Lindorme ved kirker 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

E. Lindorme og småkryb

5. Lindorme ved kirker


40. Fordi der ligger en lindorm på kirkens nordside, lægges våbenhuset al tid på sydsiden. Og for at værne mod lindorme er det også man planter lindetræer på kirkegårdene.

V. Bennike.


41. Når et menneske spiser en nøddekjærne, hvori der er en orm, og denne uden at blive knust kommer ned i indvoldene, lever den der. Den vokser hurtig, er hvidgul og skaldet med undtagelse af enkelte stive, røde hår. Den nærer sig af de fødemidler, mennesket ellers skulde have nytte af, derfor bliver det magert og kommer til at se elendig ud. Til sidst bliver ormen så stor og stærk, at den ved at trykke sig mod menneskets hjærte volder dets død. Efter begravelsen nærer den sig en tid af sit offers lig; når det er fortæret, sønderbryder den kisten og graver sig frem gjennem jorden til det sidst nedsænkede lig, som den også fortærer, og således vedbliver den en tid lang, til den en skjønne dag viser sig oven på jorden. Den tager da gjærne stade på solsiden af kirken. Denne plads forlader den nødig, da den er så fed, at det kun er med stor møje, den formåer at bevæge sig.

Midtsjælland. Henrik Pedersen, Maribo amtstue.


42. I Hvidbjærg kirke på Tyholm var der en gang en lindorm, og når den blev så stor, at den kunde nå rundt om kirken, troede man, at denne vilde blive væltet. Det gjaldt da om at få den slået ihjel. Men der var ingen, som turde binde sig ved den. Så kom de i tanker om at lægge en tyrekalv til, og opfostre den med nymalket mælk i tre år. Folkene i Hvidbjærg sogn leverede mælk i fællesskab dertil, og i denne tid turde ingen mennesker komme i kirken. Da tiden nu var omme, var tyren bleven stor og stærk og skulde nu slås med uhyret. Så blev tyren lukket ind i kirken, og folkene stod udenfor i massevis for at få enden at vide. Nu blev der et forfærdeligt spektakel, og tyren brølte, så kirken rystede, men efter en tids forløb blev alt stille derinde, og nogle af de modigste kravlede op i vinduerne for at se, om uhyret var blevet dræbt. Da så de, at både lindorm og tyr lå døde og svømmede i deres blod. Nu fik man i en hast kirkedøren op og fik de døde kroppe slæbt ud. Lindormen fik de ned til fjorden og i en båd, og så sejlede de med den hen til en lille ø og begravede den der, og den ø kaldte man siden den tid Lindø.

K. Kr. Jensen, Gudum.


43. Norden for Höjby kirke ligger en lille sø, og på dens bred lå fordum et slot, som blev beboet af to nonner. To brødre, begge unge karle, var så umenneskelige, at de en aftenstund sejlede over søen, brød ind til de to nonner og voldtog dem. Herover blev de så forbitrede, at de svor at hævne sig, og besluttede at gjøre det i kirken en höjtidsdag. Da de vilde gå ind i kirken, modtog karlenes moder dem med de ord: «Stat til side, dannekvinder! og lad mine sønnekvinder komme frem.» Nonnerne tænkte kun på hævn, og efter ofringen dræbte den ene af dem sin forfører foran alteret med en dolk, medens den anden først fik lejlighed til at myrde sin i nærheden af kirkedøren. Da der nu var begået mord i kirken, så lod paven den lukke i ti år, og i den tid blev der holdt gudstjeneste under åben himmel.

Imedens kirken var lukket, vokste der imidlertid en stor lindorm på kirkegården, som lagde sig foran kirkedøren og spærrede indgangen. Da kirken igjen måtte åbnes, skulde ormen først dræbes, før man kunde bruge den. Derfor slap man en stor tyr, som var fedet med sød mælk og hvedebrød, løs på uhyret. Længe kjæmpede de frygtelig, og ormen slog med sin hale så kraftig, at tårnet revnede lige fra grunden til lydhullet, men endelig fik dog tyren bugt med lindormen.

