Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Pâlêq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Pâlêq

Der var engang en stor Aandemaner, som hed Pâlêq. Han var saa vældig til at besværge Aander, at der ikke fandtes de Ting, han ikke kunde udføre, og han kendte alle skjulte Ting. Han kunde fare til de dødes Land i Underverdenen, og han kunde rejse op til Himmelboerne og ned til Havets Moder, der behersker Sødyrene, og han plejede at tale om, hvor højt han elskede at raabe Budskabet ud over Bopladsen, naar han skulde foretage Aanderejser igennem Luften. Denne Pâlêq havde en lille Broder, som hed Keligilik.

Naar Pâlêq indbød sine Bopladsfæller til at overvære Besværgelserne, plejede Huset at fyldes med Mennesker, først paakaldte han sine Hjælpeaander, og derpaa forlod hans Aand Huset, og han foretog lange Luftrejser; det Sted, hvortil han holdt mest af at fare, var et højt Fjæld, der bestod af hvide, sorte og røde Klipper, som snoede sig opover i Ringe. Engang da han skulde mane Aander, opdagede han, at hans Kone vilde have en anden Mand. Herover blev Pâlêq saa opbragt, at han besluttede at blive borte, med det samme han foretog sin Luftrejse, hvis han da kunde finde et Sted, hvor han kunde være. Da den Aften kom, hvor han for sidste Gang skulde besværge sine Hjælpeaander paa Bopladsen, raabte han selv sin Indbydelse ud:

"Jeg vil forsøge at foretage en Aandeflugt igennem Luften; kom, kære Bopladsfæller, og overvær mine Besværgelser!"

En Mængde Mennesker kom stormende til, og Pâlêq paakaldte sine Hjælpeaander og fløj som sædvanlig bort igennem Luften og naaede op paa Toppen af det høje Fjæld, der havde de hvide, røde og sorte Ringe om sig. Her satte han sig ned og begyndte at undersøge Omegnen; forgæves saa han sig om efter et Sted, hvor han kunde søge Tilflugt, og tilsidst var han lige ved at opgive Ævred, da han pludselig fik en Fornemmelse af, at hans Øjne voksede nedad i en bestemt Retning. Her opdagede han et smukt lille Hus, som han aldrig før havde set, og medens han sad og betragtede det, saa han en ung Pige komme ud med Spæk; straks tænkte han, at hende vilde han tage til Kone. Derpaa fløj han nedover, lige igennem Huset og satte sig paa Gulvet, nøgen som han var; thi Aandemanere er altid nøgne, naar de foretager Luftrejser. Folkene i Huset blev forfærdede og sagde:

"Se Hullet efter, hvor han faldt igennem; blot det ikke er en Tupilak, lad os undersøge det!"

Straks var der en af Husfællerne, der tilbød at raadspørge sine Hjælpeaander, og da han var færdig hermed, sagde han:

"Dette er en Hund, en Hund er det!"

Folkene i Huset blev forfærdede og sagde: "Saa maa det være en Tupilak, der er kommen til os!"

Men en anden af Husfællerne sagde, at ogsaa han vilde raadspørge sine Hjælpeaander, og da det var gjort, sagde han:

"Et Menneske er det, dette er et Menneske!"

Ved disse Ord gik Pâlêq ud og stillede sig ved den lille Hulning i Nærheden af Husindgangen; her gav han sig til at vente paa den Pige, der bar Spæk ud; naar hun bar det sidste Stykke Spæk ud og skulde ind igen, vilde han gribe hende. Da hun omsider skulde til at gaa ind for sidste Gang, greb han fat i hende, og hun raabte op af Angst, men Pâlêq beroligede hende og bad hende tie, idet han sagde:

"Hent dog nogle Klæder til mig!"

Pigen gik ind og sagde:

"Han beder om nogle Underbukser."

Da sagde Husfællerne i Munden paa hinanden: "Der kan I se, det er et Menneske!"

