Nord i tåkeheimen - Nordmændenes sjøreiser. Opdagelsen av Island og Grønland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Nordmændenes sjøreiser. Opdagelsen av Island og Grønland

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Skibsbygning

Snæfellsjøkul på Island. Vignett av Fridtjof Nansen til nærværende kapittel.

Kelternes og de irske munkers opdagelse av Færøerne og Island, og deres bosætning der, viser en høi grad av uforfæredhet, da deres skrøpelige sjøbåter ikke var skikket til længere reiser over åpne havstykker, end si til at føre ladninger og til at underholde nogen regelmæssig forbindelse. Men de førte det heller ikke videre; og Irerne, eller Kelterne på de Britiske Øer i det hele, blev aldrig noget sjøfarende folk. Det var Nordboene, og særlig Nordmændene, som blev de foregangsmænd på havet, som utviklet en forbedret skibsbygning, og som med sine forholdsvis gode og sjødygtige skuter snart skulde komme til at færdes i alle de nordlige farvand, og åpne utsyn ind i en ny verden, hvorved tidernes geografiske opfatning efterhånden skulde bli helt forandret. Det har været påståt at allerede Fønikerne skulde ha våget sig ut på det åpne verdenshav fjernt fra land; men dette savner bevis og er ikke sandsynlig. Nordmændene er det første folk i historien som for alvor har brutt med den indtil deres tid almindelig brukte kystseilas, og som førte skibsfarten ut fra kystene og over verdenshavet. Av dem har andre folk senere lært det.

Først satte de over Nordsjøen og for til stadighet på Shetland, Orknøene, nord-Britannien, og Irland; derefter til Færøene, Island, og Grønland, og så satte de tvers over selve Atlanterhavet, og fandt derved Nordamerika. Hvor tidlig seilasen over Nordsjøen begyndte vet vi ikke; men det var, som vi har set, sandsynligvis før Pytheas's tid, og meget tidligere end almindelig antat. Allerede J. E. Sars (1877) kom av andre grunde til den slutning at det var "langt op i Tiden", og længe forut for vikingtiden.

De større vikingetogs begyndelse sættes almindelig til slutten av det 8. århundrede, eller endog til et bestemt år, 793. Men fra historiske kilder kan vi slutte at det sikkert allerede i det 6. århundrede foregik vikingfærder over Nordsjøen fra Danmark til Frankernes rike, og vel også til det sydlige Britannien, og i begyndelsen av det 7. århundrede har kanske Nordmændene sat sig fast på Shetland og har endog plyndret på Hebriderne og nordvest-Irland (år 612). Vi vet endvidere fra historiske kilder, at allerede fra det 3. år hundrede og til slutten av det 5. århundrede seilte de vidfarende Eruler fra Skandinavien, tildels sammen med saksiske sjørøvere, over Vest-Europas have, og herjet på kystene av Gallien og Spanien, ja drog i 455 ind gjennem Middelhavet like til Lucca i Italien. Av disse historiske kjendsgjerninger må vi kunne slutte, at det længe før den tid har været samkvem over sjøen mellem landene i Nord-Europa. Bebyggelsen var endnu i hine tider meget spredt i Skandinavien, og særlig i Norge, og al kulturutvikling, som ikke skyldtes direkte påvirkning utenfra, må ha foregåt uhyre langsomt så langt tilbake i historien, selv hvor samfærdselen var livligere end i Norden. Da vi ikke kjender noget andet europæisk folk som på den tid hadde tilnærmelsesvis en slik sjømandsfærdighet, at de kan ha været Nordboenes læremestre, blir vi nødt til at anta, at det var efter århundreders langsomme opøvning og utvikling i sjømandsskap, at Nordboene nådde den overlegenhet på sjøen, som de hadde ved vikingetidens begyndelse, da de for att og fram over Nordsjøen og Nordhavet med store flater som om det var deres hjemme-farvand. Ser vi endvidere hvorledes, efter den tid, skibstype, rigg, og seil, har holdt sig næsten uforandret i 1100 år like til fembøringen og otringen i vore dage som indtil for få år siden var den omtrent enerådende båtform i hele det nordlige Norge da blir det ikke rimelig at denne skibstype og den dertil hørende sjømandsfærdighet skulde ha trængt så meget kortere tid til at utvikle sig.

Helleristninger fra Bohuslen.

Den første omtale av Nordboenes båter i literaturen findes hos Tacitus, som nævner Svionernes flater av robåter uten seil. Men længe før den tid finder vi skibe almindelig fremstillet på helleristningene, som navnlig er hyppige i Bohuslen og i traktene øst for Kristianiafjorden. Hvis de var naturalistiske fremstillinger vilde de gi værdifulde oplysninger om skibenes form og størrelse i hine fjerne tider. Men de bestemte og eiendommelige fællestræk som går gjennem alle disse skibsfremstillinger, like fra Bohuslen og helt nord til Beitstaden, viser at de har været stiliserte figurer, og vi kan derfor ikke trække nogen sikre slutninger fra dem med hensyn til skibenes utseende.

Helleristning ved Bjørnstad i Skjeberg, Smålenene. Skibet er nær 4.5 m. langt (efter fotogr. av prof. G. Gustafson).

Dr. Andr. M. Hansen (1908) har med sin vanlige fantasifuldhet fremholdt likheten mellem helleristningene og vasemaleriene fra den attiske Dipylon-tid, og mener at der er en direkte sammenhæng. Det forekommer høist sandsynlig at helleristningenes stilart ikke er helt selvgrodd nordisk kunst, men skyldes mer eller mindre påvirkning fra Middelhavs-landene eller Orienten, på samme vis som vi har set at begravelses-skikkene (dysser, jettestuer, o. s. v.) kom derfra. Dr. Hansen har imidlertid overdrevet likheten mellem Dipylon-kunsten og helleristningene; flere av likhetene skyldes klart nok at det er samme emner som fremstilles (f. eks. spydkastning, kamp med hævede våben, roere, ryttere, vogner o. s. v.), dernæst er f. eks. hjulet eller soltegnet (øiet) fællestræk for større kulturkredser. Derimot er andre vigtige træk forskjellig, således er selve menneskefremstillingen ikke ens, som av Hansen hævdet; den karakteristiske "egyptiske" stil i Dipylon-mennesker, med de brede, retvinklede skuldre, og den smale midje, findes netop ikke i helleristningene, hvis menneskefremstilling tvertom er er den mer naturalistiske, som gjenfindes også hos mange naturfolk. Hansen fremhæver jo også likheter med figurfremstillinger av skibe, som i væsentlige træk er merkelig ensartet for de fleste av havskunst, som i den egyptiske og assyrisk-babylonske kunst. Helleristninger er båter eller skibe som menes fremstillet, og f.eks. ikke snarere slæder. Der er så karakteristiske for alle skibsfremstillinger i Grækenland, Italien, Egypten, og Assyrien; heller ingen sikre antydninger til seil, eller til ror, hvilke også er karakteristiske for den sydlige kunst. Dernæst er ofte den underste linje, som skulde svare til kjøl i begge ender helt adskilt fra øvre linje, som skude være øverste bordgang.

Bronsekniv med skibsfremstilling fra den yngre bronsealder. Danmark.

På den anden side kan de mange figurer inde i "båtene" vanskelig opfattes som andet enn mennesker, og da nærmest roere, hvorav der kan være optil femti, desuden er der utvilsomme stående mænd, tildels med våben; dertil kommer, at om disse billeder alene fremstilte steder, blir det uforståelig at det aldri skulde være antydet noget trækdyr foran dem. Men eiendommelige er disse mange billeder, bl.a. ved den typiske form såvel av forstavn som av agterstavn. Forstavnen har med forholdsvis få undtagelser to opbøide snabler, som er vanskelige at forstå. Den ene av disse har man villet forklare som en gjengivelse av de greske og fønikiske krigsskibes spore; men da skulde den være rettet forover og ikke opbøid. Agterstavnens form er også merkelig; hvad en måtte opfatte som skibets kjøl ender nemlig på alle fremstillinger butt baktil, merkelig lik en slædemei; mens skibets øvre linje, som skulde svare til den øverste bordgang, er bøiet opover og gjerne noget forover, i en mer eller mindre jevn krumning, stundom med en to eller trebladet prydelse i enden, noget lik de egyptiske skibes agterstav. Denne fremstilling er blit så ensartet fast, at den foruten på omtrent alle helleristninger også går igjen i endnu omhyggeligere gjennemført form på den yngre bronsealders kniver. En slik skibstype med kjøl som ender butt baktil er ikke kjendt fra gammel tid i Europa, hverken i Middelhavet eller i Norden. De egyptiske, assyrisk-fønikiske, græske og romerske skibsfremstillinger utmerker sig alle ved at kjølen bøier sig op til at danne en jevnt krummet agterstavn, og såvel Nydam-båten fra Slesvig som de fundene norske vikingeskibe har alle netop en lignende opbøid agterstavn, som danner en jevn krumning like fra like fra kjølen, og likeså på fremstillinger fra yngre jernalder. Allerede Tacitus sa jo uttrykkelig, at Svionemes skibe hadde ens for- og agterstavn. Den eneste likhet som kan findes, er muligens den tvert avskårne agterstavn på skib og båter på gravstenen fra Novilara i Italien, men forstavnene er også her ulike.

Ristninger på gravsten fra Novilara i Italien.

