Nibelungekvadet 16
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
580 .
Gunther og Hagen, de saare gæve Mænd,
kaldte med Svig i Hjerte til Jagt i Skoven hen.
De vilde jage Vildsvin med deres skarpe Spær,
derhos Bjørn og Bøffel: en mandig Ridderfærd.859.
581 .
Da gik den gæve Kæmpe for Krimhild at staa,
da alt hans Jagtudrustning paa Pakheste laa,
hans og hans Fællers: de vilde over Rhin.
Da nagedes Fru Krimhild af Frygt for Vennen sin.861*.
582.
Sin hjertenskære Frue kyssede han paa Mund:
„Gud give mig, Veninde, jeg genser dig sund,
og mig dine Øjne. Dine kære Frænder nær
skal Tidkort du finde: jeg kan ej blive her."862*.
583.
Da mælte hun til Kæmpen: „Slaa Jagten af din Hu.
Jeg drømte om to Vildsvin, den Drøm volder mig Gru,
de jog dig over Heden, saa mangen Blomst blev rød.
Thi maa jeg græde saare, det sker af bitter Nød.864*.
584.
Alt for svart jeg frygter for En og Andens Raad,
i Fald man havde krænket med ubetænksom Daad
nogen af dem, som mægted at skade os med Had.
Bliv, kære Herre," saa bønligt hun ham bad.865*.
587.
Han mælte: „Min Veninde, jeg kommer snart igen.
Jeg ved Ingen at nævne, som ikke er min Ven.
Alle dine Maage mig elsker hver især:
det skyldes mig og ærligt af disse Kæmper her."866*.
588.
„Nej nej, Herre Sigfred: dit Fald jeg frygter nu.
Jeg drømte om to Bjerge, den Drøm volder mig Gru,
de styrted sammen paa dig jeg saa dig aldrig mer.
Vil du nu skilles fra mig, til svar Sorg det sker."867*.
589.
Sin dydkære Dronning trykked han til sit Bryst.
Med kærligt Kys han søgte at skænke hende Trøst.
Han skiltes fra sin Hustru en stakket Stund derpaa.
Ak, ingen Sinde mere hun levende ham saa.868*.
590.
Da red man bort fra Byen, til en dyb Skov de drog
for dér at søge Gammen. Til deres Jægertog
fulgtes Landets Herre af mangen Ridder glad.
Gernot og Giselher blev hjemme i hans Stad.869*.
591.
Fuldtpakkede Heste var sendte over Rhin,
som til hans Jægerfølge førte Brød og Vin,
Kød sammen med Fiskene og anden Spise god,
hvoraf saa rig en Konge med Ret har Overflod.870*.
592.
Jagtlejren opslog de bolde Jægersmænd
paa et vidtudstrakt Holmland, hvor Vildtet dreves hen,
foran de grønne Skove: dér holdt de deres Jagt.
Did var Sigfred kommen: det blev Kong Gunther sagt.871.
593.
Af Jagtfølget stilledes der Vagtposterud
trindt i alle Hjørner. Da mælte Kæmpen prud,
Sigfred den stærke: „I Helte, hør mit Ord:
hvem skal os nu føre til Skov paa Vildtets Spor?"872.
594.
„Lad os skilles fra hverandre," Hagen mælte saa,
„forinden vi begynder den Jagt, vi tænker paa,
saa jeg og mine Herrer kan skønne om dernæst,
hvo af os paa Jagtfærden jager allerbedst.873.
595.
Af Folk saa vel som Hunde Enhver sin Del skal faa
og frit søge de Veje, han helst vil ride paa.
Hvo det bedste jager, skal bære Prisen her."
Ej længe tøved Jægerne da hos hverandre mer.874.
596.
Mælte dernæst Sigfred: „Jeg har ej Brug for Hund,
naar blot jeg har en Støver, som har haft Blod i Mund,
saa at den kender Færten af Vildtet gennem Gran.
Vi venter Held af Jagten," mælte Krimhilds Mand.875.
597.
Da tog en gammel Jæger en god Støverhund:
han bragte stærken Sigfred efter en føje Stund
did, hvor Dyr der fandtes. Hvad op fra Lejet sprang,
det opjaged Svende, som siden mangen Gang.876.
