Nordiske myter og sagn: Skjoldungerne og Hadubarderne

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Skjoldungerne og Hadubarderne


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Kong Skjold

Den kongeslægt som rådede i Lejre på Sjælland, kaldte sig Skjoldunger. Deres stamfader var Skjold, som kom sejlende over havet, uden at nogen kendte hans herkomst. Engang i urgamle dage så Danerne et skib styre ind mod kysten; det havde ingen årer ude, og der var ingen styrmand at se om bord. Da det gled ind og lagde sig i havstokken, fandt de en lille dreng liggende alene på dækket; hans hoved hvilede på et neg, og rundtom ham var der opstablet våben. Danerne bar ham i land og førte ham op på tinge; der satte de ham på den hellige sten og udråbte ham til konge. Da han voksede op, blev han en mægtig fyrste, og hans navn blev storlig æret både i Danmark og viden om blandt naboerne. Da Kong Skjold var død, bar hans mænd ham ned til kysten, som han selv havde befalet; der lagde de ham i hans eget skib og stablede våben og guld op om ham på alle sider. Derpå lod de skibet stå til havs, og ingen har nogen sinde hørt at det er kommet ind i nogen havn.


Fra Skjold nedstammede Halfdan. Han havde tre sønner, som hed Hjørgar, Hroar og Helge, og en datter, som hed Signy. På samme tid herskede Frode over Hadubarderne, som boede i nærheden af Skjoldungerne; der var ofte ufred mellem de to folk, og efter mange kampe fældede Frode Skjoldungen Halfdan og lagde hans rige på Sjælland under sig.



Frodes kværn

Kong Frode blev berømmet af sit eget folk som en rig og stræng fyrste, der skaffede landet fred for alle ildgerningsmænd. Det hed sig, at i hans dage var der ingen som forulempede sin næste; folk hævnede ikke selv deres krænkelser, om de så også mødte deres frændes drabsmand på vejen, men henskød sagen til tingets afgørelse. Kongen straffede ran og tyveri så hårdt, at der ikke gaves tyve eller ransmænd i landet; og han viste sin magt ved at forbyde bønderne at sætte lås for deres kister. Han lagde selv en ring åbent på marken, og den blev liggende år og dag, uden at nogen rørte den.


Der fortælles at Frode engang købte to trælkvinder, Fenja og Menja; ved købet spurgte han ikke efter deres æt, men pigerne var af jætteslægt og derfor både større og stærkere end jordiske kvinder. Da han havde ført dem hjem, satte han dem til at drage kværnen, og han gav dem aldrig nogen hvilestund i arbejdet; så snart han hørte, at kværnen stod stille og deres sang tystnede, drev han på dem, at de skulde holde stenene i gang.


Først forlangte han at de skulde male lykke og gode dage til ham, og kvinderne malede og sang dertil, som kvinderne plejede at gøre, når de stod ved kværnen:

"Male, male mel for Frode. Her rejser vi kværnkassen, her lægger vi stenene i lag; så fatter vi om stangen, så lader vi stenene gå.

Vi maler for Frode, vi maler ham lykke, han skal sidde i rigdom, vi maler ham velstand, han skal sove på dun og vågne til gammen; vi har malet for Frode."

Og de stansede kværnen og sagde: "Nu har vi malet, Frode, som du bød os." Men han drev igen på dem og sagde: "Der er ikke malet nok end, I skal male fred til Frode." Da begyndte de atter at røre kværnen og sang:

"Vi maler for Frode. Vi maler ham fred, fred for fjender og fred i landet; ingen skal dræbe, ingen skal hugge med sværd; ingen skal hævne, om han så ser sin faders bane, sin broders bane ligge bastet og bunden, men give ham fred. Vi har malet for Frode."


Og atter lod de kværnen stå; men kongen gav sig ikke tilfreds og sagde at de skulde male guld til ham, og nu vilde han ikke give dem stunder til at sove længer end gøgen tav i skoven; men hvor meget de end malede, syntes Frode aldrig der blev malet nok efter hans ønske. Trælkvinderne malede guld, til armene værkede, og til sidst lagde de kværnstangen ned og sagde: "Nu er den fuldmalet. Du var klog, Frode, da du købte os, men ikke så klog som du troede; du så vi var stærke, men du spurgte ikke hvor vi havde vor styrke fra. Hård er den æt vi stammer fra, ti det er bjergrisernes slægt. Vi ved hvor kværnen er født i fjældet; ni år legede vi under jorden og sprængte under vor leg klippen op til lyset; vi trillede den over jætternes gærde, så at den sprang dundrende ned i bygden, hvor menneskene fandt den. Siden legede vi i Sverige blandt jerngrå krigere, hvor brynjer revnede og skjolde brast for vilde sværdhug; vi hjalp den ene fyrste til sejr og den anden til døden. Vi tumlede os om som skjoldmøer, til vi faldt i trældom. Nu træller vi døgnet rundt i kongens gård og hører kun knubbede ord; gruset gnaver vore hæle, og kulden jager os i kroppen. Trælle har liden glæde i dit hus, Frode. Nu er det tid til at stenen står stille og hænderne får hvile."


Men Frode skreg fremdeles, at han ikke vilde give dem hvile, før han selv syntes der var malet nok efter hans behov. Da greb kvinderne hårdt i kværnstangen og sagde: "Vågn op, Frode, og hør hvad vi nu synger. Vi maler en hær op mod Frode; vi maler ild over Frodes hal, vi maler død over mange mænd, vi maler hævn over Frode for Halfdans død." Og de drejede kværnen, så at stenene sprang sønder og kværnen sank sammen. Og de råbte til Frode: "Nu er der malet nok, nu kan kværnen stanse; dine trælkvinder har stået ved stangen længe nok til dit behov."



Hroar og Helge

Ved Halfdans fald var af sønnerne kun Hroar og Helge i live. De var begge endnu i barnealderen og blev opfostret af en mand som hed Regin. I den nat da kongen blev dræbt, flygtede Regin med drengene; han turde ikke have dem hjemme hos sig, ti han var en rig mand og vidste at Kong Frode vilde komme til ham, og da vilde han blive nødt til at sværge ham troskab, om han ikke skulde blive drevet fra gods og gård. Derfor førte han Hroar og Helge ud på en lille ø, hvor der kun var en eneste gård; der boede en gæv bonde ved navn Vifil, en tro ven af Kong Halfdan, og ham bad Regin om at skjule de faderløse kongesønner. Vifil tog imod dem og byggede en hytte til dem under jorden, hvor de kunde gemme sig om natten, men om dagen, når der ikke truede nogen fare, løb de og legede i skoven.


Da Frode så at Halfdans sønner var blevet bragt i sikkerhed af deres venner, sendte han spejdere ud over hele landet for at lede efter dem; hans mænd søgte både fjærn og nær, men efter at de havde anvendt al møje, kom de hjem og meldte kongen at de ingen steder havde fundet noget spor af drengene. Så kaldte Frode vølver og spåkyndige folk til hjælp og lod dem gennemsøge landet med deres seerblik, men heller ikke de kunde opdage det sted hvor drengene holdtes skjult. Endelig tog kongen sin tilflugt til troldkyndige mænd og bad dem forsøge deres kunster; de lukkede sig inde i tre dage for sig selv, og ingen fik at vide hvad de havde for. Men da kongen kom til dem, vågnede de op som af en tung søvn, og sagde at nu havde de gennemforsket hele riget, og de kunde sige at drengene ikke var langt borte, men også at de ikke lå skjult noget sted i landet; de kunde se klart overalt, kun ude over Vifilsø lå der en tåge, så at de intet kunde skønne af det som fandtes derude. Frode sendte straks mænd ud til Vifilsø, og de søgte alle vegne på øen; men da de kom tilbage til kongen, sagde de at de havde fundet alle døre åbne og ikke set noget spor af drengene. Frode sagde at de havde set dårligt efter, nu vilde han selv tage ud til Vifil og se om en ussel fisker skulde vove at holde kongens fjender skjult.


