Nissens drillerier 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser


12. Nissens drillerier


151. Den gamle Hans Morten i Herslev havde med nissen at gjøre, og man sagde, at han var al tid på hans loft, for der måtte aldrig nogen komme. Når der skulde lægges sæd op, stod Hans Morten selv der oppe og tog imod sækkene. Så var der en karl, som, i det han kom op med en sæk, vilde titte ovenfor, men da faldt lemmen ned på hovedet af ham og havde nær slået det i stykker, og det var sikkert nissen, der gjorde det.

P. L. J.


152. I provst Hammers tid var der nisser i Kolby præstegård. Karlene så ham tit sidde grinende under bryntaget (tagskjægget), især når en ko kjælvede, eller lignende var på færde. Den ene af karlene stod stedse på en god fod med nis, der nok skulde fodre de heste om natten, som han brugte. En anden karl kunde nis slet ikke lide, hvorfor denne også blev smidt ned på hovedet, når han om morgenen krøb op på stænget for at smide havre ned, og kjærvene blev smidt ned ovenpå ham. Da provst Hammer flyttede til Besser, flyttede nissen ud til en mand, der boede på Taftegård i Onsbjærg sogn. Da nis havde taget ophold der, samlede manden sig velstand, hvilket stedse sker, hvor nis er til huse, og her kunde det så meget lettere ske, som han kjørte med manden ud om natten og hjalp ham med at stjæle. Taftegårds-nissen var den sidste på Samsø. Han forlod øen med den erklæring: «Vi kan ikke være her for jer kossen og kryssen og den stowe ding-dang i Tranebjærg kirke,» og gik så herfra og til Norge, hvor der endnu lever nisser.

Søren Præst, Tanderup. N.P.O.

Samsingerne kalder en toft: taft, deraf byen Taftebjærg o. s. v.


153. Det gik heller ikke rigtig til på høstænget, ti det slog aldrig fejl for gamle Jørgen, røgteren på Gavnø, at når han havde fået kastet så meget hø ned, som kvæget behøvede til én gang, var det ham aldeles umuligt at få mere ned, men lige så rask han kastede det hen mod hullet, kom det tilbage igjen, og når han vilde tvinge høet ned, kom det flyvende lige i hovedet på ham.

P. N.


154. Gårdmand Per Hansen fra Trunderup og en mand til kjørte en gang nede i landet lige om natten klokken 12. De ser da en lille grå mand, omtrent som en nisse, komme gående midt ad vejen, og de talte da om, at ham behøvede de da ikke at kjøre af vejen for, de havde da ret til at følge sporet, mente de, men lige i det samme blev den ene hest flyttet over stangen, så at begge hestene nu stod ved én side. De måtte altså helst have kjørt af vejen.

P. Jensen, Kværndrup.


155. I den vestre gård i Tisted skulde manden i hovrejse en dag. Men da han kom ind i stalden, var øget løftet op i et ruggulv, og han måtte da låne en hest. Men da han var rejst bort, og folkene kom derud, stod øget på sin gamle plads.

Nik. Christensen.


156. I Kolby præstegård boede en nisse, som var slem til at ride på præstens ridehest, når den stod i stalden. Når det hændte sig, at præstens karl om natten skulde op at sadle hesten, traf han undertiden nissen siddende på dens ryg, og den var dækket af skum over hele kroppen.

Jens Tunbo, Selsinggårde, ved N. P. Olsen.


157. En kone i Drosselbjærg ved Slagelse fortæller, at i de forrige folks tid var de gode venner med nisserne, og derfor blev de til velhavende folk. Men hun og hendes mand vidste ikke af det, at der var nisser, og forstod sig ikke på at omgåes med dem, og derfor gik det i en anden stue med deres bedrift. Den første juleaften, efter at hun og hendes mand var kommen i gården, så konen en lille fugl inde i kjøkkenet, men hun jog den ud, og siden den tid var der hverken rist eller ro i gården for nisserne. Deres kreaturer blev spolerede, fordi nisserne brugte dem om natten. En gang havde deres pige fået lov til at gå bort og var bleven ude til klokken 3, 4 om natten. Da hun kom nær ved gården, så hun, at der var nogen, som red derind med bæsterne. Så blev hun glad og tænkte: «Nu kan jeg slippe ind ad porten, siden vore folk er opsidte og vander bæster.» Men da hun kom hen til porten, var den i lås, og hun måtte ind i haven for at banke på vinduerne, da hun ellers ikke kunde slippe ind. Det havde altså været nisserne, der havde brugt bæsterne om natten.

