Nibelungekvadet 13
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
456.
Hele deres Travlhed den tier vi nu med
og siger, hvordan Krimhild paa Vej mod Rhinen red
fra Nibelungelandet, fulgt af sine Møer.
Saa mange skønne Klæder bar Heste aldrig før.721.
457.
Mange Rejsekister blev sendt af Landet ud.
Da red med sine Frænder Helten Sigfred prud
tillige med hans Dronning i Fryd fra deres Borg.
Engang skulde til Hobe dem deraf times Sorg.722.
458.
Derhjemme lod de blive Sigfreds Barnlil
og Søn af Dronning Krimhild: det nødte Rejsen til.
Af Kongsfærden yppedes der Smerte sidenhen:
ej Fader eller Moder saa Barnet mer igen.723.
459.
Red og den Herre Sigmund af Landet med de to.
Havde han kun anet, hvad siden skulde gro
engang af dette Festlag, var han ej draget med:
aldrig blev af Frænder ham voldt saa svar Fortræd.724.
460.
Man sendte Svende forud, at melde dem ved Rhin.
Da red dem og i Møde en Skare fejr og fin,
mange af Utes Frænder og af Kong Gunthers Mænd.
Utrættelig var Landsherren, til de kom derhen.725.
461.
Hvor Fru Brynhild dvælte, den ædle Drot gik did.
„Hvor hilste jer min Søster, den Stund da I kom hid?
Paa samme Vis I modtage Sigfreds Viv her."
„Det skal jeg," mælte Brynhild, „hun er mig saare kær."726.
462.
Sine Jomfruer og Fruer bød Dronningen dernæst
at tage frem de Klæder, dem tyktes allerbedst,
deri hendes Følge skulde for Gæster gaa.
Det gjorde de dog gerne: for sandt det siges maa.728.
463.
Hvor modtog man Gæsterne med Fryd, da de kom did!
Dem tyktes, at Fru Krimhild ikke i fordums Tid
saa vel hilste Brynhild i de Burgunders Land.
Hvo første Gang dem skued, de glædte sig for sand.730.
464.
Med sine Mænd var Sigfred nu ogsaa kommen hid.
Til Hest saa man Heltene sig tumle hid og did
i Marken allevegne med Skarer mangefold.
Man var for Støv og Trængsel kun daarligt i Behold.731.
465.
Da Landsherren skued Sigfred for sig staa,
dertil hans Fader Sigmund, hvor glad han mælte saa:
„Nu vær mig stort velkommen og alle mine Mænd.
Hav Tak for, at I vilde til Worms ride hen."732.
466.
„Jer lønne Gud," saa svared ham Sigmund igen.
„Siden min Søn Sigfred har vundet jer til Ven,
da raadte mig mit Hjerte, at jer maatte jeg se."
Da genmælte Gunther: „Hav Tak, det kunde ske."733.
467.
De to Kongers Fruer hen til hverandre kom.
Mange Sadler tømtes: dér kappedes man om
at løfte skønne Fruer paa Grønsværet ned.
Hvo Fruer vilde tjene, hvor fik de travlt dermed!735.
468.
De saare fagre Fruer traadte hverandre nær.
Thi maatte mangen Ridder af Hjerte glædes dér,
fordi saa skøn eri Hilsen man for sit Øje saa.
Da monne mange Helte hos Jomfruerne staa.736.
469.
Det stadselige Følge hinanden tog ved Hand.
Med Riddertugt sig bøjed mangen en ædel Mand,
og fagre Fruer kyssed hverandre paa Mund:
det Syn glædte Gunthers og Sigfreds Mænd med Grund.737.
470.
Dér tøved de ej længer, de red til Worms Stad.
Værten sine Gæster til fulde vise bad,
at gerne man dem modtog i Worms ved Rhinens Bred.
Mangt et prægtigt Dystløb for Fruerne man red.738.
471.
Da hørte man det klinge af Stød og Stik paa Skjold
uden for Borgporten. Dér standsed Kongen bold
i lang Tid med Gæsterne, før indenfor de red.