598.
Foran en mægtig Vildorne stod hans Støverhund,
men gav sig saa paa Flugten. Da kom i rette Stund
selve Jagtens Mester og tog dens Spor paa Stand.
Da løb Svinet i Vrede imod den gæve Mand.881.
599.
Da ramte Krimhilds Husbond Ornen med sit Sværd:
saa let var ingen Anden ellers kommen den nær.
Man indfanged Hunden, da Dyret var ombragt.
Da blev hans rige Jagtbytte rhinske Kæmper sagt.882.
600.
Støj og højlyd Tummel de overalt fornam.
Der klang en svar Larmen af Raab og Hundeglam,
saa Granskov og Bjerge gav Genlyd om Kap,
da fire og tyve Kobler af deres Baand man slap.883.
601.
Da maatte Dyr i Mængde fortabe Livet dér.
Thi tænkte og Burgunderne, de maatte være nær
til Jagtens Pris at vinde: det kunde ikke ske,
da først stærken Sigfred ved Ilden lod sig se.884.
602.
Jagten var nu hendød, dog ikke helt fuldbragt.
De, som kom til Ildstedet, bar saa tung en Dragt
af mange Dyrehuder og Vildt mer end nok.
Hvad blev ej bragt til Køkkenet til Kongens Jægerflok!885.
603.
Befol da Kongen kundgøre for hans Jægersmænd,
at han vilde holde Maaltid. Da blæste fluks en Svend
een Gang i Hornet: dem blev bekendt deraf,
at man den ædle Fyrste i Jagtlejren traf.886.
604.
„Lad os og ride fra Skoven," Herr Sigfred mælte da.
Let bar hans Hest ham: de hasted med derfra.
Et grumt Dyr blev opskræmt af Hovslagenes Gny,
det var en bister Bamse. Da mælte han paa ny:887.
605.
„Af Gammen skal jeg skaffe os Jægere end mer.
Slip nu atter Hunden: en Bjørn hist jeg ser:
den skal drage med os hen til vort Bedested.
I Hast skal den flygte, vil den frelse sig derved."888.
606.
Man løste Støverhunden, Bjørnen sprang derfra.
At indride Dyret var Sigfreds Villie da.
Da løb den til et Vindfæld: her maatte Hesten staa.
Det stærke Dyr alt tænkte for Fjenden Fred at faa.889.
607.
Den stolte gode Ridder svang sig af Hestens Ryg
og satte efter Bjørnen. Nu var den i Betryk,
den kunde ikke undfly: med Hænder han den tog,
og uden den at saare i Reb han den slog.890.
608.
Derved formentes Dyret, at det kradsed eller bed.
Han bandt det til sin Saddel, og videre han red.
Han bragte det til Ildstedet i sit stolte Mod
for Tidkort at skaffe, hin Kæmpe kæk og god.891.
609.
Da han stod ned af Hesten, af Dyrets Ben og Mund
løste han atter Baandet. Da klang i samme Stund
et stort Glam af Hunde, da de blev Bjørnen var.
Den vilde ind i Skoven: da blev der Skynding svar.899.
610.
Hen over Kogestedet løb den, skræmt af Støj:
eja, hvor Køkkensvende i Hast fra Ilden fløj!
om Kuld slog den Kedler, i Muld mangen Glød:
eja, hvad gode Spiser i Askehoben flød!900.
611.
Herrerne med Følget fra deres Sæder sprang.
Bjørnens Vrede tændtes: da løstes end en Gang
den hele Hundeskare, man i Reb havde lagt.
Var Lykken med, dem vented en saare munter Jagt.901.
612.
Med Bue og med Lanser saa saare travlt de fik,
da løb de raske Helte didhen, hvor Bjørnen gik.
Der var saa mange Hunde, at Ingen for dem skød.
Af Jægerskarens Raaben Bjergene trindtom lød.902.
613.
Bjørnen veg for Hundene: da var Ingen i Stand
til at indhente Dyret uden Krimhilds Mand.
Han løb den op med Sværdet, saalunde vog han den.
Man slæbte atter Dyret til Ildstedet hen.903.
614.
Da sagde de, som saa det, han var en kraftig Mand.
