Magnus Lagabøters landslov (IV. Mannhelgebolken)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


IV. Mannhelgebolken



Kap. 1. Her begynder vor mannhelg

Det er først i vor mannhelg, at hver vor landsmand i Norges kongerike skal være fredhellig for den anden indenlands og udenlands. Men om et menneske dræper et andet menneske, da har det forbrutt alt, hvad det eiet, alene undtagen sine odelsjorder, enten en kar dræper en kvinde eller kvinde dræper karmand, medmindre han har begaat skjændselsdrap (skemdarvig) eller gjort nidingsverk.

Kilde: Jfr. F. IV 1. Js. III 1 (14).


Kap. 2. Om drapsmandens gods

1. Men uagtet alt det, som drapsmanden eiet baade i land og løsøre, før faldt under kongen, undtagen odelsjord, saa gjorde dog hin værdige herre kong Haakon, den kronede, den miskund og skiping (skipan) efter raad og bøn av de bedste mænd i landet, at hvad enten der efterlates jordegods eller løsøre, saa skal kongen ikke ta større tegngjæld end 8 ørtuger og 13 mark sølv av løsøre eller fast gods, medmindre han har begaat skjændselsdrap (skemdarvig) eller gjort nidingsverk. Men om jordegods er utredet i tegngjæld, da skal drapsmandens arvinger ha ret til at løse det, om de vil løse det, inden 10 vintre, om det er deres odel. Aldrig skal arving sælge de jorder, som han har efter den utlæge, saalænge den utlæge lever, men betale al lovlig gjæld med jordegods, om der ikke er løsøre dertil.

2. Nu kan det hænde, at kongen gir mandsbane landsvist efter høvdingers eller andre gode mænds forbøn eller han kommer sammen med kongen og faar grid av ham, da skal han paa de vilkaar tilkjøpe sig fred av kongen, som kongens miskund er til og bøte det, som stod igjen [av bøterne til kongen] i slike terminer, som gode mænd ser, at han kan orke, hvis ikke alle bøter allerede er betalt. Siden skal deres sak, som lever efter, gaa til forlik efter kongens dom. Men de mænd som forvaltet hans gods, mens han var i utlægd, de skal erstatte ham slikt som de tok imot i jordegods eller løsøre uten landskyld.

Kilde: § 1 jfr. F. indl. 1 slutn. og 2, jfr. Js. III 2 (15), 7 (20). § 2, jfr. F. indl. 5. Js. III 4 (17). Kg. Haakons rettebøter er fra 1260, se X 1.


Kap. 3. Om skjændselsdrap og nidingsverk (ubotamaal)

1. Ingen mand kan forbryte sin jord, medmindre han begaar skjændselsdrap (skemdarvig) eller gjør nidingsverk. Det er det største, hvis en mand forraader land eller tegner fra sin konge. Men om kongen tillægger en mand landsforræderi, da skal han opnævne av sin hird en mand, som er jevnbyrdig med den, som skal svare til saken. Men om en aarbaaren mand skal svare til den sak, da skal bondesøn opnævnes av hirden, om han er til, og ha med sig kongens skrivelse og segl og søke saken efter loven. Men den er aarbaaren, som kommen er til al sin ret.

2. Det er og nidingsdrap om man dræper sin trygdmand. Det er og nidingsdrap, om man dræper nogen i grid (leide). Overalt naar en mand skal indkræve bøter for fornærmelser mot sig selv eller mot den umage eller ufuldmyndige person, som han efter loven er formynder for, eller hvis arving han er og alle dem, for hvis fornærmelse han kan kræve bøter efter loven eller ifølge lovlig overtat ombud, da skal han selv tilsi grid og trygd for vidner; er da alle hans frænder under den grid og trygd, som om hver hadde tilsagt den selv.

3. Det er og nidingsdrap, hvis nogen dræper lagmand for rigtig lovutsagn, den som dertil er ansat at si folk loven; ti den hugger ned retshaandhævelsen for alle mennesker, fordi han er skyldig til at si alle loven, saavel fattige som rike i den landsdel, hvor han er ansat (har jurisdiktion).

4. Det er og nidingsdrap om nogen myrder et menneske. Det er og nidingsdrap, om nogen hævner tyver. Det er og nidingsdrap, om nogen hævner sig paa andre end gjerningsmand eller anstifter. Det er og nidingsdrap, om mand hugger haand eller fot av nogen eller stikker ut nogens øine eller skjærer tungen ut av munden paa nogen [var.: eller kastrerer] eller lemlæster nogen med vilje. Likemeget er de og ubotamænd, som holder nogen for at noget saadant kan gjøres [med ham] som den der gjør det, undtagen naar kongen lar revse (straffe) til landrensing. Men om det sker under vaabenskifte, skal det behandles efter det, som kongen skiper (skipar) med de bedste mænds raad.

5. Men om nogen dræper sin far eller søn, bror eller mor, datter eller søster, da er han ubotamand, medmindre det var galmandsdrap. Saaledes og om nogen dræper sin egen kone eller konen sin mand, naar drapsmanden har horet eller tænkt at hore, det er ubotamaal. Saaledes og, om nogen tar livet av sig selv, det er ubotamaal. Det er og ubotamaal, om nogen dræper nogen indenstoks (i bebodd hus) eller ute paa tunet eller indenfor det gjærde, som omgir aker eller eng paa hans bopæl, medmindre det sker i nødverge. Saa og de mænd, som anklages for slike ugjerninger som at løpe bort med folks egtehustruer, da er de ubotamænd baade for konge og karl og kan dræpes og dødes, hvor de træffes.

Kilde: Jfr. G. 178, F. IV 2—5, 31, 32. Js. III 5 (18).


Kap. 4. Om [nyere] ubotamaal

1. De mænd som later sit liv for tyveri eller for røvertogt, hvad enten de røver paa skib eller paa land, og likesaa for mord og for trollskap og for alskens spaadomsfærd og for utesidden for at opvække troll og dermed fremme hedenskap; saa og de mænd, som blir snigmordere for at dræpe de mænd, som de ikke har sak med og tar penger for det, medmindre kongen eller hans ombudsmand lar revse til landrensing og fred, saa og de mænd som tar kvinder med ran eller hærfang mot Guds og menneskers lov, hvad enten de tar andre mænds koner eller døtre eller frænker, uten de mænds vilje, som er deres formyndere efter loven, og hvordan end deres (kvindernes) vilje siden blir dertil, naar de lever sammen; saa og de mænd, som hævner disse ubotamænd eller kræver mandebot efter dem, saa at vidner vet det for sandt, da har de forbrutt fæ og fred, land og løsøre, og de er fredhellige, som verger sit gods og sine frænker for dem; men alle hine ugilde, hvad enten de faar saar eller bane, baade for konge og for karl.

2. Det er og ubotamaal, om nogen forfalsker vor konges mynt, brev eller segl. Det er og ubotamaal, om nogen dræper den mand, som har vor konges brev og segl for sig til landsvist eller ransaking (forhør), om hin visste det, da han avlivet ham.

3. Det er og nidingsdrap, om nogen dræper den mand, som er i kongens herberge eller i hans nærhet eller i kongens gaard eller paa kongens skib, selv om kongen ikke er i gaarden eller paa skibet. Men om det sker inden bygrænsen, naar kongen er i byen eller paa havnen ved den, da avgjøres det, eftersom kongens naade er efter omstændighetene.

4. Det er og ubotamaal, om man tar kvinde med vold, om der er 2 lovlige vidner paa, at det er sandt. Nu er der ingen lovlige vidner til, men hun paastaar sig voldtat og hun sier fra derom samme dag, da dømme 12 av de skjønsomste mænd efter det, som de synes er mest sandsynlig og efter den parts forklaring som de finder kommer sandheten nærmest; og selv om kvinden paa grund av sin kvindelige dyd og ærbarhet faar værget sig, saa at han ikke faar fremmet sin vilje, da høver det sig paa ingen maate, at han ingen straf faar efter dom, om det sandproves at han hadde fuld vilje dertil; men dog beholder han livet.

