Nibelungekvadet 37
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1462.
De hjemløse havde mod Morgen stridt igen.
Da traadteGotelinds Husbond til Kongsgaarden hen.
Han saa, hvad grufuld Skade de gensidig led:
da brast den tro Herr Rydeger i svar Graad derved.2072.
1463.
„Saa ve mig", mælte Kæmpen, „jeg nogen Tid blev fød.
At Ingen dog kan stille den svare Jammersnød!
Hvor gerne end jeg mægled, Kongen giver ej Fred,
al den Stund han stedse ser øget sin Fortræd."2073.
1464.
Da sendte den gode Rydeger et Bud til Didrik hen,
om ikke de stolte Konger stod til at frelse end?
Ham svared Bernerhelten: „Hvem hindrer, hvad der sker?
Kong Etzel tager aldrig mod nogen Mægling mer."2074.
1465.
Da saa en hunsk Kæmpe Markgrev Rydeger staa
med Graad i sine Øjne, og længe stod han saa.
Da mælte han til Dronningen: „Nu ser I, hvor han staar,
som dog i Magt hos Etzel fremmest blandt Kæmper gaar,2075.
1466.
og hvem Alt staar til Rede, Folk saa vel som Land.
Hvor saare mange Stæder ejer vel ikke han,
dem han fik af Kongen til Løn og Vederlag!
End slog her i Kampen han intet ærligt Slag.2076.
1467.
Mig tykkes, ham bekymrer kun lidt, hvad sker med os,
naar blot han efter Ønske har fuldtop selv af Gods.
Man siger, han er gævere, end nogen Anden er:
det lægger i vor Jammer han slet for Dagen her."2077.
1468.
Med Hjertet fuldt af Kvide den trofaste Helt
maalte den med Øjne, der havde saa ham skjældt.
Han tænkte: „Det skal hævnes. Du tror, jeg er forsagt:
din Klage har ved Hove du for højmælt forebragt."2078.
1469.
Da knytted han sin Næve: han anfaldt paa Stand
og slog med saadan Styrke den hunske Konges Mand,
saa for hans Fod han segned og laa paa Stedet død.
Da var atter øget Kong Etzels svare Nød.2079.
1470.
„Dø, du fejge Nidding", Rydeger udbrød.
„Jeg har i fulde Maader tilforn af Sorg og Nød:
hvi lader du mig høre, at ej jeg kæmper nu?
Med Ret var jeg Gæsterne saare gram i Hu,2080.
1471.
og alt, hvad jeg formaaed, gjorde jeg dem af Ondt,
om ej jeg havde hidbragt de Helte af Burgund.
Som deres Vagt jeg førte dem til min Herres Land:
thi bør med dem ej stride jeg usæle Mand."2081.
1472.
Til Markgreven mælte Etzel, Kongen prud:
„Hvorlunde, ædle Rydeger, ser eders Bistand ud?
Siden vi har i Landet af døde mangen Flok,
vi trængte ej til flere: I handler ilde nok."2082.
1473.
Da kom Dronning Krimhild, hun havde ogsaa set,
hvad der af Heltens Vrede var Hunekæmpen sket.
Hun faldt i svarlig Klage og brast derved i Graad.
Til Rydeger hun mælte: „Har vi fortjent den Daad,2084.
1474.
at I har mig og Kongen end mere Kvide bragt?
endda I, ædle Rydeger, tilforn har altid sagt,
for os vilde I vove Æren og Livet med.
Jeg hørte eder prise af Kæmper mangeled.2085.
1475.
Ihukom den Naade, engang I svor mig til,
da I raadte mig til Etzel, ædle Ridder gild,
at mig vilde I tjene til En af os var død.
Det har jeg Stakkel aldrig haft behov i værre Nød."2086.
1476.
„Det skal jeg ikke nægte, jeg svor, ædle Viv,
for jer vilde jeg vove min Ære og mit Liv:
at jeg vilde miste Sjælen, det har jeg aldrig sagt.
Jeg har de ædle Fyrster til Ridderfesten bragt."2087.
1477.
Hun mælte: „Ædle Rydeger, din Troskab kom i Hu,
Eden og dit Tilsagn, at altid vilde du
hævne al den Smerte og Mén, mig blev voldt.
