 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927
MYTER
Verdens tilblivelse og guderne
I urtidsdagene, før der endnu var nogen jord eller nogen himmel, ej heller noget hav som skyllede op om en kyst, lå der midt i verden et uhyre svælg, og det svælg kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim, hvor grumme storme stred i mørket, og mod syd lyste det brændende Muspelheim så hedt og gloende, at ingen kunde færdes i det land uden de der havde hjemme i dets brand. Surt hedder den som værger Muspelheim, og hans sværd er den hårde lue; det er ham som engang skal øde verden med ild og styrte guderne.
Men dengang da guderne endnu ikke var født, da bovnede isen i Ginnungagap. Ti ud af det mægtige svælg strømmede der rivende elve, og når de fossede ud i Niflheims drivtåge og slud, frøs de sammen og skred videre som tunge isbræer ligesom slagger der flyder ud af et bål; og de tåger der tungt lå og rugede over isen, stivnede til et koldt rimdække. Men fra Muspelheim slog den varme vind op mod isen og stod stille og dirrede som på en lummer sommerdag. Under varmen smeltede rimlagene og dryppede ned som levende dråber, og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den uhyre Ymer, alle rimtursers fader. Medens Ymer endnu lå slumrende, sprang sveden ud af ham over hele kroppen. Under hans venstre armhule voksede der en mand og en kvinde frem, hans højre fod avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så at verden snart blev opfyldt af grumme jætter.
Der blev ved at rinde dråber fra rimlaget; af dråberne fødtes koen Audhumbla, og Ymer diede koens yvere. Alt imens jætten diede, stod koen og slikkede på de salte stene i jøklen. Første dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det til en mands hoved, og den tredie dag sprang han helt frem og stod fri og frank på marken. Han var fager at se til, stor og stærk, og hans navn kaldtes Bure. Han formerede sig, og halvt fra ham, halvt fra tursernes slægt stammede de tre guder Odin, Vile og Ve.
Da guderne voksede og følte deres kræfter, slog de jætten Ymer ihjel, og blodet randt fra ham i så stride strømme ud over verden, at hans æt druknede i floden. Kun en af dem, Bergelmer, frelste sig selv og sin kvinde op på en kværn og blev således i livet. De to avlede en ny jætteslægt, og det er den som endnu huserer i verden. Men guderne tog Ymers lig og kastede det i Ginnungagap og skabte jorden af hans krop. Hans blod randt ud som hav og elve, hans kød blev til muld, hans knogler til fjælde, tænderne og benstumperne til sten og ur. Og guderne ledte vandene ud, til de flød i en ring rundt om jorden, og således befæstede de den med det store hav. De løftede Ymers hovedskal op over jorden og gjorde deraf et himmeltag, og de satte en dværg som vogter ved hvert af dets fire hjørner, nord og øst og syd og vest; under himlen svæver Ymers hjærne, og derfor er skyerne så kolde og grumme som jættetanker. Men alle de gnister der føg ud fra Muspelheim og hvirvledes omkring, tog guderne og sendte op på himlen, så at de lyste over jorden. Og de bestemte baner for alle himmellegemer, så at de skrider frem det ene bag det andet, som dag følger dag og år følger år.
Således er det gået til at jorden ligger midt i det vildene hav. Yderst ved havets bred gav guderne bolig til jætterne. Men inde på jordens midte helligede de et land og omgærdede det med Ymers øjenvipper, og den indhegning kaldte de Midgård.
En dag gik de tre frem langs stranden, og de fandt to træstammer, som var drevet ind på kysten fra havet. Dem dannede de i menneskeskikkelse og gav dem blussende rødme i kinderne. Den ene skænkede dem åndedræt og liv, den anden snille og rørlighed i lemmerne, den tredie syn, hørelse og alle sanser. Og de klædte menneskene i kjortler og kaldte dem ved navn; Ask hed manden og Embla kvinden. De to avlede nu de slægter som endnu bor i Midgård.
