Nibelungekvadet 5
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
144.
Hver Dag saa man Helte ride til Rhinens Bred,
som havde Hu at være til Festlaget med.
Mange, som kom didhen, at være Kongens Gæst,
dem skænked man til Gave Klædebon og Hest.264.
145.
Dem alle deres Sæder var nu tilvejebragt,
de højeste og bedste, som os er bleven sagt,
to og tredive Fyrster, som stævned did til Fest.
Thi kappedes og Fruerne, om hvo sig smykked bedst.265.
146.
Kendte da ung Giselher ej nogen ledig Stund.
Kyndinge og Gæster med venligt Smil om Mund
modtog han og Gernot, derhos de tvendes Mænd.
Ærefuldt de hilste hver Gæst, som kom derhen.266.
147.
Stadselige Skjolde de førte foran Haand;
guldrøde Sadler og skønne Klædebon
bragte de med til Rhinen til Gunthers Ridderfest.
Mangen saaret Kæmpe man skued glad dernæst.267.
148.
De, som end holdt Sengen og led af Vunder Nød,
husked det ej længer, men glemte Saar og Død.
De af Sot var ramte, man glemte, hvad de led.
Med glad Hu man længtes mod Festens Herlighed.268.
149.
Det var en Pinsemorgen, da saas kække Mænd
klædte saare dejligt komme til Borgen hen,
fem Tusind eller mere til Festlaget kom.
Da blev der yppet Gammen, det kappedes man om.270.
150.
Klog var Drotten Gunther, han saa fra første Færd,
hvorlunde alt hans Søster var bleven Sigfred kær,
hvorvel han ingen Sinde skued den Jomfru før,
hvem man priste fager for alle andre Møer.271.
151.
Mælte da til Kongen den ædle Helt Ortvin:
„Vil fuldt I have Ære af Festen her ved Rhin,
da bør I lade skue Burgunderlandets Pryd:
de saare fagre Jomfruer, som her er alles Fryd.272.
152.
Hvad var Mands Glæde til alle Tider før,
om ikke ædle Fruer og saare skønne Møer?
Lad eders Søster træde for jere Gæster frem "
Det Raad hørte Heltene, og godt det tyktes dem.273.
153.
„Det skal jeg villigt gøre", saa mælte Kongen nu.
Enhver, det hørte sige, blev saare glad i Hu.
Han bød et Bud for Ute og hendes Datter staa,
at de med deres Jomfruer skulde til Hove gaa,274.
154.
Da blev de skønne Klædebon søgte frem af Skrin.
Hvad man af gode Klæder fandt hengemt i Lin,
Guldbort og Ringe, kom alt for en Dag.
Mangen fager Jomfru sig smykked med Behag.275.
155.
Da bød den rige Konge vel hundred gæve Mænd,
hans og hendes Maage, til Krimhild skride hen,
for Jomfruen at tjene: de bar Sværd i Hand.
Det var Kongens Hofsinder i Burgunderland.277.
156.
Ute, den rige Dronning, did med hende skred.
Hun havde skønne Fruer, dem nu hun førte med,
vel hundred eller mere, klædte i rige Skrud.
Og fulgtes hendes Datter af mangen Jomfru prud,278.
157.
Dem alle saa man træde af en Fruerstue frem:
svart trængtes Helte, dér nu de skued dem,
med Hjertet fuldt af Længsel, om vel det kunde ske,
at dem maatte times den ædle Mø at se.279.
158.
Nu gik den væne Jomfru, det var som Morgenrød
gaar frem af mørke Skyer. Da glemte den sin Nød,
som bar hende i Hjertet og længe gjorde saa:
han saa den væne Jomfru herligt for sig staa.280.
159.
Mange Ædelstene lyste af hendes Skrud:
hendes rosenrøde Farve saa yndig tog sig ud.
Hvor gerne Nogen vilde, han kunde ej fragaa,
saa skønt Syn han aldrig tilforn i Verden saa.281.
160.
Alt som den lyse Maane for Stjerners Skare staar,
naar den med klare Straaler frem af Skyerne gaar,
saalunde stod og Krimhild for mangen Frue god.
Thi maatte derved vokse de stolte Heltes Mod.282.
161.
Rige Kammersvende man skued for dem gaa.
De statelige Helte gav ikke Agt derpaa,
men trængtes, dér de Møen, den fagre, fik at se.
Den Herre Sigfred følte paa een Gang Fryd og Ve.283.
162.
Han tænkte i sit Hjerte: „Hvor skulde det gaa til,
at jeg skulde dig elske? det er et Drømmespil.
Men hvis jeg skal dig savne, langt heller var jeg død."
Han blev ved disse Tanker om Kap hvid og rød.284.
163.
