Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Uddrag af Grågås

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser


Uddrag af Islands Lovbog, kaldet Grágás


Den islandske Fristat havde allerede i Hedendommen sin egen Lov, affattet 928, ved Landets förste Laugmand Ulfljot; ved og efter Christendommens Indförelse maatte naturligvis meget forandres deri, og dette gav endelig 1117 Anledning til en ny Lovbogs skriftlige Udarbeidelse ved dertil valgte Commissarier. En udförlig Deel af den, kaldet Vigslóði (Drabsafdelingen), især handlende om Straffe for Drab, Legemsbeskadigelser, voldsomt Overfald m. m., vedtoges allerede (foruden mange flere Lovbestemmelser) paa Landstinget 1118. Andre Afdelinger af Loven samtyktes næste Aar, og mulig fremdeles aarlig indtil 1122, da Kirke loven eller den saakaldte Christenret almindelig vedtoges. Den egentlige Grágás eller den verdslige Lov blev udgivet 1829 i to Qvartbind af den Arnæmagnæanske Commission, med latinsk Oversættelse og andet Apparat ved Thord Sveinbjörnson, og en indholdsrig Indledning (Commentatio hist. et critica) ved J. F. W. Schlegel, som tillige har meddeelt det væsentligste deraf i en dansk Afhandling om "den Islandske Lov- og Retsbog kaldet Graagaas" (o. s. v.) i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed 1ste Bind (1832) S. 109 150, af hvilken vi ved denne Leilighed tillade os at meddele de hertil hörende Uddrag. Det siges saaledes der, blandt andet, (S. 111) om Nytten af Graagaasens Studium: "Denne Nytte er vidtstrakt, thi dette Studium fortjener ingenlunde blot at anbefales fra den Synspunkt, at denne Lovsamling har et stort indbyrdes Værd, formedelst den Lovgivnings-Klogskab, den afgiver saa mange Pröver paa, og den subtile romerske Aand, der hersker heelt igjennem, eller formedelst det Lys den udbreder over andre gamle nordiske, især de norske Love, men og fordi ved den bedst erholdes Kundskab om den hele islandske Forfatning i Republikens Tid og Landets Forhold til andre Stater, især de nordiske, og til dets grönlandske Colonier" o. s. v. Herom hedder det endvidere (S. 148-49): "I Graagaasen findes de mest afgjörende Lovbestemmelser om Islands Forhold til sin grönlandske Colonie, som paa en uimodsigelig Maade godtgjöre, at der virkelig paa Grönland fandt i hin Periode en borgerlig Orden og Cultur Sted, som fortjener Beundring, og at fölgelig de Skribenters Foregivende, der have villet gjöre alle de Beskrivelser, der findes herom i de gamle islandske Skrifter, til Digt og Tant, er aldeles ugrundet. De Lovsteder, der godtgjöre dette, indeholdes i Vigslóði."

Vi meddele her de Bestemmelser af Lovbogen Grágás, der angaae Grönland, efter den ovenommeldte (endnu eneste) Udgave, for hvilken af de to Membraner som endnu ere til, den Arnæmagnæanske, er lagt til Grund, hvorimod Varianter af den Codex, som tilhörer det store Kongelige Bibliothek, ere anförte nedenunder Texten.

a) Vigslóði CII Kap.

Um vig á Grönalandi.

Ef maþr verþr veginn á Grönalandi, oc scal þat her enn sökia sem önnor erlendis víg, fyrir þat fram, at eigi er scylt at sannaþarmenn hafi at þar verit hvartki þá ne siþan; at tengþum at eins scal þá vanda. Ef aþilinn er á Grönlandi, oc sættiz hann þar á vig eþr sökir um, oc er þá eigi her sócn til. Nú er eigi aþili út þar, oc sökir annarr maþr þar til fullra laga, oc á aþili þó at sökia um biörg þess mannz her, oc þarf hann eigi at taca þær sakír af öþrom mönnom. En ef annarr maþr sökir út þar enn aþilinn, oc eigi til fullra laga, oc er þá sócn her til.

b) Samastaðar, CIII Kap.

Um þat (er) maþr verþr sekr á Grönalandi.

Ef maþr verþr sekr á Grönalandi, oc er hverr þeirra manna sekr her er þar er sekr. En sva skal her sökia um biörg hans ens sekia mannz, er út þar varþ sekr fullri secþ, sem hann yrþi her sekr á varþíngi, þartil er sagt er til secþar hans á alþingi. Sva scal maþr veria söc þá her um víg þat, at leiþa fram at domi v vara landa, þá er þat leggi undir þegnscap sinn, at hinn vegni veri eigi fiörvi síno at fyrr, at siá maþr veri þar, eþr þat ella, at siá maþr ætti fe sitt at veria eþr fiör.

c) Arfaþáttr, XIV Kap.

Um felag.

Ef maþr tecr fe á Grænalandi [oc scal hann láta virþa feit, jamt sem austr, oc fara utan á þvi scipi er fyrst ferr. Slik sócn er þartil en sama, ef hann görr eigi utan fara sem þá at austr tecit se feit[1] oc sva vörn.

a) Drabsafdelingens 102 Cap. Udg. II, 142.

Om Manddrab paa Grönland.

