Norske Folke-Sagn - Den sorte Død

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Den sorte Død


av Andreas Faye





Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,
Hiin gridske Landfarsot, den sorte Død;
Faa havde Herrens Naade kun bevaret,
Mens Tusinder som Dødes Rov laae strøed!
Men der, hvor hele Slægter vare døde,
I mange Aar laa Egnen tom og øde.
C. N. Schwach


Indledning

Denne under Navn af den sorte Død berømte Pest, der med Lynets Fart ilede fra Asiens Høilande ved Chinas Grændser til Ishavets Bredder, og for hvis dræbende Aande mange Tusinder sank hen, blev paa et strandet engelsk Skib bragt til Bergen, hvorfra den med rædsom Vælde foer fra Dal til Dal, blottede det hele Land for Folk og Fæ, og bragte Norge i en Afmagt, som varede gjennem Aarhundreder. Landet skal have mistet 2/3 Dele af sine Beboere. I de fleste Fjeldbygder findes der Sagn om denne Landeplage, der af Bønderne paa nogle Steder kaldes Storemannadouen, paa andre Svartdouen og Pesta. Stundom forestiller man sig "Pesta" som en gammel gusten Qvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven, slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun "sopede", der døde hver Moders Sjel. Som oftest var hun iført et rødt Skjørt, og angest blev Folk ved at see hende. Mangen Dal uddøde, og først efter Aarhundreder gjenfandt man de tilgroede forglemte Strækninger, hvor man stundom traf paa de gamle Huse, stundom kun paa Tomter af Bygninger og andre Spor af fordums Beboelse. Saadanne gjenfundne Dale kaldte man siden Finddale, gjenfundne Huse, Fundarhuse, og gjenfundne Gaarde, Findland, Findaas o.s.v. Mangen Dal blev vel siden igjen opryddet; men rundt om i Landet findes endnu Dalstrækninger, der bære Spor af fordums Beboelse, og nu kun bruges til Sæterdale. Saadanne ere f. Ex. Lomedalen og Noutedalen i Bygland i Raabygdelauget; Engdal og Nessedal i Sogn, hvor Hustomter og andre Spor af fordums Beboelse findes; Susendal paa Helgeland; Smeddalen paa Fillefjeld, der efter Sagnet skal have udgjort et Kirkesogn, hvis Kirke først blev nedbrudt 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, hvorfra man paa en Juledag talte 30 ringskoede Heste ved Sogndals Kirke; den øde Helestrand mellem Valders og Hallingdal, som ligeledes skal have udgjort et Sogn, af hvis Kirke o. m. man endnu seer Spor, og hvor paa Kirketofterne sammesteds Sagnet fortæller, at før Pesten 12 Bønder have boet. I Danmark kaldes denne Pest Mandeqvæl eller Mærkedød (Thiele 4, 88), men paa Bornholm kaldes den "den sorte Død", fordi Menneskene kort førend de døde fik en sort Prik inde i Haanden (Thiele 3, 52). Paa Island, som den først naaede 1402, rasede den frygtelig under Navn af Svart i Daud i (Olafsens Reise 261)[1].

Pesta i Gjerrestad

"Pesta i trappa", tegning av Theodor Kittelsen 1894-95, utgitt i boken og billedserien «Svartedauen» 1900.

Paa sin Vandring gjennem Landet kom Pesta ogsaa til Gjerrestad. Hun var imidlertid da ei som ellers sedvanlig iført et rødt Skjørt, men havde en blaa Stak paa. Manden paa Sandaker, som roede hende over Gjerrestadvandet til Eskeland, blev ræd, da han rnærkede hvem han havde i Baaden, og bønfaldt om at maatte beholde Livet i Færgeløn, Pesta tog da frem en stor Bog, slog op i den og svarede derpaa: "Livet dit kan jeg ikke spare, men en let Død skal du faae." Aldrig saa snart var Manden kommen hjem, førend han blev døsig. Han lagde sig derfor paa Pallen og død var han. (Mundtligt og meddeelt).


Anm. I Ombli foer Pesta om med Lime, hvormed hun sopede og hende fulgte stedse en Mand med en Spade. (Mundtligt).

