Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Finhvalen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Finhvalen

Uâjêrutit er Sangspil, der blot har til Hensigt at more Tilhørerne og faa dem til at le. Østgrønlændernes egen Forklaring gaar ud paa, at man bygger sit Spil op som en Efterligning og lader, som om man er bleven forvandlet enten til et andet Menneske eller til en Sæl eller en Hval; og det, man spiller, søger man at faa til at stemme overens med noget, man engang har set. Der er dem, som holder af at efterligne Kajakmænd, der har været særlig karakteristiske i deres Bevægelser, og under Sang lader da de optrædende, som om de kaster deres Blærepil og leger saaledes, som Kajakflotiller har for Skik i Kølvandet af en Konebaad. De skal faa Folk til at more sig over noget, som ikke er dem selv, og skal gøre det saa troværdigt, at man tror paa Forvandlingen. Disse Sangspil har hver sit eget Navn og opkaldes efter det, de skal forestille. Der hører Ord til, og disse Ord ledsages af Sange med Kor af Tilhørere.

Her er Sangen om Finhvalen:

Ámaqâ-rrê-e.

Lad mig lade, som om jeg er et Menneske,

lad mig lade, som om jeg er et Mandfolk,

og give min Sang

Tekst efter et Bytte,

jeg nedlagde.

Ámaqâ-rrê-e.

Hvalen,

den store Finhval,

Ámaqâ-rrê-e,

efterligner jeg nu.

Jeg er Hvalen,

den store Finhval,

der bryder Vandskorpen

for at puste,

for at blæse min Aande ud.

Ámaqâ-rrê-e.

Den store Finhval,

jeg engang saarede

og fik til at bløde

med min lille, spinkle Harpun.

Ámaqâ-rrê-e.

Disse Ord synges baade af Sangeren og Koret, idet den optrædende med Hoved og Krop efterligner alle Hvalens Bevægelser. Under stadig Sang lader han nu, som om han svømmer hen over Gulvet til en Vandbeholder, hvori han dypper sit Hoved, for at det skal se ud, som om han dykker ned i Dybet. Her fylder han sin Mund med Vand og svømmer atter bort fra Vandbeholderen, med Hovedet bøjet nedefter og Ryggen krummet; i den ene Haand har han sin Tromme, i den anden Trommestikken, og begge Arme er strakt bagud, saa at Trommen, der ikke maa ophøre at lyde, ligger hen over hans Ryg som en Finne. Saaledes svømmer han ud paa Gulvet lige foran Briksekanten, idet han stadig bevæger sig som en Hval under Vandet. Pludselig skyder han op til Overfladen, som man tænker sig, han naar, i samme Øjeblik hans Hoved hæver sig over Briksekanten, og idet han nu strækker Halsen frem og hæver Hovedet for at trække Vejret, puster han Mundens Indhold ind over de nøgne Mennesker paa Briksen, der modtager Vandstraalen under Skrig og Latter.

Og idet han atter istemmer sin Sang, som besvares og holdes oppe af Koret, gentager han under kaade Trommeslag sin Sang foran hvert Briksested:

Jeg er Hvalen,

den store Finhval,

der bryder Vandskorpen,

for at blæse min Aande ud.

Ámaqâ-rrê-e.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 356-357. København, 1921.