Nibelungekvadet 20
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
750.
Det var i hine Dage, Fru Helke endte sit Liv,
og at Kong Etzel søgte en anden Ægteviv:
da raadte ham hans Frænder til en Viv i Gunthers Land.
Den Frue hedte Krimhild og sad i Enkestand.1083.
751.
Mælte den ædle Konge: „Hvem af eder kan
til fulde mig berette om Rhinens Folk og Land?"
Mælte den gode Rydeger, hin Helt af Bechelarn:
„Jeg kender Dronning Krimhild, fra dengang hun var Barn."1087.
752.
Da genmælte Etzel: „Frænde, sig for sand,
om vel hun burde Krone bære i mit Land.
Og er hun da saa fager, som mig er bleven sagt,
glæder jeg mine Venner af al min bedste Magt."1089.
753.
„Hun maaler sig i Skønhed vel med min gode Frue,
den saare rige Helke. Ja, aldrig skal man skue
vænere i Verden en Konges Ægteviv.
Den, sit Ja hun giver, ham trøstes vel hans Liv."1090.
754.
„Saa vær min Bejler, Rydeger, saa sandt du har mig kær.
Og skal mig times, Krimhild engang at ligge nær,
da lover jeg at lønne dig det bedste, jeg formaar:
saa sandt du da har fuldbragt, hvad nu jeg helst attraar.1091.
755.
Af mit Skatkammer, byder jeg, i fulde Maader tag,
saa du og dine Fæller kan ride did i Mag,
af Gangere og Klædebon tag, hvad helst du vil.
Jeg byder, at man udruster eder vel dertil."1092.
756.
Dertil svared Rydeger, hin Markgreve prud:
„Begærte jeg dit Gods nu, tog det sig ilde ud.
Jeg rider som din Sendemand til Rhin redebon,
men for mit eget Eje, mig gavmildt gav din Haand."1093.
757.
Bud sendte til Bechelarn Rydeger fuldtrøst.
Da følte Markgrevinden paa een Gang Sorg og Lyst.
Han meldte, at han skulde fæste Kongen en Viv:
hun maatte kærligt mindes den fagre Helkes Liv.1100.
758.
Da Budskabet meldtes paa Markgrevens Borg,
da brast hun ud i Taarer og grebes af en Sorg,
om vel hun skulde vinde som før en Frue god.
Tænkte hun paa Helke, blev sorgfuldt hendes Mod.1101.
759.
Dér vented nu Fru Gotelind sin Mand i Bechelarn:
den unge Margrevinde, Rydegers væne Barn,
glædte sig til at gense sin Fader og hans Mænd:
og vented Møer med Længsel den Stund, de kom derhen.1103.
760.
Før den ædle Rydeger til Bechelarn drog
fra Byen Wien, man havde vel rustet deres Tog
og fuldtop af Klæder paa Lastdyr dem lagt:
de red saa trygt, at Intet blev dem af Hænde bragt.1104.
761.
Dér de naaed Bechelarn og kom til Rydegers By,
gav sine Rejsefæller den gæstfri Herre Ly;
han bød dem saare kærligt kvæge sig dér en Stund.
Den ædle Jomfru talte til dem med Smil om Mund:1105—06.
762.
„Nu vær os stort velkomne, min Fader og hans Mænd."
Med Flid og blev buden en fager Tak igen
den unge Markgrevinde af mangen Ridder prud.
Gotelind alt kendte, hvi hendes Mand red ud.1107.
763.
Dér hun Natten efter ved Rydegers Side laa,
da spurgte Markgrevinden ham vennesælt derpaa,
hvorhen ham havde udsendt Kongen af Huneland?
Han mælte: „Min Fru Gotelind, det siger jeg for sand1108.
764.
Jeg rejser ud, at fæste min Drot en anden Viv,
al den Stund skøn Helke har endt sit fagre Liv.
Jeg rider efter Krimhild i Rhinkongens Gaard:
hun faar i Hunelandet en mægtig Dronnings Kaar."1109.
