Ledingsbestemmelser i Den ældre Gulatingslov

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Uddrag af Den ældre Gulatingslov


Ledingsbestemmelser


oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846


295. Her begynder afsnittet om leding

Nordboernes skibe Figur 7.jpg

Kongen skal råde for bud og band og for vores udfærder. Vi skal ikke nægte ham leding til landets ende, hvis han påbyder det af behov og til gavn for os. Nu skal alle mænd deltage efter den ligning, som kongen har tilstået os.


296. Om mandtal

Når der udbydes leding, skal folk få rede på mandtallet, og ingen skal nægte andre tælling til ligning. Nu skal han kræve mandtal af sine skibskredsmænd[1]. Da er det vel, hvis de alle møder til mandtal og edsaflæggelse. Nu er der nogle, der ikke møder til mandtal; da skal de, som er mødt, på de andres vegne tælle så mange, som disse ville have udgjort. Da skal disse udrede for dette antal, når der kommer bud til dem.

En mand skal medtælle sig selv og alle de af sine husfolk, som han skal svare ledingsafgift for, herunder de af hans frikøbte trælle, der ikke har afholdt deres friheds-øl. Nu skal den frikøbte afholde ledingsafgift for sig selv, hvis han har midler til det, og ellers skal hans herre. Nu skal enhver medregne alle børn, der har levet tre hellige nætter[2].

Nu undviger en mand tællingen, men render på tværs af fylker og fjorde og medtælles hverken her eller dér; hvis han findes sandskyldig i det, da er han en fredløs mand.

Nu, hvis han udelader et medlem af sin husstand fra mandtalseden, og hvis han ejer en træl, da kan denne træl beslaglægges af kongens årmand. Hvis han ejer mere end én træl, kan årmanden vælge en af dem, som han vil. Nu, hvis han ikke ejer en træl, da skal skal han bøde 3 mærker for hvert husstandsmedlem, han udelod.


297. Mere om mandtal

Ved fuldt ledingsudbud skal der udskrives én mand for hver syvende næse, men hvis vi har et bedre mandtal, skal alle nyde godt af det. Af dette mandtal skal vi udruste så mange skibe fra hvert fylke, som vi er blevet enige med vor konge om.


298. Om hvilke mænd, der ikke er ledingspligtige

Nu skal det siges, hvilke mænd der ikke er ledingspligtige.

Nu er biskoppen ikke ledingspligtig for sig selv og heller ikke for sin præst og sin diakon. En messepræst er ikke ledningspligtig og heller ikke hans kone og hans klerk. Men hvis de har flere folk i husstanden, har de ledingspligt for dem. Kongens årmand er ikke ledingspligtig for sig selv og heller ikke for sin kone og sin træl.

Nu skal ledingspligt ikke påhvile nogen spedalsk mand. Nu skal pligten ikke påhvile en mands træl, hvis denne plages af vanhelse; han skal ledes til tings og udbydes, men hvis ingen vil tage ham, og han er yngre end fyrre, da er ingen pligtig for ham.

For alle de mænd, som vi giver friheden i Gula, er ingen pligtig, og tilsvarende er ingen pligtig for de mænd, som vi fylkesmænd giver friheden.

Der hviler ikke ledingspligt på folk, som armod driver tilbage til slægten[3], og heller ikke på gravgangsfolk[4], medmindre en mand tager vedkommende som gældstræl.

Nu forøges børnetallet; da skal der ikke pålægges ledingspligt, før der er holdt mandtal. Nu dør et medlem af din husstand, som du skal svare ledingsafgift for; da skal der medregnes ledingspligt for vedkommende, indtil der bliver holdt mandtal.

Nu får en mand sig en kone eller køber sig en træl fra en anden mands antal; hvis han køber før edsaflæggelsen, skal han tælle vedkommende i sit antal, men hvis han køber efter, skal han afholde den næste ledingsafgift og da have vedkommende i sit antal.