Dersom en Mand bliver dræbt paa Grönland, skal den Sag söges som andre Drab der begaaes udenlands, dog med den Undtagelse at det ikke er nödvendigt at Sandemændene[2] have Bopæl der, hverken da eller siden, kun med Hensyn til Forvandtskab bör de vælges forsigtig. Hvis Sagsögeren er paa Grönland og enten indgaaer Forlig i Drabssagen eller forfölger den, maa den ikke fremmes her. Dersom den rette Sagsöger ikke opholder sig der i Landet og en anden Mand forfölger Sagen paa en fuldkommen lovlig Maade, kan Eftermaalsmanden dog her tiltale de Mænd, som maatte have ydet den Skyldige Hjælp[3], og han behöver ikke nogen Overdragelse af Sögsmaalet fra andres Side. Men hvis en anden Mand, end den rette Sagsöger, paataler Sagen der, uden i alt at iagttage Lovens Bydende, kan Sögsmaalet fremmes her[4].

b) Sammesteds 103 Cap. Udg. II, 143.

Dömmes nogen skyldig paa Grönland, saa bör hver Mand, som domfældes der, ansees som skyldig her i Landet[5]. Sögsmaal mod dem der have hjulpet den skyldige Mand, som domfældtes der til fuld Fredlöshed, skal udföres saaledes, som om han var bleven dömt skyldig paa Vaarthinget, indtil hans Fordömmelse er bleven forkyndt paa Althinget. En saadan Sag om hint Drab bör forsvares her ved at fremstille for Retten 5 vore Landsmænd, som bevidne ved deres borgerlige Agtelse, at den Dræbte ikke havde været mindre sikker paa sit Liv, fordi den Tiltalte var tilstede der, eller ogsaa paa anden Maade, at denne Mand havde maattet værge sit Gods eller Liv.

c) Arvafdelingens 14 Cap. Udg. 1ste D. S. 211.

Om Fællesskab.

Hvo som modtager (efterladt) Gods paa Grönland, bör lade det vurdere, ligesaa fuldt som österpaa[6], og drage ud af Landet med det förste derfra afgaaende Skib[7]. Begiver han sig ikke ud af Landet, bör den Sag söges og forsvares paa den selvsamme Maade, som om Godset var modtaget österpaa.

Fodnoter

  1. ↑ Istedenfor det her indcirklede Sted har den Kongelige Coder et blot usque, men dette Ord har her ikke andet at betyde, end at Afskriveren (eller en anden Mand, for hvem han skrer) eiede eller kunde faae Adgang til en anden Codez, hvori det indeholdtes, som han her ikke agtede, eller ansaae det for Umagen værd at afskrive
  2. ↑ Schlegel bemærker (1. c. S. 149), at de brugtes ved Bevisförelsen; Sveinbjörnson oversætter Ordet ved comprobatores; Schlegel derimod ved veridici; See ellers sidstnævnte Commentatio l. c. S. LXXXIII.
  3. ↑ Ikke egentlig ved selve Drabsgjerningen, men med Hensyn til Skjul eller Livets Ophold, for at den Skyldige kunde undgaae Lovens Straf.
  4. ↑ Jfr. Schlegels Uddrag af dette Capitel i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed I, 149.
  5. ↑ Herved bemærker samme Forfatter (1. c. S. 150): "Anderledes forholdt det sig derimod i det Tilfælde at Manddrabet var begaaet i et andet Land; thi om end den competente Sagsöger der maatte have anlagt Sag, saa kunde dog Sagen oprippes paany paa Island efter Cap. 100 og 101 (Udgavens II, 140-141). Heraf skjönnes baade at islandske Love og Retsnormer vare ogsaa gjeldende paa Grönland, og at Domstolene her vare organiserede paa lignende Maade som i Island, og at Retsplejen var paa denne grönlandske Colonie ligesaa betryggende som paa Moderlandet Island – saa at man derfor tillagde de Domme her afsagdes fuld Retsvirkning. Men at alt dette forudsætter en betydelig Grad af Cultur, behöver jeg ei nærmere at oplyse." Vi have paa forskjellige Steder af nærværende Værk ligeledes antaget, at Islands Love i Almindelighed gjeldte og fulgtes paa Grönland, som 1, Ulfljots Lov, grundet for en stor Deel paa Islands ældste hedenske Vedtægter; see ovf. I, 495-96. 2, Den samme Lov, saaledes som den paa Island nödvendigvis var bleven forandret ved og efter Christendommens Indförelse; den maa man især antage er bleven ordnet og indfört ved Islænderen Skjald Helge, som (mærkelig nok) blev valgt af Grönlænderne, som den lovkyndigste iblandt dem, til deres Laugmand, i den förste Trediedeel af det 11te Aarhundrede, see ovf. II, 433, 435-36, 441-43, 535-36, 572; jfr. 411, 720-21. Om eller hvorvidt Grönlænderne have vedtaget nogen af Graagaasens nye Bestemmelser, er os ubekjendt, og det kan vel omtvivles, thi 14 Aar efter dens Udgivelse omtales Grönlands Love som afvigende fra de norske; jfr. II, 677-78, 702-703. At Nordmanden Biskop Arnald har stræbt at indföre den norske Kirkeret i Landet, maa vel antages som vist; omtrent fra 1127 af har vel den grönlandske Lovgivning i den Henseende fjernet sig fra den islandske. Vi have og gamle Beretninger derom, at den islandske Lov Jonsbogen, efter Grönlands Overgivelse til Norge, blev indfört der i Landet, hvilke vi nedenfor skulle meddele.
  6. ↑ Nemlig i de östen for Island liggende Lande, især Norge. See sammesteds 13de Cap. S. 206-211.
  7. ↑ Efter Schlegels Mening viser dette Lovsted Skibsfartens fulde Gang imellem Island og Grönland (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, I, 50).
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Middelalderens_geographiske_optegnelser_(CCR/FM)_-_Uddrag_af_Grågås&oldid=46257»