765.
„Gud give," mælte Gotelind, „det ske, al den Stund
vi hører hende prise for Dyder mangelund.
Hun gav vel Trøst for Helke os i vor Alderdom:
Gud give, hun som Dronning til Hunelandet kom."1110.
766.
Det var den syvende Morgen, af Bechelarn red ud
Værten og hans Kæmper. Af Vaaben og af Skrud
rigt Maal de førte igennem Bajrers Land.
Sjælden voved Stimænd med dem at binde an.1114.
767.
Tolv Døgn; var ledne, da de til Rhinen kom.
Da spurgtes deres Ankomst i Hast viden om.
At de var saare rige, blev snart i Byen kendt.
I den udstrakte Borgstad blev de til Herberg sendt.1115-16.
768.
Da de ukendte Gæster i Hus man havde bragt,
da blev de samme Herrer tagne vel i Agt.
Man undred sig derover, hvorfra til Rhin de kom.
Gunther kaldte Hagen og spurgte ham derom.1117.
769.
Mælte den bolde Hagen: „Om ret jeg kan forstaa,
thi det er længe siden, jeg Markgreven saa,
saa vilde det mig synes, som var den stolte Mand
Rydeger af Bechelarn, der kom fra Huneland."1120.
770.
„Hvorlunde skal jeg tænke," mælte Kongen paa Stand,
at Markgreven af Bechelarn kom hid til dette Land?"
Neppe havde Gunther sin Tale vel fuldendt,
da havde Tronje-Hagen den gode Rydeger kendt.1121.
771.
Med Frænderne han ilte af Salen ud at gaa.
Man saa fem Hundred Helte af deres Heste staa.
Da blev de vel modtagne, de Mænd af Huneland.
Saa skønt Skrud bar aldrig tilforn en Sendemand.1122.
772.
Højlydt mælte Hagen, hin Helt af Tronje prud:
„Nu være disse Kæmper velkomne os med Gud,
Borgherren til Bechelarn og al hans Skare god."
De raske Hunehelte tog fagert man imod.1123.
773.
Dem glædte og til Hobe den Velkomst, de fik.
Førte af Gunthers Hirdmænd de ind i Salen gik;
derinde fandt de Kongen og mangen Helt ham nær.
Herren stod fra Sædet med saare ædel Færd.1125.
774.
Han bragte ham til Sæde, hvor ogsaa selv han sad:
for Gæsterne bød han skænke (det gjorde man fuldglad)
Mjød den saare gode, dertil den bedste Vin,
som Nogen kunde finde i Landet omkring Rhin.1127.
775.
Da mælte Drotten Gunther: „Jeg tier ikke mer.
Hvorlunde begge lever, skal I os sige her,
Etzel og Helke, hist i Huners Land?"
Da mælte Markgrev Rydeger: „Det høre I paa Stand."1130.
776.
Med alle sine Helte han op fra Sædet stod.
Da mælte han til Kongen: „Og vil I, Fyrste god,
give mig Lov at tale, da skal jeg med mit Bud
ej tie mer, men sige, i hvad Hverv j eg red ud."1131.
777.
Han mælte: „Ihvad Hverv end til os har eder ført,
det skal I fritud sige, før jeg min Slægt har hørt.
Kundgør jert Budskab for mig og Følget her,
saa sandt jeg eder under kun Ære af jer Færd."1132.
778.
Mælte den vakre Sendemand: „Eder her ved Rhin
sin tro Hilsen melder den store Fyrste min,
jer selv og alle Frænder, som i jer Tjenest er:
af tro og ærligt Hjerte han sendte os til jer.1133.
779.
Den ædle Konge bad mig klage eder sin Nød.
Hans Folk er uden Glæde; min Frue hun er død,
Helke den saare rige, min Herres Ægteviv,
og uden Moder lever nu mangen Mø sit Liv."1134.
780.
