Naujarsuak og Kukajak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

79. Naujarsuak og Kukajak

(Fortælling fra Sydgrønland)

Naujarsuak og Kukajak vare Venner, begge dygtige Erhververe; de boede paa særskilte Bopladse, men besøgte hinanden flittigt, da de af indbyrdes Kjærlighed aldrig længe kunde undvære at see hverandre. Om Foraaret, naar Sælhundene vare komne, pleiede de at samle en heel Baad fuld af tørret Kjød og bringe det til Gjemmestederne. Engang hændtes det, at Kukajaks indsamlede Forraad var større end Naujarsuaks, derover forbittredes dennes Sind. Kukajak pleiede at drage paa Rensjagt. Saaledes gjorde han ogsaa den Sommer, og da han om Efteraaret kom tilbage, vilde han efter Sædvane hente noget tørret Kjød til et Hjemkomst-Maaltid; han længtes meget efter tørret Sælhundekjød igjen. Men da han nu kom til Gjemmestedet, havde Rævene været der og fortæret det alt. Ved nærmere Undersøgelse fandt han, at der paa skjulte Steder var dannet Aabninger netop passende for at Rævene kunde slippe ind i Forraadskamret. Herover blev han meget forbittret, og da han efter Hjemkomsten udspurgte sine Samboende, flk han den Besked, at Naujarsuak under hans Fraværelse havde lavet Huller i Gjemmestedet. Kukajak vrededes endmere; dog længtes han efter at see sin Ven og tog Dagen efter hen for at besøge ham. Naujarsuak længtes ogsaa efter ham, og da han var stegen iland, trak han strax hans Kajak op, og da han var kommen ind, beværtede han ham med tørret Kjød. Kukajak sagde, idet han begyndte at spise: »jeg havde ikke saa lidt tørret Kjød, men Rævene have taget det; første Gang er dette hændet mig.« Naujarsuak svarede: »du er kommen for seent til dine Gjemmesteder, som ikke burde været saaledes.« Herover forværredes Kukajaks Sind endmere. Efterat have tilbragt Natten der, bad han den næste Dag efter Sædvane sin Ven om at følge med, for at spise Renskjød hos ham. Man saae derpaa fra Land af, hvorledes de lidt udenfor lagde sig paa Sælhundejagt, men pludselig kom Kukajak bagfra paa sin Ven, og kastede Harpunen i ham. Naujarsuaks lille Søn stod paa Landet, og saae hvorledes hans Fader blev dræbt. Men Kukajak vendte sig blot ind imod Landet og raabte: »fordi han har aabnet mine Gjemmesteder, har jeg gjengjældt ham saaledes« — hvorefter han vendte dem Ryggen og roede hjem. Faderen hentede sin Søns Lig og begrov det, og da Sørgetiden var forbi, sagde han til den lille Sønnesøn: »nu maa du ikke voxe op i Ligegyldighed, siden du har seet din Fader blive dræbt.« Næste Foraar besluttede han at reise nordpaa, da han ikke kunde udholde at see sin Søns Fangesteder. De kom til Amerdlok, og toge Vinterophold der. Paa dette Sted voxede Sønnesønnen op under Bedstefaderens stadige Paamindelser, og man saae ham aldrig smile. Omsider begyndte Bedstefaderen endog at frygte ham; thi han dampede af Sved, naar han paamindede ham om Faderen. Endnu medens de vare ved Amerdlok blev han voxen og deeltog i Hvalfangsten, ligesom han ogsaa blev en dygtig Kajakroer. Under disse Omstændigheder begyndte Bedstefaderen at tale til ham om at reise sydpaa igjen, for at hævne sig paa Kukajak, hvis denne endnu var ilive. I Løbet af den Vinter samlede han Hvalbarder hvergang der fangedes en Hval, eftersom Barder vare en sjelden Vare paa Sydlandet. Ved indtrædende Mildning om Foraaret droge de afsted, og overalt spurgte de Folk: »have I hørt noget om Kukajak?« Men der blev svaret: »nei, vi kjende ham ikke.« Først da de kom meget langt sydpaa traf de engang nogle Folk, som sagde: »vi have hørt, at Kukajak befinder sig vel, han er bleven noget gammel, og befatter sig blot med Ulkefiskeri.« Omsider naaede de deres fordums Boplads og toge Ophold der. Strax fik de Besøg af deres Slægtninge, som kom for at gjensee dem; naar saa Gjæsterne forlode dem, pleiede de at medgive dem nogle af de længste Barder. Endelig kom der endog Gjæster, som man slet ikke skulde vente, da det nemlig rygtedes, at de havde Barder opstillede ved Baaden, til Uddeling blandt de Besøgende. Omsider flyttede de i Vinterhuus endnu førend Naujarsuaks Søn havde udøvet sin Hævn. Engang da han kom hjem, sagde han til Bedstefaderen, at han skulde lave ham en stor Harpun og forsyne den med en meget stærk Fangerem. Dagen efter, medens han var ude i Kajak, hentede Bedstefaderen et Stykke Hvalkjæbebeen ind, udskar af den midterste og tykkeste Deel et Stykke, som han lavede til Beenstykke for Harpunen og forsynede med en ny Fangerem. Da Sønnesønnen kom hjem og saae denne, takkede han smilende, betragtede den nøie og gjemte den under Sidebrixen.

