Magnus Lagabøters landslov (II. Kristendomsbolken)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


II. Kristendomsbolken



Kap. 1. Om den rette kristne tro

Det er ophavet til vore, Frostatingsmændenes (Gulatingsmændenes osv.], love, som er ophav til alt godt, at vi skal holde og have den kristne tro. Vi skal tro paa Gud Fader, himmelens og jordens almægtige skaper. Vi skal tro paa vor herre Jesus Kristus, hans enbaarne Søn, som er undfangen av den Helligaands kraft, født av jomfru Maria, pint under Pilatusvældet, korsfestet, død og begravet, nedfor til helvede og løste derfra alle sine venner. Tredje dag efter at han var dræpt i sin manddom (ɔ: som menneske), men med uskadd guddom, stod han op fra de døde og var siden med sine discipler i 40 dager, fra paaskedag til himmelfartsdag, og opfor da til himmels og derfra skal han komme igjen paa denne verdens sidste dag for at dømme enhver efter hans verdlcik. Vi skal tro paa den Helligaand, at han er sand Gud som Faderen og Sønnen og disse tre personer (skilningar egtl. begreper) er én Gud. Vi skal tro alt det, som alt kristenfolket (ǫll kristilig þjóð) tror, og de hellige mænds samband og den hellige kirke før har samtykt med ubrigdelig stadfæsting. Vi skal tro, at synderne forlates ved daab og anger og skriftegang, ved vor Herres legeme og blod, som helliges i messen, ved bønnehold, ved almissegiving og ved alt andet godt, som folk gjør, tænker eller taler.[1] Vi skal tro, at hvert menneskes legeme, som er kommet til verden eller kan komme før dommedag, skal da opstaa, og derefter skal de, som gjorde ondt og ikke angret med bot i dette liv, ha uendelig ufagnad med fienden (djævelen) og hans tjenere i helvede; men de som har gjort godt i dette liv, skal da faa og ha evig fagnad hos Gud og hans hellige mænd i himmerike.

Kilde: NGkr. 1. jfr. Mkr. 1 (NgL. II 326;, NFkr. 1 (NgL. IV 50) Js. II I (7).


Kap. 2. Om kongens og biskopens vælde

Nu, fordi Guds miskund ser til den store daglige trang hos de utallige mennesker og ymse folkeslag, da har han befalet sine to tjenere at være hans synlige ombudsmænd for denne hellige tro og hans hellige lovbud, gode mennesker til vern og retfærd, men onde mennesker til revsing og utrensing. Disse to er: den ene kongen og den anden biskopen. Kongen har av Gud verdslig vælde til verdslige formaal, men biskopen aandelig vælde til aandelige formaal; og hver av dem skal styrke den andens vælde i rette og lovlige saker og kjende med sig, at de har sit vælde og overbefaling (vald ok yfirbóð) av Gud og ikke av sig selv. Og fordi de er Guds ombudsmænd, og dernæst fordi alle mennesker indser det, at dem kan vi paa ingen maate undvære, og for det tredje, fordi Gud selv værdiges at kalde sig med deres navne, da er den sandelig i stort ansvar for Gud, som ikke med fuldkommen kjærlighet og frygt styrker dem i det vælde, som Gud har sat dem til, naar de bær saa stor omsorg for landsfolket og aabyrgd (ábyrgð) for Gud, allerhelst naar loven sætter faste grænsemerker, saa hverken høvdingene, naar de følger dem, kan plage eller tynge folket med for stor havesyke, og ei heller kan uvidende mennesker negte høvdingene lovlig tegnskyld paa grund av trods eller kortsynt vankundighet.

Kilde: NGkr. 2, Mkr. 2, Js. II 2 (8) Jfr. Cod. 1, 1 (de summa Trinitate et fide catholica) og c. 1 X 1, 1 (de summa Trinitate et fide catholica).