Da mælte atter Rydeger, hin Budbringer prud:
„Konge, med jert Minde jeg kundgør et Bud,
som end min kære Herre til eder ønsker sendt,
han stedes svart i Vaande, for Helkes Liv er endt.1138.
781.
Man har forkyndt min Herre, Krimhild var uden Mand,
siden Sigfred døde. Er den Tale sand,
da skal hun bære Krone, ifald hun faar jert Minde,
for Drotten Etzels Kæmper: det bød han sige hende.1139.
782.
Med ædel Anstand svared dertil den rige Drot:
„Min Villie skal hun høre, om hende tykkes godt.
Den forkynder jeg eder om tre Døgn fra nu.
Hvi sige Nej til Etzel, før jeg kender hendes Hu."1140.
783.
Saalunde bied Rydeger indtil den tredie Dag.
Thi raadslog Kong Gunther med Kløgt i denne Sag
og hørte sine Maage, om det dem tyktes godt,
at Krimhild skulde ægte Etzel, Huners Drot.1142.
784.
Det raadte de til Hobe, alene Hagen ej:
han mælte til Kong Gunther: „Dertil I sige Nej!
Giv dog ikke jert Minde, men lyt til jer Forstand,
selv ej, om hun var villig, at tage ham til Mand."1143.
785.
„Hvorfor," mælte Gunther, „skal ej jeg sige Ja?
Jeg under hende villigt og raader ikke fra,
hvad godt hende kan times: hun er min Søsterlil.
Hvad hendes Ære gavner, bør vi selv raade til."1144.
786.
Da genmælte Hagen: „Det sige I nu ej.
Kendte I Kong Etzel paa samme Vis som jeg:
tager hun ham til Ægte, som godt det tykkes jer,
skal I for Alvor føle, hvad Sorg og Kvide er."1145.
787.
„Hvorfor?" mælte Gunther. „Jeg undgaar med Flid
at komme i hans Nærhed, saa at jeg nogen Tid
skulde føle hans Avind, om og hun blev hans Viv."
„Jeg raader," mælte Hagen, „derfra mit hele Liv."1146.
788.
Da mælte af Burgunden Kæmpen Giselher:
„Som tro Helt, Ven Hagen, kan I end vise jer:
hvad Mén I har voldt hende, gør den god igen.
Kan Lykke hende times, I bør ej hindre den."1148.
789.
Da genmælte Hagen: „Mit Raad urokket staar.
Skal Krimhild bære Krone i Hunekongens Gaard,
da volder hun os Skade, hvordan det end skal ske.
Lad fare eders Villie, vil paa jert Gavn I se."1152.
790.
I Vrede mælte Giselher, skøn Utes Søn, derpaa:
„Vi bør dog ej til Hobe som ménsvorne staa.
Kunde hun vinde Ære, det burde glæde os.
Jeg tjener hende trofast, Hagen, jer til Trods."1153.
791.
Da Hagen hørte dette, da blev han lidet fro.
Gernot og Giselher, de stolte Helte to,
beslutted dog omsider med Gunther, Landets Drot,
at give deres Minde, om Krimhild tyktes godt.1154.
792.
Mælte da Fyrst Gere: „Jeg vil til Fruen gaa
og raade til, at Etzel og hende tækkes maa.
Ham tjener mangen Kæmpe i Frygt velbered:
han kan sagtens trøste for al den Mén, hun led."1155.
793.
Da gik den gæve Kæmpe for Krimhild at staa.
Hun modtog ham venligt: fluks han talte saa:
„I kan mig sagtens hilse og byde Sendebrød:
jer vil Lykken frelse af al jer svare Nød.1156.
794.
Til eders Elskov, Frue, bejler en ædel Mand,
saa ypperlig som Nogen, der vandt sig Konges Land
eller med Ære smyktes med Krone i sit Rige:
han sender ædle Friermænd. Det bød jer Broder sige."1157.
795.
Mælte den kvidefulde: „Ak, undte Gud mig blot,
at I og mine Frænder lod fare eders Spot
imod mig stakkels Kvinde. Hvad skulde jeg en Mand,
hvem alt en ædel Hustru gav Hjertensglæde sand?"1158.