Rypa i Justedalen

Dypt inde i Sogn, høit tilfjelds, ligger en eensom Dal, som kaldes Justedal, Da den sorte Død begyndte at grassere i Norge, droge mange af de rigeste og fomemste Folk i Sogn op til denne øde Dal, hvor de nedsatte sig og byggede sig Gaarde, De gjorde tillige den Aftale, at Ingen af deres Slægt og Venner maatte komme op til dem, saalænge Pesten varede; men de som vilde skrive skulde lægge deres Brevskaber under en stor Steen ved Indgangen til Dalen, hvilken Steen endnu kaldes Brevsteinen, og her skulde de igjen finde Svar. Ikke destomindre kom Pesten derop og anrettede frygtelig Ødelæggelse. Alle Dalens Beboere døde med Undtagelse af en eneste liden Pige paa Gaarden Birkehaug. Da Folket var uddød, søgte Qvæget tilskovs og kom siden flokkeviis til Nabosognet Vaage, hvis Indbyggere bleve forbausede ved Synet af de fremmede Kreaturer, som ingen Eier eftersøgte. De toge imidlertid Qvæget i Forvaring, og da de frygtede for, at det ei maatte staae vel til i Justedal, droge Nogle derhen. Hvor disse nu kom, fandt de Folket uddød og Husene tomme. Efterat de havde besøgt de fleste Gaarde, men ingensteds funden nogen Levende, opgave de Haabet om at træffe Nogen og vilde begive sig paa Hjemveien, da de uformodentlig i Birkehaugskoven fik Øie paa et Pigebarn, der ved Synet af de Fremmede havde søgt tilskovs. De raabte hende an; men bange som et opjaget Stykke Vildt flygtede hun dybere ind i Skoven for at skjule sig. De besluttede nu om muligt at fange hende, og efter megen Anstrengelse lykkedes det dem. Hun var imidlertid sky og vild som en Fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende Rypa. Hendes Tale kunde de ligesaa lidt forstaae, som de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De tog Pigebamet med sig til Vaage, hvor hun blev opfostret og skikkede sig vel. I nogle Aar blev Justedalen ubeboet, indtil nogle Nordfjordinger droge derhen og opryddede de gamle Enge og Agre. De første Gaarde, som paa ny bleve optagne, skal have været Faaberg og Myklemør. Da Rypa var kommen til Aar og Alder, drog hun til sit Fødested, hvor hun giftede sig og levede lige til sin Død. Hun efterlod sig en gjev Æt, der gjennem Aarhundreder efter hende blev kaldet Rypeslægten og stod i stor Anseelse i hele Dalen.


Anm. Mundtligt og Thaarups Magazin 2, 1, hvor der findes en Beskrivelse over Justedal af Mathias Foss 1750. Paa hans Tid levede en Lensmand Torger Ottesen, der mentes at nedstamme fra Rypa. At Justedal har været bebygget før den sorte Død vise flere af de herværende Oldtidsminder, og den "bergenske Kalveskinds-Bog," forfattet omtrent 1320, der nævner Jostrudals Kirke. Endnu i det 16de Aarhundrede kaldes Justedal "Kongens Ødemark", og ifølge en Matrikul af 1661 hørte alle Dalens Gaarde dengang til det saakaldte Apostel-Gods. (Kraft 4, 817). Riupa var iøvrigt et Qvindenavn, som forekommer i Landnammabog. Urda 1, 163.


Kirken i Justedalen

Da Justedalens Nybyggere efter den sorte Død skulde bygge en ny Kirke, valgte de dertil en Slette tæt ved Prestegaarden, som endnu kaldes Kirkestein; men Alt hvad man byggede om Dagen, blev om Natten nedrevet og fundet paa en nærliggende Bakke, hvor man da til sidst blev enig om at bygge Kirken. Da man begyndte at rydde Skoven, stødte man hæl uventet paa den gamle Kirkeklokke, som endnu findes i Kirken.


Anm. Mundtligt. (Thaarups Magazin 2, 40), Lignende Sagn ere meget almindelige over det hele Land.


Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder

Paa Søndmør rasede Pesten frygtelig. I Jørgens fjord uddøde alt Folket med Undtagelse af en Qvinde, Jørund, efter hvem Prestegjeldet siden skal have faaet sit Navn. Nogen Tid derefter landede her nogle Englændere eller Skotlændere. De nedsatte sig i Standal og udbredte sig siden saaledes, at de ansees for Stamfædre til de fleste af Prestegjeldets Indbyggere. Flere Bygder bleve ved Pesten næsten øde. I Roken ved Drammen fandtes kun tilbage en Kone paa Vear, i Skaanervik kun en gammel Mand paa Millie og i Aakre Annex kun en gammel Kone. I Gravens Prestegjeld levnedes alene en Gut og en Pige, som giftede sig og satte Bo paa Nesheim. I Overhalden langs Namsen Elv uddøde alt Folket, undtagen paa 3 Gaarde, I Opdalen ved Dovre fandtes kun 5 og paa Hitteren kun 2 rygende Skorsteenspiber. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317 og mundtligt. Budst. 7, 356, 6, 356).

