Nibelungekvadet 15
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
533.
Mange skønne Fruer blev adskilt med Ord.
Da nagedes Fru Brynhild af Kummer saare stor,
saa derved maatte ynkes Drotten Gunthers Mænd.
Da kom Hagen af Tronje til sin ædle Frue hen.806.
534.
Til deres Raad kom Ortvin og Gernot dernæst.
At Sigfred misted Livet, tyktes Heltene bedst.
Giselher den unge han traadte ogsaa did.
Med Troskab han mælte, da han hørte deres Id:808.
535.
„I saare gode Kæmper, hvad tænker I dog paa?
Ingen Tid har Sigfred fortjent jert Had at faa,
saa at han skulde undgælde derfor med sit Liv.
En ringe Aarsag volder, at Kvinder kommer i Kiv."809.
536.
„Skal vi fostre Gøge?" Hagen mælte saa;
„deraf saa gode Helte skal ringe Glæde faa.
Saa sandt som han har pralet med min Drots ædle Viv,
vil selv jeg dø, om ikke det koster ham hans Liv."810.
537.
Af Metz Kæmpen Ortvin mælte da det Ord:
„Ham skal ikke gavne hans Styrke saare stor.
Om det min Herre tykkes, da volder jeg ham Ondt."
Ham undsagde ufortjent Heltene i Burgund.812.
538.
Ham fulgte endnu Ingen uden at Hagen blot
til alle Tider raadte Burgunderlandets Drot,
om Sigfred ikke leved, da kom i Heltens Magt
mange Kongers Lande. Da blev hans Hu forsagt.813.
539.
Han mælte: „Lad dog fare saa mordlystne Ord.
Os til Held og Ære blev Helten født til Jord.
Den underkække Kæmpe er dertil saare stærk:
fik han vor Agt at vide, blev haabløst vort Værk."815.
540.
„Nej nej," mælte Hagen „I kan dog tie vist:
jeg tror, at jeg kan lønligt mage det med min List,
saa Dronning Brynhilds Taarer skal bringe ham i Nød.
Hagen har ham svoret sit Had i Liv og Død."816.
541.
Mælte da Kong Gunther „Hvordan kan det gaa til?"
Dertil svared Hagen: „Jeg jer det sige vil.
Bud lader vi komme, som ej er kendte her,
at byde os i Landet en aaben Ledingsfærd.817.
542.
Saa sig for eders Gæster, I agter jer af Land
med eders Mænd paa Krigstog Saa snart I gør saadan,
lover han jer sin Bistand: thi mister han sit Liv:
herom vil jeg fritte den kække Kæmpes Viv."818.
543.
Til Mén fulgte Kongen sin Mand Hagens Raad.
Paa denne Maade pønsed paa saare troløs Daad
de vidt kendte Kæmper, før man erfor derom.
For to Fruers Trætte Helte af Dage kom.819.
544.
Paa Fjerdedagens Morgen to og tredive Mænd
kom ridende til Hove. Et Bud bragtes hen
til Gunther den saare rige, at ham forkyndtes Krig.
Engang voldtes Fruer Fortræd af denne Svig.820.
545.
Man gav dem Lov at træde for Drotten Gunther frem;
dér meldte de, at Lydeger havde udsendt dem:
ham tilforn besejred den stærke Sigfreds Hand
og bragte med som Gidsel til de Burgunders Land.821.
546.
Sendemændene hilste han og bød til Sæde gaa.
En iblandt dem mælte: „Herre, lad os staa,
til I har hørt det Ærind, som her skal vorde sagt.
Vid, at der er mange, hvis Avind I har vakt.822.
547.
Jer undsiger Lydegast, derhos og Lydeger,
dem blev i fordums Dage voldt svar Mén af jer:
thi agter de at ride i Leding mod jert Land."
Da Kongen hørte dette, hvor saare vredtes han!823.
548.
Man bød de falske Sendemænd til Herberg at gaa.
Hvorlunde havde Sigfred vel kunnet agte paa,
han eller nogen Anden, at værge sig mod List?
Dem selv skulde det vorde til svar Mén til sidst.824.
549.
Med sine Venner hviskende Burgunderkongen gik.
For Tronjehelten Hagen aldrig Fred han fik.
