Lidt om personlige tilnavne i Norge og paa Island i fortiden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Karl Ditlev Rygh
Sproglige og historiske afhandlinger
viede Sophus Bugges minde

Kristiania, 1908



Lidt om personlige tilnavne i Norge og paa Island i fortiden

af K. Rygh


Der er bevaret en betydelig mængde persontilnavne fra fortiden. En samling af norske og islandske tilnavne fra oldtiden og middelalderen, som jeg udgav for over 30 aar siden indeholder over halvtredietusinde særskilte tilnavne, hvoraf de fleste findes anvendte om mere end én person, og adskillige er brugte om en mængde personer. Denne samling var imidlertid aldeles ikke fuldstændig. Ved dens udarbeidelse var kun benyttet trykte kilder, og af saadanne er en hel del komne til siden den tid, saaledes f. eks. de mange senere udkomne bind af diplomsamlinger. En ny udgave vilde ganske sikkert kunne opvise meget over tre tusinde særskilte tilnavne. Og da dette selvfølgelig alligevel kun vilde være en del af dem, som virkelig har været i brug, kan deraf forstaaes, hvor udbredt denne navneskik maa have været.


Denne skik, at føie et tilnavn til personnavnet, maa have sin grund i trangen til en sikrere betegnelse og adskillelse af personer, end der kunde opnaaes ved døbenavnet selv med tilføielse af faderens navn, da antallet af de mest brugte personnavne jo er temmelig begrændset. Vistnok bød tilføielse af et gaardnavn i syntaktisk forbindelse et middel til bestemtere betegnelse. Og dette findes jo ofte anvendt, særlig i oldbrevene. Men det kunde dog ikke anvendes paa alle og passede desuden kun rigtig inden mere begrændsede distrikter. Meget letvindtere var det ogsaa, naar en person frembød ejendommeligheder af en eller anden art, at danne et tilnavn til sikrere at betegne ham.


Dannelsen af tilnavne er i virkeligheden kun en fortsættelse af de almindelige personnavnes (døbenavnes) dannelse. Overensstemmelsen mellem de to navneklasser viser sig baade i former og i betydningsforhold, og den ene gaar ofte over i den anden.


De sammensatte personnavne, hvis sidste led er et brugeligt navn, kan udentvivl betragtes som opstaaede ved, at det første led føiedes foran som tilnavn. Der findes ogsaa beviser paa, at forholdet opfattedes saaledes af de gamle, som naar det fortælles, at landnamsmanden Þórolfr fra Moster egentlig hed Rólfr, men fik tillægget til sit navn som en ivrig dyrker af Thor, og at han af samme grund gav sin søn Steinn navnet Þorsteinn. Et bevis paa, at saadanne navnes to led ikke er særdeles fast sammenknyttede endog i senere tid, kunde man f. eks. se deri, at to islændinger i Sturlungetiden, som begge hed Þorsteinn, adskilles ved tilnavnene Urðasteinn og Skaldsteinn, hvor det tillæg, som danner tilnavnet, ikke som almindelig er føiet til det fulde navn, men til dets sidste led. Audbjørn er et meget gammelt mandenavn; men endnu i det 12te aarh. fortælles det om en Islænding ved navn Bjørn, at han blev kaldet Audbjørn, hvori 1ste led altsaa blev tillagt som tilnavn. Den nære forbindelse mellem de to navneklasser viser sig ogsaa deri, at tilnavnet saa ofte træder istedetfor døbenavnet til betegnelse af en person, og deri, at det ofte gaar over til almindeligt døbenavn.


Eksempler paa det første har vi bl. a. i en mængde stedsnavne, særlig gaardnavne, som er dannede ved sammensætning med tilnavne. I norske gaardnavne har man mangfoldige eksempler derpaa, om man end i regelen ikke kan paapege de bestemte personer, hvis tilnavne er brugte, og man ofte kun med større eller mindre sandsynlighed kan fastslaa, at det er et tilnavn, som er anvendt. Paa Island, hvor stednavnenes tilblivelseshistorie er mere kjendt, har man sikrere eksempler derpaa, som naar Belgsdalr og Belgsstaðir er opkaldte efter Ólafr belgr, Hanatún efter Øyvindr hani, Lambastaðir efter Þorgeirr lambi, Vápnafjörðr efter Øyvindr vápni osv. Beslægtet hermed er det, naar gravhaugers navne dannes af den hauglagtes tilnavn, som Brúnahaugr paa Island efter Ólafr tvennumbrúni og Kornahaugr efter Þórarinn korni; jfr. Grjótgarðshaugr ved Agdenes i Norge efter den begravedes døbenavn.


