Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Saxo Grammaticus om Grönland
| Velg språk | Latin | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Grønlands historiske mindesmærker III
Finnur Magnússon og C. C. Rafn
XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser
Hvad denne berömte Forfatter, som levede og skrev i Danmark i det 12te Aarhundrede, især i dets sidste Halvdeel, anförer om Grönland er kun ubetydeligt og tillige noget tvetydigt. – Om hans berömte Værk, Historia Danorum, kunne vi henvise til Velschous Indledning til dets nyeste af P. E. Müller forberedte Udgave, Partis prioris Vol. 1, Hafn. 1839. Der findes (S. 17-18) i Saxo's egen Fortale (eller Dedication til Erkebiskop Anders Sunesön) fölgende Sted, som synes at angive Grönlands Beliggenhed m. m., men dog mest at angaae dets lige til vore Dage næsten ubekjendte Östkyst:
"Et ut paulo altius Norvagiæ descriptio replicetur, sciendum, quod ab ortu Sveciæ Gothiæque contermina aquis utrinque secus oceani vicinantis includitur. Eadem a Septentrione regionem ignotisitus ac nominis intuetur, humani cultus expertem, sed monstrosæ novitatis populis abundantem, quam ab adversis Norvagiæ partibus interflua pelagi se paravit immensitas. Quod cum incertæ navigationis existat, perpaucis eam ingredientibus salutarem reditum tribuit." Paa Dansk: "For at Norges Beskrivelse kan udvikles noget nöiere, maa man vide at det, som mod Östen grændser til Sverrig og Gothland, ellers omgives af det nærliggende Storhavs Vande. Det har mod Norden et Land af ubekjendt Beliggenhed og Navn, ubeboet af Mennesker, men overflödig besat af forunderlig vanskabte Folkeslag, som ved det umaalelige Hav ere adskilte fra Norge. Da Seiladsen dertil er meget usikker, komme kun saare faa, af dem, som begive sig dertil, uskadte tilbage."
Stephanius antog det for ophöiet over al Tvivl, at Saxo her mener Grönland, som paa den Tid ikke var meget bekjendt. P. E. Müller vilde derimod snarere, at Talen her var om det fabelagtige Jotunheim, fuldt af Jætter, hvilket de gamle Nordboer antoge at ligge mod Norden paa hin Side af det store Hav, og henviser herom til Gylfaginning, Rasks Udgave Cap. 45, S. 50, samt Finn Magnusens Edda lære 2den Deel, S. 318 o. f.
Vi antage nu at Sandheden her ligger i Midten, i det Saxo har hört tale om Grönlands Östkyst og dets Trolde, thi saaledes kaldte vore Forfædre undertiden de vilde Eskimoer paa denne selvsamme Kyststrækning (see ovenfor II, 108, 116, 199, 203-207, 209-10), ligesom og mere sligt vil forekomme i det fölgende. Jfr. Eddalæren III, 134 o. f. om Utgarde (eller Udgaard), hvoraf Jötunheim var en Deel, som tildeels af Nordboerne, i vor förste historiske Tidsalder, blev antaget at udgjöre de allernordligste Kyststrækninger af vor Klodes egentlige Lande, ved det store lishav, hvortil da Grönlands Östkyst (som Tröllabotnar, Troldbugterne o. s. v.) uden Tvivl meentes at höre.
De nordiske Myther omhandle en Deel af det nordlige Jötunheim under Navn af Geirrödsgaard (Geirrauðargarðar) liggende i det yderste Norden paa hin Side af det store (eller mörke) Ocean. Denne Geruthi sedes var Saxo bekjendt af Thylensernes (her uden Tvivl Islændernes) Beretninger, til hvilket Land (med flere nærliggende) han lader en dansk Konge, Gorm Haraldssön, drage paa Opdagelses Reiser, med en ikke ubetydelig Flaade, anfört af en vis Thorkild Adelfar, hvem han og senere udsendte for at opsöge den mægtige Udgaards-Loke (Ugarthiloc, Útgarða-Loki). Af disse utrolige Eventyr, som tildeels öiensynlig ere tagne af de nordiske Hedningers Sagn og Sange om Gudernes Kampe med Jætterne o. s. v., har Saxo sammensat en udförlig Fortælling i sin 8de Bog (I, 420-433). Og saa her ere historisk-geographiske Begreber og Folkesagn blevne blandede med mythiske, hvilket jeg, Finn Magnusen, tildeels har sögt at udvikle i "Eddalæren og dens Oprindelse" III, 136-145, 168-70, hvortil vi saaledes (ved Siden af Saxo selv med P. E. Müllers Anmærkninger l. c.) her nöjes med at henvise. Kun bemærke vi, at Mythologien först besatte Udgaard med Jætter og Trolde, som modarbeidede de gode Guder og Menneskenes Held, ved at udsende Vinteren og Ishavets Rædsler fra de nordlige Polaregne o. s. v. Da Skandinaverne, som Agerdyrkere og Hyrder, der allerede havde opnaaet en ikke ubetydelig Grad af Cultur og Civilisation, i hine Lande fandt vilde Mennesker af meget raaere Levnetsmaade og Sæder, saae de i dem hine Jætters og Troldes Afkom, samt gave dem fölgelig de samme Benævnelser som deres formeentlige Stamfædre.
At Saxo, efter visse nyere Forfatteres Mening, skulde have nævnt en Grönlænder i det berömte Braavalleslag (holdt henved 730) beroer paa en öiensynlig Misforstaaelse, da den af ham (I, 380) nævnte Dahar (Dagr) grenski ikke ved dette Tilnavn antydes at være kommen fra Grönland i Amerika (om hvis Beboere det aldrig brugtes), men derimod fra Grönland eller Grænmörk, en Egn i det sydlige Norge.