Nu sidder en mand således i tre vintre, at han ikke svarer ledingsafgift og ikke lader sig medregne i mandtal noget sted; da er han fredløs. Nu lader en mand sig medregne i mandtal, men svarer ikke ledingsafgift; da skal årmanden sagsøge ham til en sådan ledingsbøde, som optællingen viser

Altid, når der er fuld leding, skal der udpostes mænd fra landets ende, og de skal være sammen, som bor nærmest hinanden; ingen skal springe over andre, medmindre de alle sammen bliver enige om det.

Ingen skal nægte en anden mandtal. Alle bønder skal søge til mandtalsting. Nu, hvis du vil kræve mandtal i en anden otting eller fjerding[5], da skal det kræves på tinget, men hvis de nægter dig mandtal og ligning, kan du med ed forlange afslag af dem.

Nu flytter en mand sit bo til et andet fylke eller til en anden fjerding; da skal han ikke modtage noget for sin skibspart og heller ikke købe en anden, men indgå i tællingen, der hvor han vil. Hvis han indgår i tællingen, der hvor de bygger skib, skal han udrede det samme som enhver anden.

Nu drager en mand ud af sin kreds og ind under en anden lov; da skal han efterlade den næste ledingsafgift. Nu forlader en mand landet; da skal de andre i kredsen løfte ledingspligten for ham i 3 vintre og, hvis det indtræffer, søge erstatning af ham, når han kommer hjem. Hvis en mand kommer fra vort lovområde til et andet fylke med sit bo, skal han svare den næste ledingspligt som før, men siden løfte pligten, der hvor han er kommet.


299. Om styring af skibet

Den, som kongen udnævner, skal styre skibet, men hvis han ikke vil, er han skyldig 6 mærker. Hvis en anden mand fratager ham styrehamlen, er denne skyldig 6 mærker.

Nu skal styrmanden udnævne rorkarle til at drage med sig; da har de alle pligt til at tage med og skal ellers bøde 3 mærker. Nu er det vel, hvis det rækker med løskarle[6], men hvis det ikke rækker, skal de bønder drage af sted, som har folk til at arbejde for sig. Hvis det ikke rækker, skal enevirkende[7] drage af sted. Én skal af sted, mens to skal blive hjemme for at tage sig af deres husdyr, hvis det er bestemt således, ellers skal to af sted og én blive hjemme.


300. Om skibskokke

De, som har folk i besætningen, skal skaffe en kok og trække lod imellem sig. Kokke skal modtage samme skibshyre som rorkarle. Den bonde, som skaffer kok, skal blive hjemme, medmindre skibet ikke er fuldt besat.

Bønder har pligt til at komme til stævne, men løskarle kun, såfremt styrmanden ønsker det. Nu skal styrmanden indkalde alle, der skal udruste skibet eller trække det ud, og den, der ikke møder op, skal bøde 3 øre.

Nu skal folk have skibshyre på en øre om måneden, men 2 øre for to måneder. Nu skal bønderne udrede to måneders mad af hver slags[8] til hver hamle[9] foruden teltdug og årer.


301. Hvis en mand ikke søger til sit halvrum

Nu løsner de skibets fortøjning, men en mand søger ikke til sit halvrum; da skal de rejse hans åre i vejret og med vidner gøre ham skyldig 3 mærker i bod.

En enke skal, hvis hun ikke har hamlemand for sig, lade sin mad og alt udstyr føre til skibet og tilbyde styrmanden det.

Nu er de ikke sejlføre, hvis 5 rum eller flere står tomme på en tyvesæders. Da skal den lendermand eller årmand, der råder for ikke mindre end en otting, skaffe folk til 5 hamler. Nu, hvis de ikke er sejlføre, skal de tilbyde besætningen til et andet skib. Nu, hvis de andre ikke tager imod dem, da er de sagesløse, selv om de bliver hjemme, men de skal føre maden til årmanden, så kongen kan få den.