Kilde: § 1 = Magnus Erlingsons landsfredslov 1163 (G. 32 beg. = F. V 45), Js. III 6 (19). §§ 2—4 nyt.


Kap. 5. Om nogen finder en mand hos sin kone

Om nogen med lovlige vidner finder en mand hos sin kone, bøte han fuld mandebot til egtemanden, slik som den som laa hos konen, tilkom efter sin stand om han sakløst var blit dræpt; men halv mandebot, om han finder mand hos sin mor eller datter eller søster, om de ikke har egtemænd. Skal disse bøter idømmes av 12 mænd, lovlig opnævnt av retteren.

Kilde: Jfr. G. 160. F. indl. 7, IV 39. B. II 15. Js. III 10 (23).


Kap. 6. Om arv efter ubotamand

1. Overalt hvor nogen begaar skjændselsdrap eller gjør nidingsverk, da fare han utlæg og uhellig, forbrutt fæ og fred, land og løsøre og endog sine odelsjorder og komme aldrig tilbake til landet, medmindre han bærer sandt hærsagn, som landsfolket ikke før visste; da kan han opnaa landsvist med slik miskund og fredkjøp, som kongen bestemmer. Men ikke kan nogen forbryte mere gods paa én gang end det, som han da var blit eier av.

2. Men om der tilfalder nogen arv, mens han er i utlægd og har hans frænder tat hans arv mens han var i utlægd, da skal hans frænder utlevere ham dette gods med samme avtale og vilkaar, som de tok imot det, og som han eiet det, da han var i utlægd.

Kilde: § I, jfr. G. 178 slutn. F. IV 4 slutn. Js. III 5 (18). § 2, jfr. kap. 2.


Kap. 7. Om nogen sælger en fri mand

Om nogen sælger en fri mand bort av landet, saket til kongen 8 ørtuger og 13 mark sølv, og skaffe manden tilbake til landet og bøte til ham efter tolv mands dom, lovlig tilnævnt, slik retsbot, som han er mand til. Men om han ikke kan skaffe ham tilbake, da bøte for den mand fuld mandsbot, som han er mand til; men om han negter, forsvare sig med settered.

Kilde: F. V 37 (se indholdslisten NgL. I 177 (XXXV).


Kap. 8. Om husly og samnøite med utlæg mand

Om nogen huser og hæler utlæg mand, æter og drikker med ham, husbonde eller nogen anden mand, da er han saket 1 mark sølv til kongen for 1 nat, men 2 mark for 2 nætter. Men om han er 3 nætter hos ham og er han gjort utlæg inden det fylke, da er han saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, medmindre han var «uviss varg» (ukjendt fredløs) for den, som huset ham. Men sysselmand er skyldig at lyse hans utlæg paa tinge samme dag. saasnart han vet, at han har gjort utlægdsverk.

Kilde: Jfr. G. 202. F. IV 41.


Kap. 9 (8). Om nogen blir hugget paa tinge

1. Men om nogen er hugget ned paa tinge, da skal alle rende efter [drapsmanden] tilfjelds eller tilskogs, til tjære eller skib. Men den som ikke render efter, er saket ½ mark sølv til kongen, og likesaa den som render efter og vil ikke ta ham, og kan, om han vilde, og der er vidner paa det. Men om ingen vidner er til, da negte med ensed. Firmenninger i slegtskap eller svogerskap eller nærmere skal ikke rende efter, uten de vil. Men hver som yder ham redningshjælp, er utlæg, med mindre han var «uviss varg» for ham og sverge derpaa ensed.

2. Men om nogen er saaret paa tinge og alle render efter den mand, som reiste striden, til skogs eller tilfjelds eller til fjære [skib], og han blir indhentet og han vil verge sig efter loven, da lægge han ned sine vaaben, da er han fredhellig, saa længe den saarede lever. Binde skal man den mand og føre ham til sysselmanden eller dennes ombudsmand til varetægt. Men om sysselmanden trænger folkehjælp til at vogte ham, da skal opnævnes saa mange bønder til ham, som han trænger. Men om han løper fra sysselmanden og den saarede dør, da er sysselmanden selv i borgen (i veði) til kongens orskurd, og han (kongen) skal avgjøre saken efter dens omstændigheter (eptir màlavǫxtum) med de bedste mænds raad.

3. Nu om sysselmanden eller hans ombudsmand negter at ta imot ham, da skal de ha vidner tilstede og sætte ham bunden ned paa hans gulv; da har han samme ansvar, medmindre overmagt tar ham (fangen) fra ham. Men overalt hvor sysselmand tar utlægdsgods, da skal han skaffe mand (bøddel) til at straffe den mand efter tingmændenes dom. Men bønderne er i alle tilfælde skyldig at følge med til straffens fuldbyrdelse; saket en halv mark sølv til kongen er enhver, som ikke følger.

Kilde: Js. III 13 (26). F. IV, 9, 10 (meget ændret). Jfr. G. 152, 153.


Kap. 10 (9). Om gal mand blir mandsbane

1. Nu blir nogen saa gal (óðr), at han bryter sig ut av baandene og blir mandsbane, da skal der bøtes fulde bøter av hans gods, om det er til. Men om det ikke er til og han blir frisk, da fare han ut av landet, til han har bøtet fulde bøter for sig. Men om folk ser fuld galskap hos ham, da binde ham hver, som vil, sakløst og ha ham til tinge og tilby frændene ham og løse ham der og frasi sig sin aabyrgd og ta sin kostnad uøket (netto) av den gales gods, om det er til. Men alle gale mennesker skal folk sakløst ta vare paa (veita vǫrð).

2. Men gal mand er sin arvings myndling (úmagi) og dog ikke før arvingen vet, at han er gal, og han kan lægge hefte paa ham, om han vil. Men om saksøker (sakaràberi) anklager den gales arving for, at han ikke vil ta vare paa ham, da forsvare han sig med ensed. Men om gal mand saarer nogen, da skal arvingen avstaa saarbøter og lækepenger av den gales gods, men kongen eier intet i dette.

3. Nu er det alene i det tilfælde galmandsverk, at han bryter sig ut av baandene og at skjønsomme mænd vet eller skjønner sand galskap hos ham.

Kilde: § 1—2 omtr. = F. IV 32 og Js. III 8 (21) sidste del; jfr. G. 164 og F. IV 31, Js. III 8 (21) første del. § = Js. III 8 (21) slutn. med ændring.


Kap. 11 (10). Hvem som i drapstilfælde er rette drapsmand

1. Den skal være bane, som nærværende mænd bær vidne om og som disse erklærer for gjerningsmand, om han ikke renser sig med eder, undtagen i det tilfælde at han den dag, drapet blev øvet, har været saa fjernt derfra, at han ikke paa samme dag kunde fare tviveies til og fra drapsstedet; og om han i herredet var tilstede i kirke eller paa ting, i et gildelag eller paa et skib, da skal 12 tegner, fri og fuldmyndige mænd, som der var tilstede hos ham, rense ham med sin ed. Men om han ikke er tilstede paa nogen av disse steder og dog saa fjernt, som nu [ovenfor] er mælt, da forsvare han sig med tylvtered. Men om de nærværende mænd av en eller anden grund ikke kan fare til tinget for at bære vidne derom, da skal 2 mænd frembære og beedige deres utsagn paa tinget.

2. Men om nogen er saaret og han kan tale, naar folk finder ham, da skal den være bane, som han først tillægger det, om han taler med fuld bevissthet og han kan gjenkjende ham og hans utsagn kommer beediget paa første ting, medmindre hin renser sig med tylvtered.