Kap. 3. Om falske konger

1. Nu da landsfolket har at yde kongen stor lydskyld, vil det være nødvendig, at folk tar sig ivare for den store vildfarelsens taake, som største delen av dette lands folk saa harmelig har været blindet av, saa der ikke i noget andet land findes døme paa slikt, idet ymse mænd har været antat og kaldt konger urettelig imot de rette konger og den hellige kong Olavs love og al den ret, som hver bonde vilde ha av den anden med hensyn til sin arv; tjente ofte velbaarne mænd dem, som neppe kunde være deres knaper, som [de] endnu den dag idag kan bevidne, om de [selv) mistet mest odelsgods eller hine, som de kaldte sine konger; og likesaa med hensyn til mennesketap.

2. Nu, for at man ikke med famlende hænder eller letende skal trænge til at undersøke, hvem der rettelig skal være konge i Norges kongevælde [Norgesvælde], da være det kundgjort for alle Frostatingsmænd [Gulatingsmænd osv.] og alle Norgesmænd (Nordmænd): At kong Magnus, kong Haakons søn, stadfæstet saaledes og lot i bok sætte, hvem der efter ret arvegang skal være Norgesvældes konge efter lovene, og dertil sa alle Norgesmænd ja og samtykte for sig og sit avkom med ret tingtak, at denne skiping (skipan) skal staa evindelig, som da var gjort og nu følger her:

Kilde: Kung Magnus's tronfølgelov vedtat paa riksmøte i Bergen 1273. Jfr. Js. II 3 (9) som dog har kg. Haakons tronfølgelov av 1260.


Kap. 4. At en skal være konge i Norge og i skatlandene

I Faderens og Sønnens og den Helligaands navn, én Gud i hellig Treenighet, skal én hans tjener være konge over alt Norges kongevælde, baade indenlands og likesaa [over] skatlandene.


Kap. 5. [Kongeavetallet]

Første arv.

Men efter vor konges frafald, da er det den første arv, at den skal være konge over Norges kongevælde, som er Norges konges egtefødte søn, den ældste alene.

Den 2den arv.

Det er den anden arv, at kongens sønnesøn skal være konge, den som er egtefødt, den ældste alene, naar hans far ogsaa var egtefødt.

Den 3dje arv.

Det er den tredje arv, at kongens egtefødte bror, den ældste alene, skal være konge, den som er samfædre med kongen, hvis ingen av dem er til, som før er opregnet.

Den 4de arv.

Det er den fjerde arv, at kongens samfædre og egtefødte farbror, den ældste alene, skal være konge, naar hans far var egtefødt.

Den 5te arv.

Det er den femte arv, at kongens egtefødte brorsøn, den ældste alene, skal være konge, naar hans far var egtefødt og samfædre med kongen, hvis ingen av de andre er til.

Den 6te arv.

Det er den sjette arv, at kongens brødrung (ɔ: farbrorssøn), som er egtefødt, den ældste alene, skal være konge, naar hans far var kongens samfædre og egtefødte farbror, hvis ingen av dem er til, som før var opregnet.

Den 7de arv.

Det er den syvende arv, at kongsson skal være konge, den ældste alene, selv om han ikke er egtefødt, dog den, som hverken er avlet i hor eller i slegtskap eller svogerskap, og kongen selv har vedgaat farskapen, og selv sagt fra til skjelrike mænd om sin von paa grund av samlivet med hans mor, og den stund, da barnet blev født, svarer til den beregning, som tilhører, og moren ikke har opgit dobbelt barnefar, efter den maate som lovboken foreskriver om slike saker. Dette skal de, som vet om det, ikke dølge over én maaned, medmindre de frygter for vold; dog skal de si det til en eller flere skjelrike mænd, for at vidne kan bæres, om det trænges.

Den 8de arv.

Det er den ottende arv, at kongens egtefødte dattersøn, den ældste alene, skal være konge, naar hans mor var egtefødt, hvis ingen av hine er til.

Den 9de arv.

Det er den niende arv, at kongens egtefødte søstersøn, den ældste alene, skal være konge, naar hans mor var egtefødt og samfædre med kongen, hvis ingen av hine er til.

Den 10de arv.

Det er den tiende arv, at den skal være konge, den ældste alene, som er næst efter brorsøn til kongen (ɔ: kongens tremenning) og egtefødt og hans far var egtefødt og kommen av samfædre og egtefødte brødre, hvis ingen av hine er til.

