Nibelungekvadet 6

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nibelungenlied 2.jpg
Nibelungekvadet


oversat af
Chr. Fledelius


6. hvorledes Gunther sejlede til Island efter Brynhild


200.
 
 
 

Der sad en fager Dronning    over salten Vand:
som hun fandtes Ingen    i noget Verdens Land.
Saare dejlig var hun,    stor var hendes Kraft.
Hun svang med raske Helte    om Elskov Lanseskaft.

325.
 
 
 

201.
 
 
 

Fjernt slynged hun Stenen,    og vidt hun efter sprang.
Hvo hendes Gunst begærte,    han maatte først engang
i tre Kampe sejre    over den ædle Mø:
fejled han i een kun,    da maatte Helten dø.

326.
 
 
 

202.
 
 
 

Mælte Fyrsten af Rhinen:    „Jeg agter over Vand
at drage til skøn Brynhild,    det gaa mig, som det kan.
For hendes Gunst at vinde    vover jeg mit Liv:
det skal jeg villigt miste,    bliver hun ej min Viv."

328.
 
 
 

203.
 
 
 

Han mælte: „Ædle Sigfred,    vil du staa mig bi
med at erhverve Brynhild?    Føjer du mig heri,
og times mig at vinde    den fagre Mø til Viv,
da vil for dig jeg vove    min Ære og mit Liv."

331.
 
 
 

204.
 
 
 

Da genmælte Sigfred,    Sigmunds ædle Søn:
„Giver du mig din Søster,    da føjer jeg din Bøn,
den væne Jomfru Krimhild,    hin Kongedatter stolt:
da lønnes jeg til fulde,    hvad end mig vorder voldt."

332.
 
 
 

205.
 
 
 

„Det lover jeg," han mælte,    „Sigfred, i din Hand.
Kommer den skønne Brynhild    engang til dette Land,
saa agter jeg at give    min Søster dig til Brud:
da kan i Fryd du leve    med Jomfruen prud."

333.
 
 
 

206.
 
 
 

Det svor da de stolte    hinanden til med Ed.
De fristed svarlig Møje    i Dagene, som led,
før de bragte Fruen    til Rhinkongens Borg.
Engang skulde det volde    de kække svarlig Sorg.

334.
 
 
 

207.
 
 
 

Sigfred maatte føre    den Kappe med af Land,
han vandt med Nød og Fare,    den saare kække Mand,
da han tilforn i Striden    mod Dvergen Albrig drog.
De kække Helte rusted    sig nu til deres Tog.

335.
 
 
 

208.
 
 
 

„Nu sig, Kæmpe Sigfred,    før jeg drager af Land,
at vi med alskens Ære    kan komme over Vand,
skal did til Brynhilds Rige    vi føre Kæmpers Flok?
Tredive Tusind Helte    skal samles hastigt nok."

338*.
 
 
 

209.
 
 
 

„Hvor mange did vi fører"    gav Sigfred til Svar,
„den stolte Dronning Brynhild    saa vilde Sæder har,
dø maa de til Hobe    for hendes Overmod.
Jeg raader eder bedre,    Kæmpe kæk og god.

340* B.
 
 
 

210.
 
 
 

Jeg er den ene Fælle,    den anden er du selv,
den tredie være Hagen,    (vor Færd skal lykkes vel),
den fjerde det er Dankvart,    den saare kække Mand.
Mod os tør tusind andre    i Strid ej holde Stand."

339*.
 
 
 

211.
 
 
 

„Det gad jeg gerne vide,"    mælte den rige Drot,
„før vi drager af Landet    (saa tykkes det mig godt),
hvad Klæder vi skal bære    hist i Brynhilds Rige,
som anstaar os Kæmper:    det skal I Gunther sige."

340*.
 
 
 

212.
 
 
 

„De ypperligste Klæder,    i Verden findes kan,
dem bærer man til hver Tid    hist i Brynhilds Land.
For Møen bør vi smykkes    med rig Klædedragt,
at ikke, naar det spørges,    det til Skam os vorder sagt."

341*.
 
 
 

213.
 
 
 

Han lod sin Søster sige,    at han og Sigfred med
ønsked hende at gæste.    Forinden det fandt Sted,
den skønne Jomfru klædte    sig fluks med største Flid.
Det græmmed hende lidet,    at Heltene kom did.

342*.
 
 
 

214.
 
 
 

„Velkommen være min Broder,    hans Fælle sammelund.
Gerne vilde jeg vide,"    saalunde mælte hun,
„hvad Ønske har I Herrer,    at I mig gæster nu?
Lad høre, ædle Helte,    hvortil stunder eders Hu?"

