Nibelungekvadet 39
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1646.
Da søgte selv Herr Didrik sin Vaabendragt paa Stand:
ham hjalp med at ruste sig Mester Hildebrand.
Da lød saa heftig Klage fra Bernerfyrstens Bryst,
at Huset gav Genklang af Heltens stærke Røst.2261.
1647.
Da genvandt han atter et ægte Heltemod.
Vred i Hu sig rusted den ædle Kæmpe god,
et Skjold saare kraftigt tog Helten i sin Hand.
I Skynding bort de ilte, han og Hildebrand.2262.
1648.
Mælte Hagen af Tronje: „Hist ser jeg gaa
Bernerfyrsten Didrik: med ham skal Kamp vi faa
efter den stærke Smerte, som her monne ham ske.
Hvo Kampens Pris skal have, skal end i Dag man se.2263.
1649.
Lad sig den Herre Didrik af Bern tykkes nu
aldrig saa stærk af Legem og frygtelig i Hu,
er han til Sinds at hævne, hvad ham er sket af os,"
saalunde mælte Hagen, „tør jeg ham byde Trods."2264.
1650.
Didrik og Hildebrand hørte disse Ord.
Thi traadte Bernerfyrsten hen for Huset, hvor
de to rhinske Kæmper støttet mod Salen stod.
Sit Skjold det gode satte Herr Didrik for sin Fod.2265.
1651.
Mælte den Herre Didrik med Kvide bitterlig:
„Hvorfor har I mon handlet, Gunther Konge rig,
saalunde mod mig hjemløse? hvad havde jeg voldt?
Af Alt, hvad mig har trøstet, har Intet jeg beholdt.2266.
1652.
Jer tyktes, ej tilfulde blev voldet os af Nød,
da I den ædle Rydeger, Helten, slog os død:
nu har I mine Kæmper til Hobe mig misundt.
Slig Kval voldte jeg aldrig jer Helte af Burgund.2267.
1653.
Hav eder selv i Minde og eders svare Tab,
Nøden, som I udstod, og eders Venners Drab,
om ikke, gode Kæmper, det græmmer eders Mod.
Ak ve mig, at Rydeger sank slagen i sit Blod!2268.
1654.
Ingen kunde i Verden en større Kvide ske.
Hvi tænkte I dog ikke paa min og eders Vé?
Alt, jeg havde af Glæde, den dræbte eders Sværd.
Jeg kan ej noksom græde for mine Maage her."2269.
1655.
„Vor Skyld," mælte Hagen, „er mindre, end I tror.
Hid til denne Borgsal der kom en Skare stor
af eders gæve Helte, iført Vaabendragt.
Jeg tykkes, man har ikke tilfulde sandt jer sagt."2270.
1656.
„Hvad skal jeg tænke Andet? Mig sagde Hildebrand,
den Stund da mine Kæmper af Amelungeland
bad jer, dem at give af Salen Rydeger,
da fik de gæve Helte kun Haansord af jer."2271.
1657.
Mælte Kongen af Rhinen: „De bar et Ønske frem,
at føre Rydeger med sig: det bød jeg nægte dem,
men for at smerte Etzel, og ikke dine Mænd:
indtil den gæve Wolfhart gav Skældsord igen."2272.
1658.
„Det maatte gaa saalunde," gav Didrik ham til Svar.
„Gunther, ædle Konge, for hver en Dyd, du har,
giv Soning mig for Skaden, gæve Ridder stolt,
og vis, at du vil bøde, hvad Ondt du mig har voldt.2273.
1659.
Nu giv mig dig til Gidsel, du selv med samt din Mand,
da skal jeg og formene det bedste, som jeg kan,
at Nogen her hos Hunerne skal volde dig Fortræd.
Mit Ord holder jeg ærligt og gavner dig dermed."2274.
1660.
„Forbyde Gud i Himlen," Helt Hagen mælte saa,
„at du skulde til Gidsler tvende Helte faa,
som end med gode Vaaben foran dit Aasyn staar
og end for deres Fjender saa uskadte gaar."2275.
1661.
„Forsværg det ikke saa saare," gav Didrik ham til Svar,
„Gunther og Hagen. For vist I begge har
svarligen mig græmmet mit Hjerte og mit Mod,
nu burde I med Føje mig byde varig Bod.2276.
1662.
Jeg giver jer min Troskab og lover i jer Hand,
at jeg vil ride med jer tilbage til jert Land.
Jeg fører jer did med Ære, eller jeg ligger død,
og vil for eder glemme, hvad jeg har lidt af Nød."2277.
1663.
„Forlang det ikke mere," saa svared Hagen ham.
„Om os skal det Budskab ej spørges til vor Skam,
at to saa kække Helte gav sig til Gidsel hen.
I har jo heller Ingen uden Hildebrand igen."2278.
1664.
Mælte Mester Hildebrand: „Herr Hagen, Gud ved,
naar Nogen jer vil byde, at I skal have Fred,
den Tid kan vel komme, I ønsked den at faa.
