Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Björn Einarsöns Reisebeskrivelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Grønlands historiske mindesmærker III
Finnur Magnússon og C. C. Rafn
XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser
Andre Uddrag af dette ellers tabte Værk have vi, forsaavidt de angaae Gunnbjörnsskjærene ved Grönland, meddeelt her ovenfor (I, 110-122), med tilföiede Oplysninger om Björn Einarsön, kaldet Jorsalafari, og de af ham foretagne Reiser. Nu kunne vi endvidere, angaaende disse, henvise til Middelalderens Annaler, herovenfor III, 34, 62, 63, samt Diplomsamlingen sammest. S. 135-142. Ved disse Efterretningers og Actstykkers Sammenstilling bliver det klart: at Björn Einarsön (m.fl.), som det her meldes, 1385 fordreves, tilligemed 3 andre Islandsfarere, ialt 4 Skibe, til Grönland, hvorfra de kom tilbage til Island 1387; derfra drog Björn Einarsön (m. fl.) atter til Norge 1388, og der tiltaltes han og hans Reisefæller 1389 for ulovlig Handel og anden Adfærd paa Grönland, men frikjendtes dog formedelst de Nödstilfælde, som havde tvunget dem til at anlöbe Landet o. s. v.
Om de Haandskrifter af Björn Johnsens Grönlands Annaler som vi, saavel forhen som nu, hertil (paa samme Maade) have benyttet, see ovenfor I, 84-85.
Þettað fátt eitt med styttsta ágripi er skrifað úr reisubók Bjarnar bónda Einarssonar, er bæði var kendr Vatnsfjarðar-Björn og stundum Björn Jórsalafari.
Vatnsfjarðar-Björn Jórsalafari fór i priðju Romferð sinni út allt til Jórsala. Í peirri reisu útvegaði hann margar historíur heilagar með helgum dómum, er hann með sèr út flutti ok heim færði í Vatnsfjörð. Hann hafði margt að segja af sínum reisum ok lífsháskum, sem hann í kom, ok hans húsfrú, þó helzt ok mest í einni þeirri seinustu, þá er hann varð lengst teptr á Grænlandi sakir hafísa. Í þeirri Jórsalaferð misti hann af sèr alla sveina á einni nóttu, en húsfrúin allar þjónustuþernur, sitt í hvörrri nætrgistíngu ok sá, þó leynilega, hvörsu þær voru líflátnar ok á háls skornar. Þau hjónin fundust aftr heilbrigð, þó dáfurðanliga, ok efldust at fylgd ok fè, en i hingaðsiglíngu villtust þau til Grænlands ok vurþu þá kostar þurfi fyri sitt fólk. Fyrst sem hann gekk at sjó, at lítast til veiða, kom hann at einvígi þeirra hvítabjarnar ok rostúngs, sem jafnan vinnast nær sem hittast, ok hafði siðan báða.
Þeir Grænlendingar veittu Birni bónda Eiriksfjarðar sýslu, medan hann var þar. Þá fèkk hann um haustið i gjaftoll cxxx pör sauðabóga, með þvi þeim á at fylgja. Þat lagðist Birni bónda þarnæst til bjargar fyri fólk sitt, at þar kom sú bezta steypireiður med merkiskoti Ólafs Ísfirðings á Íslandi, en siðast svo dugði, at hann hjálpaði tveimr tröllum, úngum systkynum, úr flæðiskeri, þau er honum sóru trúnaðareiða, ok skorti hann eigi afla þadan af, því þau dugðu til alls veiðiskapar, hvað hann hafa vildi eðr þurfti. Þat þótti skessunni sèr mest veitt, þá er húsfrúin Solveig lofaði henni at hampa ok leika sèr at sveinbarni þvi er húsfrúin hafði þá nýalið. Hún vildi ok hafa fald eptir húsfrúnni, en skautaði sèr með hvalsgörnum. Þau drápu sik sjálf ok fleygðu sèr i sjó af björgum eptir skipinu, er þeir fengu ei at sigla með bóndanum Birni, sinum elskaða húsbónda, til Íslands.