Kilde: Js. III 11 (24), anden del med ændringer.


Kap. 12 (11). Om viglysing

1. Om nogen slaar en anden ihjel, da skal den være bane, som lyser drapet paa sig selv. Men drapet skal være lyst samme dag inden fylket og [han skal] nævne sit navn og sit natopholdssted og det herred, han er fra og lyse det for en fri og fuldmyndig mand; da skal paa ǫrvartinget fremkomme (bevidnes) hans natopholdssted og husbonden skal sverge, at han var der om natten og han kaldte sig saaledes ved navn. Viglysingen skal ogsaa fremkomme paa tinget. Men om nogen ikke vil bære viglysingsvidnesbyrd eller sverge om natopholdssted, da skal den dødes arving fare til ham og gjøre ham femtestevne til tinge for at vidne saaledes som han bedst vet efter sin samvittighet og intet at dølge derav. Men om de ikke vil vidne, bøte hver av dem 1 mark sølv og halvdelen derav skal kongen ha og halvdelen saksøkeren, og dette skal gjælde om alle vidnesbyrd i mannhelgen.

2. Nu skal disse bøter betales paa femtetinget; ellers atfærd (eksekutionsforretning) for at ta fra ham det dobbelte.

3. Ikke skal drapsmanden fare forbi tre gaarder fra den, hvor drapet blev øvet, uten at drapet blir lyst, medmindre den dræptes firmenninger eller nærmere i slegt eller svogerskap bor paa dem eller drapsmandens fiender, som staar ham efter livet. Men om han ikke saaledes lyser drapet, da er han ret morder [og har] forbrutt fæ og fred.

4. Men om begge deler kommer frem paa det første ting, baade viglysingen og den saaredes utsagn, baaret saaledes som før var sagt (se 11 § 2), da skal den saaredes utsagn gjælde, men ikke viglysingen, som dog frigjør drapsmanden for mordklagen, saa han [kun] blir utlæg. Men om den saaredes utsagn ikke kommer frem paa første ting, men der fremkommer øienvidne og viglysingsvidne, da skal øienvidnet gjælde, om det efter loven er baaret av 2 fri og fuldmyndige mænd, men ikke viglysingsvidnet.

5. Men den dødes arving skal fare i det herred, som hin (viglyseren) sa sig at være fra, og om han finder den mand, som heter saaledes og som synes at være ham, men denne ikke tilstaar, da skal han stevne ham til tings, og paa det ting skal 12 fri mænd, som ikke er opnævnte vidner (nefndarvitni), vidne ham fri og [deres vidnesbyrd] fremføres der paa tinget. Men om han ikke vil rense sig [paa denne maate], da er han sandskyldig i den sak.

6. Nu om han har renset sig, da kan den dødes arving fare til og søke saa mange mænd, som han vil, saadanne som var tilstede [ved drapet] til tylvtered paa den førnævnte maate.

7. Men om en mand er slaat eller saaret saa, at han ikke kan tale, da skjære han pilene op (ɔ: stevne til ǫrvarting), saa snart han kan tale; og da skal det ǫrvarting være like gyldig, som om pilene var opskaarne samme dag. Men om han dør, da skjære arving pilene op og la stevne ting, men sysselmand, om arving ikke er til.


[Om anstiftelse av drap og vanære]

8.[1] Men om nogen raader en mand baneraad eller saarraad og alt det, som en mand faar av skam eller vanvyrding [paa grund] av hans raad,[2] da bøte han efter lagadom til den, som er ret saksøker i den sak (mál) efter loven og likesaa til kongedømmet, medmindre han renser sig efter loven. Men gjerningsmanden (hann er gerði) skal dog være helansvarlig (haldi upp at ǫllu) for betalingen av alle bøter efter lagadom.


[Om den [uegte] som ikke er kommet i farsæt efter loven]

9.[3] Men om nogen blir dræpt, som ikke er kommen i farsæt efter loven, selv om han er anset for at være en eller anden mands søn, da eier morsfrændene bøter og likesaa arv efter ham. Men om han er slagen eller saaret eller vanæret, da ta han retsbot efter sin morfars [stand].

Kilde: §§ 1—6 efter F. IV 7 og Js, III 14 (27); jfr. G. 156. § 7 efter F. IV 29 = Js. III 17 (30). § 8 nyt; jfr. dog Grágás II kap. 345 beg. § 9 efter Grágás I kap. 94 (s. 169 e) og II kap. 341 med ændringer.


Kap. 13 (12). Kong Magnus's rettebøter

1. Disse rettebøter gav kong Magnus, søn av kong Haakon, over hele Norge med raad og samtykke av de bedste mænd i landet og efter almuens bøn, at med hensyn til de mænd, som kommer til at gjøre folk skade, forholdes efter den ældre lov (fare sem áðr vátta lǫg). Men av drapsmands gods tildømme 6 skjelrike mænd, lovlig opnævnt, den dødes arving alene slik mandsbot efter loven, som de anser rettest for Gud efter sakens omstændigheter. Men alle andre frændebøter og saktal bortfalder saa ubetinget, at ingen frænde paa nogen av sidene tar eller bøter mere end nu er skilt. Nu er ikke drapsmandens gods tilstrækkelig baade til tegngjæld og bøter, da skal der efter utregning ske forholdsvis nedslag for begge efter kravets størrelse. Men om nogen overtræder dette, da har han forbrutt fæ og fred, land og løsøre, og bli aldrig botamand; og det samme gjælder alle dem, som lægger raad til at denne skiping (skipan) blir brutt eller overtraadt.

2. Disse [følgende] rettebøter og flere til lot kong Magnus følge [de ovenstaaende]: At selv om nidingsverk og skjændselsdrap blir begaat, da skal dog av drapsmandens gods først betales bøter, og kongen ha det, som er tilovers. Men om dette beløper sig til mindre end tegngjælden, da skal begge taale forholdsvis nedslag efter utregning.

3. Likesaa bevilget kong Magnus, at kongen aldrig skal ta drapsmands gods og intet andet utlægdsgods, før al lovlig gjæld, som var stiftet, før drapsmandens gods blev forbrutt i den sak, først er betalt.

Kilde: Js. III 29 (42); jfr. L. X 2 §§ 5—7. Med dette kapitel begynder de vigtige ændringer i mannhelgen som blev vedtat paa et riksmøte i Bergen 1271, og som i sin oprindelige form er optat i Járnsida III 29 (42)—36 (49) og i Landsloven IV 13 (12) — 17 (16), 27 (26) — 30 (29). Js. III 29 (42) begynder saa: «Disse rettebøter og enkeltlove (einkamál) var vedtat over hele Norge efter paabud og skiping (forræðe ok skipan) av kong Magnus, søn av kong Haakon med raad og bistand (asján ok tillagu) av erkebiskop Jon og andre biskoper, lendmænd og lærdemænd, stallare og lagmænd og de viseste mænd fra alle landsluter.» I Isl. Annaler heter det ved 1271: «Hadde kong Magnus «palliment» (parliament) i Bergen med erkebiskop Jon» (Storms utg. s. 138).


Kap. 14 (13). Om vaadeverk

1. Vaadeverk bør med skjønsomhet forklares, paa hvilken maate de kan indtræffe. Ti i alle de tilfælde, hvor folk utfører noget til sit eget tarv eller yder andre hjælp til nyttige ting, da bør disse vaadeverk bedømmes mildere (meir virdandi) end hine, som ikke skyldes noget nødsfald, men gaaløysa og stort stuttsyn.

2. Hvis [f. eksempel] to mænd drar til skogs sammen og den enes øks rammer den anden uten dens vilje som holdt i skaftet, og han dør derav, da skal han bøte fjerdingsbøter til den dødes arving og negte sin vilje med settered, at han ikke vilde ha gjort den gjerning; og saaledes skal altid saadant vaadeverk bøtes, om de har sit utspring av nyttige handlinger, hvad enten folk faar mén eller bane mot gjerningsmandens vilje; og dette er sektløst hos kongen.