Ved disse Ord blev Manden, der først havde undersøgt, hvad det kunde være, der faldt ned gennem Hustaget, tavs og skamfuld. Lidt efter kom Pâlêq ind, og da han havde siddet en Stund i Huset, saa han hen paa den tavse Mand og spurgte ham, hvad der var i Vejen. Husfællerne fortalte, at han skammede sig over, at han havde taget fejl, da han raadspurgte sine Hjælpeaander, og havde troet, at det var en Hund, der var faldet ned til dem gennem Hustaget.

Pâlêq fik Medlidenhed med ham og sagde, idet han løj: "Man fortæller, at jeg havde en Hund som Amulet, dengang jeg var lille."

Ved disse Ord blev den skamfulde atter glad og opfordrede sin Kone til at tænde Lampen.

Men Pâlêq tog nu den unge Pige til Kone. Hun havde Haar paa Brystet, fordi hun hørte til dem, man kalder Qagdlît.

Man fortæller nu, at dengang Pâlêq forlod Huset, idet han fløj bort gennem Luften, bevægede Troldtrommen sig hele Natten igennem; først da det blev lyst, tav den stille. Men da det blev Aften igen og Mørket faldt paa, bevægede den sig atter, og dette gjorde den tre Nætter i Træk; først da var den atter en død Ting. Saa stor en Aandemaner var Pâlêq. Men da han ikke kom hjem igen, begræd hans Slægt ham som død, og særlig hans Moder og lille Broder sørgede dybt over ham.

Hans skamløse Kone tog sig derpaa straks en anden Mand; men den lille Keligilik maatte nu selv gaa paa Fangst, da der ikke længere var nogen, der kunde fange til ham, og saa dybt sørgede han over Tabet af sin store Broder, at han altid kom grædende hjem, naar han havde været ude i Kajak. Af Sorg bestemte han sig da til at blive Aandemaner; men da Moderen opdagede det, gjorde hun alt, hvad hun kunde, for at faa ham til at opgive det. Hun sagde, at hans store Broder var omkommen paa en Aandeflugt; kom nu den samme Ulykke over hendes yngste Søn, vilde hun slet ikke have nogen til at fange for sig. Keligilik hørte ikke efter Moderens Ord, men søgte Ensomheden mellem Fjældene for at være ene med Aanderne. Dette gjorde han med stor Iver og Udholdenhed, og det varede ikke længe, før han var saa dygtig en Aandemaner, at han kunde begynde at søge efter den Vej, ad hvilken hans Broder var fløjet bort.

I den Hensigt gik han op til en udtørret Sø bag ved Bopladsen og kiggede ned igennem det Mos, der laa hen over den forhenværende Søbund, for at se, om han ikke paa den Maade skulde kunne opdage den Vej, ad hvilken hans Broder var fløjet. Og se, ganske tydeligt saa han nu, at Broderens Spor gik mod Nord, og at hans Vej gennem Luften førte lige op til Toppen af et højt Fjæld, der laa saa langt borte, at man lige kunde skimte det. Nu vidste han, at hans Broder ikke var død, og gik ned mod Bopladsen under Sang. Saa snart Bopladsfællerne opdagede ham, skyndte de sig at fortælle Moderen, at hendes Søn kom syngende ned over Fjældet; men Moderen svarede blot, at det maatte være Graad, de antog for Sang. Da hendes Husfæller ivrigt holdt paa, hvad de havde hørt, gik Moderen tilsidst ud, og straks hørte hun, at det var sandt, at han for første Gang siden Broderens Død kom syngende nedover. Siden da hun var bleven ene med ham, spurgte hun ham, om han ingenting havde set.

"Jo," svarede Sønnen, "jeg har set den Vej, ad hvilken min Broder er fløjet."

Og nu blev den gamle Moder glad; thi nu vidste ogsaa hun, at hendes ældste Søn ikke var død.