Saare skøn at skue, saalunde Sigfred stod,
som paa et Pergamentblad med Kløgt en Mester god
kunde have ham malet; thi viden blev det meldt,
at ingen Sinde saa man saa skøn nogen Helt.285.
164.
De, som gik med Fruen, til alle Sider bød
Folk vige af Vejen, og mangen Helt adlød.
Dér saas da de stolte til Fryd for manges Liv.
I ædel Tugt og Højhed gik mangen herlig Viv.286.
165.
Mælte den bolde Herre, Gernot af Burgund:
Den Helt, som saa vennesælt har jer sin Tjenest undt,
Gunther, kære Broder, det samme gør mod ham
for alle disse Kæmper: det bringer os ej Skam.287.
166.
I skal byde Sigfred hen til min Søster gaa,
at Jomfruen kan hilse ham: deraf vil Gavn vi faa.
Hun hilste aldrig Kæmper, ham hilse hun til Løn;
saalunde skal vi vinde den Kæmpe saare skøn."288.
167.
Thi søgte Kongens Maage den gæve Riddersmand.
Da mælte de til Sigfred, hin Helt af Nederland:
„I skal gaa til Hove, tilsteder Kongen jer,
hans Søster skal jer hilse: til Ære det jer sker."289.
168.
Det Budskab erfared Herr Sigfred glad i Hu,
at han fik Lov at skue skøn Utes Datter nu:
thi følte han ikke Kvide, men en livsalig Fryd.
Hun hilste siden Sigfred med yndig Tugt og Dyd.290.
169.
Med Flid han sig bøjed: hun tog hans Haand i sin.
Hvor saare lifligt skred han hos Fruen fejr og fin!
Da saa de paa hinanden, han og Fruen skøn,
med saare milde Øjne: det gjorde de i Løn.292.
170.
Røbed dér de tvende deres Hjertes Kærlighed
ved Tryk af hvide Hænder, derom jeg Intet ved.
Dog kan jeg ikke tænke, at de det fare lod:
hun havde snart forraadt ham, at hun var Helten god.293.
171.
Om Skærsommerdage og henad Majdags Tid,
aldrig før han mærked en Fryd saa saare blid
som den, han i Hjertet nu fik at føle dér,
Haand i Haand med hende, ham alt var saa kær.294.
172.
Da tænkte mangen Kæmpe: „Ak, skete mig som ham,
at Haand i Haand med hende jeg samme Fryd fornam,
eller jeg hende favned! Da var mig Lykken blid."
Bedre tjente Ridder ej Dronning nogen Tid.295.
173.
I hvad for Konges Lande end Gæsterne kom fra,
de havde ikkun Øje for disse tvende da.
Hun fik Lov at kysse den statelige Mand:
saa lifligt skete Intet i Verden ham for sand.296.
174.
Kongen af Danemarken han mælte da paa Stand:
„For denne høje Hilsen blev ukarsk mangen Mand,
thi det maa grant jeg sande, det voldte Sigfred dér.
Gud lade ham ej komme til Danemarken mer."297.
175.
Befol man dernæst Folkene alle Vegne gaa
til Side for skøn Krimhild, De stolte Mænd man saa
følge hende til Kirke med Tugt og ædel Færd.
Fra hendes Side skiltes den gæve Ridder dér.298.
176.
Gik dernæst hun til Domkirken, fulgt af mangen Viv.
Saalunde var og smykket hin Dronnings fagre Liv,
at dér i høje Ønsker stod mangen Helt fortabt.
Hun var mange Kæmper til Øjenslyst skabt.299.
177.
Neppe bied Sigfred, indtil man færdig sang.
I Løn maatte han prise sin Lykke Gang paa Gang,
at hun var ham saa gunstig, som han i Hjertet bar:
med Føje hende elsked den ædle Kæmpe snar.300.
178.
Da hun kom ud af Kirken, som og tilforn man bad
Sigfred og Krimhild igen at følges ad.
Da takked ham den fagre, fordi i Kamp han red,
og at han saare herligt for mange Kæmper stred.301.
179.
„Jer lønne Gud, Herr Sigfred," Krimhild mælte saa,
„med Føje skyldes eder, at vore Kæmper maa
vide jer Tak af Hjertet, som mig er bleven meldt."
Da saa paa Fru Krimhild ømt den gæve Helt.302.
180.
Saalunde mælte Kæmpen: „Dem vil jeg tjene tro,
og ingen Sinde lægger mit Hoved jeg til Ro,
før jeg gør dem til Villie, om blot jeg leve maa.
Det sker, min Fru Krimhild, for eders Gunst at naa.303.
181.
I tolv Dage efter, hver Dag, som monne gaa,
den saare stolte Jomfru ved Kæmpens Haand man saa,
naar hendes ædle Frænder til Hove hende bød.