Den morgen da kongen beredte sig til at sejle ud til øen, vågnede Vifil med en tynge over sig, og han sagde til drengene: "Der er underlige ting i gære, store, mægtige fylgjer er kommet til øen; nu må I holde jer beredt til at søge ned i eders skjul, og det skal være tegnet på fare, at I hører mig råbe på mine hunde." Da Frode kom op på øen, gik Vifil nede på stranden, men han havde så travlt med at holde udkig efter kvæget, at han slet ikke blev kongen var. Kongen lod ham gribe og befalede ham at sige på stedet hvor drengene var. Da kendte Vifil kongen, hilste og sagde: "Herre, hold ikke fast på mig, men lad mig gå, mine kreaturer er løbet til skovs, og der tager ulven dem." og han vendte sig og råbte op mod skoven: "Hej, Hop og Ho, pas på køerne!" Kongen spurgte hvad det var han råbte, og Vifil svarede: "Jeg kalder på mine hunde, siden I holder mig fast her; men se nu selv efter, om I tror at en fattig karl som jeg tør skjule kongens fjender." Kongen gik nu op og gennemsøgte hele øen, men fandt intet, ti Hroar og Helge var løbet ned i jordhuset, så snart de hørte Vifil råbe på Hop og Ho. Da kongen ikke kunde finde dem han ledte efter, sagde han til Vifil: "Du er en træsk gubbe og fortjener at jeg lod dig klynge op." "Det kan I gøre, som I lyster," svarede Vifil, "så havde I ikke gjort rejsen herhen helt forgæves." Frode sejlede nu hjem, men Vifil turde ikke længer beholde drengene hos sig, og han sendte dem bort til jarlen Sævil, som var gift med deres søster Signy. Den gang var Hroar blevet tolv år og Helge ti.


Drengene drog nu til Sævil. De kom ind til jarlen klædt i grove kofter med hætter trukket ned over hovedet og kaldte sig Ham og Hrane. Jarlen så på dem og sagde: "I ser mig ikke ud som I duede til ret meget, men maden kan jeg vel nok unde jer." De løb nu omkring på gården i vejen for folk og gjorde såre liden gavn, men en hel del fortræd; huskarlene havde dem til bedste og gav dem spottegloser, fordi de aldrig tog hætten af, og sagde at det var nok fordi de havde skurv i hovedet. Imidlertid fik Kong Frode mistanke om at jarlen holdt drengene skjult for frændskabets skyld, og indbød ham tillige med Signy til gilde på kongsgården. Da jarlen var draget afsted, indfangede drengene en utilredet plag og red efter, til de indhentede jarlen og hans følge; jarlen hørte hestetramp og vendte sig, og der kom de ridende, den ene forlæns og den anden baglæns, og han kunde godt synes at de ikke var nogen pryd for hans skare. Medens nu øget gumpede afsted med dem, fløj hætten af Hrane, så at hans lange hår flagrede i vinden, og inden han fik trukket den op over hovedet igen, havde Signy set kongesønnens lokker flyve ham om skuldrene, og hun gav sig til at græde. Sævil spurgte hvorfor hun græd, og hun fortalte ham hvad hun havde set; da sagde han: "Det er alvorlige nyheder," og forbød hende at røbe det til nogen. Derpå red han tilbage til drengene og bød dem strængt, at de skulde vende om og ikke gøre folk skam med deres selskab; men de lod jarlen ride i forvejen og fulgte bagefter til kongsgården. Under gæstebudet støjede de op og ned i hallen, og engang da de i farten kom forbi den plads hvor deres søster sad, hviskede hun til dem: "Gå ud herfra, I er endnu alt for unge," men de brød sig ikke om hvad hun sagde. Senere på aftenen begyndte Frode at tale om at han nu vilde have rede på Halfdansønnerne, og lovede en stor belønning til den som kunde sige hvor de var. Han havde ladet en vølve hente, og nu bad han hende prøve sin kunst ved gildet, og se om hun kunde finde drengene. Vølven steg op i sin spådomsstol og bød mændene at lægge vådt ved på ilden, så at der blev dunkelt af røg i hallen; så begyndte hun at synge, og lidt efter kom hun til at gabe, og man hørte hende mumle: "Der er to herinde som jeg ikke har lid til, de sidder derhenne ved ilden." "Er det drengene selv eller deres hælere?" spurgte Frode hende, og hun svarede: "Det er dem som blev kaldt ved hundenavne." Men i det samme lod Signy en ring glide ned i hendes skød, og hun holdt inde og sagde: "Hvad er det jeg siger? nu bliver alt mørkt for mig." Da så kongen at Signy ikke længer var i sit sæde, og spurgte hvor det kunde være, og Sævil svarede at hun var blevet ilde tilpas af den kvalmende røg i hallen; men kongen var vred og truede vølven med alt ondt, om hun ikke sagde hele sandheden. Da trak hun vejret tungt, og synerne sled hende, og med eet kastede hun sig ned fra spådomssædet langt frem på gulvet og råbte: "Hvasse øjne sidder der i Ham og Hrane, de er dristige, de kongesønner." Ved at høre de ord blev drengene forskrækkede og løb ud gennem døren; Frode kaldte på stedet sine mænd op til at forfølge dem, men der var mange som kendte drengene og hellere så dem vel ude i skoven, og de trængtes i døren en rum stund, som om det var iver efter at komme først ud, og imens fik Hroar og Helge tid til at slippe bort i mørket. Da skreg Frode: "Jeg har nok flere fjender herinde end de to, men der er tid nok til at hævne; lad os drikke i aften." Drengenes fosterfader, Regin, hjalp sammen med sine venner til at bære øl frem så stærkt de orkede, så at hirdmændene blev mægtig drukne og lå over hinanden og sov. Da der så var blevet stille i hallen, gik han ud i skoven og kom derhen hvor drengene sad; de blev glade ved at se ham og kaldte på ham, men han svarede ikke og mælede ikke et ord. Han så blot vist på dem og vendte derpå om og begyndte at gå tilbage, men alt imens kiggede han sig over skulderen for at se om de fulgte med, og da de kom til en lille lund som lå lige uden for kongsgården, mumlede han ved sig selv: "Hvis jeg var uvenner med Frode, sved jeg lunden af." Drengene fattede nu hvad han mente, og forstod at han bar sig sådan ad, fordi han ikke vilde bryde sin ed til Frode. De fulgte hans vink og gik til hallen og begyndte at lægge et bål til rette rundt om den langs væggene, men førend der blev stukket ild til, kaldte Regin alle sine venner ud. Og da Sævil kom uden for døren, sagde han: "Lad os hjælpe til at bære ved til ilden, jeg har intet frændskab med Frode." Frode vågnede, da væggene kom i brand, og han gik hen til døren og så at der stod krigere rundt om. Da spurgte han hvem der rådede for den hær. "Det gør vi, Hroar og Helge, Halfdans sønner," svarede Helge. Kongen bød dem fred og forlig, og tilføjede at de selv måtte bestemme hvor stor en bod han skulde betale for deres fader; men Helge svarede: "Så forsonlig var du ikke den nat du overfaldt vor fader; vi tror dig bedst, så længe du er hvor du nu er." Så gik Frode tilbage, og der brændte han inde med hele sin hird. Og brødrene tog deres faders rige igen og blev konger i Lejre.