Om de to nonner eller jomfruer fortaltes endnu i dette århundrede, at de gik og spøgede i den gård, hvor de to karle var fra.

F. L. Grundtvig.


44. Omkring Hördum kirke lå en gang en lindorm. I førstningen var den ikke ret stor, men til sidst voksede den op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste menneske i kirke, men den dræbte også mange mennesker der af egnen, den krævede al tid sine visse ofre. Hverken ild eller stål bed på den, og det var en hård tid at leve i. Men så blev der en gang rådt dem, at de skulde lade en tyr opføde ved ny malket mælk, til den var syv år gammel, ikke en smule andet måtte den få, og når den havde nået den alder, så skulde de lade den med samt dens bur føre til kirkegården og slippe den løs der, så skulde den nok gjøre kål på goden lindorm. Tyren blev da også opfostret på herregården Irup, hvorhen hele omegnen hver eneste dag måtte bringe deres mælk i svære mængder, for tyren var en karl, der kunde tage til sig. Et uhyre jærnbur havde man fået lavet til den, og det var da også svært, hvor den voksede, så efter de syv års forløb var den rigtig nok også bleven til et mægtigt stykke karl. Efter svære omstændigheder fik man endelig ved mange hestes hjælp buret kjørt til kirken, hvor tyren allerede begyndte fælt at brøle, før den slap ud, så man mærkede straks, at den øjeblikkelig havde fornummet lindormen. Men da den så var kommen ud — Vorherre bevares, den snusede og brølte, og den skrabte og sparkede i jorden, så hele egnen måtte ryste derved — og så foer den lige løs på lindormen, der imidlertid også lod sin stemme høre ved at stille an med en hvæsen, så det var grueligt. Nu begyndte da en kamp på liv og død mellem de to uhyrer, og hele omegnen gruede derved, ti det var klart, at dersom lindormen sejrede, så blev den ikke længere ved kirken, men vilde gå en blodig vej gjennem landet både nær og fjern, til måske det halve af verden var bleven ødelagt. I begyndelsen spyede den både edder og ild, så det røg höjt op i luften, og tyren blev ilde tilredt, gav også somme tider slemme brøl fra sig, medens dog også lindormen måtte døje adskillige slemme puf af tyrens pande, indtil denne så lejlighed til fuldkommen at spidde den på sine horn. Dermed var det ude med lindormen, men også tyren havde fået nok, edderet havde dræbt den.

P. Uhrbrand.


45. I Nörre-Nissum kirke, fortælles der, levede en gang en lindorm, der grov ligene op på kirkegården, og ingen kunde komme op til kirken for den. Folkene der i omegnen blev da kjendt det råd, at en tyrekalv med en vis kulør og visse mærker skulde opfostres med nymalket mælk i tre år, hvilket en pige skulde give den, og den måtte ingen andre folk få at se; den skulde nok lade sig føre til kirken af pigen, og så skulde den nok få magt med lindormen. Der blev leveret mælk til den fra flere sogne. Da den var tre år gammel, blev den ført op til kirken, hvor den også fik magten, men døde af den mængde gift, der udströmmede af lindormen. I dennes mave var der en unge, og den levede. Når den bliver så stor, at den kan nå rundt om kirkegården og bide sig selv i halen, vii den vælte kirken, og verden skal da forgå.

Iver Kr. Jensen, Vester-Fiskbæk.


46. Nordvest for Læborg kirke ligger Fru Mettes bjærg, et af de höjeste punkter i Ribe amt. Bakken ligger i Hundsbæk krat, der efter sagnet en gang har været en stor egeskov, som blev ødelagt ved ild. Årsagen til ildebranden skal have været, at der var en stor lindorm, som man vilde have ødelagt, og derfor stak man ild i skoven, men lindormen reddede sig ved flugten og lagde sig dernæst rundt om Læborg kirke, som den sandsynligvis havde væltet, hvis den ikke havde været for kort til at få halen i munden. Da folk næste dag kom til kirken, det var just en søndag, blev de ikke lidt forskrækkede over at se den således belejret. Man fandt da på at hente en mandolm tyr, og den blev pudset på ormen, som efter en gruelig kamp måtte bukke under.

