Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – En Sangfest

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

En Sangfest

De kom syngende til os i en Konebaad, en hel Baadslast af glade, festklædte Mennesker, der havde taget imod vor Boplads’s Indbydelse til Sangfest.

Vi havde ventet utaalmodigt hele Dagen igennem, mange Gange havde vi været til Fjælds og set spejdende ind over den blanke Fjord, hvor Storisen lyste og spejlede sig om Kap med Fjældene — men intet Raab havde varslet de kommende. Saa var Solen gledet under Horisonten, efter en kort Mørkning var Maanen kommen frem med hvide Nordlys i sit Følge, og netop som den store Aftenstjerne stod roligt blinkende som et Himmelfyr over Syndflodsfjældet, hørte vi de første Raab ude fra Søen og stod da øjeblikkelig lyttende stille paa Stranden.

Vi kunde intet se, men ude fra Fjorden hørte vi Sangen stige op mod Kystfjældene, og længe før vi kunde skimte Morilden, der føg som Gnister fra Aarerne, var vi ført midt ind i den Stemning, der slog os i Møde som en Mildning. Det var gamle, livsglade Kvinder, der førte an i en Korsang, og ind imellem deres slidte Stemmer, der bar Eskimovisen frem som en Hilsen fra Vejr og Vind og Sol, blandede der sig enkelte dybe Mandsstemmer fra de ledsagende Kajaker.

Nær Land blev de standset af et Raab, der meldte, at et usædvanligt Lavvande gjorde Landgang næsten umulig. Store Isstykker var strandet og laa som en Barrikade om Bopladsen. Man raadslog, og lidt efter fandt man en Klippeskrænt, hvor hele Indholdet af Baaden væltedes ind over Land.

Det var mest ældre Kvinder og Mænd, der var kommen. De unge opdrages ikke mere til Sang og Dans. Det er et Offer, Stammen har bragt Missionen, som finder, at denne Form for Livsglæde, der bunder i gamle hedenske Traditioner, er uforenelig med Kristendommen.

Men nu var Gæsterne altsaa kommen, og det store Bopladshus stod varmt og lysende for at modtage os alle sammen.

Vi var ikke langt fra at være hundrede Sjæle sammenstuvede. Kvinderne maatte klæde sig af for at faa Plads inde paa den store Hovedbriks, medens Mændene fyldte Sidebriksene langs alle Vægge. Paa Gulvet var der desuden bredt Sælskind ud, hvor man laa i Lag. Huset, som oprindelig havde imponeret mig ved sin Størrelse, var med eet bleven lille og forvandlet til et kravlende Myrebo. Atmosfæren var ikke arktisk, Odeuren fortier jeg.

Værten, der kaldtes "Menneskebarnet", men for øvrigt i Daaben havde faaet Navnet Christian, udtalte sin Beklagelse over, at hans Hus var mindre end hans Gæstfrihed. Men naar han havde sammenkaldt saa mange, var det, fordi han gerne paa østgrønlandsk Vis vilde feste for de fremmede Nordgrønlændere. Hermed hentydede han til mig og Polareskimoen Ajako, der som sædvanlig ledsagede mig paa min Ekspedition.

"Menneskebarnet" var kendt som en af Østkystens stærkeste Mænd, og for hver Bevægelse han gjorde, dirrede Musklerne i hans nøgne Overkrop. Han var ogsaa anset som Sanger. Han haabede, sagde han, at Festen vilde vare til næste Dag. Men før Sangen skulde vi spise.

Festmaaltidet var enkelt i Serveringen, men storstilet i Dimensioner; thi det bestod af en Kødret paa godt 300 Kilo.

En Forraadsgrav var allerede om Dagen bleven aabnet; nu sendtes nogle unge Mennesker ud, og lidt efter blev en Fangeline kastet ind gennem Husgangen, de nærmeste traadte til og halede løs, og snart rullede en Kæmpe-Klapmyds, hel og udelt, med Hud og Haar, ind paa Gulvet.

Dette var i Sandhed ikke noget for Vegetarianere, men her løb Tænderne i Vand paa alle tilstedeværende. Der var Børn, som havde ventet paa det hele Dagen, og de sad nu allerede med aabne Munde bare ved Synet. Der var Gourmander blandt Kvinderne, der ikke helt havde turdet haabe paa, at Gildet skulde blive saa overdaadigt, og de sprang nu ned paa Gulvet med hvæssede Krumknive og gav sig til at partere det store Dyr.

Heroppe er det kun Mænds Sag at dræbe Dyret, men det er Kvindens Opgave at flænse det.

Anretningen var lige saa formløs som Tilberedningen. Spæk og Kød blev langet ud til Gæsterne, indtil der ikke var mere, og hvad man ikke fortærede paa Stedet eller i Aftenens Løb, tog man med sig hjem. Man spiste uden Graadighed i munter Stemning, og Overfloden slog sig paa vore Hjerter, gjorde os glade og knyttede os sammen. Det kan ikke nægtes, at det hele formede sig som et Ædegilde, men den beherskende Følelse var dog, at dette kun var en Introduktion.

