på denne ældre Skorri det meste af, hvad der berettes om Skorri i Mb., dog med de modifikationer, som med nødvendighed følger af kompilatorens stilling til Egils saga. Anledningen til Skorris flugt er her ikke noget attentat på Ketill gufas hustru, naturligvis fordi kompilatoren i henhold til Egils saga mente, at Ketill, som lidt senere giftede sig med Ýrr, ikke på dette tidspunkt kunde have haft en kone. Dog gør kompilator en indrømmelse til den ved Mb. repræsenterede tekst, når han lader trællene løbe bort hver med sin kvinde. Med hensyn til denne Skorri's ophold i Skorraholt og drab i Skorradalen, stemmer Stb.-Hb. med Mb. At kompilator lader Flóki flygte sammen med Skorri, har sin naturlige grund i ligheden af bægges skæbne. Bægge tager som landnámsmænd to hinanden nærliggende dale i besiddelse og bliver hægge dræbte hver på sit landnám. Når kompilator henlægger trællenes flugt til Ketills ophold på Gufunes, inden han tiltræder sin rejse længere vest (nord) på, medens Mb. lader Skorri flygte fra Gufuskálar på Rosmhvalanæs og først efter at eller samtidig med, at Gufa vender tilbage fra Gufufjörðir for at hente sin hustru, så har denne afvigelse først og fremmest sin grund i, at kompilator ikke tror, at Ketill har haft nogen hustru, inden han rejste vest (nord) på. I sin landámatekst, som stemte med Mb., så kompilator desuden, at det var Ketill, som dræbte Skorri, hvilket også i følge kompilators tekst er en naturlig følge af trællenes flugt. Han har da draget den slutning, at Ketill må have dræbt de to trælle under sit ophold ved Hvitá, som ligger nær ved de steder, hvor de blev dræbte. Altså måtte flugten have fundet sted for Ketills ophold i Borgarfj orden, men dog så nær ved dette som muligt. Men nu kommer Ketill i følge Stb.-Hb.-Egils s. til Borgarfjorden fra Gufunes. Flugten måtte altså henlægges til den vinter, Ketill tilbragte der[155].

Efter opholdet på Gufunes lader Stb.-Hb. Ketill i overensstemmelse med Egils s. drage til Borgarfjorden og opholde sig der en vinter på Gufuskálar nær ved Gufuá. Resten af sagnet fremstilles i bægge håndskrifter i væsentlig overensstemmelse med Egils saga, men dog med nogle variationer og indbyrdes afvigelser. Hb. lader Ketill — i overensstemmelse med Mb. — drage fra Borgarfjorden til Gufuskálar på Snæfellsnæs og opholde sig der en vinter. Næste forår rejser han længere vest (nord) på til Geirmundr heljarskinn (Geirmundarstaðir ved Skarð på Skarðsströnd, Daiasyssel), gifter sig med hans datter Ýrr og får af Geirmundr anvisning på land vest (nord) for Breiðfjörðr. Imidlertid er hans trælle efter hans bortrejse løbne bort fra Gufuskálar på Snæfellsnæs; de strejfer sydover til Borgarfjorden, overfalder Þórðr Lambason på Lambastaðir og bliver derpå indhentede og dræbte af dennes søn ganske som i Egils saga. Af de dræbte trælle nævnes de samme som i Egils saga tilligemed det til hver træl knyttede stedsnavn (blandt disse nævnes Svartssker, som Egils saga ikke omtaler). En af trællene er Skorri (den yngre), som bliver dræbt i Skorraey[156]. Ketill tager land ved Gufufjorden og på Skálanes til Kollafjörðr. Af hans og Yrs sønner omtales kun Oddi. Hb. omtaler ikke, at Ketill efter bosættelsen ved Gufufjorðr har gjort nogen rejse tilbage syd over, og stemmer for så vidt med Egils saga.

Hermed stemmer Stb. i det væsentlige, som oftest ordret. Dens vigtigste afvigelse fra Hb. består i, at den lader Ketill rejse direkte fra Hvitá efter vinteropholdet der til Geirmundr heljarskinn i overensstemmelse med Egils saga, udelader altså af Hb.s fremstilling det mellemliggende vinterophold på Snæfellsnæs, som Egils saga ikke omtaler, og som i Hb. er en indrømmelse til den ved Mb. repræsenterede tekst. Naturligvis stemmer da også Stb. med Þorgils saga, for så vidt som den lader trællene løbe bort, ikke fra Gufuskálar på Snæfellsnæs, men fra Gufuskálar ved Hvitá. I øvrigt fortælles overfaldet på Lambastaðir, trællenes drab, Ketills ophold hos Geirmundr og giftermål med hans datter, anvisningen af landet og bosættelsen der på samme måde som i Hb. Kun lader Stb. Ketill inden den endelige bosættelse ved Gufutfjörðr drage tilbage syd over og tage vinterophold på Snæfellsnæs på Gufuskálar. Dette er en indrømmelse til den tekst, som for os repræsenteres ved Mb.

Når man sammenligner disse uoverensstemmelser mellem Hb. og Stb. i dette sidste afsnit af sagnet (efter vinteropholdet ved Hvitá), får man det indtryk, at Hb.s fremstilling er den oprindeligste og mest primitive af de to, idet denne, i alt fald med hensyn til vinteropholdenes tidsfølge, nærmere slutter sig til den ved Mb. repræsenterede tekst, samt at Stb.s fremstilling i virkeligheden kun er en omarbejdelse af teksten i Hb. Ud fra denne forudsætning er Stb.s afvigelser fra Hb. lette at forklare. Stb.s redaktør har selvfølgelig indset det urimelige i, at trællene efter deres flugt fra Snæfellsnæs skulde have tilbagelagt den lange vej til Lambastaðir gennem en tæt bebygget egn, hvorimod alt var naturligt, hvis overfaldet udgik fra den nærliggende Hvitá, således som det berettes i Egils saga, som sikkert har foreligget Stb.s redaktør. Han lader altså ligesom Egils saga Ketill drage direkte fra Hvitá til Breiðifjörðr og følger i det hele Egils saga i begivenhedernes fremstilling; men for at få vinteropholdet på Snæfellsnæs med , er han dog nødt til at lade Ketill, inden den endelige bosættelse ved Gufufjðrðr, drage tilbage syd over og opholde sig en vinter på Snæfellsnæs. Foruden Oddi nævner Stb. Porhallr som en søn af Ketill og Ýrr.