(Sml. nr. 18.) N. J. Termansen, Gammelby.


47. I gamle dage var der en lindorm, som lå uden for Tostrup kirke, Holbæk amt. Ingen lig kunde ligge i fred, for han havde sådan gange i jorden, at man kunde høre ham knyrkle på ligene. Tyren rev lindormen ihjel, men var nu bleven så gal, at den vilde ødelægge alle mennesker, og de måtte krybe op på kirketaget for at få den skudt. Der er endnu et stort rundt hul i kirkegårdsmuren, som de siger, lindormen har slået med sin hale.

Chr. Knuth.


48. Min gamle bedstefader fortalte mig i min barndom, at da sognefolkene en søndag morgen kom til Toksværd kirke på Sjælland, da lå der uden for døren et frygteligt uhyre, som kaldtes en lindorm. Ingen turde nærme sig den, så man den dag med sorg måtte gå hjem uden at kunne komme i kirke. Kun én af mændene gik op i tårnet og skød med kraft på uhyret, men alt prellede af på dets tykke skind. Man fik da en tyrekalv til præstegården, og sognets folk bragte mælk og blod til den at drikke. I få måneder voksede den så stærkt, at den blev helt uvane og sprængte til sidst stalddøren, sprang over på kirkegården og rev uhyret ihjel. I den tid, da kalven voksede, gik man dog i kirke, idet man fik lavet en dør i den nordre side, og den anden blev så muret efter. Nu er indgangen i den vestre ende.

Stine Lauritsen, Des Moines.


49. Vemmelev kirkes våbenhus skal forhen have ligget i den søndre side, men så kom der en vældig stor lindorm, som kunde sno sig tre gange omkring kirken . . . . Tyrekalv opfostret . . . . Da slaget var endt, sad der en mand oppe på klokketårnet og skød tyren, for han var bleven giftig, og våbenhuset blev flyttet om, hvor det nu er, og den gamle dør muret til.

Chr. R.


50. Ved Hvalsø kirke havde en drage en gang taget ophold, og når det var solskin, lå den og solede sig uden for kirkedøren, så folk ikke kunde komme ind i kirken for den, hvorfor de måtte hugge hul i den nordre side af tårnet og lave den indgang, som benyttes den dag i dag. Det var alligevel til uhygge at have dragen der, og meget blev prøvet for at blive utysket kvit, men ingen ting hjalp. De fik da det råd at føde en tyrekalv op med bare sød mælk og nøddekjærne, den skulde nok få bugt med utysket. Da tyren var et år gammel, prøvede de den, men den turde ikke gå på; da den var to år, gik det ligedan, men da den var tre år, stod kampen mellem dem, og det gik så hårdt til, at de omkom begge. I sin dødskamp baskede dragen kirketårnet således med sin hale, at det slog en revne, som endnu kan ses. Den drage blev begravet uden for kirkedøren, for at enhver, som går ind i kirken, skal nødsages til at træde på den. Da dragen var død, vilde de føre tyren hen i den gård, hvor den var opfødt, men den styrtede død om på vejen ud for degnens have, hvor der nu er en gammel stenkiste, som kaldes Tyrebroen; her blev den gravet ned, og heraf fik broen sit navn.

Pedersen.


51. Ved Skibbinge kirke har ligget en lindorm for indgangen ved den søndre side. Derfor måtte man slå hul og sætte en dør i den nordre side, medens de opfødte en tyr med sød mælk i syv år. Men da de syv år var omme, kunde tyren alligevel ikke få magt med lindormen og blev ødelagt af den. Den gik på omgang blandt bønderne, og nu måtte en bondekone tilstå, at hun én eneste dag havde givet tyren afskummet mælk, og derfor var det, at den ikke kunde vinde sejr. De måtte nu atter opføde en tyr i syv år, og den overvandt lindormen.