Kan nogen være glad uden Velværefornemmelser? Og hos disse Børn af et barskt Land ligger Velværet i det, at alle materielle Ønsker hører op med at eksistere. Saa er vi alle klare til den Koncert, der gerne skulde vare mindst otte Timer.

Værten sprang nu frem og stillede sig paa den Plads, der var levnet Aftenens actores. Han havde Troldtrommen i Haanden og saa sig oplagt om blandt Tilhørerne. Saa begyndte han langsomt, under Trommeslag at vride Kroppen til Dans, og idet han indledede med en højtidelig Sang uden Ord, hvis "Awaija-awaija" lød som en ensoms Raab ud i Ødemarken, havde han øjeblikkelig sine Tilhøreres brusende Kor ud over sig som et Vandfald af Tilslutning.

Sangen hos Østgrønlænderen har som hos alle Naturfolk sin Rod i Religionen. Menneskene har lært at give Udtryk for deres Følelser i Melodier, der i Tidernes Morgen kom til dem fra Aander og Jætter som befolker Indland og Fjælde. Aandemanere og Medicinmænd, som søger deres Visdom i øde Ensomhed langt fra Bopladser, bragte dem til deres Landsmænd, og engang var derfor al Sang hellig og hørtes kun ved de store religiøse Besværgelser af det overnaturlige.

Senere blev det Skik og Brug, at man udtrykte det usædvanlige i Toner; man sang om sin Sorg eller Glæde for at dele den med andre, men Troldtrommen fulgte med og blev en Stemningstolker, selv for den, der ikke var Aandemaner.

Og Dansen tog man med som en festlig Tilgift, der skulde fremme Inspirationen; thi Forsangeren, der er den egentlige optrædende, danser en Slags Mavedans i Takt til Trommen, medens Koret sidder paa Hug eller ligger ned.

En Eskimosangers Mimik under denne bugvridende Mavedans er fuld af Effekt, og navnlig komiske Situationer understreges med Grimasser, der hilses med uvilkaarlig Jubel; og Eskimoerne har en djærv og frodig Humor, som ikke blot angler efter Latteren, men ogsaa kan snerte og svide som Piskeslag.

– – –

Den første Sang var sunget til Ende og havde blot været en Stump Melodi, der skulde samle Koret og slaa Tonen an. Og næppe var dette gjort, før en anden traadte til og greb Trommen. Det var gamle Kilimê, en af de ældste i Stammen, en Mand fra den Tid, da endnu alle var Hedninger. Han betød intet mere i sin Kajak og levede nu af at lave Redskaber til de unge; han bar sit stride, graasprængte Haar ubeskaaret, og det flagrede vildt om hans Ansigt, naar han begyndte at danse. Han erklærede, at han vilde vise os en Kampsang, saaledes som man plejede at synge den i hans Ungdom, dengang alle Uoverensstemmelser afgjordes i en Sangduel.

Naar to Mænd har fattet Nag til hinanden, som Regel naar en Kvinde var kommen dem imellem eller en uafgjort Blodhævn holdt dem i staaende Udfordring, kunde en saadan Affære, der gjaldt Liv eller Død, afgøres i Sang. Saadanne to Mænd, der i Aarevis havde undgaaet hinanden, som aldrig talte sammen, og som, om de mødte hinanden tilhavs i Kajak, ifølge traditionelle Forpligtelser skulde støde hinanden en Harpun igennem Livet — stævnede da Venner og bekendte sammen som Vidner og holdt Opgør.

Alle Tilskuerne til en saadan Sangkamp kom da festklædte, i Tøj, der aldrig havde været paa før den Dag, om Sommeren sejlende i store flotiller af Konebaade med mange ledsagende Kajaker, om Vinteren i muntre Optog af endnu flere Slæder. I god Tid skulde Udfordringen udgaa, for at Modstanderen kunde faa Lejlighed til at forberede sig paa sit Svar, sit Forsvar og sit Modangreb.

Kampen foregik paa den Maade, at de to Fjender stillede sig midt paa Gulvet, om det var Vinter, i en Dal, om det var Sommer, med alle Tilhørerne omkring sig. Den udfordrende havde først Ordet, og det var da hans Opgave at synge en Nidvise over Modstanderen under Sang og Trommeslag. Den, som fik klædt sin Modstander saaledes af, at han fik Latteren paa sin Side, kaaredes under Bifaldsraab til Sejrherre.

Men Ordene var ikke de eneste Vaaben; under sin Vise dansede Sangeren omkring sin Modstander og smækkede ham med kortest mulige Mellemrum Skaller saa alvorlige, at Ansigtet hurtigt hovnede op og ofte ganske lukkede den angrebnes Øjne. Hans Oprejsning kom saa en anden Aften, men under hele Nidvisen maatte han foreløbig staa smilende og tage imod baade Haan og Slag, uden i mindste Maade at lade sig mærke med, at det bed. Siden, naar alt var opgjort, glemte man gammelt Nag og blev gode Venner, der ofte gav hinanden Gaver.

