Lovændringer til Den ældre Gulatingslov

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Uddrag af Den ældre Gulatingslov


Lovændringer


oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014


Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846


Gulatingsloven

148. Her er de lovændringer, som Magnus den Gode[1] gav i Langøysundet. Nogle af dem gav Håkon Toresfostre.[2]

Julegaver[3] skal aldrig herefter ydes.

Enhver skal have de værdier, der findes i vedkommendes jord, selv om en anden graver dem frem.


Om folks skibe

Enhver skal have nytte af sit skib i fuld fredstid og drage hen, hvor som helst han ønsker.


Her står om landøre[4]

Ingen mand, der svarer ledingsafgift, skal betale landøre.

Selv om en mand forlader vort land og slår sig ned andetsteds, har han ret til at komme her, som han vil, såfremt han ikke har været i fjendeflok imod en vore konger.

Nu bliver en mand fredløs herfra. Nu, hvis en mand her dør, som vedkommende — såfremt han opholdt sig her i landet og ikke var fredsløs — skulle arve, da skal den næste i arvefølgen tage arven.[5]



Noter:

  1. ↑ † 1047
  2. ↑ † 1094 el. -95. Se Magnus Barfods saga, kap. 1-2.
  3. ↑ Julegaver til kongen blev indført af Knud den Stores søn, Svend Alfifasøn, da denne på faderens vegne regerede Norge i 1029-1035. Se Olav den Helliges saga, kap. 239.
  4. ↑ En afgift. Se anførte sted i Olav den Helliges saga.
  5. ↑ Ifølge Svend Alfifasøns lovændringer tilfaldt en sådan arv ellers kongen. Se anførte sted i Olav den Helliges saga.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Lovændringer_til_Den_ældre_Gulatingslov&oldid=26061»