Da guderne havde sat menneskene i Midgård, omgærdede de sig selv et hjem i dets midte og kaldte det Asgård. Midt i Asgård ligger der en vid, bred og fager slette, som kaldes Idavang; på den byggede guderne sig huse og sale. De opførte en smedje og gjorde hammer og tang og ambolt og andre redskaber som de behøvede; med dem smedede de malm og huggede de sten og skar de i træ, og guld havde de i så rigt mål, at de kunde gøre alle deres kar og andre ejendele af det pure guld. Over sletten skygger asken Yggdrasil, den er så stor, at dens grene breder sig over hele verden og dens rødder når ned til jordens dybder; en rod har den i rimtursernes hjem, det som fordum var Ginnungagap, en anden grener ud over Niflheim, men den tredie står fast i gudernes rige. Ved den rod som går ned til Niflheim, er der en kilde, Hvergelmer, ved den rod der ligger ned til rimturserne, vælder kilden Mimersbrønd, som gemmer snille og mandskløgt i sine vande. I den kilde bor Mimer, han drikker dens vand af Gjallarhornet, og derfor ejer han visdom og fremsyn. Men ved den af askens rødder som gror blandt guderne, findes den helligste kilde, og den hedder Urdsbrønd; ved den mødes guderne, når de holder rådslagning med hinanden. Ved brønden under asken bor også nornerne, de tre kvinder Urd, Verdande og Skuld, der bereder hver mand hans skæbne med lykke og sorg, alt efter som hans æt er til, stor og stærk lykke til fyrstesønner og jævne kår til daglejere.
Mange dyr og onde vætter tærer på asken. I Hvergelmer ligger dragen Nidhug og gnaver på roden, og om den vrimler der flere onde orme end nogen kan tælle; et egern, Ratatosk, løber op og ned ad dens stamme, og hjorte gnaver på dens løv. Men de norner som bor ved Urdsbrønd, øser vand op om asken, og de lægger den våde muld fra kilden op om dens rod, at grenene aldrig skal trøske eller tørres.
Op over de høje himmelfjælde ved Asgårds grænser går regnbuebroen Bifrøst; den lyser i tre farver, og den røde kommer af at der brænder ild i broen, så at ingen ond vætte kan fare over den. Den bro fører til Asgård over store og dybe vande.
Rundt om Urdsbrønd har guderne bygget deres boliger. Den prægtigste af dem alle er Odins sal, Valaskjalf, den er tækket med lysende sølv. I den står Odins højsæde, som hedder Hlidskjalf; det sæde er sådan beskaffent, at når guden sætter sig i det, ser han ud over alverden, og intet af alt det som sker, er skjult for ham.
Blandt de guder som bor i Asgård, er Odin den største og ypperste, og ham kalder mange af de andre guder for deres fader. Han har flere navne end noget menneske ved rede på, så mange er de mægtige gerninger mennesker har opkaldt ham efter. Odin færdes meget ude blandt mennesker, snart til fods som en gammel, enøjet mand, snart til hest på den otteføddede Sleipner. Han styrer de store krige, hvor mægtige konger og erobrere strider om magt og rige, og bestemmer hvem der skal sejre og hvem der skal blive på valpladsen. Han er viis og dybsindig; han forstår sig på skjaldskab og runer og ved alt hvad der er sket i fordums tid. Der er en sang som fortæller at han lærte runernes hemmelighed gennem en stor lidelse; i versene siger han selv: "Jeg ved at jeg hang på det stormslagne træ ni nætter til ende, såret med spyd og viet til Odin, selv viet til mig selv; få er de som ved hvor det træ har sin rod. Ingen gav mig at spise, ingen læskede min tunge med hornet, jeg spejdede nedad og lærte runer, lærte dem under skrig og sank tilbage til livet." Sådan lyder sangen, men der er ingen som nu forstår hvad den betyder. Odin har kun eet øje; det siges at han har givet det andet i pant til Mimer for at få lov til at drikke af hans visdomskilde, Mimersbrønden. Odins hustru hedder Frigg; også hun er viis og ved alt hvad der skal ske, men hun er også tavs, og røber aldrig hvad der skal komme.
