Magnus Lagabøters landslov (V. Arvetallet)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


V. Arvetallet



Kap. 1. Her begynder om kvinders giftermaal

1. Far og mor skal raade for sine døtres giftermaal, om de er til. Men om de er døde, da skal de nærmeste farsfrænder [og morsfrænder][1] raade for giftermaalene.

2. Men giftingsmanden skal fastsætte (skilja) medgift (heimanfylgja) og tilgave (tilgjǫf)[2] for sin frændkone, saaledes som de blir enig om; da skal de ogsaa avtale (eindaga), naar bryllupet skal være. Men hvis de [senere] blir uenig om medgiftsavtalen (máldagi), da la fæstemanden bære 2 mænds vidne som var tilstede, hvad der var avtalt om medgiften. Men om de blir uenig om tilgaven, da nyte giftingsmanden 2 vidner paa samme maate. Ikke skal der i klær gives en kvinde mere end en tredjedel av medgiften. Men det som giftingsmanden gir mere, skal være i saadanne ting, at det kan være til nytte for den, som faar konen, eller til vinding. Men ingen medgiftsavtale kan giftingsmandens arving omstøte, naar den er gjort saaledes som nu er mælt.

2.[3] Men om døtre blir sin fars eller mors eller brors arvinger, [eller] hvis arvinger de end blir [og] nogen er gift, men andre ugift, da skal de ugifte ta saa meget av den uskiftede arv, som de gifte fik i medgift; og selv om alle er gift, men medgiften ikke er skiftet like mellem dem, da skal de andre ha like saa meget av den uskiftede arv, som den som har faat den største medgift, saalangt boet rækker.

3. Alle de ting, som er laant til medgift og er taksert og overlevert i hans hænder, som faar konen, da eier han dem likesaa hjemlet, som om far og mor gav dem i medgift. Men om nogen [tredjemand] sier, at han laante ikke disse ting ut til dette, da sverge han ensed derpaa, saavel kar som kvinde, og søke siden konens giftingsmand for det samme beløp, og med samme beløp nedsættes hendes tilgave efter rigtig beregning.

Kilde: Js. IV 1 (50), som har et led til; væsentlig fra F. XI 2—4; jfr. G. 51. NB. Kr. 25.


Kap. 2. Om en kvinde gifter sig uten frænders raad

1. Men om en kvinde gifter sig uten sin fars eller brors eller mors eller dens raad som er giftingsmand for hendes giftermaal, da har hun forbrutt al den arv, som kunde tilfalde hende fra den stund og den som er nærmeste arving, skal ta den arv, som om den kvinde ikke var født til den, medmindre giftingsmanden vilde negte hende jevngifte (jafnræði), da kan hun gifte sig med sine skjønsomme frænders raad, om de finder at partiet er jevnt eller bedre, og de kan sande det med sin ed; men man skal dog først søke giftingsmandens samtykke. — Men giftingsmand er far eller samfædre bror, dernæst egtegift mor; hvis hun ikke er til, da den karmand som er 20 aar eller ældre [og] som er nærmeste arving efter den kvinde som giftes. — Men den [fæstemand], som vover slikt, han skal bøte fuld retsbot til giftingsmanden efter tolv mænds dom, medmindre andre frænder finder partiet jevnt, som før er sagt.

2. Enke kan selv gifte sig med hvem hun vil med en eller anden frændes raad.

3. Men kvinder, som gir sig av med at lokke folks barn eller frændkoner til slikt eller til anden utugt og det blir vidnefast, da skal de bøte efter tolv mænds dom med penger, den, som har penger, og andre revses (ɔ: paa kroppen) efter dom.[4]

4. Ingen mø skal ha raadighet over sit gods, før hun er 20 aar gammel, selv om hun har arvet det, medmindre hun er gift med sine frænders raad, og har da den, som faar hende, raadighet over hende og hendes penger (nl. til hun er 20 aar).

5. Men enhver som er en kvindes rette giftingsmand, skal la alt være hjemlet i medgiften. Men alt det, som maa søkes med lovsøksmaal, skal der ingen tilgave ydes for.

6. Men om enke gifter sig bort og lar andre folks gods indvurderes i sin medgift og eieren utlaaner det til dette, da eier han (hendes egtemand) det likesaa hjemlet som det enken eiet. Men om nogen sier, at han ikke har laant det ut til dette bruk, da negte han med ensed og hendes medgift blir saa meget mindre.

Kilde: § 1 nyt. § 2, jfr. G. 51; § 3 nyt. § 4, jfr. Js. IV 3 (52); § 5 = F. XI 16, Js. IV 3 (52); § 6 = Js. IV 1 (50) sidste led = F. XI 4 sidste led.


Kap. 3. Om felag mellem egtefolk

1. Sin kones gods skal ingen mand føre ut av landet, medmindre hun vil. Raade skal han for alt deres gods, dem til tarv. Ingen av dem skal forbryte den andens gods hverken med ord eller gjerning. Slik retsbot eier hver mand for sin kone som for sig selv, om hun krænkes av avind.

2. Ingen kone skal negte sin mand felag. Og paa den maate kan de lægge felag sig imellem, at hver av dem lægger til felaget alt, hvad de da eier eller eiendes vorder ved arv eller paa anden maate; tilfalder der siden nogen av dem umager (uforsørgede slegtninger), da skal det like meget (jamt) være deres begges kostnad, selv om ingen falder paa den andens lod. Men om de dør fra hverandre, da skal deres umager tilfalde den, som efter loven har at forsørge dem. Men den av egtefællene, som la mest til felaget, skal ta mest ut eller hans arving; siden deles boet i halvdeler, selv om det er forringet. Men om det er øket, da skal manden eller hans arving ta to tredjedeler av vindingen, men konen én tredjedel; de trænger ikke at spørre nogen mand om saadant felag. Men om de lægger felag paa anden maate, da skal det ikke holdes, selv om arvingen ikke kan eller ikke vil omstøte det; ti loven omstøter det felag.

3. Nu er der intet felag mellem egtefællene, da skal den tilgave (tilgjǫf) være hende hjemlet, som til hende var git og vidner vet at lyst var paa bryllupsdagen, om hun overlever ham.[5] Lyse skal man kvinders giftermaal og tilgaver hvert 10de aar og lyse det i folkeforsamling, hvad enten man vil ved kirken eller til tinge. Men om han overlever hende, da skal hendes arvinger ta hendes medgift, og tilgaven falder bort.