3. Men alle andre vaadeverk, som f. eks. at skyte eller kaste over hus eller skib eller haug eller gjøre noget andet unyttig, og om folk derav faar mén eller bane, da skal han bøte halve bøter og negte sin vilje med settered; ogsaa dette er sektløst hos kongen; kongen har [overhode] ingen ret av vaadeverk.

4. Det kan ikke kaldes vaadeverk, om nogen hugger eller slaar efter én og det dog rammer en anden end han vilde; ti han vilde gjøre nogen ondt. Men om nogen med vilje gaar til rygtak eller «skinddraging» (repdraging), da aabyrges han helt ut sig selv. Men den anden sverge ensed paa, at det ikke skedde med hans vilje, at den anden fik mén derav, om den skadede mistror ham.

Kilde: Js. III 30 (43); jfr. Grágás I kap. 92. F. IV 26—28. G. 169, 172—177, 205. Sondringen mellem nyttige og unyttige handlinger stammer fra Gregor IX.s Dekretaler lib. V tit. XII de homicidio voluntario vel casuali (om viljes- eller vaadedrap), hvor der ogsaa i flere kapitler lægges vegt paa om handlingen var «tilladelig» (res licita) eller «utilladelig» (res illicita), se kapitlene 7, 8, 10, 12, 13—16, 23.


Kap. 15 (14). Om dolker (knivsting)

1. Det er ogsaa de fleste bekjendt, at det er forbudt at bære dolker; men den som bær er saket 3 øre sølv til kongen. Men den, som drar kniv mot nogen og ikke rammer, han skal bøte til den, som han drar mot, fuld retsbot efter lagadom[4] [var. 6 mands dom, 12 mands dom], men til kongen 3 ører sølv.

2. Nu om nogen stikker en anden med kniv, da er han utlæg og bøte til den han stak, som 12 skjønsomme mænd dømmer, og de finder at den anden er vel hædret med, og den samme kniv, som han stak med, skal kongens saksøker (soknarmaðr, soknari) la stikke der paa tinget gjennem hans haand, som stak, og skal han saaledes med denne straf kjøpe sin fred, om hin (den av ham saarede) overlever det, og selv ha aabyrgden for sit saar, hvordan det end tar sig til.

3. Men om den dør, som sakløs var stukket, da kan den, som stak, dræpes og dødes. Men om han kommer sig unna, fare han utlæg og komme aldrig til landet igjen, medmindre kongen finder, at noget nødsfald (nauðsyn) har foreligget. Men drapsmandens formue skal behandles efter den tidligere lovbestemmelse,[5] baade tegn og bøter.

4. Paa samme maate skal forholdes, om nogen skyter efter en anden, selv om han ikke rammer, da bøte 3 ører til kongen og til den som han skjøt efter fuld retsbot efter lagadom. Men om han saarer nogen med skuddet, da skal den som skjøt, ha slik straf, som den som stak med kniv og være undergit samme regler; og likesaa, om den dør, som blev skutt, da skal den som skjøt være under samme straf, baade med hensyn til betaling av tegn og av bøter.

Kilde: Js. III 31 (44). Til §§ 1—2 jfr. islandsk altingsvedtægt 1265 (DI. II no. 3 og IV no. 1), Lübecks ret II 93, Ribe ret § 14 (1269), Erik Glippings alm. stadsret § 14 (1269), se Historiske avhandlinger, tilegnet professor dr. J. E. Sars (1905), s. 222—23, hvor de fremmede kildesteder er citert. Begyndelsen av § 1 forutsætter, et almindelig norsk forbud mot dolkebæring, men dette kjender jeg ikke. Forbudet hadde desværre liten virkning, hvilket bl. a. fremgaar av [foged David Gørrisen Klims] Ordsamling fra Robyggelaget under «niifuast, niifgangast at stickis og slaais med knifue, huilcket af evighed hafuer verit fieldmandens visse brug og vedtegt, naar ringeste vrede dennem paakommen i deres drøckelaug, mens velbyrdig Jürgen Bielcke da hand var lensherre ofuer Augdesiidens ambter (1654—75) udgaf een forordning saaledis, at saa snart de hafde faaet mad, skulle de gifue deris knifue fra sig til een visse persoen, huilket paabud hafuer hiolpet mange menniskers lif; mens nu begynder de at bære een forborgen knif hos sig endten udi strømpen eller buxerne, saa at om deris rette knifue blifuer dennem fratagen, saa hafuer de denne i behold, huilket sckalckegreb hafuer disse aaringer forvoldet mange drab udi Augesidens laugstoel og var meget nøttigt og gaufnligt at samme paabud og anordning blef igjen fornyet og med høyere mult anseet. Det var i alle maade billigt at de effter den Norske Lov (ɔ; Kr. IV.s III 1), som knifsting udgifuer burde dragis knifuen gjennom haanden ud mellom fingrene, og icke løse sig derfra med 8 ørtuger og 13 mark sølf». (Hannaas, Ældre norske sprogminder II 41).


Kap. 16 (15). Om folk slaas og bites

Det er utilbørlig, at folk bites som hunder eller hester. Men den som biter nogen, da skal sysselmanden la gripe den mand og føre [ham] til tings og la fremtænderne bryte ut av hans mund; og han være siden sakløs hos kongen med denne revsing for denne sak, medmindre skjønsomme mænd finder at der har foreligget noget nødsfald, saa at han kan slippe med bøter; og bøte dog først til den, som han bet, efter 12 mænds dom, som disse for Gud finder, at den som blir bidt, er vel hædret med.

Kilde: Js. III 32 (45).


Kap. 17 (16). Om arrestering av mandsbane

1. Saa er mælt og fast vedtat over det hele land, at om nogen dræper et menneske eller tilføier saadan legemsskade eller gjør noget saadant verk, at han derfor skal late liv eller lemmer efter loven, da skal de, som er nærmest, eller de, som først kan naa ham, gripe den mand og føre ham bunden eller lænket til sysselmanden. Men om de ikke gjør dette og de kunde utføre det, uten at faa legemsskade eller overlast av ham, da er enhver saadan saket en halv mark sølv til kongen, undtagen firmenninger i slegt eller svogerskap; de er ikke skyldig at ta ham, medmindre de vil. Sysselmanden er skyldig at ta den mand og føre ham til tings, men bønderne er skyldig at dømme ham paa tinget efter loven, og sysselmanden at la ham revse (straffe) efter loven.

2. Nu er det saa skipet (skipat), at ingen kan gjøre dette syndefrit, undtagen den dommer som kongen dertil har indsat; ti lovene revser, men ikke han, som kun gjør sin skyldighet efter lovens bud, mens andre gjør det av hævn og avind; og derfor hænder det meget ofte, at de først lider mandskaden og paalægges siden stor skrift (geistlig bod) med svære pengebøter [til geistligheten].

3. Enhver som nu gjør anderledes og det bevises, at han kunde gaat denne vei (retsveien), da er han utlæg, indtil kongen træffer sin avgjørelse [av hans sak] efter sakens omstændigheter, hvis nødsfald drev gjerningsmanden [til at hevne sig selv].

4. Nu om den som paataler ikke har folkehjælp, da skal han tilsi sysselmanden. Men om sysselmanden kræver folkehjælp med sig, da er den saket 1 mark sølv til kongen, som ikke farer, medmindre det er firmenninger i slegt eller svogerskap til den, som dræpte eller gjorde skade.

5. Nu er alle de, som angriper [gjerningsmanden] fredhellige, men alle de, som verger [ham], utlæg, hvad enten de faar mén eller bane.

Kilde: Js. III 34 (47).