Den 11te arv.

Det er den ellevte arv, at den skal være konge, den ældste alene, egtefødt, som er syskinsøn (nedstammer fra søster) med kongen, kommet av de sysken, som baade var samfædre og egtefødt, og kommet av den rette kongeætt, hvis ingen av hine er til, som før er opregnet.

Den 12te arv.

Det er den tolvte arv, at den skal være konge, den ældste alene, egtefødt, som er systrung (ɔ: fasters son) til kongen og deres mødre var samfædre og egtefødt og kommet av ret kongeætt, hvis ingen av hine er til.

Den 13de arv.

Men hvis ingen av disse er til, som nu er regnet op, da skal den være konge i Norge, den ældste alene, som da er nærmeste arving, eftersom Frostatingsboken [Gulatingsboken, landsboken] vidner i arvefallet, karl men ikke kvinde, og kommet av rette kongeætt.

Se kilde til kap, 3; jfr. G. 2, F. II 1. (NgL. IV 31—32), Js. II 4 (lO).


Kap. 6. Om kongevalg

1. Nu, hvis det sørgelige kan hænde, at ingen av disse er til, da er hertug og jarl, hvis de er til, alle biskoper og abbeder, alle lendmænd [baroner] og hirdstjorer med hele hirden selvstevnet til at søke nord til Nidaros til den hellige kong Olav til samraad med erkebiskopen; og nævne hver biskop av sit biskopsdømme og kongens sysselmænd, som er der, 12 av de, efter deres samvittighet viseste mænd, og de skal tiltræde reisen inden utgangen av den maaned, som de spør kongens frafald.

2. Saa skal og hver biskop og sysselmand efterlate folk til vern og vagt hos bønderne at vogte landet for tyver og ugjerningsmænd, nemlig saa mange av lendmændene [baronene] og sysselmændene i hvert lagdømme, som de ser bedst høver. Skal de, som blir hjemme, ha samme hjemmel til vagthold i andre sysler som i sine egne, ellers er de sande landraademænd, om freden ikke holdes i landet paa grund av deres vangjæting (vangæzla).

3. Men paa den tid, da de, som er opnævnt, er kommet der nord, skal lægmændene gaa til denne forretning med svoren ed paa, at de skal ta den til konge, som de for Gud synes bedst skikket dertil. Men denne ed skal biskopene aabyrges overfor Gud, uagtet de ikke sverger, likesaa fuldt som dem, som sverger, at de vil gi et sandhets raad i denne sak, eftersom Gud gir dem evne til at se det rigtigste. Men hvis de ikke blir enige, da skal de ha avgjørelsen som er de fleste og de forstandigste og som erkebiskopen og de andre biskoper følger, og som sander det med sin ed. Men hvis nogen lar sig anderledes ta til konge, end nu er mælt, da har han forbrutt fæ og fred og være i pavens og alle hellige mænds forbud (ɔ: mindre bann) og han skal ikke begraves i kirkegaard, og likesaa enhver, som stotter ham i dette.

4. Nu, hvis hirdstjorene eller hirden forsømmer denne færd, da er de landsforrædere mot kongen, medmindre fuldt nødsfald hindrer dem. Men hver bonde, som forsømmer denne færd, er saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen. Men kongen skal bedømme nødsfaldene med skjønsomme mænds raad. Men i denne færd skal enhver reise paa sin egen bekostning. Men kongen skal erstatte alle dem, som ikke før hadde kongsgods (ɔ; i len eller veitsle), deres omkostninger.

Kilde: §§ 1—2 nyt. §§ 3—4; jfr. Magnus Erlingssons tronfølgelov 1163 (G. 2. F. II 1 i NgL. IV 31); Haakons av 1260 i Js. II 4 (10), anden del.