Den stærkeste af alle guderne er Tor, som kaldes jordens søn; han kendes på sin hammer, Mjølner. Når han løfter den, skælver alle jætter og trolde, ti mange af deres frænder har fået brådne pander, når den susede igennem luften. Mjølner er så gævt et våben, at den altid rammer hvad guden sigter på, og den vender altid tilbage til hans hånd, når han har slynget den ud. På hænderne har Tor et par jernhansker, og når han drager dem på, glipper aldrig hans greb om hammerskaftet. Om sin midje spænder han Megingjord, kraftbæltet, og da øges hans gudekraft til det dobbelte. Tor kører tit i en vogn og har til forspand sine to bukke, Tanngnjostr og Tanngrisnir.
En stor gud er også Tyr, en vældig stridsmand og god at påkalde til sejr. Vidar kalder man den tavse as, han træder stærkt frem med tykke sko på fødderne, og en gang vil han med sin stærke fodsål trampe Ulven i gabet. Ull er en gud som er rap på ski og en sikker bueskytte, ham påkalder mange, før de går til tvekamp. Hød hedder også en gud, men han er blind; om ham fortælles kun een ting, at han kom til at dræbe Balder, og det var den største ulykke der hændte guderne. Ved broen Bifrøst sidder guden Heimdal og vogter gudernes bolig mod jætterne. Hans blik rækker hundrede mil vidt ud, og han ser lige så godt ved nat som ved dag. Han kan høre græsset gro i mulden og ulden vokse på fårenes ryg. Ingen trold kan liste sig forbi ham, ti han sover lettere end en fugl. Ved sin side har han Gjallarhornet, og når han støder i det, lyder dets klang ud over den hele verden. En elskelig gud er Balder, han er så fager og lys, at mennesker har opkaldt den hvideste urt på marken efter ham og givet den navnet Baldersbrå. Han er også en viis gud, fredstiftende og honningsød i sin tale; men den lyde er der ved hans råd, at de sjælden får magt. Balder har en søn, som hedder Forsete; han er god at rådspørge for mænd der ligger i tvist med hinanden; ti når han har dømt i en sag, bliver folk forligt og går bort i fred. Brage er en gud som forstår sig på veltalenhed og skjaldskab. Hans hustru hedder Idun; hun har i sit gemme nogle æbler som guderne æder af, når de føler sig tyngede af ælde, og ved disse æbler holder de sig evig unge til dagenes ende.
Alle disse guder kaldes også aser, og efter dem er deres hjem kaldt Asgård. Til en anden slægt hører de store guder Njørd og Freyr, og de har deres eget væsen. Njørd er så rig på guld og lykke, at han påkaldes af de købmænd der farer over havet, for at han skal give dem god bør og rigdom til løn for deres umage. Det fortælles, at Njørd havde sit hjem blandt den æt som kaldes Vaner. Engang var aserne og Vanerne i krig med hinanden, men nogle tror nu, at den krig stod mellem de folk der fortrøstede sig til aserne, og et folk som hed Vanerne, og fordi disse havde andre guder, kaldte man deres guder for Vaneguder eller simpelt hen Vaner. Og det er som man måtte vente, at når folkene krigedes, stred deres guder for dem, og derfor kunde man fortælle at aser og Vaner kæmpede med hinanden. Da striden var endt, sluttede aser og Vaner forbund og stillede hver sin mand som gidsel. Fra aserne gik Høner til Vanerne, og disse sendte til gengæld Njørd til Asgård, og siden har han altid været der. Hans søn er Freyr; han har magt over regn og solskin og jordens grøde, og folk påkalder ham, for at han skal give gode år i landet. Ligesom Odin rider Sleipner og Tor kører med sine bukke, således har Freyr sit eget dyr, det er en stor galt, som hedder Gullinbursti eller Gyldenbørste; somme tider hedder det at han rider galten, og somme tider at han spænder den for sin kærre.