Fr, C.


52. Udenfor Lellinge kirke ved den side, hvor kirkedøren var, havde der en gang lagt sig en lindorm, så folk ikke kunde komme i kirke. Et par karle prøvede rigtig nok på at springe over den, men den slog efter dem med stjærten. Dog slap de helskindede, men tårnet fik en revne, som kan ses den dag i dag. Nu fandt man vel en udvej og lavede en kirkedør ved den anden side, men da lindormen mærkede dette, snoede den sig omkring kirken, så det halve af kroppen lå på hver side, og det var da helt umuligt at komme i kirke. Så måtte man have den ødelagt, men det var ingen let sag. Man opfødte en tyr i tre år med sød mælk og hidsede den på udyret. Tyren fik godt nok magten, men straks efter løb den hen og druknede sig. På Lellinge kirke er der en indskrift til minde herom.

Dette fortælles også lidt anderledes. Lindormen fødte to unger, som lagde sig ved den ene kirkedør, i steden for at den snoede sig omkring kirken.

Ole Hansen.


53. En søndag, medens folk var i kirke, var der kommet en lindorm og havde lagt sig uden for Ris kirkedør. Da folk nu kom til døren og så det fæle uhyre, blev de meget forbavsede. Nogle af de forreste sprang over den, men da den begyndte at rejse sig, måtte de øvrige søge ud af vinduerne. Så måtte man lave en anden udgang og opføde en tyr og nok én o. s. v.

O. Grove.


54. Lindormen om Sæby kirke stank ilde, og han var skudfri. På anden måde turde man ikke binde sig ved ham, men så søgte man en klog mand, og han rådte, at de skulde støbe en kugle af altersølv og skyde lindormen med. Det prøvede de så og blev af med ham.

O. Grove.


55. Der har også været en lindorm ved Tjörnelunde kirke. På det sted, hvor tyren og lindormen sloges, ligger en stor sten, som der er et dybt slag i, og det er kommet af, at lindormen i kampen kom til at slå til ham med rumpen. Tyren fik magten, men døde nok med det samme.

C. Grove.


56. Tyrens kamp med lindormen ved Smörum kirke i våbenhuset. Opfødt i tre år ved sød mælk, men bukkede under. En anden opfødt i fem år vandt sejr.

V. Boye.


57. En lindorm skal have haft sit leje under den store flade sten, der ligger udenfor den tilmurede søndre dør i Bjerre kirke, anneks til Ørslev. Opfødte tyr o. s. v.

Lærer Hansen.


58. Der er et billede indridset på Lyngby kirkemur, der skal forestille en tyr. Lindormen o. s. v.

Sjælland. Fr. Gr.


59. På Tømmerup kirkegård lå en lindorm og rugede. For at betvinge den opfødte folk en tyr med hvedebrød og mælk og sendte den mod ormen. De to kjæmpede voldsomt, men ormen blev ved at drive tyren ned til et vandhul, hvor de begge dræbte hverandre. Dette hul kaldes nu Dødens tanke.

V. Bennike.


60. Der lå en lindorm rundt om Velling kirke, og når den kunde nå at bide sig selv i halen, vilde den vælte kirken. En ridder dræbte den, og til minde om det blev der sat en lindorm på sydsiden af tårnet.

Vinding højskole.


61. Spiret på Holstebro tinghus forestiller en ridder, som dræber en lindorm. Denne lindorm lå om Holstebro kirke og ødelagde mange mennesker, indtil en ridder kom og dræbte den, og det er derfor, han og ormen er afbildet på tinghuset.

Niels Knudsen, Tvis, ved Kr. Östergård.


