Nibelungekvadet 12
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
409 .
Da randt det Gunthers Hustru enhver Dag i Hu:
„Hvorfor teer sig Krimhild saa overmægtig nu?
Nu er jo dog vor Livegen Sigfred, hendes Mand:
alt længe har vi savnet hans Tjenest i vort Land."667.
410.
Det bar hun i Hjertet og talte ikke derom.
Det græmmed hende svarligt, at endnu aldrig kom
Nogen fra Sigfreds Rige, til Tjenest dem beredt.
Det undred hende saare, hvorfor det ej var sket.668.
411.
Hos Kongen hun forsøgte, om ikke det kunde ske,
at hun engang fik Krimhild igen i Worms at se.
I Løn hun ham kundgjorde, hvad hun tænkte paa.
Det hued ikke Herren, at Brynhild talte saa.669.
412.
„Hvordan kunde vi kalde dem hid til dette Land?"
mælte den rige Konge, „det gik dog aldrig an.
For fjernt os de sidder: jeg tør ej bede dem."
Da bar ham Fru Brynhild med Kløgt sit Ønske frem.670.
413.
„Hvor overvættes mægtig end er en Konges Mand,
ihvad hans Drot ham byder han det ej nægte kan."
Da maatte Gunther smile, den Stund hun talte saa:
han regned ej for Tjenest, hvor tit han Sigfred saa.671.
414.
Hun mælte: „Kære Herre, nu jeg saa gerne vil,
saa hjælp mig til, at Sigfred med samt din Søsterlil
kommer igen til Landet, at vi kan her dem se:
da kunde mig i Sandhed ej større Glæde ske.672.
415.
Tugtig er din Søster, højsindet og god:
saa tit jeg derpaa tænker, da bliver mildt mit Mod,
hvorlunde vi sad tilsammen, da først jeg blev din Viv.
Hun kan med Ære elske stærk Sigfred alt sit Liv."673.
416.
Hun bad derom saa længe, thi mælte han derpaa:
„Nu vid, at ingen Sinde jeg hellere Gæster saa.
Thi kan I sagtens bede. Jeg sender Bud af Sted,
at byde dem som Gæster herhid til Rhinens Bred."674.
417.
"Velan", mælte Fyrsten, „tredive af mine Mænd
byder jeg did at ride." Dem kaldte han derhen,
og han befol dem drage til Sigfreds Land med Bud.
Til Løn gav Fru Brynhild dem saare skønne Skrud.676.
418.
Da mælte Kongen: „I Helte skal melde dem fra mig
de Bud, jeg lader sige (dermed I tie ej)
til Sigfred den stærke og til min Søster kær,
at Ingen staar i Verden mit Hjerte mere nær.677.
419.
Og bed dem, at de begge kommer til os til Rhin.
Det vil vi altid tjene, jeg og Fruen min.
Ved forestaaende Solhverv skal her den gæve Drot
og hans Mænd træffe mange, der under ham det godt.678.
420.
I sige Drotten Sigmund mit vennesæle Mod,
at jeg og mine Frænder ham sender Hilsen god.
Bed ogsaa min Søster at ride med til Fest:
at fejre den blandt Frænder, det sømmer hende bedst."679.
421.
Brynhild og Ute og alle Fruer med
bad Sendemændene hilse, da de til Sigfred red,
de saare fagre Fruer og mangen tapper Mand.
Befol da Kongen Heltene at drage af hans Land.680.
422.
De rejste ledingklædte: til Hobe var dem bragt,
før de red af Landet, Heste og Vaabendragt.
Da ilte de mod Maalet, hurtigt Rejsen led.
Kongen havde dem givet et Vagtfølge med.681.
423.
Tre Uger efter var Henrejsen endt.
Det var til Nibelungs Borgstad, dem Gunther havde sendt,
i Marklandet Norge, dér traf de Helten stolt.
De havde trætte Heste, da dér de gjorde Holdt.682.
424.