Nu, som de kommer hjem, indkalder de til mandtal, men får ikke folk nok. Så skal de hugge af kølen og således forkorte deres skib, som der er mandtal til, men de må ikke gøre det kortere end det kan tælles efter sæder; hvis de er færre, end de kan bemande en trettensæders, skal de tage til tings og byde sig i tal med andre folk, men hvis de ikke gør det, skal de næste forår gøre det skib sejlført med både mad og besætning.

Hvis en mand går i leding et andet sted, end der hvor han skulle, da er det, som var det ugjort. Nu sejler en mand på et andet skib, end han skulle; da gør han både det, at han ror ledingen og betaler ledingsafgiften.


302. Hvis en mand rømmer fra skibet uden styrmandens tilladelse

Nu retter du stavnen sydpå langs med landet, men en mand rømmer fra skibet, mens de sejler sydpå, og kongen ligger ude til landværn. Da er manden fredløs, men han han købe sig tilbage for 40 mærker. Hvis styrmanden rømmer, bliver han i alle tilfælde fredløs for det.

Nu må ledingen ude ikke opretholdes længere, end at en mand endnu har en halv måneds mad af hver slags.[10]

Nu giver styrmanden en mand lov til at forlade skibet; da har styrmanden ansvaret for hele skibet, og enhver, som derefter forlader skibet, er sagesløs.


303. Hvis folkenes mad slipper op

Nu drager de tilbage hjem nordpå, men maden slipper op; da skal de tage vidner fra et andet skib og vise dem deres madbeholdning, at de ikke har mere mad end en månedsmad af hver slags i to vagter[11]. Så skal de sagesløse slagte to stykker kvæg ved en bonde, men betale 2 øre for en ko og tilsvarende for en treårs okse og halvtredje[12] øre for en fuldvoksen okse, men lade hoved og hud og fødder ligge tilbage. Da er de sagesløse, hvis de slagter således, men hvis de tager hovedet med sig — eller fødderne og huden — har de forbrudt sig. Hvis de slagter hos en bonde, som andre tidligere har slagtet ved, men hoved eller fødder ikke forevises, da slagter de sagesløse, hvis de lægger penge for det. Nu slagter de ikke, som det er beskrevet her; da er styrmanden skyldig 40 mærker og rorkarlene hver 3 mærker. Nu anklages de for at have slagtet på anden vis, end det blev sagt; da skal styrmanden med lydretsed nægte for så mange, som han vil, men hvis han ikke vil nægte for de andre, skal hver især nægte med lydretsed.

Nu forlader en mand skibet, uden nogen har givet ham lov, før skibet ankommer til rullestokkene; da er han skyldig 3 mærker.


304. Om opsætning af skibet

Nu kommer skibet hjem til rullestokkene; da skal man trække det op og tage vare på udstyret. Man skal indkalde så mange folk fra hver skibskreds, at skibet kan komme op. Hvis de ikke møder, men skibet alligevel kommer op, da er hver af dem skyldig 3 øre. Men hvis skibet ikke kommer op, så har de, som ikke mødte, det fulde ansvar for skibet, såfremt der kom bud til deres hus.

Hver gang styrmanden skærer bud[13], har enhver pligt til at bære det videre, uanset om de tilhører skibskredsen eller ej; enhver, som skjuler det bud, er skyldig 3 øre.

Nu ankommer folk fem nætter før eller fem nætter senere; da skal ingen bøde til hinanden, men hvis tidsforskellen bliver større, da skal de, som skal bøde, bøde som det fremgår af regnskabet.


305. Om varetagelse af sejlet

Sejlet må ikke rives i mere end to dele; hvis de river det i flere, er de skyldige 3 mærker. Den, det falder på, og som bor ved vandet, skal opbevare sejlet. Nu lægger de sejlet i en kirke; hvis den kirke brænder, er de selv ansvarlige for deres sejl, medmindre folk har sat ild på med vilje.

