Nibelungekvadet 11

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nibelungenlied 2.jpg
Nibelungekvadet


oversat af
Chr. Fledelius


11. Æventyr, hvorledes Sigfred kom hjem med sin hustru


394.
 
 
 

Da Gæsterne til Hobe      var dragne bort igen,
den ædle Søn af Sigmund      mælte til sine Mænd:
„Vi skal nu og berede      Hjemfærd til mit Land."
Det Bud erfor med Glæde      skøn Krimhild af sin Mand.

637*.
 
 
 

395.
 
 
 

Til ham gik da Fyrsterne      og mælte alle tre:
„Nu vid det, Herr Sigfred,      I skal os altid se
rede til jer at tjene      fra nu indtil vor Død."
Til Tak han sig bøjed      for den Hilsen, de ham bød.

638*.
 
 
 

396.
 
 
 

Hun rusted sig til Rejsen,      dér de vilde af Sted.
Sit saare rige Følge      tog Dronning Krimhild med,
to og tredive Møer      og fem Hundred Mand.
Hende fulgte Markgreven      Ekkevart af Land.

645*.
 
 
 

397.
 
 
 

De søgte alle Orlov,      baade Fruer og Møer
og Riddersmænd og Svende,      som det sig hør og bør.
De kyssed deres Venner,      da Afsked de tog,
og fra Kong Gunthers Rige      de glad til Mode drog.

646*.
 
 
 

398.
 
 
 

Dem fulgte deres Maage      fjernt ad deres Veje.
Man bød dem allevegne      søge sig Natteleje
i de tre Fyrsters Lande,      hvor bedst de syntes om.
Snart meldte Sendebud      til Sigmund, at de kom.

647*.
 
 
 

399.
 
 
 

„Nu Held mig," mælte Sigmund,       „at end jeg skue maa,
hvorlunde her skøn Krimhild      skal smykt med Krone gaa.
Thi tykkes mig, mit Rige      har langt større Værd.
Min Søn, den ædle Sigfred,      skal være Konge her."

649*.
 
 
 

400.
 
 
 

Mangt et rødt Fløjel      Fru Siglind dem bød,
og Sølv og Guld det tunge      de fik til Sendebrød.
Hun glædtes over Budskabet,      dér hun det fornam.
Da red Sigmunds      Helte paa Vej at møde ham.

650—51*.
 
 
 

401.
 
 
 

Sigmund og Siglind      med Glædessmil om Mund
kyssede ofte Krimhild      af Fryd i Mødets Stund;
saalunde ogsaa Sigfred:      endt var deres Sorg.
De hilste hele Følget      velkommen i deres Borg.

654*.
 
 
 

402.
 
 
 

Hen for Sigmunds Højsal      Gæsterne alle red.
De saare fagre Jomfruer      løfted dér man ned
til Jord af deres Heste.      Da ilte Helte did,
villige til at tjene      de skønne Fruer med Flid.

655*.
 
 
 

403.
 
 
 

For sine Frænder mælte      den Herre Sigmund saa:
„Alle Sigfreds Maage      jeg kundgøre maa,
at han for disse Kæmper      skal krones i mit Sted."
Det hørte de af Nederland      og glædte sig derved.

657*.
 
 
 

404.
 
 
 

Han overdrog ham Kronen      og Land og Lov og Dom.
Da raadte han for Alle.      Hvo for hans Domstol kom,
og hvem han skulde straffe,      de fandt hans Færd saadan,
at svart maatte man frygte      den skønne Krimhilds Mand.

658*.
 
 
 

405.
 
 
 

Der blev til alle Tider      mange Frasagn sagt,
hvorlunde de bolde Kæmper      i Herlighed og Pragt
leved alle Dage sammen      i Sigmunds Land.
Det samme gjorde Gunther      med mangen Maag og Mand.

663.
 
 
 

406.
 
 
 

Nu var Nibelungs Rige      i Sigfreds Varetægt
(der fandtes ingen Sinde      saa rig Mand i hans Slægt)
saaog Schilbungs Kæmper      og derhos begges Gods.
Thi maatte Helten føle      sig stolt og glad derhos.

664.
 
 
 

407.
 
 
 

Aldrig har en Kæmpe      ejet saa stor en Skat
som den, Nibelungerne      ham havde efterladt.
Den vandt med sin Styrke      Sigfred ved et Fjeld,
og mange bolde Kæmper      slog han for den ihjel.

665.
 
 
 

408.
 
 
 

Han sad i Glans og Ære,      og var det end ej saa,
dog tilkom det Helten      det Lovord at faa,
at han var blandt de bedste,      hvem nogen Ganger bar.
Man frygted, og med Føje,      for Kæmpens Styrke svar.

666.