Magnus Lagabøters landslov (IX. Tyvebolken)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


IX. Tyvebolken



Kap. 1. Her begynder tyvebolken og handles om tyveri

1. Det er nu dernæst, at ingen av os skal stjæle fra den anden.

2. Nu er det dog at merke, naar en mand stjæler mat, som ikke kan faa arbeide til livsophold, og berger saaledes sit liv under sult, da fortjener det tyveri paa ingen maate revsing (straf). Men om en mand, som er arbeidsfør til sit eget underhold, stjæler til 1 øres værdi og var ikke før tiltalt for slikt, da skal man føre ham til tinget og han skal løse sin hud med 3 mark sølv til kongen.

3. Nu stjæler han anden gang til 1 øre, løse sin hud med 6 mark sølv. Men om han ikke løser, miste sin hud og brændemerkes med en nøkkel paa kinden. Stjæler han tredje gang til 1 øre, miste huden, men kongen ta av hans gods 6 mark sølv. Men om den samme stjæler oftere, da skal han dræpes. Men om nogen stjæler til en halv mark (4 ører) veiet, en som ikke før var tiltalt fur saadant, da skal han føres paa tinget og løse han sig med 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen eller fare utlæg. Men om han stjæler oftere, da skal han dræpes. Men om tyv stjæler til 1 mark (8 ører) veiet første gang, da har han forbrutt alt sit gods til kongen og ha slik revsing, som den mand lægger paa ham, som indehar den kongelige myndighet til retfærdig revsing og dog beholde han livet.

4. Nu om den samme mand oftere blir tiltall for tyveri, da har han forbrutt land og løsøre og livet med.

Kilde; Js. VIII 1 (131), jfr. G. 253, F. XIV 12, indl. 9.


Kap. 2. Om tyvers fængsling

1. Nu er tyv fundet, da skal man binde kostene bak paa ham i det fylke, som han er tat, og føre ham bundet til ombudsmanden og ombudsmanden skal holde ham til tinget og fra tinget til fjæren [var.: til draps]. Men ombudsmanden skal skaffe en mand til at dræpe ham og saaledes med alle tyver. Men bønderne er skyldig at følge tyven til døden, da er han ute av deres aabyrgd. Men om de ikke vil følge, er hver saket en halv mark sølv til kongen.

2. Men alt det gods som blir tat fra tyven, det eier den, som tar tyven, om det ikke bevidnes at tilhøre andre; men alt andet løsøre eier kongen.

3. Den har aabyrgd for tyven, som binder ham, eller han er saket 4 mark sølv til kongen, indtil han sætter ham bunden paa ombudsmandens gulv og har vidner paa det. Men om tyv vil verge sig, da falder han utlæg. Men om nogen lar tyv løs, da er han saket 4 mark sølv til kongen, og det saavel kongens ombudsmænd som andre.

4. Der skal tyv dømmes, som han stjal, hvor han end blir tat.

Kilde: §§ 1—3, Js. VIII 2 (132), jfr. F. XIV 12 og G. 253, sidste del (s. 83). § 4 nyt, men jfr. G. 253.


Kap. 3. Om nogen [frigjør tyver og utlæge folk eller] tar imot sit stjaalne gods

1. Nu om nogen fraraner en anden en tyv eller en utlæg mand [som han har fakket], svare kongen landraadesak; men hver av de andre, som var i hans følge, [bøte] 1 mark sølv til kongen. Men om én mand fakker en tyv, da skal han intet bøte, om han blir løs.

2. Nu gjenkjender nogen sit stjaalne gods i en andens hænder og han tar imot sit gods og erklærer (skilir) saa, at «jeg undertrykker i ingen henseende kongens ret,» og han har vidner derpaa, da er hin strafskyldig (sannr at sǫk), men den sakløs, som tok mot sit gods. Men om han dølger tyven og tar mot sit gods, da er han saket 4 mark sølv til kongen.

3. Nu mæler lendmand [baron] eller sysselmand, at bestjaalne og tyven har gjort forlik og har undertrykt kongens ret, da skal bestjaalne negte det med lyrittered, falder til 4 mark, og hin er tyv som før.

Kilde: G. 256.


Kap. 4. Om nogen finder sit stjaalne gods hos en anden

1. Nu finder nogen sit stjaalne gods i anden mands hænder, men denne har hjemmelsmand for sig (vænizt heimildarmanni) og kalder det sit kjøp, da skal han kræve borgen (œsta taks) for ham og likesaa for det gods, som han paastaar er sit og fastsætte en dag (eindagi), da han skal føre frem sine vidner paa, at det er hans gods, og at han hverken gjaldt (betalte i bøter) eller gav eller solgte det ved salg og ingen gav han fuldmagt til at sælge det (at þat er hans fé ok hann galt eigi ne gaf ok eigi sǫlum seldi ok engum manni bauð hann um at selja), da er det optagendes for ham (þá er honum uppnæmt); da skal han gjøre hvad han vil: fare bort med sit gods eller prøve hins hjemmelsborgen (heimildartaku). Men om den brister for ham, da er han tyv, medmindre han negter med settered og nævndevidner, at han ikke stjal, men kjøpte; den ed falder til 4 mark, om den falder.

