Måneånden (Eskimoernes kultiske guddomme)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk tupilak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer

II. Guderne

Måneånden

Måneguden udøver sin magt overalt fra Østgrønland til Alaska. Vesteskimoerne (i Alaska) synes overvejende at dyrke måneånden, og man hører næsten intet til havkvinden fra dem.

Han repræsenterer det mandlige prinsip i tilværelsen og råder for ebbe og flod — ikke blot i havet, men i den menneskelige formerelse. Han kan gøre ufrugtbare kvinder frugtsommelige enten ved at han selv stiger ned, eller ved at en angakkok flyver op til månens hus for at hente børn hos ham.

Forøvrigt søger åndemanerne i Alaska op til månen av selvsamme grund, som får de østeskimoiske angakkut ved Davisstrædet til at søge ned til havkvinden: nemlig misfangst. Ude ved Beringstrædet er det måneånden, der kontrollerer sødyrene og eventuelt trækker dem bort fra de menneskelige kyster.

Myten om Sol og Måne — søster og broer, der blev parrede i den kultiske leg og flygtede op på himlen har vi allerede omtalt (s. 30). Den forklarer bl. a. månens pletter (sodpletterne). Men forresten har der i varianterne av denne myte avlejret sig ligeså mange træk og forklaringer, som de to himmellegemer selv frembyder faser og gåder: een version fremhæver ett, en anden et andet. En lægger vægten på at forklare månens og solens skiftende stillinger til hinanden; en anden de to legemers forskellige lysevne; månens sluknende glød skyldes nemlig, at han faldt med faklen, da han forfulgte sin søster. Andre varianter tænker på månens skiftende former, dens formørkelser eller dens særlige konstellationer indenfor de lokale bjærgtoppe. Naturligvis er man klar over flod og ebbe som avhængig av månens optræden, og året inddeles overalt efter måneskifterne. Det nye år begynder for Østgrønlænderne med den første månetænding der kommer, efterat man i morgendæmringen første gang har set stjærnen Atair (a aquilæ, Østgrønland Aahseet »sommerfuglelarverne«). Tidligere gik man dog ud fra den første tænding efter den korteste dag.

Disse måne- og solmyter er vel, for en stor del ialtfald, naturforklarende. Men ikke således at forstå, at alt indholdet i dem er betinget herav. Der blir nok tilbage, som skyldes »tildigtning«, d. v. s. måske snarere stumper av lån fra oplevelser, fra analogier med virkelige forhold, eventuelt kultiske fester og sædvaner.

Vi tør måske betegne den eskimoiske sol- og månemyte som en naturforklarende oprindelsesmyte. Ved siden derav har vi kultiske sagn om månen, udsprungne av åndemanernes forhold til den; indeholdende måske endog genklange av mimisk-dramatiske kult-handlinger, som engang virkelig har fundet sted, og hvorunder en eller flere personer har optrådt maskeret som månen eller som hans husfælle, hans nabo osv. (vi så et exempel på noget lignende i avsnittet om havkvinden).

Nordligst i Vestgrønland (Smithssund) forestillede man sig, at Sol (seqineq) og Måne (Aningaan) bor i et dobbelthus med kun een indgang. I det ene hus bor Månen med sin kone Akoq eller Aqong; i det andet Solen. Foran huset står Månens slæde og han ejer et spand av hvide sortspættede hunde, hvormed han ofte kører ned til jorden. — På Månens boplads eller tætved træffer man desuden overalt en karakteristisk kvindeperson, der her ved Smithssund sies at bo i en særskilt hytte, hvorfra hun besøger Månen. Hendes navn er iblandt Østeskimoerne »Indvoldsudtrækkeren«, her gengit som Irdlirvirisissong (sgr. Erhlaveersisoq), fordi hun skærer folk op med sin krumkniv, hvis de ler ad hende, hvorefter hun trækker indvoldene ud av dem. Hun bruger indvoldene til at fodre sine hunde med og søger derfor ved komisk udseende og grinagtige gebærder at få alle fremmede til at le. Når angakkokken besøger måneånden, hører det med til de farer, han har at udstå, at han løber på hende. Han må da vende ansigtet bort fra hende for at holde sig fra at le. — Ved Smithssund er disse tre personer holdt tydeligt adskilt. I Østgrønland ligeledes. På Baffinsøen synes månens kone og »Indvoldsudtrækkeren« (her kaldet Ululiernang) at være sammenblandede.