Vi har da set, at forholdet mellem Landnáma-recensionerne og Egils saga i afsnittet om (Ketill) Gufa er fuldstændig det samme som i afsnittet om Skalla-Grímr og de til ham knyttede landnámsmænd. Sagnets ældste form foreligger i Mb. og viser sig at være et særlig til Akranæs knyttet lokalsagn, som tillige har søgt at forklare de mange stedsnavne på landets vestkyst, hvor Gufu optræder som første sammensætningsled. Dette sagn har foreligget forfatteren til Egils saga[157], men han omformer det i henhold til borgfjordske lokalsagn. Disse to fremstillinger af sagnet ligger så til grund for den i Stb.-Hb. foreliggende kompilation. Men hvorledes er Gufa Ketilsson Bresasonar (Mb.) bleven til Ketill gufa (Egils s. , Stb.-Hb.) Örlygsson Böðvarssonar (Stb.-Hb.)? Dette trænger til en nærmere forklaring. Den Örlygr, som Stb.-Hb. gør til Ketill gufa's fader, findes i alle Landnámarecensioner opført som landnámsmand i Aðalvik på den plads, som tilkommer ham i landnamsmændenes række. Han siges at have fået Aðalvik som gave fra Geirmundr heljarskinn, men tog desuden som selvstændig landnámsmand Slétta og Jðkulfirðir i besiddelse. Med sin hustru Signy Óblauðsdóttir fik han — således hedder det enstemmig i alle recensioner — sønnen Ketill gufa, som blev gift med Ýrr, datter af Geirmunðr (heljarskinn). Dette afsnit gør indtryk af at være oprindeligt i Landnáma. Der kan nu ikke være nogen tvivl om, at først Egils saga og senere efter den Stb.-Hb. har på denne Ketill gufa, Geirmunds svigersøn, overført det meste af, hvad den ældre Landnáma, for os repræsenteret ved Mb., fortalte om Gufa Ketilsson's æventyr og bosættelse i Gufufjðrðr. Vel omtaler Egils saga ikke Ketill gufas forældre, men der kan næppe være tvivl om, at sagaens forfatter har haft de samme anskuelser om hans slægtskabsforhold som Stb.-Hb., både fordi han kalder manden for Ketill gufa og sætter ham i en forbindelse med Geirmundr, som Mb. ikke kender noget til, og fordi han omtaler hans giftermål med Ýrr. Hvis Snorri Sturluson er forfatter til Egils saga, havde han også en særlig opfordring til at vide besked om dette giftermål og om Ketills slægt, da han jo var en efterkommer af Ketill og Ýrr[158]. Der synes jo i virkeligheden at være tale om to forskellige personer. Den ene, Gufa Ketilsson, levede i traditionen på Akranæs, hvorfra han stammede og hvor hans efterkommere senere havde hjemme (Kolli i Heynesi). Rimeligvis er Gufa kun hans tilnavn, men hvad hans virkelige navn var, kan vi nu ikke sige. Den anden Ketill gufa Örlygsson erindredes i de borgfjordske lokalsagn (og i Sturlungernes slægtstradition) og vistnok også i traditionen i det nordlige Isafjordssyssel. Det afgørende bevis for, at man her har gjort to personer til en, ligger i de forskellige slægtskabsforhold, idet ikke blot deres forfædre, men også deres efterkommere er forskellige. Mb. ved slet ikke noget om Gufas forbindelse med Geirmunds datter eller om, at Gufa med hende skulde have haft de sønner, som omtales i Stb.-Hb. og Egils saga, og på den anden side tager Stb.-Hb.-Egils saga ikke den mindste notits af slægtrækken: Gufa Þorkell skeifr — Arnorr — Kolli i Heynesi, som findes i Mb. Navneligheden har bevirket, at disse to personer er blevne forblandede med hinanden. At man i de forskellige egne henførte de på Islands vestkyst ikke ualmindelige stedsnavne, som begynde med Gufu-, til den Gufa, som man bedst kendte, var kun naturligt[159].

Hvilken af disse to personer er det, som har taget land i Gufudal ved Gufufjorden? Derom skal jeg ikke udtale mig, men kun fremhæve, at den ældste nu kendte skriftlige tradition, den som gennem flere mellemled er opbevaret i Mb. , tillægger Gufa Ketilsson dette landnara. Den lille notits om Gufa, som findes i Mb. s membranfragment (Landn. FJ. s. 241), hører sikkert til den oprindelige Landnáma. Og det samme gælder sikkert også Akranæs-sagnet om Gufa (Landn. FJ. s. 243 — 44), hvortil membranfragmentet henviser.

Den forstyrrede orden i afsnittet om landnámene på Akranæs både i Hb. og den yngre Mb. synes i øvrigt at vise, at dette afsnit er forøget med senere tilsætninger. Gufa står nu i Mb. adskilt fra sin fader Ketill og dennes søn Jörundr ved flere mellemliggende afsnit (om Ásolfr, Fiðr, Hafnar-Ormr, Hroðgeirr og Oddgeirr, Bekan eller Beigan), og dog knyttes han udtrykkelig til sin broder ved følgende indledningsord: Gufa hét annarr son Ketills (nemlig foruden Jörundr). Disse ord lyder i høj grad unaturlig på grund af det mellemliggende lange stykke, og man synes af dem at kunne slutte, at brødrene oprindelig har stået nærmere ved hinanden, samt at de er blevne adskilte og ordenen forstyrret ved senere indskud. Stykket om Ásolfr gør indtryk af at være en sådan senere tilføjelse. For så vidt som Ásolfr er landnámsmand, hører han til en anden egn (Rangárþing), og hans bosættelse på Akranæs og de til ham knyttede legender vedkommer egentlig ikke landnamshistorien. Jeg har tidligere påvist, at stykket om Ásolfr må have stået i Gunnlaugs Olafs saga Tryggvasonar, samt at den oprindeligste fremstilling af Ásolfs-sagnet findes i 01. s. Tr. i Fms.- Flat. og i Stb., som væsentlig stemmer med Olafs-sagaen og ikke medtager de senere tilsætninger til sagnet, som findes i Hb.-Mb.[160]. Jeg tror nu, at Ásolfssagnet i Landnáma er en interpolation, hentet fra Gunnlaugs Olafssaga og senere (jfr. Hb.-Mb.) forøget ved tilsætninger. Det er af interpolatoren indsat næst efter notitsen om Gufas broder Jörundr, fordi denne i følge legenden lod bygge et hus til Ásólfr; dette indskud synes at have været den første anledning til, at brødrene, som oprindelig må have stået sammen, er blevne fjærnede fra hinanden, og naturligvis kunde det let bevirke yderligere forstyrrelser af ordenen, idet interpolatoren, da han optog tråden igen efter indskudet, let kunde komme til at overspringe noget, som han så måtte sætte ind på et senere sted. Derved synes både Bekan og Gufa og Hallkell i Mb. at have fået plads efter Hafnar-Ormr i stedet for næst efter indskudet, mellem dette og Fiðr enn auðgi, hvor Bekan er indordnet i Stb. Overhovedet er ordenen i Stb. her mere glat end i de andre håndskrifter, men det er derfor ikke sikkert, at den er mere oprindelig. Det er ikke usandsynligt, at den oprindelige Landnáma kun har opregnet de selvstændige landnámsmænd i denne egn, nemlig foruden brødrene Þormoðr og Ketill med deres børn kun Fiðr enn auðgi og Hafnar-Ormr, men at Bekan og Hallkell, som får land hos brødrene, (foruden Ásolfr) er senere tilføjelser, indsatte på forkerte steder, samt at den mand, som har istandbragt Stb., har rettet på ordenen i overensstemmelse med sin bedre lokalkundskab. Hb. indsætter Bekan og Hallkell mellem Fiðr enn auðgi og Hafnar-Ormr, og afviger således både fra Stb. og Mb., hvilket tyder på, at kapitlerne om Bekan og Hallkell er senere indskud. Så meget synes i hvert fald at være sikkert, at ordenen her er forstyrret ved senere overarbejdeise af den oprindelige tekst, at brødrene Jörundr og Gufa, som tidligere har stået samlede på et sted, er blevne adskilte på grund af denne overarbejdeise, og endelig at afsnittet om Gufa må være ældre end disse senere interpolationer og ordensforstyrrelser og altså stamme fra den oprindelige Landn.-text.



