Nibelungekvadet 25
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
971.
Skytsherren til Rhinen klædte mangen Mand,
tresindstyve og tusind talte de for sand
og ni tusind Svende til Etzels Gildelag.
De, som blev tilbage, græd siden mangen Dag.1447.
972.
Da bar man Ridetøjet hen over Kongens Gaard.
Mælte en Bisp af Speier (han talte mange Aar)
til Ute: „Vore Venner bereder deres Færd
til Fest i Hunelandet: Gud skærme alle dér!"1448.
973.
Til sine Sønner mælte den ædle Ute da:
„I saare gode Helte, I ride ej herfra.
Sidste Nat jeg drømte en Drøm om svarlig Nød,
at hele Fugleflokken i dette Land var død."1449.
974.
„Hvo som spørger Drømme," mælte Hagen til Svar,
„han ved ej klart at skønne, hvad han at gøre har,
ifald det skulde hændes, hans Ære stod paa Spil.
Lad Kongen tage Orlov, det raader jeg ham til.1450.
975.
Vi bør ride med Glæde herfra til Etzels Land:
dér skal Kongen tjenes af gode Heltes Hand,
naar den Fest vi skuer, hvortil os Krimhild bød."
Til Rejsen raadte Hagen: engang han det fortrød.1451.
976.
Han havde raadet fra den, ifald Gernot blot
ikke havde ham ægget med selvraadig Spot:
han minded ham om Sigfred, Dronning Krimhilds Mand;
han mælte: „Thi vil Hagen nu ikke ride af Land."1452.
977.
Mælte Hagen af Tronje: „Mig skræmmer ingen Frygt.
Som I befaler, Helte, saa handle I kun trygt.
For vist rider jeg gerne med jer til Etzels Land."
Engang hug han sønder mangen Hjelm og Skjolderand.1453.
978.
Da klang den aarle Morgen Basun og Fløjtespil,
at nu skulde de ruste sig, da Reisen stunded til.
Hvo hos sin Elskte dvælte, han tog hende i Favn.
Etzels Viv dem skilte engang med større Savn.1456.
979.
Den skønne Utes Sønner dem tjente og en Mand,
tro og heltemodig: dér de vilde af Land,
da sagde han Kong Gunther sin Hu en lønlig Stund.
Han mælte: „For jer Kongsfærd jeg græmmes mangelund."1457.
980.
Han var en tapper Kæmpe: Rumolt hedte han.
Han mælte: „Hvem betror I at styre Folk og Land?
At Ingen dog kan ændre I ædle Kæmpers Mod!
Hin Tidende fra Krimhild mig tyktes aldrig god."1458.
981.
„Du skal raade for Landet og for min Sønnelil.
Tjen ærligt vore Fruer, da gør du, som jeg vil.
Skuer Du Nogen græde, da trøste du hans Liv.
Os skal aldrig skade Kong Etzels ædle Viv."1459.
982.
Opsadlede Heste vented Konger og Mænd.
Med ømt Kys tog Afsked mangen Helt, hvem end
til da i Fryd og Glæde tilforn randt hans Liv.
Thi maatte siden græde mangen en yndig Viv.1460.
983.
Dér nu de raske Kæmper til deres Heste gik,
da saa man mange Fruer med sorgfyldte Blik.
At deres lange Skilsmisse bragte Kvide svar,
det aned de, thi blev man kun liden Glæde var.1461.
984.
De raske rhinske Helte de gav sig da af Sted.
Et stort Røre vaktes i Gunthers Land derved:
paa begge Sider Bjergene dér græd Viv og Mand.
Hvad deres Folk end gjorde, de selv red glad af Land.1462.
985.
Da styred deres Rejse mod Meunfloden hen,
op gennem Østerfranken, Kong Gunther og hans Mænd.
Did førte dem Hagen: han vidste grant Besked.
Marskalk var Dankvart, en Helt til Daad bered.1464.
986.
Da de fra Østerfranken kom Svanemarken nær,
da kunde man dem kende paa deres ædle Færd,
de Fyrster og deres Maage, berømte viden om.