Til Bordene man kaldte de Jægersmænd paa Stand,
og paa et fagert Grønsvær alle til Sæde kom.
Eja, hvad rige Spiser blev dér budne om!904.
615.
Mælte da Herr Sigfred: „Jeg undres, al den Stund
man os fra Kogestedet plejer saa mangelund,
hvorfor da ikke Skænkerne endnu har Vin os bragt.
Plejes vi ikke bedre, er jeg helst fri for Jagt.909.
616.
Utak fortjener saa daarlig Skafferskik.
Syv Lastdyrs Ladning Mjød og Krydderdrik
burde man have hidbragt. Nu vi mangler Vin,
skulde man have lejret os nærmere ved Rhin."909.
617.
„I ædle Kæmper," mælte Hagen af Tronje bold,
„jeg ved, at her i Nærheden rinder en Kilde kold
(at ikke I skal vredes): dér skal vi gaa hen."
Det Raad blev til Kvide for mange gæve Mænd.910.
618.
Da de sig dernæst agted af Sted til Linden bred,
mælte Hagen af Tronje: „Det siges mangeled,
at ingen Helt kan følge Krimhilds ædle Mand,
naar af al Magt han løber: det gad vi se for sand."913.
619.
Mælte da af Nederland den kække Helt Sigfred:
„Det kan I sagtens prøve, hvis I vil løbe med
om Kap did til Kilden. Naar da vort Løb er endt,
kan I til Hobe skønne, hvo Prisen har fortjent."914.
620.
Da genmælte Hagen: „Det vil vi prøve paa."
„Saa agter jeg at lægge mig," Sigfred mælte saa,
„her for eders Fødder i Grønsværet ned."
Da Gunther hørte dette, hvor glædtes han derved!915.
621.
Mælte den bolde Kæmpe: „Jeg siger eder end,
jeg vil min hele Udrustning bære med derhen,
al min Jægerklædning, mit Skjold og mit Spær."
Hastigt bandt han om sig sit Kogger og sit Sværd.916.
622.
Af deres Legem lagde de Klæderne derpaa:
i to hvide Skjorter man saa dem begge staa.
Som to vilde Pantere de løb i Kløver grøn:
dog saa man først ved Kilden Sigfred, Sigmunds Søn.917.
623.
Pris i alle Dyder for mangen Mand han vandt.
Sit Sværd fluks han løste, Koggeret af han bandt,
det stærke Spyd det lænte han op mod Linden næst:
ved Kildevældet vented den saare skønne Gæst.918.
624.
I alt teed Sigfred sig som en Ridder bold.
Dér hvor Kilden risled, dér lagde han sit Skjold:
hvor stærkt end han tørsted, den ædle Helt ej drak,
før Kongen havde drukket: han gav ham ilde Tak.919.
625.
Kølig risled Kilden, den randt klar og god.
Da bøjed Drotten Gunther sig over Vandets Flod:
sin Tørst dér han slukked, han rejste sig derpaa.
Gerne havde Sigfred og handlet ligesaa.920.
626.
Han bøded for sit Højsind. Hans Armbrøst og Sværd
det bar til Hobe Hagen i Hast fra Stedet dér.
Da ilte han tilbage, han tog hans Spyd i Haand
og saa mod et Billed paa Heltens Klædebon.921.
627.
Mens Sigfred af Kilden stillede sin Trang,
han skød ham gennem Korset, saa ud af Saaret sprang
Blodet fra hans Hjerte fast paa Hagens Dragt.
Saa svar Udaad aldrig skal vorde mer fuldbragt.922.
628.
Som en afsindig Sigfred op fra Kilden sprang:
da raged fra hans Skuldre en Spydstage lang.
Fyrsten tænkte at finde end Bue eller Sværd:
da havde Hagen faaet den Tak, hans Daad var værd.924.
629.
Haardt saaret fandt ej sit Sværd hin Kæmpe bold;
han havde intet Andet tilbage end sit Skjold:
det tog han op fra Kilden, Hagen angreb han:
ham kunde ikke undløbe Drotten Gunthers Mand.925.
630.
Trods hans Ulivsvunde hans Slag saa kraftigt faldt,
saa at der ud fra Skjoldet sig spredte overalt
en Mængde Ædelstene: da brast endog hans Skjold.
