Nibelungekvadet 6
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
oversat af
Chr. Fledelius
200.
Der sad en fager Dronning over salten Vand:
som hun fandtes Ingen i noget Verdens Land.
Saare dejlig var hun, stor var hendes Kraft.
Hun svang med raske Helte om Elskov Lanseskaft.325.
201.
Fjernt slynged hun Stenen, og vidt hun efter sprang.
Hvo hendes Gunst begærte, han maatte først engang
i tre Kampe sejre over den ædle Mø:
fejled han i een kun, da maatte Helten dø.326.
202.
Mælte Fyrsten af Rhinen: „Jeg agter over Vand
at drage til skøn Brynhild, det gaa mig, som det kan.
For hendes Gunst at vinde vover jeg mit Liv:
det skal jeg villigt miste, bliver hun ej min Viv."328.
203.
Han mælte: „Ædle Sigfred, vil du staa mig bi
med at erhverve Brynhild? Føjer du mig heri,
og times mig at vinde den fagre Mø til Viv,
da vil for dig jeg vove min Ære og mit Liv."331.
204.
Da genmælte Sigfred, Sigmunds ædle Søn:
„Giver du mig din Søster, da føjer jeg din Bøn,
den væne Jomfru Krimhild, hin Kongedatter stolt:
da lønnes jeg til fulde, hvad end mig vorder voldt."332.
205.
„Det lover jeg," han mælte, „Sigfred, i din Hand.
Kommer den skønne Brynhild engang til dette Land,
saa agter jeg at give min Søster dig til Brud:
da kan i Fryd du leve med Jomfruen prud."333.
206.
Det svor da de stolte hinanden til med Ed.
De fristed svarlig Møje i Dagene, som led,
før de bragte Fruen til Rhinkongens Borg.
Engang skulde det volde de kække svarlig Sorg.334.
207.
Sigfred maatte føre den Kappe med af Land,
han vandt med Nød og Fare, den saare kække Mand,
da han tilforn i Striden mod Dvergen Albrig drog.
De kække Helte rusted sig nu til deres Tog.335.
208.
„Nu sig, Kæmpe Sigfred, før jeg drager af Land,
at vi med alskens Ære kan komme over Vand,
skal did til Brynhilds Rige vi føre Kæmpers Flok?
Tredive Tusind Helte skal samles hastigt nok."338*.
209.
„Hvor mange did vi fører" gav Sigfred til Svar,
„den stolte Dronning Brynhild saa vilde Sæder har,
dø maa de til Hobe for hendes Overmod.
Jeg raader eder bedre, Kæmpe kæk og god.340* B.
210.
Jeg er den ene Fælle, den anden er du selv,
den tredie være Hagen, (vor Færd skal lykkes vel),
den fjerde det er Dankvart, den saare kække Mand.
Mod os tør tusind andre i Strid ej holde Stand."339*.
211.
„Det gad jeg gerne vide," mælte den rige Drot,
„før vi drager af Landet (saa tykkes det mig godt),
hvad Klæder vi skal bære hist i Brynhilds Rige,
som anstaar os Kæmper: det skal I Gunther sige."340*.
212.
„De ypperligste Klæder, i Verden findes kan,
dem bærer man til hver Tid hist i Brynhilds Land.
For Møen bør vi smykkes med rig Klædedragt,
at ikke, naar det spørges, det til Skam os vorder sagt."341*.
213.
Han lod sin Søster sige, at han og Sigfred med
ønsked hende at gæste. Forinden det fandt Sted,
den skønne Jomfru klædte sig fluks med største Flid.
Det græmmed hende lidet, at Heltene kom did.342*.
214.
„Velkommen være min Broder, hans Fælle sammelund.
Gerne vilde jeg vide," saalunde mælte hun,
„hvad Ønske har I Herrer, at I mig gæster nu?
Lad høre, ædle Helte, hvortil stunder eders Hu?"344*.
215.
Mælte den rige Konge: „Min Søster saare kær,
hvis ikke du mig bistaar, er ørkesløs vor Færd.
Vi vil til Brynhilds Rige og fæste mig en Brud:
thi kræves, at for Fruer vi bærer rige Skrud."354* B.
216.
Da genmælte Møen: „Paa mine Ord giv Agt.
Jeg selv ejer Silke: lad hid nu blive bragt
Ædelstene paa Skjolde: saa syr jeg Klædemon."
Det loved Drotten Gunther og Sigfred redebon.349*.
217.
Med venlig Tale skiltes de to og Møen ad.
Den ædle Dronning Krimhild af sine Møer bad
frem fra Fruerstuen tredive Terner gaa:
et Værk skulde de gøre, de vel forstod sig paa.352*.
218.
Silken fra Arabien, den var saa hvid som Sne,
fra Zazamang den gode, saa grøn som Græs at se,
i den syed de Stene; det blev til skønne Skrud;
selv skar dem Krimhild, den Jomfru saare prud.353*.
219.
Da Klæderne var rede, var ogsaa bleven bygt
med Omhu paa Rhinen et stærkt Skib, som trygt
Heltene kunde bringe derfra til salten Sø.
Af Arbejd sig vaanded mangen en ædel Mø.358*.
220.
Med velmente Takord man skønned og derpaa.
Da bad de gæve Kæmper om Orlov at faa:
saalunde gjorde Herrerne med ædel Ridderskik.
Af Graad saa man vædes mange lyse Blik.360*.
221.
Deres guldrøde Skjolde man ned til Bredden bar
og bragte deres Udrustning did, hvor Skibet var.
Af Stald trak man Hestene: de red fra Gunthers Borg.
Da stod de fagre Fruer med Graad og svarlig Sorg.365.
222.
Vinduerne fyldtes af saare fagre Møer.
I Skibssejlet lufted en høj og gunstig Bør.
De stolte Rejsefæller de satte sig om Bord.
„Hvem skal føre Skibet?" var Drotten Gunthers Ord.366.
223.
„Det vil jeg," mælte Sigfred. „Vid, hver Kæmpe god,
jeg kan vel føre eder herfra over Flod.
Mig er velbekendte Vejene over Vand."
De skiltes glad til Mode fra de Burgunders Land.367*.
224.
En Baadstage Sigfred tog hastigt i sin Hand:
den kraftfulde Kæmpe skød Skibet ud fra Land.
Gunther den bolde han selv en Aare tog.
Med trøstigt Mod af Landet de gæve Helte drog.368.
225.
De førte rige Spiser og dertil ædel Vin,
den bedste, som man mægted at finde omkring Rhin.
Til Hestene var Stade, hvor de stod i Mag.
jævnt sejled Skibet til Heltenes Behag.369.
226.
Det var den tolvte Morgen, saalunde er os sagt,
da havde Vind og Vove den lange Vej dem bragt
tæt hen til Isensten i Dronning Brynhilds Land:
det kendte Helten Sigfred, og Ingen uden han.371.
227.
Dér nu Drotten Gunther saa mange Borge saa
med vidtstrakte Marklande, talte han derpaa:
„I sige mig, Ven Sigfred, ved I og for sand,
hvis er disse Borge og det herlige Land?"372*.
228.
Da genmælte Sigfred: „Det siger jeg for sand.
Hvad dér I monne skue, er Brynhilds Folk og Land.
Naar i Dag os times til Hove hist at gaa,
da maa vi fuld af Kvide for Dronning Brynhild staa.373—374*.
229.
Naar den fagre Jomfru blandt hendes Hird vi ser,
skal I, gæve Helte, forkynde En og hver,
Gunther er min Herre, og jeg hans Tjenestmand,
paa det at Kongens Villie des bedre lykkes kan."375*.