Nibelungekvadet 14
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
487.
Det var før Vespertide, da klang der Larm og Gny:
det voldte gæve Kæmper i Kongsgaarden paa ny.
De plejed Ridderlege til deres Tidsfordriv.
Did ilte for at se det mangen en Mand og Viv.757.
488.
Da satte sig tilsammen de Kongemager to.
De talte om to Kæmper, saa gæve og saa tro.
Mælte da skøn Krimhild: „Jeg har en saadan Mand,
at alle disse Riger burde ligge i hans Hand."758.
489.
Mælte da Fru Brynhild: „Hvor kunde det gaa an?
Hvis Ingen var i Live uden du og han,
kanske kunde Rigerne da under Sigfred staa:
saa længe Gunther lever, ej sligt du tænke maa."759.
490.
Da genmælte Krimhild: „Ser du, hvor han staar,
hvorlunde han for Kæmperne saa saare herligt gaar,
alt som den lyse Maane foran Stjerners Skin?
Thi maa jeg nu med Føje og glædes i mit Sind."760.
491.
Mælte da Fru Brynhild: „Hvor bold end er din Mand,
og ihvor god og fager, saa maa han dog for sand
vige for Drotten Gunther, din Broder uforsagt:
frem for alle Kongers, skal du vide, gaar hans Magt."761.
492.
Da mælte atter Krimhild: „Min Husbond er vel værd,
at ikke uden Aarsag jeg lovpriser ham her.
Han er i mange Maader paa Dyd og Ære rig.
Tro du mig, Brynhild, han er vel Gunther lig."762.
493.
„Tænk nu ikke, Krimhild, min Hensigt er ond,
thi Intet har jeg mælet til dig uden Grund.
Det hørte jeg begge sige, da jeg saa dem første Gang,
og da Kong Gunthers Villie med Sejr mig betvang,763.
494.
og da han vandt mit Jaord ved Styrken af sin Hand,
da sagde selve Sigfred, at han var Kongens Mand.
Thi ser jeg ham for ufri, han har det selv erkendt."
Da genmælte Krimhild: „Da var mig Vanfærd hændt.764.
495.
Hvor kunde ædle Brødre handlet med mit Liv,
saa bort de vilde mig give en ufri til Viv?
Det være dig, Fru Brynhild, nu sagt med venlig Bøn:
ti med denne Tale for al din Ære skøn."765.
496.
„Hvorfor skulde jeg tie?" gav Gunthers Viv til Svar.
„Og hvi skulde jeg savne saa mangen Ridder snar,
som er os Tjenest skyldig i Følgeskab med ham?"
Den skønne Dronning Krimhild blev da af Hjerte gram.766.
497.
„Ham maa du dog savne, at nogen Tid han er
pligtig til eders Tjenest. Han er langt mere værd
end Gunther, den ædle Kæmpe, min Broder uforsagt.
Du burde mig forskaane for, hvad du her har sagt.767.
498.
Og maa jeg altid undres, er han din Tjenestmand,
og naar du for os begge saa mægtig raade kan,
hvi han dig saa længe for Skat har siddet kvit.
Dit Hovmod jeg burde kun ænse saare lidt."768.
499.
„For højt gaar din Tanke," saa mælte Kongens Viv.
„Det vil jeg gerne vide, om ogsaa man dit Liv
saa højt holder i Ære som mit ved Hove nu."
Da var de tvende Fruer saa saare gram i Hu.769.
500.
Mælte hin Frue Krimhild: „Velan, lad det da ske.
Saa sandt som du min Husbond for Tjenestmand vil se,
skal begge Kongers Helte dømme derom i Dag,
om jeg før dig tør træde ind under Kirkens Tag."770.
501.
Da genmælte Brynhild: „Holder du dig for fri,
skal du med dine Fruer i Dag finde dig i,
at skilte fra mit Følge I skal til Kirke gaa."
Dertil svared Krimhild: „Velan, det være saa."773.
502.
„Nu klæd jer, mine Møer," saa mælte Sigfreds Viv.