Freyr har en søster, Freyja. Om hende går der mange fortællinger, og i de fleste er hun en gudinde som har sin lyst med mænd. Freyja ser mildt til mænd og kvinder som længes i elskov. Hun havde en husbond som hed Odd, men der er kun lidet at fortælle om ham. Det siges at han ofte var på lange rejser, og mens han var borte, græd Freyja stride tårer, og de dryppede ned i hendes skød og blev til det pure guld. Hun kører i vogn og har katte til forspand; men hun drager også til valpladserne, og når hun kommer, tager hun og Odin hver hælvten af de faldne til sig. Hendes dyrebareste smykke er en halsring som kaldes Brisingemen; det fortælles at Heimdal og Loke engang svømmede om kap i sælskikkelse efter smykket ud til en ø i havet; Heimdal kom først, og derfor kaldes han "Guden som hentede Freyjas smykke". Andre siger at Brisingemen er kommet fra dværgene som så mange andre af gudernes og menneskenes herligste kostbarheder.
Freyr kaldtes også for en alf og hans hjem for Alfehjem. Vi ved, at somme steder kaldte folk deres guder for alfer, på samme måde som andre stammer og slægter kaldte deres for aser. På Geirstad boede en høvdingeslægt som rådede over Vestfold; disse mænd påkaldte som deres gud alfen fra Geirstad og regnede ham for deres stamfader, og i deres slægtsrække opføres han som Olaf Geir-stadalf. Mændene fra Geirstad var i slægt med Harald Hårfagres æt, og man mente at Olaf Hellige, en søn af Haralds oldesøn Harald Grenske og Asta, var opkaldt efter Olaf Geirstadalf; han havde i sit værge nogle af slægtens gamle arvestykker, nemlig en guldring, et bælte og et sværd, Bæsing, og om alle disse hedder det, at de var hentede fra Geirstadalfens høj. Dengang Asta lå og skulde føde, var hun meget syg, fordi drengen ikke vilde komme frem. Da hun var nær ved at dø, blev hun frelst af en mand fra Geirstad ved navn Hrane Hroesøn, en tro ven af Harald Grenske; han kom med hæftet og lagde det om dronningen, og straks efter blev hun forløst; derpå vandøste de drengen og kaldte ham Olaf, og senere skænkede hans mor ham ættens arvestykker, Bæsing og ringen. Nogle var der også som mente, at i Olaf var den gamle Olaf Geirstadalf genfødt, men den fromme konge selv vilde efter sin omvendelse ikke høre tale om sådanne gamle krøniker.
Blandt aserne lever en mand som regnes blandt guderne, endskønt han er af jætteslægt. Han hedder Loke. Af ham har aserne megen fortræd, ti han er træsk og finder sin største lyst i at smede rænker og bringe andre i knibe. Han er kåd i munden og tvetunget og går nødig den lige vej, men bruger altid underfundige råd for at få sine skælmsstreger frem. Skønt han stammer fra jætterne, er han fager og lys og snild til at føje sine ord efter det som kræves. Tidt og ofte har han nær bragt aserne i den største ulykke, men han forstår også altid i nøden at fri dem ud af deres knibe med sine listige påfund. Men hans kløgt er altid mest redebon, når han mærker at han vil komme til at bøde for det onde han har gjort, med sit eget hoved. Det kan siges, at af hans mod og hans snildhed var snildheden den største.
På gudernes side står alle de væsener som spreder lys og skaber orden i verden. I dagenes begyndelse skabte aserne lys og himmel og jord af de gnister som hvirvledes ud af Muspelheim; de gjorde deraf kærrer og satte vognstyrere til at køre dem over himlen. Dag kører med sin hest Skinfaxe, og fra dens lysende manke spiller der glans over hele verden. Nat kører med Rimfaxe, og fra dens mule drypper den dug der om morgenen glimter i de dybe dale. Solen har to heste for sin vogn, Arvakr, den årvågne, og Alsvinn, den raske, og foran hende står der et skjold, der kaldes det kølende; det værner jorden imod den sviende solbrand.
Der er mange andre norner til end de tre som bor ved Yggdrasils kilde. Til hvert barn kommer nornen på den dag det fødes og vier dets liv, og disse norner er hinanden meget ulige; ti de har magt og lykke alt efter den æt de hører til; somme af dem er af gudeæt, andre hører til alferne, og der findes også norner som er i slægt med dværgene. De mænd der bereder sig selv vanære og ulykke, er mærkede af onde norner.
