Naboreis Sang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
I Kornbretaland var der en Konge som hed Naboreis; han var en beleven Ridder, rask og vaabendjærv, grim mod sine Uvenner, men velvillig mod sine Venner; han havde et stort Rige og en mægtig og rig Fædrenearv. Han fik sig en Kone af mægtig Æt, herlig og prud, skjön, hövisk og velvoksen; hun lagde al sin Hu paa at klæde sig prægtigt og pynte sig smagfuldt, smykke sine Klæder med Baand og Snorer og pryde sit Hoved med alskens kvindelig Hovedpynt, som hun fandt klædelig og smagfuld, ti hun var en umaadelig overdaadig Kone. Hendes Ægtemand Naboreis tænkte over hendes Sædvane, og det mishagede ham meget, at hun vilde klæde sig saa overvættes pragtfuldt; han var ofte vred paa hende derfor, revsede hende lönlig med haarde Ord og talte idelig om hendes Hovmod og Stolthed, Storagtighed og overvættes Pragtsyge; han sagde, at det næppe var for hans Skyld, men snarere fordi hendes Hu stod til en anden; han syntes godt om hende, om hun end ikke var saa storartet eller umaadelig i sin Pragt med broderede Klæder og kostbare Hovedsmykker og et saa overordentligt Hovmod, som hun viste i sin Klædedragt. Da hun nu paa intet Sæt eller Vis vilde höre op eller stanse med sin Adfærd og umaadelige Overdaad, sendte hendes Herre Naboreis Bud efter mange af de Mænd, som vare ham kjærest, og da blandt andre ogsaa hendes nærmeste Frænder kom, klagede han for dem over, hvad der mishagede ham i hendes Opförsel og sendte hende ved dem Bud, at han var meget fortörnet over, at hun ikke vilde aflade fra sit Overmod; hvis det behagede hende, vilde han gjærne, at hun skulde fölge hans Raad og aflade fra sin Overdaad. Men hörer nu, hvorledes hun svarede paa sin Husbondes Ordsending! „Herrer“, sagde hun, „hvis min Mand synes ilde om og misbilliger, at jeg klæder mig og pynter mig værdigt, som det er skjönne og belevne Kvinders Sæd, da véd jeg intet andet Svar paa hans Ordsending, end at I sige ham fra mig, at han længe skal lade sit Skjæg vokse og siden afskjære det; da har han vel hævnet sig, som en skinsyg Herre[1]“. De, som hörte Fruens Svar, gik fra hende, lo meget over hendes Ord og gjorde sig Gammen af hendes Svar; og dette blev vidt og bredt spurgt og bekjendt.
De, som holdt Skole for at gjöre Strenglege, digtede en fager Strenglegssang om Naboreis og kaldte Strenglegen efter hans Navn.
Fotnoter
- ↑ I dette Fruens Svar maa det vittige, den egentlige Brodd i Fortællingen have ligget, og man maa tænke sig, at Fremhævelsen heraf har været Hovedsagen i den bretoniske Folkesang. Saaledes som det her forekommer, uden Tvivl nöjagtig stemmende med den gamle franske Bearbejdelse, har det for vor Tid tabt det bidende, som oprindelig har ligget deri, og som maa have grundet sig paa en eller anden Skik, hvilken vi nu ikke kjende.