Kap. 7. Om kvinders arveret

1. Men om datter eller sønnedatter eller søster eller mor eller de andre kvinder, som er regnet op i arvefallet efter landsboken, saa og de karmænd, som staar i arvefallet og ikke er kommet av kongeætten, og om disse mænd eller kvinder efter skyldskapen er nærmest til anden arv end kongedømmet, efter som det almindelige arvetal vidner, da skal hver [av disse] ta arv efter det, som loven vidner i det almindelige arvetal, og for at gjøre dette saa meget klarere, da kan disse arve følgende: først de faste eiendommer kongen arver efter sine andre frænder, eller det som han kjøper for løsøre, og dog saaledes, at han ikke dertil sælger kongedømmets jordegods eller makeskifter dette med hint. Likesaa skal de ogsaa arve løsøre og de kostbarheter, som ikke hører kronen til, medmindre kongen kan ha truffet anden bestemmelse med skjellige vidner og bevisligheter til sjælebot og sømd for sig og sine tro mænd efter gode mænds raad.

2. Og derfor er det et hovedraad at hver skal gjøre vel for sig selv og for sine tro mænd i sin levetid og heller frisk end syk med gode mænds raad; ti usikker er andres venskap og eftergjerd (efter en avdød), selv om de har en ubetinget pligt til det; der findes ogsaa flere døme paa, at arvinger heller har avkortet end øket deres testament (skipan), som hadde eiet og erhvervet [godset] ofte ved tro tjeneste og livsfare, eller under ymse anstrengelser og prøvelser.

Nyt.


Kap. 8. Om kongeløftet

1. Nu for at kongen skal vite sig saa meget mere skyldig til at holde loven og bedre den for sine tegner, da skal han love sit folk dette med fuld stadfæsting, efterat han er tat til konge: «Det lover jeg Gud og hans hellige mænd og dette hans folk, som jeg uværdig er sat over, at jeg skal holde de kristne love, som den hellige kong Olav først satte og andre hans rette eftermænd nu har samtykt mellem kongen og dem, som landet bygger, med begge parters samtykke, og med gode mænds raad at bøte paa dem efter det vet Gud gir mig».

2. Men kongen er ikke alene skyldig at holde dette overfor dem, som da er paa tinget hos ham, men heller overfor alle dem, som er i hans tegnskyld, fødte og ufødte.

3. Men den tid han blir kronet, da skal han sverge folket lov og ret efter den edsformular, som følger kongevigslen.[2]

Kilde: § 1 = Js. II 5 (II). §§ 2-3 nyt.


Kap. 9. Om hertug- og jarleden

Men hertug eller jarl, om de er til, skal paa det ting, hvor kongen blir git kongenavn, sverge denne ed: «Paa det lægger jeg haand paa disse helligdomme og det kalder jeg Gud til vidne paa, at jeg skal være huld og tro mot min herre N., Norges konge, baade aabenbart og lønlig, og det len, som han overlater mig, skal jeg trolig holde med den lydighet og føielighet, som kong Magnus, kong Haakons søn, skipet mellem konge og hertug; vise ham skal jeg at den lydighet, som en god hertug eller jarl bør at vise kongen; styrke skal jeg ham og hans magt (riki) med paalidelige raad og al min styrke; holde skal jeg alle de eder, som kongen har lovet alt landsfolket efter det vet og skjønsomhet som Gud gir mig. Saa være Gud mig huld som jeg sier sandt, gram om jeg lyver.»

Nyt.


Kap. 10. Om baroneden

Nu skal baroner og hirdstjorer sverge denne ed: «Paa det lægger jeg haand paa disse helligdomme og det kalder jeg Gud og den hellige kong Olav til vidne paa, at jeg skal være huld og tro mot min herre N., Norges konge, baade lønlig og aabenbart; styrke skal jeg ham og hans rike baade med mine raad og med al min styrke; holde skal jeg og de eder, som kongen har lovet alt landsfolket efter det vet Gud gir mig. Saa være Gud mig huld som jeg sier sandt, gram om jeg lyver».

Kilde: Js. II 6 (12).


