Lejrekrønike (SMA)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnlandet Lejre. Foto: Creative Commons

Lejrekrønike
– om de ældste danske konger

Oversat af
Sebastian Maskell Andersen

© 2025

1

I begyndelsen, på Davids tid, da kejseren angreb Danmark, bestod det af disse dele: Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland og Skåne. De blev ikke kaldt Dania eller Danmark, som vi senere skal vise, fordi de ikke blev styret af én suveræn, men hørte under den svenske konge. Der var nemlig i den svenske by Uppsala en konge ved navn Ypper, der havde tre sønner, den ene hed Nori, den anden Østen, og den tredje Dan. Den sidste sendte faderen til de dele, som nu kaldes Danmark, for at styre de fire øer, det vil sige Sjælland, Møn, Falster og Lolland, der alle tilsammen blev kaldt Videslev. Ypper havde nemlig befalet indbyggerne der på stedet, at de skulle give den egn, Videslev, til hans søn Dan som kongestad. Da det var sket, herskede Dan alene i Videslev og opførte på Sjælland byen Lejre, som han gjorde rig med mange gaver. Dan var dermed sædekonge, en lille konge, i tre år.

2

Men nu vil vi vide, hvorfra Danmark fik sit navn. Overleveringen fra de gamle bekræfter os i, at de førnævnte landsdele, Jylland, Fyn, Skåne og Videslev, ikke havde været underlagt nogen, dog med undtagelse af Ludvig, med hvis fred og velvilje kong Harald var blevet døbt ved Mainz, og danskerne havde modtaget kristendommen. Ellers havde de ikke været underlagt nogen, hverken tidligere eller senere, men i begyndelsen var de misundt af alle og havde stået imod alle angreb og holdt fast. Fordi det var tættest på faren, blev Jylland befæstet med en træpalisade, hvor Danevirke nu er, mod Augustus’, den første kejsers, indfald. Her angreb Augustus selv i begyndelsen, efter at have hvervet en stor hær. Jyderne stod imod dem og sendte Dan, lederen i Videslev, bud om, at han skulle komme dem til hjælp. Da han fik det at vide, blev Dan opfyldt af stor glæde, samlede sin hær og drog uden tøven i kamp. Og da Dan var ankommet til palisaden, rykkede jyderne deres lejre sammen med ham mod Caesar og indlod sig på en alvorlig kamp med ham. I dette slag dræbte de mange af hans mænd med sværdets klinge og slog resten på flugt. Da jyderne så, at Dan var en energisk, stærk og modig mand, førte de ham til stenen, der kaldes Daneryg, placerede ham oven på stenen, og tildelte ham kongetitlen. Jyderne fulgte ham og vandt Fyn og Skåne med de nærliggende øer til ham. Kong Dan så, at det land, han herskede over, var godt. Han kaldte sine stormænd og embedsmænd sammen og sagde: "Jeg er glad for mit rige. Hvad skal vi kalde det?" De sagde: "Kongen længe leve! Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark. Det navn skal aldrig slettes."

3

Dan var altså konge over Danmark i tre år. Endelig lærte han sin kone Dania at kende og avlede med hende en søn, Ro. Han fik efter faderens død riget i arv. Han begravede sin far på en høj ved Lejre på Sjælland, hvor faderen før ham havde grundlagt kongesædet, som Ro nu berigede med mange gaver efter faderen. På det tidspunkt fandtes der midt på Sjælland, hvor der tidligere havde været en øde bakke, Høgebjerg, en stor købstad, som blev kaldt Høgekøbing. Straks som Ro så, at købmændene førte deres vogne fra havnen til dem ad vejen til en dyr pris, gav han ordre til at købstaden skulle flytte fra den placering ned til havnen, hvor Isafjorden strækker sig ud, og at husene skulle anlægges rundt om den smukkeste kilde. Der anlagde Ro en anset by, som han navngav med et dobbelt navn efter kilden og sig selv, på dansk kaldes den Roskilde, hvad den skal hedde i al evighed. Ro levede så fredeligt, at ingen mødte ham i slaglinjen, og han drog ikke selv på togt. Men hans kone var frugtbar med børn, og han fik to sønner med hende. Den første hed Helge, den anden Haldan. Og da drengene begyndte at blive store og stærke, døde deres far, Ro, og blev begravet i en gravhøj ved Lejre. Efter hans død arvede sønnerne hans rige og delte det i to. Den ene fik jordene, den anden havet.