Tolvte Dag ved Morgen til Donau Kongen kom.1465.
987.
Da red Helten af Tronje, Hagen, allerførst:
han var Nibelungerne til Trøst og Bistand størst.
Da sprang den tapre Ridder i Sandet af sin Hest
og bandt den saare hastigt til et Træ, han fandt dér næst.1466.
988.
Vandet var traadt over, Skibe ikke man saa:
Nibelungerne tænkte med svar Kummer paa,
hvorlunde de kom over: Strømmen var for bred.
Mangen tapper Ridder sig svang til Jorden ned.1467.
989.
„I stolte gode Helte, bliv I ved Vandet her.
Langs Strømmen vil jeg søge, om Færgefolk jeg ser,
som kan sætte os over hist til Gelfrats Land."
Da tog den stærke Hagen sin gode Skjolderand.1471.
990.
Godt var Helten rustet: sit Skjold han for sig bar;
fast spændte han Hjelmen, der skinned lys og klar.
Da bar han over Brynjen en Sværdklinge bred,
med sine tvende Egge saa grufuldt den bed.1472.
991.
Efter Færgemanden han spejded Gang paa Gang.
Et Vand hørte han bruse og lytted til dets Klang.
Det voldte tvende Havfruer i en Kilde skøn:
dér vilde de svale sig og baded nu i Løn.1473.
992.
Dem opdaged Hagen, i Smug han nær sig sneg.
Dog mærked de hans Komme, og ilsomt de veg.
Da de slap frelste fra ham, de glædtes svart derved.
Han tog dem deres Klædning: ej anden Mén de led.1474.
993.
Mælte den ene Havfrue, Hadeborg hun hed:
„Ædle Ridder Hagen, vi giver jer Besked,
ifald, kække Kæmpe, vor Ham igen vi faar,
hvorlunde det paa Rejsen til Hunerne jer gaar."1475.
994.
De svæved dér som Fugle foran Helten paa Flod.
Thi tyktes deres Visdom ham saare stærk og god.
Ihvad de vilde ham sige, des mer han led derpaa.
Hvad han af dem gad vide, kunde for vist de spaa.1476.
995.
Hun mælte: „I kan trøstigt ride til Etzels Land.
Det sætter jeg min Troskab til Borgen jer paa Stand,
aldrig til noget Rige Helte bedre for
eller til større Ære: I tro for vist mit Ord."1477.
996.
I Hjertet glædte Hagen den Tale, han fornam.
Han tøved ikke længer, men gav dem deres Ham.
Da atter de var iførte deres Klædning sær,
beretted de ham sanddru om Gunthers Hunefærd.1478.
997.
Mælte den anden Mareviv, hed Sigelind saa skøn:
„Jeg vil advare dig, Hagen, du Aldrians Søn.
For at faa sin Klædning gav Moster dig en Snak:
og kommer du til Hunerne, da faar du Skam til Tak.1479.
998.
Thi bør du vende tilbage, det er paa høje Tid:
saa sandt I gæve Helte ikkun er budne did
for til Hobe at dræbes hist i Etzels Land.
Enhver, som rider didhen, han tager Døden ved Hand."1480.
999.
Mælte atter den ene: „Det maa nu være saa,
at ikke Een af eder skal frelst tilbage naa;
kun Kongens Skriftefader, det siger vi for sand,
han kommer uden Skade igen til Gunthers Land."1482*.
1000.
Mælte den tapre Hagen, da var han gram i Hu:
„Det lod sig ilde høre af mine Herrer nu,
at vi skulde til Hobe hos Hunefolket dø.
Nu vis os over Vandet, allerviseste Mø."1483.
1001.
Hun mælte: „Naar du ikke vil afstaa fra jer Færd,
gaa langs op med Floden, en Vaaning ser du dér;
i den er der en Færgemand og ellers intet Sted."
Hvad mer han kunde spurgt om, det tav han stille med.1484.
1002.