Helge og Olof

Da Hroar og Helge var blevet konger i Lejre, sad Hroar oftest hjemme på kongsgården og styrede land og rige, men Helge lå jævnlig ude på vikingetog. Nede i Saxernes land rådede en dronning som hed Olof; folk sagde om hende, at hun var en fager og storladen kvinde og lidet giftelysten. Da Helge engang på sine tog kom til Saxland, hørte han denne folkesnak, at Olof plejede at lade alle sine bejlere fare hovedkuls samme vej de var kommet, og han tænkte at der var ære i at tæmme så overmodig en jomfru. Så begav han sig op til gården og bød sig selv til gilde med et rigelig stort følge om sig. Der blev ikke tid for Olof til at gøre de forberedelser hun helst vilde have gjort, og derfor tog hun imod ham, som om han var indbudt, og gjorde gæstebudet på det stadseligste. Da de om aftenen sad sammen i højsædet, sagde Helge: "Jeg har nu tænkt, at vi to skal holde vort bryllup i nat, her er jo mandskab nok til at drikke det med tilbørlig kraft; jeg har hørt, at du aldrig har kunnet få så stadseligt et bryllup som du syntes du var værd, og derfor aldrig er kommet i brudeseng." Olof svarede: "Jeg vilde gerne have haft flere venner omkring mig til så stor en højtid, men jeg kan ikke nå at få dem indbudt, når I har så meget hastværk, og det må da blive som I vil." De drak nu bryllup længe og vel, og man kunde ikke mærke andet på dronningen end at hun havde fået den brudgom hun ønskede sig; men da de kom i brudekammeret, var Helge så drukken, at han trimlede om i sengen og faldt i søvn på stedet. Så stod Olof op, klippede alt håret af ham og gned hans hoved ind i tjære; derpå rullede hun ham ind i en sæk og lod ham bære ned til skibet. Siden gik hun ind i hallen, vækkede hans mænd og sagde at deres konge allerede var gået, han vilde sejle, medens der var god bør. De tumlede op og ravede ned til stranden; om bord fandt de kun en stor sæk, men da de løste op for den, lå kongen indeni. Da Helge blev vågen, var han ikke tilfreds med sit bryllup, men han tænkte nok at Olof nu havde fået tid til at sende bud efter flere gæster, og derfor mente han det var rådeligst at lade det være nok med frieri for denne gang. Og da børen var god, stak han til søs.


Nu sad Olof i sit rige så kæk som nogen sinde. Hun var blevet endnu mere hovmodig end før og pralede højlydt af at hun havde vanæret så stor en konge. En aften kom der en stodder ind på hendes kongsgård og gav sig i snak med en af trællene. Da de var blevet lidt fortrolige med hinanden, fortalte stodderen, at han havde fundet en skat ude i skoven, han førte også trællen ud og viste ham to kister fulde af guld og sølv. Medens de nu stod og så på det, spurgte den fremmede trællen, om hans dronning var glad i rigdom; trællen svarede, at det kunde han tro, hun ragede til sig alt hvad hun kunde. "Det anede mig, at jeg ikke vilde få glæde af det, når det var fundet på hendes grund," sagde stodderen, "det er alligevel bedre at være ærlig med en lille vinding end at miste det hele. Tror du dronningen vilde komme herud og se på skatten?" "Det tror jeg vist," svarede trællen, "og helst hvis du sørger for at ingen får noget at vide om den." Så bad stodderen ham om at gå op og melde Olof hvad han havde set, og trællen løb hjem og sagde i hemmelighed til hende, at der lå så meget guld ude i skoven, at mange mennesker kunde blive rige af det, og hun var så grisk, at hun ganske alene fulgte ud med trællen, for at ingen anden skulde få nys om fundet. Da hun kom til stedet, traf hun Helge i steden for stodderen, og han hilste hende velkommen og sagde at han vilde byde hende til gilde som tak for den gæstfrihed hun havde budt ham. Olof sagde, at det var ilde som hun havde båret sig ad, og tilbød ham nu at holde bryllup med ham i hæder og ære; men Helge mente at hun havde gjort sig fortjent til at prøve hans gæstfrihed. Han tog nu både sine guldkister og den saxiske dronning med sig om bord og beholdt hende hos sig adskillige nætter. Da han syntes at han havde givet hende tilstrækkelig gengæld for hendes gæstfrihed og gode behandling under hans forrige besøg i Saxland, satte han hende i land og sejlede videre på sine tog.


Da Helge forlængst var borte, fødte Olof en datter og kaldte hende Yrsa efter sin hund. Pigen blev opfødt hos en husmand, og da hun voksede til, måtte hun løbe og vogte geder, så at der ikke var nogen som vidste andet end at hun var en simpel bondetøs. Helge for omkring og hærgede i mange år, og engang hændte det, at hans kurs lå forbi Saxernes kyst. Han gik i land for at se sig om, og da han kom op under en skov, traf han på en pige, som gik ganske alene og vogtede får, og han syntes aldrig han havde set fagrere tøs. Han spurgte hvad hun hed, og fik at vide at hun kaldtes Yrsa og var datter af en bonde. "Du ligner ikke småfolk i øjnene," sagde han, og han fik så stor lyst til hende, at han straks vilde tage hende med sig. Yrsa bad mindeligt for sig, at han ikke skulde gøre hende nogen fortræd, men Helge svarede blot: "Sådan en bondetøs trænger jo til en bondeknold, og så passer vi to sammen." Så førte han hende med sig ned til sit skib, og hun fulgte ham tavs uden at græde eller jamre sig; men da de kom til Lejre, holdt han bryllup med hende og viste hende al kærlighed. Og hun fødte ham en søn, som blev kaldt Hrolf.


Da Olof hørte hvad der var sket, tav hun lumskelig stille, fordi hun håbede at det vilde blive Helge til skam og ulykke; men da hun fik at vide at han og hans hustru havde lykke sammen, blev hun meget ilde tilfreds. Hun sejlede til Lejre, og da hun kom frem, lod hun Yrsa kalde ned til stranden. Yrsa bød hende op til kongsgården, men Olof svarede, at da Helge holdt bryllup, havde han ikke vist hende nogen ære som fordrede gengæld. "Da havde jeg heller ikke stor ære, medens jeg var i Saxland," svarede Yrsa, "det aner mig, at du ved hvor jeg har mine frænder, for jeg tror ikke jeg er husmandsbarn, og nu vil jeg at du skal sige mig det." "Hvordan er du tilfreds med dit giftermål?" spurgte Olof. "Større lykke ønsker jeg mig ikke end den jeg har," svarede Yrsa, "siden jeg har den ypperste konge til husbond." "Da er lykken ikke så stor som du tænker," sagde Olof, "vil du kende din slægt, da er Helge din fader og jeg din moder." Da sagde Yrsa: "Så har jeg fået den ondeste moder; det værste er hændt, som aldrig kan læges." "Det kan du takke Helge og min vrede for," sagde Olof, "nu vil jeg byde dig hjem til mig og holde dig med ære som min datter." "Det ved jeg ikke om jeg vil," svarede hun, "men her kan jeg ikke være." Siden gik hun til Helge og fortalte ham sin kummer. "Det er en ond moder du har," sagde Helge, "men jeg vil ikke at hun skal skille os to ad." "Nej, nej," sagde Yrsa, "vi to kan ikke være sammen mere," og derpå gjorde hun sig rede og fulgte sin moder til Saxland, Olof lagde nu ikke skjul på at Yrsa var hendes datter, og holdt hende sømmeligt i ære; og en tid efter lod Kong Adils i Upsala bejle hende og holdt bryllup med hende.