796.
Ihvad saa alle talte, hun rørtes ej derved,
saa at hun skulde skænke en Mand sin Kærlighed.
Da bad hende Heltene: „Nu lade I dog ske,
at I, om ikke Andet, vil Sendemanden se."1160.
797.
„Det vil jeg ikke hindre," gav Krimhild til Svar.
„For alle mange Dyder, som Markgreven har,
tager jeg villigt mod ham. Var han ej bleven sendt,
ihvem man ellers skikked, ham blev jeg ubekendt."1161.
798.
End mælte hun: „I Morgen I byde ham at gaa
herhid til Fruerstuen, da skal mit Svar han faa;
ham selv skal jeg sige min Villie saare grant."
Fra hendes fagre Læber paa ny Klager randt.1162.
799.
Den ædle Rydeger ønsked nu og af al sin Sjæl
at træde frem for Krimhild, hin Dronning vennesæl:
han kendte sig saa kløgtig, at havde Nogen Held
til at røre hende, da mægted han det selv.1163.
800.
Aarle næste Morgen efter endt Messetid
da kom de ædle Sendemænd, og Folket stimled did,
da Rydeger med Følge vilde til Hove gaa;
de stadselige Helte i rige Skrud man saa.1164.
801.
Krimhild den stolte hun var i Hu saa mod,
dér hun vented Rydeger, hin Budbringer god.
Hun gik i samme Klædning, hun alle Dage bar:
dog hendes ædle Følge man rigt klædt blev var.1165.
802.
Til Døren i sin Stue gik Krimhild ham imod,
og saare venligt hilste hun Etzels Ridder god.
Kun selvtolvte gik han frem for hende at staa.
Man viste ham den Ære, saa fornemt Bud man maa.1166.
803.
Herren og hans Fæller til Sæde man befol.
To ædle Markgrever stod for hendes Stol,
Ekkevart og Gere, de ædle Helte tro.
Under Husfruens Kvide var ingen Kæmpe fro.1167.
804.
Mælte den stolte Sendemand: „Kongedatter skøn,
I love mig at høre paa min og disses Bøn:
vil I tilstede, Frue, vi frem for eder staar
og siger, i hvad Ærind vi red til Gunthers Gaard?"1169.
805.
Det være eder tilstedt," gav Krimhild til Svar,
„hvad end I har at sige. Min Hu jeg fattet har:
villigt laaner jeg Øre en Sendemand saa god."
At ej det hende hued, de andre grant forstod.1170.
806.
Thi mælte da af Bechelarn Fyrsten Rydeger:
„Den stolte Konge Etzel, min Frue, siger jer
i Troskab og Kærlighed et Bud til dette Land:
at bejle til jer Elskov, sendte han mangen Mand.1171.
807.
Af al sin Hu han ønsker jer Lykke uden Svig:
sit Venskab han skænker jer saa uforanderlig
som og tilforn Fru Helke, der gav hans Hjerte Fryd.
Nu har han tunge Stunder ved Mindet om hendes Dyd."1172.
808.
Da genmælte Dronningen: „Markgrev Rydeger,
ifald Nogen kendte, hvor kvidefuld jeg er,
han bad mig ikke have en Mand kær igen.
Jeg misted dog den bedste, en Kvinde fik til Ven."1173.
809.
„Hvad lindrer bedre Kvide," mælte den gæve Mand,
„end hvo til kærligt Venskab sin Hu føler i Stand
og vælger saa sin Lige til fælles Trøst og Gavn?
Intet læger bedre et sygt Hjertes Savn.1174.
810.
Og lyster jer at ægte Etzel, min ædle Drot,
for tolv rige Kroner skal I raade i hans Slot.
Saa skænker jer min Herre vel tredive Fyrsters Land,
dem alle tvang i Kampen hans daadstærke Hand.1175.
811.