Fremdeles bruges tilnavnet ofte istedetfor døbenavnet ved betegnelser af slægtskabs og familieforhold i forbindelse med sonr, dóttir, kona, mágr o. lign. Herpaa skal endel eksempler anføres. Et brev fra Voss af 1340 er udstedt af Halldórr dúkr og Arnfinnr dúkssonr; den sidste er utvivlsomt en søn af den første. Þorbjøm súrr's søn og datter kaldes Súrssonr og Súrsdóttir. En søn af Islændingen Rólfr nefglita kaldes Ljótolfr Nefglitusonr. Erling Skjalgssons fader hed Thorolf med tilnavnet skjalgr. Jón saltkarlssonr i Viken i 14de aarh. er udentvivl søn af en mand, som har havt det oftere brugte tilnavn saltkarl. Lignende er tilfælde med Aslakr øxasmiðssonr i Ryfylke ved 1300. I Sogn kaldes en mand ved 1370 kotkarlsmágr, hvori man maa have tilnavnet kotkarl. Lignende forbindelser med kona har man i barta kona, greggja kona, íkorna kona, landsa kona, skráps kona, smjǫrkolls kona, der findes brugte som tillæg til kvinders navne; i alle har man genitiv af deres mænds tilnavne. Denne brug synes at være indskrænket til tilnavne, som er mindre almindelige, og har selvfølgelig sin grund i, at de har været sikrere betegnende for personerne end døbenavnene. Paa grund af denne skik kan man derfor ikke af, at en mand f. eks. siges at være Sporson, slutte med sikkerhed, at Spǫrr har været brugt som mandsnavn; det kan ogsaa have været faderens tilnavn.


Der findes en mængde navne, som baade er blevne brugte som tilnavne og som egentlige personnavne eller døbenavne. I de allerfleste tilfælde er da brugen som tilnavn uden tvivl den oprindelige, og de er senere gaaet over til døbenavne. Denne overgang kan være formidlet ved, at tilnavnene, som ovenfor forklaret, i visse forhold brugtes alene til betegnelse af personerne. Og endnu mere maaske ved, at tilnavne saa ofte gik i arv i slægten. Jeg skal her anføre enkelte af de eksempler, man har, paa at tilnavne var arvelige.


Landnamsmanden Ketill blundr havde to sønnesønner, Þorgeirr blundr og Blund-Ketill. Fra denne æt nedstammede siden Þóroddr Rísablundr, som har faaet et tillæg til sit tilnavn efter gaarden Rísar. Olaf Tryggvessøns morfader Erik bjodaskalle havde arvet tilnavnet efter sin farfader Sigurd. Lendermanden Sigurd hund ved 1100 nedstammede i 4de led fra Thore hund. Et typisk eksempel paa, at tilnavnet gaar i arv fra farfader til sønnesøn ligesaavel som døbenavnet, har man i slægtrækken: Þórðr Þvari — Þórolfr halmi — Þórðr Þvari — Þórolfr halmi; den første var en landnamsmand. Ofte findes samme tilnavn baaret af fader og søn, som tilnavnene brókfeldr, faddi, hæru-kollr, kári, kornamúli, tvískafinn o. fl. I andre tilfælde sees tilnavnet at være gaaet i arv til sønnesønnen eller dattersønnen. Þorkell klyppr, herse paa Hordeland ved 950, havde en dattersøn med samme navn og tilnavn. Þorgils rostungr i 15de aarh. havde en sønnesøn Eindriði rostungr, raadmand i Bergen. Tilnavnet krækidans gaar i arv i mindst 3 slægtled osv. Naar en mand i Værdalen ved 1280 kaldes Øysteinn skoltr, og vi i samme bygd ved 1300 finder en Eindriði skoltr, kan man temmelig sikkert slutte, at den sidste er en søn af den første. Og naar vi i Vaage ved 1336 og 1386 finder nævnt 2 mænd, som begge har tilnavnet keppr, maa uden tvivl det samme være tilfælde. I Trøndelagen nævnes i det 15de aarh. flere mænd, som bærer tilnavnet þeisti. De maa utvivlsomt være af samme æt, i hvilken tilnavnet er gaaet i arv. I Værdalen nævnes i 14de aarh. en Aslakr skakari, hvis efterkommere kaldes Skakarar; tilnavnet er altsaa gaaet i arv til dem.