Under stor Riddergammen dem hastigt Tiden led.740.
472.
Over Fruernes Sadler hang Silketæpper ned,
yppige og skaarne med stor Kunstfærdighed,
det saas allevegne, da de begav sig hen
foran den rige Borghal. Dér var og Gunthers Mænd.741.
473.
De kundgjorde Gæsterne, hvor Herberg de fik.
Man saa, hvorlunde stundom Brynhild sit Blik
fæsted paa Fru Krimhild, saa fager som hun var.
Hendes Farve vandt Prisen mod Guldet, som hun bar.742.
474.
Udenfor og inde man bar dem Spiser frem.
Man plejed aldrig Gæster saa ypperligt som dem.
Alt hvad de begærte, det blev og budt dem dér.
Saa rig var Kong Gunther, at fuldtop fik Enhver.744.
475.
Man tjente dem med Venskab og uden ethvert Had.
Til Bords med sine Gæster Landsherren sad.
Hvor Sigfred før var bænket, man bad ham sidde end.
Da gik med ham til Sæde mange bolde Mænd.745.
476.
Tolv Hundred Kæmper sad med omkring hans Bord.
At aldrig fandtes rigere en Tjenestmand paa Jord,
derpaa tænkte Brynhild, Gunthers ædle Viv.
Hun var ham endnu naadig og undte ham hans Liv.746.
477.
Det var ved Aftentide, da sad hin rhinske Drot,
og mangt et rigt Klædebon blev dér af Vinen vaadt,
da Skænkerne ved Maaltidet Drikke bragte rundt.
Med stor Flid de røgted til fulde deres Dont.747.
478.
Som det ved Ridderfester har længe været Skik,
Fruer og Møer tidligt til deres Kamre gik.
Hvorfra de end var komne, var Værten alle god.
Med Ære og Vennehu man gav dem Overflod.748.
479.
Da Natten havde Ende, og Dag igen brød frem,
da lyste Ædelstene af Rejsekisters Gjem
fra gode Klædningsstykker, dem tog Fruer i Haand.
Da droges frem for Dagen mangt prægtigt Klædebon.749.
480.
Foran Kong Gunthers Salshus, før Dag var fuldt i Gang,
kom Riddersmænd og Svende, da lød alt Vaabenklang,
før endnu for Kongen man en Fromesse kvad.
Dér red de unge Helte, saa Kongens Hu blev glad.750.
481.
Da klang saare kraftigt Basuners høje Stød:
af Fløjter og Trompeter saa stor Klang der lød,
at hele Worms det vide gjaldede højt af Fest.
Thi steg omkring i Byen de stolte Mænd til Hest.751.
482.
Da yppedes i Landet et højt Ridderspil,
af saare gode Kæmper var mange med dertil.
De, hvis unge Hjerter svulmed af frejdigt Mod,
af dem saa man skjoldklædt mangen en Kæmpe god.752.
483.
I Vinduerne satte sig mangen herlig Viv
og saare fagre Møer med skønt smykte Liv.
De saa, hvorlunde Helte drev Tiden hen med Lyst.
Værten og hans Venner yppede selv en Dyst.753.
484.
Saalunde led dem Tiden: den tyktes Ingen lang.
Fra Domkirken hørte man mangen Klokkes Klang.
Da bragtes deres Heste: Fruerne red derhen.
De ædle Dronninger fulgtes af mange kække Mænd.754.
485.
Paa Græsset foran Domen steg de atter af Hest.
Da var end Fru Brynhild gunstig stemt hver Gæst.
De traadte, smykt med Krone, ind under Kirkens Tag.
Siden blev de Fjender: det voldte grufuldt Nag.755.
486.
Da Messen var til Ende, red de derfra igen
under mangehaande Ære. Man saa dem sidenhen
glade gaa til Bordene. I Fryd og Velbehag
henrandt dem Festen indtil den ellevte Dag.756.
