Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Âpapâq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Âpapâq
Der var engang en Fanger, som havde Land ved Tinuteqissâq. Hver Gang han fik Børn, hændte der det samme: De vilde ikke vokse. Som Plejebørn havde han to Søskende, en Dreng og hans lille Søster. Engang blev hans Kone frugtsommelig og fødte en Søn, og hun sagde da:"Dette Barn skal hverken have Mad eller Drikke; mine første Børn fik for meget Mad og Drikke, og derfor vilde de ikke vokse."
Saa syede hun Tøj til sit nye Barn og lagde det ned uden at give det Die. Og Dagen gik, og da de vaagnede næste Morgen, var den nyfødte allerede vokset saaledes fra sit Tøj, at det var for smaat til ham. Men da Moderen stadig ikke gav ham noget at spise, blev Plejesøsteren bange for, at han helt skulde sulte ihjel, og gav ham derfor noget at drikke, hver Gang Plejemoderen gik ud. Hun gav ham ogsaa et lille Stykke Spæk og et lille Stykke Kød. Men Barnet voksede, og skønt det endnu kravlede, var det snart lige saa stort som sin Fader. Det havde dog endnu ingen Kræfter, der svarede til Størrelsen.
En Nat vaagnede en Fanger, som ogsaa boede der i Huset, og hørte Smasken af en, der spiste, og han tænkte da:
"Det er naturligvis det store Barn, der vil have Die."
Men da han kiggede op for at se efter, opdagede han, at Spædbarnet allerede havde ædt sin Moder og det meste af sin Fader. Da han saa dette, gjorde han Anskrig, og alle Husbeboerne flygtede ud paa nogle Øer, der laa tørre ved Lavvande. I Huset var der en Mand, som var saa gammel, at han ikke kunde flygte med, og han nøjedes derfor med at gaa fra Hovedbriksen over til Gæstebænken under Vinduet; han havde sin Amulet med, der bestod af en lille Model af en Vandbeholder. Paa Gæstebænken dækkede han sig til, saa at han var helt skjult, og gemte Vandbeholderen bag sig. Men de to smaa forældreløse, der var det spæde Barns Plejesøskende, vidste ikke, hvor de skulde gemme sig, og flygtede derfor op i Konebaaden, der var sat op paa et Stillads ved Siden af Huset. Her havde de netop faaet gemt sig, da de hørte det spæde Barn komme ud af Huset, raabende af alle Kræfter:
"Giv mig Mad! Nu har jeg spist min Moder og Fader og alle mine Forhaabninger!"
Man hørte ham gaa rundt og søge overalt og derefter kravle ind i Huset igen. Derinde gik han straks hen til Gæstebænken og begyndte at føle sig for overalt, men den gamle Mand, som laa gemt der, tænkte blot følgende, idet han lod, som om han sagde det:
"Jeg er i den lille Vandbeholder, jeg er i den lille Vandbeholder!"
Hans Amulet gjorde ham usynlig, og blot han tænkte disse Ord, gik det spæde Barn forbi ham. Saa gik Drengeuhyret ud igen og for løs paa Konebaaden. Her snuste det omkring for at lugte Mennesker og opdagede saa sine to Plejesøskende. Men den lille Søster tog en Krumkniv, der var hendes Amulet, og rettede den paa tværs hen mod det store Spædbarn, idet hun sagde:
"Husk paa, det var mig, der gav dig Drikke og Mad, naar du sultede."
Ved disse Ord vendte det store Spædbarn Ryggen til hende og gik atter ind i Huset, og de to Søskende sprang ned fra Konebaaden og løb ind over Land.
Blandt dem, der var flygtet ud paa Øerne, var der nu en, som sagde:
"Hajajâ, hajajâ, jeg har glemt en kostbar Økse, en Økse, jeg satte megen Pris paa, hjemme i Huset. Hvem der henter den der, skal faa min Datter, min smukke Datter, som jeg elsker."
Datteren var meget smuk, og før nogen anden kunde komme til, skyndte en gammel Pebersvend sig at svare:
"Hajajâ, hajajâ, lad mig hente Øksen, saa skal jeg faa din smukke Datter, som du selv holder saa meget af!"
Og saa løb han ud og satte over til Bopladsen for at hente Øksen. Da han kom i Nærheden af Huset, saa han det store Spædbarn gaa ind ad Husgangen og lidt efter komme ud af Vinduet; da det atter kravlede ind ad Husgangen, satte Pebersvenden efter, idet han beregnede, at det skulde komme ud af Vinduet igen. Inde i Huset greb han Øksen og skulde netop til at springe ud af Husgangen, da Barneuhyret kom kravlende ind. Pebersvenden skyndte sig at gemme sig oppe under Husgangens Loft og holdt sig fast der med Øksen hævet for at hugge til, saa snart Uhyret opdagede ham. Men det gik uden at se ham, og Pebersvenden skyndte sig ud, satte over til Øerne og gav Øksen til Ejermanden. Men da Manden havde faaet sin Økse, nægtede han at betale den med sin Datter, fordi Pebersvenden ikke var god nok. Og saa maatte denne slaa sig til Ro, uden at have faaet den lovede Betaling.
Medens alt dette gik for sig, flygtede de to Søskende ind over Land. Barneuhyret kom ud, opdagede Sporene og satte efter dem indover, stadig raabende paa samme frygtelige og uhyggelige Maade. De blev ved at høre denne Stemme og mærkede, hvorledes han kom nærmere og nærmere. Da han tilsidst næsten havde indhentet dem, slikkede den lille Pige med sin Tunge hen over sin Krumknivs Eg og sagde:
"Fra Tungen og til Lændehvirvlerne skal du skære ham igennem!"
Og med disse Ord kastede hun sin Krumkniv hen imod Uhyret. Han tav pludselig, og da de saa derhen, laa han død, flænset midt over.
Den lille Pige stak sin Krumkniv til sig og vandrede derefter videre ind over Land sammen med sin Broder. Langt inde fik de Øje paa et Hus. Da de naaede frem til det, blev Broderen tørstig og bad sin lille Søster om at hente noget Vand til ham. Søsteren vilde meget nødig, men gik dog ind ad Husgangen. Hun naaede ind til Indgangen og opdagede, at den var helt spærret af Bjørnetænder, der var trukket paa en Snor. Hun skar Snoren over og smed dem ud og gik saa ind i Huset, tog Vand og gav sin lille Broder det at drikke. Derefter gik hun atter ind i Huset og satte sig paa Gæstebænken. Her blev hun siddende og sagde:
"Hvem mon de Rasletænder tilhørte, som jeg smed ud?"
Næppe havde hun sagt det, før en Stemme inde under Briksen svarede:
"Ih — det var mine Rasletænder, du skar over!"
Med disse Ord for der en kûpajêq eller kukigfâjôq, en Fjældtrold med Jernkløer, stor og fuldvoksen, ud fra Briksen. Den sprang lige løs paa den lille Pige, som nu først opdagede, at hun havde glemt sin Krumkniv, der var hendes Amulet. Først vidste hun ikke, hvad hun skulde gøre, men saa kom hun i Tanke om, at hun havde en anden Krumkniv i den venstre Kamik. Hun rejste sig og sparkede hen mod Trolden med den Støvle, hvori Krumkniven var gemt; og hun sparkede en Gang og to Gange, og da hun gjorde det tredie Gang, faldt Trolden død om.
Derefter tog de to Søskende Bolig i Huset og levede her. Og man har siden aldrig hørt noget til dem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 324-328. København, 1921.