Fodnoter

  1. Landn. FJ. s. XL VII og XLIX; jfr. også Egils s. FJ.'s udg. s. LXXVIII— LXXX. Lit Hist. IL 8.421-422.
  2. Denne recension er hidtil bleven i en utilbørlig grad overset og undervurderet af Landn. -udgiverne. Vel er den i den os overleverede skikkelse ikke meget gammel og indeholder forskellige fejl og senere tilføjelser. Men bortset fra disse, som i regelen er let kendelige, repræsenterer den som oftest overfor de andre håndskrifter en ældre og mere oprindelig landámatekst. Desværre er recensionen mangelfuldt overleveret, idet vi kun har de bevarede membranbrudstykker, aftrykte i udg. 1843 s. 341—353 og i FJ.'s udg. s. 235-242, og den såkaldte yngre Mb.., som er et blandingshåndskrift, udarbejdet efter alle 3 hovedhåndskrifter, Stb., Hb. og Mb. Hvor vi ikke har membranen, er vi altså med hensyn til Mb.'s tekst udelukkende henviste til den yngre Mb.'s selvstændige varianter, d.v.s. de varianter, hvortil der ikke findes noget tilsvarende i Stb.-Hb. Den yngre Mb. findes i AM. 106 fol., skreven af præsten Þórður Jónsson i Hitárdal (f 1670). Jfr. herom FJ. fortalen til hans Landn. s. VI — VII.
  3. Jfr. Egils s. FJ. k. 1 s. 3—4, k. 17—22 s. 48—65, k. 25—28 s. 75—91.
  4. Jfr. Kr. Kålund, Island I. s. 404. Når Kålund mener, at navnet Selalón nu ikke mere kendes, forholder dette sig ikke rigtig. Folk. som er kendte der på stedet, forsikrer, at de har hørt det brugt om havbugten udenfor Kaldórds, som endnu er et yndet tilholdssted for sælhunde.
  5. Stb. k. 27.
  6. Stb. k. 67, Hb. k. 55.
  7. [bygt hafa Hb.
  8. [ul. i Stb.
  9. Jfr. Landn., udg. 1843, I. s. 76 noterne underteksten, linje 4 — 5.
  10. Landn. FJ. s. 22 note g under teksten. Når FJ. mener, at ordene «frá Hafnarfjalli ok hingat til' trods håndskriftets udtrykkelige vidnesbyrd er hentede ikke fra Hb., men fra Mb., beror dette sikkert på, at han ikke har lagt mærke til den begrænsning, Mb. giver Skalla-Gríms landnám. I recensionen Stb.(-Hb.) er disse ord derimod nødvendige, da man ellers mangler terminus a quo.
  11. Med hensyn til disse grænser repræsenterer Stb. også den her defekte Hb.'s tekst. At Hb. med hensyn til dette punkt har stemt med Stb., vil blive indlysende ved den følgende undersøgelse og fremgår desuden allerede tilstrækkelig klart af Hb.'s læsemåde på det her behandlede sted («frá Hafnarfjalli ok hingat til«).
  12. Jfr. Egils s. FJ. k. 27—28 s. 88 og 90-91.
  13. Med ingen af kilderne stemmer den notits i Hb. k. 347 — som også synes at have stået i den ældre Mb., da den yngre Mb. har den noget afvigende fra Hb. (jfr. Landn., u dg 1843, 5.13 s. 317— 318) — , at Þórunn, »datter af Ketill kjölfari», var en bedstefarssøster (afasystir) til Grímr háleyski. Som datter af Ketill måtte hun jo i følge slægtrækken i Stb.-Hb. være søster til Grims oldefar, hvorimod hun i følge slægtrækken i Egils s. vilde være søster til Grims fader Þórir. I følge den yngre Mb. var hun søster til Grímr háleyski selv, hvilket heller ikke stemmer med nogen af kilderne og rimeligvis beror på forvanskning. Hvis man i Hb. læser afasystir Þóris föður Grims ins hál., stemmer denne med slægtrækken, således som den er overleveret andre steder Stb.-Hb. Men selv om man holder sig til den overleverede læsemåde viser den, at man har tænkt sig flere end ét slægtled mellem Grímr og Ketill kjölfari.
  14. Denne henvisning til den foregående fra Stb. lånte tekst er naturligvis tilføjet af den yngre Mb. 's skriver Þórður Jónsson.
  15. Når håndskriftet hertil føjer: Ingimundr hinn gamli var fóstbróðir hans ok var med honum hinn fyrsta vetr, er hann kom út hingat, ádr hann næmi Vatnsdal , så er dette åbenbart en interpolation fra Vatnsd., som Mb. stærkt har benyttet i afsnittet om Ingimundr gamli. Landn. FJ. s.244; udg. 1843, 1, 19 s. 58 note 2 u. t.
  16. Landn. FJ. 8.249, udg. 1843, 3, 2 s. 173 n. 11 u. t. Forns. Leipz. s. 189 jfr. Vatnsd. k. 7, Forns. Leipz. s. 12.
  17. Vatnsd. k. 10, Forns. Leipz. s. 20.
  18. Landnámsmanden her, Hrómundr háleyski, optræder i Vatnsd. som selvstændig og får ikke land anvist af Skallagrímr (jfr. hvad der ovenfor er bemærket om hans broder Grímr háleyski).