Sigfred og Krimhild dem begge blev det sagt,
at der var komne Riddersmænd, klædte i samme Dragt,
som man i hine Dage i Gunthers Rige saa.
Krimhild sprang fra Lejet, hvor hun i Hvile laa.683.
425.
Da bad hun til et Vindu en Jomfru at gaa.
Hun saa den kække Gere i Kongsgaarden staa,
ham selv og hans Fæller, som var sendt did med ham.
Hvor svandt hendes Hjemvé, da Budet hun fornam!684.
426.
Da mælte hun til Kongen: „Nu se, hvordan de staar,
de med stærken Gere er komne til vor Gaard:
dem har min Broder Gunther ad Rhinen sendt som Bud."
„De være os velkomne," mælte Drotten prud.685.
427.
Da ilte alt hans Følge did, hvor man dem saa.
Enhver især iblandt dem mælte og derpaa
saa vennesælt, de kunde, til Gunthers Sendemænd.
Herr Sigmund glædtes saare, ved at de kom derhen.686.
428.
Gere og hans Fæller bød man til Herberg gaa:
i Stald trak man Hestene. Sendemændene saa
man deden gaa til Sigfred, hvor han hos Krimhild sad.
Da man dem bød til Hove, de gjorde, som man bad.687.
429.
Værten og hans Frue de rejste sig paa Stand.
Dér tog man vel mod Gere af de Burgunders Land
og mod hans Rejsefæller, Gunthers Sendemænd.
Gere den saare rige bød man til Sædet hen.688.
430.
„Lad os vort Ærind sige, før vi til Sæde gaar:
tilsted os vejtrætte, at til da vi staar.
Vi har et Bud at bringe fra Gunther og hans Viv:
han og Brynhild lever i Glæde deres Liv."689.
431.
Mælte dernæst Markgreven Gere, Kæmpen bold:
„De lever i alle Dyder og glædes mangefold.
De byder jer til Rhinen alt til en Højtidsfærd:
de saa eder gerne: derom forvisset vær.693.
432.
Og beder de min Frue at tage Del deri
og rejse med til Rhinen, naar Vintren er forbi.
Ved forestaaende Solhverv vilde de eder se."
Da mælte stærken Sigfred: „Det kunde neppe ske."694.
433.
„Brynhild, min Frue, og alle Møer, hun har,
de glædes til det Budskab, om I gav dem til Svar,
at did vilde I komme, det fryded deres Mod."
Da tyktes og den Tale skøn Krimhild saare god.696.
434.
Gere var deres Slægtning: ham Kongen sidde bød.
For Gæsterne bød han skænke: fluks man ham adlød.
Did kom ogsaa Sigmund, hvor Budene han saa:
venligt talte Herren til Heltene derpaa:697.
435.
„Velkommen her, I Kæmper, Gunthers Sendebud.
Siden min Søn Sigfred fæsted til sin Brud
den skønne Frue Krimhild, da burde tit det ske,
at I kom hid til Landet og lod jert Venskab se."698.
436.
De kom, naar ham tyktes, det gav de ham til Svar.
Af Glæde fast de glemte, hvor mødige de var.
Man bragte dem til Sæde, Spise bar man frem:
deraf bød Herr Sigfred til fulde give dem.699.
437.
Hos ham maatte de blive i fulde Dage ni.
De raske Helte fandt sig omsider nødig i,
at ikke de skulde ride til deres Land igen.
Imens havde Sigfred kaldt sine Frænder hen.700.
438.
Han spurgte, hvad de raadte: om de skulde til Rhin.
„Mig har Gunther buden, den kære Frænde min,
han selv og hans Maage, til en Fest i hans Land:
hvis ej for fjernt han boed, jeg rejste glad for sand.701.
439.
At Krimhild drager med mig, det beder de med Flid.
Nu raad, kære Frænder, hvor skal hun komme did?
Bød de mig til Krigsfærd i tredive Kongers Land,
var gerne dem til Bistand rede Sigfreds Hand."702.
440.
