Landnamabogen Forord

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Landnamabogen
Oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2016


Landn.Head.jpg



Forord


En forfatter har hævdet, at den oldislandske Landnámabók er ”uoversættelig” (untranslatable). En anden har udtalt, at Landnámabók er den mest fængslende kedelige bog, man kan give sig i kast med. Måske er det i sådanne udsagn, at vi skal finde forklaringen på, at Landnámabók ikke tidligere har været oversat til dansk. Alligevel må det undre, når man ser, hvor ihærdigt danske forskere og sprogfolk har arbejdet med publicering af den oldislandske middelalderlitteratur. Når dertil lægges, at netop Landnámabók er et helt centralt skrift og tilmed er blevet kaldt ”klassikeren blandt alle klassikere i hele den germanske verdens middelalderlitteratur,” [1] bliver forundringen ikke mindre.


En af udfordringerne ved at oversætte bogen er dens utallige navne – personnavne, tilnavne og stednavne. Til mange af disse er der knyttet ordspil eller andre sproglige forbindelser, som det er svært for ikke at sige umuligt at genskabe på dansk. Derfor vil der være sproglige lag, som går tabt ved en oversættelse. Også ved denne.


En anden udfordring er selve indholdsdelen. En stor del af bogen består af topografi og genealogi. Her gennemgås landet systematisk egn for egn med oplysninger om, hvem der bosatte sig hvor, hvem der giftede sig med hvem, hvem landnamsmændene stammede fra og hvem deres efterkommere var. – Selv filologen Finnur Jónsson må sige, at hvis bogen kun havde bestået af disse dele, ville den have været ”en meget tør bog.”[2] Men nu består den ikke kun af slægtslister og topografiske beskrivelser. Rundt om i bogen findes en række små sagafragmenter – små afsluttede fortællinger eller anekdoter om den enkelte landnamsmand. Det er disse afsnit, som holder liv i teksten og læseren.


Her hører vi bl.a. hvordan Island først blev fundet og baggrunden for den store udflytning fra Norge. Her fortælles om gamle ritualer som at bære ild om sin jord, om opførelse af gudehove og helligelse af land. Her omtales den hedenske lov Ulfljots lov og oprettelsen af Altinget. Her kastes lys over det religiøse liv og mødet mellem hedninge og kristne. Her skildres sociale forhold mellem høj og lav og her berettes om konflikter og hjælpsomhed mellem de første bosættere. Summen af disse oplysninger giver Landnámabók en hel central plads som kildeskrift. Man skal imidlertid ikke overse værdien af navnestoffet. Det er ganske enestående, at vi er i besiddelse af en systematisk historisk-topografisk-genealogisk gennemgang, som er blevet tidsfæstet til ”1130 eller før”[3]. Her opregnes omkring 3500 personnavne og 1500 stednavne.


Genremæssigt falder Landnamsbogen udenfor kategori og eksperter har diskuteret, hvad hensigten med bogen kan have været. Det er bl.a. blevet foreslået, at man har ønsket at få ført til protokols, hvem der oprindeligt havde taget land hvor, så man havde et grundlag for at afgøre, hvem der havde den juridiske ejendomsret over jorden. Hvis dette er motivet bag bogen, vil såvel de detaljerede genealogier som den præcise beskrivelse af de topografiske forhold give god mening. Men en forudsætning for, at bogen kan have haft en sådan juridisk funktion er, at dens historiske troværdighed holder.