Da Yrsa var rejst, lå Helge mange dage i sengen med klædet over hovedet og vilde ikke tale med nogen. Siden lod han sine skibe sætte i søen og drog atter i viking; han kom aldrig mere tilbage til Lejre, men faldt langt borte på sine krigstog.



Bjovulfs kamp med Grendel

Kong Hroar byggede sig i Lejre en hal, der var så stor og så prægtigt udsmykket, at ingen havde hørt om dens mage. Gavlen løb ud i store brande eller fløje, som knejsede højt op mod himlen lysende af guld, og derfor fik hallen navnet Hjort. Der sad Skjoldungen i stor lykke og ære med sin hird omkring sig. Men der var en hemmelig brist i Skjoldungeætten, selv om i lang tid ingen så den, og den stammede fra en gammel fyrste i ætten, som havde besudlet dens ære; sådanne nidinger bragte altid svaghed ind i deres frænders lykke og liv, som en gift der skjult ruller med blodet omkring i årerne og svækker lemmernes kraft.


En af Hroars forfædre, Kong Hermod, havde engang været en stærk og glad fyrste, men umærkeligt var der groet begær og havesyge op i hans sind, så at han sad og rugede over sine skatte i steden for at ære sig selv og sin æt ved at skænke dem som gaver til krigerne i hirden. Og da hans sind først var blevet forgiftet, voksede der også ondskab og grumhed op i ham, så at han rasede mod sin egen slægt; til sidst fordunkledes i ham al glæde og lyst over livet, og han sank ned til at blive en niding og blev jaget fredløs ud blandt de griske, glædeløse trolde i skoven, hvor ulvene tuder. Under Hroar brød svagheden frem; forbandelsen gav hans hal hen til en tumleplads for ildesindede trolde, og gjorde heltene magtesløse mod deres utyskebesøg.


En nat blev Hjort hjemsøgt af trolden Grendel, og da kongen kom op om morgenen, så han hallen sølet i blod, og blandt de forvirrede hirdmænd savnede han mange af sine bedste kæmper. Og da jætten først havde fået sin gang i hallen, kom han nat efter nat og var altid lige lysten efter bytte; hver morgen kunde man se hans spor helt op gennem salen, til de stansede et stykke foran højsædet. Nu turde mændene ikke længer sove i kongshallen, men søgte natteleje i afsides kamre. Mange gange havde kække mænd lovet højt og dyrt ved drikkelaget at vente på Grendel i hallen og gøre ham led ved hans besøg, men når dagen gryede, var mændene altid borte og gulvet fyldt med blodpøle. Således mindskedes hirden for Hroar, Hjort lå tyst og glædeløs, og man hørte aldrig mere latter og glam lyde fra den.


Blandt Goternes folk voksede der en yngling op som hed Bjovulf; han var af ædel slægt og en nær frænde af kongen, Hugleik. Fra barnsben af havde Bjovulf leget ved havet og kendte vel de lede utysker som befolkede dybet. Han øvede sig i svømning, og han måtte ofte tage sit sværd med ned i havet og med magt bryde sig vej gennem uhyrlige fisk, som trængtes i stimer rundt omkring ham og spærrede ham inde. Engang havde et utyske slået sine kløer i ham, trukket ham ned til havets bund og holdt ham fast, til hans lunger bovnede; men han jog sværdet i trolden og steg op til dagen sammen med dets blod. I sit hjem hørte Bjovulf om den nød der var kommet over Lejrekongen; så samlede han en lille skare ungersvende om sig og sejlede til Danmark for at tilbyde Hroar sin hjælp.


Da de løb ind til land, blev de fra kysten råbt an af Kong Hroars vægter og udspurgt om hvem de mænd var og hvad de havde for ærinde, siden de sejlede så dristigt ind til fremmed land og kastede anker uden at bede om forlov og uden at mæle deres navn. Bjovulf stod op i stavnen og sagde: "Gå til din konge og meld ham at en gøtisk høvding er landet for at gæste ham, og sig ham at vi kommer med fred og ikke med strid, og det kan hænde at kongen vil synes der var lykke ved vort komme, når vort besøg er til ende." Så førte Hroars mand hele skaren op ad vejen over brinken, hvor de så hallen lyse i solen langt borte. Da vægteren havde røgtet sit ærinde, trådte hele den klirrende skare frem for Hroar, og Bjovulf hilste ham og fortalte ham hvad han hed og hvad hans æt var; Hroar tog vel imod ham, ti der var gammelt venskab mellem ham og Bjovulfs fader, Egder. Engang havde Egder dræbt en mand af Ylfingernes æt, og Gøterne turde ikke trodse så mægtige fjender og have deres frænde hjemme, så søgte han ly hos Hroar, og Skjoldungernes konge mæglede i stridsmålet og forsonede ham med hans avindsmænd ved hjælp af rige gaver. Da nu Hroar så hans søn i sin hal, kom han det gamle venskab i hu og bød Gøten hjertelig velkommen. Bjovulf takkede kongen og sagde at han var kommet, fordi han havde hørt om Danernes svare nød og vilde prøve sin styrke og sit sværd på jætten Grendel. Hroar blev glad ved Bjovulfs ord, og han lod rømme plads højt oppe i hallen for ham og hans mænd; der blev båret mad og drikke frem, og for en stund lød der atter sang og højrøstet tale i Hjort. På bænken blandt Hroars hirdmænd sad Ufred Egleifsøn, og da han så hvor stor ære der blev vist Bjovulf, kom der nid op i ham, og han begyndte at ægge ham og sige: "Er det dig som engang svømmede om kap med Breke? Jeg har hørt om eders dumdristighed, da I pralede af at I vilde svømme ud på havdybet, og I nær aldrig var kommet i land mere. I var modige nok begge, men det er sagt mig at Breke vandt. Måske venter der dig dog en hårdere dyst, om du vil kæmpe med Grendel, og endnu har du ikke fældet ham." Bjovulf svarede: "Noget er sandt af det du siger, men jeg har også hørt om dig, at du engang sveg dine frænder i kampen og voldte deres død. Havde du haft mod og mandshjerte til andet end nidingsværk, havde du fældet Grendel og friet Danerne ud af deres nød; nu skal du få at se om jeg kryber i skjul, når jætten kommer." Da gik Hroars dronning frem for Bjovulf og bød ham hornet med tak for hans komme; han tog imod drikken, og før han skyllede den ned, lovede han højt og lydeligt, at enten skulde han dræbe Grendel eller selv finde døden i Hjort. Derpå tømte han hornet og gav dronningen det tilbage, og mens hun skred ned over gulvet, bruste der igen latter og muntre ord gennem hallen. Således sad høvdinger og mænd oprømte ved drikken, til mørket faldt på; så gik Hroar til sit kammer, og Bjovulf lagde sig til at sove i hallen sammen med sine Gøter for at værge Hjort mod jætten.


Da det blev som sortest om natten, steg Grendel op af den sump hvor han holdt til, og gik til Hjort. Han stødte døren op og stirrede ind, og øjnene lyste i hovedet på ham som flakkende blus; der stod han en stund og skuttede sig grisk ved at se at der atter var mænd i hallen. Så greb han den Gøte som lå yderst på bænken, rev ham i stykker og drak hans blod, men da han langede ud efter den næste mand, tog Bjovulf et tag i hans hånd og klemte fast om den. Jætten vrælede og rykkede til af alle kræfter for at komme løs, men Bjovulf holdt hårdt og stæmmede fødderne i stokken, så at hele huset rystede. Gøterne sprang op og huggede til Grendel, men ingen våben bed på hans troldeskind. Der brødes nu de to en lang stund, så at væggene svajede og de tunge bænke blev rykket løs og hvirvledes over gulvet, men Bjovulf knugede Grendels hånd så hårdt, at jættens arm blev slidt ud af skulderen. Da han nu tumlede tilbage med sin tomme, blødende side, udstødte han et brøl, som fik alle over hele kongsgården til at dukke sig i rædsel, og flyede derpå ud i nattens mulm.