4. Nu om mø er sin brors verge, da skal hun ikke ta noget av hans gods til medgift for sig. Men om arvingen reiser den sak, naar han er blit myndig, at giftingsmand har git hans gods bort med hans søster, da svare han dertil med ensed, som tillægges en slik sak. Men om han blir kjendt skyldig, da skal han utrede slikt til gutten, som han gav av hans [gods], og hete mindremand.[6]

Kilde: §§ 1—3, jfr. Js. IV 2 (51), jfr. G. 52—54 og F. XI 8. § 4, jfr. F. XI 9—10 og Js. IV 4 (53).


Kap. 4. Om skifte efter egtefolk

1. Nu om den ene av egtefællene dør fra den anden og bryllupsvidner mangler, da skal den længstlevende lægge frem godset og skifte det saaledes som han (hun) vil svare for Gud, at ret er, og efter det som var avtalt ved deres giftermaal, og [at] da er ingen av dem skadelidende, og sverger derpaa fuld ed og 2 skjellige mænd med.

2. Men om en mand kjøper jord for sin kones kostbarheter eller løsøre eller bufæ og hun overlever ham, da skal hun kun ha det jordegods av hans arving, som hun hadde i medgift og utover det blot saameget, som arvingen vil, selv om han (ɔ: manden) ledte hende til bokarskeyting; ti loven omstøter saadan avtale; og [hun skal ha] det løsøre, som arvingene utreder til hende. Men om hun tar gods i arv, efterat de kom sammen, og det blir betalt for jordegods, da skal den jord være hendes.

3. Nu om to fattige kommer sammen efter landsloven og deres formue økes, da skal længstlevende ha 2 tredjedeler baade i land og løsøre, hvis der skal skiftes med utarvinger, men halvdelen, hvis der skal skiftes med deres barn.[7]

Kilde: Js. IV 3 (52) = F. XI 8. § 3 staar i begge disse foran §§ 1—2.


Kap. 5. Hvis en kone ligger hos en anden mand end sin egtemand

1. Men om en kone ligger hos en anden mand end sin egtemand eller skiller sig fra ham sakløst mot Guds og menneskers lov, da har hun forbrutt sin tilgave. Men om egtemanden tilbyr hende samliv, men hun vil ikke, da skal han forvalte hele boet, saalænge hun lever, men siden skal hendes nærmeste arving ta medgiften, men ikke tilgaven. Men om de forlikes angaaende sin sak (maal) og han tar mot hende, da være det, som om deres maal (avtale) var uspildt. Men om den synd oftere hænder hende, da skal han forvalte hendes gods, saalænge hun lever, selv om han ikke oftere vil ta hende til sig, men siden (ɔ: efter hendes død) omgaaes, som før er mælt. Men om hun ikke tidligere har været tiltalt for denne synd, og hun lover at gjøre bot for Gud og sin egtemand og tilbyr sin egtemand samliv, men han vil ikke ha hende, da skal hun ha sin medgift, men ikke tilgaven. Men om hendes egtemand vil berøve hende hendes medgift og sier, at slik synd har hændt hende før, men tiltale (sakargipt) var ikke tidligere reist mot hende fra hans side, saa folk vet om det, da forsvare hun sig med ensed, og beholde sin medgift. Men om han ikke vil ta hende til sig, da skal hun ta sin medgift [med sig], men ikke tilgaven.

2. Nu om nogen av egtefællene ifalder straffebøter (gjǫld), da skal den, som har misgjort, bøte sine misverk med sit eget gods. Men om de har lagt felag sig imellem, da skal den av dem, som ikke er ifaldt bøterne, eller dennes arvinger, ha like mange penger, men uten renter, av det uskiftede bo den tid, den ene av dem dør eller de lovlig skilles.

3. Nu kommer leiermaalssak (legorðssǫk) paa den kvinde, som en mand har fæstet sig (ved fæstemaal efter norsk ret) eller ved haandslag (efter kanonisk ret)[8] for et leiermaal, som var gjort tidligere, og om han egter den kvinde, da eier han raadsspildesboten, men giftingsmanden retsboten. Men om leiermaalet med hende er skedd, efter at han fæstet hende med haandslag eller fæstemaal og han egter hende, da eier han baade retsbot og raadsspildesbot. Men om han ikke egter hende, da eier den karmand, som før er skilt (ɔ: giftingsmanden), begge. Men om en mand gaar i en kvindes seng for at begaa leiermaal med hende, selv om han ikke faar sin vilje frem, da skal han bøte efter 12 mænds dom.

Kilde; § 1 fra F. X l4 = Js. IV 5 (54) første del. § 2 fra Grágás I kap. 154 (b s. 46). § 3 jfr. Grágás II kap. 127, 144.


Kap. 6. Om egteskapshindring opløser egtefællers samliv

1. Men om egteskapshindring (meinleiki) søndrer egtefolks samliv med dens raad, som raade skal efter Guds lov,[9] da skal hver av dem ha sit gods.

2. Men om de skilles paa grund av det [illegitime] svogerskap, som manden er skyld i[10] og han visste det, da han fæstet kvinden, og han dølger det, da bøte han for sin svik efter 12 mænds dom; kvinden skal ha det halve og giftingsmanden det halve. Men for hvilken egteskapshindring de [end] skilles, da gjælder, hvad før er sagt.

3.[11] Men om en mand egter en kvinde efter ret landslov og gir hende tilgave og siden falder fra, da skal hun faa utbetalt sine ting og sin medgift av hans eget gods, saalangt det rækker. Men om det ikke rækker til, da skal arvingene ikke betale med sit gods; ti ingen skal kjøpe sig kone med andres penger.

Kilde: § 1 fra F. XI 14 = Js. IV 5 (54). § 2 nyt. § 3 jfr. Js. IV 5 (54) slutningen; den sidste sætning er hentet fra G. 115.


Kap. 7. [Arvetallet]

Første arv.

1. Det er den første arv, at egtefødte barn tar arv efter sin far og sin egtegifte mor efter Guds og menneskers lov, og den sønnesøn som er egtefødt og har egtefødt far, medmindre hans far før har faat hele sin arvelod, og arver dog sønnesøn før arven gaar til anden arv.

2. Men saaledes skal gods skiftes efter far eller mor, at to døtre skal ta likt med én søn, og slik lod skal sønnesøn ta av arven som datter, om han er til. Nu er der én søn og én datter, da tar hun en tredjedel, men han to tredjedeler.

3. Men om far efterlater sig odel, da skal sønnene gaa til odelsjordene, men døtrene til utjorder og løsøre, om der ikke er jorder, og skal den ældste alene tilegne sig hovedbolet, om hine faar andre odelsjorder paa sin lod, saa at de er jevngode efter lovlig vurdering; men sønnesøn [skal] paa sin lod [faa] de odelsjorder, som hans far hadde ret til, indtil han faar likt med datter. Men de odelsjorder, som er mere end det, hans far hadde ret til, da kan han løse dem fra sine farbrødre for en femtedel mindre end de er værd. Men han skal ikke løse fra sine farbrødre, førend hans farfar er død, medmindre hans farfar blir sin søns umage (myndling).