Da således denne fremstilling av skibenes agterstavn ikke stemmer med nogen gammel kjendt båt- eller skibstype, og det likeledes er vanskelig at forstå, hvordan helleristnings-folket kan være kommet til at fremstille en båt med to opbøide forstavner, og da det endvidere er en slående likhet mellem den nederste kjøllinje og en slædemei, kunde en fristes til at tro, at disse fremstillinger er ved en idé-assosiation blit en forening av skib og slæde. Disse helleristninger kan oprindelig ha været forbundet med begravelser, og skibet, som skulde føre den døde, kan da være tænkt som glidende frem både over vand, og over is, eller gjennem luften, til det hinsidige rike, og kjølen kan da uvilkårlig ha fåt form av en mei. Som sidestykke kan nævnes fra den langt senere skaldedigtnings kjendinger, at skibet f. eks. blev kaldt havets ski, eller omvendt skien eller slæden godt kunde være kaldt sneens skib. Slæden var jo forøvrig den tidligste form av kjøreredskap. Det har muligens i denne forbindelse også en viss interesse, at i Egypten blev mumier av kongelige personer ført med begravelsesbåtene på slæder til graven. At helleristningene oprindelig har ståt i forbindelse med begravelser, kan også det tyde på at billedstenene fra jernalderen, som på en vis har avløst helleristningene, fremstiller ofte de dødes færd i båt til underverdenen eller det hinsidige. At skibe spillte en fremtrædende rolle i forbindelse med de døde, fremgår også av de merkelige gravsteder bygget av stener i form av skibe, de såkaldte skibssætninger, i Sverige og Østersjøprovinserne, også i Danmark og nord-Tyskland. Disse tilhører den ældre jernalder. Den almindelige haugsætning i skib i den yngre jernalder er vel kjendt. Der synes således at kunne spores en viss kontinuitet i disse skikke. En viss kontinuietet i selve fremstillingen av skibene kan også antydes ved den påfaldende likhet som det er mellem den to eller trebladede liljelignende stavnprydelse på helleristningene, på den yngre bronsealders knive, på gravstenen fra Novilara, og på så sene fremstillinger som et par av skibene på Bayeux-tapetet. De opbøide stavner på helleristningenes skibe ender også ofte i spiraler lik agterstavnen på stenen fra Stenkyrka på Gotland, og både for og agterstavn på andre stene fra yngre jernalder på Gotland.

Skib fra Bayeux-tapetet (11. årh.), og helleristning.

Alle er enige om at sætte helleristningene til bronsealderen; men mens f. eks. O. Montelius sætter enkelte av dem så tidlig som mellem 1450 og 1250 f. Kr., har Andr. M. Hansen villet flytte dem så sent ned som til 500 f. Kr. I ethvert fald hører de til en tid som ligger langt forut for den historiske i Norden. Hvorfra og ad hvilken vei denne kunst er kommet, er vanskelig at si. Langs den samme kystlinje som de store stengraver, dyssegravene og jættestuene, vandret fra Middelhavs-landene til Norden findes også helleristninger utbredt i Nordafrika, Italien (Alpene), syd-Frankrike, Spanien, Portugal, Bretagne, England, Irland, og Skotland. Det kan være sandsynlig at denne skik at riste figurer i stenen er først kommet fra Egypten i slutten av stenalderen; men helleristningene fra Europas vestkyst og de Britiske Øer skiller sig bestemt i hele sin karakter fra de skandinaviske, og har ikke fremstillinger av skibe og mennesker, som er så fremtrædende træk på de sidste; men fælles for begge er de karakteristiske skålformede fordypninger, endvidere hjulet, eller solfigurer (med kors), fotsåler, og også spiraler. Det kan således være en sammenhæng, men vi må tro at helleristningene har fåt en selvstændig utvikling i Skandinavien (lik bronsealderens kultur i det hele), og da fremstillingen av skibe er kommet til at bli så almindelig, må vi slutte at det her er knyttet til et sterkt sjøfarende folk. Da helleristningenes skibsbilleder ikke, såvidt vi vet, kan ha været direkte efterligninger av skibsfremstillinger, som er kommet utenfra selv om de kan stå i forbindelse med religionsdyrkelse, og begravelsesskikke, som er mer eller mindre indført, så må vi tro at helleristnings-folket har hat båter eller skibe, som har været forbillede for deres stilitiske fremstillinger. Og når vi ser at hint folk har gåt til det arbeide at riste i berget skibsbilleder som er 4 1/2 meter lange, og har optil femti roere, så må vi tro at det ialfald har kunnet tænke sig skibe av denne størrelse. Eiendommelig er det også at helleristningene findes hyppigst netop i det strøk, Viken og Bohuslen, hvor vi må vente at Skandinavernes skibsfart tidligst har nådd en større fuldkommenhet. Dermed vilde også professor Montelius's antagelse stemme: at det allerede meget tidligere, ved stenalderens slutning, var direkte forbindelse mellem Sveriges vest kyst og Britannien, hvilket han slutter fra merkelige overensstemmelser i hellekister med hui i gavlen, og andre træk.

Sendelse av tribut. Fra bronsedørene fra Babavat, Assyrien (Britisk Museum).

Det er vanskelig at si hvordan Nordboene fra først av har fåt sine båter og skibe, slik som vi kjender dem fra de ved Nydam i Slesvig fundne båter, og de i norske gravhauger fundne vikingeskibe. De er av samme båttype som i Norge, på Sunnmør og i Nordland, har holdt sig like til vor tid, og de viser et mesterskap, både ved sine linjer og sit arbeide, som må ha krævet lange tider for at utvikles. Fra flere samtidiges beretninger såvel som fra fund, vet vi at endnu så sent som 1. og 2. århundrede e. Kr. var store kanoer, laget av uthulte træstammer, i almindelig bruk på Germaniens nordkyst mellem Elben og Rhinen, og det kan ikke være tvil om at dette var den oprindelige båtform i det nordlige og vestlige Mellem-Europa. I England er det fundet slike kanoer av en uthult ekestamme op til 15 meter (48 fot) lange, likeså i Skotland, i Bremen, i Slesvig-Holsten (flere steder op til over 12 meter lange) med huller for årer. Om Sakserne nord for Elben, som tidlig drev sjørøveri på sydligere kyster, meddeles det at de seilte med små båter, bygget av vidjer med en ekekjøl, og dækket av skind. Desuten har de tydeligvis også hat kanoer av uthulte træstammer; men i det 3. århundrede e. Kr. fortælles det at de bygde skiber efter romersk forbillede.

Ramses lll's slagskib. Omkr. 1200 f. Kr.

Det eneste folk nordenfor Middelhavet, som vi med sikkerhet vet har tidlig hat en egen og vel utviklet skibsbygning, er, som tidligere omtalt Veneterne ved Loires munding, hvis sterke sjødygtige eke-skibe beskrives av Cæsar. At Skandinaverne skulde ha fåt sin båt- og skibsbygning fra dem, er vel ikke sandsynlig, så længe det ikke kan påvises, at de mellemliggende folk har hat mer end primitive kanoer og skindbåter. Vi må da tro, at enten har Skandinaverne utviklet sin skibsbygning helt selvstændig, eller også har de hat forbindelse med Middelhavet ad en anden vei. Nu er det i flere vigtige træk så store likheter mellem de norske vikingeskibe og avbildninger av græske skibe, og endnu tidligere egyptiske og assyriske skibsbilleder, at vi vanskelig kan komme bort fra at det på en eller anden måte må ha været nogen sammenhæng. F. eks. likheten mellem de påfaldende høie, og tildels indover bøide for- og agterstavner, med eiendommelige forsiringer, og dyrehoder, som allerede sees på egyptiske og assyriske avbildninger kan ikke uten videre bortforklares som tilfældigheter, hos uavhængig utviklede typer. De er prydelser, og kan ikke ha øket båtenes sjødygtighet, eller hat anden praktisk hensigt, uten da at dyrehodene skulde tjene til at skræmme fiender (?). Vistnok kan det være høie og merkelige stevner på båter fra så fjerne kulturområder som Sydhavsøene, men for det første er det ikke utelukket at det også her kan være fjern sammenhæng med Orienten, og for det andet er de middelhavske og skandinaviske skibsformer så karakteristiske, sammenholdt med de andre verdensdeles, at vi uvilkårlig vil utskille dem som tilhørende et bestemt kulturområde. Karakteristisk for disse båter og skibe er også årerne med tollegange (åpne eller lukkede) istedenfor paddelårer. Vikingskibets ror er også i utseende og måten at anbringes på så merkelig likt det egyptiske ror, allerede fra omkr. 1600 f. Kr. , og det græske, at det ikke blir naturlig at tro at det, sammen med alle de øvrige likheter, skulde være uavhængige opfindelser i nord. Den skandinaviske båts firkantede råseil og mast ligner også meget de egyptiske, fønikiske, græske, og italienske skibsavbildningers seil.

Sten fra Stenkyrka på Gotland. 9. årh.