Til Tak for sin Tjenest den Ære Helten nød.304.
182.
Idel Fryd og Glæde og højlyd Jubelgjald
hørte man under Festen hver Dag ved Gunthers Hal,
udenfor og inde, af mangen tapper Mand.
Ortvin og Hagen i Stordaad førte an.305.
183.
De to var saare rede til alskens Ridderspil,
om blot der fandtes Kæmper, der havde Hu dertil.
Thi høsted de blandt Gæsterne navnkundigt Heltery,
og viden om man priste Kong Gunthers Land og By.306.
184.
De, som laa med Vunder, saa man fra Lejet staa
for med Kong Gunthers Hirdmænd til Tidkort at gaa,
at værge sig med Skjolde og kaste Lanseskaft.
Dermed hjalp dem mange, som viste Heltekraft.307.
185.
Saa længe Festen vared, Værten dem pleje lod
alt med den bedste Spise. Trods nogen Konge god,
skulde han vel sig vogte at høste Skam og Spot,
Vennesæl blandt Gæsterne man saa den ædle Drot.308.
186.
Han mælte: „Gode Helte, før hjem gaar jer Færd,
I tage mine Gaver: erfare skal Enhver,
at jeg jer gerne tjener. Mit Gods I ej forsmaa:
det vil jeg dele med jer, og villigt gør jeg saa."309.
187.
De fra Danemarken de mælte da paa Stand:
„Inden vi atter rider tilbage til vort Land,
vi kræver varig Soning. Det gør vi i vor Nød:
for jere Helte ligger os mangen Frænde død."310.
188.
Lægt for sine Kampsaar var nu Kong Lydegast,
og Saksekongen kom sig af Kampens Overlast.
Nogle Helte døde, dem lod de blive dér.
Da traadte Drotten Gunther paa ny Herr Sigfred nær.311.
189.
Han mælede til Kæmpen: „Nu raad mig paa ny.
Aarle vore Avindsmænd vil ride fra min By,
de kræver varig Soning af mig og mine Mænd;
nu raad, Kæmpe Sigfred, hvad godt dig tykkes end.312.
190.
Hvad Herrerne mig byder, det lader jeg dig høre.
Hvad fem Hundred Heste af Guld herhen kan føre,
det skænked de mig gerne, om jeg nu gav dem fri."
Svared stærken Sigfred: „I håndled slet deri.313.
191.
I skal lade begge herfra i Frihed gaa:
og at de ædle Kæmper ej mer skal tænke paa,
med Avindsind at ride herhen til eders Land,
til Borgen skal I kræve de to Herrers Hand."314.
192.
„Det Raad vil jeg følge." De skiltes med de Ord.
Gunthers tvende Fjender det Budskab erfor,
at Ingen ønsked Guldet, som villigt de gav hen.
Hjemme længtes Frænder mod de kamptrætte Mænd.315.
193.
Mange Skjolde fulde af Skatte did man bar:
han gav uden at veje den Frændeflok, dér var,
vel fem Hundred Mark hver, og nogle mer endnu.
Ham raadte Kæmpen Gernot at vise gavmild Hu.316.
194.
Alle tog de Orlov, dér de vilde hjem.
Da saas de ædle Gæster for Krimhild træde frem;
de lod sig ogsaa stede for Dronning Utes Stol.
Bedre Hjemlov Helte man ingen Tid befol.317.
195.
Herberger tømtes, da bort fra Worms de red.
Derhjemme blev tilbage i Pragt og Herlighed
Kongen med hans Maage, mange ædle Mænd.
Dem saa man daglig skride til Dronning Krimhild hen.318.
196.
Begærte ogsaa Sigfred nu Orlov at faa:
han tvivled om at vinde, hvad ham paa Hjerte laa.
At hjem han vilde ride, det blev Kong Gunther sagt:
det var den unge Giselher, slog Rejsen af hans Agt.319.
197.
„Hvorhen vil I nu ride, Sigmunds ædle Søn?
Bliv endnu hos Kæmperne og føj mig i min Bøn,
her hos Drotten Gunther med samt hans gæve Mænd.
Her er fagre Fruer, som I skal skue end."320.
198.
Mælte stærken Sigfred: „Lad vore Heste staa.
Jeg vilde ride heden: jeg det begive maa.
Bær bort vore Skjolde. Hjem vilde jeg nu:
med fagre Ord Herr Giselher har omstemt min Hu."321.
199.
Saalunde blev den bolde i Worms Dag paa Dag.
Intetsteds i Verden han følte et Behag
som i Kong Gunthers Rige. Det monne deraf ske,
at hver Dag derefter han Krimhild fik at se.322.