Disse norner hører hjemme i slægten og kaldes dens fylgjer. Hver æt havde sine fylgjer, og ofte kaldes de simpelt hen ættens diser eller kvinder. De fulgte frænderne fra vuggen til graven og vågede over deres velfærd. Det var en stor lykke at have stærke og vise fylgjer, men deres kraft afhang af at ætten vågede over sin ære, og at dens mænd og kvinder stræbte efter at øge den anseelse som de havde arvet fra fædrene, ved stadig at øve ny dåd, der var forfædrene værdig. Undertiden åbenbarede diserne sig synligt eller i drømme for deres venner for at give dem gode råd eller for at advare dem mod truende farer, og det gik aldrig godt, hvis man ikke agtede vel på deres ord. Der var engang en islandsk bonde, Torgils, som kom i strid med den mægtige høvding Snorre på Helgefjæld. Engang da Torgils red til tings, så han en vældig stor kvinde komme sig i møde, og i det samme han red forbi hende sagde hun: "Mænd som er store på det, vil forsøge på at sno sig gennem Snorres planer, men hans snildhed kan ingen overliste," og dermed forsvandt hun. Torgils sagde: "Det gik sjælden godt, når du drog fra tinge, mens jeg stævnede derhen." Torgils red alligevel videre, og en dag da han sad og talte penge i en anden mands skød, kom der en bagfra og huggede til ham, og folk hørte hovedet tælle elleve, i det samme det røg af skuldrene.
Halfred Vanrådeskjald var en stor ven af Kong Olaf Tryggvesøn og havde af kærlighed til ham taget mod kristendommen; men han hang i hjærtet ved den gamle sæd, så længe han levede. På sin sidste rejse fra Norge til Island blev han syg, og hans skibsfæller redte ham et leje agter i skibet. Mens han lå der, så han en stor, brynjeklædt kvinde komme skridende over bølgerne, som om det var tørt land, og da han så nærmere til, kendte han hende og forstod at det var hans fylgje. Han sagde til hende: "Nu siger jeg mig helt løs fra dig." Hun gik da forbi ham og hen til hans broder Torvald, og spurgte om han vilde tage imod hende, men han svarede også nej. Da sagde Halfreds unge søn: "Jeg vil tage imod dig," og dermed forsvandt kvinden. Lige efter at den døende Halfred havde hørt at sønnen hilste hans fylgje velkommen, sagde han til ham: "Jeg giver dig mit sværd, det som jeg har fået af kongen; mine andre ejendele vil jeg have med i min kiste, hvis jeg dør om bord."
Islænderen Glum hørte til en æt som fra gammel tid havde siddet i stor anseelse på Voss og var nær beslægtet med Norges konger. Så snart Glum blev voksen, rejste han ud til Norge for at besøge sine frænder og søgte først til Voss til sin morfader Vigfus. Vigfus tog straks lidt køligt imod ham og gav ham plads langt nede på bænken. En dag da alle mænd sad i deres pladser i hallen, kom der en slagsbroder, Bjørn, ind med sine kammerater; han var en af disse brovtende karle der gjorde sig en ære af at fare omkring i bygderne og forulempe bønderne. Den ubudne gæst gik hallen igennem fra mand til mand, og spurgte om der var nogen som troede han kunde måle sig med ham; men der var ingen som turde give svar på tiltale. Til sidst kom han også til Glums plads. Glum lå og drev hen ad bænken, han så knap op og gav intet svar. "Hvorfor kan den mand ikke sidde som ordentlige mennesker, og svare når han bliver spurgt?" sagde Bjørn, men folkene omkring svarede at han ikke skulde bryde sig om det tossehoved. Bjørn sparkede til ham og sagde at han skulde sætte sig op som et menneske og sige om han mente han kunde måle sig med den der talte til ham. Glum svarede at han ingenlunde vilde kalde sig hans lige, for ude på Island vilde man kalde ham en tåbe, sådan som han bar sig ad i andre menneskers huse, og i det samme sprang han op og kastede en arnestok i hovedet på Bjørn, så at han tumlede over på sine kammerater og væltede dem alle om på gulvet. Glum var over dem med det samme og bankede hele banden ud af hallen med stokken. Da han kom ind efter fuldbragt gerning, stod Vigfus ude på gulvet og tog imod ham, og han sagde: "Nu har du vist at du virkelig hører til ætten; det er hvad jeg hele tiden har ventet på, og nu skal du sidde hos mig i højsædet." Glum sad