Þegar Björn Jórsalafari var á Grænlandi, þá var biskupinn í Görðum í Einarsfirði nýandaðr, ok hèlt þá einn gamall prestr biskupsstólinn ok vigði öllum biskupsvigslum.
Dette lidet, i korteste Uddrag, er udskrevet af Bonden Björn Einarsöns, snart kaldet Vatnsfjords-Björns, snart Björn Jorsalsfarers, Reisebeskrivelse[1].
Vatnsfjords-Björn, kaldet Jorsalsfarer, drog paa sin tredie Romerreise lige ud til Jorsal (Jerusalem). Paa denne Reise erhvervede han mange Helgen-Historier tilligemed Reliqvier, som han förte hjem med sig til Vatnsfjord. Han havde meget at fortælle om sine Reiser og de Livsfarer, hvori han og hans Hustru[2] havde været stædte, dog helst og mest paa en af de sidste[3], da han opholdtes længst i Grönland for Havisens Skyld. Paa denne Jerusalemsrejse mistede han ganske alle sine Svende paa en eneste Nat, men Husfruen (Solveig) alle sine Tjenestepiger (hvert Parti i et særegent Natteherberg) og saae, dog hemmelig, hvorledes de bleve ombragte og Halsen blev skaaret over paa dem. Ægteparret blev uskadt og de gjenfandt hinanden paa en vidunderlig Maade[4]; de skaffede sig siden baade Fölge og Gods, men i Hidseilingen[5] fore de vild og kom til Grönland, hvor de kom til at mangle Kost for deres Folk. Först da han gik ned til Söen, for at see sig om efter Fangst, kom han til at see paa en Tvekamp mellem Hvidbjörnen og Hvalrossen, som stedse slaaes til det yderste, naar de mödes[6], og fangede dem siden begge.
Grönlænderne overdroge Eriksfjords Syssel[7] til Björn Bonde, medens han opholdt sig der. I Efteraaret fik han der, som Gavetold, 130 Par Bedebove med det som bör fölge med dem. Dernæst havde Björn Bonde det Held til at kunne underholde sine Folk, at der opdrev en af de störste Rörhvale, med et Skudmærke, tilhörende Olaf Isfirding i Island[8]. Tilsidst hjalp det Tilfælde ham, at han reddede tvende Trolde, unge Söskende, fra et af Söen i Flodens Tid overskyllet Skjær[9]. De aflagde Troskabsed til ham[10], og fra den Tid manglede han ikke Levnetsmidler, thi de vare dygtige til alskens Fangst, i hvad han saa vilde have eller behövede. Troldpigen ansaae det for den störste Gunst, naar hun fik Lov til at bære og kjæle for det Drengebarn, som Husfruen da havde nylig födt. Hun vilde ogsaa bære et Hovedtöi, der lignede Husfruens, men hun satte det sammen af Hvalfisketarme[11]. Disse Söskende dræbte sig selv og styrtede sig ned fra Klipper i Söen, da de ikke fik Lov til at tage med Björn Bonde, deres elskede Husbond, til Island[12].
Da Björn Jorsalsfarer var i Grönland, var Biskoppen til Garde i Einarsfjorden nylig död; en gammel Præst forestod da Bispestolen og forrettede alle biskoppelige Vielser[13].
Fodnoter
- ↑ Om den gamle Hæderstitel "bóndi", samt Björn Einarsöns tvende Tilnavne, see ovenfor I, 112-113.
- ↑ Vi udelade her Navnet Olöf, sat ved en Hukommelsesfeil (eller rettere en Forvexling) af Forfatteren, istedenfor Solveig, som var hendes rette Navn; see ovf. I, 114.
- ↑ Jfr. ovf. 1, 111, hvor der ved en Skrive- eller Trykfeil staaer den istedenfor en af de (sidste Reiser), hvilket vi herved berigtige. Her menes vel Björns anden Reise til Rom o. s. v.