A. N.


158. Den sidste nisse, der var i Fløjstrup, boede i mange år hos Jørgen Pedersen, siden flyttede han over til Jørgen Andersen, der boede ved siden af. Her gjorde nis nytte med at hjælpe drengen at rage hø ned af høstænget til at fodre kreaturerne med. En dag, da nis således var beskjæftiget med at hjælpe drengen, så den sit snit og gav ham et puf, så at han faldt ned tillige med høet. «A trowe, do æ gal, nis,» sagde drengen, «a ku jo nær ha brækket æ hals.» — «Brækket æ hals, brækket æ hals,» gjentog nis oppe på høstænget og skoggerlo. Siden den tid var der ikke så godt et forhold til stede mellem nis og drengen, som der plejede at være. En dag havde nis samlet alle byens hunde sammen ved stanggavlen, og selv sad han i denne og drillede hundene af alle kræfter, i det han rakte så det ene ben frem og så det andet, og han sagde: «Sku mæ den lank, sku mæ den lank.» Nu listede drengen sig op på høstænget og hen, hvor nis sad, og gav ham sådan et puf i ryggen, at han faldt ned blandt de forbitrede hunde, som han selv havde drillet til raseri. Nu gav nis sig til at løbe, og hundene bag efter. Endelig nåede han skoven, hvor hundene tabte hvert spor, og siden den tid har der ingen nisse boet i Fløjstrup.

Lovise Hansen.


159. I en gård i Onsbjærg var nisser, som passede hestene om natten, og når karlene om morgenen tidlig kom op på havrestænget, gjorde nisserne dem undertiden så forvildede, at de ikke selv kunde finde ned igjen, ti nisserne vilde ikke forstyrres. En gang kom karlene sent om aftenen ned i kostalden, men den første, der kom derind, blev smidt på en stige og slæbt hen til den anden ende.

Morten Kusk, ved N. P. Olsen.


160. Min moder tjente i præstegården henne i Romme, og der var en nisse. Han var så god til at gå og hjælpe pigerne at bære tørv ind og aske ud, og de havde sådan farlig lige af ham. Så satte pigerne grød og mælk op på loftet til ham, når de fik spist nætter, men det havde avlskarlen meget imod, og så havde nissen også hørt det. Nu var det skik der, te de trak deres heste ud om aftenen til dammen at vande dem, og så gik nis en aften ud ad stalden og vilde også op at ride ligesom karlen, men han satte sig jo op inde i stalden. Hesten den bliver gal og hopper og springer. Så kunde karlen nok forstå, at det var nis, og han siger til ham, at dersom han lod det ikke være, så skulde han nok lære ham. Nis blev siddende, og så tager han en jærngreb og giver sig til at tærske på nis med, men kunde aldrig træffe ham, han var al tid henne i en anden krog. Men så en anden aften skulde han have bedre spil af ham. Nis kunde ikke lide karlen for, at han havde sat ham fra hans gode kost inde ved pigerne, og da de nu kommer ind med hestene og skal have dem bundne, så kryber han under krybben og bider karlen i hans lår. Æ karl mente, at det var æ hest, der bed ham, og han slog til den, den skulde være ordentlig. Så ser han ind under æ krybbe og får øje på nis. Han vilde så sparke ham, men da er nis langt henne, han skulde jo nok passe på at komme af æ vej, sådan, han skulde ingen skade tage. Den gang æ karle kom ad æ seng om aftenen, da var nis også kommen ind ad æ staldkammer, og da de var faldne i søvn, får han æ klæder trukne af æ seng. De kunde aldrig forstå, hvordan det kunde være, te æ klæder sådan gik af deres seng, og de stod op og famlede omkring og vilde have fundet klæderne, men det kunde de ikke hverken for lidt eller meget. Om morgenen, de kom op, da lå æ dyner lige uden for æ sengestok. Så kom karlen i tanker om, at det kunde ikke hjælpe at drille nis længere, han måtte hellere komme til at snakke vel med ham. Så gik han ind til pigerne og fik noget hvedebrød og gode sager, og det lagde han op på æ staldloft, Nis vidste nok, at det var til ham, og så fik han det jo fortært. Nu blev det så forfærdelig godt, og nu vilde han hjælpe karlene med alle ting i æ stald og hjalp dem at moge og sådan, og siden den tid levede karlen og nis som perlevenner. Kvindfolkene havde det al tid været godt med, og nis gik jo ind og fortalte dem, hvordan han havde været i konfus med karlen.

Henrik Mon, Matrup hedehus.


161. Der var en nisse på Lydumgård. En mand, der hed Peder Kammergård, var ridende dertil, og så bandt han hans hest ude i gården og gik ind. Da han kom ud igjen, var hesten henne. Da han kom udenfor gården, kunde han se den et sted henne på vejen. Han blev ved efter den, men kunde ikke godt nå den. Endelig kom han til den, og så blev den til en nisse. Så rejste han jo tilbage til gården, og da stod hesten der, hvor han havde bundet den, og rystede.

Dorthea Kristensdatter, Houm.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.