Nu skal man have oplægningsplads, der hvor man har haft det siden gammel tid. Hvis pladsen går til, skal kongens jord anvendes, hvis sådan findes i fjerdingen. Hvis det ikke findes, skal man købe grund, der hvor man ønsker, efter folks taksering.


306. Om skibsbygning

Nu forfalder det gamle skib, og man vil bygge et nyt; da skal man bygge, der hvor man ønsker, men hverken spilde ager eller eng. Nu er kongens jord, hvis der forefindes sådan, forpligtet til at lægge grund til. Nu forefindes der ikke kongsjord; da kan de bygge i den skov, de ønsker, men skal der bygges flere skibe, skal man ikke øde én mands skov.

Nu fordeler de arbejdet imellem sig. De, som ifølge loddet skal fremstille køl eller stavne, bundbord eller halse, skal bøde en halv mark, hvis disse ting mangler. For hvert træ, der mangler til saxen eller saxbåndet, skal der bødes 3 øre, men træet skal dog siden fremskaffes. Det gælder 3 øre for hvert spant, der strækker sig tværs over skibet. En øre for hvert knæ — og også en øre selv om bare en klo mangler. 3 øre for masten og tilsvarende for råen og for alle planker, selv om de skal være indenbords. Det skal gælde en øre for hver bordplanke, der mangler — og også en øre, hvis der bare mangler en alen, og planken skal skaffes siden. En øre for hver nagle og tilhørende klinkplade. En øre for hver spand tjære. En øre for hvert bundt drev[14] — og også en øre, hvis der er blot en alen for lidt. En øre for hvert mål mad. En øre for hver penning, der skulle bruges til aflønning af smedene[15].

Nu skal alle de smede, der findes inden for fjerdingen, indkaldes, indtil der er nok. Hver stavnsmed er skyldig 6 mærker, hvis han ikke møder op.

Nu er kølen sat på beddingen og byggeriet påbegyndt; hvis nogen af dem da render fra arbejdet — hvis en stavnsmed eller en bordtilhugger render, da er den stavnsmed eller bordtilhugger fredløs, fordi han spilder landværnet for kongen.

Nu skal smedene have løn: Stavnsmede 2 6-alens øre på søgnedage med søndage imellem, men bordtilhuggere 1 øre.

Nu skal et skib hverken brændes eller brydes, før stavnene er hæftede til kølen på det nye skib. Hvis de brænder eller bryder før, er det hamlefald, og de skal bøde 3 mærker for hver hamle.


307. Om bygning af bådehus

Nu skal der bygges hus over skibet; da skal styrmanden give en så lang frist, at de formår at bygge bådehuset. Hvis de ikke vil bygge det, er de skyldige 3 mærker til kongen.

Nu fordeler de arbejdet mellem sig. Det gælder 3 øre for hver manglende stolpe og tilsvarende for hver planke og tilsvarende for hvert spær, men det skal dog skaffes siden. 3 øre for hver tørvemurslægte. 3 øre for hver vindskede. En øre for hver tagfjæl og tilsvarende for hvert bundt næver[16]. En øre for hver tørv, men den skal dog skaffes siden.


308. Om frist til at fremstille sejl

Nu skal styrmanden sætte frist for at fremstille sejl til skibet. Nu, hvis det ikke er gjort inden fristens udløb, da gælder det 3 mærker for alle, der var forpligtet til at gøre det. Nu, hvis nogle fremstiller, men andre ikke, da gælder det en øre for hver manglende alen. En øre for hvert kantreb — og også en øre, hvis der bare mangler en alen. En øre for hvert trådbundt. En øre for hver strop. En øre for hver klo. Reb skal måles efter antallet af brugte huder. Det gælder en øre for hver hud, der ikke kommer frem, men den skal dog skaffes siden.