nu i anseelse hos sin morfader; da han skulde rejse hjem, udstyrede den gamle ham med et godt skib, og ved afskeden gav han ham mange gaver og sagde: "Det aner mig at vi aldrig skal ses mere; her er nogle kostbare ting, et sværd og et spyd og en skindpels, det er arvestykker som vi frænder altid har sat megen pris på og haft tillid til; dem vil jeg nu give dig, og så længe du har dem i dit eje, tror jeg din hæder og anseelse er sikker; men om du afhænder dem, er jeg bange for du kommer til at fortryde det." Glum drog nu hjem til Island og blev en højt anset og frygtet mand. En nat drømte han at han stod uden for sin gård og så ud gennem fjorden, da så han en kvinde komme gående indad mod bygden, og hun var så stor, at hendes skuldre fyldte hele dalen ud lige til fjældet på begge sider. Han gik hende i møde og bød hende ind på gården, og dermed vågnede han. Da han lå og tænkte over sin drøm, forstod han at hans morfader Vigfus var død, og nu var ættens fylgje kommet til ham, den næstbedste mand i ætten. Og næste gang der var skibslejlighed fra Norge, kom der også bud om Vigfus' død. Glum var ikke nogen føjelig mand, og hans liv var fyldt med kamp og stridigheder; men han hævdede sig gennem alle fejder som den ypperste i bygden, så længe han fulgte sin morfaders råd og holdt hævd over slægtens arvestykker. Men engang da hans venner havde stået ham mandigt bi i en farlig sag og han vilde lønne dem for deres venskab efter fortjeneste, vidste han intet bedre end at skænke dem hver en ting af slægtsskatten. Fra den dag af dalede hans lykke, så at han til sidst måtte forlade både gården og bygden og grunde sig et nyt hjem; og selv om Glum var for hård en mand til at nogen ulykke kunde bryde ham, blev han aldrig mere den høvding han havde været.
Ikke sjælden har fylgjen dyreskikkelse. Der var en ung mand på Island, som hed Torstein og fik tilnavnet Oksefod. Han var af god slægt både på fædrene og mødrene side; hans fader var en frænde af Einar Tambeskælver, og hans moder, Orny, var kommet af en god islandsk storbondeæt. Men Torstein kom ulykkeligt ind i verden, ti hans fader havde lokket Orny, medens han på en købmandsrejse sad som gæst hos hendes broder, og han forlod hende kort før hun skulde føde sit barn, og gav hende ikke andet end hånsord til afsked. Ornys frænder vilde ikke vide af drengen at sige og forlangte at han skulde sættes ud, de gav ham til en af trællene, og han bar barnet bort fra gården; men førend han skilte sig ved det, svøbte han det ind i et klæde, stak en flæskestump i dets mund og lagde det vel skærmet i ly af en trærod. En bonde som kom forbi, hørte barnet græde; han gik efter lyden og fandt en lille dreng, som lå og græd, fordi flæskesutten var faldet ud af munden på ham; han tog ham med hjem og fødte ham op, og både han og hans kone kom til at holde af drengen og lærte ham vel til. En dag kom Torstein løbende ind på sin moders gård og der sad den gamle morfar Geiter og mumlede hen for sig i skægget. Drengen stormede afsted og faldt over sine egne ben, så lang han var, ind over gulvet, og da Geiter så det, slog han en latter op, men Orny stansede midt på gulvet og brast i gråd. Torstein gik hen til ham og spurgte hvad han syntes der var at le ad, og den gamle svarede: "Da du kom ind, så jeg der løb en isbjørn foran dig, og da han så mig, blev han pludselig stående, og så faldt du ud over ham; såvidt jeg kan forstå, er du nok af lidt større æt end du går for." Drengen satte sig hos Geiter, og den gamle sad og snakkede med ham lige til aften. Så rejste Torstein sig og sagde, at nu skulde han gå hjem. "Kom du kun jævnlig igen," sagde den gamle, "du har vistnok nogen at besøge her på gården." Da drengen kom ud, stod Orny der og havde en ny klædning til ham. Siden lod Ornys broder høre efter hos Torsteins fosterfader, og han blev ret fornøjet, da han fik at vide hvordan det hang sammen; han tog Torstein til sig og lønnede trællen godt for hans omhu. Torstein blev en anset mand og var i tjeneste hos Olaf Tryggvesøn, da han kæmpede ved Svold. Der faldt han sammen med kongen på Ormen Lange.