I Dag jeg derom minder, ædle Kæmpe stolt."2088.
1478.
Den rige Etzel bønfaldt nu ogsaa Kæmpen god.
Da kasted de sig begge paa Knæ for Heltens Fod.
Var da den ædle Markgreves Kvide saare stor.
Den tro Kæmpe mælte i Vaande disse Ord:2089.
1479.
„Ak ve mig gudsarme, hvad her jeg friste maa!
Nu maa jeg i min Vaande fra al min Ære staa,
fra Pligt og fra Troskab, Gud til Skænk mig bød.
Ak ve, Gud i Himlen, at ej jeg ligger død.2090.
1480.
Ihvad jeg lader være, og jeg det andet gør,
saa har jeg handlet ilde, og ikke, som sig bør:
vil begge Ting jeg lade, smæder mig Folket alt.
Gid den vil mig raade, som har til Liv mig kaldt."2091.
1481.
Da bad af ganske Hjerte Kong Etzel og hans Viv.
Thi maatte Kæmper lade engang deres Liv
for Markgrevens Hænder, dér og han døde selv.
Hvor kvalfuldt han handled, det høre I fuldvel.2992.
1482.
Han vidste, han vandt Skade og Kvide mangefold.
Thi havde helst han nægtet, ihvad hans Konge bold
og Dronning Krimhild bad ham. Han frygted at faa Skam:
vog han en af Heltene, da lasted Verden ham.2093.
1483.
Thi mælte da til Kongen den saare kække Mand:
„Herr Konge, tag tilbage, hvad mig gav eders Hand.
Landet med dets Stæder giver jeg Afkald paa.
Jeg vil paa mine Fødder landflygtig herfra gaa."2094.
1484.
Da genmælte Etzel: „Hvo hjalp i saa Fald mig?
Landet med dets Stæder det vil jeg skænke dig,
naar du mig hævner, Rydeger, paa mine Fjender blot.
Som Etzels Jævning bliver du en saare mægtig Drot."2095.
1485.
Dertil mælte Rydeger: „Hvor kan jeg skade dem?
Jeg kaldte disse Helte som Gæster til mit Hjem;
af min Drik og min Spise venligt jeg dem bød
og gav dem mine Gaver: kan dem jeg volde Død?2096.
1486.
Folk vil sagtens sige, at fejgt er mit Mod.
Tilforn har jeg budt dem i alt min Tjenest god,
de saare ædle Fyrster og deres Helteflok:
det Frændskab, vi slutted, det ynker mig og nok.2097.
1487.
Den bolde Kæmpe Giselher jeg gav min Datterlil.
En bedre kunde i Verden hun aldrig gives til,
ved Riddertugt og Ære, ved Troskab og Guld.
Saa ung Drot jeg aldrig fandt mere ærefuld."2098.
1488.
Da mælte atter Krimhild: „Rydeger fuldtro,
nu lad dig saare ynke, hvad Mén er hændt os to,
mig og Hunekongen. Vel du mindes maa,
det er saa lede Gæster, en Borgvært kan faa."2099.
1489.
Da mælte atter Markgreven til Kong Etzels Viv:
„Endnu i Dag maa Rydeger bøde med sit Liv
for alt, hvad I og Etzel mig gav med gavmild Haand:
jeg lider derfor Døden. Det gør jeg redebon.2100.
1490.
Jeg ved, at inden Aften mine Stæder og mit Land
skal hjemfalde til eder for en rhinsk Fjendes Hand.
Jeg byder i jer Naade min Viv og mit Barn
og hver en stakkels hjemløs, som er i Bechelarn."2101.
1491.
„Lønne Gud dig, Rydeger," mælte Kongen fro.
Han og Dronning Krimhild glædtes begge to.
„Dine Folk skal os være befalet saare vel:
og tror jeg om min Lykke, du skal bevares selv."2102.
1492.
Da satte han i Vove baade Sjæl og Liv.
Thi gav sig til at græde Kong Etzels stolte Viv.
Han mælte: „Hvad jeg loved, det maa jeg og staa ved.
Ve for mine Frænder, jeg nødigst kæmped med."2103.
1493.
Man skued ham fra Kongen med sorgfuldt Hjerte gaa.
Da fandt han sine Kæmper i Nærheden staa.