4

Haldan styrede således landet og fik sønnen Sivard med tilnavnet "hvide". Han begravede sin far Haldan i Lejre efter hans død. Helge derimod var havkongen og førte mange forbrydere med sig. Han var som skabt til søkamp og havde besøgt mange forskellige steder enten fredelig eller på viking. På et tidspunkt skete det, at Helge trængte til at komme i havn og var kommet til en havn ved Lolland. Udmattet efter roturen, blev han der i tre nætter, mens han hvilede ud i broderens kongerige med sin hær, teltene fredeligt slået op på marken, blev han grebet af et kødeligt begær og sendte sine soldater ud for at spejde efter en passende pige. De bragte kongen fyrst Rolfkarls datter, Thora, sammen med faren. Gravid med ham fødte hun senere datteren Ursula. Og så rejste kong Helge derfra og begyndte at plyndre forskellige lande. Det skete igen, at Helge mange år senere, lagde til ved den omtalte havn, og uden at huske på sin tidligere gerning, gav ordre til, at en pige skulle stilles for ham. Han voldtog sin egen datter, som Thora Rolfsdatter havde født. Hun blev gravid med sin far og fødte en søn, som hun gav navn efter bedstefaren, Rolf. I mellemtiden døde Thora, Helges hustru og svigermor, og hun blev begravet på øen Thorø. Og senere blev hendes far, Rolf senior, også begravet der. Også hans svigersøn, søkongen, blev begravet der. Men han og Ursulas søn, Rolf junior, voksede op og blev stærk og tapper. Men hans mor, Ursula, da hun havde lagt enkesløret, blev givet til den svenske konge, Adisle, som med hende fik en datter, Skuld, der på mødrene side var søster til Rolf.

5

I mellemtiden, mens dette gik for sig med søkongen, Helge, døde hans bror, Danmarks konge, Haldan. Efter ham modtog Sveriges konge, Adisle, skat fra danskerne. Han indsatte en bjæffende hvalp, Rakke, som han elskede alt for højt, som konge over dem. En af dagene, da den sad med sin hird, så den nogle hunde slås på gulvet. Da den ville skille dem ad for at undgå skader, sprang Rakke fra bordet ned blandt dem og blev bidt til døde. Da turde ingen sige det til Adisle, fordi, hvis én fortalte om Rakkes død, ville han straks blive halshugget. Men der var en jætte, kaldet Læ, som boede på øen Læsø. Han havde en hyrde, Snjo, som han havde sendt til Sverige for at bede kongen om kongedømmet. Da han var ankommet til Sverige, spurgte Adisle som den første spørgsmål, hvad der rygtes i Danmark, og Snjo svarede billedligt: "Alle bierne flakker omkring uden leder." Men på det andet spørgsmål, hvor han havde overnattet, svarede han: "Hvor fårene spiser ulven." For han havde set en læge give syge får en drik kogt på ulv. Men da Adisle igen spurgte til, hvor han først havde overnattet, svarede Snjo: "Hvor ulvene spiser kærren, men okserne flygter til skoven." Der havde han nemlig set tre bævere sanke et reb, den ene af dem, som kaldes træl, altså bævertræl, havde lagt sig på ryggen på jorden med udstrakte ben, de andre læssede brænde mellem dens ben, og trak den afsted ligesom førnævnte okser, og ulvene havde splittet dem ad og fortæret vognen. Endnu engang spurgte Adisle om, hvor han havde overnattet forgangne nat, og han svarede nu: "Hvor mus åd en økse, dens skaft blev tilbage." Han havde nemlig ligesom lavet en økse ud af osten, vidste han. Igen spurgte kongen til nyt fra Danmark. Snjo svarede ham: "Alle bierne flakker omkring uden leder." Da Adisle forstod det sagde han: "Er kong Rakke død?" Snjo svarede ham: "Det siger du." Og igen sagde kongen: "Rakke er død." Men da kong Adisle forstod, at Snjo var skåret godt for tungebåndet, og at han ikke kunne fange ham i samtale, udnævnte han ham til konge over danerne, og sagde: "Vil du være konge over Danmark?" Snjo svarede ham: "Lad din vilje ske." Kong Adisle smykkede ham med kongetitlen og sagde: "Snjo, tag du til Danmark og vær en hård og skandaløst grusom konge der. Indfør mange uretfærdige love, og husk på, at Danmark skal være dit rige for evigt."

