Norges kongerække

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Norges kongerække

(Nóregs konungatal)


Et hyldestdigt om den islandske stormand Jon Loftson († 1197) digtet af en anonym, samtidig skjald.


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915


1.
Enhver skjald,
der skønner digtning,
gør sin pligt
og glæder folk —
særligt hvis
de samme folk
er færre nu,
end de før har været.

 

2.
Man ror først
fjernt fra hvalen —
til sidst dog
søger man nærmere;
min agt er
at efterleve
disse ord
i dette lovkvad.
 
Halvdan Svarte væbner sig til strid
3.
Først vil jeg
— hvis folk lytter —
hér nævne
Halvdan Svarte;
den hu-djærve
havde dengang
en frygtløs
førstearving.

 

4.
Og Harald,
den hårfagre,
krævede snart
kongenavnet;
Halvdan lå
i laksens hal —
druknet under
et dække af is.

 

5.
Grav og høj
blev gjort til ham
på krigsramte
Ringerike;
halvt voksen
tog Halvdans søn
fuldmodigt
sin fædrene arv.

 

6.
Han fandt snart
at slægtens fædres
arvejord
var utilstrækkelig;
med magt søgte
sogningers hersker
så grisk mod
guldets delere,

 

7.
at alt land
fra Elven i syd
til Finnmark
var fyrstens eje;
først af alle
opnåede han
at have magt
i hele Norge.

 

8.
Gramen fik,
— gavmild var han —
mange børn
som modnedes vel;
kongers slægt
må siden regnes
helt til Harald
den Hårfagre.

 

9.
I syv-ti
og tre vintre
var Tunds viv
tilkendt kongen,
inden Lokes
eneste datter
stjal livet
fra storfyrsten.

 

10.
En høj blev
til Haralds minde
rejst vældigt
på Rogaland;
hermed skal
hildingens navn
— Halvdans søns —
huskes længe.

 

11.
Nu fik Erik
navn af konge
— Blodøkse —
med bønders vilje;
fem vintre
fandt man Erik
— våbenvant —
som vældets leder.

 

12.
Vestfra kom
den vellidte —
Adalsteins
enefostre;
Håkon bød
sin bror give sig
halvdelen
af hele arven.

 

13.
Men Erik
— altid hævngrisk —
flygtede væk
fulgt af sønner;
hersers åg
— den hårdt rådende —
så aldrig
siden landet.

 

14.
En tid lang
blev landet styret
med handlekraft
af Håkon ene;
den ry-stærke
stod med magten
seks vintre
og siden tyve.
 
Håkon den Gode i strid på Fitjar
15.
Gramen stod
i strid på Fitjar
mod Eriks
arvtagere;
kampens træ
blev truffet i armen,
da fyrsten drev
de flygtende væk.

 

16.
Det ringe sår
— regner jeg med —
dræbte snart
den djærve høvding;
hellen dér,
hvor Håkon døde,
lyder nu
lofdungens navn.

 

17.
På Sæheim
blev siklingen lagt
i gravhøj
af gæve bønder;
her lod folk
Haralds arving
— livløs —
ligge efter.

 

18.
Jeg har hørt
at Harald vandt
magt og land,
men mager åring;
Gunhilds søn
— Gråfeld — ledte
Norges land
i ni vintre,

 

19.
før Gorms søn
og Guld-Harald
nedlagde
navnefællen;
han lod sit liv
ved Limfjorden
— den sikling —
sydpå ved Hals.

 

20.
Harald faldt,
og håndfaste
Håkon Jarl
tog Højs kone;
og Tunds viv
tilkom fyrsten
i to-ti
og tretten vintre.
 
Jarl Håkons død
21.
I Gauldal
blev en god død
ikke undt
Eriks fader,
da Kark Træl
med kniven skar
hattens plads
af Håkon Jarl.

 

22.
Hærmænds æt,
som hævdede loven,
greb da til
det gavnligste råd;
dér nordpå
i Norge gav man
kongenavn
til en kristen mand.

 

23.
Olav tog
— Tryggves arving —
mandstærkt
magten i landet;
fem lande
blev på få vintre
kristnet af
krigervennen.

 

24.
Kun i fem
Fafners skader
blev landet
ledet af Olav,
før Erik
med overmagt
bød kongen
at bruge våben.

 

25.
Sværdets storm
var strid og lang,
før Ormens folk
blev overvundet;
Dér, hvor Olav
endte sit liv,
er siden kendt
som Svolderbugten.