Ikke alle forskere er enige om, at Landnamsbogen handler om jura og ejendomsret. I et af håndskrifterne til bogen finder man Landnamsbogens egen begrundelse for, at den blev skrevet: ”Det er mange menns mening at det å skrive om landnåmene er lærdom uten betydning, men vi tror at dersom vi visst kjenner sannheten om våre forfedre, kan vi lettere imøtegå utlendingers hån når de påstår at vi nedstammer fra treller og kjeltringer. Og for dem som ønsker å kjenne gammel overlevering og hvordan en skal spore opp ættetavler, er det bedre å starte med begynnelsen enn å komme inn på midten. Hvorom alting er, ønsker alle siviliserte nasjoner å vite om opprinnelsen til sitt eget samfunn og om tilblivelsen av sin egen slekt.”[4]


Hvis vi går ud fra, at Jakob Benediktsson har ret i, at Landnamsbogen ikke er skrevet senere end 1130, vil det betyde, at den er skrevet højst 130 år efter kristendommens indførelse. Spørgsmålet er, om bogens forfatter(e) har kunnet give præcise og historisk korrekte oplysninger om mennesker, som levede 100-250 år før deres egen tid.


Den islandske filolog Hermann Pálsson siger, at det islandske middelaldersamfund var stærkt optaget af og havde stor respekt for genealogiske studier. Flere middelalderkilder fremhæver værdien ved at lære slægtstavler. Den såkaldte Første grammatiske Afhandling (ca. 1150) sammenligner genealogiske studier med det at studere loven eller de hellige tekster i Bibelen. Som et andet eksempel nævner Pálsson biskop Thorlak Thorhallson, som efter seks års studier i Paris og England vendte tilbage til Island ”for at lære genealogierne af sin moder”. Disciplinen ættfræði – slægtskundskab – blev regnet for en nyttig og værdifuld viden.[5]


Jakob Benediktsson understreger betydningen af at kende sin slægts historie: ”I et land uden en nedskrevet historie og med en befolkning, som stort set ikke kunne læse eller skrive, må familietraditioner være blevet fortalt igen og igen fra den ene generation til den næste. Naturligvis ikke den absolutte sandhed men de vigtigste facts såsom navne på forfædrene og de gårde, hvor de slog sig ned, ville i de fleste tilfælde blive bevaret. I mine unge dage kendte jeg selv mange ældre folk i Nordisland, som kunne spore deres forfædre seks eller syv generationer tilbage uden brug af bøger eller andre skriftlige kilder, og disse folk var ikke ligefrem analfabeter. Det er derfor næsten afgjort, at et betydeligt antal mennesker omkring år 1100 sad inde med en stor mængde sand viden om bosættelserne. Hertil kan føjes, at en sådan viden kunne være ganske nyttig, ja, endog nødvendig i spørgsmål omkring retssager om arv og andre rettigheder i forbindelse med jordbesiddelser.”[6]


Når det gælder pålideligheden af stednavnene i Landnamsbogen, så tillægges de høj kildeværdi af de fleste forskere[7]. Ifølge den amerikanske arkæolog Davide Zori, som en årrække har arbejdet på Island, ”eksisterer stort set alle de gårde, som er nævnt i Landnámabók, stadig i dag og på samme sted.”[8] Han nævner en række forskellige forhold, som gør, at stabiliteten over de islandske stednavne er ganske usædvanlig. Selv mikrotopografiske navne som marker, småstier og lignende er bevaret fra den allertidligste periode. Overordnet siger han: ”Stednavne på gårde, veje, marker, bjerge, dale, floder, fjorde og andre kulturelle og naturlige elementer i det islandske landskab har et usædvanlig stort potentiale for at give forståelse af det tidlige islandske samfund. . . I forhold til historisk geografi, bosætningsmønstre og trossystemer er værdien af stednavne anerkendt vidt og bredt. Den bygger på princippet om, at den oprindelige betydning af stednavnet ofte kaster lys over stedets beboerne og funktion (økonomisk, rituelt og/eller politisk) på navngivningstidspunktet.”[9]


Sammenfattende må det siges, at Landnamsbogen besidder en høj grad af troværdighed, når det gælder navnestoffet. Dette betyder naturligvis ikke, at Landnamsbogen skal læses ukritisk, at der ikke er fejl at finde, eller at den ene version ikke kan vægte anderledes end den anden ved at tilføje eller udelade oplysninger. Men det betyder, at oplysningerne i Landnamsbogen overvejende er pålidelige. Endelig kan der tilføjes, at mange af Landnamsbogens navne nævnes og bekræftes i de islandske sagaer (12-1300-tallet). Også i kirkelige dokumenter, såkaldte ”måldage” (máldager) og senere sognebeskrivelser findes et stort antal af disse navne. I mange tilfælde er vi i de skriftlige kilder i stand til at påvise et stednavns historie og til dels alder. Ved et overraskende stort antal navne finder vi en ubrudt kontinuitet fra landnamstiden og frem til i dag.