Endelig tænkte Kukajak engang: »hvad om jeg gik hen og bad afdøde Naujarsuaks Søn om et Stykke Bard til en Ulkesnøre?« Men da han tænkte over det, maatte han dog nægte sig det, af Frygt for at den Dræbte skulde blive hævnet. Men de som havde været paa Besøg, sagde til ham: »har du seet hvad den afdøde Naujarsuaks Søn har foræret os, vi have nu alle faaet Fiskesnører af Hvalbard. Dersom du gaaer derhen, faaer du vist ogsaa en; da jeg var der forleden, talte deres Gamle om, at han længtes efter at see dig.« — Da Kukajak hørte dette, fik han saa stor Lyst, at han strax den næste Dag begav sig derhen. Ved Ankomsten blev han meget høfligt modtagen og anmodet om at skynde sig op for at komme ind. Da de talte saa, tænkte han: »de have vist reent glemt den som jeg dræbte.» Da han kom ind, blev han godt beværtet og de snakkede meget sammen hele den lange Aften, men hvergang Samtalen blot standsede lidt, tænkte han strax: »nu først huske de paa ham.« Den næste Morgen gik Naujarsuaks Søn udenfor. Veiret var da ganske som paa hiin Dag, da hans Fader blev dræbt, Luften var mild, og der foer fine hvide Skystriber over Himlen; derved vaagnede hele hans Vrede, men alligevel lod han ganske uskyldigt, da han kom ind. Da Kukajak vilde reise, fik han ogsaa et Stykke Hvalbard; han havde vel nogen Mistanke og saae sig derfor jevnlig om, men kom omsider et godt Stykke bort, uden at nogen forfulgte ham. Endelig greb Naujarsuaks Søn det nye Beenstykke med Fangeremmen ved, gik ned til sin Kajak og satte Beenstykket paa Harpunskaftet, saa det knagede. Kukajak kunde høre Lyden, vendte sig om og da han saae Fjenden komme, ilede han afsted, men mærkede nu, at han ingen Kræfter mere havde. Imidlertid forfulgte hans Fjende med Villie ham ganske langsomt. Han nærmede sig tilsidst sit Huus og tænkte endog: »nu kan han ikke naae mig mere« — men først da roede hans Forfølger stærkt til, og tæt udenfor Huset løftede han Harpunen, og med en bragende Lyd foer den i Kukajak. Derpaa vendte han sig mod dem, der stode paa Landet og sagde: »saaledes saae jeg ham gjøre ved min Fader, derfor har jeg gjort ganske det samme ved ham, dersom I have Medynk med ham, kunne I hente ham.« Derpaa vendte han sig om og drog bort. Han slog nu Faderen noget ud af Tankerne, dog uden derfor ganske at glemme ham.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 230-232.