4. Men om far mister sin søn eller datter eller sønnesøn, da tar han arv efter dem, om de ikke har egtefødte barn efter sig.

5. Og barn tar arv efter sin far og andre, om det er avlet, men ikke født, om det kommer levende til verden («i lyset») og blir døpt.

6. Slikt gods som mor lægger til sine barn, det arver hun alt efter dem, om de dør barnløs. Men om mor dør, da skal hendes egtefødte barn ta det gods før end far.

7. Men om datter er beligget i sin fars eller brors gaard, da skal hun hverken ta arv efter far eller mor, men ha slik miskund som far vil ha gjort eller bror, om far ikke er til. Nu er der ingen søn til at arve, men der er sønnesøn med saadan arveret, som før er mælt, og en datter som ikke var beligget, da ta den, som var beligget i fars eller brors gaard, halv lod med hine. Men om ingen av hine er til, som før er opregnet, da tar hun hele arven, som om hendes ret var uspildt.

8. Overalt hvor der er felag mellem egtefolk, da skal døtres giftermaal og medgift utredes av deres begges gods, eftersom deres felag var lagt og gjort. Men er der intet felag mellem egtefællene, da skal hver lægge til sine barn efter sin formues størrelse.

9. Ikke skal far eller mor bortgifte sin søn eller sin datter med større medgift end at like meget vilde komme paa deres lod, som er ugift, om arven da blev skiftet, medmindre de nærmeste arvinger samtykker. Men om medgiften er større, da utjevnes det, naar arven falder, saalangt arven rækker. Men om arven ikke rækker til, da skal hver som har faat mere end loven vidner, lægge fra sig til utjevning.

10. Saa er og stadfæstet over hele landet, at saasnart en mand fæster sig en kvinde efter Guds lov og med deres begges samtykke, da er alle de barn, som han har med den kvinde, lovlig til arv kommet, hvad enten de er avlet før fæstemaalet eller efter.

Kilde: Stykket er i det hele nyt, og utvilsomt paavirket av dansk og nyere svensk ret, som ved denne tid hadde indført den regel, at kvinden arver halv lod med mand. Regelen blev ifølge Erikskrøniken indført i Sverige ved kong Valdemars bryllup med den danske prinsesse Sofia 1260. Sofias søster Ingebjørg blev 1261 gift med Magnus Lagabøter. Det er rimelig, at de danske prinsesser søkte at faa regelen indført baade i Sverige og Norge; jfr. H. Hildebrand, Sveriges Historia II 137, 139. — § 1 jfr. G. 103 og F. VIII 1—2 = Js. V 1—2 (55—56). § 2, jfr. Jydske lov I 5, Valdemars Sjæl. lov I 1 og Birger jarls arvelov i yngre Vestg. lag ÄB. 1 og i Upl. lagen ÄB. XI. § 3 jfr. G. 103, F. VIII 3. § 4 jfr. G. 103, F. VIII 1. § 5 jfr. Grágás II kap. 59 (s. 68): Þá er barnit eigi arfgengt, nema lifanda komi i lios oc matr komiz niðr. § 6 jfr. G. 103; F. VIII 7 jfr. Js. V 4 (58); jfr. ogsaa Grágás II kap. 57 (s. 64—65). § 7 nyt; jfr. Ribes statsret, stadfæstet av Erik Glippig 1269 kap. 27: Et si aliqua puella contra consensum parentum connubium manifestum commiserit volentarie, illicenter, privetur tota bonorum suorum substancia. § 8 jfr. Grágás II kap. 143. § 9 jfr. F. XI 2—3. Grg. II kap. 57 (s. 65). § 10 fra Js. V 14 (68): beslutning paa riksmøtet i 1271.

Den anden arv. Det er den 2den arv, som den ættledte tar, som efter loven er ledet til arv, og egtefødt sønnesøn, selv om hans far var frillesøn, og egtefødt sønnedatter, hvis hendes far er egtefødt, og egtefødt dattersøn, om hans mor var egtefødt, hver av dem sin fjerdedel baade i land og løsøre. Men selv om sønnedatter er én, men de [mandlige medarvinger] mange, da tar hun dog fuld lod med dem. Nu selv om der kun findes én i en mandlig gren, men de andre [mænd og kvinder] er mange, da tar ogsaa han fuld lod, selv om der er flere i den andre ættegren. Men om blot én av disse [arvinger] er til, da tar han (hun) den hele arv. Nu er ingen av disse, som før er opregnet til, da tar egtefødt datterdatter, om hendes mor er egtefødt.

Nyt.


Den tredje arv. Det er den 3dje arv, naar bror blir sin brors arving, og de er samfædre og egtefødt. Men om bror mangler, da tar samfædre og egtefødt søster. Nu er hun ikke til, da har egtegift mor arv efter sit barn. Men om hun ikke er til, da tar frillesøns egtefødte datter og frilledatters egtefødte søn. Men om disse ikke er til, da tar frilledatters egtefødte datter. Nu om hun ikke er til, da tar morfar og farmor egtegift. Men om ingen av disse er til, da tar egtegift mormor.

Jfr. F. VIII 4—5. Js. V 3—4 (57—78).


Den fjerde arv. Det er den 4de arv, som egtefødt samfædre farbror tar, om hans far er egtefødt, og egtefødt samfædre brorsøn, om hans far er egtefødt, og sammødre egtefødt bror, om hans mor er egtefødt, sin tredjedel hver av disse, om alle er til; altid skal den først ta arv, som har egtefødt far eller mor, hvad enten far eller mor leder ham til den arv, dernæst den likenær beslegtede, selv om hans far er frillesøn eller mor frilledatter. Men om farbror er én, men brorsønnene flere, da skal han ta likt med dem. Nu er brorsøn én, men farbrødrene flere, da tar han likt med dem. Samme krav har sammødre bror og saaledes skal det altid være herefter, at den ene i sin gren skal ta likemeget paa sin lod, selv om der er mange i den anden gren. Men om kun én er til, da tar han alene den hele arv. Nu er de ikke til, som før var opregnet, da tar egtefødt samfædre faster og egtefødt brordatter, kommet av samfædre bror, og sammødre egtefødt søster efter foranstaaende skilord. Men altid naar odelsjord er med i skiftet, da skal den ta odel, som er født til den, men hine løsøre.

Jfr. F. VIII 5. Js. V 4 (58).