Nu, hvis der bliver mangel på noget, da skal årmanden eller lendermanden udbedre manglen, som vedkommende har veitslejord til, men siden søge betaling af dem.


309. Om våbenting

Hver gang der skal afholdes våbenting, skal årmanden eller lendermanden sige til om efteråret og holde tinget om foråret. Alle frie og fuldmyndige mænd skal søge til dette ting, ellers er hver af dem skyldig 3 øre.

Nu skal mænd fremvise deres våben, således som det fremgår af loven. En mand skal have bredøkse eller sværd foruden spyd og et skjold, som i værste fald skal være forsynet med tre tværgående jernbeslag og have håndgreb, som er fastgjort med jernsøm. Nu gælder det 3 øre for hvert manglende folkevåben. Nu skal bønderne til hver tofte skaffe 2 tylvter[17] pile og én bue, og det gælder en øre for hver pilespids, der mangler, men 3 øre for buen.


310. Hvorvidt skibet kan kaldes sejlført eller ikke

Nu sender kongen sine mænd til fylket for at syne folks fartøj, og de eller styrmanden kalder skibet uført, mens de andre kalder det sejlført. Da skal man tilkalde mænd fra en anden skibskreds, og de skal sværge skibet sejlført eller uført. Hvis de ikke vil sværge, skal skibsbyggerne trække skibet ud og prøve deres fartøj ved at lade det ligge nedsænket i frem dage og derpå lænse det. Hvis én mand nu kan klare øsningen ud til hovedsejlløbet, da er det skib sejlført.

Der skal følge et anker med skibet, men hvis der ikke gør det, skal folkene i skibskredsen bøde 3 mærker. Styrmanden skal skaffe ror og rorsdreng.[18]


311. Om bavnvagt

Nu, hvis en fjendtlig hær må ventes, skal folk iværksætte bavnvagt. Så skal kongens årmand eller lendermanden skære bud, og den, der ikke møder op, er skyldig 3 mærker. Når det falder på folk at skulle holde vagt, men de ikke møder til den, pådrager de sig strafskyld. Nu skal folk holde bavnvagt således, at de ikke sover på vagten. Hvis han falder i søvn, gælder det 12 øre, medmindre en hær kommer imens, og bavnen ikke bliver antændt, for da er han fredløs. Nu skal han antænde bavnen, hvis der kommer fem skibe eller flere end fem skibe, men hvis han ikke antænder bavnen, og det er hærskibe, da er han fredløs. Nu antænder han bavnen ved færre skibe, og hæren løber sammen; da er han skyldig 40 mærker. For den bavn, der er nærmest den østligste, gælder det 40 mærker, men for hver af de andre 3 mærker.


312. Om pileskæring

Nu kommer en mand, som tidligere blev gjort fredløs i landet, hertil og har sande efterretninger om en fjendtlig hær; da får han ret til at være i landet, selv om han før var fredløs. Nu kommer en mand med efterretning om en hær, men den er ikke sand; da er han fredløs. Nu kommer en mand med sand efterretning om en hær; da skal han modtage en mark af hvert fylke og 3 mærker af vor konge.

Nu har en mand efterretninger om en hær; da skal han udsende jernpil fra landets ende. Den skal drage med lendermænd og på udrustede skibe og føres frem både dag og nat langs hovedsejlløbet. Nu er de folk fredløse, som forsinker den pil. Nu skal træpil sendes med vidner fra hovedsejlløbet ind i fjordene, og enhver skal føre pilen til den næste, og den, der forsinker den, er skyldig 3 mærker. Nu kommer den dertil, hvor en kvinde er alene; da skal hun skaffe skib og mad og folk, hvis hun har, men hvis hun ikke har, skal de drage videre.

Når pilen kommer til et hus, indkalder den med fem dages varsel alle mænd til skibet, og hvis nogen bliver siddende, da er vedkommende fredløs, for både tegn og træl skal drage af sted. Nu skal hver mand selv skaffe mad til sig og sine følgesvende.