Det kan tænkes at den forbindelse som fra først av har fremkaldt disse likheter er gåt ikke rundt, langs Vest-Europas kyst, men over land mellem Sortehavet og Østersjøen. Det er da mulig at den skandinaviske båttype har først begyndt at utvikle sig i Østersjøens indelukkede farvand. Her er det da også at Skandinavernes (Suionernes) båter for første gang omtales i literaturen, av Tacitus, og her er det at de tidligste kjendte båter av skandinavisk type er fundet; det er de tre merkelige båter fra omkr. det 3. århundrede e. Kr. som er fundet ved Nydam nær Flensburg. Den bedst vedlikeholdte av dem er av ek og henimot 23 meter lang, med 14 årer på hver side, og har hat et mandskap på omkr. 40 mand. Båtene var fuldstændig ens i begge ender, svarende til hvad Tacitus sier om Svionernes båter; og de kunde roes begge veier. De hadde årekjeiper med hamlebånd, lik dem som brukes på Norges vestkyst og nordenfjelds. Der er ingen antydning til at båtene har hat mast og seil, hvilket også stemmer med Tacitus. Det er ikke tvilsomt at vi her har den typiske skandinaviske båtform, med så fine linjer og så ypperlig tømmermandsarbeide, at det alene kan skyldes en gammel kultur med mange århundreders utvikling.

Den opbevarte del av vikingskibet fra Gokstad, nær Sandefjord. 9. årh.

Fra Østersjøen kan båtformen ha utbredt sig til Norge, hvor den efterhånden har nådd sin største fuldkommenhet, og det er værd at merke at netop der, hvor Østersjø-båten under utbredelsen sydøstfra når en kyst med ypperlige havner, med rikere fiske, og med større muligheter for længre havfærder, nemlig i Bohuslen og Viken, der er det også helleristningene med skibsfremstillinger findes i størst mængde. Et spørsmål er det også, om ikke selve navnet vikinger står i forbindelse dermed, og oprindelig har betegnet mænd fra Viken, Vikværinger; da de var særlig fremtrædende gik navnet over til fællesbetegnelse for alle Nordboer, lik tidligere navnene Eruler, Sakser, og Daner. Ved færdsel over sjøen mot sydvest kan vel også Nordboer meget tidlig ha truffet sammen med skibe fra Middelhavet, som jo bl. a. fór på tinlandet i syd-England, derved kan ny påvirkning fra Middelhavet være kommet til. Når vi ser hvorledes omflakkende Eruler nådde med sine skibe i det 5. århundrede helt ned til Italien, blir ikke det utænkelig, og skulde det være noget redskap som vi netop måtte vente skulde vise visse fællestræk over store strækninger, så måtte det vel være skibe og båter.

Tacitus sier at Svionernes flåter bestod av robåter uten seil. Det er vanskelig at bestride rigtigheten av en så bestemt uttalelse, særlig da den støttes av Nydam-fundet, og av den omstændighet at Angelsakserne synes at ha sat over sjøen til Britannien bare i robåter; men Tacitus's omtale gjælder særlig krigsskibe, og det er utænkelig at ikke seilet forlængst skulde være kjendt og brukt i Skandinavien, særlig i Norge, på den tid. Det findes muligens antydninger til seil allerede på helleristningene (se ill. over), og likeså i ornamenterne på bronsealderens knive (se ill. over). For et folk som var så henvist til at leve på og av sjøen var det vel ikke rimelig, at det skulde henga meget lang tid før de fandt på at benytte sig av vinden, selv om de ikke oprindelig hadde fåt opfindelsen fra Middelhavet.

Likesom Føniker og Græker hadde hurtigseilende langskibe med mange roere for krigsbruk og sjørøveri, og andre bredere seilskibe for handel, så har også Nordboene efterhånden utviklet to slags skuter: de hurtige langskibe, og de bredere tunge handelsskibe, busser og knarrer.

Vikingskibet fra Oseberg, nær Tønsberg. 9. årh.

Men selv om den nordiske skibsbygning viser sammenhæng med Middelhavets, og således ikke var mere selvgrodd end al anden kultur på jorden, så var den skibstype som Nordboene frembragte sikkerlig alle tidligere skibe overlegne, liksom de selv ubestridt var sin tids dygtigste sjøfolk. Den fuldkommenhet og det rafinement i form, med fine linjer, som vi finder i de tre opbevarte båter fra Nydam, og i de tre skibe fra begyndelsen av vikingetiden, eller fra omkring 800, røber i alle tilfælde århundreder gammel kultur på dette område; og når vi ser den pragt som er utfoldet ved tilvirkningen av Osebergskibet og av alle de redskaper, som fandtes sammen med det, da forstår vi at det var ikke et opkomlingsfolk som har frembragt dette, men et folk som nok kan ha fart over Nordsjøen allerede tusen år tidligere, på Pytheas's tid.

Selve indvandringen til Norge av flere stammer må også være foregåt over sjøen. Således er sikkerlig Horder og Ryger de samme stammer som Haruder (Keiser August´s Charuder og Ptolemaios's Kharudes), bosat i Jylland og ved Rhinen (jfr. Cæsar), og Rugierne (Rugii) vest for Weichsel ved Østersjøens sydkyst (hvorefter muligens Rygen har navn). De er kommet sjøveien til vest-Norge like fra Jylland og nord-Tyskland, og det må således ha været samkvem mellem disse lande på den tid; men hvor tidlig vet vi ikke; det kan ha været ved begyndelsen av vor tidsregning, og det kan ha været tidligere. Men det at hele stammer kan indvandre så lang vei over sjøen, peker ialfald på en vel utviklet skibsfart, og det er atter ved Østersjøen vi da først finder den. Nordmændenes skibsbygning og sjømandsdygtighet skaper en ny tid, såvel i sjøfartens som i opdagelsernes historie, og med deres færder blir med et slag kjendskapet til nordens lande og farvand helt forandret. Som tidligere fremholdt merker vi allerede dette tidskifte i Ottar's meddelelser til kong Alfred, men særlig begynder deres land- og havvindinger med bebyggelsen av Island, som igjen blev utgangspunkt for foretagender længere vestpå.

Skibe på Bayeux-tapetet (11. årh.)

Beretninger om slike opdagerfærder finder vi i de gamle skrifter og sagaer, som for en væsentlig del er nedskrevet på Island. Det går en dyster understrøm gjennem disse fortællinger om seilas i ukjendte have; selv om de delvis kan være sagnagtige, så bærer de i sin ordknaphet bud fra hardføre mænds tause kamp med is, stormer, kulde, og nød, i Nordens lyse sommer og lange, mørke vinter. De hadde ikke kompas, ingen instrumenter, eller nogen av vor tids hjælpemidler til at finde sit sted på havet, de kunde alene styre efter sol, måne, og stjerner, og det synes ufattelig hvordan de i dager og uker, da disse ikke sås, fandt vei gjennem tåke og uveir; men frem fandt de, og de åpne norske vikingskuter med de firkantede seil jóg nord og vest over hele havet like fra Novaja Semlja og Spitsbergen til Grønland, Baffinsbugten, Newfoundland, og Nordamerika, og over disse have og lande utstrakte Nordmændene sit herredømme. Det var først et halvt årtusen senere at andre nationers skibe skulde finde frem til de samme havstrøk.

Wilhelm Erobrerens skibe lander i England. Bayeuxtapetet (11. årh.)

Leidarstein, eller kompas, fik Nordmændene først i det 13 århundrede. Om hvilke midler de før den tid hadde til at finde frem over havet, indeholder den norsk-islandske literatur ytterst sparsomme meddelelser. Vi ser at for dem var polstjernen leidarstjerne, liksom allerede for Fønikerne, og at de stundom brukte fugler, ravner, til at finde retning av land; men vi hører også om, at når de fik skodde og gråveir, drev de om i havet uten at vite hvor var, og kom stundom i den motsatte retning av ventet, som på Torstein Eiriksson's forsøk på fra Grønland at finde Vinland, hvor de kom under Island istedenfor under Amerika, selv når de efter lang tids gråveir fik se solen, var den ikke brukbar til nogen nøiagtig retningsbestemmelse, hvis de ikke kjendte tiden på dagen nogenlunde nøie; men deres tidsfølelse har sikkert været meget skarpere end vor, som er blit sløvet ved bruken av ur. Forskjellige beretninger viser at Nordboene forstod på land at lægge nøie merke til solen, i hvad retning og på hvad tid den gik ned, hvor lang dagen eller natten var ved sommer- og vinter-solhverv, o. s. v. Derav dannet de sig en mening om sin nordlige bredde. Bl. a. en avhandling optat i 4. del av samlerverket "Rymbegla" (1780, ss. 472 ff.) fra slutten av 13. århundrede eller senere tyder på at de endog kan ha hat forstand på at gjøre primitive målinger av solens middagshøide. Men den slags iagttagelser har de vanskelig kunnet gjøre ombord på sine lange sjøreiser. Av den senere omtalte fortælling om en reise nord i Baffinsbugten, omkring 1267, fremgår det vistnok at de også på sjøen søkte at danne sig en mening om solens høide, som ved at iagtta hvor skyggen av det øverste båtbord, som var nærmest solen, traf en mand som lå tvers i båten, når solen stod i syd. I al sin ufuldkommenhet viser dette i det mindste at de la merke til solhøiden. Til at danne sig noget begrep om sin vestlige eller østlige længde, kunde de ikke ha noget andet middel end bestikket; og sålænge sol og stjerner var synlige, og de visste i hvad retning de seilte, har de sikkert hat stor øvelse iat beregne dette.

Byen Dover's seil. 1284.