Fra den sydligere del av Grønlands vestkyst (især Diskobugt) har vi især mange oplysninger fra Paul Egede om månemanden. Hans skildring er som sædvanlig personlig og levende, præget av traditionens friske kildevæld.

Maanen, sagde han [En anden af deres Viise fra Sydost-Bugten] boede i et lidet Huus med et Vindue paa, har 2 Lamper, som brænde for hans Sæng, hans Klæder, som ere giemte siden han var et Barn, hænge i hans Vindue tilligemed hans Slæde, hvortil han har 4 store sorthovede Hunde. Bænkene i Huuset ere beklædde med unge Hvidbiørne-Skind, hvorpaa de Dødes Siele hvile sig, naar de fare til Himmels. Solen havde i den ene Ende af Huuset et lidet Kammer for sig selv. (P. Egede, Journal s. 125.)

[Slutning av myten om sol og måne] Dog kom Soelen høiere op end Maanen, og det er Aarsagen hvorfore Maanen maae endnu søge sin Føde paa Jorden og i Havet for at fange Sælhunde og kiøre dem hiem med Slæde, saasom det er en Spise, han er vant til, som skeer paa de Tider han ei sees paa Himmelen (s. 54-55).

. . . troe, at Maanen kom ned paa Jorden, for at hente Sælhunde til Føde, og at besøge deres Qvinder. . . En Aften da een af Pigerne stod og stirrede paa Maanen, forbød en anden hende det. Hun var bange den vilde tage Anledning deraf at besove hende (s. 77).

Det var Skik hos dem, at naar der var Formørkelse i Solen, torde ingen Fruentimmer gaae ud, og naar Maanen blev formørket, ingen af Mændene, eftersom begge Solen og Maanen hadede deres eget Kiøn (s. 121).

Den 4de September [1740] blev seet en Soel paa hver Side af Solen, saa det havde Anseende af trende Sole. Dette sagde den Grønlandske Pige, at hendes Folk kaldte Solens Pandelokker eller Ørenringe, som hun bruger af Glæde ved en Mands-Persons Død, og det af gammel Had til Maanen hendes Broder, eller og fordi et Pige-Barn er fød. Naar derimod en Ring sees om Maanen, sige de, han har sin Hætte paa af Sorg, fordi en Pige er fød, eller en Dreng død (s. 207).

Et exempel på, at der bydes månen et drikoffer, omtales en enkelt Gang av Funch. En gammel kone vilde formilde den vrede måne og havde rakt smeltet sne i den hule hånd op imod månen. »Vandet svandt, medens Maanens Formørkelse ophørte: han drak«.

Et andet exempel på månens farlighed for kvindekønnet læser vi hos Saabye: »Naar Fuldmaanen skinner i et Vand, tør Pigerne ikke drikke deraf, af Frygt for at blive besvangrede«.

Østgrønlænderne bekræfter dette billede av Månemandens erotiske og kontrollerende virksomhed. Særlig understreges her Månens farlighed som angriber og straffer; han blir let vred, han kommer da ned til jorden og røver sjæle fra de mennesker, der har forsyndet sig. Man forestiller sig ham som en stor mand, klædt i skinnende hvid bjørnepels (eller blot med bjørneskindsbuxer). Tæt ved hans hus er der to åbne huller i isen; hvergang der er måneløs himmel (ny), er han på kajakfangst derude i månehavet. Han fanger kun hvidhvaler, narhvaler og bjørne. Udenfor huset står der et kajakstillas, hvorpå han lægger kødet op. Hverken ejer han telt eller konebåd, men han kører i sin slæde.

Måneformørkelse omtales som månens besøg, pulavoq den kryber ind eller er krøben ind (nemlig gennem en husgang); da tror man den er vred og kommer ned og ind i et hus for at straffe eller hævne sig. Menneskene (mændene) fremsier da med høj røst trylleformularer imod den, bærer sne ind og kaster det i vandtønden, børnene råber ønsket ud om, at »månen må komme med hvalfangst til os, med hvalrosfangst eller bjørnefangst til os!« men de får også travlt med at krybe ind under brixeskindene for at skjule sig. Ammassalikerne talte ofte om den rædsomme stund, da man oplevede, at Månen kom ned over bopladsen Puolortuloq for at revse en kvinde, der havde brudt tabuen. Angakkokkerne havde haft stort besvær med at genne ham bort; fjældene skælvede og Månens hunde glammede. Hjælpeånden fik vristet våbnet ud av Månens hånd og slæbt ham ud av husgangen. Men man hørte Månen true: han skulde få vandet til at holde op med at falde og sælerne til at holde op med at få unger!