End havde Kongens Helte vel hindret deres Daad;
dog ingen Sinde Hagen lod fare sine Raad.825.
550.
En Dag fandt dem Sigfred, da hviskende de stod.
Da gav sig til at spørge den Helt saare god:
„Hvi gaar sorgfuld Gunther med samt hans Følge stolt?
Til Hævn er jeg rede, har Nogen Mén ham voldt."826.
551.
Mælte da Kong Gunther: „Jeg græmmer mig med Grund.
Lydegast og Lydeger de vil om føje Stund
komme med aaben Fejde at hjemsøge mit Land."
Da genmælte Helten: „Det skal Sigfreds Hand827.
552.
til eders fulde Ære formene dem med Flid.
Jeg handler end mod Kæmperne som alt i fordums Tid:
hvis ej jeg lægger dem øde, hvad Land og Byer de vandt,
før jeg ender Kampen, saa tag mit Liv i Pant.828.
553.
I selv og eders Kæmper skal blive i jert Hjem,
mens jeg og mine Helte rider paa Tog mod dem.
At gerne jeg jer tjener, skal grant I faa at se:
af mig skal eders Fjender en svar Skade ske."829.
554.
„Hav Tak for dette Budskab," mælte Gunther glad,
som om en Fare trued for Alvor Land og Stad.
Med Svig dybt sig bøjed den falske Mand derpaa.
„I være ubekymret," Herr Sigfred mælte saa.830.
555.
Da rusted de til Krigstoget mangen tapper Svend,
saa Sigfred skulde se det med samt hans gæve Mænd.
Da bød han.sig berede sin Flok fra Nederland:
thi søgte Sigfreds Helte deres Stridsdragt paa Stand.831.
556.
Mælte stærken Sigfred: „Min Fader Sigmund kær,
I skal blive tilbage. Om føje Tid vi er,
skænker Gud os Lykke, igen i Gunthers Borg.
Saa længe skal I blive hos Kongen uden Sorg."832.
557.
Nu tilbandt de Fanerne, som vilde de af Land.
Da kom af Gunthers Helte mangen tapper Mand,
hvem endnu ej var kundgjort, hvorfor det monne ske.
Da kunde man hos Sigfred et stort Følge se.833.
558.
De fastbandt paa Hestene Hjelm og Pansersærk:
til Krigstoget rusted sig mangen Ridder stærk.
Gik da Hagen af Tronje for Krimhild at staa
og bad, nu bort de skulde, om Orlov at faa.834.
559.
„Nu hil mig," mælte Krimhild, „jeg gav en Mand min Haand,
som værger mine Frænder saa saare redebon,
som Sigfred, min Husbond, mod mine Brødre gør.
Thi er jeg stolt til Mode som ingen Sinde før.835.
560.
Kære Frænde Hagen, til Minde eder drag,
at jer jeg gerne tjener og aldrig viste Nag.
Lad det til Gavn mig komme paa min Ægtefælle god.
Ham bør det ej skade, har jeg Brynhild gjort imod."836.
561.
„I udsones sagtens igen om føje Tid.
Nu skal for sand I sige mig, Krimhild, Frue blid,
hvordan jeg kan jer tjene med Sigfred, eders Mand.
Frue, ingen Kæmpe jeg bedre unde kan."838.
562.
„Jeg skulde ikke ængstes," mælte Sigfreds Viv,
„at nogen Mand i Kampen skulde øde Heltens Liv,
om blot han ikke fulgte sit alt for raske Mod:
saa var til hver Tid sikker hin Kæmpe kæk og god."839.
563.
„Frue," mælte Hagen, „og har I derfor Frygt,
at man kan saare Sigfred, saa sige I mig trygt,
hvorledes mig kan times at frelse ham for Saar.
Jeg skal ham sikkert skærme, hvor jeg rider eller gaar."840.
564.
„Du er min Maag," hun mælte, „saa er jeg din igen:
i din Haand betror jeg min dyrebare Ven,
at du vil sikkert skærme min kære Mand Sigfred."
Da røbed hun ham Noget, hun burde tiet med.841.
565.
„Min Mand er kæk," hun mælte, „og saare stærk endda.
Da Lindormen han fældte ved Bjerget langt herfra,
da baded sig i Blodet hin Kæmpe velbered.