Den femte arv. Det er den 5te arv, som egtefødt samfædre morbror tar og egtefødt samfædre søstersøn. Men om de ikke er til, da tar egtefødt samfædre moster og egtefødt søsterdatter, kommet av samfædre søstre.

Jfr. F. VIII 11. Js. V 10 (64).


Den sjette arv. Det er den 6te arv, som egtefødte brorsønner tar efter hverandre, om deres fædre er egtefødt og samfædre, da dernæst de, hvis fædre er frillesønner. Men om de ikke er til, da tar egtefødte brordøtre efter samme regel. Nu er disse ikke til, da tar egtefødte søskensønner [kommet av samfædre]. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søskendøtre. Nu er disse ikke til, da tar egtefødte søstersønner, kommet av samfædre søstre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søsterdøtre. Nu er ingen av disse til, da tar frillesøn en eller flere, om de er til, og ikke avlet i hor eller i nærmere slegtskap eller svogerskap end tillatt i loven.[12]

Jfr. F. VIII 6 og Js. V 5 (59).


Den syvende arv. Det er den 7de arv, som egtefødt sammødre farbror tar og egtefødt brorsøn, kommet av sammødre bror. Nu er de ikke til, da tar egtefødt sammødre faster og egtefødt brordatter, kommen av sammødre brødre.

Jfr. F. VIII 15. Js. V 15 (69).


Den ottende arv. Det er den 8de arv, som egtefødt sammødre morbror tar og egtefødt søstersøn, kommet av sammødre søster. Nu er de ikke til, da tar egtefødt sammødre moster og egtefødt søsterdatter, kommet av sammødre søster, og de blir hverandres arving; saaledes er det altid, naar to eller flere [mænd] staar til én arv, om ikke den, som først er nævnt, er til.

Jfr. F. VIII 11. Js. V 10 (64).


Den niende arv. Det er den 9de arv, at en mand tar arv efter sit brødrungsbarn, kommet av samfædre, medmindre en nærmere slegtning findes; ti i denne arv tar den nærmeste. Dernæst tar jevnskyldt, kommet av søsken og der tages før i karleggen end i kvindeleggen. Men om de ikke er til, da tar en mand arv efter sit systrungsbarn.

Jfr. F. VIII 9. Js. V 8 (62).


Den tiende arv. Det er den 10de arv, som de mænd tar, som er egtefødte næstbrødrebarn og kommet av samfædre. Nu er de ikke til, da tar de som er egtefødt næstsøskenbarn. Men om de ikke er til, da tar de mænd, som er egtefødt næstsøstrebarn og tremenninger i slegt, og jevnskyldt karmand tar før end kvinde.

Jfr. F. VIII 9. Js. V 8 (62).


Den ellevte arv. Det er den 11te arv, som egtefødte brødresønner tar efter hverandre, om deres fædre er egtefødt og sammødre, dernæst de, hvis fædre er frillesønner. Men om de ikke er til, da tar egtefødte brødredøtre efter samme regel. Nu er de ikke til, da tar egtefødte søskensønner [kommet av sammødre søstre];[13]; dernæst egtefødte søskendøtre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søstresønner, kommet av sammødre søstre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søstredøtre, kommet av sammødre døtre.

Ny.


Den tolvte arv. Det er den 12te arv, naar en mand tar arv efter sit brødrungsbarn, kommet av sammødre, medmindre der findes en nærmere slegtning; ti her tar den nærmeste. Dernæst tar jevnskyldte, kommet av sammødre søsken; dernæst tar en mand arv efter sit systrungsbarn, kommet av sammødre; dernæst tar de mænd, som er egtefødt næst brødrebarn, kommet av sammødre. Dernæst de, som er egtefødt næstsøskendbarn, kommet av sammødre søsken og før i karleggen end kvindeleggen. Dernæst de, som er egtefødt næstsøstrebarn, kommet av sammødre, tremenninger i slegt, og altid tar karmand før kvinde.

Nyt.


Den trettende arv. Det er den 13de arv, som frilledatter tar. Nu er hun ikke til, da tar samfædre bror, frillesøn. Men om han ikke er til, da tar samfædre søster, frilledatter. Nu er hun ikke til, da tar side om side samfædre farbror og samfædre brorsøn og sammødre bror, frillesøn; de skal alle ta én arv og hver av dem blir den andens arving. Nu er de ikke til, da tar jevnskylde kvinder. Men om de ikke er til, da tar brødrunger (barn av farbrødre), karmænd før end kvinder. Men om alle disse mangler, da tar de, som er firmenninger i slegt, medmindre der findes nærmere egtefødte, før av samfædre end av sammødre, saaledes som foran utgrenes i arvetallet, førend [arven] gaar til kongen.

Jfr. F. VIII 15, Js. V 15 (69).


Kap. 8. Om ættleding

1. Saaledes kan en mand bøte paa sin søns vilkaar, at han ættleder ham, om han vil, hvis den nærmeste arving samtykker.

2. Nu om han har egtefødte sønner, da kan hver som er myndig gi samtykke for sig, men ingen for dem som er ufødt eller umyndige, og ættledingen tar da ikke mere arv end der tilkom den, som samtykte i [hans] arveret; den skal samtykke [i hans] odelsret, som eier odelen med dem.

3. Nu skal den som ættleder en mand og den som samtykker i hans arve- eller odelsret og den som ættledes, alle sammen gaa til kirkedør og holde alle paa én bok; da skal den, som ættleder, si saa: «Jeg ættleder denne mand til det gods, som jeg gir ham, til gjald (bøter) og til gave, til sess og til sæte og til al den ret som lovboken vidner og ættleding skal ha efter loven.» Saaledes skal kvinder ættledes som karmænd.

4. Nu kan bror lede bror i ætt og farbror brorsøn. Saaledes kan ogsaa flere mænd ættlede én mand, som nu er sagt, og saavel kvinde som karmand, om den samtykker som er nærmeste arving.

5. Nu skal han ha alt det gods som han er ledet til, mens de lever, som ættledde ham, alt indtil arv tilfalder ham; siden bær arven ham vidne om alder og æve (ɔ: for al fremtid). Lyse skal en mand sin ættleding hvert 20de aar, indtil han tar arv. Men enhver som er ættledet anderledes end nu er sagt, da er det som ugjort.

Kilde: Jfr. Js. V 16 (70) og G. 58. F. IX 1.


Kap. 9. Om drap i vildelse (paa arvelader)

Saa er mælt, at om en mand kommer i den vildelse, at han dræper en mand for at arve ham, da har han forbrutt den arv; men arven skal gaa efter ret arvegang, som om den mand ikke var til, som dræper en mand for at arve ham.

