Nibelungekvadet 7-8.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
oversat af
Chr. Fledelius
230.
Paa samme Tid de talte, var deres Skib alt bragt
nær hen til Borgen: da gav Kongen Agt
paa mange fagre Møer, i Vinduerne stod.
At ikke han dem kendte, var Gunther svart imod.377*.
231.
Han adspurgte Sigfred, hans Fælle velbered:
„Sig mig, hvis I Noget om disse Møer ved,
som hist oppe skuer hen over os paa Flod.
Hvad deres Drot end hedder, er stolt deres Mod."378*.
232.
Mælte den Herre Sigfred: „Spejd nu did i Løn
blandt Møerne og sig mig, hvilken Jomfru skøn
af dem vilde I tage, om det stod i jer Magt."
„Det skal jeg," mælte Gunther, hin Ridder uforsagt.379*.
233.
„Saa ser jeg En iblandt dem i hint Vindu staa,
klædt i snehvid Klædning: hun mig behager saa,
at hende vælger mit Øje for hendes skønne Liv.
Om dertil Magt jeg havde, blev hun for vist min Viv."380*.
234.
„Dit Øje, gæve Gunther, har søgt den rette ud.
Det er den ædle Brynhild, den skønne Jomfru prud,
mod hvem dit Hjerte higer, din Hu og alt dit Sind."
Heltene red fra Skibet i Borgstaden ind.381-387*.
235.
Seks og firsindstyve Taarne deri stod,
tre vide Salshuse og en Hal fuldgod,
bygt af ædelt Marmor, saa grønt som et Blad;
derinde selve Brynhild med sine Terner sad.388.
236.
Opladt var Borgen, aabnet vidt den stod.
Brynhilds bolde Kæmper ilte dem imod
og hilste dem Velkommen i deres Frues Land.
De bød dem give Skjolde og Hestene af Hand.389.
237.
Til dem mælte en Kammersvend: „Giv os jere Sværd
og eders lyse Brynjer". „Det skulde gaa os nær,"
mælte Hagen af Tronje: „vi selv dem bære vil."
Ham kundgjorde Sigfred, hvordan det dér gik til.390*.
238.
„Den Skik raader i Borgen, det vil jeg sige jer,
at ingen fremmed Kæmpe maa bære Vaaben her.
I skal give dem fra jer: det sker ej til vor Skam."
Modstræbende adlød Hagen af Tronje ham.391*.
239.
Da blev der og Fru Brynhild Beretning derom sagt,
at ukendte Kæmper, i saare herlig Pragt,
var komne did til Landet, baarne over Sø.
Da gav sig til at spørge den skønne gode Mø.409* B.
240.
„I skal lade mig høre," Dronningen mælte saa,
„hvad er det vel for Helte, det maa jeg undres paa,
som ukendte gæster min Borg i herlig Pragt,
og hvilket Erind Heltene har hid til Landet bragt?"393*.
241.
Da mælte En af Følget: „Jeg ved, Frue, eet,
at aldrig har jeg Nogen af disse Helte set
uden Een iblandt dem, Sigfred ligner han.
Ham bør I hilse venligt: det raader jeg for sand."394*.
242.
Da genmælte Dronningen: „Tag min Rustning frem.
Og er den stærke Sigfred nu kommen hid med dem,
for at vinde min Elskov, da koster det hans Liv.
Jeg frygter ikkun lidet at blive Heltens Viv."395*.
243.
Dér nu Dronning Brynhild Sigfred for sig saa,
hvad Jomfruen mælte, I ogsaa høre maa:
„Vær velkommen, Sigfred, her i dette Land.
Hvad Mening har jer Rejse? Det sige I for sand."398.
244.
„For stor er eders Naade, min ædle Fru Brynhild,
at I værdiges at hilse mig, Fyrstedatter mild,
før denne ædle Kæmpe, som foran mig I ser:
saa sandt han er min Herre, for stor Gunst mig sker.399*.
245.
Han er født ved Rhinen: hvad skal jeg sige mer?
For din Gunst at vinde du i dit Land os ser.
Han ønsker dig til Hustru, det gaa ham, som det vil.
Betænk dig i Tide: hans Hu staar kun dertil.400*.
246.