Min Herres Soning burde I bedre agte paa."2279.
1665.
Mælte atter Hagen: „Jeg tog mod Soning, før
saa skammelig jeg flygted fra Salshusets Dør,
som eder, Mester Hildebrand, for nyligen vi saa.
Jeg tænkte, at I bedre mod Fjender turde staa."2280.
1666.
„Hvorfor vil mig I laste?" saa svared Hildebrand.
„ Hvem sad engang ved Vasgensten paa sin Skjolderand,
medens Walther af Spanien ham vog saa mangen Ven?
I har fuldtop at laste hos eder selv igen."2281.
1667.
Mælte den Herre Didrik: „Det er ej, som sig bør,
at Helte bruger Skændsmaal, som gamle Kvinder gør.
Jeg byder eder, Hildebrand, ikke at sige mer.
Jeg hjemløse Kæmpe har større Kummer her.2282.
1668.
Lad høre, Kæmpe Hagen," mælte Didrik end,
„hvad monne i begge mæle, I raske Riddersmænd,
dér I saa mig rustet herhid til eder gaa?
I sagde, I alene vilde Kamp med mig bestaa."2283.
1669.
Mælte Helten Hagen: „Det nægter Ingen jer,
jeg vil med stærke Sværdslag en Kamp forsøge her,
til Nibelungesværdet er bristet i min Hand.
I kræved os til Gidsler: det krænker mig for sand."2284.
1670.
Dér nu Didrik hørte den grumme Hagens Mod,
i Hast greb han Skjoldet, den raske Ridder god.
Hvor saare skyndsomt Hagen fra Trappen mod ham sprang!
Nibelungs Sværd det gode paa Didrik højlydt klang.2285.
1671.
Da vidste vel Herr Didrik, at Gunthers kække Mand
var saare vred til Mode: thi skærmed sig paa Stand
den gæve Bernerfyrste imod hans vilde Slag.
Tilforn alt han kendte hans tapre Sindelag.2286.
1672.
Og frygted han for Balmung, et Sværd saare hvast.
Imellem hug dog Didrik med saadan Kløgt og Hast,
at han omsider Hagen i Tvekampen tvang.
Han hugged ham en Vunde saa saare dyb og lang.2287.
1673.
Tænkte da Herr Didrik: „Du er af Kampen træt:
om jeg nu gav dig Bane, den Ære var for let.
Hellere vil jeg prøve, om jeg dig tvinge kan
til at blive min Fange." Derefter handled han.2288.
1674.
Sit Skjold lod han falde: af al Kraft og Mod
svang han sine Arme om Tronjehelten god.
Saalunde sejred Didrik over den kække Mand.
Gunther den ædle han græmmed sig for sand.2289.
1675.
Da bandt Didrik Hagen og førte Kæmpen bold
for Dronning Krimhilds Aasyn og gav i hendes Vold
den allerbedste Kæmpe, som Sværd i Hænde bar.
Da blev hun glad til Mode efter sin Kvide svar.2290.
1676.
Thi bøjed sig for Helten af Fryd Etzels Viv:
„Dig være evig saligt dit Hjerte og dit Liv.
Du har budt mig Lindring for al min bitre Nød.
Det skal jeg altid tjene og lønne til min Død."2291.
1677.
Mælte den Herre Didrik: „Lad ham med Livet gaa,
højsindede Dronning. Og vil I handle saa,
for alt, hvad han har voldt jer, bøder han mangefold.
Det ske ham ej til Skade, han kom bunden i jer Vold."2292.
1678.
Da bød hun Hagen af Tronje i Fangenskab at gaa,
dér han laa i Lænker og hvor ham Ingen saa.
Raabte dernæst Gunther, den ædle Konge stolt:
„Hvorhen gik Bernerhelten? Han har mig Kvide voldt."2293.
1679.
Da traadte ham i Møde Bernerfyrsten god.
Stor var Gunthers Styrke og priseligt hans Mod:
thi tøved han ej længer, han frem for Salen sprang.
Af de to Heltes Sværdhug et stærkt Gny der klang.2294.
1680.
Hvorvel Herr Didrik pristes vidt for Heltefærd,
i overvættes Vrede Gunther svang sit Sværd,
fordi han var hans Dødsfjende efter Kvide stærk:
at Didrik slap med Livet, det var et Underværk.2295.
1681.
I Kraft og Mod de tvende hinanden Stangen holdt.
Sal og Taarne genlød, dér de stred saa boldt
og de lod Sværdet falde i Slag mod Hjelmen god.
Aldrig svigted Gunther hans ædle Heltemod.2296.
1682.
Ham tvang omsider Didrik, som nys han Hagen tvang.
Igennem Heltens Brynje man saa, hvor Blodet sprang
for et bidende Værge: det Bernerfyrsten bar.
Kækt havde han kæmpet, hvor saare træt han var.2297.
1683.
Den rhinske Helt blev bunden af Bernerfyrstens Haand,
hvorvel en Drot ej burde lægges i slige Baand.