I skal og vorde Frue for mangen Kæmpe god,
som lydig mod Fru Helke i hendes Tjenest stod,
og over mange Fruer, som var i hendes Vold,
af høje Fyrsters Slægter," saa mælte Helten bold.1176.
812.
„Saa skænker jer min Herre, det lader han jer vide,
om I vil bære Krone ved Hunekongens Side,
den allerstørste Vælde, som Helke ejed den:
den skal I mægtigt have for Etzels gæve Mænd."1177.
813.
Da genmælte Dronningen: „Hvor kunde alt mit Liv
jeg føle Lyst at vorde igen en Kæmpes Viv?
Med En voldte Døden mig overvættes Nød,
saa jeg for hans Skyld lever i Kval til min Død."1178.
814.
Da genmælte Hunerne: „Ædle Dronning bold,
hos Etzel skal I leve i Ære mangefold,
saa altid i skal frydes, ifald I føjer hans Bøn:
den rige Konge ejer fuldmangen Kæmpe skøn.1179.
815.
Ifald Helkes Jomfruer mødtes med eders Møer,
da blev det til et Følge, man aldrig skued før,
og Kæmper maatte føle Glæde derved med Skjel.
Lad eder raade, Frue: det gavner eder vel."1180.
816.
Med Højsind hun mælte: „Lad Sagen nu staa hen,
indtil aarle i Morgen I kommer hid igen:
til da vil jeg betænke, hvad I paa Hjerte har."
Maatte de kække Helte da nøjes med det Svar.1181.
817.
Da mælte ungen Giselher: „Søster, mig er sagt,
og villigt vil jeg tro det: saa stor er Etzels Magt,
at han din Kvide stiller, tager du ham til Mand.
Ihvad saa andre raader, mig huer det for sand.1183.
818.
Han kan skaffe dig Lindring," mælte Giselher.
„Der findes ingen Konge, hvis Vælde større er
fra Rodenflod til Rhinen, fra Elb til Havets Bred.
Ønsker han dig til Hustru, da glæd dig ret derved."1184.
819.
„Min saare kære Broder, er det dit bedste Raad?
Saa langt bedre sømmed mig stedse Suk og Graad.
Hvor skulde jeg for Kæmper hist til Hove gaa?
Blev nogen Tid jeg fager, det er ej længer saa."1185.
820.
Derved lod hun det blive. Den hele Nat derpaa
Fru Krimhild paa Lejet med mange Tanker laa.
For Graad blev ikke tørre hendes saare lyse Blik,
til atter hun ved Morgen til Fromessen gik.1189.
821.
Befol man da at hente Kong Etzels Sendemænd;
de selv længtes efter at drage bort igen,
om Ja, om Nej man gav dem, til Hunekongens Land.
Til Krimhild gik Rydeger, Kong Etzels Sendemand.1191-92.
822.
Dér bad den gæve Kæmpe med saare fager Bøn,
at dem skulde forkynde den ædle Dronning skøn,
hvad Budskab til Etzel hun gav dem med paa Vej.
Da fastholdt Fru Krimhild som og tilforn sit Nej.1193.
823.
Det nytted ej, de bad hende: spildt var deres Bøn,
til Rydeger omsider loved hende i Løn,
for alt, hvad hende skete, skulde han skaffe Bod.
Da mildnedes en Smule hendes kvalfulde Mod.1195.
824.
Til Dronningen han mælte: „Lad fare eders Graad!
Havde I hos Huner kun mig beredt til Daad
og mine gæve Maage og derhos mine Mænd,
om Nogen Mén jer voldte, vi skulde hævne den."1196.
825.
Da følte Fruens Hjerte sig lettere end før.
„Saa sværg mig Ed," hun mælte, „ihvad mig Nogen gør,
vil I være den første til mig at skafte Bod."
„Det gør jeg villigt, Frue," saa mælte Helten god.1197.
826.
Med alle sine Kæmper Rydeger svor en Ed,
at tjene hende trofast og saare velbered
og ingen Sinde i Huneland at nægte noget Krav,
som tjente hendes Ære: derpaa han Haanden gav.1198.
