Nibelungekvadet 36
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1411.
„Nu løs eders Hjelme," mælte Hagen kækt.
„Befal jer trygt i Folkers og min Varetægt.
Vil Etzels Helte atter binde med eder an,
varer jeg mine Herrer saa snarligt, jeg det kan."2018.
1412.
Da tog sin Hjelm af Hovedet mangen en Ridder god:
de sad paa de slagne, der laa henstrakt i Blod,
dem de gæve Helte havde i Døden sendt.
Dér blev de ædle Gæster kun saare slet betjent.2019.
1413.
Endnu før Aften maged Kong Etzel det saadan,
i Samraad med Krimhild, at mangen Hunemand
paa ny fristed Lykken. Da saa man hos dem staa
vel endnu tyve Tusind: til Strid skulde de gaa.2020.
1414.
Den haarde Strid vared, til Natten dem afbrød.
Gæsterne sig værged, som deres Ære bød,
mod Etzels Helteskare den sommerlange Dag.
Eja, hvad kække Helte sank om for deres Slag!2022.
1415.
Det hændte ved et Solhverv, det store Mord fandt Sted,
at Fru Krimhild hævned den Kvide, som hun led,
paa sine næste Maage og derhos mange Mænd:
thi groed for Kong Etzel kun Sorg sidenhen.2023.
1416.
Dem var Dagen leden: de mærked deres Nød.
Bedre det dem tyktes at dø en snarlig Død
end længe dér at lide, hvad grufuldt de led.
De stolte tapre Kæmper forlangte da en Fred.2024.
1417.
De bad, man skulde bringe Kong Etzel hen til dem.
De tre stolte Konger traadte for Salen frem,
blodstænkte og sorte af Brynjen, som de bar.
Hvem skulde de klage deres Nød og Kvide svar?2025.
1418.
Etzel og Krimhild didhen begge kom.
De to raadte for Landet, dem flokkedes man om.
Til Gæsterne han mælte: „Nu sig, hvad ønsker I?
I tænker Fred at vinde: den Tid er dog forbi.2026.
1419.
Paa al den svare Skade, som I mig her har gjort
(om jeg mit Liv bevarer, nytter det jer ej stort),
mit Barn, som I fældte, og mange Maage med,
aldrig kan jeg skænke jer Soning mer og Fred."2027.
1420.
Dertil svared Gunther: „Os tvang den haarde Nød.
I Herberg mit Følge segned til Hobe død
for dine Heltes Hænder: gav jeg dig dertil Grund?
Jeg kom paa Tro og Love og vented Venskab kun."2028.
1421.
Da mælte af Burgunden den unge Giselher:
„I Etzels gæve Helte, som end i Live er,
hvad har I mig at laste? hvad har jeg gjort af Ondt?
I Venskab jeg rejste til eder fra Burgund."2029.
1422.
De mælte: „For din Godhed fyldes den hele Borg
og alt vort Land med Jammer. Thi ser og vi med Sorg,
at du kom nogen Sinde fra Worms over Rhin.
Vort Lands Fædre vog I, du selv og Slægten din."2030.
1423.
Da mælte Helten Gunther, fortørnet var hans Hu:
„Lad eders stærke Fjendskab komme til Soning nu;
os hjemløse gavner I og lige fuldt jer selv.
Hvad Etzel gør imod os, det gør han uden Skjel."2031.
1424.
Da mælte Landets Herre: „Min og jer Fortræd
har ingenting til fælles. For alt, hvad jeg led
af Jammersnød og Skade, dertil Skam og Tort,
skal Ingen af jer mere slippe fra Borgen bort."2032.
1425.
Mælte stærken Gernot dernæst til Landets Drot:
„Saa byde Gud jer gøre een Velgerning blot:
os hjemløse dræb kun, men giv os Lov at gaa
ud til jer i Luften: jer byder Æren saa.2033.
1426.
Ihvad os end skal times, I gøre Smerten kort.
I har saa mange karske, at ikke vi slipper bort,
om de tør overfalde os kamptrætte Mænd.
Hvor længe skal vi stedes i denne Vaande end?"2034.
1427.
Havde Kong Etzels Helte da nær føjet dem,
saa at de lod dem træde for Salshuset frem.
Det erfor Fru Krimhild: hun græmmed sig derved.
Thi nægted man de hjemløse brat hver en Fred.2035.
1428.
„Nej nej, Hunekæmper, hvad dér I tænker paa,
jeg raader jer for sanden, I gøre ikke saa:
slipper I nu de mordgridske ud af Etzels Sal,
da ligger eders Maage døde snart paa Val.2036.
1429.
Om ikke Andre leved, men Utes Sønner tre,
mine saare ædle Brødre, herude lod sig se
og køled deres Brynjer, da blev det Alles Død.