Vidalen

I Aadals Annex paa Grændsen af Hallingdal ligger Vidalen, der før den sorte Død var beboet og hørte til Valders. I en Myr ligger Kirkehaugen, hvor en kongelig Betjent nedgrov 7 Qvartere med Penge, da han paa sin Reise til Bergen fandt Dalen uddød, og hans Heste af den besverlige Reise styrtede.


Anm. Top. Journal 30, 172. Denne Tildragelse skal efter Sagnet først være optegnet i en Bog, som fandtes i Hedals Kirke. Denne Bog borttog for lang Tid siden en af Valders-Fogdens Tjenere; men da han vilde reise over Helgebroen i Etnedalen, faldt han med Bogen i Fossen og blev borte (ibid. 373).


Hedals Kirke i Valders

Ogsaa i Valders afsidesliggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde. Mangen Gaard og enlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov og blev aldeles forglømt af de tilbageblevne Indbyggere og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere. Paa disse fordum beboede, men da øde Steder vandrede for flere Aarhundreder siden en Skytte for at skyde Ryper. Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træ, hørte han Pilen støde an mod Noget, der gav en forunderlig Klang fra sig. Nysgjerrig nærmede han sig Stedet og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke. Ifølge den gjengse Tro, at saadanne Ting strax forsvinde, hvis man ei kan tilintetgjøre Trolddommen eller Forblindelsen ved at kaste Staal over det Fundne, greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken. Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag kaldes Eiljøinstad eller Ildjarnstad, Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøgle stod i Kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod havde en stor Bamse taget sit Vinterhie, Denne blev fældet af den raske Skytte og dens Skind blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken, hvor Levninger af en stor Bjørnefeld endnu findes. I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en lille Messingkirke, samt 4 store Klokker og en liden. Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsaget den Klang, som gjorde ham opmærksom. Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei. Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand, faldt den i samme, "og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende." I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt, thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord. Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød: "Gud skee Tak, nu har vi den da;" men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet. (Mundtligt).


Anm. Andre fortælle at Pilen traf Kirkens Væg og at Skytten lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor han dræbte Bjørnen. Efter en anden Variation, som Kraft i sin Beskrivelse over Norge (2, 208) meddeler, blev Kirken omtrent for 400 Aar siden funden af to Skyttere. "De svere Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke har været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitverk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stil, er senere udvidet og forsynet med Orgel. Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekiste i Form af en Kirke overtrukken med Messing, et Røgelsekar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen." Reliqviekisten, som kaldes St. Olafs Skrin, er udentvivl Sagnets Messingkirke. C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aarg. S. 206).


Mustad i Vardal

«Musstad», tegning av Theodor Kittelsen. Musene rår grunnen etter at pesten har herjet.