Om Foraaret bad Keligilik om, at Skindene af to unge Sortsider, han havde fanget, maatte blive beredt til Vandskind og strækkes godt ud; og et Netsideskind skulde skæres op til Remme. Det var altsammen Ting, han skulde bruge, naar han skulde mane Aander. En Aften, da Solen var gaaet ned, gik han ud og raabte, saaledes som hans Broder havde plejet at raabe:

"Jeg vil forsøge paa at foretage en Aandeflugt gennem Luften; kom, kære Bopladsfæller, og overvær mine Besværgelser!"

Straks fyldtes hele Huset med Mennesker. Sortsideskindene, som han havde ladet berede til Vandskind, blev benyttede som Dække for Vinduer og Indgang; og Keligilik tog sit Tøj af og lod sig binde med Remmene af Netsiden; men saa vældig en Aandemaner var han allerede bleven, at man havde meget svært ved at binde ham.

Keligilik paakaldte nu sine Hjælpeaander og fløj snart ud af Vinduet, idet han fulgte sin Broders Vej op imod det høje Fjæld. Her satte han sig ned paa Toppen og begyndte at se sig omkring. Han undersøgte hele Omegnen og fik Øje paa et lille Hus, der laa paa en Slette neden for ham; paa Briksen inde i Huset sad en Mand, som han straks genkendte som sin Broder Pâlêq.

Da tænkte Keligilik: "Hvis det nu virkelig er min Broder, saa vil han flytte sig helt ud paa den yderste Kant af Briksen."

Næppe havde han tænkt dette, før Broderen gjorde det.

Atter tænkte han: "Hvis det er Pâlêq, vil han tage sine Kamiker ned!" Og straks gjorde Broderen det.

Atter tænkte Keligilik: "Hvis det er Pâlêq, vil han vende sin Anorak og tage den paa!" Og straks gjorde Broderen det, tog sine Kamiker paa og gik ud sammen med sin Kone.

Da han var kommen ud, tænkte Broderen: "Hvis det er Pâlêq, saa vil han gaa lidt bort fra sin Kone!" Og ganske rigtigt, Broderen forlod sin Kone og gik om bag Huset. Straks fløj Keligilik nedover og satte sig paa Jorden ved Siden af Broderen.

Saaledes mødtes de nu, og Broderen kendte ham straks, og de talte længe sammen. Da de tog Afsked med hinanden, sagde Pâlêq til sin lille Broder:

"Naar Foraaret kommer og du begynder at drive Sælfangst paa Isen, skal du holde godt Udkig med Landet op mod Indlandsisen; jeg vil da komme ned og besøge Jer sammen med min Kone."

De hørte nu Konen raabe paa sin Mand, hvorefter de skiltes og Keligilik fløj tilbage til sin Boplads.

Men saa stor en Aandemaner var nu Keligilik, at Troldtrommen ikke havde været stille hele Natten, medens han var borte; den havde larmet uafbrudt, snart oppe paa Briksen, snart paa Gæstebænken under Vinduet, snart ovre paa Kisterne ved Briksen, ja, endog helt inde mellem Skindtapeterne. Først hen mod Daggry havde Hjælpeaanden, der befandt sig inde i Huset, meddelt, at Keligilik nu befandt sig paa Hjemvejen, og ikke lang Tid efter var han ogsaa kommen flyvende ind i Huset.

Siden den Dag var Keligilik altid glad.

Foraaret kom, og den Tid var nu inde, hvor Keligilik jagede Sæl paa Isen, og han spejdede ofte indover mod Indlandsisen for at se efter Broderen. En Dag fik han endelig Øje paa en lille sort Prik, og da det ikke kunde være andet end Broderen, løb Keligilik hjemover, saa hurtigt han kunde, idet han raabte:

"Nu kommer Pâlêq, nu kommer Pâlêq!"