Mælte atter Havfruen efter den vrede Helt:
„I bie end, Herr Hagen, I iler alt for snelt.
Hør, hvad mer jeg siger: I vogte eder vel,
og fare I med Lempe mod Færgemanden selv.1485-86.
1003.
Han er saa gram til Mode, og Døden er jer vis,
om ej med venlig Tale I stiller ham tilfreds:
vil I, at han skal færge, da løn ham vel med Guld.
Landet hist han vogter, og han er Gelfrat huld.1487.
1004.
Tøver han med at komme, da raab over Flod
og sig, I hedder Amelrig. Det var en Kæmpe god,
som maatte nødt af Fjendskab rømme af dette Land.
Naar Navnet I ham nævner, kommer hin Færgemand."1488.
1005.
Den stolte Hagen hilste Fruerne med et Nik:
han talte ikke mere, men tavs derfra han gik.
Da skred han langs med Vandet op ad Flodens Bred,
hvor paa den anden Side han fandt et Færgested.1489.
1006.
Af al Kraft han raabte, saa hele Floden klang,
aldrig Heltens Styrke ham svigted nogen Gang:
„Nu hente I mig Amelrig: jeg er Elses Mand,
som veg for stærke Fjender engang fra dette Land."1492.
1007.
Højt paa Sværdet fæstet en Ring han Helten bød,
lys og skøn den skinned og var af Guldet rød,
om nu han vilde ham færge hist til Gelfrats Land.
Da tog den stolte Færgemand selv Aaren i sin Hand.1493.
1008.
Og var den samme Færgemand ej blid at komme nær.
En ond Ende voldes af alt for gridsk Begær.
Da ønsked han at tjene Hagens Guldring rød:
Kæmpens Sværdhug gav ham en saare bitter Død.1494.
1009.
„Det kan vel ske, I nævnes med Navnet Amelrig:
men den, her jeg venter, ham er I ikke lig.
Ved Fader og ved Moder var han min Broder kær.
Nu I har mig bedraget, maa I blive, hvor I er."1496.
1010.
„Nej, nej, ved Gud den mægtige," mælte Hagen igen.
„Jeg er en fremmed Kæmpe og vogter gæve Mænd.
Nu tag i Fred og Venskab til Løn mit røde Guld
for at færge mig over: jeg er jer saare huld."1497.
1011.
En stærk Aare han løfted, stor den var og bred,
og slog den over Hagen (for vist blev Helten vred),
saa han i Færgeskibet paa sine Knæ sank om.
Saa vred en Skipper aldrig Hagen for Øje kom.1500.
1012.
Paa Stand greb da Hagen, forbitret var hans Færd,
hastigt til en Skede, hvori han fandt et Sværd.
Hans Hoved hug han af ham, det svang han over Bord.
Snart saa Burgunderne, hvad Hagen vederfor.1502.
1013.
I samme Nu, han fældte Skipperen med sit Slag,
drev Skibet bort for Voverne: det gav ham stor Umag.
Før han atter det vendte, da var han hartad mat.
Gunthers gæve Ridder tog Aaren kraftig fat.1503.
1014.
Med stærke Tag tilbage han styred det i Hast,
indtil den svære Aare under hans Hænder brast.
Han vilde ind til Bredden, hvor Heltene han fandt.
Han havde blot den samme: hvor hastigt han den bandt!1504.
1015.
Ham tog de gode Helte med Hilsen vel imod.
Da saa de, at i Skibet damped der endnu Blod
af den fuldstærke Vunde, som Skipperen han slog.
Da spurgte de ham ivrigt, hvo Færgemanden vog.1506.
1016.
Da nægted han og mælte: „Dengang jeg Skibet fandt
fastgjort til en Vildpil, løs min Haand det bandt.
Jeg selv har ingen Færgemand i Dag for Øje set,
saa lidt som her for min Skyld er Nogen Skade sket."1508.
1017.
Den Herre af Burgunden, Gernot, da udbrød:
„I Dag maa svart jeg ængstes for kære Venners Død,
siden nu ikke længer vi Skibsfolk kan faa;
hvordan vi kommer over, med Sorg jeg tænker paa."1509.