Så snart det lyste ad dag, kom de danske hirdmænd ud og fandt dybe spor, som trolden havde trådt i marken, da han slæbte sig fra hallen ud mod skoven; de stimlede sammen om jættens afrevne arm og så med undren på de mærker af hans kløer som sad i loftet og gulvet. Da hørtes der ingen lyd fra Ufred Egleifsøn, han stod tyst midt i den larmende skare.


Nu blev Lejres hal tvættet for blod og tjældet til gilde, og hirdmændene bænkede sig tæt ned langs væggene. Hornene gik flittigt omkring under latter og glam. Hroar lod bære rige skatte ind i hallen, både hjælm og sværd og guldringe, og lægge som gaver for Bjovulf. Og han rakte ham selv den halsring som der gik mest ry af i verden næst efter Brosingeslægtens smykke, som Heime røvede fra Jørmunrek, og dertil en brynje som var et dyrebart arvestykke i Skjoldungernes æt; sidst havde Hjørgar, Hroars broder, båret den, så længe han levede. En af Hroars skjalde gav sig til at synge gamle sange om storværk til ære for gæsten. Han sang om Vølsungen Sigmund, der sammen med Sinfjøtle kæmpede med utysker i skoven, og om Sigmunds kamp, da han ene slog dragen og bar alle dens skatte med sig ned til sit skib, medens ormen fortæredes i heden fra sin egen edder. Da sangen endte, steg lystigheden endnu højere på bænkene, og midt i mændenes glade larm gik Hroars dronning med hornet gennem hallen. Først trådte hun frem for sin husbond i højsædet, rakte ham drikken og sagde: "Til lykke og fred, glæd dig ved øllet, nu er din hal renset for alt ondt og ved en helts dåd; længe skal du sidde sejrsæl og gavmild midt i din hird." Derpå vendte hun sig til kongens brodersøn, Hrolf, som sad ved hans side i højsædet, bød ham hornet nyfyldt og sagde: "Drik og nyd din lykke; jeg ved, at du vil komme i hu hvilken ære vi har vist dig fra din barndom til nu, og til løn skærme mine sønner, når den tid kommer da de savner deres fader." Siden gik hun til bænken hvor Bjovulf sad hos kongesønnerne, bar ham hornet bredfuldt og ønskede ham lykke og ære med drikken; og hun løste halsringen af sin egen hals, rakte ham den og sagde: "Lykke og velfærd følge med alle gaverne, sværd og brynje skal være dig hulde og tro, når du trænger til dem i kampen. Og når du ser på denne ring, da kom mig i hu, og løn mig med godhed mod mine sønner; skærm dem, som frænde skærmer frænde, om de kommer i nød." Således gik hun ned langs bænkene med hornet og ønskede hirdmændene, mand for mand, at de altid måtte være tro staldbrødre og kongen hengivne i liv og død, raske i strid og glade ved drikken.


Endnu føjede Hroar flere gaver til og ærede hver eneste af Bjovulfs følgesvende; han overgav ham også kostbarheder som han skulde bringe sin frænde Hugleik til minde om gammelt venskab. Ej heller glemte han den af Bjovulfs hirdmænd som måtte lade sit liv i hans hal for Grendel, men sendte gode gaver med til hans frænder som trøst for deres sorg.


Sent ud på aftenen, da de havde fulddrukket, lagde alle kæmperne sig til at sove i hallen; men Bjovulf blev som højt hædret gæst vist til hvile i et kammer på kongsgården. Midt om natten vågnede alle i hallen ved et stort gny og så en jættekvinde stå og stønne af raseri i døren; i forvirring tumlede de op og greb deres våben, og da trolden så den blinkende skare, vendte hun om og flyede; men først slog hun sine kløer i en af Hroars hirdmænd og bar ham bort med sig. Da Bjovulf kom ind om morgenen, mødte han sorg, hvor han havde ventet glæde, og Hroar fortalte ham hvad der var sket, at jættekvinden til hævn for sin søn havde dræbt Asger, den kæreste af hans hirdmænd. Bjovulf sagde til kongen: "Lad os ikke sørge, men hellere hævne. Oprejsning er bedre end klage, døden kommer til hver mand, men det bedste er at vinde et godt ry, mens vi lever; bedre arv kan ingen lade efter sig, når han dør. Hellere end at græde vil vi følge vor fjende i hælene, og om hun så gemmer sig dybt i jorden eller i den inderste afkrog i skoven, skal min hånd nå hende." Dermed gik Bjovulf ud, og alle hirdmændene fulgte ham. De kunde let følge hvor trolden havde gået med Asgers lig i favnen, ti der sad dybe spor i mulden af hendes fødder, og mellem sporene havde hirdmandens blod dryppet på marken. De fulgte blodsporene ind gennem den vildsomme skov ned i skumle kløfter og over vandsyge moser. Dybt inde i den milevide, stiløse vildmark lå en sump, og i sumpen var der endnu mere skummelt end mellem de sammenfiltrede grene, fordi tætte elletræer ludede ud over de høje bredder og øgede den mørke skygge som brinkerne kastede over vandet. Så skummelt og uheldsvangert var dette sted, at intet dyr nogen sinde vilde vove sig ud på bredderne af den sump; når hjorten blev jaget, vendte den sig længe før, og lod hellere sit liv end den søgte ly i krattet ved kæret. Ved sumpen endte troldens spor, og på bredden lå Asgers blodige hoved. Da Bjovulf gik frem på brinken, så han mange utysker og orme vælte sig brat ud i kæret, og under hans fødder stod vandet og boblede med rødt skum. Han spændte sin brynje fast om brystet, tog et sværd i hånden og vendte sig til Hroar og bad ham mindes at han havde kaldt ham sin søn. Og han sagde: "Sørg for mine mænd som en ret høvding, hvis jeg ikke kommer tilbage, og send de gaver du har skænket mig, til min frænde Kong Hugleik, at han kan se hvor gavmild en fyrste jeg har tjent." Derpå sprang han ned i kæret. Da han langt om længe nåede til bunden, mærkede han at jættekvinden greb ham og krystede ham hårdt, og han kunde takke sin brynje for at hendes kløer ikke trængte ind i brystet på ham og gennemstak hans hjerte. Hun tog ham og bar ham gennem vandet ind i en hule dybt nede, og på vejen skød hele tiden utysker frem og bed i hans brynje. Inde i hulen kastede hun ham på gulvet, og da han slog øjnene op, så han en sal som var skærmet for vandet, og det lyste derinde med et sælsomt lys som fra en blegere sol. Så snart han var fri, sprang han op og huggede mod troldens hoved, men sværdæggen bøjede sig, og våbnet blev unyttigt for stedse. Så kastede han sværdet og slog hende til jorden med et hurtigt greb i skulderen; men hun slyngede armene om ham og trak ham voldsomt ned til sig, og der brødes de længe, snart oppe og snart nede, så at deres kroppe hvirvledes fra den ene ende af hulen til den anden. Da fik Bjovulf øje på et sværd der hang i hulen, og han kastede sig ind på trolden, til de svinglede hen mod væggen hvor sværdet hang, og i det nu rakte han op efter det og huggede hende i halsen med hendes eget våben. Og det bed, så at hovedet føg af og kroppen tumlede ind under væggen. Bjovulf så sig om i hulen og fandt den fyldt med kostbarheder, men inde på lejet i krogen lå Grendels lig. Han gik hen og afhuggede hans hoved; men troldens døde krop krummede sig opad i et spring, da hovedet skiltes fra skuldrene, edderen sprøjtede i strømme ud af bullen og åd sværdklingen op lige til hjaltet, og det var at se på som når isen smelter for solen. Bjovulf tog sværdhjaltet og Grendels hoved og sprang ind i vandet gennem hulens dør, og han lod sig bære opad og svømmede træt ind til bredden af kæret.