Kilde; F. VIII 14. Js. V 13 (67).


Kap. 10. Om mænd falder i slag

Nu om mænd falder i slag, hvorfra ingen undkommer, eller alle drukner eller brænder inde, da skal deres arv gaa, som om de alle samtidig hadde mistet sit liv, medmindre det med lovlige vidner siden bevises, at det gik anderledes til.

Kilde: Jfr. F. IX 2 = Js. V 17 (71) 1ste punktum.


Kap. 11. Om der ingen arving er til en arv

Altid naar nogen dør og der ingen arving er i nærheten til at indtale arven, da skal den staa værdsat i dens hjem, hvor manden er død, under fuld borgen i 12 maaneder. Men om der ikke kommer nogen lovlig arving inden 12 maaneder, da skal kongen ta den vurderte arv og forvare den og tilegne sig den, om der ikke kommer nogen lovlig arving inden 10 aar. Men utenlandske mænds arv skal ligge, som før er bestemt, det er 1 dag og 12 maaneder, før kongen tar den.

Kilde: Jfr. F. IX 5. Js. V 17 (70) slutn.


Kap. 12. Om skyldskiping (gjældens avlægning)

1. Det er nu dernæst, at ingen kan gi bort arv, som tilhører en anden, utover de lovlige gaver. Bedrageri (vélakaup) er ugyldig. Ingen skal gjøre en anden arvesvik.

2. Nu er en mand død, da skal arvingen sætte sig i [hans] høisæte og han skal indstevne hans kreditorer, at de alle kommer dit til sjonden (begravelsen, egl. «den 7de dag») og hver skal motta sin fordring, saaledes som bevises med vidner.

3. Nu om der ikke er saa meget gods, da skal alle lide en forholdsvis avkortning; den skal lide størst avkortning, som hadde den største fordring. Men den som ikke kommer til sjonden, han skal søke sit med vidner, om der er gods forhaanden, og stevne arvingen til [at paahøre] vidneførelsen. Men de som paa grund av nødsfald ikke kommer til sjonden, og der er mere gods end de, som først kom, har tat, da skal de lægge fra sig, som tok først, og alle skal lide forholdsvis avkortning; men arvingen er fri, om han gjorde lovlig tilbud.

Kilde: Jfr. G, 115. Js. V 18 (72) begyndelsen.


Kap. 13. Om umyndiges midler (úmagaeyrir)

1. Nu er der umyndiges midler i boet og hustrus fordring, da er vel, om der er gods nok til begge. Men om der ikke er gods nok, da skal hendes tilgave (gagngjald) og [andre] gaver avkortes. Men om godset ikke strækker til allesteder, da skal den lide størst avkortning, som hadde mest at fordre hos ham, hans hustru saavelsom andre kreditorer. Utregning skal man ha herom, medmindre nogen hadde pant i en eller anden ting, da skal han først ha den. Hustru skal heller lide avkortning i sin tilgave end de mænd, som hadde fordring paa ham, før han fik hende; ti ingen skal kjøpe sig kone med en andens gods.

2. Nu skal hun ha sin medgift, og den umyndige sit gods. Nu er der ikke saa meget gods; da skal hver av dem avkortes i forhold til deres fordrings størrelse.

3. Ingen mand er forpligtet at betale gjæld, naar han ikke faar arv, hverken søn eller nogen anden.

4. Nu har egtefolk felag sammen og en av dem dør, da skal de svare til gjælden saaledes som deres felag var.

Kilde: Js. V 19 = G. 115 midten, men § 3 er ændret, da sønnene efter G. 115 var helansvarlige.


Kap. 14. Om fordelingen av umyndige (úmagaskipti)

1. Karle og kjærringer skal man skifte som anden gjæld, men deres børn og gods skal den ta vare paa, som er deres nærmeste arving. Hvad enten kar eller kvinde blir verge, da skal han overta midlene efter takst, og ikke føre den umyndiges midler ut av fylket, medmindre han stiller en forlover (vǫrðzlumaðr) som der eier jordegods, for, at midlene tilbakeleveres der som han tok [imot dem], naar den umyndige blir retsfør (rettnæmr).

2. Nu viser taksten av midlene at der er fuld forsørgelseskapital (instǫðueyrir), nemlig 4 mark [sølv] for hver myndling, — vel er det, om der er mer — da skal han overta disse midler og de skal hverken vokse eller minke; han skal utlevere slikt som han tok imot. Men om myndling eier saa meget jordegods og løsøre, at hans frænder synes, at han ikke anstændig kan underholdes av disse forlagsører, som ovenfor er skilt, da skal der tilstaas ham klædeverd og han skal holdes vel og den faa noget for sit arbeide som er hans verge, saa at han er vel tjent dermed, og da skal myndlingen ha al indtægt av sit gods. Men frændene skal undersøke hvert aar, hvorledes det forvaltes, og overgi det til en anden, hvis han (ɔ: vergen) ikke er duelig, under fuld sikkerhet (með fullum vǫrðzlum) fra den, som tar imot [midlene].

3. Nu om der ikke er forsørgelseskapital, da skal myndlingen nyte en halv mark aarlig, indtil han er 12 aar gammel, da skal han siden være matlønsmand (ɔ: da fortjener han maten). Myndling skal nyte en halv mark av jordleien.

4. Nu skal den vurdering av jordleien bli staaende, som den var taksert for det første aar, hvad enten den siden vokser eller minker. Vergen skal ikke overdra vergemaalet til en anden; men om han gjør det, da har myndlingen adgang til at kræve sit hos hvem av dem, han vil. Men om myndling eier et halvt markebol, da er det instoduører. Men om nogen slipper fra sig umyndiges midler, medmindre det er ham fradømt ved dom, da skal han stille sit eget gods i stedet; ti gjæld er ikke betalt, undtagen vidner vet det. Men om han negter, da maa han betale om igjen.

5. Nu er en egtemand død, men hans kone overlever ham og der er ikke mere gods end hun skal ha, da skal hun ta vare paa sine uformuende barn; men om hun har andre barn, da skal disse overtages av sine farsfrænder.

Kilde: §§ 1—4 G. 115 slutningen og 116. Js. V 25 (79). § 5 G. 117.


Kap. 15. Om en bonde forarmes

1. Nu forarmes en bonde paa landet, da skal hans umyndige (úmagar) fordeles efter som deres felag var. Mor skal føre sine umyndige over til de frænder, som er nærmeste arvinger, om de har forlagsører til det, for hver myndling 4 mark sølv, det er forlagsører.