62. En lindorm havde lagt sig ved den søndre side af Lindknud kirke, hvis bjælker er huggede i Bøgeskov, og ingen kunde komme ind. Så bar alle sognets beboere mælk til for at opdrætte en tyrekalv, som da også voksede til og blev så stærk, at den tumlede lindormen.

Oppe ved Risgård ligger Rishöj, uden for hvilken er set et par små gamle mænd med røde luer på gå omkring. Lige over for ligger Lunderhöj, hvorpå tømmeret til Lindknud (?) kirke skal være vokset.

H. F. F.


63. Lindknud kirke har fået navn efter en lindorm, der gik og åd de døde af gravene og var så forfærdelig stor, at folk ikke kunde komme ad kirken for den. Den lå oppe på loftet og var en forfærdelig prygl, som de ikke kunde komme af med, og skyde den kunde de heller ikke. Så blev der lært dem det råd, at de skulde dræje en tyrekalv op i tre år, og den skulde fødes så forfærdelig godt op med nymalket mælk og korn og fodres af en enlig pige, for ingen andre måtte komme til den end hende. Da hun havde opdraget den i tre år, skulde hun følge den hen til kirkegården alene. Så snart de nu kom der hen, kom lindormen jo. Da tyren kunde se, at ormen vilde søge pigen, vilde den værge hende, og så klemte de på at slås, for tyren holdt meget af hende. Da lindormen så næsten havde bidt tyren ihjel, stak den sine horn ind i den, og så faldt det om og døde ved hverandt.

Kristen Ebbesen, Egtved.


64. Der var en lindorm i Lindknud, som huserede meget slemt og gjorde stor skade der i egnen. Endelig blev folkene opsatte på, at de vilde have den lagt øde. Den gang var der stor skov, hvor der siden har været lyng, og i den opholdt lindormen sig. Beboerne tændte nu ild på skoven fra alle kanter, og så brændte de på denne måde ormen med. Forinden den døde, kravlede den op på en lille bakke eller knude, der var i skoven, og her blev den liggende. Det er, hvor Lindknud kirke nu ligger. Men herfra stammer navnet. Man kan endnu i jorden omkring Lindknud se kul fra den tid, skoven blev afbrændt for lindormens skyld.

R. P. Randlev.


65. Noget syd for Lindknud kirke er der noget krat, Bøgeskov kaldet. I dette krat opholdt der sig en lindorm, som gjorde stor skade og indjog folk stor skræk. Endelig gjorde man stor jagt på den, og drev den omsider op på en lille höj, omkring hvilken man antændte et stort bål, som opbrændte lindormen. På denne höj blev senere kirken bygget og fik navnet Lindknud efter lindormen og höjen eller knuden, hvorpå den blev bygget.

Discipel Jörgensen, Ribe.


66. Lindum har fået sit navn af en lindorm, der har været så stor, at den kunde nå om kirken tre gange.

Glenstrup.


67. Der lå en lindorm ved Lindum kirke, og dens hoved og hale lå udenfor kirkedøren. Så fedede de en tyr i syv år, og den fik alt det mælk, den vilde drikke. Der var så mange karle om at trække den hen til ormen.

L. Nielsen, Vinkel.


68. Der lå en lindorm om Ovsted kirke, så folk kunde ikke komme i kirke i flere år. Så opfødte de en tyr med kjærnemælk, og denne gjorde det af med lindormen.

Jens Andersen, Kalvris.


69. De kunde ikke komme til rette om, hvor Ovsted kirke skulde bygges. Så koblede de to stude sammen, og hvor de lagde dem den første nat, skulde kirken bygges. De lå så i et krat.

Så var der siden en lindorm, der vilde have væltet kirken. Men den kunde ikke nå at få i sin hale. Havde våbenhuset ikke været, så havde den kunnet nå den, for det var i vejen, og så havde den væltet kirken. Der var en fra Bjödstrup, der kom og skød den i to stykker, det var Kipkjællings søn på Bjödstrup, han havde fået patten, til han var syv år. Så var han så stærk, at han turde gå op i tårnet og skyde den der. Hovedet af den faldt ned sønden for kirken Og slog Ma Rams hul.