- ↑ Dette har rimeligvis tildraget sig i det byzantinske Rige, eller en af dets forrige af Tyrkerne erobrede eller da overfaldne Provindser, – i hvilke Lande Krigen den Gang rasede (nemlig henved 1389-90).
- ↑ Dette maa være en Hukommelses- eller Skrivefeil isteden for Udseilingen eller Reisen fra Island.
- ↑ Saaledes siger ogsaa Hans Egede om Hvalrossene: «De ere behjertede Dyr og staae hinanden bi indtil Döden. De ligge altid tilfeldts mod Hvide-Björnen, og med sine store og stærke Tænder gjöre ham det suurt nok, ja ofte over vinde ham; i det ringeste holde de ud med ham, indtil de ligge begge paa Stedet." (Grönlands Perlustr. S. 46.)
- ↑ Om Ordet Syssel eller Sysselmandsbestilling m. m. see ovenfor (i denne samme Anledning) I, 118-122. Da Sysselmanden ikke alene oppebar de offentlige Indtægter, men var tillige Retsbetjent og Dommer, synes dette (m. m.) at vise at den nye islandske Lov (Jonsbogen) da maa have været indfört i Grönland, saa at Grönlænderne med Tillid kunde anbetroe hint vigtige Embede i den islandske Hövdings Hænder; – ligesom de forhen, da den samme republikanske Lov gjeldte i begge Lande, havde overdraget det end vigtigere Laugmands-Embede til Islænderen Helge, (see ovf. III, 434). Den saakaldte gjaftollr (Gavetold) oppebæres endnu af Sysselmændene i Island.
- ↑ Efter den islandske Lov Jonsbogens Vragsafdeling (rekabálkr) skulde enhver Hvalfanger have et paa Althinget tinglyst Mærke paa sin Harpun, som, naar den siden fandtes i en dræbt og paa Stranden opdreven Hval, hjemlede dens Eier det Halve af den hele Hvalfisk, da Strandeieren ordentligvis tilkom den anden Halvdeel deraf. Den, som lagde Skjul paa en saaledes mærket Harpun, straffedes som fredlös Tyv; (l. c. 4de og 5te Cap.). Disse Bestemmelser vare dog grundede paa Graagaasens ældre Lovbud i Rekaþáttr (eller Landabrigðabálkr 59-67 Cap.). Den her nævnte Olaf boede paa Öen Ædey i Isefjorden i Island; paa hans Vegne oppebar altsaa Björn Einarsön Skyttens Part af den opdrevne Hvalſisk.
- ↑ At disse saakaldte Trolde ikke vare andet end Eskimoer eller Skrællinger, forstaaer sig af sig selv. Vi vide at dette Folk allerede havde trængt ind i Grönland 1379; see ovenfor III, 16, 60-61.
- ↑ Da Eskimoerne og Europæerne i Middelalderen stedse vare hinandens dödelige Fjender, har Björn Einarsön anseet det for nödvendigt at modtage disse Eskimoers Forsikringer om ubrödelig Troskab paa en overordentlig Maade.
- ↑ Hans Egede beretter, at Grönlænderne i hans Tid undertiden, isteden for Linned, benyttede sig af beredte Sælhundetarme (l. c. S. 72). Efter Fabricius anvendes og saa Hvalfiskenes Tarme til Klædningsstykker (Fauna Groenl. p. 34, jfr. p. 8).
- ↑ Rimeligvis har ogsaa Frygten for Mishandling af de europæiske Grönlændere været en anden Hovedaarsag til denne fortvivlelsesfulde Beslutning; jfr. Anm. 10.
- ↑ Jfr. ovenfor III, 32, 34, hvoraf det sees at Grönland paa den Tid, efter Alfs Död, ikke havde nogen i selve Landet boende Biskop. Den her ommeldte Præst har da fungeret som Officialis, – og dette blev, i Coloniens sidste Tid, en vedvarende Skik, endskjöndt den næsten aldrig manglede titulære Biskopper, som opholdt sig i et eller andet af de tre nordiske Riger.