I denne forbindelse kan nævnes, at der ogsaa dannes patronymica af tilnavne. Efterkommerne af landnamsmanden Ǫndóttr kráka kaldes Krœklingar. Paa samme maade dannes af tilnavnet Frøysgoði Frøysgyðlingar, af krákunef Krákneflingar, af vápni Væpnlingar. Réf-Grímr og hans søn (ved 1200) kaldes spottende «þeir Reflingar». Naar der 1272 nævnes en mand, der kaldes Einarr dunna, og 1311 en Eirikr dunnungr, begge fra Stavanger eller omegn, kan der ikke være tvivl om, at den sidste har været søn af den første, og at hans tilnavn er dannet som et patronymicuin af faderens. Fra Ranrike nævnes i 14de aarh. en Gamall bulsi; han og hans sønner sammenfattes under navnet Bulsungar. Med støtte i disse eksempler kan man slutte, at mænd, som bærer tilnavnene dúfungr, eðlungr, gæslingr, bukksungi, har været sønner eller efterkommere af mænd, som har havt tilnavnene dúfa, eðla, gás og bukkr.


At forholdet mellem enslydende døbenavne og tilnavne er at forklare saaledes, at brugen som tilnavn er den ældre, kan i enkelte tilfælde bestemt paavises. Thorolf paa Sole har tilnavnet skjalgr, hans søn kaldes Erling Skjalgssøn og dennes søn Skjalg Erlingssøn. Udenfor Soleætten findes Skjalg vist ikke brugt som døbenavn. Tilnavnet lambi gik i arv fra den bekjendte lendermand Øjvind paa Harald Haarfagres tid til hans dattersøn Thorgeir, som ogsaa undertiden kaldes Lambi. Dennes sønnesøn er Lambe den sterke. Siden findes Lambe enkelte gange brugt som døbenavn i Norge og paa Island. Mandenavnet Broddi findes først brugt om en sønnesøn af islændingen Brodd-Helgi i det 10de aarh. og senere om flere af samme slægt. Siden sees det ikke sjelden at have været brugt paa Island, men kjendes ikke fra Norge. Her er det ogsaa tydeligt, at døbenavnet fra først af er dannet af Helges tilnavn Brodd-. En fader til en landnamsmand heder Þórir þiðrandi; hans sønnesøn bærer navnet Þiðrandi som døbenavn. Þórðr gellir hed en bekjendt islænding i det 10de aarh. med et tilnavn, han fik paa grund af sin vældige røst. Nogle af hans efterkommere bærer navnet Gellir, og senere var dette mandsnavn ikke sjeldent paa Island. Naar en jordebog fra 14de aarh. nævner en Rumphare bonde paa Vestlandet og nogle breve fra samme aarh. en Benedikt Rumfarason i Bergen, saa maa Rúmfari her være brugt som almindeligt mandsnavn. Men der kan ikke være tvivl om, at det oprindelig har været tilnavn om en, som havde gjort en Romerreise, i lighed med tilnavnene Englandsfari, Holmgarðsfari, Jórsalafari. Lymrekefari.


I andre tilfælde, hvori samme ord bruges baade som tilnavn og som døbenavn, kan man ialfald med meget stor sandsynlighed antage, at anvendelsen som tilnavn er den ældre og oprindeligere. Personnavne som Dýri, Faxi, Kárr, Kári og Kárhǫfði, Kollkeggr, Skeggi, Smiðr, Sóti, Stígandi, Súgandi, Tanni, Tryggvi, Úsvífr, Vígfúss o. fl., som alle ogsaa bruges som tilnavne, kan vist med temmelig stor sikkerhed antages fra først af at have været anvendt i den sidste funktion.