„Jeg agter uden Skændsel her at leve mit Liv.
Nu skal I lade skue jer bedste Klædedragt.
Det skal hun ønske utalt, det Ord, Brynhild har sagt."774.
503.
Man kunde let dem raade: da søgte de sig ud,
hendes Jomfruer og Fruer, saa saare rige Skrud.
Da kom med sit Følge den ædle Konges Viv:
da havde ogsaa Brynhild smykket sit fagre Liv.775.
504.
Hvo som saa de tvende, de maatte undres paa,
hvorfor de ædle Dronninger man adskilte saa,
og at ikke som forhen de tvende fulgtes ad.
Engang misted Helte deres Liv for dette Had.777.
505.
Her stod Gunthers Hustru for Domkirkens Dør.
Hos hende var at skue Fruer og fagre Møer,
med dem ædle Helte fordrev en føje Tid.
Da traadte og Fru Krimhild med herligt Følge did.778.
506.
Hvad ædle Ridderdøtre tilforn bar af Dragt,
maatte for Intet regnes mod hendes Følges Pragt.
Saa rigt Gods hun ejed, at ingen ædel Frue,
ja selv ej tredive Kongers, bar saadan Pragt til Skue.779.
507.
Om En skulde det ønske, han kunde ikke sige,
at man til nogen Tider saa Klædebon saa rige
som dem, Krimhilds Møer ved Kirkegangen bar.
Dermed vilde hun volde Fru Brynhild Kvide svar.780.
508.
Dér mødtes da de tvende foran Domkirken stor.
Da talte Landets Dronning i hadefulde Ord.
Med Haanstale bød hun Fru Krimhild stille staa:
„Foran en Konges Hustru skal ufri Mø ej gaa."781.
509.
Mælte da Fru Krimhild (hun var saa saare gram):
„Kunde du have tiet, var du nu fri for Skam.
Du selv har bragt Skændsel over dit skønne Liv:
hvor kunde en ufris Frille vorde en Konges Viv?"782.
510.
„Hvem skælder du for Frille?" mælte Kongens Viv.
„Dig," mælte Krimhild, „saa sandt dit skønne Liv
blev favnet først af Sigfred, min Husbond saare kær.
Det var ikke min Broder, som først laa dig nær.783.
511.
Hvor var da din Klogskab? Din List var ej til Gavn.
Saa sandt han var din ufri, hvi tog du ham i Favn?"
"Jeg hører," mælte Krimhild, „dig klage uden Skjel."
„Det skal jeg," mælte Brynhild, „sige til Gunther selv."784.
512.
„Hvad Mén kan det mig volde? Dig sveg dit Overmod:
du mælte uden Dølgsmaal, jeg i din Tjenest stod.
Det opfylder mit Hjerte med evigt Ubehag:
med dig er trofast Venskab ude fra denne Dag."785.
513.
Brynhild brast i Taarer: Krimhild gram i Sind
gik foran Kongens Hustru i Domkirken ind
tillige med sit Følge. Da groed bittert Nag:
deraf blev Øjne matte, som straalte end den Dag.786.
514.
Hvor vel Gud man tjente eller i Kirken sang,
imens tyktes Brynhild dog Tiden alt for lang:
mørkt var hendes Aasyn og kvalfuldt hendes Mod.
Det maatte siden undgælde mangen Kæmpe god.787.
515.
Brynhild med sit Følge af Domkirken skred.
Hun tænkte: „Nu skal Krimhild ej længer tie med,
hvorfor saa højt mig skylder den ordskarpe Viv.
Har Sigfred deraf pralet, da gælder det hans Liv."788.
516.
Nu kom den ædle Krimhild med mange kække Mænd.
Mælte da Fru Brynhild: „I skal standse end.
I skældte mig for Frille: nu vidn, hvad I har sagt.
I har med eders Tale en svar Sorg mig bragt."789.
517.
Mælte da Fru Krimhild: „I burde ladt mig gaa.
Jeg vidner det med Guldet, som her jeg bærer paa:
det bragte mig min Husbond, da han jer Seng forlod."