Mælte da hans Kæmper: „Har I til Rejsen Lyst,
at fejre Fest ved Rhinen, da raader vi fuldtrøst:
I skal med tusind Kæmper begive jer til Fest:
da kan I vel med Ære være Gunthers Gæst."703.
441.
Mælte da Herr Sigmund, hin Helt af Nederland:
„Vil I ride til Festen, saa sig mig det paa Stand.
Om ikke I forsmaar det, da rider jeg med jer:
jeg fører hundred Kæmper, saa I des flere er."704.
442.
„Min saare kære Fader, og vil I ride med,"
saa mælte stærken Sigfred, „da glædes jeg derved.
Før tolv Døgn er omme, rider jeg fra mit Land."
Da gav man, hvo det ønsked, Heste og Skrud paa Stand.705.
443.
Da Rejsen var besluttet, da lod hin Konge prud
igen drage tilbage de raske Sendebud.
Til sine Konemaage han gav dem Budskab med,
at glad vilde han ride til Fest ved Rhinens Bred.706.
444.
Sigfred og Krimhild gav Gunthers Sendemænd
saa rig Skænk, at Gangerne ej kunde bære den
(det hører vi berette): han var en rig Mand.
De lagde den paa Lastdyr og drev dem glad af Land.707.
445.
Deres Folk klædte Sigfred og Sigmund ligesaa.
Markgreven Ekkevart bød Fruerne derpaa
søge de bedste Klæder, som fandtes alt i Stand
eller kunde erhverves i hele Sigfreds Land.708.
446.
Skjolde med samt Sadler befol man tage frem.
Riddersmænd og Fruer, som rejste bort med dem,
skænked han og Krimhild, ihvad dem hued bedst.
Han bragte sine Frænder mangen en herlig Gæst.709.
447.
Imens ilte Budene igen til deres Land,
og Helten Gere ankom til Worms paa Rhinens Sand.
Dér tog man vel imod ham: for Gunthers Sal de red,
da svang de sig af Gangere og Lastheste ned.710.
448.
Did kom ung og gammel, hvor Markgreven stod,
og gav sig til at spørge. Da mælte Helten god:
„Naar Kongen Bud jeg siger, da høre I det grant."
Han gik med sine Fæller did, hvor han Gunther fandt.711.
449.
Af stor Glæde Kongen op fra sit Sæde sprang.
At de saa hastigt fuldendte Senderejsen lang,
derfor takked Brynhild. Da mælte Landets Drot:
„Hvordan lever Sigfred, som tit har voldt mig godt?"712.
450.
Mælte den kække Gere: „Han blev af Glæde rød,
han og eders Søster, og ingen Sinde bød
Nogen saa ærlig Hilsen at sende til en Ven,
som Sigfred og Sigmund nu byder jer igen."713.
451.
Mælte da til Markgreven Kongens ædle Viv:
„Nu sig, kommer Krimhild? Har hendes væne Liv
sin Højhed og Tække som og tilforn beholdt?"
„For vist kommer Krimhild," mælte Helten stolt.714.
452.
Ute befol de Sendemænd paa Stand for sig gaa.
Saa ivrigt som hun spurgte, kunde man let forstaa,
at gerne hun erfared, var Krimhild endnu sund.
Han sagde, hvor hun leved: hun kom om føje Stund.715.
453.
Da blev der og ved Hove om hine Gaver sagt,
som Drotten Sigfred gav dem: Guld og Klædedragt
for de tre Kongers Helte blev lagt til Skue frem.
Da priste man, hvor gavmildt Sigfred lønned dem.716.
454.
„Han kan," mælte Hagen, „sagtens fra sig give:
han kunde det ikke øde, blev evig han i Live.
For Nibelungeskatten raader Heltens Hand.
Eja, skulde den komme engang til dette Land!"717.
455.
Hele Gunthers Følge sig glædte mod den Tid,
da Gæsterne man vented. Thi saas i rastløs Flid
aarle alt og silde de tre Kongers Mænd:
man rejste mange Sæder til dem, der kom derhen.718.