Lavst Sommer, Tåning.


70. I banken, hvorpå Ovsted kirke er bygget, var en lindorm. Den var utilpas over kirken og snoede sig om den og gjorde stiling på at ville have vælt den. Men der manglede en bitte smule i, at den kunde få halen i munden. Så skulde den lægges øde, for folk frygtede, at den til sidst skulde blive så stærk, at den skulde vælte kirken. En, der havde rejst meget i udlandet, udfandt et redskab, der kaldtes en glibe, til at skyde den med, og så skød han den midt over. Det ene stykke fløj ned og slog Ma Rams hul, og det andet fløj ned og dannede Ris mose.

J. B. og M. H., Lille-Tåning.


71. Da Ovsted kirke skulde bygges, var der en lindorm, som forstyrrede arbejdet, og aldrig så snart de fik noget op, før den fik det revet ned igjen. Så fik bygmesteren det råd at binde to stude sammen . . . . de lagde sig til leje for natten på det nuværende sted. Det var nær, lindormen havde fået arbejdet forstyrret der også; når den havde fået bidt i sin hale, kunde den have væltet kirken. Men så kom en mand til med en bøsse, og han skød den midt over ved navlen. Den tog da så vældig et spring, te den faldt ned og slog et hul i jorden tusende alen sønden for kirken. Der har siden vældet vand ud, og det er kaldt Ma Rams hul. Det er også kaldt Sct.-Annas kilde, for det skal have haft lægende kraft, og folk søgte dertil.

Tåning.


72. Om Ydby kirke havde der snoet sig en lindorm, som var så lang, at hovedet lå ved den ene side af kirkemuren, og halen ved den anden. På én gang kunde den æde en hest og en ko, og den slugte alle dem, der kom i nærheden. Da nu folk ikke kunde komme i kirke for den, fødte de en tyrekalv op, og folk fra sognet bar i tre år nymalket mælk sammen til den, hvorpå de førte den til kirken. Men ormen var for stærk, og med nød og næppe frelstes tyren. I fire år til fødtes den nu på samme måde og overvandt da lindormen, hvis skrog blev ført ud på en i fjorden liggende ubeboet holm, som er østen for Boddum og deraf har fået navnet Lindholmen. Den blev ført derhen, fordi den var giftig, og for at den ikke skulde forpeste luften.

H. A. B.


73. I gamle dage var der kommet en lindorm på Ydby kirkegård. Den voksede og blev meget farlig, ti den vilde tage både mennesker og dyr, og til sidst var den så lang, at den nåede helt rundt om kirken, så ingen turde komme der. Så hittede manden i æ Kjærregård på råd. Han lagde en tyrekalv til, og den fik i fire år al den nymalkede mælk, den kunde drikke. Længe havde den været mandvolm, og ingen kunde komme den nær uden pigen, som gav den mælken. Da den nu var fire år, sagde manden til hende: «Å, tag æ spand og list æ tyr med dig op på æ kirkegård, og så kan du jage æ spand inden æ stette og så rende hjem.» Skjøndt pigen var gruelig bange, blev dette gjort. Men da lindormen nu så tyren, kastede den sig over den, og der kom til at stå en frygtelig kamp. Men tyren vandt sejr, og lindormen blev stukken ihjel. Den er begravet i den lille höj lige vest for kirken, som endnu hedder Lindormehöjen.

Joh. Nielsen.


74. Om Funder kirke skal der i sin tid have været en lindorm, der var så lang, at den næsten kunde omslynge hele kirken. Folk så med skræk, hvor stærkt den voksede, ti efter ældgammel spådom vilde den vælte kirken, så snart den blev så stor, at den kunde bide sig selv i halen. I denne nød henvendte beboerne sig til en gammel klog mand, som gav dem råd: Den første fuldbårne tyrekalv af en kvie skulde de i tre år føde med hvedebrød og nymalket mælk, og aldrig bruge den til arbejde. Så skulde de lade den kjæmpe med lindormen. Dette råd fulgte beboerne med glæde . . . Lindormen måtte bukke under, og siden har der aldrig været nogen.