Til sidst et par sproglige bemærkninger til denne oversættelse: Oversættelsen er foretaget efter Landnámabók i håndskriftet Hauksbók og kapitelinddelingen følger samme. De steder, hvor Sturlubók har afsnit eller hele kapitler, som ikke findes i Hauksbók, er disse indsat i teksten med blågrå tekstfarve. Kapitelhenvisning til Sturlubók er anført med et S før kapitelnummeret.

De fleste overskrifter i Landnámabók er blot det latinske Capitulum. Kapiteloverskrifterne i denne udgave er derfor for størstedelens vedkommende oversætterens.

Hvor intet andet er anført, er skjaldekvad gengivet efter prosaudgaven enten i Finnur Jónssons: ”Hauksbók”, (København, 1892) eller i hans "Den norsk-islandske skjaldedigtning”, Bd.1-2. (København, 1912).

Fordanskningen af personnavne og stednavne har været en balancegang mellem at bevare dem genkendelige i forhold til originalen og en tillempning til dansk udtale og stavning. I de to navneindekser har det dog været nødvendigt at fastholde navnene i deres oprindelige form.


Carsten Lyngdrup Madsen



Fodnoter

  1. Eiríkur Magnússon: “It is a classic of all classics in the mediaeval literature of the whole Germanic world.” Her citeret fra T.Ellwood: The Book of Settlement, 1898.
  2. Finnur Jónsson: Landnámabók I–III, s. LVII.
  3. Jakob Benediktsson i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, København, 1980.
  4. Landnåmsboken, s. 13
  5. Hermann Pálsson: The Book of Settlements – Landnámabók, s. 7.
  6. Jakob Benediktsson i Landnámsbók som historisk kilde.
  7. Således for eksempel Hermann Pálsson: ”Landnåmsboken viser en merkverdig nøyaktig lokalkjennskap til alle deler av landet.” (Landnåmsboken, s. 10). Eller den tyske filolog Matthias Egeler: ”Det, som gør stednavne (inklusiv stednavne i Landnamsbogen) så interessante som kilde til islandsk religionshistorie er den konservatisme, som skabes af den særlige sociale kontekst, som omgiver dem. En lokalitet, som én gang har fået sit navn og som i almindelighed kendes ved dette navn, har mindre sandsynlighed for at få et nyt navn, end en lokal historie har for at blive fortalt på en ny måde. Dette giver stor historisk kildeværdi til de stednavne, vi finder i Landnamsbogen som fx Hǫrgá (S222) [‘Alter-Flod’ eller ‘Tempel-Flod’], Hǫrgárdalr (S223, 224) [‘Alter-Flod-Dal’] eller Þórsmǫrk (S343) [‘Thors Skov’]” (Matthias Egeler: A Retrospective Methodology for Using Landnánabók as a Source for the Religious History of Iceland? s. 81f. (min oversættelse)). En lidt ældre forsker: Finnur Jónsson: "Skriftets (Landnámabóks) pålidelighed er på de fleste punkter hævet over tvivl. Der er så godt som ingen modsigelser og den topografiske rækkefølge er så at sige i et og alt fuldstændig rigtig.” (Landnámabók Íslands, s. 274).
  8. Davide Marco Zori: From Viking Chiefdoms to Medieval State in Iceland, s. 72
  9. Davide Marco Zori: From Viking Chiefdoms to Medieval State in Iceland, s. 67