De betydninger, som maa være lagt i de gamle tilnavne, er i mange tilfælde let indlysende. Men i mange tilfælde kan forskjellige forklaringer være mulige, og ofte bliver det ganske uvist, i hvilken betydning de skal opfattes. Selv om ordenes sproglige betydning ikke er tvivlsom, kan det dog være vanskeligt at afgjøre, hvilke egenheder ved personerne man har villet karakterisere ved dem. I nogle tilfælde finder vi i sagaerne forklaringer af endel tilnavnes betydning og beretninger om foranledningen til dem. Enkelte af disse forklaringer kan vel mistænkes for at bero paa senere fortolkninger, men i regelen er de formodentlig rigtige. De har betydning, fordi man uden denne veiledning vanskelig vilde kunne forstaa flere af dem, og fordi de giver anvisning til den rette opfatning af andre analoge tilnavne. Man vilde saaledes ikke let kunne gjette, at Sel-Þórir fik sit tilnavn af, at der paa en baadreise, da han var gut, blev trukket en sæl-belg over ham for at værne ham mod kulden, eller at Þórir leðrhals blev kaldet saa, fordi han i slaget paa Fitje trak over sig en oksehud, som han havde skaaret hul paa, og brugte den istedetfor brynje. Naar det fortælles, at Þorkell þurrafrost fik sit tilnavn af, at han, naar barfrosten indtraadte, brugte at lægge sig ude i skogene paa jagt, kan man lettere forstaa, at tilnavnet sporsnjór, som bruges om en mand i Indherred, maa hentyde til, at han har været ivrig i at drive jagt paa sporsne.


En udførligere gjennemgaaelse af tilnavnene efter de forskjellige betydningsforhold er der ikke plads for i denne lille afhandling. Jeg maa indskrænke mig til nogle mere oversigtsmæssige bemerkninger derom.


Liden vanskelighed volder de tilnavne, som er dannede af stedsnavne. Oftest sættes disse foran personnavnet, i regelen i genitivform, som Aura-Páll, Berðlu-Kári, Gæna-Bjǫrn, Keldna-Valgerðr, Steigar-Þórir. Ló-Einarr osv. Meget ofte sammensættes stedsnavnet dog ikke umiddelbart med personnavnet, men med et fællesord, hvorved der dannes et selvstændigt tilnavn. Saaledes f. eks. Þorkell Alviðrukappi fra Alviðra, Arni Blikafoli fra Blikar, Aslakr Fitjaskalli og Ulfr Fitjumskeggi fra Fitjar, Þorgerðr Heiðarekkja fra Heiðr, Ǫnundr Holtakampi fra Holtar, Jón Vágadrumbr fra Vágar, Loðinn Viggjarskalli fra Vigg. Hertil hører ogsaa de mange islandske sammensætninger med -goði (som Kornsárgoði). Undertiden har man i saadanne forbindelser et folkenavn istedetfor stedsnavnet, som i Hitdælakappi. Sygnatrausti, Vorsakrákr. Til samme betydningsklasse hører ogsaa mange adjektiviske afledninger af stedsnavne, som egðski, hvínverski, mærski, upplendski etc. Først i den senere del af middelalderen bliver det mere almindeligt, at stedsnavne sættes bagefter personnavnene som tilnavne. Vi har dog flere eksempler derpaa fra 13de aarh. (som Auðgrímr Agðanes, Eirikr Ignarbakki o. fl. paa Haakon Haakonssons tid), undtagelsesvis ogsaa tidligere.