I usigtbart veir kunde de endnu klare sig så længe vinden stod uforandret; men når den kantret var det ingen mulighet, de måtte da dømme efter tegn som fugl, fra hvad land de kunde være, i hvad retning de fløi, og vi hører stundom at de fik fugl av Irland, eller av Island o.l. Forskjellen i fugle-faunaen kunde gi oplysninger. I seilforskriftene sies det også at de la merke til hvalen; i Landnámabók (Hauksbók) heter det således at når en vilde seile fra Norge til Grønland skulde en holde så langt søndenfor Island at en hadde fugl og hval derfra. Dette er vanskeligere at forstå, da hvalen ikke er bundet til landet, og de samme hvaler træffes i de forskjellige strøk av havene i nord. Men drivis eller isfjeld, om de traf dem, kunde hjælpe til retledning, og likeså stundom rækved og drivende tang. Sjøens farve kan sikkert ha været vigtig for så skarpe iagttagere; selv om vi ikke hører noget om det; det har ikke undgåt dem at f. eks. Golfstrømmens vand hadde en renere blå farve end det mere grøn-brune vand i kyststrømmen nær Norge eller i den Øst-Islandske Polarstrøm; forskjellen mellem vandet i den Øst-Grønlandske Polarstrøm og i Atlanterhavet er også iøinefaldende. Det kan vel desuten tænkes at folk som har været i den grad henvist til at agte på alle tegn, kan ha lagt merke til utbredelsen i havet av så iøinefaldende dyr som de store røde brænde-maneter. Isåfald vil disse ofte ha kunnet gi dem værdifulde oplysninger om hvor omtrent i sjøen de var. Loddet har de også brukt, det fremgår bl. a. av Historia Norwegiæ, hvor det heter at Ingolv og Hjorleiv fandt Island "idet de under søkte bølgene ved lod".

Men at det ikke altid var let at finde frem, viser bl. a. meddelelsen om Eirik Raudes bosætning i Grønland, da 25 skibe drog ut fra Island, men bare 14 skulde ha nådd dit. Her som overalt var det helst de dygtige ledere som nådde frem.

Nordmændernes bosætning på Island

Første gang øen Island omtales i literaturen, er, som nævnt, hos Dicuil, i 825, hvor den kaldes Thyle, og hvor det fortælles om Irernes opdagelse av den. Da han ikke sier noget om at "nortmanniske" røvere skulde være kommet dit, mens han nævner at de hadde fordrevet de irske munker fra Færøene, kan vi slutte at Nordmændene endnu ikke var kommet til Island på den tid. Første gang navnet Island sikkert omtales i literaturen er i digtet "Meregarto" og hos Adam av Bremen, hvor vi finder den første fra skandinavisk kilde stammende skildring av øen (se s. 150).

Fortællinger om Nordboenes opdagelse av den og første bosætning der, findes i den norsk-islandske literatur; men de er nedskrevet 250 eller 300 år og mer efter at det fandt sted. Og disse fortællinger, om de første navngivne opdagere og deres bedrifter, som har levet på folkets mund så længe, kan derfor vanskelig opfattes som mer end sagn; men ikke desto mindre kan de gi et billede av hvordan opdagerfærder i store træk gik for sig i hine tider.

Da Nordmændene kom til de Skotske Øer og Irland flere hundred år før de fandt Island, er det urimelig at de ikke av Irerne skulde ha fåt meddelelser om denne store ø mot nordvest; det blir da naturlig at de senere har opsøkt den, skjønt efter de fleste norsk-islandske meddelelser skulde den være fundet tilfældig av stormdrevne sjøfarere.

Nordmændernes bosetning på Island.

Efter sagaene skulde en norsk viking Grim Kamban ha slåt sig ned på Færøene (omkr. 800 e. Kr.) og ha fordrevet derfra de irske paper; men muligens har der været en keltisk befolkning, ialfald på de sydlige øer. Efter den tid blev det livlig forbindelse med øene fra Norge, og på reise dit eller til de Skotske Øer skulde så nogen sjøfarere blit stormdrevet nord i havet til den store ukjendte ø. Den tidligste og uten sammenligning pålitligste kilde, Are Frode, har i sin lslendigabók (fra omkr. 1120—1130) ingen meddelelse om nogen slik opdagelse, og heller ikke dette er skikket til at styrke troen på den. Are meddeler kort og greit:

Island bygdes først fra Norge i Harald Hårfagres dage, Halfdan Svarte's søn, det var i den tid, så mener og sier Teit, biskop Isleiv's søn, fosterbror min, den klokeste mand som jeg kjendte, og Torkel Gellisson, farbror min, som husket langt tilbake, og Torid, Snorre Godes datter, som både var overvættes klok og sandfærdig da Ivar, Ragnar Lodbroks søn, lot dræpe Edmund den hellige, Angler-kongen (d. e. den engelske konge). Men det var 870 vintre efter Kristi fødsel, som det er skrevet i sagaen hans. Ingolv het den norske mand, om hvem det sandfærdig er sagt, at han for første gang derfra (fra Norge) til Island, da Harald Hårfagre var 16 vintre gammel, men anden gang nogen få vintre senere; han bygde syd i Reykjarvik; det er kaldt Ingolvshøvde; Minthakseyre, der som han først kom til land, men Ingolvsfell, vest for Ølfosså, som han siden tok i eie. I den tid var Island bevokset med skog (d. e. bjerkeskog) mellem fjeld og fjære. Da var her kristne mænd, dem som Nordmændene kaldte Papar... (og som var Irer, således som meddelt tidligere.) Men da blev det en meget stor mandefærd hitut fra Norge, indtil kong Harald forbød det, fordi det tyktes ham at landet vilde ødes.

Vi kan sikkert gå ut fra at denne Are's skildring er vel så pålitlig som de senere meddelelser derom; men da Are sandsynligvis også har skrevet en større Islendingabbk, som nu er tapt, er der en mulighet for at han i den har omtalt Islands opdagelse mer utførlig, og at de senere forfattere har øst fra den. Den næste skrevne optegnelse om Islands opdagelse finder vi i den norske Tjodrik munk's "Historia de Antiquitate regum Norwagiensium" (forfattet omkr. 1180), hvor det fortælles:

I Haralds niende år, nogen tror i det tiende, seilte nogen kjøpmænd til de øer som vi kalder Phariae (Færeyjar); der blev de overfaldt av uveir og svært og længe uttrættet, indtil de endelig blev drevet av havet til et langt borte liggende land, som nogen tror har været øen Thule; men det tør jeg hverken bekræfte eller benegte, da jeg ikke har rede på det sande forhold hermed. De gik fra borde og vandret rundt omkring; men enda de også besteg fjeld, fandt de ingensteds spor efter menneskelig bebyggelse. Da de var vendt tilbake til Norge fortalte de om landet som de hadde fundet, og da de roste det meget opildnet de flere til at søke dit. Mellem dem særlig en høvding som het Ingolv, fra den landsdel som kaldes Hordaland; han gjorde et skib istand, slog lag med sin svoger Hjorleiv og med mange andre, og søkte og fandt så det nævnte land, og begyndte at bygge det sammen med sine fæller, omtrent i Haralds tiende regjeringsår. Dette var begyndelsen til bebyggelsen av dette land, som vi nu kalder Island, bortset fra at nogen ganske få mennesker fra Irland (det er: lille Britannien) troes at ha været der i ældre tid, at dømme efter nogen bøker og andre bruksgjenstande som fandtes efter dem. Forut for Ingolv var dog i denne sak gåt to andre, den første het Garðar, og efter ham kaldtes landet først Garðarsholmr, den andre Floke. Men det jeg har fortalt kan være nok om denne ting.

Det er sandsynlig at Tjodrik Munk har kjendt Are Frode's Islendingabók. I "Historia Norwegiæ" av en ukjendt norsk forfatter (efter G. Storm skrevet omkring 1180—1190, men muligens senere, i det 13. årh.) heter det om Islands opdagelse (Storm, 1880, s. 92):

Dernæst mot vest kommer den store ø som av Italerne er kaldt Ultima Tile; men nu er den bebodd av en nokså stor mængde, men fordum var det et øde land, og ukjendt av mennesker, like til Harald Hårfagres tid. Da flygtet nogen Nordmænd, nemlig Ingolv og Hjorleiv, fra sit fædreland, for skyldighet i manddrap, med sine koner og barn, og de søkte til den ø, som først var fundet av Gardar og senere av en anden (?), og fandt den endelig, idet de undersøkte bølgene ved lod.

I Sturla's Landnámabók, kaldt Sturlubok, fra omkr. 1250, findes næsten den samme fortælling om den første opdagelse som hos Tjodrik Munk. Det heter:

Så er sagt at mænd skulde fare fra Norge til Færøene, somme nævner Naddodd viking, men de rak vest i havet og fandt der et stort land. De gik i Austfjordene op på et høit fjeld og så sig vidt omkring, om de kunde se røk eller nogen ligning til det at landet var bygget, og de så det ikke. De for tilbake om høsten til Færøene. Og da de seilte fra landet, faldt det meget sne i fjeldene, og derfor kaldte de landet Sneland. De roste landet meget. Der heter det nu Reydarfjeld i Austfjordene, hvor de kom til lands, så sa presten Sæmund den Frode. En mand het Gardar Svavarsson, Svenske av æt, han for for at søke Sneland, efter råd av sin fremsynte mor. Han kom til lands østenfor Østre Horn, der var da havn. Gardar seilte omkring landet og viste at det var øland. Han var om vinteren nord i Husavik i Skialfanda og gjorde der hus. Om våren, da han var sjø-klar, drev det fra ham en mand i en båt, som het Nattfari, og en træl, og en tjenestekvinde. Han bodde siden der som heter Natfaravik. Gardar for da til Norge og roste landet meget. Han var far til Uni, far til Hroar Tungugodi. Efter det blev landet kaldt Gardarsholm, og det var da skog mellem fjeld og fjære.