Da Bopladsfællerne hørte hans Raab, spurgte de først hinanden, hvad det kunde være, han raabte; og da de havde forstaaet Raabet, skreg de nu ogsaa i Munden paa hinanden:

"Nu kommer Pâlêq, nu kommer Pâlêq!"

Den gamle Moder vilde først ikke tro dem, men da hun gik ud, var Pâlêq allerede helt fremme ved Husene; thi en saadan Fart havde han paa, at han kom et Øjeblik efter Broderen.

Alle kappedes om at tage imod ham, selv hans forhenværende Kone pressede paa for at komme til at staa allerforrest. Pâlêq lod sin Kone gaa op med sin Moder, men til alles Forundring blev den fremmede Kvinde siddende inde i Huset uden at tage sit Tøj af. Da hun et Øjeblik gik udenfor, skyndte Pâlêqs Moder sig at spørge sin Søn om, hvorfor hans Kone ikke ønskede at opholde sig inde i Huset med nøgen Overkrop, saaledes som det var Skik og Brug.

Sønnen svarede: "Hun skammer sig, fordi hun har Haar paa Brystet.

Da Pâlêqs Kone atter kom ind, sagde Svigermoderen:

»Jeg har altid ønsket at faa mig en Svigerdatter, der havde Haar paa Brystet!

Næppe havde hun sagt det, før Svigerdatteren tog sit Tøj af; og de blev nu i Huset og havde det hyggeligt og rart. Da kom Pâlêqs forhenværende Kone og opfordrede sin Medhustru til at komme ned og besøge hende. Denne gjorde, hvad hun kunde, for at blive fri, men da selv Svigermoderen tilsidst opfordrede hende til at tage mod Indbydelsen, gik hun paa Besøg. Konen var indsmigrende elskværdig imod hende; saa snart de kom ind i Huset, søgte hun under Briksen og tog tørret Kød frem, et elendigt Stykke tørret Kød, fuldt af Mug, sammenrullet i et Skind; og idet hun tog det frem, sagde hun:

"Det er det eneste, jeg har; vil du gøre mig den Glæde at spise af det?"

Pâlêqs Kone tyggede løs paa det uappetitlige Stykke Kød, der blev siddende fast i Halsen paa hende, skønt hun gjorde sig al Umage for at synke det. Derpaa gik hun hjem og sagde til sin Svigermoder:

"Pâlêqs forhenværende Kone gav mig et elendigt Stykke tørret Kød, og da jeg skulde forsøge paa at spise det, blev det siddende fast i Halsen paa mig og gør nu meget ondt."

Hertil svarede Svigermoderen: "Ak, saa har hun bespist dig ondt!"

Og ganske rigtigt; fra den Dag af havde hun stadig ondt i Halsen og kunde intet spise eller synke, og hun blev magrere og magrere, for hver Dag der gik. Tilsidst var Vinteren næsten til Ende, og hun var stadig syg. Men en Dag, da Pâlêq og hans Broder skulde ud i Kajak, sagde Pâlêq til sin Moder:

"Naar jeg nu kommer hjem, skal I lægge min Kone paa et Sortsideskind og bringe hende ned ved Højvandsbæltet; saa skal jeg undersøge, hvad der kan være i Vejen med hende."

Derefter roede Pâlêq og hans Broder bort i Kajak.

Siden da de vendte hjemover, begyndte Pâlêq at gøre Kunster som Aandemaner og opføre sig som Aandemaner og fik da en saadan Fart paa, at Broderen maatte ro til af alle Kræfter for at følge med. Saa snart Kajakerne kom i Sigte, blev Pâlêqs Kone bragt ned til Højvandsbæltet, og man gav hende et Sortsideskind som Underlag. Da Pâlêq nu fik Øje paa sin Kone, kom han brummende hen imod hende, og før han endnu var helt inde ved Land, sprang han ud af sin Kajak og stak hende med sin Kniv. Derpaa skar han hendes Legeme ud i smaa Stykker, og idet han blæste paa hvert Stykke, satte han dem sammen igen og blæste Livsaande i hende.