 

26.
Tolv vintre
stod vennesæle
Erik Jarl
for Yggs kvinde,
før fyrsten
fór fra landet
— hæderfuldt —
over havet vestpå.

 

27.
Eriks drøbel
blev overskåret
før fyrstens
færd til Roma;
blandt angler
fik jarlen vestpå
da bane
af blodtabet.

 

28.
Da hævdede
Håkon og Sven
løsøre
og land som deres;
to vintre
— fortæller folk —
var Eriks arv
i jarlernes magt.

 

29.
Fra vest kom
en konges søn
til landet
med en lille hær;
og Olav
og jarlen mødtes
siden midt
i Saudungsund.

 

30.
Her måtte
Håkon sværge
de eder,
Olav krævede,
at Strids-Balder
på stedet opgav
sin odelsjord
indtil døden.

 

31.
Olav bød
øst for Nesjar
Håkons søn
den hårdeste strid;
med få folk
flygtede Sven
— sejrsløs —
snart fra landet.

 

32.
Ene mand
stod Olav Digre,
lovprist,
med landet samlet;
Haralds søn
stod hæderfuldt
femten vintre
for fjeldlandet.

 

33.
Kraftfuldt kom
Knud den Store
med guldpenge
til gæve bønder;
lendermænd
lovede han guld
i stort mål
for at styrte fyrsten.
 
Kong Olavs fald på Stiklestad
34.
Mod kongen
lod Kalv og Tore
— ætstore —
stille en hær;
de betvang
trønders fyrste
på Stiklestad,
som stedet kaldes.

 

35.
Men helt klart
var helligkongen
en kær ven
af Kristus selv;
i Kristkirken
kender alle
et helligt skrin
med Haralds arving.

 

36.
Alfifas søn
— Svend — kom til
og holdt seks
snogens plager;
venneløs
valgte han flugt
— Knuds søn —
fra kongedømmet.

 

37.
Kong Olavs
eneste søn
— den Gode — kom
fra Gardar i øst;
Magnus vandt
magten igen
og fuld ret
til fædrelandet.

 

38.
Tolv vintre
virkede Magnus
uden svig
til alles vel;
sygdom slog
sogningers drot —
den gæve mand
mistede livet.

 

39.
Fyrstens død
var folkets sorg,
og han førtes
til faderens grav;
dér nordpå
i Norgesvældet
— i Kristkirken —
blev kongen gravlagt.

 

40.
Nu taltes
ti herskere,
som alle kom
efter Harald;
de mænds liv
har jeg meddelt her,
som det lød
fra Sæmund Frode.

 

41.
Tilbage står
dog størstedelen
af den sag,
jeg digter om,
og herpå
skal det handle om
den fyrsteslægt,
som fortsat lever.

 

42.
Fordum hed
— fik jeg at vide —
Haralds søn
Sigurd Hrise;
Halvdan var
Hrises arving
og Sigurd Syr
søn af Halvdan.
 
Harald i samtale med Svend Estridsøn
43.
Sigurd fik
en søn med Åsta,
og han bar
Haraldsnavnet;
han stod ene
for det store land
tyve vintre —
den vise konge,

 

44.
før fyrsten
fór med hæren
til England
i overmod;
vestpå faldt
— i våbens larm —
Olavs bror
for engelske mænd.

 

45.
Sin fars arv
tog fredselskende,
årsæle
Olav Kyrre;
kongen stod
for klippelandet
syv og tyve
samfulde vintre.

 

46.
Af svær sot
segnede kongen
— Magnus’ far —
meget tidligt;
også denne
ødling fik grav
i Kristkirken
i købstaden.

 

47.
Inden fik
Olav Kyrre
dog en gæv
og gavmild søn;
ti vintre
— talte folket —
var Yggs viv
underlagt Magnus.

 

48.
Jeg hørte
hæder tilkendt
mange børn
af Magnus Barfod;
hele fem
af hærfyrstens
sønner sås
siden som konger.

 

49.
Endnu ung
fór Øisteins far
over Irland
for at øve hærværk;
hvor flejnen fløj
faldt den snilde
Magnus da
med megen ære.

 

50.
Da blev landet
ledet — siges det —
på samme tid
af tre konger;
næppe vel
vil verden se
— har jeg hørt —
så herlige brødre.

 

51.
Gode Olav,
ung og lovsæl,
lod dengang
sit liv som den første;
kun kort tid
kunne folket
nyde godt
af gramens søn.

 

52.
Kong Øisten
lod indenlands
gøre meget
til gavn og fremgang;
snart voldte
værk i hjertet
døden for
den djærve fyrste.

 

53.
Og begge
brødre lagdes
i jord nordpå
ved Nidåens bred;
højt står dér
i hovedkirken
Olavs skrin
over alteret.
 
Kong Sigurd på vej til Jordanfloden
54.
Sigurd var
siden i live
i længst tid
af de tre brødre;
det var ham,
der hæderfuldt
rejste ud
til Jorsals land.