Mer uforsagte Helte blev ikke i Verden fød."2037.
1430.
Mælte da ung Giselher: „Fagre Søster min,
det tænkte jeg kun lidet, dengang du over Rhin
bød mig hid til Landet til denne store Nød.
Har jeg fortjent at finde i Huneland min Død?2038.
1431.
jeg var dig stedse trofast og ingen Tid til Sorg.
Jeg red i den Fortrøstning herhid til Etzels Borg,
at du, ædle Søster, var mig af Hjertet god.
Ej andet Raad vi kender: nu vis os naadigt Mod."2039.
1432.
„Kan jeg vise jer Naade, som kun Unaade har?
Mig har Hagen af Tronje voldt en Kummer svar,
saa aldrig det kan sones igen i dette Liv.
Thi skal I alle bøde," mælte Etzels Viv.2040.
1433.
„Vil Hagen I alene mig dog til Gidsel give,
da vil jeg ikke nægte at lade jer i Live:
I er mine Brødre, os een Moder bar:
da raader jeg til Soning de Helte, hér jeg har."2041.
1434.
„Forbyde Gud i Himlen", Gernots Gensvar lød.
„Og var vi saa end tusind af samme Moder fød,
vi laa til Hobe døde, før vi dig gav een Mand
til Gidsel af vor Midte. Det skal ej ske for sand."2042.
1435.
„Vi maa dog dø til Hobe," mælte Giselher.
„At værge os som Helte, skal Ingen hindre her.
Vil Nogen kæmpe med os, da er vi rede end,
thi aldrig har jeg troløst sveget nogen Ven."2043.
1436.
Da genmælte Dronningen: „Helteskare stolt,
nu nærm eder Trappen og hævn, hvad mig er voldt.
Det vil jeg altid tjene, som Ret er og Skjel.
Hagens stolte Hovmod skal lønnes ham fuldvel.2045.
1437.
I slippe ej af Huset en eneste Mand:
paa Salens fire Ender lader jeg sætte Brand :
saaledes faar jeg Hævn vel for alt, hvad jeg led."
Etzels Helteskare var dertil fluks bered.2046.
1438.
Dem, som end stod ude, dem drev man ind paa ny
med Slag og Skud i Salen: da lød et stærkt Gny.
Dog skiltes ingen Sinde Fyrsterne og deres Mænd:
trofast holdt de sammen, ihvad dem skete end.2047.
1439.
Bød da Salen antænde Etzels stolte Viv.
Da pinte man med Luer de bolde Heltes Liv.
I Blæst fænged Huset, snart det stod i Brand.
Værre Kvaler aldrig et Folk led for sand.2048.
1440.
Mange skreg derinde: „Ak ve for denne Nød!
Langt bedre, om i Kampen vi alle fandt vor Død.
Gud unde os Naade: forbi er snart vort Liv.
Sit Had hævner grufuldt paa os Kong Etzels Viv."2049.
1441.
En derinde mælte: „Vis er os vor Død.
Hvad hjælper vel den Velkomst, os Hunekongen bød?
Mig volder Tørst og Hede saa frygtelig en Vé,
at snart af denne Vaande min Død I skal se."2050.
1442.
Mælte Hagen af Tronje: „Hver ædel Ridder god,
hvem Tørsten saare plager, han læske sig med Blod.
Det er i saadan Hede end fuldt saa godt som Vin.
Vi faar ej bedre Vilkaar, vi gæve Mænd fra Rhin."2051.
1443.
Da traadte En af Heltene did, hvor en død han fandt:
han knælte ved hans Vunde, og Hjelmen af han bandt:
han gav sig til at drikke af det rindende Blod.
Hvor uvant det var ham, ham tyktes Drikken god.2052.
1444.
„Nu lønne jer Gud, Herr Hagen", den trætte mælte saa,
„at jeg ved eders Lære saa god en Drik kan faa.
Sjælden har man skænket, saa bedre Vin jeg drak.
Om jeg faar Lov at leve, skal jeg vide eder Tak."2053.
1445.
Dér de andre hørte, at han fandt Drikken god,
da var der mange flere, som Iigesaa drak Blod.
Saalunde vaktes Heltene paa ny til Kraft og Liv.
Thi græd for kære Frænder engang mangen en Viv.2054.
1446.
Da faldt paa dem i Salen mangen Brand fuldstor:
dem fanged de paa Skjolde og kasted dem til Jord.
Røg og dertil Hede voldte dem dobbelt Vé.
Aldrig skal vist Helte en større Jammer ske.2055.
1447.
Mælte Hagen af Tronje: „Mod Væggen eder stem,
lad ingen Brande falde paa eders Hjelmes Rem,
men træd dem under Fødder dybere ned i Blod.
Den Fest, Krimhild giver, den er os lidet god."2056.