Kap. 18 (17). Om alle domme

1. Men da lovboken vidner som saa, at de, som har gjort sig skyldig til revsing, skal føres til tinge og dømmes og efter den dom ilægges straf, da bør de, som er uttat til dommere, omhyggelig ransake og med stort maatehold bedømme, om noget er misgjort mot sakløs mand eller for en ringe sak, men dog for nogen, eller for store saker, men dog ikke nok eller helt nok til at fuldt nødsfald (full nauðsyn) tykkes at ha drevet [gjerningsmanden] dertil. Likesaa om et lovlig tilbud [av bøter] har kommet imellem eller ikke, eller det, som er det haardeste, at den som var krænket (ɔ: gjerningsmanden), har krævet bøter og dog ingen faat. Likesaa om nogen anklage var reist for retteren (rettari, retshaandhæveren, sysselmanden) eller ei, da lovorskurden er selvsagt for dem, som angriper sakløs mand.[6]

2. Men derfor er dommen opnævnt, at den skal ransake og vurdere saker og misgjerninger og saaledes lempe dommen efter sakforholdet, som tingmænd og retter finder rettest for Gud efter sin samvittighet; men ikke saaledes, som mangen daare hertil har svaret, at de dømmer ikke andet end lov; ti sandelig skal de saaledes svare derfor, som loven vidner om dem, som lar ugjerningsmænd undslippe udømt, om der straffes for mildt av dommerne, og likesaa om de, som miskund er verd, straffes for haardt, fordi deres veiledende domsbegrundelse savnes. Der findes ogsaa nok eksempler paa, at de har faat haard hævn av Gud derfor, som har dømt for mildt, og dog endnu haardere de, som har dømt for strengt; og derfor skal dommerne altid vælge det mildeste, om begge deler staar for dem som like sikkert (ɔ: om der er like gode grunde for og imot); ti likevegtspunktet (nemlig paa retfærdighetens vegtskaal) er saare fint, men jo finere det er, desto sælere er de, som faar gjort de fire søstre[7] tillags, som skal være med i alle retfærdige domme, saa at Gud kan finde behag i dem og de kan være høvelig for mennesker. Men det er Miskund og Sandhet, Retvishet og Fredsemd. Miskund har at vogte paa at der i dommen ikke kommer vrede eller hævn. Sandhet har at passe paa, at løgn ikke blir baaret frem. Retvishet har at vogte paa, at den rette dom ikke blir gjort skjæv ved uretfærdighet. Fredsemd skal sørge for, at ikke en haard fordømmelsesdom blir avsagt i overilelse, før en ret dom kan fældes; og derfor skal dommere ta vare paa disse ting, fordi dette er saa meget mere paakrævet, som saken [paa denne maate] blir bedre belyst i alle domme.

3. Men naar man skal vogte sig vel for vrange domme, da kan man vanskelig vogte sig for det onde, uten at man kjender det; og derfor skal man erindre, at vrange domme blir til paa fire maater: enten av frygt, naar man frygter den, som man skal dømme; eller av pengegriskhet, naar man tilsniker sig en eller anden bestikkelse; eller av fiendskap, naar man hater den som man skal dømme; eller av venskap, naar man vil hjælpe sin lagsbroder[8]; og da er det ilde stelt, naar disse horebarn faar indgang, mens hine egtefødte søstre, som før er nævnt, blir jaget bort; ti ilde mon den dom ansees i gode mænds øine og aller værst i Guds øine; og derfor er det altid bedst, at dette kapitel oftere blir oplæst, naar dom skal avsiges i store saker.

4. Det skal man ogsaa særlig erindre, at skaffe prest til de mænd, som er dømt til at miste liv eller lemmer og dertil gi god tid og leilighet; ti illverk skal man hate, men mennesket skal man elske efter naturens bud, men aller helst sjælen som sin medkristen.[9]

Kilde: Js. III 35 (47 in fine). Kapitlet er en kodifikation av det syn paa dommeres pligter, som er hævdet i Kongespeilet, se Munchs utgave s. 106—10, 122—28, 139—73.


Kap. 19 (18). Om dem, som slaas paa gridsteder

1. Om folk slaas i ledingsfærd med kongen eller paa tinge eller paa stevner for lagmanden eller paa femtestevner, i gilder eller brylluper, i julefreden eller i sildfiske, [fra] skjærtorsdag og til paaskeuken er over, da er der selvsat grid paa alle disse steder. Men deres retsbot fordobles, som blir ute for skjændsel (skemdir) eller svie (sársaukar) paa disse tider eller paa disse steder. Kongen skal for hvert saar eller lurkehugg eller stenshugg eller økshammershugg eller kavstøtning (støte nogen ut paa dypet) ha 8 ørtuger og 13 mark sølv; men for pust (knytnæveslag i ansigtet) og alt som dermed følger 4 mark sølv; og for blak (ørefik, kindhest, slag med flat haand) og alt som dermed følger 2 mark sølv.

2. Alle mænd skal være fredhellig i sit hjem; det er ogsaa en mands hjem, som tilhører den husbonde, som han leier hus av. Men om man saarer nogen eller slaar eller skader ham med fuldt retsbotsverk i hans eget hjem, da økes deres retsbot til det dobbelte, som blir ute for skjændsel eller svie. Likesaa skal de bøte dobbelt til kongen, som gjør heimsokn og bryter hjemfreden, om [de angrepne] overlever det; men de er helt utlæg, om de dør. Men om nogen blir dræpt i sit hjem eller i arbeidshus (uthus), i have, paa brygger eller paa gate, som hører til den gaard, eller paa torv, da skal gjerningsmanden bøte dobbelt og fare utlæg.

Kilde: § 1 nyt; § 2 jfr. Js. III 11 (24) = F. IV 5, og G. 178.


Kap. 20 (19). Om nogen binder fri mand, [om lemstersaar og hugg utenfor gridsted.]

1. Om nogen urettelig binder fri mand, han bøte 5 mark sølv til kongen og til den, som var bundet, fuldretsbot efter tolvmandsdom. Men man kan straffrit binde tyv og alle, som man anklager for udaadsverk, om man har vidner paa, at man ikke paa anden maate kunde faa ham ført til retteren. Men om vidner ikke er til, sande det med ensed.

2. Men om nogen slaar en anden med hevnende haand, hvor der ikke er gridsted, med øks eller lurk eller sten, bøte til kongen 1 mark sølv for det første hugg; men slaar han et andet slag med det samme, bøte til kongen 2 mark sølv; men om han slaar et tredje slag med det samme, bøte til kongen 3 mark sølv; men om han slaar et fjerde slag med det samme, bøte til kongen 5 mark sølv; men om han slaar det femte slag med det samme, bøte til kongen 8 ørtuger og 13 mark sølv. Men til den fornærmede bøte han efter tolv mænds dom, lovlig opnævnt av retteren, hvad enten det er et slag eller flere. Men om nogen slaar eller hugger en anden i hode eller støter ham paa dypet eller saarer nogen lemstersaar eller hodesaar, bøte, hvad enten det er slag eller saar, 2 mark sølv til kongen for hvert, men til den fornærmede efter tolv mænds dom, lovlig opnævnt. Men det er lemstersaar, om den fornærmede siden er mindre før end tidligere, eller [saaret] ikke skjules av haar eller av klæderne og altid er synlig. Men om gjerningsmanden ikke vil bøte efter lovlig søksmaal, da fare [han] utlæg.

3. Nu vil den fornærmede eller sysselmanden ikke ta imot bøter for krænkelsen, da fredhelger han (ɔ: gjerningsmanden) sig til doms, hvad enten de [da] tar imot eller ikke.

4. Nu om nogen slaar eller saarer 2 mænd eller flere i ett anfald, da bøte han sine bøter for hver av dem til kongen, saaledes som foran er skilt og likesaa til den fornærmede. Men om 2 mænd eller flere slaar eller saarer én mand, da er hver av dem for sig skyldig at bøte fuld sekt til kongen, eftersom ovenfor er skilt, og likesaa til den fornærmede.