Månen og Nalaarsik (Vega) var vrede på to koner (under G. Holms overvintring ved Ammassalik), som skønt de bar sorg havde kigget ud igennem husgangen, når kajakmændene rejste ud på havet. — Månen tog det også meget unådigt op, at to mænd ved Sarsik byttede koner med hinanden.

Forestillingen om den vrede Måne, — qiŋŋarpoq (< qiŋaq næsebor) — »han ærgrer sig (rynker på næsen) over en overtrædelse av kultiske regler« — er velkendt overalt i Grønland. Man taler om Månens vrede både ved formørkelser og ved tordenvær. Tordenen (kalhleq »slag, banken«) frembringes av hans to tjenestekvinder, der slår tørre vandskind imod hinanden, så det både buldrer og lyner derved. — I et vgrld. sagn (Rink, 1871, s. 45) straffer månen jægeren Kakortuliak ved at sjæleberøve ham: da får denne mand — uden at han forøvrigt er eller blir angakkok — evne til at flyve gennem luften og til at blive »klartseende og alvidende«. Eskimoen ser en avtomatisk sammenhæng mellem at blive berøvet sin sjæl, avsindig (pivhlerortoq) og at blive overnaturligt »klartskuende for det skjulte og tilkommende«, ja evnende at flyve eller at gå på vandet.

Der er flere sagn om, at måneånden griber ind i menneskelivet, ofte heldbringende og altid på den mest personlige måde. Han betegnes også som de fattiges og forældreløses beskytter. Der er fortællingen om storjægeren Manguaraq (Rink II, s. 40), der forgreb sig på et av Månens jagtdyr, en hvidhval med en sort plet på siden, og derved kom i sangkamp med Månen. Denne steg ned for at røve mandens sjæl. De to mødes og roser sig vexelvis av deres jagtbedrifter, en fuldstændig mandejævningsscene: den ender med, at månemanden erkender sig for overvunden og indbyder Manguaraq til at besøge sig oppe på himlen. Indbydelsen modtages, Månen løfter ham op på sin slæde og pisker på sin kæmpestore hvide hund (hvid med en enkelt sort plet på siden), så farer den tudende avsted, først udover havisen langt til søs og derfra op gennem luften. Både i dette sagn og i Kanaks rejse (Rink I, s. 87—89) skildres med mange enkeltheder den vej, man følger til Månen, og den lattervækkende kælling Erhlaveersissoq, som altid møder ubelejligt op med sin store træbakke i hånden og den blodige kniv, næsten uimodståelig komisk, mens hun synger og danser. Måneånden førte Kanak ind og åbnede en lem ved siden av vinduet, hvorigennem Kanak kunde kigge ned. Da så han menneskenes bopladser på jorden, ligesom tæt samlede. Måneånden tog et rør og blæste sne nedover jorden, så at alt blev snedækket dernede. Næste gang, Kanak kiggede ned, så han en pige ligge sovende på sin brixeplads. Da tog Månemanden en fjervinge, dyppede den i blod og lod det dryppe ned: pludselig krympede pigen sig, talte i søvne og følte på sig selv, hun mærkede da, at hun blødte.

En udbredt beretning handler om, hvordan Månen kommer ned og tar sig av en stakkels mishandlet kvinde, hvem han skaffer en søn med sjældne overmenneskelige evner. Han hjælper hende senere hen i livet med kød til mættelse og spæk i lamperne. — Ikke mindre interessant er den av Holm (no. 34, s. 314) optegnede beretning om »Månemanden og Erqingaseq« med sin nøjagtige beskrivelse av månens dagligliv og hjem. »Hvis Månen ser en Kone, der har fået et Barn, som er dødt, og som altså har Sorg, gå ud i det Fri, driver Månen hende ind i Huset igen ved at lade det sne eller også ved at tage Sjælen fra hende. Angakoken må da gøre Rejsen til Månen for at skaffe Konen sin Sjæl igen. Når Månen skinner på et Fruentimmer, som sover, bevirker den Menstruation hos hende«.