2. Nu om der er 4 marks indtægt av formuen, da skal eieren overta én myndling; han skal overta saa mange myndlinger, som han eier forlagsører til; men de overskytende skal gaa videre til den, som da er næste arving, om han har forlagsører til det. Men om han ikke har forlagsører, da skal myndlingene gaa videre i ætten til dem, som har forlagsører. Saaledes skal ogsaa de fordeles, som følger farsætten.

3. Nu fæster en mand en umyndig i tjeneste, da skal det holdes; men om han viser ham av tjenesten og han gaar husimellem, da skal han bøte 6 ører sølv til kongen og ta vare paa ham som før. Saaledes skal ogsaa enhver bøte, som lar sin myndling gaa husimellem, som nu er mælt og talt,[14] saasnart han til visse vet, at han er hans myndling.

Kilde: §§ 1—2 G. 118. § 3 G. 70 slutningen.


Kap. 16. Om arvesøksmaal

1. Arv skal man søke i det fylke, hvor arven er falden (arfr er dàinn). Men om han fører sine vidner i et andet fylke end arven er falden, eller efter bymændenes lov, da har han forspildt det.

2. Alt det som i by er gjort, skal søkes efter byloven, men alt det som i et herred er gjort og som vi herredsmænd og bymændene blir uenig om, alt det skal søkes efter herredsret.

Kilde: G. 120.


Kap. 17. Om en mand sitter i en arv

1. Om en mand sitter i en arv og lægger dom for den (ɔ: kræver dom før han utleverer den), men en anden sier at den tilkommer ham, da skal denne stevne ham med rigtig heimstevning og kræve arv og utflytning av ham.

2. Nu vil han ikke flytte ut, da skal han stevne ham til tinget for ran og [arvens] besiddelse (isæta), og hvis vidnesbyrd og «gagn»[15] da fuldendes for ham efter tiltalen (til sins máls) og der ikke kommer motvidner imot, da skal tingmændene tildømme ham arven. Men hin skal bøte til kongen 6 ører sølv for det, at han hadde lagt dom for den arv, som han intet eiede i.

3. Nu vil han ikke flytte, da skal han kræve tingmændenes hjælp, saa han blir fuldt mægtig til at føre ham ut av sin arv; men hver skal bøte 1 øre sølv til kongen, som negter at fare med ham.

4. Nu kommer de frem og han verger sig med odd eller egg, da er han saket 10 mark sølv til kongen, men enhver som yder motstand med ham, er saket 6 ører sølv til kongen.

5. Nu blir der slagsmaal, da falder enhver utlægg som forsvarer fradømt arv, men hine er fredhellige som angriper.

Kilde: G. 121.


Kap. 18. Om [arvesøksmaalsfristen og om uteblivelse fra] arveskifte

1. Altid naar en mand ikke indtaler sin arv paa grund av uvidenhet og er dog kommet til den, da skal han ha søkt den inden 10 aar, efter at han er kommet indenlands og blit myndig, om han har forstand dertil, medmindre tvingende nødsfald (skyldnauðsyn) hindrer ham.

2. Nu skal folk skifte arv, da er vel om de alle møter frem, som har lod i det arveskifte. Nu om somme ikke vil møte, da skal man stevne dem til skifte. Nu om somme ikke møter, da skal man skifte for vidner og trække lod; da skal han ha den lod, som da tilfalder ham. Nu om han sier at der er misskiftet og paastaar, at han (besidderen) har gjemt gods bort, da skal han (besidderen) negte med lyrittered.

Kilde: § 1 jfr. F. IX 29, Js. V 23 (77), jfr. G. 122. § 2 = G. 123.


Kap. 19. Om arvesøksmaal

1. Nu er der tvil om en mand er arveberettiget (arfgengr) eller ikke; da skal han stevne dem til tings, som forholder ham arven; da skal han nyde sine vidner, at han stevnet ham til tings.

2. Nu skal andre vidner avlægge dette vidnesbyrd: «Vi var der hvor hans mor var lovlig fæstet paa det sted (og nævne stedet)»;[16] da skal tingmændene tildømme ham arven.

3. Altid naar en mand vil bevise sin arveret, skal han lede sine vidner frem og stevne den anden, som er nærmeste arving. Men om han ikke tilstevner ham, da er hans vidnesbyrd forspildt.

4. Der skal en arvesak paadømmes, hvor arven er faldt eller hvor der er odelsjorder eller dødes bo.

5. Ingen mand skal før skifte gods eller arv, end den gir lov til det, som før er eier, medmindre folk ser, at han øder det. Om en mand har sit vet og kan raade for sit bo og sine retshandler og er hestfør og ølfør (gildefør), da skal han selv raade for sit gods og det kan ingen mand skifte. Men selv om nogen skifter, da kan det ikke holdes.

Kilde: §§ 1—2 G. 124 med ændringer. § 5 = G. 126.


Kap. 20. Om skifte av myndlinger (úmagar)

Nu skifter folk sine fattige myndlinge (úmagar félausir) mellem sig; hvordan de da end skifter og derefter kaster lod om dem, da skal det skifte siden holdes dem imellem. Disse skal besidde arveloddene (þeir skolu ǫrfum fylgja), om det er en myndling (úmagi) som eier formue.

Kilde: G. 127, jfr. v. Amira, OR. II 203.


Kap. 21. Om de gaver som skal holdes

1. Nu skal de gaver opregnes som skal holdes. De gaver skal holdes, som kongen gir os eller vi ham. Hver mand kan ogsaa gi fjerdingsgave av de midler som han har avlet baade i land og løsøre, til hvem han vil, sine egtefødte barn saavelsom andre, til ett alene om han det vil. Men tiendegave av de midler, som han har tat i arv, baade i land og løsøre, selv om han ikke spør arvingen ad, hvad enten han er frisk eller syk.

2. Men av tiendegaven og fjerdingsgaven skal først betales det, som en mand gir til Gud for sin sjæl, hvem han end [ellers] gir sin lovlige gaver.

Kilde: Jfr. G. 129, sidste del; F. IX 3, 4 = Js. V 17 (71), første del. Kardinal Nikolaus Breakspeares skipan om gaver vedtat paa et riksmøte 1152 og vedtat i Eidsiva- og Borgatingslagen 1224 (NgL I 447—48).


Kap. 22. Om en mand kommer i myndlingsskifte (úmagaskipti)

1. Om en mand kommer i myndlingsskifte, da er han myndig naar han er 20 aar gammel; da har han ret til at overta sine midler og gi vergemaalet til den som han vil, om han ikke selv kan forestaa det, og al anden raadighet. Men om [umyndig] mand tar sig hustru eller [umyndig] kvinde gifter sig uten frænders raad, da har de forspildt landskyld og indtægten av sine midler til arvingen.