Kilde: Js. VIII 3 (133) = G. 254. 1ste del, som dog begge mangler slutningen («medmindre» osv.).


Kap. 5. Om nogen anklager en anden for tyveri

1. Nu anklager nogen en anden for tyveri, da skal han gjøre hvad han vil: stevne ham hjem og derfra til tings eller fare til tinget og der efterlyse tyven; da skal tingmændene sætte ham stevne til næste ting, om han er indenfylkes. Men om han ikke er indenfylkes, da skal man gjøre ham lagastevning tilbake til tinget for hver sak (mál) og fastsætte tiden for dette ting. Men om han ikke kommer, da bær han saken paa ryggen (þá berr han á baki sǫk), medmindre nødsfaklsvidner føres for ham.

2. Nu kommer han selv, da skal han fæste (utlove) negtelsesed efter kostenes værdi, som før er skilt; den falder til utlægd, om den falder.

Kilde: G. 254, sidste del, Js. VIII 3 (333).


Kap. 6. Om ransaking

1. Nu er nogen frastjaalet sit gods og ser folkefar ligge derfra, da skal han gaa efter sine herredsmænd og lyse sit tap og kræve hjælp til efterfærd og følge sporet til en mands gaard; da skal de sitte utengards og sende én mand til hus og si fra om sit erende og kræve ransaking (œsta rannsaks); og om han tilbyr det, da gaa han efter sine granner; da skal hine gaa ind i skjorten og uten bælte.

2. Men om han tilbyr ransaking og kostene ikke findes hos ham, da skal han negte med settered, om de vil anklage ham; men den ed falder til 4 mark, om den falder.

Kilde: Js. VIII 5 (135), jfr. G. 255.


Kap. 7. Om nogen finder sit stjaalne gods [men tyven følger ikke, om hæleri og om erstatning for tyveri m. m.]

1. Nu finder nogen sit stjaalne gods og tyven følger ikke, da skal han ha de nærværende mænd med, naar han tar sit gods.

2. Nu hvis sysselmanden mistror ham og sier, at tyven fulgte, da føre han vidner paa, at tyven var ikke med, da han tok sit gods.

3. Nu anklager nogen en for tyveri, men en anden for hæleri (taka, egtl. mottagelse), at han har tat imot hans stjaalne gods; men han sier ne,. da skal han negte med settered; den falder til 4 mark, om den falder, om han visste at det var stjaalet. Men om han søker en anden mand for tyveri, og tyveriet er ikke etterlyst, da skal den negte med settered, som saken anlægges mot (er fyrir sǫk verðr); men den ed falder til 4 mark, om den falder. Men om umyndig (úmagi) stjæler, da skal hans verk gjenoprettes (bæta aptr verk hans); intet skal kongen ha for det.

4. Nu blir nogen dømt for tyveri (at þyfsku kendr), da skal den, som der er stjaalet fra, ha fuld erstatning for sit gods (full gjǫld fjár sins) av den skyldiges gods og den kostnad, som han trængte til efterfærden efter 6 skjønsomme mænds værdsættelse og sin retsbot efter lagadom, som om han var ranet for likemeget.

5. Nu tar nogen høk, bunden i redet, og dølger den, da er han tyv, om eieren efterlyser den. Men om nogen stjæler nedslaat hø (slætringr) fra en andens jorde, da er han tyv; negte med settered; falder til 4 mark, om den falder, og likesaa for høker; kongen eier disse sekter.

Kilde; Jfr, Js. VIII 7 (137), jfr. G. 256 slutningen — 260 og 263.


Kap. 8. Om [uhjemlet salg av kongsjord og om] flytning av merkestener

1. Nu sælger nogen kongens jord uten hans lov, da er han tyv, og likesaa kjøperen, om han vet det, eller negte med settered.

2. Nu tar nogen merkestener op av jorden og sætrer dem ned paa et andet sted og fører dem ind paa naboens lod, da er han tyv og har forbrutt alt sit gods til kongen; men 6 ører om han tar dem op, men ikke sætter dem ned igjen.

Kilde: G. 264.


Kap. 9. Om nogen [drikker andres kjør eller] stjæler av frugthager

Om nogen lægger sig under folks kjør og drikker, den mand eier ingen retsbot (ɔ: er retløs). Men om nogen gaar i en andens kjøkkenhage eller kvannhage, eplehage eller næpe-, erter- eller bønnebed og al den frugt, som folk hegner med gjærde eller gjæter, tvigjælde det til eieren og 2 ører i tokkabot. Men om nogen tar til 1 øre[sværdi] eller mer, da er han saket som for andet tyveri. Men om gjerningsmændene ikke har gods til at bøte med, da fare de til tings og svare derfor efter lagadom og de har ingen boteret, selv om folk prygler dem og tar alle klær av dem.