 

55.
Sigurd var
i seksten vintre
og elleve
øverst i landet;
da måtte
Mørefyrsten
bøje sig
for banesoten.

 

56.
Østpå blev
i Oslo by
den lofdungs lig
lagt i kisten;
jord grønnes
over gramens ben
ved Hallvards
høje kirke.

 

57.
Sigurd fik
en søn og datter —
begge var
virksomme folk;
siden skal
der siges mere
om den datter
af Dalekongen.

 

58.
Snart skal jeg
slutte denne
følge af
fyrsters endeligt.
Sigurds søn
var særlig hadsk;
Magnus hed han,
Harald en farbror.

 

59.
Splid delte
derpå magten
i Norge
blandt nære frænder;
alting blev
endog værre —
mange mænd
måtte bøde.

 

60.
Men Magnus
mistede både
— hæderløst —
helse og sejr;
nu huskes
Harald Gilles
seks vintres
vælde som konge,
 
Harald Gilles jernbyrd
61.
inden mænd
uden hæder
den lofdungs
levned endte;
ved Kristkirken
blev kongers bror
— i Bergen —
båret til graven.

 

62.
Da ledtes
landenes værn
af sønner
af sogningers gram;
kong Øistein
var Inges bror
— snar i kamp —
og Sigurds tillige.

 

63.
Ufred kom
inden længe
til det kendte
kongedømme.
Brødres ed
blev brudt med spyd;
bane blev
bragt imellem dem.

 

64.
Sagesløs
var Sigurd næppe,
da han lod
livet — den tapre;
han dvæler
dér i Bergen
det samme sted,
man stedte hans far.

 

65.
Øistein kom
øst for fjorden
af med livet
for Inges flok;
Af grusjord
blev gramen dækket
— åndeløs —
østpå ved Foss.

 

66.
Inge stod
stadigt ved magten
atten vintre
og andre syv,
før Håkon
med hærfølge
voldte hans fald
i Viken mod øst.

 

67.
I Oslo blev
den ufredsvante
jordhyllet
ved hovedkirken,
men Håkon
herskede ikke
længe over
landet og folk.
 
Magnus Erlingson krones til konge
68.
En arving
til Erling Skakke
var både brav
og båren vel;
ved Inges fald
gav folk i landet
kongenavn
til Kristins søn.

 

69.
Håkon faldt
for hæderlystne
kong Magnus
i Møre nordpå;
fyrstens lig
blev ført til Romsdal
og hyllet
af hellig jord.

 

70.
Kristins søn
— den kampdjærve —
var seks vintre
og sytten konge,
før fyrsten
faldt i kampen
mod Sverre
i Sogn østpå.

 

71.
Nu ligger
liget af Magnus
— den kampraske —
i kirken i Bergen,
og dér ses
Sunnivas skrin —
pragtfuldt gjort
og prydet med guld.

 

72.
Nu ser man,
at Sverre ene
— den kampraske —
råder i landet;
det hele,
som hørte under
Halvdans søns
— Haralds — afkom.

 

73.
Her vil jeg
vende tilbage
til de børn,
Barfod avlede —
den ødling,
som aldrig havde
udvist frygt
for ild og våben.

 

74.
Den døglings
datter var Tora;
en gæv mand
blev gift med hende.
Mest af alt
var Jons moder
sønnesæl —
den søster til fyrster.

 

75.
Hun kom til
— kongens datter —
nøkkens borgs
nævers rige
med gævt sind
i gode tider —
allermest
for islændinge.

 

76.
Og hun blev
— høvdingens søster —
efterlevet
af sin ene søn;
der lyder kun
lovord om ham
som alles ven
og ædelsindet.

 

77.
Uden tvivl
er Jon blevet
agtet mest
blandt Mists træer,
som ærlig
og altid fast,
dér hvor mænd
mødes i trætte.

 

78.
Nu vil ingen
ypperlig mand
kappes med
kongens frænde;
den gode
gulduddeler
er lykke-rig,
som rimeligt er.

 

79.
Hans far blev
af de fleste regnet
som gavmild
og ganske svigløs;
ingen skabt
under skyernes vej
blev anset
som uven af Loft.

 

80.
Og Sæmund
— Sigfussønnen —
udviste
altid snildhed;
som ypperst
i alle dele
blev Lofts far
af folk anset.

 

81.
Alle Oddes
ætmænd bærer
kendetegn
af kongeslægten;
hver en dag
skal dattersønnen
af kong Magnus
møde hæder.

 

82.
Før nævntes
nærved tredive
højbårne,
hædrede mænd;
ubestridt
er alle disse
fyrster her
frænder af Jon.

 

83.
Jeg be’r Krist,
at kongers ven
må få alt,
han ønsker nu
af Gud selv
— den glædens yndling —
og nyde held
i hele sit liv.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.