2. Nu faar en mand en myndling, som han ikke er forpligtet til at forsørge, da skal han derom heimstevne den, som er pligtig at forsørge ham. Hans vidner skal si saaledes: «Her er den myndling som du skal sørge for, men ikke han, som førte ham hit»; da skal de lægge paa ham aabyrgden for den myndling.

3. Nu faar nogen en myndling, da kan han gjøre hvad han vil: la ham fare samme vei tilbake eller til tings, og tingmændene skal bedømme, hvorhen han skal føres. Men om han fører ham samme vei tilbake, da skal han føre ham til de nattesteder, som han fôr frem og den er saket 1 øre sølv til kongen som ikke tar imot ham, og bøte efter lagadom fulde [mands]bøter og likesaa tegn om han dør av hjælpeløshet.

4. Nu skal folk skifte myndlinger og den ene vil skifte, men den anden ikke, da skal han stevne ham til myndlingsskifte. Nu er det vel, om han kommer; men om han ikke kommer, da lede han frem sine vidner, at han har stevnet ham dit; siden skifte uvillige mænd og kaste lod om disse myndlinger; han skal ta sin lod bort med sig, men lægge aabyrgden for hans lod paa den, som ikke møtte.

Kilde: G. 130 med ændringer.


Kap. 23. Om nogen for intet fremføder umyndige

1. Om nogen føder frem den myndling, som han efter loven er skyldig til at fremføde, uagtet en anden er arving, og den umyndige siden faar arv eller retsbøter eller hvorledes han end erhverver midler, og om den fremfødte efterlater sig gods, naar han dør, da skal den som fødte ham frem eller dennes arving ta slikt som han la ut for ham uten renter, men arvingen resten.

2. Nu hjælper en mand for Guds skyld den som han ikke efter loven er skyldig til at fremføde, da skal Gud lønne ham, men hverken han eller hans arving skal ha penge for det.

Kilde: § 1 Islandsk nymæle i Grágás II kap. 108. § 2 Grágás II kap. 73, slutn. med vigtig ændring.


Kap. 24. Om bryllupsfester

Det er alle folk bekjendt om den store omkostning som folk har hat for vane at gjøre paa bryllupsfester her i dette land mere end i noget andet, saa som mange har erfaring for med megen og stor gjæld, og derfor kundgjør vi alle, at nu er saaledes vedtat over hele landet, at ingen skal gjøre sit bryllup længer end 2 dager. Men den som gjør længer bryllup, han er saket 3 ører sølv til kongen, om han er vert, men enhver anden 1 øre sølv, som er gjester længer end nu er skilt.

Kilde: Riksmøtebeslutning 1271 eller 1273; jfr. Jb. ab. 35.


Kap. 25. Om gravøl

De gravøl som folk gjør, synes os er mere gjort til opsigt og frasagn end til sælebot for den avdøde, og derfor kundgjør vi alle, at det synes os bedre, at større almisse blir gjort for folks sjele. Men det forbyr vi, at der er noget slags fylderi, mens gravøllet holdes. Men den som gjør anderledes, end nu er mælt, da er han saket 3 ører sølv til kongen, men hver gjest 1 øre sølv. Har disse arveøl ofte og upassende været gjort med stor omkostning, ti midlene er bortødslet med ingen skjønsomhet, men dens gjæld, som eiet midlene, er ubetalt og ofte er store ulykker og manddrap indtruffet paa grund av altfor meget fylderi.

Nyt.