Drageskib med en konge og en kriger. Fra Flateyarbok, omkring 1390.

I Hauk's Landnåmabok (fra beg. av 14. årh.) nævnes Gardar's ferd som den første, og Naddodd's som den anden, og det heter om Gardar at han var "søn av Svavar den Svenske; han eide jorder i Sjælland, men var født i Sverige. Han for til Suderøene (Hebriderne) for at hente farsarven til konen sin. Men da han seilte gjennem Pettlands Fjord (mellem Orknøene og Skotland) drev han unda veiret, og rak vest i havet, o s.v." Sturluboken er visstnok skrevet et halvt hundred år før Hauk's Landnåmabok, og har været kilde for denne sammen med den nu helt tapte Landnåmabok av Styrme Frode (død 1245); men da den opbevarte avskrift av Sturluboken er senere (fra omkr. 1400), har mange ment at Hauksboken skulde være mere pålitlig i dette stykke, og de har derfor hævdet, at efter den ældste islandske tradition skulde den svenskfødte Danske Gardar være den første skandinaviske opdager av Island. Man har også fundet en støtte for denne opfatning deri, at i Sturlubok heter det på et andet sted: "Uni, søn av Gardar som først fandt Island." Det har derfor været hævdet, at det er først efter 1300 at der er gjort en ombytning i rækkefølgen av Gardar's og Naddodd's reiser i bokens begyndelse (jfr. F. Jonsson, 1900, s. XXX). Men denne påstand tør være tvilsom; det synes nærmest som om den islandske tradition selv har været usikker på dette punkt. Vi så ovenfor at det norske skrift "Historia Norwegiæ" nævner Gardar som den første; mens den endnu tidligere munk Tjodrik (1177—1180) har en fortælling om en første tilfeldig reise til Island, som er den samme, tildels endog ordret, som både Sturluboken's og Hauksboken's fortællinger om Naddodd's reise, bare at Tjodrik nævner ikke noget navn i forbindelse med den. Senere sier han rigtignok at Gardar og Floke var gåt forut for Ingolv; men det må mene at alle tre kom efter den først nævnte navnløse reise. Når nu hertil lægges Sturluboken's vage uttryk at "somme nævner Naddodd viking" i forbindelse med hin første tilfeldige reise, da synes den logiske slutning at måtte bli, at der har været en gammel tradition om at nogen, usikkert hvem, var for længe siden blit stormdrevet til dette Sneland, på samme vis som det på Island var en tradition om at Gunnbjørn var for længe siden fordrevet til Gunbjørnskjær, før Grønland blev fundet av Eirik Raude. Somme har da forbundet hine første stormdrevne med et norsk vikingnavn Naddodd. Slik dannes sagn. Men den første som skulde ha omseilt landet og lært det nærmere at kjende, var efter traditionen Gardar hvis navn var sikrere kjendt; hvorfor han også gjerne blev nævnt som landets første opdager (liksom Eirik Raude og ikke Gunnbjørn blev nævnt som Grønlands opdager). Hauk Erlendsson har så, i overensstemmelse dermed, forbedret Landnåmabok ved at sætte Gardar's reise først, mens han samtidig har gjort omtalen av Naddodd mer bestemt, hvilket blev nødvendig, da det skulde være en senere og følgelig like godt kjendt reise. Han nævner også Naddodd's slegt, som ikke omtales i Sturlubok. Denne antagelse bekræftes ved den sidstes ovenfor fremhævede vage uttryk om Naddodd, og derved at bare Gardar's og Floke's navn nævnes av Tjodrik Munk, og bare Gardar og en anden (Floke?) i Historia Norwegiæ. Hadde Naddodd's reise været efter Gardar's, og følgelig like godt kjendt som dennes, blir det underlig at den ikke nævnes sammen med hans og den tredje reise som kom efter. Men alt dette er jo av lite værd, da vi som nævnt, i hvert fald ikke kan opfatte disse fortællinger som mer end sagn.

Den tredje reise biev, efter både Hauksbok og Sturlubok, gjort av en stor viking som het Floki Vilgerdarson. Han rustet sig ut i Rogaland for at søke Gardarsholm (eller Sneland). Han tok med sig tre ravner som:

... skulde vise ham veien, fordi at havseilende mænd hadde ingen leidar-stein (magnetnål) på den tid i nordlandene... Han for først til Hjaltland (Shetland) og lå i Flokavåg. Der druknet Geirhild, datter hans, i Geirhildsvand. Floki seilte da til Færøene, og giftet der bort datter sin. Fra hende stammet Trond i Gata. Derfra seilte han ut i havet med de 3 ravnene ... Og da han lot løs den første fløi den agterover forbi stavnen (d. e. mot Færøene). Den anden fløi op i luften og tilbake til skibet. Den tredje fløi fremover forbi stavnen, hvor de fandt landet. De kom øst til Horn. Da seilte de søndenom landet. Men da de seilte vestenom Reykjanes og fjorden åpnet sig, så de så Snæfellsnes, da mælte Faxi (en mand på skibet): det må være et stort land som vi har fundet; her er store vandfald. Det er siden kaldt Faxa-os. Floki og hans mænd seilte vest over Breidafjord, og tok land der som det heter Vatsfjord, ved Bardastrond. Fjorden var helt fuld av fiskefangst, og for fisket kom de sig ikke til at få høi ind, og alt fæet deres døde om vinteren. Våren var heller kold. Da gik Floki nord på fjeldet og så en fjord fuld av havis. Derfor kaldte de landet Island .... Om sommeren seilte de til Norge. Floki lastet landet meget. Men Herjolf sa godt og ondt om landet. Men Torolv sa det dryppet smør av hvert strå på det land som de hadde fundet; derfor blev han kaldt Torolv Smør.

Disse tre opdagerfærder skulde ha foregåt omkring 860—870. Få år efter denne tid begyndte landets faste bebyggelse av Nordmænd, og den blev efter meddelelserne indledet av Ingolv Arnarson med hans bosætning ved Reykjarvik (omkring år 874), som allerede Are Frode fortæller om (se ovenfor), og denne bosætning tør være mer historisk. Harald Hårfagres erobring av hele Norge til ett rike, og hans hårdhændte fremfærd, kan for en del ha været skyld i utvandringen til det fattigere Island av Nordmænd, mange av høvdingene vilde hellere leve et hårdere liv der end at bli hjemme under Harald's herredømme. En stor del av landnåmsmændene, og det mange av de gjæveste, hadde først utvandret fra Norge til de Skotske Øer og til Irland, men drog, på grund av uroligheter, igjen derfra og til Island. Som det ovenfor er fremholdt (s. 128), var der, foruten de irske paper, sandsynligvis en keltisk befolkning før Nordmændene kom, som har git keltiske navne til forskjellige steder i landet, selv om denne oprindelige befolkning har været liten og spredt, så kan den ha lettet Nordmændenes bosætning derved at de altså ikke kom til et helt ubygget og udyrket land; og at overvinde og undertrykke mennesker går altid lettere end at overvinde naturen. At disse Kelter ikke er omtalt i Landnåma er ikke mer overraskende end den merkelige taushet om Grønlands urfolk, som vi nu med sikkerhet vet var i landet.

Nordmændernes opdagelse og bebyggelse av Grønland

Den ældste omtale av Grønland, som kjendes i literaturen, er den som findes hos Adam av Bremen. Den er skrevet henved 100 ar efter landets bebyggelse, og viser at i det mindste navnet var kjendt på den tid også i Danmark. På et andet sted i sit verk sier Adam at "utsendinger fra Island, Grønland, og Orknøene kom til erkebisp Adalbert av Bremen med bøn om at han vilde sende prædikere til dem".

Den ældste islandske fortælling om Grønlands opdagelse, og folks bosætning der, findes i Are Frode's Islendingabók (omkr. 1130). Han hadde den fra farbror sin, Torkel Gellisson, som hadde været på Grønland, og hadde talt med en mand som selv hadde fulgt Eirik Raude ut dit. Torkel levde i anden halvdel av det 11. århundrede, og "husket langt tilbake". Are's meddelelser har således en god hjemmelsmand, og de tør ansees som nogenlunde pålitlige, ialfald hvad hovedtrækkene angår; hændelserne lå jo ikke længere end et par slegtled tilbake, og fortællingene om dem må endnu ha været levende på Island. Desværre er de overleverte optegnelser, som stammer direkte fra Are's hand, meget kortfattede. Han sier:

Det land som er kaldt Grønland, blev fundet og bygget fra Island. Eirik Raude het en mand fra Breidafjord, som for ut herfra dit og tok der land hvor det siden er kaldt Eiriksfjord. Han gav landet navn og kaldte det Grønland, og sa at det vilde lokke til at fare dit at landet hadde godt navn. De fandt der menneske bopladser, både øst og vest i landet, og brott av båter (keiplabrot) og stenredskap, så at en derav kan skjønne, at der hadde den slags folk fart, som har bygget Vinland, og som Grønlændingene kalder Skrælinger. Men det var, da han tok til at bygge landet, 14 eller 15 vintre, førend kristendommen kom her på Island, efter det som blev fortalt Thorkel Gellisson på Grønland, av en som selv fulgte Eirik Raude ut dit.