Igennem alle disse »sagn« får vi et billede av, at måneånden er en mægtig herre, der virker gennem naturfænomener som ebbe og flod, snefald, formørkelse, jordskælv, torden, og mægtigt øver sin indflydelse på kvindernes svangerskab, menstruation og fødselsevne, særlig som det synes m. h. t. fremskaffelsen av drengebørn. Det er derfor særlig hans sag at overvåge, at alle regler og skikke vedrørende fødsel og barsel overholdes. Således er den østeskimoiske månegud det mandlige sidestykke til den kvindelige havånd. Hver har sit område at passe, men indbyrdes har de ikke noget med hinanden at gøre.

Men blandt Vesteskimoerne ved Beringstrædet har måneånden som det synes, ganske overtaget havkvindens bestilling. Dær er det Månen, der råder over alle jordens og havets dyr, og hvis der indtræder misfangst, rejser de tornaq-omgivne shamaner (ala. tongralik el. angalhkoq) op til ham og ofrer til ham. Hvis det lykkes dem at formilde åndens vrede, gir han dem et av den slags dyr, der er knaphed på nede på jorden. Shamanen vender hjem med dette dyr og sætter det i frihed, hvorefter samme dyreart igen begynder at blive rigelig. Kun på denne måde kan vildtet opretholdes på jorden til trods for det ved jagt eller sygdom voldte svind.

I det nordlige Alaska kommer angakkokken flyvende til månen ligesom i Grønland (ilimmarpoq); i det sydlige klatrende ad en usynlig stige. Sædvanligvis drager to avsted sammen for at hjælpe hinanden eller måske, som der sies, »fordi een alene vilde blie skamfuld eller forlegen«. Måneånden har nemlig så skinnende et ansigt, at man ikke tør se ham ind i øjnene, men må slå blikket ned. Månen plejer at være vred ved deres ankomst, men lar sig formilde og ender ofte med at gi råd fx. om sygdommene blandt menneskene. Man antar, at alle epidemiske sygdomme stammer fra Månen. En måneformørkelse kan enten varsle om en forestående epidemi eller om et fjendtligt angreb fra indlandets Indianere.

Alaskaeskimoerne besidder en højtudviklet kosmogenetisk mytologi, hvori ravneguden (Storravnen) optræder som verdens- og menneskeskaber og som kulturfrembringer. Denne idé er indenfor Eskimoerne væsentlig begrænset til Alaska, vi finder den dog så langt østpå som til Mackenzieflodens delta, men den anden vej når den et godt stykke udenfor Eskimoerne, idet vi finder den hos nabofolkene i Amerika og Asien. Meget tyder på, at den har sit udspring i Asien, hvor den synes særlig udformet og effektiv i kultus iblandt Korjakerne. Den knytter på en mærkelig måde de nordlige Stillehavsindianere (Kolosherne, Tlinkit) sammen med Nordøstsibirierne, særlig Korjaker og Kamtshadaler, og der er noget gådefuldt i, hvordan det er gået til, at den er trængt så stærkt ind i de vestlige Eskimoers religiøse kultur. Samtidig er nu forholdet det, at der er visse dybtliggende træk i Alaskaeskimoernes mytologi, som er fælles ikke blot for dem og de tilgrænsende nordlige Stillehavsindianere, men også for Grønlandseskimoerne. Jeg tænker herved især på myterne om måne og sol som broer og søster, om månen som en mandlig guddom, til hvem man ofrer ved formørkelser og om kvinden (søsteren) i underverdenen eller havdybet. Dette er et religionshistorisk kapitel, som jeg ikke her skal uddybe videre, men som er av stor betydning for forståelsen av kontinuiteten i Eskimoernes fælles åndelige kultur.

Følgen er blevet, at Måneguden og Storravnen rivaliserer med hinanden i Alaska-himlen som i Alaska-kulten, hvorimod havkvinden synes glemt og borte blandt disse Eskimoer.