Af Navn hedder han Gunther og er en mægtig Drot.
Ifald han vandt din Elskov, da tyktes alt ham godt.
At drage med befol mig den gæve Kæmpe prud:
helst lod jeg det fare, om ej det var hans Bud."401.
247.
Hun mælte: „Er han Herre, og du hans Tjenestmand,
de Kampe, jeg ham byder, kan dér han holde Stand
og hævde sig som Mester, da bliver jeg hans Viv:
hvis ikke, maa til Hobe I lade eders Liv.402.
248.
Stenen skal han slynge og springe efter den
og kaste Lansen med mig. Drag før hjem igen.
Her kan I miste Æren og allesammen dø:
betænk jer derfor nøje," mælte den ædle Mø.404.
249.
Sigfred den kække han traadte Gunther nær
og bad ham ikkun trøstigt nu sige sit Begær
fritud til Dronningen og være uden Frygt.
„Jeg skal vel skærme eder mod hende med min Kløgt."405.
250.
Mælte da Kong Gunther: „Ædle Dronning bold,
nu sig, hvad I byder. Og var det mangefold,
alt vilde jeg taale for eders skønne Liv.
Mit Hoved vil jeg miste, bliver I ej min Viv."406.
251.
Da Dronning Brynhild hørte, at Heltens Agt stod fast,
da bad hun alting ruste til Kampene i Hast.
Hun lod bringe til Striden sin Vaabendragt paa Stand,
af røden Guld en Brynje, derhos en Skjolderand.407.
252.
Imens var ogsaa Sigfred, hin Helt bold og snar,
ilet ned til Stranden, før Nogen blev det vår;
han fandt sin Dølgekappe, hvor den i Skibet laa.
Den tog han hastigt om sig, saa Ingen mer ham saa.410.
253.
Tilbage han sig skyndte, hvor Mængden strømmed til
og Brynhild forkyndte dem sine høje Spil.
Didhen kom han lønligt, fordi han Kappen bar,
saa at af alle Helte ej Nogen blev ham vår.411.
254.
Da bragte man til Fruen saa vægtig og lang
og saare skarp en Lanse, til hver Tid hun svang,
stærk og tung at føre, drabelig og bred,
med sine hvasse Egge den saare grufuldt bed.418.
255.
Hør et Under om Spydet, hvor tungt det var og stort.
Af halvfjerde Maade Metal var det gjort.
Tre af Brynhilds Helte med Møje Vaabnet bar.
Den ædle Gunther ængstedes, dér Helten blev det vår.419*.
256.
Da mælte Hagens Broder, Dankvart, Helten prud:
„Det græmmer mig fuldsaare, vi drog paa Kongsfærd ud.
Nu hed vi altid Kæmper: hvor mister vi vort Liv,
ifald her i Landet vi dør for denne Viv!420*.
257.
Det nager mig af Hjerte, jeg kom til Brynhilds Land.
Havde min Broder Hagen nu Vaaben i sin Hand
og jeg ogsaa mine, til visse nok aflod
alle Brynhilds Helte fra deres Overmod."421*.
258.
„Vi skulde uantastet vel her fra Landet gaa,
havde vi blot vor Rustning," Herr Hagen mælte saa,
„som vi til Kamp har nødig, og vore gode Sværd:
da dæmpedes til visse den stolte Jomfrus Færd."422*.
259.
Det Ord, Helten mælte, vel agted Møen paa.
Med Smil om sin Læbe hun over Skuldren saa:
„Nu han saa kæk sig synes, saa bring dem da paa Stand
Rustningen og giv dem de skarpe Sværd i Hand."423*.
260.
Da de fik Sværd i Hænde, som Dronning Brynhild bød,
da blev den kække Dankvart fluks af Glæde rød.
„Ske, hvad Spil dem lyster", saa mælte Helten snar,
„Gunther er ubesejret, nu vi vort Værge har."424*.
261.
Dronning Brynhilds Styrke blev alle aabenbar:
til Kampringen bar man en Sten stor og svar,
drabelig at skue, en rund Klippeblok:
tolv raske Kæmper de bar den neppe nok.425.
262.
Sine Ærmer strøg tilbage hun over hviden Arm,
saa greb hun sin Skjolderand og tog den for sin Barm.