Aldrig leved Brynhild en Dag saa lidet god.790.
518.
„Det ædle Guld," hun mælte, „har man mig stjaalet fra,
og saare længe skjultes det ilde siden da:
nu kommer det for Lyset, hvo det fra mig stjal."
Begge de ædle Fruer var fyldt af bitter Kval.791.
519.
Da genmælte Krimhild: „Hvem tør tyvte mig her?
Du kunde have tiet, om Æren var dig kær.
Jeg vidner det med Bæltet, jeg bærer om mit Liv,
at ingen Løgn jeg siger: du blev min Sigfreds Viv."792.
520.
Af Silkestof fra Ninive hun Midieremmen bar,
smykt med Ædelstene: saare god den var.
Dér Fru Brynhild saa den, da faldt i Graad hun hen:
det skulde Gunther høre og alle Gunthers Mænd.793.
521.
Mælte Dronning Brynhild: „Nu hente I paa Stand
Rhinens bolde Fyrste, at han erfare kan,
hvad skændig Haan hans Søster over mit Liv har bragt.
At jeg var Sigfreds Hustru, har aabent her hun sagt."794.
522.
Kongen kom med Kæmper. Han fandt sin Viv i Graad:
hvor saare kærligt talte den Kæmpe velberaad:
„Sig mig, kære Frue, hvem har jer krænket saa?"
Hun gensvared Kongen: „Jeg maa i Kvide staa.795.
523.
Al min Dyd og Ære din Søster Krimhild vil
nu gerne mig berøve. Dig klager jeg det til:
hun siger, jeg har bolet med Sigfred, hendes Mand?"
„Da har hun handlet ilde," saalunde mælte han.796.
524.
„Mit Bælte, som jeg misted, det har din Søster paa,
derhos mit Guld det røde. Jeg saare græmmes maa,
at nogen Tid jeg fødtes, om ej du værner mig,
Drot, mod denne Skændsel: med Tak jeg lønner dig."797.
525.
Mælte da Kong Gunther: „Lad Sigfred for mig gaa.
Har han af saadant pralet, skal han til Ansvar staa:
eller og nægte Skylden, hin Helt af Nederland."
Da bød man Krimhilds Husbond bringe derhen paa Stand.798.
526.
Dér nu den Herre Sigfred saa dem i Vrede staa,
han vidste ikke Grunden; i Hast han mælte saa:
„Hvi græder disse Fruer? det gad jeg gerne kendt,
eller af hvilken Aarsag mig Kongen Bud har sendt."799.
527.
Mælte da Kong Gunther: „Det gaar mig saare nær:
et Budskab mig siger min Frue Brynhild kær.
Du skulde have pralet, du først var hendes Mand,
siger din Viv Krimhild: er den Tale sand?"800.
528.
„Nej," svared ham Sigfred. „Og har hun mælet saa,
da skal jeg ikke hvile, før hun det angre maa:
det vil for dine Helte jeg med min dyre Ed
højt og helligt vidne, fra mig hun sligt ej ved."801.
529.
Mælte Kongen af Rhinen: „Det skal du lade se,
den Ed, som du byder, og naar det monne ske,
da skal du vorde frikendt for Skyld og falske Ting."
Man bød de rhinske Helte træde sammen i en Ring.802*.
530.
Den saare kække Sigfred bød Haanden frem til Ed.
Da mælte den rige Konge: „Til fulde jeg nu ved,
at I er uden Brøde: jeg kender eder fri,
og hvad min Søster siger, er I uskyldig i."803*.
531.
Mælte atter Sigfred: „Glæder det min Viv,
saalunde at have krænket den skønne Brynhilds Liv,
da smerter det mig svarligt, det maa for vist du tro."
Da saa til hinanden de gæve Helte to.804.
532.
„Det bør man lære Fruer," stærk Sigfred mælte da,
„at stolt og yppig Tale de holdes borte fra.
Formén du din Viv sligt, jeg selv gør ligesaa.
Ved hendes grove Adfærd for sand jeg blues maa."805.