Nu træffer de på en fjendtlig hær og slås, og en træl bliver banemand; da er han frigivet, selv om han før var træl.

Nu, hvis en hær drager imod vort land, og vor konge frygter, at folk vil svigte ham og derfor vil tage gidsler af os, da har vi ikke ret til at nægte ham det, og den, der nægter, er sandskyldig i landsforræderi. Nu bliver folk taget som gidsler; da må han opretholde gidseltagningen, indtil hærflåden ikke er blevet set fra land i fem nætter, og så skal han sende dem hjem igen.

Nu, hvis kongen anklager en mand for landsforræderi, da skal denne nægte med tylvtered[19], som falder til fredløshed.


313. Hvis folk drager af sted på trods af forbud

Nu drager folk af sted på trods af forbud; da er styrmanden skyldig 40 mærker og hver rorkarl 3 mærker. Der skal være én styrmand på hvert skib — ham, som har plads ved siden af roret på styrbord side. Han skal sagsøges for at sejle på trods af forbud, men alle skal betale, som de ejer del i skibet.

Der skal ikke udstedes forbud mod at føre korn eller mad mellem fylkerne, men hvis det bliver udstedt, da er alle fylkesmændene skyldige 40 mærker, og det beløb ejes halvt af kongen og halvt af alle medejerne.[20]


314. Om toftebod

Nu bygger en mand i herredet langskib, men lyser ikke, hvorhen han vil drage; da skal årmanden eller lendermanden komme dertil og spørge, hvor han agter sig hen. Hvis han ikke vil fortælle det, skal de afkræve ham indeståelse for 40 mærker. Hvis han ikke vil give indeståelse, skal de hugge en 5 alen lang planke ud på hver side af kølen. Hvis ikke de gør det, da skal bønderne gøre det og tage sejlet, såfremt der er et, og således hindre afrejsen for dem. Hvis ikke de gør det, og det bliver til et krigsskib, da skal de bøde en mark for hver tofte, men 3 mærker for styrehamlen. Det kaldes toftebod. Såfremt de holder sig selv med føde, skal herredsmændene, der bor i det pågældende herred, betale bøden.

Nu farer de ud og opsiger freden og hærger i den selv samme vig; da er de niddinger. Hvis de hærger andetsteds, da er de fredløse, men ikke niddinger. Nu farer de ud, men opsiger ikke freden; da er de både fredløse og niddinger og har forbrudt hver en penning af deres ejendom, uanset hvor de hærger.

Nu hærger de, men den, der udsættes for hærværket, har ikke folk til at sætte efter dem; da skal han skære pil, hvis han vil; da skal enhver stævne efter hæren, som pilen stævner ham. Nu drager de efter dem; da skal alle, som er for hånden, fare af sted, men hvis en ikke vil, da kan hans ejendom beslaglægges, og de kan dræbe ham, hvis de vil, og dele hans værdier imellem sig.

Nu kommer de hen til ham, der skar pilen, og hvis han har skåret med rette, er det vel. Hvis han har skåret med uret, og der ikke er kommet en hær til huset, da kan hans ejendom beslaglægges af dem, og de kan dræbe ham, hvis de vil, og dele hans værdier imellem sig.

Nu, hvis han har skåret med rette, skal de drage med ham så langt, som han ønsker. Nu, hvis de træffer på hæren, og er nødt til at rødne od eller æg for at få de hærtagne værdier tilbage, da har de ret til at beholde værdierne og dele dem imellem sig, men hvis de ikke er nødt til det, da tilhører værdierne den, der ejede dem før.

Nu hærtager de et handelsskib og bryder bulken[21] og fører godset tilbage til herredet, men bliver forligte med kongen. Så drager folkene, som blev røvet, efter og tilsværger sig godset. Da skal de andre godtgøre alt, medmindre de gendriver eden med jernbyrd.