Han mælte: „I skal væbne jer, alle mine Mand:
til min Sorg maa jeg stride med dem af Gunthers Land."2104.
1494.
Svende bød man springe efter Vaabendragt paa Stand.
Nu være det sig Hjelme hvad eller Skjolderand,
det blev af deres Følge dem fluks bragt derhen.
Et slet Budskab spurgte de stolte rhinske Mænd.2105.
1495.
Blev dernæst Rydeger rustet med fem Hundred Mand:
tolv Kæmper derhos til Bistand havde han.
De vilde vinde Ære med ham i Kampens Færd:
de aned ikkun lidet, at Døden var saa nær.2106.
1496.
Da saas Helten Rydeger hjelmklædt didhen gaa.
Markgrevens Kæmper med skarpe Sværd man saa,
lyse brede Skjolde for Hænderne de bar.
Det skued Folker Fedler: med Sorg blev han det var.2107.
1497.
Da saa den unge Giselher sin Svigerfader gaa
med hjelmdækket Hoved. Hvor kunde han forstaa,
hvad Rydeger dermed mente Andet dem end godt?
Thi blev han glad til Mode, den ædle rhinske Drot.2108.
1498.
„Hil for slige Frænder," saa mælte Giselher,
„dem vandt vi os i Tide paa denne Hunefærd.
Nu skal mit Fæstensgilde os fri af Faren ud.
Vist var Lykken naadig, da jeg valgte mig en Brud."2109.
1499.
„Jer Trøst fatter jeg ikke," Folker mælte saa.
„Hvor har I set for Freds Skyld saa mange Helte gaa
med fastspændte Hjelme og bære Sværd i Hand?
Paa os agter Rydeger at tjene Stad og Land."2110.
1500.
Førend Folker Fedelspiller knap havde talt ud,
da saas foran Huset hin Markgreve prud.
Sit gode Skjold han satte paa Jorden for sin Fod.
Han maatte bryde Freden med Frændeskaren god.2111.
1501.
Raabte da ind i Salen den ædle Rydeger:
„I kække Nibelunger, til Hobe værger jer.
I burde nydt min Tjenest: den er til Skade vendt.
Tilforn var vi Venner: nu er min Troskab endt."2112.
1502.
Det Budskab forskrækked de ildestedte Mænd.
Det voldte Ingen Glæde, at deres gode Ven
lovede Kamp med Helte, der havde ham saa kær.
De havde alt af Fjender tilfulde taalt Besvær.2113.
1503.
„Forbyde Gud i Himlen," gav Gunther ham til Svar,
„at I skulde forsage de Venner, her I har,
og bryde eders Troskab, hvortil vi slog vor Lid.
Langt før vil jeg tænke, det gør I ingen Tid."2114.
1504.
„Jeg kan ej gøre Andet," saa mælte Rydeger,
„saa sandt jeg gav mit Tilsagn, at føre Kamp mod jer.
Nu værg eder, Helte, hvis I har kært jert Liv.
Mig nøder dertil saare Kong Etzels Ægteviv."2115.
1505.
Mælte den stolte Konge: Det siger I for sent.
Gud give jer den Gengæld, I har af os fortjent
for Troskab og Kærlighed, som I os times lod,
vilde blot til Enden I vise samme Mod.2116.
1506.
Ifald I lod os leve, da skulde vel jeg selv
og mine Maage altid jer lønne saare vel
for eders fagre Gaver, da I med ærlig Hu
bragte os til Etzel, betænk det, Rydeger, nu!2117.
1507.
„Hvor vel kunde jeg unde jer," gav Rydeger til Svar,
„at jeg fik Lov at skænke af alt det Gods, jeg har,
saa rundeligt og redebont, som forhen var mit Haab!
Da skulde ingen Sinde jeg høre Smæderaab."2118.
1508.
„Lad det fare, ædle Rydeger," Gernot mælte saa.
„Saa vennesæl og gavmild kan Gæster aldrig faa
en Vært, som I jer viste imod os mangefold:
det skal eder lønnes, om vi bliver i Behold."2119.
1509.
„Gud give, ædle Gernot," Rydegers Tale lød,
„at I var hist ved Rhinen, imedens jeg laa død
med noget af min Ære, fri for Kamp med jer.