Han tænkte, lod han Kongen og hans Mand frie gaa,
da sendte de i Døden Enhver, som de traf paa.2298.
1684.
Bernerkæmpen Didrik han tog ham da ved Haand
og førte ham til Krimhild, saalunde lagt i Baand.
Da endtes hendes Kvide, dér ham skete Ondt.
Hun mælte: „Vær mig, Gunther, velkommen af Burgund!"2299.
1685.
Han mælte: „Ædle Søster, jeg takked jer med Flid,
om eders Hilsen tyktes mig noget mere blid.
Jeg ved eder, Dronning, saa saare vred i Hu,
at I for mig og Hagen har krank Hilsen nu."2300.
1686.
Mælte da Bernerhelten: „Ædle Kongeviv,
aldrig blev til Gidsler saa gode Kæmpers Liv
som dem, jeg, stolte Frue, har i jert Værge bragt:
nu skaan dem for min Skyld, som gav dem i jer Magt."2301.
1687.
Det loved hun at gøre. Dernæst Didrik gik
fra de priselige Helte med Taarer i sit Blik.
Da hævned sig omsider grumt Kong Etzels Viv:
de to kaarne Kæmper dem tog hun deres Liv.2302.
1688.
Hun lod dem ligge adskilt, dem til større Vé,
at Ingen af de tvende kunde den Anden se.
Hvorvel hun gav sit Løfte, den saare ædle Viv,
hun tænkte: „Jeg vil hævne i Dag min Husbonds Liv."2303.
1689.
Traadte da Dronning Krimhild, did hvor Hagen laa.
Hvor saare fjendsk hun mælte dernæst til Kæmpen saa:
„Hvad I har mig berøvet, giv mig det igen,
da kan I end i Live til Burgund komme hen."2304.
1690.
Mælte den grumme Hagen: „Spildt er eders Ord,
min saare ædle Dronning. Derpaa en Ed jeg svor,
ikke at røbe Skatten og give Nogen den,
naar blot af mine Herrer der Een leved end."2305.
1691.
„Jeg bringer det til Ende", mælte den ædle Viv,
og hun befol at tage paa Stand sin Broders Liv.
Man hug hans Hoved af ham: ved Haaret hun det bar
hen for Hagen af Tronje. Da led han Smerte svar.. 2306
1692.
Dér han, fuld af Kvide, sin Herres Hoved saa,
da talte, vendt mod Krimhild, den tapre Helt derpaa:
„Du har efter Villie dit Raad til Ende bragt,
og er det sket saalunde, som jeg mig selv har sagt.2307.
1693.
Nu er Burgundens ædle Drot af Dage bragt,
Giselher den unge og Gernot uforsagt.
Skatten ved nu Ingen foruden Gud og jeg:
den skal, Djævlekvinde, være evig skjult for dig."2308.
1694.
Hun mælte: „Ilde Soning giver I for jer Færd.
Saa vil, om ikke Andet, jeg gemme Sigfreds Sværd.
Det bar min Hjertenskære, da ham jeg skued sidst,
med hvem svarlig Kvide mig voldtes af jer List."2309.
1695.
Han mægted ej at hindre, hun det af Skeden drog.
Da tyktes hende raadeligt, hun Tronjehelten vog.
Hun løfted det i Hænde, hun hug ham Hovedet fra.
Det saa Drotten Etzel: hvor græmmed han sig da!2310.
1696.
„Ak ve", mælte Fyrsten, „her ligger nu fældt,
og for en Kvindes Hænder, den allerbedste Helt,
som kæmped nogen Sinde og førte Ridderskjold.
Hvorvel jeg var hans Fjende, græmmes jeg mangefold."2311.
1697.
„Det skal ej gavne hende", saa mælte Hildebrand,
„at hun turde ham fælde. Det gaa mig, som det kan,
hvorvel Kæmpen bragte mig selv i Skræk og Nød,
agter jeg dog at hævne den kække Tronjers Død."2312.
1698.
I svar Harme Hildebrand frem mod Krimhild sprang;
et saare vægtigt Sværdhug mod Dronningen han svang.
Ved Heltens svare Vrede blev hun af Rædsel bleg.
Hvad kunde det hende nytte, at hun saa mægtigt skreg?2313.
1699.
Hvem Døden havde kaaret, laa alle uden Liv.
I sønder var og hugget den saare ædle Viv.
Didrik og Etzel de brast i Graad paa Stand:
af Hjerte maatte de klage for mangen Maag og Mand.2314.
1700.
Dér laa Glans og Ære slagen til Jorden død.
Folkene stedtes alle i svar Jammersnød.
I Smerte gik til Ende Kong Etzels Gildelag,
som Sorg følger Glæde til Verdens sidste Dag.2315.
1701.
Jeg kan ikke berette, hvad skete sidenhen:
men dér hørte man græde Fruer og Riddersmænd,
derhos de ædle Svende for kære Frænders Død.
Saalunde ender Kvadet om Nibelungernes Nød.2316.