  19. Vel finder vi i Egils s. k. 56, s. 184 noget tilsvarende til Stb. k. 46, Hb. k. 34 om Hrémundr, men Egils s. er her langt mere kortfattet end Stb.-Hb. og gør indtryk af at være et uddrag af Landn. Al Stb. k. 46, Hb. k. 34 har stået i den oprindelige Landnáma, bekræftes også ved Mb., som her tilføjer en af sine sædvanlige slægtrækker — ned til Hallbera — og altså må have haft kapitlet.
  20. Jfr. Stb. k. 389 slutn.: Enn þeir menu, er nú eru taldir, hafa bygt i hans landnámi om de i det følgende opregnede landnámsmænd.
  21. Om Karl, som tog Karlsdal, hedder det i alle Landnámahåndskrifter, at hans landnám strakte sig ned til Jafnaskarð, »hvor det mødtes med Grims landnám« (til mótz við Grim). Denne Grímr må være Skalla-Grímr, kan næppe være dennes frigivne Grímr, da hans landnám, Grimsdalen, der omtales i det følgende kapitel, ligger højere oppe (nordligere og vestligere) end Jafnaskarð, en gård, der ligger omtrent midtvejs mellem Grisartunga og Hredavatn.
  22. Grisartunga kaldes gården, fordi den ligger i »tungen« mellem Gljufrá og en lille elv Litlá, som gennemstrømmer Grimsdalen og udgyder sig i Gljufrá lidt nedenfor (syd for) gården (anderledes Kr. Kålund, Island, I s. 365).
  23. Kålund, Island, I. 8.365—366.
  24. I den første del af afsnittet har vi rigtignok ikke Hb. til sammenligning på grund af lakunen. Men overensstemmelsen mellem Hb. og Stb. på de afgørende steder i den sidste del af afsnittet (Hb. k. 42 og 45—55 = Stb. k. 54 og 57—67) viser, at Hb. også i begyndelsen af afsnittet må have haft væsentlig den samme tekst som Stb.
  25. Dette kan sluttes af det følgende: »Egill fór til Islands«.
  26. Også i Orms Þ. Stérélfssonar i Flat. I. s. 521 finder vi en beretning om Ketills landnám, men den er kun et uddrag af Egils s. (stemmer i det hele med Wð). Den kan derfor helt lades ude af betragtning, undtagen for så vidt som den hist og her bidrager til at fastsætte den rigtige tekst i Egils saga.
  27. Når Egils saga opregner alle Ketills 5 sønner i væsentlig og til dels ordret overensstemmelse med Landnáma, må dette, trods den forskellige orden og enkelte afvigelser, være lånt fra en Landnáma, da stykket om Ketills sønner er uorganisk i Egils saga, hvor de ikke kommer til at spille nogen rolle, men derimod ganske er på sin plads i Landnáma.
  28. Sml. s. 177, anmærkning 1.
  29. fra [ ul. Stb.
  30. Egils s. FJ. k. 23 s. 69.
  31. Også Orms Þ. Storolfssonar støtter læsemåden Þjórsd. Rettelsen Rangá for Þjórsá har også gjort det nødvendigt et par linjer længere nede (s. 70") at rette »fyrir austan ána«, som står i alle håndskrifter, til fyrir utan ána. Det første passer fuldstændig, hvis elven, hvori Ketill lander, er Þjórsá. Der synes ikke at være nogen grund til disse rettelser. Derimod bør man sikkert lidt for (s. 70 skrive ok logðu við hit eystra land med hdskr. Wð og Orms þ, hvor udgaven har vestra for eystra.
  32. einkenniliga Hb
  33. ul. Stb.
  34. sik Stb.
  35. Jfr. Páll Sigurðsson i Safn til sögu Islands II. s. 500.
  36. Jfr. f. eks. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1893 s. 339.
  37. Denne afvigelse i den yngre Mb. er ikke noteret i FJ.s fortegnelse over dens varianter, og i udg. 184b s. 299 note 5 under teksten står, at den nævnte bemærkning er udeladt i »C«, d. v. s. Hauksbok. Men «C« må her være trykfejl for «E« d. v. s. Mb., da bemærkningen jo findes både i Stb. og Hb. (se FJ.s udg. Stb. k. 367, Hb. k. 322). Dette bekræftes også ved udg. 1829 8.232 note under teksten.
  38. Efter Asbjörn gør Hb. (og efter den den yngre Mb.i et spring ud til Vestmanøerne. Om grunden til dette spring vil der blive handlet i det følgende.
  39. På samme måde går Landn , efter at have beskrevet landnámene syd for Hvitá i Borgarfjorden og endt med den øverste bygd på Hvitá's sydlige bred (Geitland), over til den ligeoverfor liggende øverste bygd på elvens nordlige bred (Kalmanstunga) og derfra videre (jfr. ovenfor). Om Einhyrningsmörk og Sighvatr rauði's landnám se Br. Jónsson i Årb. hins isl. fornleifafjel. 1886 s. 52—61.
  40. fr. Krist for Krists, prest for prests osv. (Konr. Gislason, Frumpartar s. 68 og 115. Noreen, Altisl. u. altnonw. grammatik. 2. ausg., § 242), vazt for vatz (— vatns) i AM. 645, 4, Larssons udg. fortalen s. LXXI. Udgiverne har rettet Vestfell til Veslarsfell, hvilket stedsnavn nu ikke kendes. Det oprindelige navn for »Vatnsdalsfjall' var sikkert Vatnsfell, efter den indsø, som findes oppe på bjærget.
  41. Þórlaug omtales vel også i Landn., men på et andet sted: Hb. k. 305 (Stb. omtaler hende ikke) ; jfr. udg. 1843, 5,s, s. 285.
  42. Landn. Hb. k. 296, jfr. k. 305 og Stb. k. 346- Udg. 1843: 5,i og 5,8, s. 278 og 285. Njåla k. 25».
  43. Landn. Hb. k. 303 (s. 106) og k. 315, Stb. k. 344 (s. 218) og k.359. Udg. 1843: 5,8, s. 283 og 5,7, s. 295.
  44. Landn. FJ. s. 257— 258. Udg. 1843, 4,i8 s. 275 note 2 under teksten.
  45. Når jeg her og i det følgende taler om »grænser« mellem godord, må det ikke tages altfor nøjagtig. Retslig set var godordene ikke territoralt begrænsede, men faktisk kunde de være det. Grænserne var vistnok altid noget flydende.