Saa ondt voldes Helte aldrig af Frænder mer."2120.
1510.
„Nu lønne jer Gud,Herr Rydeger," Gernots Gensvar lød,
„for eders rige Gaver. Mig ynker eders Død,
skulde med eder ødes saa dydkært et Mod.
Her bærer jeg det Vaaben, I gav mig, Kæmpe god.2121.
1511.
Det sveg mig ingen Sinde i denne svare Nød:
under dets skarpe Egge er mangen Ridder død.
Det er blankt og trofast, kosteligt og hvast.
Saa rig Gave skænker en Helt ej i Hast.2122.
1512.
Og kan jer Hu ej rokkes, og dog mod os I gaar,
ifald af mine Frænder I En til Døde slaar,
med eders eget Vaaben tager jeg eders Liv:
da ynkes jeg for eder og jer dyrebare Viv."2123.
1513.
„Nu give Gud, Herr Gernot, det maatte komme saa,
at Alt maatte i Kampen jer efter Ønske gaa,
og at end kunde frelses jer Frændeskares Liv!
Paa eder trygt skal lide min Datter og min Viv."2124.
1514.
Mælte af Burgunden skøn Utes yngste Barn:
„Hvi gør I saa, Herr Rydeger, Helt af Bechelarn?
Kær har vi jer alle, men ilde handler I:
jer Datters Elskovslykke den gør I brat forbi.2125.
1515.
Naar I og eders Helte mod mig drager Sværd,
hvor uvenligt viser I da ved denne Færd,
at frem for alle Kæmper til jer min Lid jeg slog,
saa at jeg eders Datter til Fæstensviv tog."2126.
1516.
„Ihukom jer Troskab," mælte Rydeger da,
„om Gud, ædle Konge, jer sender karsk herfra,
I lade min unge Datter ej bøde for min Færd:
for eders egne Dyder staa hende naadig nær!"2127.
1517.
„Det var vel, som sig burde," mælte Giselher.
„Skal mine høje Maage, som end herinde er,
omkomme til Hobe, og du er Skyld deri,
med dig og med din Datter er mit Venskab forbi."2128.
1518.
„Nu være Gud os naadig," mælte den kække Mand.
De løfted deres Skjolde og agted sig paa Stand
ind i Krimhilds Højsal til Kamp velbered.
Da raabte højt fra Trappen Hagen til dem ned:2129.
1519.
„En Stund end I tøve, ædle Rydeger,"
saalunde mælte Hagen, „vi vilde sige mer,
jeg og mine Herrer, tvungne af vor Nød.
Hvad Gavn har Kong Etzel af vi hjemløses Død?2130.
1520.
Jeg stedes i svar Vaande," saa mælte han igen.
„ Det Skjold, mig gav Fru Gotelind at bære med herhen,
det hugged hunske Kæmper isønder for min Hand.
I Venskab jeg bragte det herhid til Etzels Land.2131.
1521.
Nu give Gud i Himlen vilde mig unde blot,
at end jeg fik at bære et Skjold saa saare godt
som det, ædle Rydeger, jeg dig i Hænde ser!
Da trængte jeg i Kampen ikke til Brynje mer."2132.
1522.
„Jeg gjorde dig med Glæde til gode med mit Skjold,
om jeg det ikkun turde for Dronning Krimhild bold.
Dog tag det, Ven Hagen, og bær det i din Hand.
Ak, maatte du det bringe herfra til Gunthers Land!"2133.
1523.
Dér nu han bød at give ham Skjoldet velbered,
blev Heltes Øjne røde af mangen Taare hed.
Det var den sidste Gave, som før sin bratte Død
Rydeger af Bechelarn en anden Kæmpe bød.2134.
1524.
Hvor grum end var Hagen og ihvor haardt hans Mod,
ham rørte dog den Gave, som Helten gild og god
med Højsind ham skænked sin sidste Stund saa nær.
Da sørged og med Hagen de andre Helte dér.2135.
1525.
„Nu lønne jer Gud i Himlen, ædle Rydeger.
Aldrig skal man finde en Helt, der ligner jer,
som hjemløse Kæmper mon saa ædelt give.
Gud unde, eders Dyder bestandig blev i Live!2136.
1526.
Saa ve mig for jert Budskab," end mælte Hagen saa.