344*.
 
 
 

215.
 
 
 

Mælte den rige Konge:    „Min Søster saare kær,
hvis ikke du mig bistaar,    er ørkesløs vor Færd.
Vi vil til Brynhilds Rige    og fæste mig en Brud:
thi kræves, at for Fruer    vi bærer rige Skrud."

354* B.
 
 
 

216.
 
 
 

Da genmælte Møen:    „Paa mine Ord giv Agt.
Jeg selv ejer Silke:    lad hid nu blive bragt
Ædelstene paa Skjolde:    saa syr jeg Klædemon."
Det loved Drotten Gunther    og Sigfred redebon.

349*.
 
 
 

217.
 
 
 

Med venlig Tale skiltes    de to og Møen ad.
Den ædle Dronning Krimhild    af sine Møer bad
frem fra Fruerstuen    tredive Terner gaa:
et Værk skulde de gøre,    de vel forstod sig paa.

352*.
 
 
 

218.
 
 
 

Silken fra Arabien,    den var saa hvid som Sne,
fra Zazamang den gode,    saa grøn som Græs at se,
i den syed de Stene;    det blev til skønne Skrud;
selv skar dem Krimhild,    den Jomfru saare prud.

353*.
 
 
 

219.
 
 
 

Da Klæderne var rede,    var ogsaa bleven bygt
med Omhu paa Rhinen    et stærkt Skib, som trygt
Heltene kunde bringe    derfra til salten Sø.
Af Arbejd sig vaanded    mangen en ædel Mø.

358*.
 
 
 

220.
 
 
 

Med velmente Takord    man skønned og derpaa.
Da bad de gæve Kæmper    om Orlov at faa:
saalunde gjorde Herrerne    med ædel Ridderskik.
Af Graad saa man vædes    mange lyse Blik.

360*.
 
 
 

221.
 
 
 

Deres guldrøde Skjolde    man ned til Bredden bar
og bragte deres Udrustning    did, hvor Skibet var.
Af Stald trak man Hestene:    de red fra Gunthers Borg.
Da stod de fagre Fruer    med Graad og svarlig Sorg.

365.
 
 
 

222.
 
 
 

Vinduerne fyldtes    af saare fagre Møer.
I Skibssejlet lufted    en høj og gunstig Bør.
De stolte Rejsefæller    de satte sig om Bord.
„Hvem skal føre Skibet?"    var Drotten Gunthers Ord. 

366.
 
 
 

223.
 
 
 

„Det vil jeg," mælte Sigfred.    „Vid, hver Kæmpe god,
jeg kan vel føre eder    herfra over Flod.
Mig er velbekendte    Vejene over Vand."
De skiltes glad til Mode    fra de Burgunders Land.

367*.
 
 
 

224.
 
 
 

En Baadstage Sigfred    tog hastigt i sin Hand:
den kraftfulde Kæmpe    skød Skibet ud fra Land.
Gunther den bolde    han selv en Aare tog.
Med trøstigt Mod af Landet    de gæve Helte drog.

368.
 
 
 

225.
 
 
 

De førte rige Spiser    og dertil ædel Vin,
den bedste, som man mægted    at finde omkring Rhin.
Til Hestene var Stade,    hvor de stod i Mag.
jævnt sejled Skibet    til Heltenes Behag.

369.
 
 
 

226.
 
 
 

Det var den tolvte Morgen,    saalunde er os sagt,
da havde Vind og Vove    den lange Vej dem bragt
tæt hen til Isensten    i Dronning Brynhilds Land:
det kendte Helten Sigfred,    og Ingen uden han.

371.
 
 
 

227.
 
 
 

Dér nu Drotten Gunther    saa mange Borge saa
med vidtstrakte Marklande,    talte han derpaa:
„I sige mig, Ven Sigfred,    ved I og for sand,
hvis er disse Borge    og det herlige Land?"

372*.
 
 
 

228.
 
 
 

Da genmælte Sigfred:    „Det siger jeg for sand.
Hvad dér I monne skue,    er Brynhilds Folk og Land.
Naar i Dag os times    til Hove hist at gaa,
da maa vi fuld af Kvide    for Dronning Brynhild staa.

373—374*.
 
 
 

229.
 
 
 

Naar den fagre Jomfru    blandt hendes Hird vi ser,
skal I, gæve Helte,    forkynde En og hver,
Gunther er min Herre,    og jeg hans Tjenestmand,
paa det at Kongens Villie    des bedre lykkes kan."

375*.