Lappens Skud (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Joukahainen
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Lappens Skud



Trygge gamle Väinämöinen    V. 5
grebes dybt af Sorg i Sindet,
græd ved Aften, græd ved Morgen,
endnu mer ved Nattetide,
vandred mod sit Hjem tilbage,    191
taled saa det Ord og sagde:


»Fordum kukked her mine Gøge,
Glædegøge fra gamle Dage
kukked før ved Kvæld og ved Morgen,
tilmed en Gang ved Middagstide.
Hvad har fældet de Fuglestemmer,    200
hvad har tvunget de skønne Røster?
Sorg fælded de Fuglestemmer,
Kummer kued de kære Røster;
derfor er det, Gøgen ej galer,
ikke synger, mens Solen daler,
mig til Fryd naar Dagen er svunden,
mig til Glæde fra Morgenstunden.


Men nu veed jeg ikke længer
om jeg holder ud at leve,
dvæle mer i denne Verden,    210
vanke rundt i disse Lande.


Var min Moder blot i Live,
vaaged end den alderstegne,
sikkert kunde hun mig sige
hvordan bedst jeg bæres oppe
her i disse onde Dage,    218
under Sindets bitre Plage.« 


Under Mulde vaagned hans Moder,    220
gav ham til Gensvar op af Bølgen:
»Endnu er din Moder i Live,
endnu vaager den alderstegne,
hun som veed og vil dig sige
hvordan bedst du holdes opret
her i disse onde Dage,    228
under Sindets bitre Plage:
Gaa du til Pohjolas Piger;    230
dær er der Piger nok saa nette,
dær er Døtre dobbelt saa smukke,
ej som Joukolas træge Tøse,    234
ej som Lappernes dvaske Dejer.
Tag dig, min Søn, til Ægtemage
Pohjolas aller bedste Pige,
een som er tækkelig at skue,
een som er skøn af Krop og Skabning,
altid flink til at flytte Foden,    240
altid rask til at røre Kroppen!« 


Trygge gamle Väinämöinen    VI. 1
agted sig afsted paa Færden
op til kolde Bygd i Norden,
op til Pohjola, det mørke.


Og en halmgul Hingst han nu hented,
tog sig en ærtefarvet Ganger,
Bidsel han gav den i Munden,
lagde Grime paa gode Traver,
op paa dens Ryg han selv sig satte,
strakte Laarene langs dens Sider,    10
drog saa i sagte Mag paa Færden,
red i et roligt Trav ad Vejen:
Halmgul Hingst ham fremad førte,
ærtefarvet Ganger bar ham.


Red han ad Väinöläs Svedjer,
over Kalevalas Heder,
Hesten løber, Færden lider.
Hjemmet svinder, Vejen kortes.
Ud paa Havets Ryg han rider,
ud paa Vandets frie Flade:    20
Hingstens Hove vædes ikke.
Hestens Haser synker ikke.


Det var den unge Joukahainen,
magre Svend hos Lapperne baaren,
bar et varigt Nag i sit Hjærte,
Avind lange Tider igennem
bar han til gamle Väinämöinen
mod den evindelige Sanger.


Laved nu en lynrap Bue,
smykked skønt det stolte Vaaben;    30
skøn at skue blev hans Bue,    41
dyrt at eje blev hans Vaaben:
Stod en Ganger midt paa Ryggen,
sprang en Fole langs ad Skaftet,
hviled sig en Mø paa Buen,
liden Hare løb paa Laasen.


Og han skar sig en Hob af Pile,
hver af disse med trende Fjedre;
hærded han saa sine Pile,    55
styrked han deres spidse Odde
godt i den sorte Gift af Snoge,
Ædderormes blodige Fraade.


Vented efter Väinämöinen,    61
paa Suvantolainens Komme,
bied baade Kvæld og Morgen,
bied stundom midt paa Dagen.
Ugelangt han vented Väinö,
ugelangt og uden Aflad,
mens han staar paa Vagt i Vindvet,
vaager ovenover Trappen,
lytter gæmt i Gydens Kroge,
lurer ude midt paa Marken    70
med sit Pilekogger paa Ryggen,
under sin Arm den gode Bue.


Saa en skønne Dag det skete,    79
aarle Morgenstund det hændte:
Mod Nordvest sit Blik han vendte,
drejed saa mod Syd sit Hoved,
øjned en dunkel Plet paa Dybet,
blaaligt Punkt over Havets Bølge.


»Er det mon en Sky fra Øster,
i Nordøst den første Dagning?« 


Ikke var det en Sky fra Øster,
ej fra Nordøst den første Dagning;
det var gamle Väinämöinen,
den evindelige Sanger,    90
just paa Færden op til Pohja,
just paa Vej til Pimentola;
halmgul Hingst ham fremad førte,
ærtefarvet Ganger bar ham.


Og den unge Joukahainen
snapped nu sin rappe Bue    97
for at fælde Väinämöinen.    99


Men hans Moder forbød at skyde,    115
hun forbød og raaded fra Daaden:
»Om du fældede Väinämöinen,    121
om du dræbte Kalevalainen,
vilde Sangen svinde fra Jorden,
Spillet sygne bort her i Verden.
Her paa Jorden har Sangen hjemme.
Spil og Fryd i denne vor Verden,
ikke hist i Manalas Lande,
dær i Dødningehjemmets Stuer.« 


Og den unge Joukahainen
lidt endnu over Sagen tænker,    130
stakket Stund sin Bue han sænker;
og hans ene Haand vil skyde,
ene Haand, — den anden vil hindre;
senet Finger driver paa Skuddet.


Saa tilsidst han tog til Orde,
selv han ytred sig og sagde:
»Selv om saa al vor Fryd i Verden
tvende Gange vilde forsvinde,
selv om alle Sangene flyed:
skyde vil jeg og ænser intet.


Stød nu til, du Birkebue,    156
slaa, du Ryg af Fyrretømmer,
Hampestræng, i Hast du svirre!
Hvad min Haand for lavt vil sætte,
det skal Pilen opad rette;    160
hvad min Haand for højt vil sætte,
det skal Pilen nedad rette!« 


Tog han et Tag i Trykkepinden,
skød den første Pil fra sin Bue,
Pilen gik altfor meget opad
over hans Isse, højt mod Himlen,
mod de drivende Skyer i Luften,
lette smaa Lammeskyer paa Himlen.


Atter skød han og ænsed intet,
skød en anden Pil fra sin Bue,    170
Pilen gik altfor meget nedad,
iled i Jordens Grund, den lave:
Nær var Jorden sunket til Mana,
nær var Strandenes Revler revnet.


Straks en tredje Pil han sendte;
tredje Gang saa fløj da Pilen
lige løs mod Elgens Flanke
under gamle Väinämöinen,
gik igennem Bovens Muskler    181
tværs igennem venstre Skulder.


Men den gamle Väinämöinen
faldt paa Fingre ned i Søen,
sank paa Hænder ned i Havet
fra sin Blaa-elgs Ryg, som bar ham,    187
fra sin ærtefarvede Ganger.


Straks en hæftig Storm sig rejste,
midt paa Hav en mægtig Bølge    190
bar den gamle Väinämöinen,
drev ham længer ud fra Landet,
drev ham ud paa vide Vande,
ud paa Havets frie Flade.


Og den unge Joukahainen
gav sig til at prale storligt.
»Aldrig gamle Väinämöinen,
mens endnu dit Øje blaaner,
aldrig nogen Tid og Time,
medens Maanens Skin er gyldent,    200
skal du stige paa Hjemmets Svedjer,
vandre paa Kalevalas Heder!

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.