– – –

Gamle Kilimê slog sin Tromme med en Ynglings Kraft og sang først Maratses Angrebsvise til Eqerqo, "Lillefingeren", der havde giftet sig med Maratses fraskilte Kone; dette Ægteskab havde genvakt Maratses gamle Kærlighed og Skinsyge og var endt med en Sangduel.

Visen var meget lang og varede med Dans og mimiske Krumspring mindst en Time. Her er noget af den:

Lad mig kløve Ord,

smaa, skarpe Ord,

som Brænde, jeg flækkede

med Økse.

En Sang fra gamle Tider,

et Aandepust fra Forfædre,

en Glemselssang for min Kone,

en Sang, der kan sænke Længselen,

der overvælder mig.

En fræk Skvaldrer har røvet hende,

har søgt at gøre hende ringere,

en elendig, der elsker Menneskekød,

Kannibal fra en Sultetid.

Herpaa svarede "Lillefinger":

Frækhed, der forbavser!

Harme og Mod paa Skrømt!

En Nidvise,

der vil give mig Skylden!

Skræk i Livet vil du slaa mig,

medens ligeglad jeg udsætter mig for Drab.

Hej — du besynger min Kone,

som engang var din,

dengang du ikke var nær saa elskelig.

Medens hun var ene,

glemte du at prise hende i Sang,

i udfordrende Kampsange.

Nu er hun min,

og ikke skal hun besøge smukt syngende, falske Elskere, ::Kvindeelskere,

i fremmed Telt.

– – –

Disse Sangdueller er nu forbudt af Missionen, og Kilimê maatte derfor nøjes med at fremføre dem som en Demonstration. En indbildt Modstander var stillet op foran ham, og den gamle svævede omkring ham som en Falk om sit Bytte, slog uden Varslen ned over ham med Hvislelyde og fnysende Næselyde, huggede efter hans Hoved med sin trænede Pandebrask, alt medens han slog sin Tromme og dansede og skreg Ordene frem. For hvert Angreb bragede Bifaldshylet ind over ham, og Koret næsten mistede Vejret af Iver efter at animere.

Og uvilkaarligt gled da Tankerne tilbage til Kilimês egen Ungdom, hvor det ikke blot var Forlystelse, men en juridisk Handling mellem Dødsfjender, der skulde forsones. Da vankede der mange brodne Pander, naar Vreden fik sin Næring i Smerten, der sved selv for den bedst trænede. Og selve Træningen var intet Legeværk. Den fik man ved at rende Panden mod et Sælkranium, der surredes fast paa en Stolpe i Hytten. Og mangen Gang har et knust Næseben eller en søndret Øjenhule været Indledningen til det Venskab, der fik sin Daab i Kampen.

Efter Kilimê tog et Par gamle Kvinder fat; til daglig førte de en beskeden Sidebrikstilværelse, i Aften havde de alles Opmærksomhed. De gravede op et Sted i deres Fortid og fandt paa at synge om deres Ungdom. Nu var de ganske vist stive af Gigt og klædt i de Pjalter, der tilkommer de udslidte; men engang havde dog Mænd været i Sangkamp for deres Skyld, i Kappestrid om at give dem Festklædninger. Og deres eget Sind havde været fyldt af Livsgraadighed og brændende Skinsyge. Nu havde de kun Minderne og Pjalterne igen, men endnu havde de Humor nok til Sangens hoverende Grimasser, og de greb, uden at gøre sig latterlige, i Strenge, der havde fjerne Klange af Visdom og Oplevelser.

– – –

Festen udviklede sig til en uafbrudt Række af barokke Tableauer.

En Mand fandtes pludselig udstrakt paa Gulvet; her sang han liggende, idet han blot bevægede Hovedet op og ned; han var midt i et Dyrespil og forestillede en Hval. Gulvet havde faaet fjerne Horisonter, det var Havet, der skvulpede for Foden af Briksen.

Sangen skildrede Hvalens Liv. Og det store Sødyr standsede foran hver fyldt Vandtønde, indsugede saa meget Vand, han kunde rumme i sit Gab, og blæste det ud over de nærmeste nøgne Kvinder, der kom til at drive af Vand. Det var Anskuelsesundervisning i Naturhistorie under Sang og Trommeslag, og Kaskader af Latter og Skrig hilste Hvalen, hver Gang den kom op for at blæse.

Denne Form for Spil kaldes en Uâjérut, og med den var der aabnet for Glædens Sluser.

Alle paa Bopladsen var i denne Nat som stemte og klingende Instrumenter. Man var tørnet ud til Fest, Hverdagen var stuvet til Side, og Natten skulde bæres paa Hænder som en dyrebar Oplevelse, der skulde skænkes Solen, naar den brød ind til os gennem de rimblomstrede Ruder.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 336-342. København, 1921.