Der, hvor de store Gaarde Musstad nu ligge, stod i gamle Dage Kongsgaarden Framstad, den herligste Eiendom i hele Vardal. Men den "store Maniadaudin" kom og lagde denne Gaard ligesom fast hele Bygden øde, og efterat maaskee et Aarhundrede eller mere var henrundet, vidste man kun af Sagnet, at den vestligsle Deel af Dalen, nærmest under Landaasen, havde været beboet. Da hendte det sig en Dag, at en Bjørneskytte fra den igjen opryddede Gaard Landaasen paa sin Jagt forvildede sig i de store Skove, der da bedækkede en stor Deel af disse Egne. Forgjeves sporede han efter Mennesketrin, forgjeves efter en opstigende Røg eller andre Tegn paa Menneskers Nærhed. Han havde allerede opgivet Haab om at finde Husly i denne Ødemark, da han pludselig stødte paa Huse, der paa alle Sider vare tæt omgivne af hundreaarige Træer. Alt havde et saa øde og tomt Udseende, at Skytten ei uden hemmelig Gru omsider vovede sig ind i Loftsbygningen. Nedenunder fandt han blot Spor efter fordums Virksomhed. Paa Jaren stod en halv forirret Kjedel, paa længst sluknede Kul, paa Bænkene laae Spindetene og halvforraadnede Garnnyster og andet qvindeligt Virke, paa Væggen hang en Bue og nogle andre Vaaben, men Alt var bedækket med Aarhundreders Støv. Skulde der da intet Spor findes af de fordums Beboere, tænkte han og steg op ad den ledeløse Stige til Overloftet, og see, da han kom her, fandt han store af Stokke tømrede og med begge Endeveggene i Husvæggen indsenkede Sengesteder, og i hvert af dem Beenraden af to og flere Mennesker, det Hele halv bedækket med en utallig Mængde Muus, der, opskremte ved hans Komme, i vild Uorden stormede omkring paa Loftet og under deres Stræben efter at komme til Stigehul let som en Sky overfore ham. Efter at den første Rædsel var gaaet over, undersøgte han ligeledes Gaardens øvrige Huse og fandt Alt saaledes, som de fordums Beboere ved deres pludselige Død havde forladt det. Da Husene endnu vare gode og han af hyppige Spor omkring dem efter tidligere Opdyrkning ventede at kunne erholde en god Hjemsted, tilegnede han sig Fundet ved at indhugge med sin Haandøxe Bomærke og Aarstal paa Lofthusets Veg. Han søgte da atter hjemad, idet han bestandig blikkede Trærne paa sin Vandring, for at kunne gjenfinde Stedet.

Han vendte tilbage med Mennesker og sit Gods, ryddede Skovene og optog de gamle Jorder. Sin nye Odel kaldte han til Erindring øm Fundets Omstændigheder Musstad og saaledes heder Gaarden endnu, som efter Sagnet den Dag i Dag beboes af den første Finders Æt. Loft huset staaer endnu paa Gaarden og i den vestre og østre Væg paa Overloftet sees endnu Indsinkninger efter de gamle Sengesteder. Aarstallet paa Udvæggen er ei udslettet af de morkne Furustokke, paa hvilke enhver Øxeeg lægger sig.


Anm. Meddeelt. Kraft 2, 43 omtaler Sagnet. Om saadanne efter den sorte Død gjenfundne Huse, Fyndarhuse, i Nummedal see Kraft 2, 224.

Sælbo

Nogen Tid efter den sorte Død vandrede en Fin fra Sparebo eller Snaasen gjennem Skogn. Det var just Høstetid, og en Pige stod i en Ager og skar Korn. Ved Synet af Finnen kaster Pigen sin Sigd, løber efter ham og slutter Følge med ham. De toge nu tilsammen Veien til Sælbo, der laa øde efter den sorte Død, som havde bort revet alle de forrige Indbyggere. De satte sig ned paa Gaarden Leikvold eller en anden Gaard, tæt ved Sælbosøen, Fra dem nedstamme Sælbos nuværende Indbyggere, der ved Skikkelse, Ansigtstræk, Levemaade og tildeels Klædedragt siges at adskille sig fra deres Naboer, og ved deres Flakkelyst og Ureenlighed skal ligne deres Stamfader. (Schønnings Reise gjennem en Deel af Norge 1773, S. 40. Skiens Avis for 1835 N. 16).

Tolvkohellen

Paa Gaarden Findnes’s Grund i Siredalen, Mil fra Gaarden selv, blandt vilde og øde Fjelde fandtes i gamle Dage 5 beboede Bondegaarde. Da Indbyggerne irmidlertid vare for faa og fattige til at holde en Prest eller bygge en Kirke, valgte de en stor Hule, for i denne at holde deres gudelige Sammenkomster, bede og udenfor begrave deres Døde. Bispen indviede denne Hule, som blev kaldet Tolvkjørhellen, fordi Bønderne gave Bispen 12 Kjør for Indvielsen. Den er saa stor, at 100 Mennesker kunne rummes i den. Den kaldes endnu som oftest "Tolvkjørshelleren" og skal efter Sagnet have tjent 5 Gaarde, hvis Beboere uddøde i den sorte Død, til Kirke.


Anm. Mundtligt. Peder Claussens Norriges Beskr. P. 33. Ramus 119. Top. Journal 13, 103. Kraft 4, 108.