Grønland. De strekede strøk langs kystene er ikke dækket av indlandsisen, som ellers dækker hele det indre land.

Det er merkelig at det bare fortælles om spor efter Grønlands urfolk Skrælingene eller Eskimoene. Det ser mest ut som at Eirik ikke skulde ha truffet sammen med disse selv, skjønt dette ikke lyder sandsynlig. Vi kommer tilbake til dette senere i et eget kapitel om dem.

Det er sandsynlig at Are Frode i andre skrifter, som nu er gåt tapt, har skrevet utførligere om Grønlands opdagelse og første bebyggelse av Islændingene, og at senere forfattere, hvis skrifter vi kjender, har tat fra ham; for hvor de omtaler de hændelser, som også nævnes i Are's Islendingabbk, brukes ofte de samme uttryk, næsten ordret. De ældste av de senere kjendte beretninger, som gir en fyldigere fremstilling av Grønlands opdagelse, er skrevet mellem 1200 og 1305. Særlig må nævnes Landnåmabók; på den bygger Eirik Raude's saga (også kaldt Torfinn Karlsevnes saga), skrevet, efter G. Storm's mening, mellem år 1270 og 1300, mens Finnur Jónsson (1901) sætter den til første del av det 13. århundrede. Ved at sammenholde disse forskjellige meddelelser kan vi danne os et billede av hvad som er foregåt; om vi end må tro at traditioner som har levd så længe på folkets mund er i tidens løp blit adskillig omformet, især hvor de ikke har kunnet støtte sig til vel kjendte geografiske forhold, og de har optat i sig mangt et træk fra andre traditioner, eller fra rene eventyr.

Sletten ved Igaliko (Garðar) med ruiner. I bakgrunden toppene av Igdlerfigsalik, og hitenfor dem Iganek (efter N. P. Jørgensen).

Flere meddelelser, både i Hauk's Landnåmabók og i Sturlubók, og i andre sagaer, nævner, at Grønland blev første gang opdaget av Nordmanden Gunnbjørn, søn av Ulv Kråka, kort efter Islands bebyggelse. På reise til Island, antagelig omkring år 900, rak han vest i havet, og så da et stort land, og fandt nogen øer, som senere blev kaldt Gunnbjørnskjær. Disse må ha været på Grønland; mest sandsynlig nær Kap Farvel, men hvis det var sent på sommeren, i august eller september, da det er lite is langs østkysten, kan han også være kommet helt under landet længere nord, og har fundet øer der, f. eks. ved Angmagsalik. Det er imidlertid av mindre betydning hvor det var; for da han så at det ikke var Island han hadde fundet, men et mindre lokkende land som ikke indbød til overvintring, har han vel straks fart videre for at nå sit mål før is og årstid hindret ham, og han har ikke heftet tid med at undersøke landet. Om Gunnbjørn slog sig ned på Island, vet vi ikke; men det fortælles at bror hans, Grimkell, tok land på Snæfellsnes, og var blandt de første landnåmsmænd, og sønnene hans, Gunnstein og Halldor, tok land nordvest ved Isafjord.

Forskjellige senere forfattere har opfattet det som at Gunnbjørnskjær skulde ha ligget vest for Island, og langt fra det større land som Gunnbjørn så; men de ældste optegnelser (i Hauksbók og Sturlubók) gir ikke ret til en slik opfatning. Den mulighet har endog været nævnt, at Gunnbjørnskjær skulde ha ligget i havet mellem Island og Grønland, men senere være blit ødelagt ved et vulkansk utbrudd. På Hollænderen Ruysch's kart fra 1508 står en ø avsat i dette hav, med den oplysning at: "Denne ø blev i året 1456 e. Kr. totaliter opbrændt." Det er utænkelig at en slik ø midt i farvandet fra Island til Grønland skulde helt ha undgåt omtale i de ældste beretninger om Eirik Raude's og senere Grønlands-fareres reiser, ikke at tale om at den måtte ha været nævnt ide gamle kursforskrifter (f. eks. i Hauksbók og Sturlubók) for seilasen fra Island til Grønland. Der findes heller ikke nogen banker i havet som kunde tyde på at en slik ø har været. Det er i og for sig ikke det mindste urimelig at Gunnbjørn har nådd nogen øer i den grønlandske skjærgard, og at disse i den senere tradition derom har fåt navnet Gunnbjørnskjær.

At traditionen efterhånden har forlagt dem til et sted hvor ingen øer mere var at nå, eller som ialfald ikke var tilkommelig for is, fremgår av den Ivar Bårdsson tillagte beskrivelse av Grønland (sandsynligvis skrevet i 15. årh.), hvor det heter:

Item fra Snæfellsnes på Island, som er kortest til Grønland, 2 dager og 2 nætters seilas, ret i vest er at seile, og der ligger Gunnbjørnskjær ret på mitdveien mellem Grønland og Island. Dette var gammel seiling, men nu er kommet is udav hafsbotnen i nordost (landnorden botnen) så nær forskrevne skjær at ingen kan uten livs fare den gamle led seile, og derefter bli spurt.

Senere i samme beretning heter det:

Item seiler man utav Island, da skal han ta sin kos fra Snæfellsnes .... og seile da ret udi vester en dag og en nat ganske litet mot sydvest at fly førnævnte is som ligger ved Gunnbjørnskjær, og siden en dag og en nat ret i nordvest og så kommer han retledes under førnævnte høie land i Grønland.

Denne beskrivelse behøver ikke opfattes som at Gunnbjørnskjær tænkes liggende mitt i sjøen mellem Island og Grønland, det kan snarere være ment et sted på Grønlands østkyst (f. eks. ved Angmagsalik), som blev set under seilasen mellem Island og Østerbygden (idet det med "Grønland" bare tænkes på dets bebodde bygder).

Retningen "ret udi vester o. s. v." for seilasen til Østerbygden blir for vestlig med mindre det har været misvisende kurs, hvilket er mulig. Men som senere vil bli omtalt er det meget som ikke er pålitlig, i den Ivar Bårdsson tillagte beskrivelse.

En senere tradition om Gunnbjørn's reise fortjener også at nævnes; den findes hos den før omtalte Bjørn Jónsson fra Skardsá (1574—1656), i hans Grønlands Annaler, som han har sammenskrevet fra ældre islandske kilder, med rettelser og "forbedringer" av ham selv. Der heter det (Grønlands historiske mindesmærker b. I) at grunden til at Eirik Raude:

... opseilte Grønland var ei andet end dette, at det ord var i gamle folks minde, at Gunnbjørn Ulv Kråka's søn tyktes at ha set en jøkel i vesterhavet (til annars jøkulsins i vestrhafinu), men Snæfellsjøkel her, da han rak vest i havet, efterat han for fra Gunnbjørnsøene. Da var Island aldeles ubygget, og nyfundet av Gardar som seilte omkring landet nes imellem (nesjastefnu), og kaldte det Gardarsholm. Men denne Gunnbjørn som kom næst ham, han seilte omkring langt længere ute (djupara), men holdt land i sigte, derfor kaldte han øene skjær i motsætning til holmen (d. e. Gardarsholm); men mange historier siden kalder disse øerland, sommesteds store øer.

Denne sidste meddelelse er ialfald en forklarende "forbedring" av Bjørn Jónsson selv, og det gjælder vel også resten. Gunnbjørnskjær skulde jo efter dette endog ligge inden synsvidde av Island. Det er i denne forbindelse værd at merke at hans samtidige Arngrim Jónsson tænker sig (Specim. Island, s. 34) Gunnbjørnskjær som en liten ubebodd ø i nord for Island. Dette passer nærmest på den vesle Meven-klint, som ligger ensomt i Ishavet 14 mil nord fra land, og helt umulig er det vel ikke at det i senere tid er frasagn om denne som har formet forestillingene om Gunnbjørnskjær, men at den ved sammenblanding er blit flyttet mot vest.

Det gik lang tid før det, efter fortællingene, gjordes noget forsøk på at opsøke det av Gunnbjørn opdagede land. I Hauk's Landnåmabók, c. 122) heter det:

Snæbjørn (Galti, Holmsteinsson) eide skib i Grimsåosen, og Rolv fra Snæbjørn Raudesand kjøpte halvdelen av det. De var 12 mand hver. Med Snæbjørn var Galti og Torkel og Sumarlide, sønner av Torgeir Raud, søn av Einar fra Stafholt. Snæbjørn Rolv fra tok også med sig Torodd fra Tingnes, fosterfar sin, og konen hans, men Rolv tok med Raudesand sig Styrbjørn, som kvad dette efter sin drøm:

Bane ser jeg for begge os to, alt armodsligt nordvest i hav,

frost og kulde alskens kvaler; aner jeg av slikt Snæbjørn's drap.

De for for at lete Gunnbjørnskjær, og fandt land. Snæbjørn vilde ikke la nogen gå i land om nætterne. Styrbjørn for fra skibet og fandt en pengepung i en gravhaug (kuml, stenrøis over en grav), og gjemte den. Snæbjørn slog til ham med en øks, da faldt pungen ned. De bygget hus, og dækket det ganske med sne (ok lagði hann i fonn). Torkel Raudsson fandt at det var vand på forken som stod ut gjennem hyttegluggen. Det var i måneden Goe. Da grov de sig ut. Snæbjørn gjorde skibet færdig. Av hans folk blev Torodd og hans kone i huset, men Styrbjørn og flere av Rolv's, og andre for på veide. Styrbjørn vog Torodd, men både han og Rolv dræpte Snæbjørn. Raud's sønner og alle de andre svor ed (d. e. troskapsed) for livet sit. De kom til Hålogaland, og for derfra til Island, og kom til Vadil. Der fandt både Rolv og Styrbjørn bane.