"Hvorledes gaar det nu?"

"Det er ikke bedre," svarede hun.

Næste Morgen, da de skulde ud i Kajak, sagde Keligilik: "Naar vi nu kommer til Syne udefra, skal I atter bringe hende ned til Højvandsbæltet."

De tog saa paa Fangst og roede omkring paa Havet hele Dagen, og da de hen paa Aftenen vendte hjem, begyndte Keligilik at opføre sig som en Aandemaner; og hans Broder maatte nu lægge alle Kræfter i for at følge med ham. Endnu før han var naaet frem til Land, sprang han ud af sin Kajak, og brummende som en Bjørn kastede han sig over sin Svigerinde. Han bed sig fast i hendes Strube og blev ved med at tygge hende her, indtil han fik noget i Munden, som han spyttede op igen ved Siden af hende. Derpaa blæste han Livsaande i hende, saa at hun blev levende igen.

"Hvorledes har du det nu?"

Svigerinden svarede: "Nu er jeg helt rask."

Og dermed var hun rask.

Pâlêq rejste saa hjem til sin Boplads sammen med sin Kone. Ved Hjemkomsten fortalte han hendes Forældre, hvorledes hans forhenværende Kone havde bespist hans Kone ondt og nær havde dræbt hende; og hertil sagde de:

"Nu skal hendes Hund faa Lov til at straffe hende." Konen havde en Hund, som var meget bidsk.

Da Vinteren var gaaet og det atter blev Foraar, kørte Pâlêq igen paa Besøg for at hævne sin Kone. Denne Gang var han alene, og da hans forhenværende Kone hørte, at han var kommen, var hun den ivrigste til at presse sig frem for at komme allerforrest.

Pâlêq blev ved Bopladsen Natten over, men da han næste Morgen skulde drage af Sted, samledes alle Bopladsfællerne for at tage Afsked med ham, og som sædvanlig var hans fraskilte Kone forrest. Pâlêq klarede sine Hundes Skagler, halede sin Kones bidske "Hvalpemor" ind til sig og hviskede til den:

"Se, deroppe staar min forhenværende Kone allerforrest; kast dig over hende og sønderbid hende, men kun hende, hende alene!"

Derpaa lod han, som om Hundene af Vanvare smuttede fra ham, og straks raabte han:

"Pas paa, pas paa, jeg er kommen til at slippe min "Hvalpemor"! Den er meget bidsk og farlig; løb jeres Vej og gem jer, saa hurtigt I kan!"

Alle flygtede bort i stor Forvirring for at komme ind i deres Huse, men Hunden naaede Pâlêqs forhenværende Kone, netop som hun bøjede sig for at gaa ind ad Husgangen, og i samme Øjeblik bed den hendes ene Endeballe af. Hun gik ind i Huset og satte sig, men da hendes Mand mærkede, at hun ikke var, som hun plejede at være, spurgte han hende, hvad der var i Vejen, og hun svarede da, at hun havde slaaet sig.

Manden troede hende ikke paa hendes Ord; han undersøgte hende og opdagede nu, at den ene Side af hendes Bagdel var bidt af. Han lavede da en Bagdel af Kajakskind, som han svøbte ind i Spæk. Denne havde hun i lang Tid som Bagdel, men da Saaret raadnede langs med Kanterne, endte det med, at Spækbagdelen faldt af. Saa lavede Manden hende en ny, hver Gang dette skete; men da Bagdelen af Spæk aldrig vilde holde, skar Manden tilsidst en ud af Træ og satte den paa. Denne beholdt hun i lang Tid; men saa gik der Forraadnelse i Saaret, og alt Kødet faldt af hendes Laar, saa at hun døde.

Men Pâlêq glædede sig over, at hans Kone blev straffet af sin egen Hund.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 210-218. København, 1921.