5. Nu om den enes saar gror, men den andens ikke, og faar han derav bane, da er den utlæg, som tilføiet de saar, som ikke vil gro. Men han alene skal helt ut tilsvare mandsbøterne, efter som tolv mænd, lovlig opnævnt, dømmer, og likesaa tegn.

6. De mænd som yder andre hjælp eller følge, bifalder og samtykker i deres planer om at ta folk av dage, svare derfor til kongedømmet og den dødes arving, som kongedømmets rettere og andre skjønsomme mænd dømmer sammen med ham efter sakens omstændigheter; men deres landsvist være undergit kongens miskund.

Kilde: Jfr. Js. III 23, 16, 22 (36, 29, 35) jfr. F. IV 16—22, Grágás II kap. 272, 358, 360.


Kap. 21 (20). Om [indtale av bøter og om hevn]

1. Nu vil gjerningsmanden ikke bøte, da skal den fornærmede klage til kongens ombudsmand, som han (ɔ: kongen) har overdraget sin retshaandhævelsesmyndighet (rettindavald). Da skal retteren stevne dem begge til sig og opnævne tolv av de skjønsomste mænd til at dømme mellem dem og fastsætte betalingsterminer [for bøterne]. Men om gjerningsmanden ikke vil betale saaledes, som dømt var, da søke man det ut med domrov (ɔ: bøter for at sitte dommen overhørig) og atferd (ɔ: eksekution, utpanting).

2. Nu vil gjerningsmanden ikke betale, men kongens ombudsmand forsømmer at gjøre ret, og den fornærmede hevner siden sin krænkelse og hevnen blir større end det, som skulde hevnes; det som da efter skjønsomme mænds dom, naar de forlikes, utgjør forskjellen [mellem den lovlige straf og hevnen], det skal halvt betales av den, som hevner sig, og halvt av kongens ombudsmand baade til kongen og til den fornærmede, fordi han forsømte at gjøre ret. Men om han hevner sig saaledes, at hevnen ikke blev større end forbrydelsen, da er han sakløs overfor kongen, fordi han først hadde krævet at faa sin ret. Men kongens ombudsmand alene skal bøte den ilagte bot, fordi han forsømte at gjøre ret.

3. [Nu blir en mand sakløst fornærmet og han hevner sig straks med det samme og der er 2 skjønsomme mænds vidne derpaa, da rammer han ugild mand, og kongen faar intet retskrav derav ei heller han (ɔ: fornærmeren) selv, hvad enten han faar saar eller ben. Men om han dør av det, da være han (hevneren) undergit kongens miskund efter sakens omstændigheter].[10]

4. Men altid naar den fornærmede klager til retteren, da skal retteren først skaffe den fornærmede ret, før han oppebær sekt paa kongens vegne. Og altid, naar dommen efter sakens omstændigheter tar hensyn til gjerningsmanden og nedsætter den fornærmedes retskrav, da sømmer det sig bedst for kongedømmets rettere, at de i samme forhold nedsætter kongens sakøre, om de vil omgaaes ret med saken; ti saaledes gjør kongen selv med hensyn til tegngjælden.[11]

Nyt.


Kap. 22 (21). Om slagsmaal (bardaga)

1. Om nogen slaar en anden pust eller nævehugg eller mænd rives eller slaas med nævene eller nogen stikker til en anden med økseskaft eller spydskaft med hævnende haand, da bøte gjerningsmændene til hverandre indbyrdes efter seks mænds dom, men til kongen en halv mark sølv for hver av disse gjerninger. Men om alt andet blak og likesaa, om nogen støter til en mand eller rykker ham til sig eller fra sig eller slaar ham omkuld eller river hans klær og alt som nogen blir tilføiet i avind paa denne maate, om den fornærmede reiser tiltale og skjønsomme mænd har set paa det, da skal gjerningsmanden bøte, hvad skjønsomme mænd, lovlig opnævnt av retteren, dømmer, men til kongen 2 ører sølv. Men selv om der ikke er vidner til, da har han adgang til at kræve (beidazt ut) sin ret, naar han vil. Men om tiltalte negter, da negte han med lyrittered (ɔ: tremandsed), ellers bøte han som ovenfor er skilt.

2. Men om nogen springer ind paa nogen og blir holdt (stanset), bøte efter lagadom til den, som han sprang ind paa, men til kongen 2 ører sølv. Men om nogen springer ind paa en anden og stanser sig selv, det kaldes argafas (fjas); ingen retsbot skal kongen ha for det.

3. Anklager (sakaráberi) skal der være i enhver straffesak (sǫk); men ikke skal [den offentlige) anklager (soknari) gi sak (gefa sǫk), som gaar ut over nogens sømd eller gods, medmindre heimrygtevidne følger, og dog kun i det tilfælde, at det blir lemstersaar eller andre saar, hvorav kongedømmet tilhører samme sekt eller større. Men selv om det er mindre [saker], da har kongen sin retsbot i behold, saasnart den rette saksøker gir sak, selv om han siden indgaar forlik eller lar saken falde, og kongens saksøkere (sóknarar) kan søke det, naar de vil. Men kongen kan ingen retsbot kræve for krænkelse av saadanne, som ikke selv kan kræve retsbot (ɔ: de retløse).

Kilde: §§ 1—2, jfr. G. 191—195; Js. III 22 (35), F. IV 16—21; Bj. 20—22, 79—83. § 3 nyt.


Kap. 23 (22). Om naut eller hest eller andre dyr dræper mennesker

1. Nu er tyr (þjórr, graokse) regnet for okse, til den er 5 vintre gammel; alt det den gjør siden, skal eieren aabyrges. Men om den skader et menneske, da skal arvingen kræve oksen utlevert, og eieren skal lægge band paa den og gi ham i hænde. Men om han ikke vil og føder oksen siden, bøte 5 mark sølv til arvingen og oksen atpaa; frændebøter og kongens retsbot falder bort.

2. Men om hingst (hestr) eller hest (ross) biter eller slaar nogen eller naut stanger eller svin hugger, da bøte dyrets eier halve saarbøter, indtil bøternes værdi er lik værdien av det dyr, som han fik mén av, efter 6 mænds dom, lovlig opnævnt; medmindre mændene synes, at den som mén fik, selv har voldt det, da skal [eieren] ha [bøter] derfor efter dom.

3. Men om hund biter nogen, da kræve den, som blev bitt, hunden utlevert, og eieren lægge band paa den og gi ham det i hænde, som blev bitt, medmindre skjønsomme mænd finder, at den som blev bitt selv har voldt det, da skal [eieren] ha [bøter] derfor efter dom. Men om han siden føder hunden og biter den nogen oftere, da bøte han, som om han selv hadde gjort det.[12]

Kilde: Jfr. G. 165, 147. F. V 16—18 = Bj. 138—39. (Grágás I kap. 241—43; II kap. 346—48).


Kap. 24 (23). Om skjældsord

1. Ingen skal si det paa nogen, at han har tiet til en ærekrenkelse, (þegit skǫmm á ser) hverken sysselmand eller anden mand, medmindre to mand følger ham til tings og sander hans maal saaledes som mælt er i den verdslige lov,[13] at to skal sverge, men de otte sande hans ord, og de to skal ha bok i haand og sverge saa: «Paa det lægger jeg haand paa bok [og det kalder jeg Gud til vidne paa], at dette har vi hørt, men ikke vet vi, om det er sandt». Men om han mangler disse vidner, da skal han bøte 4 mark sølv til kongen og til den fornærmede efter 6 mænds dom, lovlig opnævnt. Men den fornærmede skal dog ha lyrittered til sit forsvar, selv om hin hadde alle disse vidner.