Naar tilnavnene ordnes efter sin betydning, dannes den ulige talrigste klasse af dem, som har hensyn til legemlige egenskaber og ydre udseende. Aller hyppigst er adjektiver, som hentyder til legemets høide eller førhed, haarets og skjeggets farve eller længde, legemlig styrke, raskhed osv. Flere af disse findes brugte om en mængde personer (som digri, langi, mjófi, hvíti, svarti, rauði osv.). Betydningen af disse er i regelen selvindlysende. Ved adskillige andre er den ofte vanskelig at bestemme. Som eksempel kan her anføres en række, som er dannede af nef, ofte med adjektivisk form (-nefr), og som hentyder til næsens udseende. Flatnefr, langnefr, mjónefr; rauðnefr er let forstaaelige. Bríkarnef betyder vel ogsaa «fladnæset» (med en fjælformet næse), og en lignende betydning har maaske skeiðarnef (med en næse som en skibsstavn?). Kyllinef, med en poseformet næse; omtr. samme betydning har vel klokkunef. Hauknefr, dúfunefr og krákunef indeholder en sammenligning med en fuglenæb, jfr. selnasi, med en næse som en sæl. Hýnefr, med en dunbevokset næse, jfr. hýskeggr. Hvorledes kerlingarnef skal forstaaes, er mere tvivlsomt. Mǫrnefr kunde gjettes at hentyde til en fed, kjødfuld næse. Tvivlsommere bliver smjǫrnefr og endnu mere brauðnefr og grautnefr. Det er dog muligt, at nef i saadanne forbindelser ligesom kollr, kampi og skalli skal opfattes som betegnelse for en person, og at smjǫrnefr kan betyde «en, som er glad i smørs (jfr. smjǫrkollr, smjǫrmagi. smjǫringr). En anden dannelsesform har man i nefglita, «med en glinsende næse». Nef bruges ogsaa alene oftere som tilnavn og maa da betegne en eller anden egenhed ved næsens form. Paa samme maade bruges ofte et substantiv, som betegner en legemsdel, usammensat som tilnavn. Auga kan betegne øine af en egen form (jfr. kringluauga, peningsauga, «med kredsrunde øine», kýrauga), men mulig ogsaa et beskadiget, ødelagt øie. Fótr, en uheldig formet fod (jfr. uxafótr, folafótr, merarleggr) eller en skadet fod. Om en siges det, at han kaldtes saa, fordi han var halt efter et saar i foden. Haka kan hentyde til en meget lang hage ligesom haklangr. Hals siges i ét tilfælde at have sin grund i, at manden bar hovedet paa skakke efter et saar i halsen, altsaa = skakki. Fingr kan hentyde til en vanskabt, men ogsaa til manglende finger, ligesom þumli (afledet af þumall) udentvivl sigter til en skadet eller afhugget tommelfinger. Om tilnavne som keptr, kné, leggr, magi, munnr, tá, tǫnn gjelder ligeledes, at de maa betegne en eller anden, oftest uheldig eiendommelighed ved en legemsdel. Lettere forstaaelige er i regelen de mange tilnavne, som er dannede ved sammensætning med et substantiv, som betegner en legemsdel, skjønt det ogsaa ved dem ofte kan være vanskeligt sikkert at bestemme, hvilken karakteristik der er lagt i dem. Jfr. de ovenfor anførte med -nef sammensatte. I formel henseende enestaaende er ǫngt-í-brjósti, trangbrystet, asthmatisk.


Af andre klasser af tilnavne kan nævnes dyrenavne, som findes brugte i stor udstrælming. I de fleste tilfælde ligger vel en sammenligning til grund. Saaledes betegner pái (pá) den pragtelskende. Geit maa hentyde til umandighed, feighed, hvilket i et enkelt tilfælde ogsaa udtrykkelig berettes. Fiskreki, som egentlig er navn paa en art hval, betegner som tilnavn vel en ivrig fisker. Burstígtull (pindsvin) hentyder maaske til pirrelighed, kleggr og kleggi til paatrængenhed, ufredelighed. Hani kunde sigte til en sterk, klingende stemme, ligesom gellir og gjallandi. Refr og de dermed synonyme, skolli, skaufhali og standhali, vel til listighed og svigefuldhed, skjønt ialfald det første ogsaa kunde sigte til rød haarfarve. Naar dyrenavnet er sat foran personnavnet, er der ofte et ganske andet betydningsforhold. Ligesom ved Sel-Þórir kan ofte en tilfældig begivenhed have givet foranledningen. Om Yxna-Þórir fortælles det, at han kaldtes saa paa grund af sin rigdom paa okser. Lignende betydning kan formodes i Sauða-Ulfr og Sauða-Gisli. Hafr-Bjǫrn skal have faaet tilnavnet af en buk, som et bergtrold havde sendt ham. Laxa-Páll har sandsynlig været en stor laksefisker, ifr. laxakarl. Hœnsa-Þórir førte høns med paa sine handelsreiser. Paafaldende er det, at saa ofte navne paa hundyr bruges som tilnavne til mænd, f. eks. birna, gylta, purka, sugga (vel hentydende til førhed, fedme), sýr, hæna, jalda, kussa, kýr.