Kilde: Jfr. F. XIV 13, 14, jfr. 12 slutningen.


Kap. 10. Om naskeri (hvinska)

Nu om nogen stjæler en andens hund eller kat, kniv eller bælte og alt det, som er av mindre værd end 1 øre, da er det naskeri (hvinska); og om nogen blir strafskyldig deri, bøte (gjalde) til kongen 2 ører sølv, og 1 øre til eieren og hete mindremand.

Kilde: Jfr. F. XIV 12, 2 sidste punktumer.


Kap. 11. Om høitak

Om nogen farer efter veien med sin hest og høi, som han trænger til, staar nær veien, da kan han ta det som hans hest trænger at æte der.

Kilde: F. XIV 15.


Kap. 12. Hvorledes hittegods (fyndr) skal medfares

1. Om nogen finder en andens eiendeler og eieren har tapt det, da skal han lyse det for folk, men det skal være lyst samdøgers ellers blir han tyv, om det er saa meget gods. at man kan gi tyvssak.

2. Nu skal han ha godset i lyse og gjøre sig det nyttig, og selv om eieren ikke kommer efter det, før det er utslitt, saa bøte han intet derfor. Men den som paastaar at det er sit, skal føre 2 vidner paa, at det er hans gods og at han eier det, om han skal være uranet, og de sverger derpaa fuld ed; da gir han det lovlig fra sig.

Kilde: Jfr. G. 144. væsentlig nyt.


Kap. 13. Om tylvtered

1. Om kongen anklager nogen for landraad (landsforræderi), da skal han negte det med tylvtered; saaledes skal ogsaa alle ubotamaal negtes.

2. Nu skal opnævnes 6 skjønsomme mænd paa hver side av den, som skal rense sig, de som er (var.; bor] ham nærmest og kan ha bedst kundskap om det maal, hverken i slegt eller i sak med ham (hvarke sifjaðir viðr hann ne sakaðir), myndige og upartiske, som før hverken er overbevist om range eder eller falsk vidnesbyrd; av disse [12] skal man ta 7 og selv skal han være den 8de og 4 fangevidner, fuldmyndige og ikke overbevist om mened. Den som svarer for saken, skal sverge fuld ed for sig, og alle de andre sande hans ed paa den maate, at de ikke vet sandere for Gud efter sin opfatning end de sverger.

Kilde: Js. VIII 9 (139), jfr. G. 132, F. XV 1—4.


Kap. 14. Om settered

1. Settered skal staa for alle 8 ørtuger og 13 marks saker[1] [var.: og likesaa for 10-markssaker].

2. Nu skal man opnævne 3 mænd paa hver side av den som er saket, paa den maate som er sagt om tylvtered; ta 3 av dem, han selv den fjerde og 2 fangevidner.

Kilde: Jfr. tb. Js. XIII 10 (140), G. 133, F. XV 7—14.


Kap. 15. Om lyrittered

Lyrittered skal staa for alle 5-markssaker og likesaa for 4-markssaker, hvor der opnævnes 2 mænd paa hver side av den sakede; ta 2 av dem, som han faar, og selv være den tredje. Men for 1 markssaker og mindre end det, skal man opnævne til lyrittered én mand paa hver side av den sakede og ta én av dem, selv være den anden, fangevidne den tredje. Denne ed skal staa, indtil man kan ha 2-mandsed eller ensed; «ti en skal negte 1 øre, men to 2 ører», som før siges i boken (se VIII 2 § 4; 4 § 3).

Kilde: Js. VIII 11 (141), jfr. G. 135, F. XV 15, 16.


Kap. 16. Om range eder

De mænd, som med sandhet blir anklaget for at sverge range eder og det bevises i sandhet, de skal være utlæg 3 vintre og ikke nyte godt av nogen mands ed eller vidnesbyrd og ikke skal de bære [vidne] av den grund (með því moti) at de gjorde sig ubrukelige selv, og bøte til kongen 4 mark sølv og 6 ører for hver medsverger, om de ikke visste, at det var usvergendes [maal]. Men om de visste at det var usvergendes, før de svor, da bøte (gjalde) hver av dem 4 mark sølv som han. Men om det kunde indtræffe, at folk blir anklaget for de saker, som straffes paa liv eller lemmer, eller er aleigumaal (hel formuesforbrydelse), da skal de nyte saadanne vidner og undanførsla (negtelsesed), som kongens miskund tilstaar dem.

Kilde: F. indl, 13 (Haakon Haakonssons rettebot).




Fotnoter

  1. Jb. tb. 19 tilføier ganske rigtig: «og tyverisaker, som siges i tyvebolken».

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.