Østerbygden på Grønland. De sorte prikker angir ruiner efter de gamle Grønlændingers gårder (efter Finnur Jonsson, 1899).

Vesterbygden på Grønland. De sorte prikker angir de fundne ruiner efter de gamle Grønlændingers gårder (efter F. Jonsson, 1899).

Det er mulig at denne merkelig avstumpede fortælling viser tilbake på et virkelig forsøk på bosætning i Grønland, som skyldtes at både Snæbjørn og Rolv måtte rømme Island for manddrap. For søket kan være opgit, på grund av uenigheter, eller fordi landet var for ugjestmildt. Efter de genealogiske oplysninger kan reisen muligens sættes til tiden litt før Eirik Raude's første Grønlandsfærd (jfr. K. Maurer, 1874, s. 204). Hvor på Grønland de kom tillands og overvintret, sies ikke; men at sneen først begyndte at tø i måneden Goe, skulde tyde på et koldt klima, og det kunde passe bedst på Grønlands østkyst. Men fortællingen er så dunkel, at det er vanskelig at ha nogen sikker mening om dens troværdighet i det hele; gravhaugen og pengepungen må ialfald stamme andenstedsfra. At de på hjemveien først reiser til Norge og derfra til Island, kan stamme fra en senere tid da forbindelsen med Grønland gik over Norge.

Det største og vigtigste navn som er forbundet med Grønlands opdagelse er uten sammenligning Eirik Raude. Skildringen av denne merkelige mand (i Landnåma og i Eirik Raude's saga) gir et godt billede; stridbar og hard som den vildeste viking, men samtidig med den fødte opdagers og høvdings overlegne evner til at planlægge store foretagender, og til at utføre dem trods alle vanskeligheter. Han var en fører av mænd. Han var født i Norge (omkr. 950); men for draps skyld for han og far hans, Torvald, fra Jæderen til Island, omkring 970. De tok land på Horn-strandene, øst for Horn (Kap Nord). Der døde Torvald. Eirik giftet sig da med Tjodhild, hvis mor Torbjørg Knarrar-bringa (d. e. skibs-bryst) bodde i Haukadal. Eirik flyttet derfor sydover og ryddet land i Haukadal (ind for Hvamsfjord nord for Snæfellsnes) og bodde på Eirikstad ved Vatshorn. Eirik kom i strid med naboer og fældte flere av dem. Han blev da dømt til at rømme Haukadal. Han tok land på Brokø og Øksnø, øer ut for Hvamsfjord; men efter nye kamper og drap blev han og hans mænd dømt fredløse for tre år, på Torsnesting om kring 980. Eirik rustet da skibet sit, og en ven skjulte ham, mens hans fiender for rundt øene og lette efter ham.

Han sa dem (d. e. vennene sine) at han eslet at søke det land, som Gunnbjørn, Ulv Kråka's søn, så da han rak vest for Island, og han fandt Gunnbjørnskjær. Han sa at han vilde søke tilbake til vennene sine, hvis han fandt landet. Eirik seilte til havs ut fra Snæfellsjøkel; han kom fra havet ind mot Mitdjøkelen der som heter Blåserk. (Derfra for han sydefter for at undersøke, om der var byggende.) Han seilte vest om Hvarv (vest for Kap Farvel) og var den første vinter i Eiriksey nær (midten av) Østerbygden. Våren efter for han til Eiriksfjord (den nuværende Tunugdliarfik, like nord for Juliane håb, se kart) og gav mange steder navn. Den anden vinter var han i Eiriksholmene ved Hvarfs-gnipa (Kvarvspynten); men den tredje sommer for han helt nord til Snæfell og ind i Ravnsfjord. Da mente han at være kommet længere ind i landet end bunden av Eiriksfjord. Han vendte da tilbake, og var den tredje vinter i Eiriksey foran mundingen av Eiriksfjord. Sommeren efter for han til Island, til Breidafjord. Han var den vinter på Holmlåt hos Ingolv. Om våren sloss de med Torgest (Eiriks fiende fra før), og Eirik fik useir. Efter det blev de forligt. Den sommer for Eirik for at bygge det land som han hadde fundet, og som han kaldte Grønland; fordi, sa han, at folk vilde ønske mer at fare dit, hvis landet hadde godt navn. (Eirik bygget i Brattalid i Eiriksfjord.) Så sier Are Torgilsson, at den sommer for 25 skibe til Grønland ut fra Borgarfjord og Breidafjord; men bare 14 kom ut dit, nogen drev tilbake, andre kom bort. Det var 16 vintre før end kristendommen blev lovtat på Island. (Det skulde altså ha været omkr. 984.)

Utsigt fra fjeldet Igdlerfigsalik over Tunugdliarfik (Eiriksfjord med Brattalid) Korokfjord med utfaldende bræ. I hele bakgrunden indlandsisen.

Til venstre Sermilik (Isafjord og Midtfjordene) hvori en bræ falder ut; i mitden til høire nunatakker nær østkysten (efter D. Bruun, 1896).

Eirik Raude's første reise til Grønland er vel kanske den merkeligste i polarreisenes historie, både i og for sig ved den overlegne dygtighet den viser, og ved de store følger den skulde få. Med de små hjælpemidler for utrustning og proviantering den tid bød i de åpne vikingskuter var det ikke barneverk at dra ut til et ukjendt arktisk land bak isen, for at være der i tre år. Han gjorde det vel kanske nødtvungen; men han berget ikke alene livet, han nyttet sine tre år til at undersøke landet, fra Hvarv og helt nord for Davis Strædet, og fra den ytterste skjærgard og ind til bunden av de dype fjorder. Det var mere end 500 år før Gaspar Corte-Real kom til landet, og nøiagtig 600 år før John Davis mente at være denne kysts opdager.

Fra det indre av Eiriksfjord, ved Brattalid og ut over. Fjeldet Igdlerfigsalik i bakgrunden (efter Daniel Bruun, 1896).

Men ikke alene, først som slagskjæmpe og senere som opdager, synes Eirik at ha været fremragende. Også som leder av det av ham anlagte nybygge i Grønland må han ha hat store evner; han fik folk til at flytte dit, og sørget vel for dem, og han blev selvsagt anset for den nye fristats ledende mand og høvding, som alle først søkte når de kom til landet. Hans efterkommere som holdt til på hovdingsætet Brattalid, var landets gjæveste slegt.

Indvandringen til Grønland må efter sagaen ha gåt hurtig; for i år 1000 var der alt så mange mennesker, at Olav Tryggvason kunde anse det umaken værdt at gjøre anstrengelser for at få det kristnet og sende prest derop med Eirik´s søn Leiv. Eiriks kone Tjodhild tok straks troen; men gamlingen selv likte ikke den nye lære, og hadde vanskelig for at opgi sin egen. Tjodhild lot bygge kirke et stykke fra husene, "der holdt hun bønnene sine, og de mænd som tok kristendommen, men de var de fleste. Hun vilde ikke bo sammen med Eirik, siden hun tok troen; men ham var det meget imot." I Snorre's Heimskringla heter det at folk kaldte Leiv for "den Heppne (se senere); men Eirik, far hans, mente at det gik op i op, at Leiv hadde berget skibsmandskapet i havet, og det at han hadde bragt hykleren (skæmannen) til Grønland, det var presten."

Den midtre del av Østerbygden. Sort prik merker gamle ruiner, kors gamle kirker.

Det var i to strøk på Grønland at Nordboene slog sig ned. Det ene var Østerbygden, så kaldt fordi den lå længst i sydøst på vestkysten, mellem sydenden, Hvarv, og omtrent 61° n. br. Den svarer til det nuværende Julianehåbs Distrikt. Det var den tættest befolkede, og der var det Eiriksfjorden med Brattalid lå. I hele den "bygd" sies det at ha været 190 gårder (Grønl. hist. Mind. 111, s. 228). Der er fundet ruiner efter dem på vel 150 steder (jfr. D. Bruun, 1896, G. Holm, 1883). Det andet strøk, Vesterbygden, lå længere nordvest, mellem 63° og 66 1/2 °, mest i det nuværende Godthåbs Distrikt, og bebyggelsen var tættest i Ameralik-fjorden og Godthåbs-fjorden. Det skulde ha været 90 garder i den bygd. Det findes endnu mange ruiner av Nordbo-stenhus i begge strøk, og de viser sikkert hvor bygdene var, og deres utstrækning.

På Grønlands østkyst, som den meste del av året er stængt av drivisen, har nordboene ikke hat nogen fast bosætning, og det er bare undtagelsesvis at de har kunnet lande der, eller de har stundom forulykket i drivisen ut for kysten og har måttet ty til land. De to grønlandske bygders folkemængde har knapt nogensinde været stor, kanske på sin høide et par tusen tilsammen. Sætter vi at der var 280 gårder, og i gjennemsnit 7 mennesker på hver gard, hvilket er høit regnet, så blir det ikke mer end 1960. Men de lange avstander gjorde at, efter kristendommens indførelse, blev der bygget forholdsvis mange kirker, nemlig tolv i Østerbygden (hvor ruiner bare av fem er gjenfundet) og fire i Vesterbygden, desuten nævnes det et munkekloster og et nonnekloster i Østerbygden. Omkring 1110 blev Grønland et eget bispedømme, uagtet det sies i Kongespeilet at "om det lå nærmere andre land så vilde det blit regnet for en tredjedel av et bispedømme. Men nu har folket der likevel en bisp for sig selv; for andet duger ikke, med det at avstanden mellem dem og andre folk er så stor."