Fra den Tid i Striden ham intet Værge bed.842.
566.
Dog maa jeg saare ængstes, naar han i Kampen staar
og mange Spyd og Lanser af Heltes Hænder gaar,
at jeg da skulde miste min kære Mand derved.
Ak, hvor tit for Sigfred jeg svar Angest led!843.
567.
I Lid til ærligt Venskab, Hagen, siger jeg dig,
og aldrig vil du svige din Troskab mod mig,
det Sted, hvor man kan ramme min Husbond saare kær.
Det skal paa Tro og Love jeg kundgøre her.844.
568.
Dér af Ormens Vunder udrandt det hede Blod,
og da sig deri baded den kække Kæmpe god,
da faldt mellem hans Skuldre et bredt Lindeblad.
Dér kan Sigfred saares: det gør mig tit uglad."845.
569.
Da mælte Hagen af Tronje: „Et lille Tegn I dér
skal sy paa hans Klædning. Saalunde let jeg ser,
hvor jeg skal skærme Helten midt under Kampens Nød."
Hun tænkte ham at frelse: dog voldte det hans Død.846.
570.
„Med smaa Silke syr jeg nu paa hans Klædebon
et lønligt Kors," hun mælte. „Dér skal, Helt, din Haand
skærme min Ægtefælle, naar Kampen bliver haard,
og naar for Fjenders Skarer han midt i Striden staar."847.
571.
„Det skal jeg, kære Frue," gav Hagen hende til Svar.
Da tænkte ogsaa Fruen, at til hans Gavn det var:
paa denne Vis forraadtes Krimhilds Ægtemand,
Orlov tog da Hagen, og saare glædtes han.848.
572.
Bort gik Kongens Hirdmand. Til ingen Tid, jeg tror,
skal nogen Sinde atter en Kæmpe her paa Jord
øve en saadan Falskhed som Hagen til sin Skam,
dengang Dronning Krimhild satte sin Lid til ham.849.
573.
Andendagens Morgen med sine tusind Mand
da red den Herre Sigfred fortrøstningsfuld af Land.
Det var hans Haab at hævne sine gode Frænders Vé.
Saa nær red ham Hagen, at hans Dragt han kunde se.850.
574.
Saa snart han skued Billedet, i Løn han sendte ud
to af sine Svende at sige andet Bud:
sin Fred skulde beholde Gunthers Rige end,
thi havde Lydeger sendt dem med Bud til Worms igen.851.
575.
Hvor ugerne Sigfred mod Hjemmet atter red
uden at have hævnet den Tort, hans Frænder led!
Ham bragte Gunthers Helte igen til Worms med Nød.
Da red han hen for Kongen, som fluks sin Tak ham bød:852.
576.
„Nu lønne Gud jer Villie, Frænde Sigfred kær.
At gerne I vil gøre, ihvad jeg beder jer,
det skal jeg altid lønne, som jeg med Rette maa.
For alle mine Frænder jer lider fuldt jeg paa.853.
577.
Siden vi dette Krigstog saa vel er blevne kvit,
saa agter jeg at ride, som jeg har gjort saa tit,
til Vasgenwald at holde paa Svin og Bjørne Jagt."
Den Plan havde Hagen, den troløse, lagt.854.
578.
„Alle mine Gæster dem sige man Besked,
at vi vil aarle jage: vil Nogen ride med,
da gøre de sig rede; men hvem det volder Lyst
at blive her hos Fruerne, han gøre det fuldtrøst."855.
579.
Da mælte den Herre Sigfred med ædel Tugt bered:
„Naar I paa Jagt vil ride, da vil jeg gerne med.
Saa skal I først mig skaffe til Laans en Jægersvend
og et Par Støverhunde til Jagt i Skoven hen."856.
580.
„Vil een kun I have?" gav Kongen ham til Svar.
„Jeg flyer jer, vil I, fire, som godt Kendskab har
til Skoven og dens Stier, hvor Dyr holder til,
saa ikke vild I farer, naar I til Lejren vil."857.
581.
Da red han til sin Hustru, hin Kæmpe uforsagt.
Sin Plan havde Hagen Kong Gunther forebragt,
hvorlunde han vilde dræbe den ædle Kæmpe dér.
Saa svar Falskhed burde man aldrig øve mer.858.