  46. Sturl. Oxf. I s. 280 og 338.
  47. fr. Sturl. Oxf. 1 s. 347 og 352 hvor henholdsvis Hafnarfjall og Skarhsheiðr temlig tydelig betegnes som Borgarfjords-herredets grænse mod syd(vest).
  48. Sturl. Oxf. I s. 210.
  49. At Þorleifr Þórðarsons område strakte sig til Hafnarfjöll og Skardsheiðr, bekræftes også ved de ovenfor anførte steder fra Sturl. (Oxf. I s. 347 og 352— 353 — jfr. navnlig ordene kvað þá mundu herja út þannig på det sidste sted).
  50. Sturl. Oxf. II s. 118 fgg.
  51. Landn. FJ. Stb. k. 41, Hb. k. 29, Sturl. Oxf. I s. 82. Om overdragelsen af dette goðorð til Snorri vil vi senere få lejlighed til at tale.
  52. Sturl. Oxf. II s. 144 og 146. Jöklamannagoðord synes kun at være et andet navn for Lundarmannagoðorð. På det første af de to anførte steder skelnes det udtrykkelig fra Reykhyltingagoðorð, som i følge Landn. anf. st. i gammel tid havde sit centrum i gården Hofsstaðir. Jöklamenn er åbenbart det samme som Geitlendingar. Om disses stamfader Úlfr, søn af Grímr háleyski, hedder det i Landn. FJ. Stb. k. 41, Hb. k. 29, jfr. Mb. s. 244, at han tog land »fyrir ofan Deildargil ok alt til jökla fyrir sunnan Hvitá« (sål. Mb.; »milli Hvitir ok Suðrjökla»Stb.-Hb.) og boede i Geitland, som ligger øverst oppe ved Hvitá på dennes sydlige bred lige i nærheden af jöklerne (jfr. Kålund, Island I s. 326). Her boede altså Geitlændingerne eller Jöklamændene som de også kaldtes, i den ældste tid. Senere flyttede en gren af slægten til Hofsstaðir (se Landn. anf. sted), hvor den sammen med Tungu-Oddr ejede et godord, som siden fik navnet Reykhyltingagodord. Men en anden gren af den samme slægt finder vi i det 10. århundrede bosat på den omtalte tempelgård Lundr i Reykjadalr syðri, hvor den synes at have forestået det godord, som i vore kilder kaldes snart for Jöklamannagodorð, snart for Lundarmannagoðorð. Her omtales i denne tid tre på hinanden følgende høvdinger af Geitlandsslægten, nemlig Kjallakr, søn af Hrólfr yngri, hans søn Kollr og Kolls søn Bergþorr (Stb. k. 41, Hb. k. 29 og 16, HarSar s. Isl. s. II (1847) s. 7 o. fl. st.). Disse må have været ejere af gårdens tempel, som vel ikke omtales i gamle kilder, men hvis tilværelse derfor turde være ikke mindre sikker, da traditionen trofast har bevaret mindet derom ned til vore dage og fået en glimrende bekræftelse ved en i 1884 foretagen udgravning (Årh. fornleifafjel, 1884 —1885 s. 97). Da vi ved, at lunde var genstand for kultus i den hedenske tid, er der heller ikke noget påfaldende i at finde en tempelruin på en gård af dette navn. I Harðar s. omtales Kollr Kjallaksson som en stor høvding. Senere, ved slutningen af 12. årh., finder vi en slægt, som udtrykkelig kaldes for »Lundarmenn«, bosat på gården, nemlig præsten Kleppr Þorvarðsson, hans søn Ari og sønnesøn Bjarni (Sturl. Oxf. I s. 77 og 198—199). Fra disse Lundarmenn synes Þórðr Böðvarsson at have fået godordet (og efter ham Snorri), og det er sandsynligt, at de nedstammede fra de ældre Lundarmenn eller - Jöklamenn«, og altså selv kunde gøre fordring på at kaldes »Jöklamenn«. Ellers vilde det næppe være forståeligt, når vi i en så sen kilde som Þorgils saga skarða finder deres godord kaldt for Jöklamannagoðorð.
  53. Stud. Oxf. I s. 209— 210. Det må i høj grad beklages, at lslendinga saga giver så ufuldstændige og som det synes tilfældige oplysninger om godordenes fordeling. Således omtaler den vel Snorris erhvervelse af gården Reykjaholt, men ikke den samtidige erhvervelse af Reykliyltingagoðorð, som dog utvivlsomt fulgte med i købet. Om Myremændenes godord ved vi, at det endnu ved midten af det 12. århundrede ejedes af en mand af slægten, nemlig skjalden Einarr Skúlason (Dipl. Isl. I s. 186 og 189—190, Sn. E. III s. 353), broder til Þórðr Skúlason , som var Snorris oldefader Þórðr — Bodvarr — Guðny — Snorri).
  54. Sturl. Oxf. I s. 210— 211.
  55. Sturl. Oxf. I s. 211.
  56. Se E. Jessen i Sybels tidsskrift 1872. G. Storm, Snorres historieskrivning 8. 53. A. Gjessing i Arkiv f. nord. filol. II s. 289 fgg. FJ. i fort. til Egils 9. s. LXXIV. GV. i Sturl. I, s. XLVIII.
  57. Arkiv f. nord. Hlol. II s. 302—307 og 317.
  58. Tillægget i Skarðsábók, Landn. 1843, s. 326 (om, at Harald var 20 år gammel, da han underkastede sig Sogn) kan ikke med nogen sandsynlighed føres tilbage til Ari. Notitsen synes rigtignok at passe ind i Hkr.'s system, men den kan godt være afledet fra Hkr.
  59. Hele det her omhandlede stykke findes også i Flat.'s Haralds-þáttr. Denne må i dette stykke have benyttet Hkr., da den har den nævnte omstilling af de to sætninger tilfælles med denne. Flat. I s. 573.
  60. Egils s. FJ. k. 22 s. 6.
  61. Egils s. FJ. k. 1 s. 3.
  62. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 53. Gjessing synes at mene (Arkiv II s. 314), at stykket om Berðlu-Kári stammer fra Ari, men derfor findes ikke den ringeste støtte i kilderne.
  63. Som argument imod at tillægge Snorri Egils s. kunde man måske anføre, at Hkr., som dog her medtager den forholdsvis ubetydelige Berðlu-Kári, ikke med et ord omtaler Kveldulfs og hans efterkommeres stridigheder med Harald hårfagre og Erik blodøkse, som dog har en stor historisk interesse. Men det er let forståeligt, at Snorri i sin Norges historie, som sikkert fra først af var bestemt til at forelægges og læses af den norske konge, ikke gærne gik ind på sine egne forfædres fjendtlige forhold til kongeslægten. Heri bør måske også søges grunden til, at Hkr. slet ikke omtaler Erik blodøkses søn Rognvald, som Egil dræbte.