Fotnoter

  1. [ ] mangler i de fleste haandskr. av Landsloven, men staar i Byloven og Jónsbok; det har vistnok manglet i Landslovens original.
  2. Heimanfylgja var brudens medgift fra hjemmet, tilgjǫf den gave, brudgommen gav eller tilsikret hende.
  3. Her begynder kap. 2 i Jónsboken.
  4. Her følger i nogen faa hdskr. av Landsloven et stykke, som mangler i Byloven og Jónsboken og i de fleste hdskr. av Landsloven: «Mø, som blir arving, hvis arving hun end blir, hun kan gifte sig selv med hvem hun vil, naar hun er 15 aar gammel, med sine frænders raad, dog deres som er nærmest baade i farsætten og i morsætten.» Kilde: F. XI 18.
  5. Istedetfor «Og paa den maate — overlever ham» (i §§ 2—3) har Ec. og Bf. følgende: Nu egter nogen en mø eller barnløs enke, da kan de ikke lægge felag sig imellem, medmindre de samtykker, som er deres arvinger. Men om de faar barn til at arve sig, da kan de lægge felag sig imellem, hælvningsfelag, hvis der skal skiftes med deres barn. Men om der skal skiftes med utarvinger, da eier længstlevende 2 tredjedeler, men arvingene 1 tredjedel; men deres odel skal gaa efter som lovboken vidner. Nu egter mand en enke og har hun barn til sin arv og er de umyndige og vil hun da allikevel lægge felag med ham, da skal man tilstevne barnenes nærmeste fædrene frænder (var.: verge) og lægge deres felag efter formuens størrelse, lægge jord mot jord og løsøre mot løsøre. Nu kan det felag ikke omstøtes, som blir lagt saaledes. Men om de lægger sit felag paa anden vis, da kan saavel hans som hendes arvinger omstøte det, hvis de vil, paa den maate, at de farer frem paa tinget og omstøter det felag. Altid naar to egtefæller lægger sit felag sammen, da skal det felag holdes, efter det som lovlige vidner vet. Men om nogen av dem siden faar arv eller umage, da falder det jevnt paa dem begge, eftersom deres felag var lagt; ti de skal paa samme maate fordele tap som vinding. Den gave skal være konen hjemlet, som til hende var git og vidner vet at lyst var paa bryllupsdagen, om hun overlever ham. Kilde: G. 51 med ændringer.
  6. I stedet for § 4, som stemmer med Byloven og Jónsboken, har mange haandskrifter av Landsloven følgende: «Men om mø er sin brors verge, da skal hun ikke ta av hans gods til medgift for sig, medmindre guttens farsfrænder og morsfrænder utlaaner slikt til medgift for hende av guttens løsøre som de omsorgsfuldt finder passende. Men om de er uenige, da skal de farsfrænder raade, som er deres nærmeste arvinger, om de har forstand dertil, men ikke gi større medgift end døtre skal ha efter jevnet i første arv. Men om en karmand faar sig en kone (kvángazt) og [hans] kone gifter sig (giptizt) uten frænders raad, da har de forbrutt landskylden og renten av sine penger hos arvingen. Men om arvingen reiser den sak, naar han blir myndig, at giftingsmanden har git hans gods med hans søster, da svare han dertil med ensed, som tillægges en saadan sak. Men om han kjendes skyldig deri, da utrede han slikt til gutten, som han gav [av] hans og hete mindremand. Men uten deres raad, som nu er opregnet, skal hun ikke ha ret til at ta sig større medgift, men om hun tar paa anden maate end nu er sagt, da holdes det kun, om hendes bror vil, naar han blir myndig. Men om den ældste bror gifter bort sin søster med sine frænders raad og nogen [brødre] er umyndige, da skal det holdes, som om de havde alle været myndige, om han ikke gir hende større medgift end bestemt i første arv. Efter Js. IV 4 (53). Jfr. F. XI 9—10.
  7. Marginalnote i Bf.: Hvis der skal skiftes med barn, da er der hælvningsfelag; hvis der skal skiftes med utarvinger, da skal man gaa frem efter det tidligere skilord.
  8. Begge former er anerkjendt i Jons Krr. 40: «Men hver som vil søke sig en kone, da skal han med eftertanke og godt forsyn beile til den mø eller kone, som der ikke er egteskapshindringer (meinbuger) ved, og om giftingsmanden enes med beilerens talsmand om at partiet er passende, da skal han ta to vidner med sig paa beilerens vegne og gjøre ham bekjendt med beileren og spørre efter, om hun vil anta det tilbud, som den lægger for hende, som da er hendes formynder efter loven; og om hun sier ja til det, da skal man ta vidner derpaa og imidlertid blir der ransaket, at ingen egteskapshindringer er tilstede og lyst i kirken, som siden siges og er det da godt, om det gjøres saaledes. Men om de har hastverk og vil gjøre mere, før der lyses, da er det tillatt at avtale under haandslag (handselja), om man vil, paa denne vis: «Dette avtales under vort haandslag, at vi vil forene os i egteskap efter Guds love og de hellige fedres statuter» (setning ɔ: den kanoniske ret). Og om det gjøres saaledes, da er dette rettelig fæstemaal, løfte og ophav til egteskapsbaand, som somme kalder «handfesting» og nu er det nødvendig at lyse, før det fæstes paa anden maate. Nu om der ingen egteskapshindringer findes, efterat der er lyst og ransaket, da skal den, som vil fæste hende, holde i møens eller konens haand og mæle disse ord: «Det avtales under vort haandslag, at jeg fæster dig N. mig til egtehustru efter Guds lov» eller lignende ord, som tilkjendegiver nutidig samtykke. Men denne festing er ikke blot fæstemaal (festarmál), men snarere egteskapsstiftelse (bundin hjunskap), saa sterk, at selv om en anden senere fæster hende med samme ord og gjør bryllup med fuldbyrdet legemslyst og selv om han før har faat en anden paa denne maate, da skal begge disse opløses, men hint skal holdes efter Guds lov, som før var sagt, om det var frit for hindringer. Høre skal ogsaa gode mænd paa jaordet til den kone eller mø, som blir fæstet, og dens ord, som fæster, fordi det er forbudt av Gud, at nogen mand fæster mø eller kone nødtvungen. Men om den, som saaledes er fæstet, lægger sit samtykke og jaord i faders gaard og hans vold eller en anden giftingsmands og sier saa: «Dette skal gjøres, om min far vil» eller den mand hun nævner, da skal det samband ikke holdes, før den sier ja, som hun har git sit raad i vold. Og likesaa hvis barn 7 vintre gamle blir sammenbundne med samme ord og nutidig samtykke, da er det fæstemaal, men ikke egteskapsstiftelse, medmindre de gir sit samtykke, naar hun er 12 og han 14 vintre. Da kan det egteskap ikke opløses undtagen i det eneste tilfælde, at den ene gaar i kloster og tjener der Gud evindelig: da kan den som blir tilbake i verden søke sig giftermaal, hvis saa ønskes. Men har de været sammen til legemslyst, da kan de ikke skilles» (først da var egteskapet blit sakrament).
  9. I nogen haandskrifter: «efter Guds og menneskenes lov» (at Guðs lagum ok manna) ɔ: efter kirkeret og borgerlig ret; men kilden F. XI 14 og Js. IV 5 (54) har kun «at Guðs lagum», hvilket ogsaa stemmer med Bergens- og Tønsbergskonkordatene § 2, at søksmaal om lovlig egteskap og egtefødsel hører for geistlig ret.
  10. Nemlig ved leiermaal med en av kvindens slegtninger i de forbudne led (c. 9 X 4, 13).
  11. Istedetfor § 2 har Bb.: «Men om karmand gjør kone eller mø svik derved, at han fæster hende og han vet med sig selv, at han intet duer i den henseende, hvormed en mand skal avle barn med en kvinde, da bøte til hende efter 6 mænds dom for sin svik eller sverge ed og 2 mænd med ham, at han trodde sig at være avledygtig.» Jfr. X (ɔ: pave Gregor IX.s Dekretaler) 4, 15.
  12. Gg. tilføier: Saa og da egtefødt mor ikke før staar i arvetallet efter sit frillebaarne barn, da skal hun herefter ha arv efter det samme barn i sjette arv næst efter frillesøn, hvis det ikke er avlet i hor, slegtskap eller svogerskap. — Marginalnote i Gf, b.: Men om ingen av disse er til, da tar uegte mor arv efter sit barn, som hun avlet i frillelevnet og ikke i hor eller blodskam. Men om hun ikke er til, da tar frilledatter, saaledes tilkommet, som om frillesøn (bestemt). — Marginalnote i Gs.: Nota: Næst efter frillesøn arver mor sit frillebarn, som Haakon Magnusson bestemmer (jfr. isl. rb. 1314 § 11).
  13. [] mangler i Bl. og Jb.
  14. Med hvilken pietet Landslovens forfattere behandlet sine kilder har vi her et eksempel paa. G. 70 slutter med den gamle mundtlige lǫgtalas formel: «sem ek hefi nu talt» ; den var nu antikvert, men i Landsloven blev den staaende: «sem nu er mælt ok talað» ; resten er nyt.
  15. Se L. I 4 § 1.
  16. Kilden G. 124 har følgende edsformular: «Vi var der, da hans mor var kjøbt med «mundr» (brudekjøpssum) — og nævne hvor det var — og der var baade brudmænd og brudkoner og den gave given, som til hende var fæstet (nemlig ved fæstemaalet), ikke mindre end 12 ører [som er] fattigmandsmundr.» Nu mæler vergendes (ɔ: indstevntes) vidner saaledes: «Der var vi, hvor du var, [men] ikke var mundr given til hende efter loven.» Dette viser klart forskjellen mellem den gamle (hedenske) formbundne egteskapsstiftelse og den nyere (kristelige) formfrihet i Landsloven.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.