Gerne havde sig hævnet den ædle Kæmpe bold.926.
631.
For Heltens Hænder Hagen segned til Jorden ned.
Saa stærkt ramte Slaget, at Holmen klang derved.
Havde han Sværd i Hænde, da blev det Hagens Død.
I Afmagt han vredtes: dertil ham tvang hans Nød.927.
632.
Blegnet var hans Farve: han kunde ikke staa.
Hans hele Legemsstyrke den maatte snart forgaa,
siden han alt bar Dødstegnet paa sin Pande hvid.
For ham sørged siden mangen en Frue blid.928.
633.
Da segned mellem Blomster Krimhilds Husbond god,
af Heltens store Vunde der randt en Strøm af Blod.
Da tog han til at skælde (ham tvang den haarde Nød)
dem, der havde voldt ham en saare troløs Død.929.
634.
„I saare onde Niddinger," han mælte, Døden nær.
„Hvad hjælper al min Tjenest, nu I har dræbt mig her?
Jeg var jer tro bestandig: det undgælder jeg nu.
Jer Slægt har I skændet ved en Daad, fuld af Gru."930.
635.
Ridderne løb til Hobe, did hvor han slagen laa.
Den Dag blev uden Glæde for mange, som det saa.
De, som havde Troskab, med Graad traadte ham nær:
det var den ædle Ridder vel for sin Gævhed værd.932.
636.
Kongen af Burgunden græd og for Heltens Død.
Dødssaaret han mælte: „Det times uden Nød,
at den græder for Skaden, der voldte den med Raad.
At lastes han fortjener: han burde spart sin Graad."933.
637.
Mælte den grumme Hagen: „Hvorfor mon klager I?
Vor Angest og vor Kvide for stedse er forbi:
vi finder nu ej mange, som maaler sig med os.
Vel mig, at hans Vælde jeg turde byde Trods."934.
638.
„I kan sagtens prale," gav Sigfred ham til Svar.
„Havde jeg ikkun anet, hvad Mordlyst I bar,
da havde jeg vel værnet mod eders Svig mit Liv.
Jeg ynkes nu for Intet som for Krimhild, min Viv.935.
639.
Nu give Gud vil ynkes, at mig en Søn blev fød,
som efter disse Dage af Skam skal farves rød,
fordi engang med Snigmord hans Slægt slog En ihjel.
Kunde jeg," mælte Sigfred, „da hævned jeg det selv."936.
640.
Dødssaaret han mælte med Kvide disse Ord:
„Vil, ædle Drot, herefter mod Nogen her paa Jord
I endnu vise Troskab, befaler jeg til jer,
i Lid til jer Naade, min Hustru saare kær.937.
641.
Og lad det hende gavne, at hun jer Søster er:
for alle Fyrsters Dyder I tro staa hende nær.
Mig skal længe vente min Fader og mine Mænd.
Aldrig fik en Kvinde mer Sorg for sin Ven."938.
642.
Blomsterne allevegne var vaade af hans Blod.
Da kæmped han med Døden: snart han Livet lod,
thi Dødsvaabnet gav ham en Vunde alt for grum.
Den kække Kæmpes Læbe blev da for stedse stum.939.
643.
Da Herrerne nu skued, at Sigfred var død,
paa et Skjold man ham lagde, som var af Guldet rød.
Da traadte de tilsammen for end at pleje Raad,
hvordan man kunde dølge, at det var Hagens Daad.940.
644.
Da sagde mange blandt dem: „Os er timet Mén.
I skal alting dølge og sige hver og En,
at Dronning Krimhilds Husbond alene Vildtet jog,
og mens han red i Granskoven, Stimænd ham vog."941.
645.
„Jeg bringer ham til Landet," Hagen mælte saa.
„Om hun faar alt at vide, kun lidt jeg agter paa,
saa haardt hun har krænket Dronning Brynhilds Hu.
Jeg agter det for ringe, om Krimhild græder nu."942.
646.
Da bied de paa Natten, til over Rhin de for.
Ej kunde Helte værre holde Jagt her paa Jord.
Et Vildt, dér de fældte, begræd mangen Viv.
Thi maatte siden Stridsmænd bøde med deres Liv.943.