Hids herred. Lærer Chr. Hördum, Funder.


75. Omkring Tranbjærg kirke ved Århus har der ligget en lindorm med unger, og de havde huller uden for den nordre indgangsdør ind under kirken. Der lå altså ungerne inde. Så blev den indgangsdør muret efter, og nu er den i syd.

En karl på Testrup højskole.


76. Der er en lindorm under Nörre-Nissum, kirke. A har tjent på Kongensgård og da hørte a, der var et hul i muren inde i kirken, og der trak lindormen sin ånde igjennem. De måtte putte, hvad sten de vilde, i hullet, så kom den dog af vejen.

Peder Kristensen, Rottesgård.


77. Under Nörre-Nissum kirke ligger en lindorm, og når den bliver så stor, at den kan få sin hale i sin mund, så vælter den kirken.

S. Mortensen.


78. Under Nissum kirketårn ligger en lindorm, og den har slået en revne i muren, hvilken al tid er åben, hvor meget de end kalker den til. Tårnet vil falde en påskedag.

Lærer Knude, Heldum.


79. Der var en mand i Nörre-Nissum, han hed Per Jensen og var noget klog. Så vilde han mane den lindorm ud, der ligger under Nissum kirke og efter gammelt sagn en gang vil vælte den. Han fik hans karl med op på kirkegården en aften, for han skulde holde lygten, og så bad han ham endelig at tie stille, ihvad han så. Så begyndte manden at læse, og der åbnedes et hul, og der ud af stod ild og røg. Da blev karlen angst. «Herregud, Per Jensen, vi er fortabt!» råbte han. Men så var det ovre, nu kunde Per Jensen ingen magt få over lindormen.

Kristen Kristensen, Vandborg.


80. Under Nissum kirke ligger en lindorm. Når den giver lyd fra sig, så vil den vende sig, og kirken vil da falde ned.

Nik. Christensen.


81. Der lå en lindorm i et kirketårn, og hver gang der kom nogen forbi, styrtede den sig over dem og dræbte dem. Opfødt en tyr o. s. v.

Fr. Gr.


82. Om Brande kirke fortælles, at en lindorm ligger rundt om kirken, og når den får vokset sig så stor, at den kan få halen i munden, vil den vælte den, og det skal ske en dag, når kirken er fuld af folk. Der efter skal der komme en tyr fra Brandholm, der skal løbe ned til Sandfuld sande, og der skal den skrabe så meget guld og sølv op, som der kan gå med til at bygge kirken op igjen.

Chr. M. Møller.


83. Under Brande kirke skal der ligge en lindorm, som skal vælte den, når den bliver så stor, at den kan nå tre gange om kirken. Men syd for kirken i Lund bakke skal der være en kjedel fuld af penge, hvorfor man kan bygge den op igjen. Men disse penge findes ikke, inden der opfødes to kalve, én i Lille-Langkjær og én i Sandfuldbjærge, med nymalket mælk og hvedebrød, til de er ni uger gamle, for så skal de mødes på Lund bakke og slås, til de begge ligger døde på stedet, og der, hvor de ligger, skal man grave og kunne finde kjedlen, hvis indhold er rigt nok til at bygge en ny kirke for.

T. Kristensen.


84. Der lå en lindorm om Århus Domkirke, og den var tilsidst ved at gå helt om kirken. Så vidste de aldrig, hvordan de skulde få den kvælt. De havde nemlig været efter den flere gange og kunde ikke få magt med den. Endelig opfødte de en tyr i tre år med sød mælk og nøddekiærner. Den kom nu imod lindormen, men kunde ikke stå sig. Så fødte de den i tre år til, og nu fik den magten.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.