  64. Egils s. FJ. k. 48 s. 147.
  65. Egils s. FJ. k. 7 s. 18.
  66. Hkr. FJ. Yngl. k. 37 s. 67.
  67. Egils 8. FJ. k. 51 8.157.
  68. Hkr. FJ. Håk. goð. k. 3 s. 170
  69. Arkiv II s. 316.
  70. Egils s. FJ. k. 5 s. 15; k. 6 s. 17; k. 8 s. 21-24. Hkr. FJ. Har. hårf. k. 12 s. 114— k. 17 s. 122.
  71. Hkr. FJ. Har. hårf. k. 17 s. 122.
  72. Hkr. FJ. Har. hårf. k. 21 8. 127.
  73. Egils s. FJ. k. 59 s. 213. Hkr. FJ. Håk. góð. k. 10 s. 179—180. Jfr. om Eriks død P. A. Munch, Det norske folks hist. I, 1 s. 726—732. Guðbr. Vigfússon i Safn til s. Isl. I s. 313.
  74. Hkr. FJ. Har. hårf. k. 43 s. 164.
  75. Hkr. FJ. Har. gråt. k. 1 s. 223.
  76. Hkr. FJ. Hak. góð. k. 19 s. 196 og k. 26 s. 206.
  77. Hkr. FJ. Hak. góð. k. 5 s. 173—174.
  78. FJ. mener, at Glúms vers af kilderne fejlagtig er henført til hans Gráfeldardrápa i stedet for til hans Einksdrápa, og at verset skildrer kong Eriks ungdomsbedrifter. For vor undersøgelse — som kun gælder Snorris opfattelse af tidsregningen — kan dette være ligegyldigt, da det ikke kan være tvivlsomt, at Snorri har opfattet verset som digtet om kong Harald og henført det til det omtalte tidspunkt. Men i øvrigt tillader jeg mig at tvivle om, at FJ. har ret i sin påstand. Hans hovedgrund er, at der i versets første halvdel er tale om en kamp i Skåne, i den sidste derimod om en kamp i Skotland, hvilket unægtelig ikke synes at passe til kildernes skildring af Gunnhildssønnernes hærtog efter deres faders død, men derimod bedre til beretningen om kong Eriks vikingetog i hans ungdom (jfr. Hkr. Har. hårf. k. 32 s. 144 —145). Men hertil bør bemærkes, at det første halvvers — hvor formen Skáneyjar er overleveret som det synes i alle håndskrifter — ikke er gennemsigtigt eller hidtil har fået en tilfredsstillende forklaring. FJ. skriver:
    Hafði fór til ferju
    fróðr Skáneyjar góða
    blakkríðandi bekkja
    barnungr þadan farna,
    og ordner: Fróðr bekkja blakkriðandi hafði barnungr farna þadan góða fór til Skáneyjar ferju. I denne tekst beror ¨¨bekkja¨¨ på konjektur for håndskrifternes bakka (blakka F, barka Jl). Til forklaringen er at bemærke, at kendingen bekkja blakkr, bækkenes hest, vel må kunne benyttes om et skib, som drengene leger med , men som betegnelse for et større skib (krigsskib) er upassende og enestående (jfr. Konr. Gislason, Oldn. skjaldekvad, s. 127); ferju opfatter FJ. som dativ, »på skibet«, men han indrømmer selv, at denne tolkning ikke er tiltalende. Ordet ferja benyttes ellers kun om færgebåde eller mindre lastskibe, og kan slet ikke bruges om et krigsskib. Som alternativ foreslår FJ. (efter Svb. Egilsson Lex. poet.) at forbinde ferju med fróðr, altså ferju fróðr, «kyndig med hensyn til færger«, et epitel, der vilde være passende for en færgemand eller lastskipper, men ikke for en konge(søn). Det forekommer mig, at ferju i følge ordstillingen, umiddelbart efter præp. til, ikke kan adskilles fra denne præposition, men må høre til det ordkompleks, som styres af denne, og som betegner navnet på det sted, hvor den besungne helt hærgede. Således som verset er overleveret, falder det naturligst at forbinde til «Skáneyjar ferju«. Men et stedsnavn »Skåneyjarferja« er ukendt i Skåne. Af teksten, som indleder verset i Hkr., ser man også, at Snorri har ment, at der i verset var tale om et sted i Skotland, som udtrykkelig nævnes i det sidste halvvers. Et spring fra Skåne til Skotland i det samme vers synes at være unaturligt, tilmed da hele det følgende vers synes at omhandle tog mod Irland. Jeg er overbevist om, at stedsnavnet, som styres af til, bør søges i Skotland. Men rimeligvis er håndskrifternes Skáneyjar forvansket. Denne læsemåde minder uvilkårlig om navnet på det gamle skotske kongesæde Scone ved elven Tay ikke langt fra dens udløb i Firth of Tay. Scone omtales ellers ikke, så vidt jeg ved, i gamle nordiske kilder, men rimeligvis har navnet på norsk lydt Skengen. Skánar, eller måske Skån, gen. Skánar. Genitivformen Skónar eller Skánar i et gammelt vers var naturligvis let udsat for at forvanskes til det bekendte Skáneyjar. Men indsætter vi Skónar eller Skánar i Glums vers, bliver verslinjen fróðr Skónar (Skánar?) góða for kort. Her bør det fremhæves, at netop epitetet fróðr, brugt om den unge konge(søn), er i højeste grad stødende. Hvis Skóneyjar står for Skónar eller Skánar, må der også have stået et tostavelsesord, som selvfølgelig, efter forvanskningen af Skónar (Skánar) til Skáneyjar, måtte vige for et enstavelsesord. Jeg vover, selv tvivlende, at foreslå følgende tekst:
    Hafði fór til ferju
    Fróða Skónar góða
    blakkriðandi bakka
    barnungr þaðan farna,
    og ordner: Fróða blakk-riðandi hafði barnungr farna þadan góða for til Skánarferju bakka. Ved at skrive Fróða slipper man for et i denne sammenhæng upassende ord og får samtidig en uangribelig skibskending i Fróða blakkr, søkongens hest (Fréða blakkriðandi , en normal mandkending). Det kan næppe være tvivlsomt, at der i nærheden af det gamle Scone har været et færgested over Tay, måske netop på det sted, hvor den gamle by Perth (ældre Bertha) nu ligger lidt nedenfor Scone. Navnet Bertha ligger i ordlyd ikke fjærnt fra det norske ferja, og det lå derfor nær for vikingerne at kalde færgestedet med omliggende by for Skánarferja. Op til Perth er elven sejlbar for større skibe. Jeg tror derfor, at det gamle stedsnavn i Glúms vers med nogen sandsynlighed kan identificeres med Perth. Men i hvert fald peger ordet ferja som bestanddel af stedets navn snarere til Skotland eller England, hvor ordet ferry er ret hyppigt i stedsnavne, end til de nordiske lande, hvor det — i alt fald i Norge — forholdsvis sjælden indgår i stedsnavne. Ved mundingen af Firth of Tay ligger to byer ligeoverfor hinanden, hvoraf den ene hedder Ferry Port on Craig, og den anden Broughty Ferry. I nærheden af Edinburgh har vi Queens Ferry.