Høvdinggården Garðar i Einarsfjorden (Igaliko) blev bispesæte. Der er en temmelig fuldstændig fortegnelse over Grønlands bisper indtil slutten av det 14. århundrede. I det følgende århundrede og like til omkring 1530 omtales også en del grønlandske bisper, som blev utnævnt, men som aldrig kom til Grønland. Om end livskårene i bygdene på Grønland ikke kan ha været fete, så var allikevel livet ikke hårdere end at der kunde utfolde sig digtekunst. Sophus Bugge hævder i "Norræn Fornkvædi" (Kristiania, 1867, s. 433) at Eddaens "Atlamál en grænlenzku" er, som tilnavnet viser, fra Grønland, og er snarest forfattet der. Finnur Jónsson (1894, I, ss. 66, 68 ff.; 1897, ss. 40 ff.) vil endog henføre fire eller fem andre Edda-kvad til Grønland, nemlig: Oddrunargrátr, Goðrúnarhvǫt, Sigurðarkviða en skamma, Helgakviða Hundingsbana, kanske også Helreid Brynhildar. For de to sidste er antagelsen sikkert altfor tvilsom, men for de tre andre er den mulig. Det senere nævnte Norðrsetu-drápa, er digtet på Grønland; og det såkaldte Hafgerðinga-drápa kan stamme derfra, i Landnåmabók, hvor et par bruddstykker av det er gjengit, sies det at være digtet av en "kristen mand (munk?) fra Suderøene" (Hebriderne) på veien dit. De bruddstykker av kvad om Furðustrandir og Vinland, som er gjengit i Eirik Raude's saga, kan muligens også være grønlandske. Med den opfatning at Grønland hadde en selvstændig digtekunst, stemmer det at Snorra-Edda gjengir et eget slags verse mål som kaldes Grønlenzkr háttr

De grønlandske kvad som Atlamål står kanske ikke på høide med det bedste av den norrøne skalde-digtning; men det går gjennem dem en hemsk, dyster stemning som bærer bud om den vilde natur og de omgivelser hvori de blev digtet.

Utsigt fra fjeldet Iganek mot syd over Igaliko-fjorden (Einarsfjord).

Eiriksfjord med eidet ved Igaliko (Garðar) imellem (efter N. P. Jørgensen, se D. Bruun, 1896).

Inde i fjordene i begge de gamle grønlandske bygder er det fundet mange ruiner efter den tidligere bosætning der; de fleste findes i Østerbygden eller Julianehåbs distrikt (jfr. særlig D. Bruun, 1896; også G. Holm, 1883). På de enkelte gårder er fundet op til et snes spredt liggende hus; blandt dem har det været en skåle-bygning, og omkring den flere fjøs og stal der for storfæ, hester, sauer, og gjeiter med tilliggende høiløer, eller også åpne høigårder, (runde stenmurer hvori høiet har været sat i stakk og dækket med torv), desuten matbuer, tørrehus, kveer for småfæ, indgjærte jorder, o. s. v. Der har også været indgjærte utslåtter med løer og med sommerfjøs for sau og gjeit, ja sætere og fjeldslåtter har de også hat. Nær stranden er fundet boder muligens for båt-, fangst- og fiskeredskap, men derimot ikke egentlige båtnøst. Ruiner efter flere av kirkene (fem i Østerbygden) er også fundet.

Beboelseshusene har været bygget av sten og torv lik de islandske bondegårder, undtagelsesvis har det også været brukt ler, mens uthusene gjerne har været bygget av tør stenmur. Til træverk i tåkene bruktes vel mest rækved. Vinterfjøsene var naturligvis tættet. Fjøsenes størrelse viser at der har været ikke så lite dyre-hold, mest gjeiter og sauer; bare hvor flatlandet nær fjorden hadde særlig godt beite, har det været noget større av storfæ. Der findes overalt nær ruinene fælder av sten som tyder på at Grønlændingene har drevet fangst på ræv, enkelte større fælder har man tænkt kunde være for ulv (?), som nu ikke findes mer i syd-Grønland. Nær hovedbygningene findes store avfaldsdunger (kjøkken-møddinger), som gir god oplysning om livet i hin tid og hvad folkene levde av. De store mængder av fundne ben fra fem forskjellige bopladser i Østerbygden (hvoriblandt de sandsynlige steder for Brattalid og Gardar) er blit undersøkt av den danske zoolog Herluf Winge (jfr. D. Bruun, 1896, ss. 434 ff.). Da ben av husdyr, særlig okse og gjeit, og av sæl, særlig grønlandssæl (Phoca groenlandica) og desuten klapmyts (Cystophora cristata), er så rent overveiende, viser det at fædrift og sælfangst har været Grønlændingenes hovednæring; og særlig må den sidste ha git mest kjøtmat, da som regel sælbenene er talrigst. Merkelig nok er det blit fundet få fiskeben. Da vi vet med sikkerhet at Grønlændingene drev meget fiskeri, kan denne mangel skyldes at fiskeben som andet fiskeavfald blev brugt til krøterfor om vinteren. Adskillige ben av ren viser at denne fandtes i gammel tid også i Østerbygden, hvor den nu er utryddet. Desuten er det fundet ben av en enkelt isbjørn og av nogen få hvalross, som viser at disse er blit fanget, men ikke i stort antal; enkelte ben av hval er også fundet. Av fugler er det merkelig nok forholdsvis få ben. De fundne ben av hest tilhører en liten race, og storfæet har været småvokset og hornet.

I den ellers meget eventyrlige beretning, i Fostbrødre-saga (beg. av 13. årh.), om Tormod Kolbrunarskald's reise til Grønland og ophold der, for at hevne vennen Torgeir's drap, falder hist og her vilkår, streiflys over det daglige liv der oppe, som stemmer godt med de oplysninger som fortidslevningene gir. Det nævnes at de drog jamt på sjøen på fangst, at de hadde sælharpuner (selskutill), at de kokte sælkjøt o. s. v. Av Kongespeilet (omkr. 1250) får vi et godt indblik i forholdene og livet der oppe i hine tider:

Men på Grønland er det slik som du ventelig kan vite, at alt det som kommer dit fra andre land, det er dyrt der; for landet ligger så langt fra andre land at folk farer sjelden dit. Og alt det som de skal hjælpe op landet med, det må de alt kjøpe fra andre land, både jern (og tjære) og likens alt det som de skal bygge hus av. Men disse ting fører folk derfra i bytte for varene sine: bukkeskind og nauthuder, og sælskind og hvalrossrep op hvalrosstænder.

Men da du spurte om der var nogen kornavl eller ikke, så tror jeg at det landet har lite fremhjælp av det, Likevel er der de mænd og de blir helst kaldt de gjæveste og rikeste som prøver at så for et forsøks skyld; men det er allikevel stormængden i det landet som ikke vet hvad brød er, og enda aldrig så brød.

Få er folkene i det landet, for lite av det er så meget optint, at det er byggende Men når du spør hvad de lever av i det landet, med det de ikke har kornavl, så (må du vite) at folk lever av flere ting end bare av brød. Så er sagt, at det er godt beite og store og gode garder på Grønland; for folk der har meget naut og sauer, og der er stor smør- og ostelaging. Folket lever meget av det, og så av kjøt og alskens veide, både av ren- og hval- og sæl- og bjørnekjøt, av det nærer folk sig der i landet.

Levning av kvee ved Kakortok. Til høire kirkeruinen (efter Th. Groth).

Vi ser herav klart nok hvorledes Grønlændingene i de gamle bygder på den ene side var avhængig av tilførselen fra Europa, og på den anden side i stor utstrækning levde av fangst. Av en pavebulle fra 1282 fremgår det også at den grønlandske tiende betaltes i oksehuder, sælskind, og hvalrosstand.

Det har været påståt at det i hine tider skulde ha været et gunstigere klima, med mindre is både på landet og i sjøen, end det nu er på Grønland; men bl. a. den ypperlige skildring derav i Kongespeilet, som straks skal omtales, viser klart nok at så ikke har været tilfælde. Mange kunde da spørre hvad det var som kunde lokke Islændinger dit? Men kjender en begge land synes det ikke så overraskende; på flere måter virker Sydgrønland på en Nordmand endu mer tiltalende end Island. Det ligger på omtrent samme breddegrad som Bergen og Kristiania, og de vakre fjorder med en mængde øer utenfor, hvor der er god seilled, og havner overalt, er aldeles lik Norges kyst, og forskjellig fra de mer utsatte kyster på Island. Sommeren inde i fjordene er vel så varm og tiltalende som den islandske, vistnok er det drivis utenfor i sjøen på forsommeren, men med den følger god sælfangst. Der var desuten anden fangst, som hvalross- og hvalfangst, renjagt, fiske på sjøen og i elvene, fuglevær o. s. v. Når dertil lægges godt beite inde i fjordene, så vil en forstå at der var forholdsvis let at berge livet. Græsset gror fremdeles frodig ved ruinene i Grønlands fjorder, og kunde endnu i denne dag livnære mangen gårds buskap.