Nu drager de hærgende folk af sted langs med landet, og en mand køber et eller andet af dem. Da skal den, der ejede genstanden før, have den igen og komme til den med to mands vidneudsagn, mens ham, der købte af vikingerne, skal bøde 3 mærker til kongen. Hvis han ikke kan føre vidner mod den, der har købt hælervaren, skal han stæve ham til tings; da skal tingmændene tildømme ham genstanden eller sværge lydretsed. Nu skal den ed — som enhver anden — stå i 10 ugers sværgedage, og der er sværget i hele den uge, der er én sværgedag i. Så skal han stævne ham med fem ugers frist til den indenfjerdingskirke, han vil.

Nu skal han sværge eden med vidner og udnævne to mænd til at påhøre eden; de skal bedømme eden. Hvis de er uenige, og den ene siger, at det er sværget rigtigt, men den anden siger, at det er forkert, da skal den have ret, som vil sværge derom. Hvis de begge vil sværge, skal de være nærmest til eden, som vil hjælpe[22], men hvis eden falder, falder den til det, at han skal aflevere den andens genstand og bøde 3 mærker til kongen.

Nu har vi nedskrevet vores landeværn, men vi véd ikke, hvorvidt det er ret eller vrangt. Hvis det viser sig vrangt, skal vi bruge de lovbestemmelser om leding, som før har været i brug, og som Atle[23] opregnede for folkene i Gula, medmindre vor konge vil samtykke i andet, og vi alle er blevet enige om det.


315. Hvor mange skibe fra hvert fylke

Fra Viken og Grenland skal der udredes 60 skibe med 20 sæder; fra Agder 16 skibe med 25 sæder; fra Rogaland 24 skibe med 25 sæder; fra Hordaland tilsvarende; fra Sogn 16 skibe med 25 sæder; fra Fjordene 20 skibe med 25 sæder; fra Møre[24] 16 skibe med 25 sæder; fra Romsdal 10 skibe med 20 sæder; fra Nordmøre 20 skibe med 20 sæder; fra Trøndelagen 80 skibe med 20 sæder; fra Namdalen 9 skibe med 20 sæder; fra Helgeland ét skib med 30 sæder og 13 skibe med 20 sæder — 7 fra den sydlige halvdel, men 6 fra den nordlige, idet de har vagthold mod øst.




Noter:

  1. De mænd, som inden for et givet område skal bidrage til udrustning af et ledingsskib.
  2. ɔ: Tre julenætter.
  3. ɔ: folk, der må forsørges af sine slægtninge.
  4. Hvis en frikøbt træl og dennes familie sultede, skulle den tidligere herre grave grav til dem på kirkegården og sætte dem til at dø dér, men tage den længstlevende til sig.
  5. Hhv. en ottendedel og en fjerdedel af et fylke.
  6. ɔ: folk, som ikke ejer en gård.
  7. ɔ: folk, der driver gården uden medhjælp.
  8. ɔ: smør og mel.
  9. ɔ: plads ved åren.
  10. ɔ: til hjemrejsen.
  11. ɔ: en underafdeling af det samlede mandskab.
  12. ɔ: 2½.
  13. ɔ: rister et budskab i et træstykke el. lign.
  14. Opplukket tovværk til kalfatring.
  15. ɔ: bådebyggerne. Alle typer af håndværkere blev kaldt smede.
  16. ɔ: birkebark til tækning.
  17. ɔ: 2 x 12.
  18. ɔ: et tov hørende til roret.
  19. ɔ: aflægge ed sammen med 11 andre.
  20. ɔ: dem, der rammes af forbuddet.
  21. ɔ: åbner lasten.
  22. ɔ: hjælpe den sagsøgte.
  23. En tidligere lovmand.
  24. ɔ: Sunnmøre.




Oversætteren ønsker at takke Øyvind Næss for at bidrage til afklaring af nogle tekniske detaljer vedrørende skibsbyggeri.