  79. Hermed stemmer, hvad Hkr. siger om Gamli Eirikssons alder ved den tid, da Gunnhildssønnerne drog fra Orknøerne til Danmark: »Gamli Eiriksson var þá nokkuru elztr ok var hann þá eigi roskinn maðr«. Jfr. i øvrigt om Ragnhilds og hendes brødres alder Guðbr. Vigfússon i Safn til s. isl. I s. 313 og FJ. i fortalen til hans udg. af Egils s. s. XLIH.
  80. Egils s. FJ. k. 67 s. 246, jfr. k. 76 s. 279.
  81. Af udtrykkene: «um vetrum«, «um sumrum« kan man slutte, at denne tilstand tænkes at vare flere år.
  82. Hkr. FJ. Hak. góð. k. 5 s. 173—174 og k. 10 s. 179—180.
  83. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 123
  84. I øvrigt bor det fremhæves, at Haralds brødre slet ikke omtales i Glums vers som deltagere i hans vikingetog, samt at disse efter al sandsynlighed må antages at have fundet sted for hans faders ded, som Snorri sætter for tidlig.
  85. Egils 8. FJ. k. 3 s. 7.
  86. Flat. I s. 572.
  87. Hkr. FJ. Har. hárf. k. 10 s. 109.
  88. Også Fagrsk. anfører dette vers, men i forbindelse med beretningen om Hafrsfjordslaget. »De to konger« betragtes der rimeligvis som identiske med Kjotvi inn auðgi og Haklangr. Fagrsk. s. 9, jfr. s. 8.
  89. Jfr. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 113.
  90. Egils 8. FJ. k. 3 8. 7—9. Hkr. FJ. Har. hårf. k. 11 8. 110—112. Jfr. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 117.
  91. Egils s. FJ. k. 37 s. 117. Hkr.
  92. Hkr. FJ. Har. graf. k. 14 s. 248.
  93. FJ. Har. hårf. k. 32 8. 145.
  94. Jfr. Gjessing i Arkiv II s. 300.
  95. Jfr. Íslbk. k. 1 : Þórkels, es langt mundi fram o. fl. st.
  96. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 89. Jfr. FJ., Lit. hist. il s. 698, 701 og 706—707.
  97. Jeg skal ikke i denne forbindeise gå ind på det vanskelige spørsmål om ægtheden af de i Egils s. forekommende lausavisur, som er behandlet af FJ. i Kritiske studier s. 173 fgg. og i fortalen til hans udg. af Egils s. XXIX. Kun skal jeg tillade mig at gøre opmærksom på det mistænkelige i, at sagaen på et par steder anmelder et vers med den sædvanlige formel {«þá kvað Egil«), og så følger der ikke noget vers (Egils s. FJ. k. 61 8.218 og k. 75 s. 273)! Det ser næsten ud, som om sagaforfatteren på disse steder har agtet senere at tilføje et af ham selv lavet vers, som han ikke i øjeblikket havde færdigt. Dette turde tyde på, at flere af de utvivlsomt uægte vers skyldes sagaens forfatter.
  98. Hkr. Hak. goð. k. 8 s. 178-
  99. FJ., Lit. hist. II s. 420—421.
  100. Det samme er allerede udtalt og påvist i det enkelte af G. Storm, Snorres historieskrivning s. 93 fgg.
  101. FJ. Lit. hist. II s. 699—700.
  102. Guðbr. Vigfússon i Prolegg. til Sturl. Oxf. s. XL VIII.
  103. FJ. Lit. hist. II s. 715.
  104. Egils s. FJ. k. 1 s. 4
  105. Således {«smida») i Schönings udg. De senere udgaver har mindre rigtig »smiða«. Fara til smiða kan ikke betyde andet end at gå hen for selv at beskæftige sig med håndværksarbejde, hvad dog ikke kan være meningen på dette sted. Vi kan her mærkelig nok rette Hkr. ved hjælp af Egils s.
  106. Hkr. FJ. 6h. k. 1 s. 3
  107. Egils s. FJ. k. 14 s. 41.
  108. Hkr. FJ. Yngl. k. 1 s. 9.
  109. Egils s. FJ. k.57 s 202
  110. Jfr. Egils s. anf. st. lidt senere: Hann (ɔo: Egill) hafði dregit hött siðan yfir hjálm.
  111. Egils 8. k. 6 8.17.
  112. FJ. Lit. Iiist. II s. 419— 420.
  113. Bisk. I s. 14. Kålund, Island I s. 231.
  114. Eidsjór f. Eid k. 4 s. Il — fejlen er rettet på det tilsvarende parallelsted i Hkr. — og Hud for Vigr k. 64 s. 232. De andre af FJ. påpegede »unøjagtigheder« kan næppe betegnes som sådanne.
  115. Jfr. G. Storm, Snorres historieskrivning s. 83 fgg. FJ., Lit. hist. II 8.713-714.
  116. Jfr. Sturl. Oxf. I s. 341, 347, 353 og 391.
  117. Sturl. Oxf. I 8. 212 og 235
  118. Sturl. Oxf. I s. 248, 263, 265, 315; 275; 341. 347, 353; 328, 343, 347.
  119. Egils s. FJ. k. 79 s. 294—295. Landn. FJ. s. 22 og 246
  120. isl. s. 1843, I s. 355.
  121. Egils s. FJ. k. 84 s. 316.
  122. Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29.
  123. Kålund, Island, I s. 321.
  124. Jfr. Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29. hvor der dog findes en fejl (jfr. isl. s. I s. 487 og Tab. 1. Eggert Briem i Arkiv VIII [N. F. IV] s. 325), og Sturl. Oxf. I s. 4. 25, 78, 190 og 211, hvor slægten opregnes rigtig.