827.
Den tro Frue tænkte: „Saa sandt jeg dér skal faa
saa saare mange Venner, kun lidt jeg agter paa,
ihvad end Folk vil sige om mig stakkels Viv.
Kanske skal endnu hævnes min kære Husbonds Liv.1199.
828.
Siden saa mange Kæmper Kong Etzel hører til,
skal over dem jeg raade, saa gør jeg, som jeg vil.
Jeg faar vel Guld at skænke, er han saa rig derhos:
saa sandt den lede Hagen har skilt mig ved mit Gods."1200.
829.
Hun mælte: „Jeg vil følge eder til Huneland,
jeg saare arme Dronning, det snareste jeg kan,
naar først jeg har de Venner, som fører mig derhen."
Derpaa gav hun Haanden for Rydegers gæve Mænd.1204.
830.
Mælte da den ædle Markgrev Rydeger:
„Har I tvende Helte, dertil har jeg des fler:
vi evner vel med Ære at bringe jer over Rhin.
Ej længer skal I blive i Burgund, Frue min.1205.
831.
Jeg har fem Hundred Stridsmænd og Maage foruden dem:
her skal de jer tjene og i jert nye Hjem,
som I dem byder, Frue. Paa samme Vis gør jeg,
at aldrig jeg skal blues, hvad Stund I minder mig.1206.
832.
Nu byd, at eders Heste rustes til denne Færd:
hvad Rydeger raader eder, skal aldrig angre jer;
og sig det til Møerne, I fører med af Land.
Paa Vejen skal vi mødes med mangen tapper Mand."1207.
833.
Endnu havde de Smykker, hvormed i Sigfrids Tid
man pyntea Ridetøjet, saa mangen Jomfru blid
kunde med Ære følge, dér hun af Landet drog.
Eja, hvor gode Sadler til Fruerne man tog!1208.
834.
Havde de nogen Sinde tilforn haft rige Skrud,
af dem blev saare mange til Rejsen søgte ud,
siden om Etzels Vælde der gik saa vide Ry.
Vellukte Kister dem aabned man paa ny.1209.
835.
End havde hendes Jomfruer tolv Skrin i Fred,
dér laa det bedste Guld i, som fandtes noget Sted:
det kom atter for Dagen, nu de af Landet drog,
og mange Fruersmykker, de med paa Rejsen tog.1220.
836.
„Hvor finder jeg Venner," klaged den ædle Viv,
„som vil for min Skyld hjemløse leve deres Liv?
De skal ride med mig til Huneland som Vagt.
Af min Skat skal de købe sig Hest og Klædedragt."1222.
837.
Mælte Markgrev Ekkevart til Dronning Krimhild blid:
„Fra jeg kom i jer Tjenest den allerførste Tid,
da har jeg alle Dage med Troskab eder tjent:
det samme vil jeg gøre, til min Livstid er endt.1223.
838.
Mig skal didhen følge mine fem Hundred Mænd,
af tro Hu jeg byder jer dem til Tjenest end.
Vi to skal aldrig skilles, før Een af os er død."
Hun takked ham med Føje for Hjælpen, som han bød.1224.
839.
Da bragtes deres Heste: de agted sig af Sted.
Thi brast i svarlig Klage Vennerne derved.
Man saa, hvorlunde Taarer fra lyse Øjne randt.
Hos Etzel og til fulde hun siden Glæde vandt.1225—26.
840.
Kom den Herre Giselher og Gernot dernæst,
fulgte af deres Helte, som det dem sømmed bedst.
Da agted de at følge deres Søster kær af Land:
de førte Kæmper med sig, vel tusind gæve Mand.1227*.
841.
Før de drog fra Rhinen, havde de forudmeldt
ved Sendebud, der ilte til Hunelandet snelt,
at Rydeger havde fuldbragt det Hverv, hvori han
og at den stolte Dronning til Husbond Etzel tog1229*.