Naar ord, som betegner vaaben eller rustning, ofte bruges som tilnavne, er det vel i de fleste tilfælde begrundet i, at personen eiede et udmerket stykke af dette slags. Undertiden er dette ogsaa udtrykkelig berettet, saaledes om 3 brødre, som bar tilnavnene sax (kort, enegget sverd), spjót og sverð. Som eksempler kan forøvrigt nævnes bakkakolfr (but pil), bíldr (bredbladet pil), blaðspjót (bredbladet spyd), hjalmr (dette dog ogsaa mulig om en kornstak, jfr. kornhjalmr som tilnavn), hyrna, skrúðhyrna (pragtfuld økse), þynna, kesja, skjǫldr, det sidste dog ogsaa brugt om en mand, der stillede sig foran kongen til værn mod hans angribere. Bekjendt er fortællingen om, hvorfor landnamsmanden Hjǫr-Leifr fik sit tilnavn. De mange tilnavne, som betegner dragt eller smykker, er ogsaa som regel at forklare af et ejendomsforhold. Naar en mand paa Haalogaland og hans søn bar tilnavnet dálkr (naal, ringspænde) og hans anden søn sylgja, har det sikkert hensyn til, at de eiede udmerkede smykker af disse slags. Paa samme maade maa man opfatte kornasylgja (en spænde med filigranarbeide?), gullknappr, kinga, rabband, (d. e. rafband), sjáraf vel ogsaa ringr og ringja. Til dragt henviser gráfeldr, stuttfeldr, rauðfeldr, línstakkr, blaðslakkr (med nedhængende fliger), kyrtili, mǫttull, hǫttr, kambhǫttr osv. En islænding fik tilnavnet helmingr, fordi han gik i en kappe, hvoraf hver halvdel havde sin egen farve. Substantiver, som betegner andre slags konkrete gjenstande, kan vel ogsaa som tilnavne hentyde til eiendomsforhold. I andre tilfælde sigter de ved en sammenligning til personlige egenskaber. Saaledes formodentlig kyllir, sekkr, tunna, næpa, rúga om meget tykke personer. Den modsatte egenskab betegner galgi, staurr, stǫng, sneis, grenimeiðr (et rankt grantræ) o. fl. Drómundr (et bredt, svært skib) maa hentyde til sene, tunge bevægelser, þistill til ufredelighed osv.


Efter tilnavnenes betydning er der endnu adskillige klasser, som jeg her ikke kan gaa nærmere ind paa: saadanne, som har hensyn til karakter og aandelige evner, — bedrifter og idrætter, — mandhaftighed, — bestemte tildragelser, — livsstilling og virksomhed, — rigdom, — graadighed og madkjærhed osv., medens endel synes at have sin grund i tilfældige ytringer eller i mundheld. Heller ikke er der plads til en behandling af tilnavnenes former og dannelsesmaader.


Jeg skal til slutning kun tilføie nogle ord om tilnavne med nedsættende og spottende betydning. Der findes en hel del saadanne, som efter nutidens opfatning maa synes at være af en haanende og krænkende natur. Men de gamle kan dog ikke altid have opfattet det paa samme maade. Sýr og sugga synes os at være lidet smigrende tilnavne. Men det første brugtes, som bekjendt, om en konge paa Ringerike, det andet om en Orknøjarl. Ǫgmundr dyttr fik tilnavnet, fordi han engang blev slaaet overende uden at hævne sig, og det tilføies, at han blev spottet for dette; men han vedkjendte sig det dog, da han engang blev spurgt, om han hedte saa. Selseista nævner den, som bar det, selv som sit opnavn. Tilnavne som kunta, púta og skækja kan ikke være givne i hædrende mening. En Jón púta nævnes dog blandt udstederne af et brev, medens Arnfinnr sækja kaldes saaledes i et brev, hvori han kun omtales, men i et andet, hvor han er en af udstederne, heder A. Eilifssonr. Sneis skulde synes mindre fornærmeligt, og dog hævnede en islænding sig blodigt, fordi en kaldte ham med dette tilnavn. Det er forklarligt, at borgerkrigene fremkaldte mange spottende tilnavne. Fra denne tid har vi f. eks. Þorleifr brúðr, en ribbung, Andrés kelduskítr, en af Sigurd slembes mænd, Þorgils þúfuskítr, det angivelig virkelige navn paa baglerkongen Inge, og Guðolfr smjǫrtík, først baglerhøvding, siden en af ribbungernes førere.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.