2. Men om nogen sier det paa en anden, at han forraader land og tegner fra kongen, det skal hverken sysselmand eller andre si, medmindre heimrygtevidner (heimiliskviðarvitni, d. e. den i § 1 omtalte jury) følger. Men om nogen sier det, da skal han bøte 4 mark sølv til kongen og til hin slik retsbot, som 6 skjønsomme mænd dømmer.

3. Men om nogen paasier nogen mands hustru den skam, at hun har ligget hos en anden mand end sin egtemand, eller beskylder nogen mands datter eller søster for, at hun ligger hos en mand, det skal ingen si, medmindre heimrygtevidner følger; men om nogen sier det, da skal han bøte 4 mark sølv til kongen, men til hin efter 6 mænds dom, lovlig opnævnt.

4. Men om nogen sier ukvemsord (úkvæðismàl = orð) som rammes av disse bøter, om karl eller kvinde, da skal der dog utredes fuld retsbod til den fornærmede efter 6 mænds dom, selv om hin renser sig med heimrygtevidner, medmindre hin efter loven eier sak (ɔ: bøter) i det maal, da paadrar han sig ingen retsbot; og dette gjælder om alle fjǫlmæli (folkesnak, sladder) og fullrettisorð (ærekrænkelser, som straffes med fuld retsbot).

Kilde: F. V 22—24 (NgL II 505). Bj. 152. Js. III 24 (37).


Kap. 25 (24). Om alle baktalere (rógsmenn)

1. Saa er mælt om alle baktalere, at den som blir tiltalt for og sandskyldig i at han baktaler nogen hos konge eller biskop, jarl eller lendmand [baron], skal svare slikt derfor, som den baktalte skulde svare, om han var sandskyldig i det maal, medmindre baktaleren negter og har settered til sit forsvar.

2. Men om nogen tiltaler en anden for den baktalelse, at han har faat kongens unaade paa grund av hans ord, da forsvare han sig med ensed eller bøte (gjalde) derfor efter 6 mænds dom til klageren (sakaráberi).

3. Men ingen eier sak paa sand tale (en engi á sǫk á sannu).

Kilde: F. V 30 = Js. III 26 (39).


Kap. 26 (25a). Om nidviser (kvæðskap)

1. Nu om nogen digter om en anden det, som folk anser for haan eller nid, en fjerdedels strofe (ɔ: to verselinjer) eller mere, da skal klageren (sakaráberi) begjære tinget sammenkaldt og kvæde [visen] paa tinget, men den anden rense sig med lyrittered, om han kan, eller bøte (gjalde) 4 mark sølv til kongen og til hin hans retsbot efter 6 mænds dom, lovlig opnævnt.

2. Nu enhver sak (maal), som nogen mæler om en anden, saa det blir ham til skam, eller [om han] skylder ham for smaatyveri (hvinnska) eller trolldom (fordæðoskap), og han ikke selv har paatalen (sókn) i den sak (maal) da er han en fjǫlmælismand, medmindre han har heimrygtevidner paa ham, da skal hin sverge settered imot. Men om han mangler heimrygtevidner paa tinget, da er han saket 4 mark sølv til kongen og til hin hans retsbot efter 6 mænds dom.

Kilde: Js. III 25 (38) sidste del, jfr. G. 138. Grágás II kap. 375—77; I kap. 237—38.


Kap. 27 (25b). Om leiermaal (legorð)

1. Men om nogen gjør en saa stor usømmelighet (úhæfuverk), at han ligger hos en andens egtehustru, da skal han bøte til egtemanden hvad 12 mænd dømmer, lovlig opnævnt av retteren; men om han er før til undanførsla (negtelsesed), da negte han med tylvtered.

2. Nu om nogen indgaar forlik med den, som har ligget hos hans hustru, da skal egtemanden tilsi ham trygd (fred). Men om han atter tar sin hustru til egte, og hin ligger hos hende anden gang, mens deres egteskap bestaar, da er han [like saa stor] trygdsbryter (tryggrofe) som hin, som dræper en mand under uspilt trygd.

Kilde: § 1 jfr. Js. III 25 (38) første del. F. V 27 (indholdsfort. NgL I 176). § 2 fra landefredsloven av 1163 i G. 32 (NgL I 19—20). NB. Kr. 24.


Kap. 28 (27). Om slagsbrødre

[14]

De mænd, som gir sig av med at gaa i folks gjestebud, ubudne av den, som gjør gjestebudet, og sitter der siden som snyltegjester, selv om de blir haardelig jaget væk eller noget mishandlet mens de er der, da skal de være halvretsmænd og saket 1 øre sølv til kongen. Men dette er gjort av den grund, at mangen god mand har faat skjændsel og vanskeligheter paa grund av deres usømmelighet.

Kilde: Riksmøtebeslutning av 1271 i Js. III 33 (46).


Kap. 29 (28). Om betlere (gǫngumenn)

Hver fuldvoksen mand, som gaar husimellem og tigger almisse, han har ingen retsbot at kræve for sig, saalænge han gaar med betlerstav, selv om han mot sin vilje blir jaget væk, om han er frisk og arbeidsfør, medmindre han søker tjeneste og ikke faar. Men saasnart han selv faar sig mat og klær eller vaaben, eller hans frænde [skaffer ham det], da er han straks retnæm (rettnæmr, rettagende).[15]

Kilde: F. V 32 (indholdsfort. NgL I 176) og Js. III 27 (40).


Kap. 30 (29). Om leiermaalsbøter (lagarettr)

1. Alle[16] kvinder, som har mandlige skyldfolk, som ikke tar sig av dem, da skal ingen ta mere end lagaret for [leiermaal med] dem, det er 1 mark sølv.[17] Men om kvindens frænder vil lægge til hende en slik medgift (heimanfylgia), som 6 skjønsomme mænd skjønner, at den, som har beligget hende, godt kan ta imot, og vil han endda ikke feste hende, da skal han bøte (gjalda) slik retsbot for kvinden, som 12 mænd, lovlig opnævnt, vil tildømme [hende]. Men om kvindens frænder ikke vil tillægge [hende medgift], da skal den, som har beligget hende, baade tilbyde og bøte lagaret. Men om den ikke vil ta imot, som efter loven eier den retsbot, og angriper han den mand, som har beligget kvinden, da angriper han sakløs mand og svare derfor saaledes, som loven vidner.

2. Men alle de møer eller koner, som mænd (ɔ: frændene) tar sig av, om disse blir beligget, da skal i det tilfælde (Þar) 12 mænd, lovlig tilnævnt, dømme baade om deres retsbot og raadsspilde (giftermaalsspilde), eftersom de ser, at den er vel hædret med, som har at indkræve retsboten.

3. Nu om en mand skryter av, at han har ligget med en kvinde, selv om hun gjør sin undanførsla efter loven, da skal han allikevel bøte (gjalda) slik retsbot for kvinden, som om han var sandskyldig i den sak, og kaldes mindremand.[18]

4. Arving skal ta retsbot for hver kvinde, som er beligget, dog karmand, men ikke kvinde, selv om hun er arving, og saavel den umyndige [karmand] som andre og hans verge motta den paa hans vegne, medmindre hun har egtemand, da tage han selv retsbot for sin kone.

5. Kvinde tar selv sin retsbot, om hun blir banket, og hun ikke har egtemand.[19]

Kilde: §§ 1—2 Riksmøtebeslutning av 1271 i Js. III 35 (48); jfr. F. XI 17. §§ 3—4 nyt.