„Tilforn havde vi fuldtop af Sorg at bære paa:
skal vi med Frænder kæmpe, det være klaget Gud."
„Det gaar mig nær til Hjerte," mælte Markgreven prud.2137.
1527.
„Nu lønner jeg jer Gave, ædle Rydeger.
Hvordan end disse Helte vil fare frem mod jer,
skal ikke mod jer i Kampen røre sig her min Hand,
end ikke, om I dræbte hver Een af Gunthers Land."2138.
1528.
Ham bøjed sig med Ære den gode Rydeger.
De græd alle Vegne, for Ingen kunde mer
skille saa stor en Jammer: det var en svarlig Nød.
Alle Dyders Fader med Rydeger laa død.2139.
1529.
Da mælte Folker Spillemand end fra Huset ned:
„Siden min Frænde Hagen har tilsagt jer Fred,
skal redeligt I have den samme af min Hand.
Det skylder vi jer ærligt, fra vi kom til Etzels Land.2140.
1530.
Saare ædle Markgreve, I skal være mit Bud.
De røde Ringe gav mig Markgrevinden prud,
at jeg skulde dem bære til Fest i Huneland:
I se nu selv, jeg har dem, at I det vidne kan."2141.
1531.
„Det give Gud i Himlen," mælte Rydeger,
„at Markgrevinden maatte jer skænke endnu fler!
jert Bud skal jeg sige min Ægtemage kær,
om karsk jeg hende genser: forvisset derom vær."2142.
1532.
Det loved han, og Skjoldet løftede Rydeger:
hans Kamphu ham hidsed, da tøved han ej mer,
han stormed frem mod Gæsterne, en ædel Kæmpe lig.
Mangt et hastigt Sværdhug slog Markgreven rig.2143.
1533.
De to, Folker og Hagen, til Side for ham veg:
det nys givne Løfte de tvende ikke sveg.
Han fandt saa mange tapre endda ved Trappens Taarn,
at større Kval han følte aldrig i Kamp tilforn.2144.
1534.
Gunther og Gernot lod ham i Salen ind,
med mordgridske Hjerter: de havde Heltesind.
Til Side traadte Giselher: ham hued ej den Leg.
Han vented end at leve: derfor han ham undveg.2145.
1535.
Da sprang frem mod Fjenderne Markgrevens Hær.
De fulgte deres Herre i tapper Heltefærd.
Saare hvasse Vaaben førte de med i Hand:
thi brast fuldmange Hjelme og mangen Skjolderand.2146.
1536.
Da slog de trætte Kæmper nu og til Vederlag
Heltene af Bechelarn saa jævne, dybe Slag,
at de brød ind til Kødet igennem Pansersærk.
Dér ypped de i Kampen mangt et herligt Værk.2147.
1537.
Helt inde i Salen var Rydegers ædle Mænd:
Folker og Hagen de sprang imod dem hen.
Ikkun den ene Kæmpe havde de lovet Fred.
Thi randt for begges Hænder Blodet fra Hjelme ned.2148.
1538.
Hvor skrækkeligt derinde Sværdslagene klang!
Dér saa man, hvordan Gjorde af Skjoldbeslaget sprang:
thi daled Ædelstene knuste ned i Blod.
Man ser ej Helte stride med mere hævngridsk Mod.2149.
1539.
Borgherren til Bechelarn han vandred hid og did
som en Helt, der kan virke med Kæmpekraft i Strid.
Her lagde Markgrev Rydeger for Dagen mangefold,
at han var heltemodig, berømmelig og bold.2150.
1540.
Fuldvel viste Rydeger, hvor stærk til Strid han drog,
kæk og veludrustet: eja, for Mænd han vog!
Det skued en Burgunder: han ej sin Vrede tvang.
Da lakked det mod Markgreven Rydegers Undergang.2152.
1541.
Gernot den stærke han raabte Helten an.
Til Markgreven mælte han: „Til sidst vil I for sand
dræbe mig alle Stridsmænd, ædle Rydeger.
Det gaar mig svart til Hjerte: jeg kan ej se det mer.2153.
1542.
Nu kan jer Gave vorde jer selv til Skade vendt,
nu I saa mange Frænder har mig i Døden sendt.
Vend mod mig jer Pande, i ædle kække Mand.