Imens Bjovulf stred i dybet, stod mændene og ventede på bredden, og da de så en bred stråle blod skyde op og farve vandet rødt, mente de sikkert at Bjovulf havde ladet livet dernede, og Hroar gik nedslagen hjem til Hjort med sine kæmper; men Bjovulfs venner blev siddende tilbage og sad og stirrede tungt ned i kæret, hvor deres høvding var forsvundet. Da så de at vandet, som nys havde boblet vildt, blev glat, og snart skød hans hoved op over fladen, og han svømmede ind til bredden. De sprang op og hilste ham jublende, somme løste hjælmen og brynjen af ham og bar dem, en af de andre tog Grendels hoved og en anden hjaltet, og de førte ham op til hallen. Bjovulf gik ind hvor kongen sad med kinden i hånden midt i den tavse hird, og han lagde Grendels hoved ved kongens fødder og gav ham hjaltet i hånden. Hroar så på hovedet og glædede sig over der nu var fred i Lejre, og han så på hjaltet, og hans øjne funklede, da han følte op og ned ad dets gamle billeder og ristninger, og kendte hvor herligt det var smedet. Alle furerne i hans pande glattedes ud, og brynene løftede sig; han takkede Bjovulf og sagde at hans dåd vilde mindes så længe verden stod, og han priste Gøterne salige, fordi de havde så højsindet og gæv en kæmpe.


Nu satte kæmperne sig atter på bænkene, og hornene gik omkring. Næste dag gik Bjovulf frem for kongen, takkede ham for hans gavmildhed og sagde at det var tid for ham at sejle hjem, og Hroar bød ham rejse med lykke og held. Ved afskeden mindedes de atter det gamle venskab og det nye, og lovede hinanden at de skulde holde det frisk ved jævnlig at sende godt budskab og gaver over havet fra kongsgård til kongsgård. Og skulde det ske, at Skjoldungernes eller Goternes slægt blev trængt af fjender, vilde de som tilforn værge hinanden af al kraft, som rette frænder hjælper hinanden.


Bjovulf gik da ud af hallen fulgt af sine mænd og roste højlig Kong Hroars mildhed og runde hånd. Da de kom ned til stranden hvor skibet stod optrukket på sandbredden, rejste de masten og dyngede deres kostbarheder op omkring den; derpå skød de fartøjet ud og gik om bord, og de fik hurtig bør til Gotland. Der blev stor glæde, da Bjovulf trådte ind i Hugleiks hal med sine svende, der slæbte våbnene og guldet frem for kongen, og så snart Bjovulf var bænket, gik dronningen til ham med hornet og bød ham velkommen. Efter det spurgte Hugleik ham ud om rejsen, og Bjovulf fortalte sin frænde om alt det han havde oplevet. Han bar de kostbarheder frem som Hroar havde sendt med til Goternes konge, og til dem lagde han sine egne gaver og bød sin frænde nyde hele skatten. Han gav ham den brynje som Hroar havde arvet efter sin frænde Hjørgar, og den halsring som Hroar havde lagt om hans hals, hængte han på Hugleik. Kongen bar den i sin sidste kamp, da han var på tog til Frankerne, og deres konge, Theudebert, overvandt ham på kysten og tog både brynjen og halsringen som bytte. Bjovulf glemte heller ikke sin frænke, Hugleiks dronning, Hygd, han glædede hende med det halssmykke som Hroars dronning havde skænket ham efter drabet på Grendel. Da hentede Hugleik sin faders gamle slægtssværd frem af dets gemme og lagde det i Bjovulfs skød, og han satte ham i højsædet og gav ham æresplads og magt som høvding blandt Gøterne.


Da Hugleik faldt blandt Frankerne, var hans søn en ung og uprøvet knøs. Men Bjovulf stod tro ved hans side og værnede om riget. Han lod sig ikke ægge til selv at tage kongemagten, skønt Gøterne trængte ind på ham og sagde at deres land var ilde faret med så ung en høvding, når så stor ufred truede det fra alle sider. Men da også Hugleiks søn var faldet for Sveerne, satte Bjovulf sig i Goternes højsæde og styrede riget med kraft.



Hroar og Ingjald

Frode havde en søn, Ingjald, som blev konge over Hadubarderne efter ham. Efter Helges død blev der gjort ende på den gamle fejde mellem Skjoldunger og Hadubarder, og til besegling af freden fæstede Hroar sin datter Freyvør til Ingjald. Hun drog med et stateligt følge af danske hirdmænd til Hadubardernes kongsgård, og Ingjald fik kærlighed til hende. Men harmen kogte i de hadubardiske krigere, da de så dronningens følgesvende sidde højt bænkede i Frodes hal; der var gamle kæmper i hirden som godt huskede Frode, og når de så danske hirdmænd gå med prangende ringe og våben, var vreden ved at blusse op, og ret som det var, fik en af de gamle mæle, og med øjet fæstet på Danerne begyndte han at bebrejde Ingjald, at han havde glemt hvordan hans fader kom af dage. Dronningen hørte hvad han sagde, og gik hen til ham for at formilde ham; hun strøg en ring af og rakte ham den med venlige ord; men nu fik hans vrede luft og brød med kraft gennem al sky. Vredt slog han dronningens gave fra sig og sagde højt og lydeligt, så at kongen hørte hvert ord: "I Frodes dage havde man ikke for skik at sidde på bænk sammen med sin faders drabsmand eller hans frænder, men du sætter dine fjender højest i hallen; du ser roligt til, medens de i dit eget hus bærer de våben og ringe til skue som din fader mistede i sin sidste kamp, da Danerne fældede ham og plyndrede hans skatte." Således blev æggende ord ved at strømme fra hans mund, til en af de hadubardiske mænd sprang op og huggede en af Danerne ned. Freyvør krævede nu af Ingjald, at han skulde hævne den krænkelse hun havde modtaget i hans hus, men ved kæmpernes hån var hans kærlighed til Hroars datter kølnet; og i steden for at lade gerningsmanden gribe holdt han sin hånd over ham og dækkede hans flugt. Hadubarderne gav ham ikke ro, før han havde brudt freden med sine måger og drog til Lejre for at tage hævn over sin fader; men lykken var ham ikke god, han blev slagen foran Lejres porte af Hroar og hans brodersøn Hrolf. Der faldt Ingjald med størsteparten af sin hird, og Hadubarderne rejste sig aldrig siden den dag.