Fotnoter

  1. Se note 1 s. 53.
  2. Jónsbok tilføier her følgende definition av begrepet «ráð»: «Men det et «raad», om en mand sier de ord eller gjør noget saadant, at hin er sit liv fjernere eller nogen vanære nærmere, om det blir gjort, som han sa, naar han vilde, at det blev fremmet. — — Det er ogsaa «raad», om en mand gildrer til det, at vaaben av sig selv skal falde paa en mand eller fly paa ham eller nogen anden fare, eller viser mand ut paa forað (livsfarlig sted) eller der, hvor der er olme dyr; likesaa om nogen hidser paa en anden olm hund eller tambjørn; likesaa om nogen hidser paa en anden hest eller naut eller andre dyr, saa at han vilde at han fik skam eller skade derav, da bøte han som før er sagt.»
  3. §§ 8 og 9 Jónsbok nye kapitler (11 og 12) og likesaa i nogen faa haandskrifter. Jeg har derfor gjort dem til egne avsnit med Jónsbokens overskrifter.
  4. Lagadom er en «tingdom», hvis 6 eller 12 medlemmer opnævnes av kongens ombudsmand, ikke som tidligere av partene. Denne «offentlige» behandling av drapssakene blev indført av Magnus Erlingsson paa riksmøtet 1163, se G. 32 og F. V 45—46.
  5. Se L. IV 2 og 13.
  6. Hertzberg, Gloss. under lagaórskurðr (jfr. rettari): «stedet er merkeligt som indeholdende den ældste almindelige udtalelse om ubetinget offentlig paatale i sag ang. overfald paa (privat) sagesløs mand». Jeg er ikke sikker paa, om det er dette som her er uttalt; jeg opfatter stedet saa, at straffen er selvsagt for den, som overfalder sakløs mand, altsaa er en poena latae sententiae. Hele stykket er skrevet av en kanonist, maaske av erkebiskop Jon Raud.
  7. Om Guds 4 døtre: barmhjertighet, sandhet, retfærdighet og fred, se Zt. für d. Altertum N. F. IX 415 og XVII 43—51. Læren stammer fra Talmud.
  8. Jfr. Gammelnorsk Homiliubok s. 39 f.: «Paa fire maater forvildes retfærdigheten i dom: av frygt og av pengegriskhet og hat og kjærlighet».
  9. Tillæg i haandskrift i kgl. saml. nr. 3260 kv. Khavns UBibl.: Men naar man paa ting eller stevne skal dømme om liv eller lemmers tap eller andre revsinger eller om tyveri, da skal lagmanden, om han er nær og tilstede, opnævne tolv eller seks mænd til doms, sysselmanden, om lagmanden ikke er tilstede; og de skal paadømme den sak og alle træde sammen (til domsmøte); og naar de blir enige, skal de gaa tilbake til tingmændene og bede dem samtykke denne dom, men om nogen av tingmændene ikke vil samtykke med dem, da maa de sverge, at de ikke vet andet sandere for Gud, ellers skal hver av dem bøte en (halv?) mark sølv til kongen.
  10. § 3 mangler i Byloven og Jónsboken og i flere haandskrifter av Landsloven.
  11. Sakøren blev almindelig oppebaaret av de kongelige ombudsmænd for egen regning; tegngjælden tilfaldt derimot i de allerfleste tilfælde kongen selv.
  12. I nogen haandskrifter findes følgende tillæg: Men om hund biter folks kreaturer, da bøte hundens eier halvt første gang, men siden alltid helt, om der er vidner til. Men er der ingen vidner til, forsvare sig med ensed efter sit eget kjendskap for hver saadan anklage. Jfr. G. 217.
  13. Uttrykket «i logum manna» viser at dette kapitels kilde er F. V 22—24 (se indholdsfort. NgL I 176 og II 505—6),ikke Járnsiða III 24 (Hk. 37), som har; «sem mælt er i logom». I F. brukes «lǫg manna» som motsætning til «Guds lǫg» eller «Kristinn rettr», se F. III 24 og især X 1: «Þat er uppsaga laga várrá í iǫgum manna at engi skal fyrir ǫðrum taka ertog eða ertog meira». Da Kjøpebolken i G. 34 som har lignende regler, følger like efter Kristenretten, saa ser vi av F. X 1, at ordningen oprindelig har været den samme i F.: Kjøpebolkens regler om civilprocessen har fulgt like efter Kristenretten. F. V 22 beskriver altsaa heimrygtevidnet (juryen) i den «verdslige lov», og denne bestaar av 10 mand: 2 svergere og 8 sandemænd, mens Kristenretten (F. II 29) har en jury med 1 sverger og 2 eller 4 sandemænd, og denne juryregel blev ogsaa optat i Jons Kr. 29. Vi har saaledes baade efter Frostatingsloven og Landsloven en verdslig og en geistlig jury, som holdes klart ut fra hverandre. Se om hele spørsmaalet Jon Skeie, Om ærekrænkelser efter norsk ret, 2den utg. s. 26—53.
  14. Landslovens kap. 26 (um jafnaðareiða) mangler i mange haandskrifter og i Byloven og Jonsboken og likesaa i Anders Sæbjørnssons oversættelse og Kr. IV.s NL. Det lyder i oversættelse saaledes: Om likhedsed (jafnaðareiðr). 1. Saa synes os og andre skjønsomme mænd, at de likhetseder, som man har idømt [saksøkeren] i [draps]forlik, er mere gjort med overmot og umaatehold end med lov og ret. Og da vi har svoret alle mænd lov og ret i landet, da vil vi, at disse eder helt skal falde bort, og kun opretholde de eder, som lovboken vidner om. Men det er duleder (negtelseseder) og [eder] i kjenslamaal (anklageprocesser), hvor ingen lovlige vidner er til. 2. Saa synes os ogsaa at være farlig overfor Gud, at om den mand sverger først, som efter loven skal svare til saken (maalet), da skal de alle sverge efter hans edstav, selv om de ikke vet, om de sverger sandt eller usandt. Nu vil vi gjøre den skiping herpaa, at den sverger fuld ed for sig, som skal svare til saken, men alle andre sander hans ed med det skilord, at de ikke vet andet sandere i denne sak (maal). Kilde: Riksmøtebeslutning av 1271 i Js. III 36 (49), jfr. Bj. 31, 32, 90.
  15. Enkelte haandskrifter tilføier: «selv om han ikke kaster stav og skræppe paa tinget. Men kongen eier ingen retsbot for den, som ikke eier nogen for sig selv». Den sidste sats staar i Js. III 27 (40) og begge har kanske staat i kilden F. V 32 (NgL I 176).
  16. Nogen faa haandskrifter begynder saa: «Saa er mælt og vedtat over hele landet om» osv.; det samme staar i kilden Js. III 35 (48) og viser, at kapitlet hører til riksmøtebeslutningene av 1271.
  17. Anders Sæbjørnsson gjengir det saaledes: Den quinne, som ikke faar sin ryckt og nødtørft aff deres frender med kost og kleder oc tager ikke hendes frender mere æn en march til bøter efter henne, om hun bliffuer locket.
  18. «hete snap, og derfor kaldes denne retsbot snapsgjæld» heter det i en marginalnote i enkelte haandskr. og i Jónsboken.
  19. I Jónsboken og 3 Gulatings haandskr. av Landsloven tilføier følgende: «Altid naar en kvinde blir frugtsommelig, da skal den som eier det barn (ɔ: barnefaren), erstatte den, som sørget for kvinden, for [hendes] kost, mens hun var syk og likesaa for barnets opfostring. Nu er den død, som har beligget kvinden, da skal [hans] arvinger svare til den retsbot og omkostning med saa meget gods, som han har tat efter ham, men ikke med mere. Men intet skal han svare, hvor han ingen arv tar.» I et haandskr. av Eidsivatingsboken tilføies et nyt kapitel «om fæstemaal» saalydende: «Gud er mit vidne, og I er opnævnte vidner, at jeg N. lovlig fæster mig N. med den avtale, som nu var fremsagt for vidner, efter Guds og menneskers lov. Skal du være min egtekone, men jeg din egtemand, saalænge vi begge lever, med alt lovlig samband i vort egteskap.»