Der var også engang på Island to bønder som levede i splid med hinanden, og til sidst blev de så hidsige, at de ikke engang kunde holde fred om natten. En aften så folk at der kom en okse ud fra den ene gård og en bjørn fra den anden, og de tog basketag med hinanden hele den lange nat, så at jorden så ud som om den var pløjet. Men da folk kom ind om morgenen, fandt de hvert sted husbonden i sengen, og begge var så ømme og møre i alle lemmer, at de ikke kunde røre sig.
Når man ser en anden mands fylgjer i drømme, kan man vide at den mands tanker kredser om det sted hvor man er, enten med god eller ond hensigt. De mennesker som har en fin følelse, kan fornemme andre folks fylgjer omkring sig, og da ved de at der kan ventes besøg, eller at der er en fjende som lægger råd op imod dem. Således blev Olaf Tryggvesøn, frelst i sin spæde barndom fra Gunhild Kongemoders efterstræbelser ved sin morfar Eriks årvågenhed. Da Tryggve var blevet fældet af Erik Blodøkses sønner, søgte hans enke, Astrid, tilflugt hos sin fader med sin nyfødte søn, som hun holdt skjult der for verden. Men en dag sagde Erik til sin datter, at der var kommet stærke fylgjer til huset, og deraf kunde han vide, at Gunhild anede der var født Tryggve en søn, og vilde sende sine tro tjenere ud for at rydde ham af vejen. Og han rådede hende til at flygte og søge hjælp hos hans venner i Sverige med sit barn. Senere blev Olaf som niårig bragt til Kong Vladimirs hof i Holmegård af sin morbroder, og kort før hans komme kunde kloge folk mærke på sig, at der var kommet en fremmed høvdings fylgjer til riget; de følte at disse fylgjer var sjælden stærke og kloge, og sluttede at der inden længe vilde komme en mand af en mægtig æt til landet. - At der er fremmede fylgjer i nærheden, mærker man tidt på at man bliver overfaldet af søvnighed, og hvis man lægger sig til at sove, får man ofte at se ulve eller bjørne komme imod sig med glimtende tænder, eller man ser diser gå ind i hallen. Ikke sjælden lader fylgjen sig se kort før manden skal dø. Sådan gik det engang på Gudmund den Mægtiges gård, Mødruvellir. En dag da Gudmund var redet ud i herredet og først ventedes hjem til aften, havde hans broder Einar en tydelig drøm. Han så en storhornet okse gå op gennem bygden, til den kom til Mødruvellir; der gik den omkring fra stald til lade og madbod og så ind i alle de huse som var på gården; til sidst kom den ind i hallen og gik op til højsædet, og der faldt den død om. Noget efter kom Gudmund hjem, og efter sædvane gik han rundt og så til alle husene, inden han steg ind i stuen. Der satte han sig i højsædet og lod mad bære frem, men han klagede over at mælken ikke var varm, og hvor mange gange den så blev varmet, sagde han stadig at den isnede. Og da han havde sagt det, sank han tilbage i højsædet og var død.
|
_09c.jpeg){kind=small}