Hrolf Krake

Sent op i årene fik Hroar en søn, som han kaldte Hrørek. Han var endnu ung og uprøvet, da Hroar begyndte at ældes, og kongen søgte altid mest støtte hos sin brodersøn Hrolf, Helges søn; men Hrørek var ilde tilfreds med at Hrolf sad hos kongen i højsædet medens han selv måtte sidde nedenfor blandt hirden. I Skjoldungernes æt gik der en kostelig ring, som det var kongens ære og lykke at bære. Engang gik Hrørek til sin fader, og sagde at han frygtede for at Hrolf vilde sætte sig i højsædet og gøre sig selv til konge efter Hroars død, og han bad sin fader om at han vilde hædre ham ved at give ham ættens gamle ring. Men Hroar svarede, at ringen vilde han selv bære, så længe han levede. Da bad Hrørek om at han vilde vise ham ringen, og Hroar tog den af armen og lod ham se nøjere på den; så snart Hrørek havde fået ringen i hænde, så han vist på den og sagde: "Bedre ring har jeg aldrig set, og jeg forstår at du sætter stor pris på at eje den; nu er det bedste at ingen af os bærer den, og at den heller ikke kommer til nogen anden," og dermed slyngede han ringen langt ud i havet, og den sank til bunds på dybt vand. Hroar blev ilde til mode, ti det anede ham at der nu vilde komme skår i Skjoldungernes lykke. Hans største lid stod til Hrolf, som havde stået ham mandigt bi i mange farer, og han bad ham skærme hans søn og støtte ham med råd og dåd, når han kom til at sidde i højsædet på Lejre.


Efter Hroars død tog Danerne hans søn Hrørek til konge, men det varede ikke længe førend der udbrød fjendskab mellem ham og Hrolf. Hrolf gik da på tog for at erobre sig et rige ved sit sværd, da han ikke havde noget at tage i arv. Men Hrørek havde ikke været konge i ret mange år, førend hirdmændene begyndte at knurre imod ham og sige at han ikke havde samme sind som de gamle Skjoldunger, der holdt fast om deres våben og løst på deres guld. Hans største glæde var at sidde hjemme og puge guld sammen, og ved sin dådløshed gjorde han sig til spot for naboerne og til skam for sine egne. Der var stedse flere og flere mænd som søgte over til Hrolf, ti han var både en stor hærmand og gavmild, som det sømmede sig en fyrste; og de æggede ham til at kræve kongedømmet som sin slægtsarv af den vantrivning der sad og rugede over det. Til sidst havde næsten hele Hroars gamle hird samlet sig hos Hrolf, og da brød han op og drog til Lejre for at gøre op med Hrørek. Da Hrørek hørte at hans frænde stod uden for porten, gik han ud til ham og tog alle sine kister med sig; han lukkede op og bredte guldet ud foran Hrolf, og sagde at han kunde tage hvad han vilde af alle disse herligheder som løsesum, hvis han blot vilde drage bort og lade ham sidde i fred. Hrolf spottede ham og svarede at mænd ikke kæmpede med guld, men med våben, og han bad ham værge sig eller vige med skam; Hrørek måtte pakke sine kister sammen og gå ind igen for at fylke hirden, men nu viste det sig, at den konge som vil være rig på guld, bliver fattig på mænd; de bedste kæmper var borte, og ringere mænd sad i deres plads. I kampen uden for Lejre fældede Hrolf sin frænde, og det guld som Hrørek havde puget sammen, strøede Hrolf ud mellem sine mænd.


Hrolf var den vennesæleste af alle konger som har levet, og til hans hird flokkedes mænd fra alle sider. En dag kom en ung knøs, som hed Vøgg, ind i hallen, han gik frem foran højsædet og så op ad kongen og sagde: "Da jeg var hjemme, hørte jeg at Hrolf var den største konge i Norden, og nu ser jeg der sidder en lille krage i højsædet – sådan kaldte man en kort træstamme med afstubbede grene, som brugtes til stige. Ved disse ord så kongen igen på knøsen som stod foran ham, og smilede og sagde: "Der har du givet mig et navn at kendes ved, og det skylder jeg dig løn for," og der med rakte han Vøgg en guldring. Vøgg satte ringen på højre arm og rakte den højt i vejret, mens han gemte den venstre omme bag ryggen, og så sagde han: "En lille gave er også god for den som længe ingen har fået." Hrolf spurgte ham hvad det skulde betyde, at han holdt den venstre hånd gemt bag sig, og Vøgg svarede, at det var fordi den skammede sig over at være ganske nøgen, når dens fælle var så smukt prydet. Da smilede Hrolf atter og gav ham en anden ring til at klæde venstre arm med. Så trådte Vøgg op på arnestokken, som folk plejede at gøre, når de aflagde et højtideligt løfte og vilde bekræfte det ved den hellige arne, og han udråbte: "Hil dig, storsindede konge, jeg lover, at denne hånd skal hævne Kong Hrolf på den mand som bliver hans bane." Hrolf syntes godt om Vøgg og gav ham plads øverst på bænken i den lille skare kæmper som kaldtes Hrolfs bersærker og dannede kærnen i hans hird; der sad de ypperste mænd i Norden, og først iblandt dem var Bødvar Bjarke og Hjalte den Huprude.


Engang bød Kong Adils sin måg Hrolf til gæstebud i Upsala. Hrolf tog imod indbydelsen, og tænkte at han havde både ære og gaver at hente hos Sveakongen; ti Adils havde ægtet hans moder og aldrig budt ham nogen brudesum. Hrolf red til Upsala og havde ikke andre end sine bersærker med sig. Ved fremkomsten tog Adils vel imod ham og bænkede ham i et højsæde på den anden side af langilden; på begge sider af ham sad hans kæmper og lige overfor dem Adils i sit højsæde og Sveerne ned langs væggen. Mens de sad ved deres drik, forlystede de sig med at prøve hinanden ved mandjævning, som det var almindeligt ved gilder. Adils spurgte Hrolf hvilken dyd han priste højest, og Hrolf svarede, at han helst vilde roses for sin udholdenhed; derpå spurgte han Adils hvilken dyd der var ham den bedste, og Adils svarede, at han helst vilde hedde rundhåndet, ti det var fyrstedyd. Adils sagde derpå, at det kunde snart prøves hvad Hrolf formåede, og han lod kaste en mangfoldighed af vedstykker på ilden som brændte imellem dem. Danerne sad inderst, og ilden slog ind mod dem, så at deres klæder snart begyndte at lugte af brand. Da sagde Hrolf: "Lad os øge ilden i Adils' gård," og han kastede skjoldet på ilden og sprang over, inden det brændte igennem; alle hans bersærker gjorde det samme efter ham. Da lo Hrolf og sagde: "Den flyr ej for ilden, som springer over den; men nu skal vi prøve, om du er gavmild som du gerne vil være." Adils vilde ikke stå tilbage, men bar et horn frem fyldt med guld, øverst lagde han en kostbar ring, som hed Sviagris, og alt det skænkede han Hrolf. Hrolf takkede for gaven og sagde, at nu havde Adils betalt en brudesum som det sømmede sig for en konge. Dermed skiltes de, og Danerne red bort; men da de var kommet et stykke på vej, så Hrolf at Adils fulgte efter ham og havde mange mænd med sig. Han tog da ned i Adils' guld og strøede en håndfuld ud over sletten, og da Sveerne kom til og så guldet blinke, sprang de af hesten og begyndte at sanke hver for sig. Adils råbte til dem at de skulde ride til, der var altid stunder til at hente guldet bagefter, og de red nu alle, som bedst de kunde. Da Hrolf så at Adils var ved at ride ham op, tog han ringen Sviagris og kastede den bagud over hesten, så at den rullede hen foran Adils; ved synet af sit gamle arvestykke svingede Adils til siden, rakte ned med spydet og lod ringen løbe op ad skaftet. Hrolf lo, da han så Adils ligge ud over siden af hesten, og sagde: "Nu har vi visselig prøvet Adils' gavmildhed." Og dermed skiltes de og mødtes aldrig mere.