Vi har ret indgående skildringer av de kultiske fester i Alaska, men intet ord om, at shamanerne — således som længere østpå — søger tilflugt til havånden. Endda er det måske ikke udelukket, at dette skyldes manglende oplysninger. Ved siden av deres rejser til månen hører vi om, at shamanerne gør rejser til »de dødes land« og på den største dag under »blærefesten« foretar shamanens sjæl her, ganske som i Grønland, en rejse til havdybet, mens hans krop er efterladt i hytten foran indgangshullet, hvor han natten igennem sidder med bagbundne hænder og hodet fastbundet mellem knæerne. Efter sjælens tilbagekomst fortæller han sin undrende menighed, hvad han har oplevet i havet, hvor han har opsøgt sælblærernes skygger (sjæle) og ved sine samtaler med dem hentet oplysninger til at karakterisere jægernes gode eller slette opførsel mod sødyrene. — Når den grønlandske åndemaner går på rejse i havdybet til Arnarquashsaaq, må han »passere de Dødes Siele« undervejs, det læser vi hos Paul Egede (Journal, s. 79). Også Kroeber har en lignende oplysning fra det nordligste Grønland; i tilfælde av misfangst, sier han, går angakkut enten ned til de døde angakkut (forgængerne, siudleratuin) eller til havkvinden (Nerivik). — Forskellen i kulten mellem Grønland og Alaska er da ikke så stor, som det ved første øjekast kunde synes. De grønlandske angakkut går et skridt videre i havdybet end Alaska-shamanerne, som blot søger ned til de døde dyrs sjæle, men ikke til herskerinden.

Hvilke historiske eller kultiske, ydre eller indre motiver, der har fået Østeskimoerne ved Hudsonbugten og i Grønland til at kaste deres kærlighed på havkvinden, og Vesteskimoerne ved Beringstrædet til at kaste deres på månemanden, veed vi ikke. Men det er påfaldende, at folkets shamaner hver på sit sted viser disse to guddomme en ganske ensartet kultus under ganske tilsvarende teoretiske forudsætninger: den menneskelige synd volder guddommen ve og vrede, som kun de udsendte angakkut med deres hjælpeånder kan formilde, og syndens bod er en art skriftemål, idet angakkokken under højtidelig rådspørgen hos sine hjælpeånder udpeger synderen og tvinger ham (el hende) til bekendelse. Den formildede guddom sender menneskene de dyr, som var tilbageholdt på grund av den i løndom begåede synd.

I Alaska, hvor den eskimoiske civilisation kulminerede, har ogsaa månedyrkelsen ligget i et højere plan end ude på bondelandet hos de centrale og østligere Eskimoer. Som et enkelt vidnesbyrd derom skal jeg henvise til den hos E. W. Nelson (1. c. tavle 97) gengivne kæmpemæssige månemaske, skåret i træ og malet. Den indtar en særstilling iblandt de ca. 35 masker, Nelson har gengit i sit værk, bl. a. ved oplysningen om dens art og brug. Den forestiller Tunghâk (Nelson), = tung'rāk (Barnum), grld. toornaq, et væsen, der råder over fangstdyrenes tilstrømning til kysterne og som anses for at bo på månen. Shamanerne foretar rejser til ham med offergaver for at skaffe jagtvildt i deres distrikt, når jægerne i nogen tid har været uheldige. Masker av denne slags (den er 2 fod høj) er så tunge, at de ikke kan bæres for ansigtet uden en særlig støtte; de er derfor sædvanligvis ophængt i stærke skindsnore fra festhusets loft. Bæreren av masken står bag den, sådan at den er fastbundet til hans hode og han kan svinge den til siderne under dansen for at frembringe den sædvanlige bevægelse. Månemaskens attributer beskrives udførligt (ansigtet bærer fx. labretter). Et nærmere studium av maskerne såvelsom av de mange andre kultiske instrumenter og grafiske fremstillinger av kultus, vi har fra Alaska, vilde sikkert være lønnende for kendskabet til eskimoisk mytologi og livsopfattelse indenfor det bredere kulturkomplex, dette folk tilhører.

Shamanernes månerejser forudsætter selvfølgelig, at der bringes måneånden ofre. Men ved siden av disse måneofre ydes der også Storravnen eller »Ravnefaderen« ofre — tørret fisk eller anden føde, som henlægges til ham på, tundraen (Norton Sound). Til gengæld skaffer han Alaskaeskimoerne godt vær på jagten. Mælkevejen på himlen kaldes »sporene av ravnens snesko« (Barnum, s. 369).

Fodnoter