Kap. 11. Om lagmandseden

Nu skal lagmænd sverge denne ed den tid, kongen vil: «Paa det lægger jeg haand paa helligdommen [var.: hellig bok] og det kalder jeg Gud til vidne paa, at jeg skal være huld og tro mot min herre N., Norges konge; de love, som den hellige kong Olav først satte og andre hans rette eftermænd har samtykt med dem, som landet bygger, skal jeg si de mennesker, som min herre henlægger til mit lagsogn. Men overalt, hvor lovboken ikke klart avgjør saken, der skal jeg saaledes dømme i hver mands sak, som jeg vil svare for Gud paa dommens dag at rettest er efter min samvittighet og dog med de viseste mænds raad, som da er hos mig, saavel mot rik som fattig, ung som gammel, fiende som frænde. Saa være Gud mig huld som jeg sier sandt, gram om jeg lyver».

Nyt.


Kap. 12. Om bondeeden

1. Men for at bønder og almue skal vite sig desto mere skyldig til huldskap og troskap og lydighet mot kongen, da skal de sverge kongen denne ed, saa mange mænd av hvert fylke, som han synes: «Paa det lægger jeg haand paa disse helligdomme og det kalder jeg Gud til vidne paa, at jeg skal være huld og tro mot min herre N., Norges konge, baade lønlig og aabenbart med al min magt og evne, saa som god tegn skal [være] mot sin konge. Yde ham skal jeg al den lovlige lydskyld med alle de love og rettigheter (lunnendi), som den hellige kong Olav skipet mellem kongen og dem, som landet bygger, og andre hans rette eftermænd nu har stadfæstet mellem kongen og landsfolket med begge parters samtykke. Saa være Gud mig huld som jeg sier sandt, gram om jeg lyver.» Er og ikke bare de, som sverger, skyldig at aabyrges denne ed, men snarere alle, som er i Norges konges tegnskyld, fødte og ufødte, de som vil nyde godt av hans ed.[3] Ti Norges konge er likesaa skyldig at hjælpe dem til sin ret, som sitter hjemme, som dem som er paa tinget hos ham. Saa er ogsaa alle, som er i landet, skyldig ham troskap, selv om ikke alle sverger ham troskapsed. Det vet ogsaa alle, at det barn, som fødes i kongens sidste leveaar, er kongen likesaa skyldig at gjøre ret mot, som den mand, som svor ham ed paa det første ting. Saa er ogsaa alle skyldig ham alle lovlige tegnskyldigheter, de som vil nyde godt av lovene og være værdig dertil.

2. Men konge og biskoper, lærde mænd og baroner og hele almuen skal siden følge det hellige krusifiks og helligdommene tilbake til kirken. Men siden skal kongen gaa op til alteret og der motta velsignelsen og siden gaa til [sit] herberge og da følger ham alle de bedste mænd.

Kilde; § 1 til ordet «ed» s. 27 linje 1 er omtrent = Js, II 7 (13). Resten nyt.




Fotnoter

  1. I et Gulatingshaandskrift fra 16. aarh. er den lutherske lære kommet til orde, idet dette avsnit har faat følgende form: «at syndene forlates av Guds naade og miskund for Jesu Kristi verdskyld, men ikke ved vore gode verker».
  2. Kong Erik Magnussons kroningsed, som var avfallet baade paa latin og oldnorsk, lyder i oversættelse saaledes: «Det lover jeg Gud og hans hellige mænd, at jeg skal haandhæve fred og ret for den hellige kirke og det folk, som jeg uværdig er sat over. Biskoper og lærde mænd skal jeg vise en sømmelig hæder, eftersom jeg er skyldig og Gud gir mig skjønsomhet til, og holde ubrigdelig det, som av kongene er git og tilbakegit kirken, saaledes som samtykt er mellem kirken og riket. Vrange love og onde sedvaner, særlig saadanne, som strider mot den hellige kirkes frihet, [skal vi] avskaffe og bedre efter det bedste raad vi faar av vore troeste mænd». (Efter DN I no. 69). Efter Haakon V.s forordning om tronfølgen av 1302 synes hans kroningsed at ha hat samme form som kongeloftet, se NgL. III 45.
  3. I henhold hertil er der i de fleste haandakrifter føiet følgende tillæg til eden: «Denne ed aabyrger jeg mig selv og alle dem, som er i kongens rike og tegnskyld og har ret til at nyde godt av hans ed, fødte og ufødte.»

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.