Hroars ældste broder, Hjørgar, var død i en ung alder, før deres fader blev dræbt, og havde efterladt sig en søn som hed Hjørvard; han blev opfostret i Hroars hird; men han fik aldrig den ære som han syntes der tilkom ham, og Hroar gav ham ikke i arv de våben som hans fader havde båret. Efter Hroars død forlod han i bitterhed Lejre og drog til Sverige, og der blev han gift med en kongedatter som hed Skuld. Hans hustru var en ærgerrig kvinde, som æggede ham kraftigt til at fordre Skjoldungernes kongesæde. I stilhed sad de nu og samlede mænd og rustede sig til at overfalde Hrolf, så snart lejlighed gaves.


Engang indbød Hrolf sin frænde til Lejre og gjorde et stort gæstebud til hans ære. Hjørvard kom til kongsgården med et passende følge, men nede på sine skibe havde han skjult mange flere mænd og våben end Hrolf fik at se. Der blev drukket med glæde og lystighed om aftenen, men da kongen gik til hvile, listede Hjørvard ned til stranden og udskibede de mænd som lå under dækket, og han førte hele hæren op og lagde den rundt om kongsgården. Sent ud på aftenen gik Hjalte ud for at begive sig på besøg hos sin frille, og da han kom et stykke fra hallen, hørte han tramp og klirren på alle sider, og han syntes han skimtede flere mænd rundt om i mørket, end han havde ventet der vilde være på den tid af døgnet. Han gik da straks ind og vækkede kongen og meldte ham at der var ufred i gårde; derefter gik han omkring og kaldte alle hirdmændene op af søvne, og sagde at nu var tiden kommet for dem til at lønne Hrolf for alle hans gaver, og til at vise at deres store løfter ikke var mundsvejr. De kom alle i våben, og Hrolf førte sin hird udenfor og fylkede den mod Hjørvard.


Medens Skjoldungehirden samlede sig uden for hallen, råbte Hjalte: "Nu er stunden kommet til at lønne vor konge for hans gaver. Lad os nu vise, at vi ikke har glemt alle de løfter vi gav i hans sal med hans øl i skægget, om at vi vilde følge ham til sejr og til død. Vi tjener den ypperste konge under solen; han talte sine år efter ærens høst, ikke efter guldets. Leende sad han blandt os ved øllet, leende strøede han højt fra hesten Adils' guld ud på marken, leende stod han midt i kampens uvejr og lod sit gode sværd, Skøfnung, synge mod hårde pandebrasker. Ringene syntes ham skønnest, når de lyste fra armene på hans mænd; han skænkede os dyre våben på bænken, nu bærer vi dem ud i striden, at kongen kan se vi var hans gaver værdige. Den kendte lykken som fik lov at tjene Skjoldungen, og den som dør ved hans side, får udødeligt ry med ham ud over graven." "Bryst mod bryst, som når ørne hugges, sådan kæmper Hrolfs mænd," lød råbet, og skaren strømmede gennem borgeleddet ud mod Hjørvards hær.


Da kampen begyndte, lagde Hrolfs mænd mærke til at der gik en bjørn forrest i deres fylking og altid nærmest kongen; alle våben prellede af på dens ryg, og den gjorde et vældigt indhug på Hjørvards mænd. Hjalte så sig om og undredes over at han ikke kunde se Bødvar noget sted; da trak han sig ud af kampen og løb tilbage til hallen, og der så han sin fælle sidde og sove i sit sæde. Hjalte vækkede ham og sagde at det var ikke tid at sove nu, mens kongen kæmpede for sit liv. Ved disse ord vågnede Bødvar, han rejste sig tungt og drog et dybt suk; derpå fulgte han Hjalte med ud til slagpladsen; men da han trængte sig ind i fylkingen ved siden af kongen, forsvandt bjørnen, og ingen så den siden mere. Nu begyndte kampen at gå imod Hrolf, og hirdmændene faldt tæt rundt om ham; i mørket syntes det kongsmændene, som om de der faldt i Hjørvards hær, straks stod op igen og kæmpede videre. Bødvar stræbte hele tiden frem foran kongen, han råbte og udfordrede Hjørvard til at komme frem og Odin med: "Hvor er han, den enøjede som kalder sig stridsrædsel," råbte kæmpen, "har han formummet sig i sin kappe? Vis mig hvor han er, og om han så sidder på sin høje vejrhest, skal jeg hente ham ned og kryste livet ud af ham, den troløse vætte, som har sveget min høvding." "Brug dine våben på mennesker; helte kæmper og skælder ikke på skæbnen," svarede Hjalte. Så huggede de ufortrødent videre, til det værkede i armene, og der hørtes ikke noget kny fra Hrolfs mænd, men alt jævnt tyndedes rækkerne omkring kongen, og til sidst stod der ikke andre tilbage hos ham end hans bersærker. De samlede sig tæt omkring ham og viste nu at de vel kom deres løfte i hu, at de aldrig vilde skilles fra deres høvding, og ikke vilde leve, efter at han var faldet. De stred ind i den grå dæmring, og da solen kom op og lyste ind over jorden, faldt Hrolf; da bersærkerne så ham segne, kastede de alle deres forhuggede skjold og kæmpede med åbent bryst deres sidste kamp over hans lig, og en af dem råbte: "Lad Hrolfs guld lyse på armene, at folk kan se hvordan vor konge prydede sine kæmper." Endnu i døden sang de Hrolfs pris og sagde at de tjente den ypperste høvding i verden. Da der blev stille, lå Bødvar ved kongens hoved og Hjalte ved hans fødder.


Da Hrolf var faldet, satte Hjørvard sig i Skjoldungernes højsæde og holdt et stort gilde til ære for sin sejr. Medens han sad der mæt og glad, spurgte han om der ikke var nogen af Hrolfs kæmper i live, og sagde at han gerne gav sådanne mænd plads i sin hird, hvis de vilde gå i hans sold; men han fik det svar, at alle var faldne til sidste mand omkring kongen. Da trådte Vøgg frem og sagde: "Nej, de er ikke alle døde, een lever der endnu." Hjørvard blev glad ved at se en af den gamle Skjoldungehird og spurgte om han vilde tjene den nye konge. "Det vil jeg vist," svarede Vøgg. Da rakte Hjørvard sværdodden imod ham, for at han skulde sværge troskab på den, men Vøgg svarede: "Det var skik i Hrolfs hal, at mændene tog hjaltet i hånd og svor troskab på det og ikke på odden." Så vendte Hjørvard sværdet om og lod hjaltet pege mod Vøgg, han greb fast om det og stødte sværdet gennem kongen. Da hirdmændene sprang op, bød han leende brystet frem og råbte: "Nu kalder jeg døden for bedre end livet; nu har jeg hævnet min konge, sådan som jeg har lovet." Vøgg faldt gennemboret af mange sværd og blev lagt i høj sammen med sine fæller.


Således blev det ry som Hrolf havde vundet i live, mange gange større gennem hans død; de helteord som hans kæmper Hjalte og Bødvar talte den nat, blev aldrig glemt. Efterkommerne satte dem i digt og kaldte digtet Bjarkemål; de vers gik ud over hele Norden og klang siden i mange store slag. Natten før Stiklestadslaget havde Olaf våget i bøn til Gud for sin hær, og da han vågnede i daggry, bad han sin skjald Tormod om at vække hæren med et kvad; da kvad den kristne skjald højt og lydeligt det gamle Bjarkemål; og da han var færdig, stod alle Olafs kristmænd i våben og roste ham for hans digt. Olaf gav ham en svær guldring, og Tormod takkede ham for gaven og sagde: "Vi har en god konge, men ingen ved nu hvor længe han har tilbage at leve; nu beder jeg dig, at vi aldrig skal skilles, hverken i liv eller død; og det skete som Tormod bad: natten efter slaget døde han af de sår han havde fået i kampen for sin konge.



Urnes (JLM) 09c.jpeg