  125. Sturl. Oxf. I s. 211— 212.
  126. Se herom Kålund, Island I s. 316—317 og 319—320. Årb. fornleifafjel. 1884—1885 s. 113—115.
  127. Isl. s. II s. 190— 191.
  128. Sturl. Oxf. II s. 84.
  129. Sturl. Oxf. II s. 84.
  130. Senere end 1208 kan Snorri ikke være flyttet fra Borg til Reykjaholt (jfr. Jon Sigurðsson i Dipl. Isl. I s. 349). Når Jon Sigurðsson antager, at flytningen har fundet sted 1206 (anf. st.), er dette bygget på den ubeviste, ja mindre sandsynlige forudsætning, at den Gizurr, som nævnes i 2. stykke af Reykjaholtsmáldagi, er identisk med Gizurr Hallsson (f 1206 d. 27. juli). Jfr. Reykjaholtsmáldagi, Kh. 1885, s. 13.
  131. Jfr. navnlig Egils s. kk. 27—29 s. 88—94.
  132. Jfr. herom min afhandling Kvædi Egils Skalla-Grimssonar gegn Egils sögu i Timarit 1897.
  133. Se herom FJ., Litt. hist. II s. 668 og 718.
  134. Gufa i membranfragmentet FJ. s. 240 og i den yngre Mb. FJ. s. 243 og 244. Guði i membranfragmentet 241 og den yngre Mb. FJ. s. 243. På et par steder har den yngre Mb. som det synes Ketill gufa (FJ. s. 139— og 140, jfr. varianterne s. 244 og udg. 1843 s .58 og 59 med variant), men der er den sikkert påvirket af de andre håndskrifter. Med hensyn til formen Gufi f. Gufa, jfr. Sturli for Sturla.
  135. Vel hører gården Hólmr ikke til Gufas fader Ketills, men til hans broder Þórmoðs landnám. Denne sidste siges netop at have boet på Holmr. Men Ketill eller hans sønner synes senere at være komne i besiddelse af gården. I hvert fald siges Ketills søn Jörundr at have anvist sin frænde Ásófr bolig på Holmr (Landn. FJ. s. 137). Indrømmelsen af den nævnte rettighed kunde altså have interesse for Gufa som Ketills søn.
  136. Landn. FJ. s. 243—244.
  137. Dette står der ikke ligefrem, men fremgår af sammenhængen.
  138. Jfr. Kr. Kålund, Island I, s. 45. Landn. FJ. s. 123 og 230.
  139. Landn. FJ. s. 123 og 230.
  140. De i parentes satte bogstaver mangler i håndskriftet, men om stedsnavnet kan der ikke yære tvivl, jfr. Egils saga og de andre recensioner af Landnáma (og Kr. Kålund, Island, I, s. 32).
  141. Dermed menes vistnok gården »Skorholt« i Leirår- og Melahreppr i Borgarfj. syssel og ikke en lokalitet i Skorradal (jfr. Landn. F.J. registret), men derom mere senere.
  142. Dette er et indskud, taget fra de andre håndskrifter, som vi senere vil se.
  143. En gård på Akranæs. Også dette slægtregister viser altså sag- nets tilknytning til Akranæs.
  144. Landn. FJ. s. 243—4. Udg 1843, l.n s. 55 u. t
  145. Dette navn er sikkert tilføjet af den yngre Mb.s afskriver efter de andre håndskrifter, se ovenfor.
  146. Landn. FJ s. 139— og 140, jfr. s. 244. Landn. 1843, 1, 19. s. 58-59.
  147. Landn. FJ. s. 241— jfr. s. 240
  148. Gufuskálar har ligget i tungen mellem Hvitá og Gufuá, nær ved bægge elves munding. Jfr. herom Br. Jdnsson i Årb. Fornlfjel. 1897, 8. 1-3.
  149. Rimeligvis hentydes ved disse ord blandt andet til stedsnavnet Svartsker, da Svartr nævnes i sagaen som en af de trælle, som søgte at redde sig ved svømning til nærliggende øer eller skær.
  150. Gufufjorden betragtes her som en sidegren af Þorskafjörðr, hvilket stemmer med de stedlige forhold.
  151. Egils s. FJ. k. 77 s. 280—282.
  152. Kon i FJ.s udg. s. 166 er vist en trykfejl for Kori ([Kóri) således nævnes trællen både senere i Stb. (s. 166) og i Hb. (s. 42 og 43).
  153. Landnáma FJ. s. 140, jfr. 244.
  154. Således [i Skorraholti) Hb. Stb. har: i Skorradal , i Skorrholtu, hvor i Skorrholti sikkert oprindelig er en marginal-rettelse til Skorradal, bestemt til at indsættes i teksten i stedet for disse ord, men en senere afskriver har indsat rettelsen i teksten ved siden af det, som skulde rettes.
  155. I Mb. står, at Skorri efter sin flugt tilbragte den første vinter i Skorrholt, den anden i Skorradal og derpå blev dræbt af Gufa. Hvis man, således som kompilator åbenbart har tænkt sig, går ud fra, at Ketill har dræbt ham om foråret, efter sit vinterophold ved Hvitá, kommer dette til at stemme med teksten i Stb.-Hb. Trællene flygter da allerede om efteråret fra Gufunes, tilbringer i Skorrholt den samme vinter, som Ketill endnu er i Gufunes, går derpå henholdsvis til Skorradal og Flokadal og tilbringer der den næste vinter, medens Ketill opholder sig ved Hvitá, og bliver så dræbte af Ketill om foråret, inden han rejser længere vestpå.
  156. Denne notits om Skorri står også i Stb.; afskriveren af den yngre Mb. har ment at burde medtage den, da den stod i de to andre håndskrifter, og har indsat den i Mb.s tekst, hvor den ikke hører hjemme (jfr. ovenfor).
  157. Jfr. hvad der ovenfor er bemærket om Egils sagas benyttelse af Landnáma i afsnittet om Ketill hængr og hans sønner.
  158. Landn. FJ. s. 42 og 166 (jfr. Mb. s. 24, som dog kun nævner Ýrr, men ikke hendes mand). Ledene er: Ketill gufa og Ýrr— Oddi— Hallveig— Snorri— Gils— Þórðrr— Sturla— Snorri.
  159. I øvrigt tvivler jeg stærkt på, at stedsnavnet Gufuskálar er opkaldt efter en person. Det første led kan være genitiv af appellativet gufa, røg, damp. Alle tre Gufuskálar ligger lige ved søen, og synes oprindelig at have været, hvad man nu kalder for sjóbúðir, d. v. s. primitive hytter, beboede af fiskere i flskesæsonen. At disse beboede hytter i modsætning til andre ubeboede kunde få navn efter den røg, som steg op fra deres ildsted, synes naturligt. Fiskibuðir og 'skálar bruges synonymt i Gråg. Sthb. s. 268, jfr. 269 {fiskiskálar), 273. Kb. I s. 136 o. fl. st.
  160. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1894 s. 307— 308.