Da begyndte Dysten: hun hæved Spydets Blad.
Gunther og Sigfred de frygted Brynhilds Had.427.
263.
Var det ej sket, at Sigfred til Hjælp Helten sprang,
da havde Møen voldet Kong Gunthers Undergang.
Ved Kongens Haand han rørte, da han i Smug kom nær.
Da maatte Gunther ængstes ved Heltens kloge Færd.428.
264.
„Slip dit Skjold af Hænde og lad mig bære det,
og alt hvad jeg befaler, det mærke du dig ret.
Nu gøre du alle Fagter, jeg handler i dit Sted."
Da grant han ham kendte, da glædtes han derved.420.
265.
Da svang saare kraftigt den fagre Jomfru bold
sin Lanse mod et mægtigt, et nyt og bredt Skjold:
det bar i Hænde Sigfred, hin Søn af Sigelind.
Ilden sprang af Staalet, som jaget af en Vind.430.
266.
Den stærke Lanses Egge helt gennem Skjoldet brød,
saa at af Brynjens Ringe der sprang en Lue rød.
Begge stærke Helte Skuddet til Jorden tvang:
kun Dølgekappen frelste de to fra Undergang.431.
267.
Af stærken Sigfreds Læber der brød en Strøm af Blod.
Han sprang i Hast paa Fode: da greb Helten god
det Spyd, hun havde kastet gennem hans Skjolderand:
det slynged atter mod hende den stærke Sigfreds Hand.432.
268.
Ilden føg af Brynjen, som Luften stod i Brand.
Det Kast gjorde Sigfred med saare kraftig Hand.
Trods sin svare Styrke ej længer Stand hun holdt.
Aldrig havde Gunther en Daad som denne voldt.433.
269.
Brynhild den fagre, hvor sprang hun op i Hast!
„Gunther, ædle Ridder, hav Tak for dette Kast."
Hun tænkte, at han havde selv yppet dette Værk:
bag det stod en Kæmpe, som var langt mere stærk,434.
270.
Da gik hun fluks tilbage: vredt var hendes Mod;
Stenen højt hun løfted, den ædle Jomfru god.
Med al Kraft af Haanden hun vidthen den svang:
da sprang hun efter Kastet, saa hendes Brynje klang.435.
271.
Stenen den var falden vel tolv Favne fra:
den velskabte Jomfru sprang videre endda.
Dér den faldt til Hvile, did traadte Sigfred hen.
Gunthers Haand den vejed, men Helten kasted den.436.
272.
Sigfred var tapper, saare kraftig og lang.
Han kasted Stenen videre, derhos han længer sprang.
Ved sine skønne Kunster saa saare stærk han var,
at Helten under Springet Kong Gunther med sig bar.437.
273.
Til sine Hirdmænd mælte Brynhild med kraftig Røst,
da ved Kampringens Ende hun saa ham uden Brøst:
„I Mænd og mine Maage, I træde fluks mig nær:
I skal sværge Gunther Troskab En og hver.438.
274.
Lagde de saare kække da Vaabnene af Hand.
Gunther den rige af de Burgunders Land,
ham kasted sig for Fode mangen en Kæmpe stolt.
De tænkte, med sin Styrke han havde Sejren voldt.439.
275.
Han hilste hende kærligt, paa Dyd var han rig.
Da tog ham ved Haanden den Jomfru priselig:
over alt sit Rige skænked hun Kæmpen Magt.
Da maatte Hagen glædes, hin Helt uforsagt.440.
276.
Sigfred den snare var klog, som han var bold.
Han bragte Dølgekappen til Skibet i Behold.
Saa vendte han tilbage og gik til Brynhilds Sal,
hvor han og andre Helte forglemte deres Kval.442.
277.
„Saa hil for dette Budskab," Sigfred mælte saa,
„at eders stolte Adfærd maatte en Ende faa,
og at en Helt der lever, som er jer Overmand.
Nu skal I, ædle Frue, følge med til vort Land."443.
278.
Med høvisk Tugt og Anstand sit Rige hun forlod:
sine nærmeste Maage dem kyssed Fruen god.
Med god Orlov for de derfra paa salten Vand.
Hun skulde aldrig siden skue sin Faders Land.493*.