1018.
Højlydt raabte Hagen: „I Svende, læg nu ned
Ridetøjet i Græsset. Jeg var, om ret jeg ved,
engang tilforn ved Rhinen den bedste Færgemand:
jeg trøster mig til at bringe jer frelst til Gelfrats Land."1510.
1019.
I Vandet dreves Hestene, at Farten desto før
blev fuldendt: de svømmed til Trods for stærke Søer
saa vel, at de kom uskadte over hver og en.
Af Træthed dreves somme med Strømmen uden Mén.1511.
1020.
Deres Guld og deres Udrustning blev paa Skibet lagt,
siden denne Rejse stod fast i deres Agt.
Dér var Hagen Mester: han satte af fra Strand
og førte rige Helte til det ukendte Land.1512.
1021.
Først satte han over med tusind Riddersmænd,
dernæst med sine egne. Dog var der flere end:
ni Tusind Svende førte han did til Land.
Hin Dag var ikke ledig den kække Tronjers Hand.1513.
1022.
Imedens Hagen bragte dem over i Behold,
det sære Bud ihukom den gode Kæmpe bold,
som ham tilforn forkyndte den vilde Mareviv.
Thi havde Kongens Skriftefader hartad ladt sit Liv.1514*.
1023.
Han skyndte sig at slynge ham ud af deres Skib.
Da raabte nok iblandt dem: „Grib ham, Herre, grib!"
Giselher den unge han blev i Hu saa gram.
Men Hagen lod ej være, hvor svart det harmed ham.1516*.
1024.
Præsten svømmed ivrigt: han stred og haabed paa,
at Nogen vilde ham hjælpe; det skete dog ej saa,
saasandt den stærke Hagen nu var saa saare gram.
Han stødte ham til Bunden: da dadled alle ham.1518*.
1025.
Da Præsten nu, den arme, laa uden Bistand dér,
vendte han om og naaed kun over med Besvær.
Skønt ej han kunde svømme, ham bistod dog Guds Hand,
saa at han uden Skade igen kom frelst til Land.1519*.
1026.
Der stod den stakkels Præst da og rystede sin Dragt.
Thi maatte Hagen skønne, det var i Alvor sagt,
det Budskab, ham meldte den vilde Mareviv.
Han tænkte: „Disse Helte skal lade deres Liv."1520*.
1027.
Da Skibet de havde losset, de tre Kongers Mænd,
og alt hvad var om Borde, var bragt til Land igen,
slog Hagen det i Stykker og kasted det i Vand.
Det maatte saare undre mangen en Riddersmand.1521*.
1028.
„Hvi gør I saadan, Broder?" spurgte ham Dankvart.
„Hvordan kommer vi over paa vor Tilbagefart,
naar vi rider fra Hunerne til Worms ved Rhinens Bred?"
Se, da forkyndte Hagen, at det fandt aldrig Sted.1522*.
1029.
Mælte Helten af Tronje: „Jeg gør det velberaad:
ifald paa denne Rejse Nogen ræddes for Daad
og rømmed fra os andre i fejg Angst for Nød,
skal han i disse Bølger dog dø en nedrig Død."1523*.
1030.
„Nu stands," mælte Hagen, i „Riddersmand og Svend.
Mig tykkes ret og billigt, at Ven følger Ven.
Saare usælt Budskab jeg siger jer for sand:
vi kommer aldrig mere igen til Gunthers Land.1527.
1031.
Jeg hørte tvende Havfruer i Morges tidlig spaa,
at Ingen af os alle forundtes det at naa
levende mer tilbage foruden Kongens Præst.
Om ham jeg havde druknet, da tyktes det mig bedst."1528 — 29*.
1032.
Da fløj nu Hagens Budskab af Sted fra Flok til Flok.
Thi maatte derved blegne raske Helte nok,
da det randt dem i Tanke, hvorlunde denne Færd
skulde ende med Døden: det gik dem saare nær.1530.