Jeg skal tjene jer Gave saa ærefuldt, jeg kan."2154.
1543.
Forinden Markgrev Rydeger for Heltens Aasyn stod,
da maatte lyse Brynjer farves røde af Blod.
De ærelystne Kæmper imod hinanden sprang.
Begge vilde sig værge mod Saar og Undergang.2155.
1544.
Saa skarpe Sværd de havde, at ingenting holdt Stand.
Da gennemhugged Rydeger den gæve rhinske Mand
Hjelmen, haard som Flintsten, saa derved randt hans Blod.
Det gengældte hastigt den kække Ridder god.2156.
1545.
Markgrevens Gave han svang med kraftigt Tag:
hvorvel han selv var dødssaaret, slog han ham et Slag,
saa at det gennem Skjoldet og Hjelmsømmen brød.
Da segned Gotelinds Husbond til Jord slagen død.2157.
1546.
Saa rig Gave lønnedes ej værre nogen Tid.
Gernot og Rydeger sank om i denne Strid
paa een Gang i Døden, dræbt af hinandens Hand.
Da Hagen skued Skaden, da blev han gram for sand.2158.
1547.
Mælte Helten af Tronje: „Til Vanheld er det vendt.
Os er af de to Helte saa stor Skade hændt,
at deres Folk og Lande kan aldrig glemme den.
Som Pant har vi Markgrevens Helteflok igen."2159.
1548.
„Ak ve for min Broder, som her er slagen død!
Hvad times mig dog ikke til hver en Stund af Nød!
Og maa jeg stedse ynke den ædle Rydeger.
Paa begge Sider Skade og svarlig Kvide er."2160.
1549.
Da Giselher mon skue sin Svigerfader død,
kom de, som var derinde, i overvættes Nød.
Døden søgte nidkært sin Tjenerskare bold.
Af Heltene fra Bechelarn blev Ingen i Behold.2161.
1550.
„Os plyndrer Døden saare," mælte ung Giselher.
„Lad os staa hen i Luften, og græd ikke mer,
saa Brynjerne kan køles os kamptrætte Mænd:
jeg tror ej, Gud os under at leve længe end."2163.
1551.
Der saas mange Helte: En sad, en Anden stod.
Men de var ørkesløse: for Helteskarens Fod
laa Rydegers Kæmper slagne. Al Kamplarm var død.
Saa længe var der Stilhed, at Etzel det fortrød.2164.
1552.
„Ak ve mig for hans Tjenest," mælte Kongens Viv;
„den er ikke saa ærlig, at vore Fjenders Liv
skal Hævnen faa at føle af Markgrevens Hand.
Han vil atter dem bringe til de Burgunders Land.2165.
1553.
Hvad gavner det, Kong Etzel, at vi har delt med ham,
alt hvad han begærte? Han lønner os med Skam.
Han, der skulde os hævne, han stifter Fred og Bod."
Da svared hende Folker, hin Kæmpe gæv og god:2166.
1554.
„Saa er det ej, desværre, ædle Kongeviv.
Turde for Løgn jeg sigte saa ædelt fornemt Liv,
da havde saare djævelsk I løjet Rydeger paa:
han og hans Mænd bedroges for Soning her at faa.2167.
1555.
Saa redebont han gjorde, hvad ham Kong Etzel bød,
saa at han med sit Følge herinde ligger død.
Nu se omkring jer, Krimhild, hvo skal lyde jer?
Jer tjente til sin Dødsstund den ædle Rydeger.2168.
1556.
Og vil I ikke tro mig, skal grant I selv det se."
Da gjorde de en Gerning til hendes Hjertensvé:
man udbar den slagne, saa Kongen Helten saa.
Ej kunde Etzels Kæmper en større Kvide faa.2169.
1557.
Dér de skued Markgreven bæres ud som død,
hvad Skriver kan vel skrive eller sige al den Nød
og overvættes Smerte hos Viv og hos Mand,
som de i Hjertensjammer tilkendegav paa Stand?2170.
1558.
Fra Hunekongen Etzel en svar Jammer lød;
som med en Løves Stemme den rige Drot udbrød
i smertelige Véraab: det gjorde og hans Viv.
De klaged overvættes for den gode Rydegers Liv.2171.