6

Altså herskede Snjo efter kongens ordre grusomt over Danmark, både overmodig, uretfærdig, alt for tilbøjelig til ondskab, forfærdelig over for alt og alle, angreb alle som et lyn, tog fra de bønfaldende, hvis de synes at have noget, og fordelte det blandt de formuende og skadefro. Snjo gav mange uretfærdige og ubillige love og var mindst af alt retfærdig i sine domme. Han tvang underklassen til at gøre overgreb og overklassen til at findes sig i overgreb og styrtede dem derved i fordærv. Underklassen var underlagt ham i alt og elskede ham. Kun én, Rød, stod imod og var uenig med ham. Han sendte ham ud på øen til jætten Læ for at spørge, hvilken død kong Snjo skulle dø, i den hensigt at Rød ikke vendte levende tilbage. Da han var kommet til øen og havde givet kongens hilsen, spurgte han, på hvilken måde kongen skulle dø. Jætten Læ ville ikke sige noget om kongens død ham, før end han havde givet ham tre sandsagn. Rød sagde så, at han siddende inde i bjerget aldrig havde set tykkere mure end hans husmure. Det andet, sagde han, var, at han aldrig havde set nogen have flere hoveder eller færre tjenere. Det tredje og meste sande, han sagde, var, at hvis han var kommet væk, ville han aldrig vende tilbage. Da han havde sagt de tre udsagn, profeterede jætten ham, at kongen ville dø af et lusebid. Rød fortalte Snjo det, mens han sad i sin kongebolig i Jylland. Og det skete straks for øjnene af alle. Lus kravlede nemlig ud af næsen og ørene, og hele kroppen blev dækket af deres antal. Da Snjo var død af lusebid, huskede danerne for altid hans navn.

7

I mellemtiden, mens Rakke og Snjo regerede, voksede Rolf med tilnavnet Krake, Helges søn, op. Dani havde valgt ham til konge efter Snjo. Han residerede som oftest ligesom sine forgængere i Lejre på Sjælland. Han havde sin søster, Skuld, hos sig. Hun var datter af kong Adisle og Ursula, som fortalt tidligere. Hende elskede han broderligt. Han skænkede hende Hornsherred på Sjælland til at betale for udgifterne til sine piger. Der opførte han en by i hendes navn, Skuld, og kaldte den Skuldelef.

8

På det tidspunkt var der en skånsk jarl kaldet Hjarvard af tysk afstamning, der betalte skat til Rolf. Han sendte bejlere til Rolf for at bede om, at han gav Hjarvard sin søster Skuld i ægte. Da Rolf ikke ville det, forenede han mod pigens egen vilje sig hemmeligt med hende, som han havde bortført. Hjarvard og Skuld konspirerede indbyrdes om, hvordan de kunne dræbe Rolf, hvordan Hjarvard kunne overleve ham og blive arving til riget. Ikke lang tid senere ansporet af hustruens opmuntringer angreb Hjarvard Sjælland med en flåde. Han lod som om, han skulle betale sin svoger Rolf skat. En dag ved daggry sendte han bud til Lejre, om at Rolf skulle komme og se skatten. Men det han så var ikke en skat men en bevæbnet hær, og Rolf blev omringet af soldaterne og blev dræbt af Hjarvard. Sjællænderne og skåningerne, som var til stede, valgte Hjarvard til konge. Han var indehaver af kongetitlen fra morgen til prim. Da ankom Hake, Hagbards bror, Hamunds søn, dræbte Hjarvard og blev danernes konge. Under hans styre kom en ved navn Fritlef fra de nordlige egne og giftede sig med Rolf Krakes datter. Med hende fik han sønnen Frode med tilnavnet den gavmilde.

9

Efter han havde fået sønnen Frode, dræbte Fritlef kongen Hake og overtog hans position. Da han var død, fulgte sønnen Frode ham på tronen. Han blev dræbt af Svætlings sønner, og hans søn Ingjald fulgte ham på tronen. Da han døde, blev han fulgt af sin søn Olav, og hans datter, Åsa, som der er mange fortællinger om. Ved Åsas død, som havde fulgt faderen Olav på tronen, blev Harald, som blev kaldt Hildetand, gjort til danernes konge. Han siges at have haft et stort rige, da alle riger helt til Middelhavet blev gjort skatskyldige. Da han rejste til Sverige for at inddrive skatter, modtog kong Ring ham i kamp på marken, kaldet Bråvel. Der siges skjoldmøer at have kæmpet på Haralds side, en hed Hed, den anden Visna. I dette slag omkom Harald, og med den svenske kong Rings tilladelse, valgte danerne datteren Hed til dronning over sig. Hun herskede også i Danmark og grundlagde byen Hedeby, opkaldt efter hende, i Jylland ved vigen Slesvig.