Svartdouven i Sætersdalen

Før den sorte Død, "Svartedouven", hjemsøgte Norges Land var den nu kaldte egentlige Sætersdal ubeboet og øde og brugtes kun til Sætre, da derimod den nuværende Sæter-Dal, som heder Finddalen, var den beboede Egn. Foruden at Navnet "Sætersdal" synes at give dette Sagn Medhold, opdager man ogsaa i Finddalen Spor af fordums Agre og Hustomter, ja paa en Ø i et Fjeldvand, der bærer Navn av Kirkeholmen, findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. Svartdouven anrettede frygtelig Ødelæggelse i Finddalen, hvor den kun sparede et Par Ægtefolk, Knud og Thore Nuten. Disse To vedbleve at boe i Finddalen; men fra andre Kanter kom efterhaanden nye Indbyggere indvandrende til Sætersdalen, og nedsatte sig der. Knud og Thore kunde dog ei overtale sig til at forlade deres gamle Opholdsted. Saaledes hengik Aar efter Aar og det eneste Savn, Sagnet fortæller, at de følte i deres Ensomhed var det, at de ikke vidste ret, hvad Tiden leed. Især naar den mørke Vinter kom, sørgede de over, at de ei vidste, naar Julehelgen var, og kunde helligholde den paa samme Tid, som i andre Egne. Ved enkelte Vandringsmænd fra den nybebyggede Sætersdal var ogsaa Rygtet trængt til dem om denne Dals Befolkning. Da det nu engang led frem til de korteste Vinterdage, besluttede de gamle Ægtefolk, at Thore skulde gaae til Sætersdalen, og der faae vide, hvor langt det end var til den store Helg. Den Gamle forlod sin kjere Ægtefælle i fuldkommen Eensomhed, tog Fod i Haand og begav sig paa Veien. Men da hun nu kom forbi en Klippevæg og hvilede der, lød det fra Fjeldet med klare Toner:


Deka[2] deka Thole!
Bake du Brøuv te Jole!
Note ei
Aa Dagana tvæi,
Solænge æ de ti Jole.


Glad ilede nu den gamle Kone tilbage til sin ventende Husbond, og efter denne ubedragelige Etterretning feirede de tilsammen den hellige Høitid. Ingen Afkom omtales af disse Ægtefolk. Men efterhaanden toge de nye Indbyggere i Sætersdalen ogsaa Finddalen i Besiddelse. Andre berette, at der før den svarte Død ogsaa boede Folk i Valle i Sætersdalen, men at alt Folket uddøde og saa der med Undtagelse af en Pige paa Upstad. Inden hun drog Vester hen for at finde Folk, lukkede hun Døren til og kastede Nøglen i en Bæk, som derfor endnu kaldes Nøklebæk. Hyllestad Sogn blev igjen beboet før Valle, hvis ældste Gaard Riche skal have været en Støl under Home i Hyllestad. (Meddeelt og mundtligt).

Braastad og Lunderød i Øiestad

Gaarden Braastad, paa hvis Eiendom vigtige Malmgruber findes, mistede ved den sorte Død ligesom den største Deel af Øiestad Prestegjeld sine Beboere. Den første Mand, som siden tog Gaarden i Besiddelse, skal igjen have givet den til Kongen mod at have den Ære engang | at spise ved hans Taffel. Dette er Oprindelsen til den Talemaade, "at spise Braastad op til et Maaltid Mad."

I samme Sogn ligger Gaarden Lunderød, hvor Pesten bortrev alle Beboerne, paa to Smaabørn nær. Disse stode i Fare for at suite ihjel, da nogle Trold, som havde deres Tilhold i Nærheden, toge sig af de Forladte og fostrede dem op. "Pesta rasede nemlig frygtelig paa den ne Kant, og hvor den sopede udenfor Døren, der døde alt Folket." (Mundtligt).

Stormanna-Dauen i Øvre-Thelemarken

Selv til Øvre-Thelemarkens fast utilgjengelige Fjelddale fandt Stormannadauen Vei, og skrækkeligt rasede den iblandt de raske Thelebønder. Flere Dale som Bertedalen, Froivoldstoulen i Tind og Findalen i Moland, hvor man endnu finder Spor af fordums Beboelse, mistede alle sine Indbyggere, og ere siden ei blevne beboede, men benyttes kun til Sætergange. Botnedalen i Mosogn skal efter Sagnet endog have udgjort et heelt Kirkesogn, hvor man endnu seer Spor efter flere Gaarde, og viser det Sted, hvor Kirken stod[3]. I den skjønne Vestfjorddal fandtes efter denne frygtelige Død kun 3 rygende Skorstene, og i Svartdal skal der kun have været 2 Huse, hvor Folkene ei vare uddøde. I Annexet Triungen blev kun 3 Børn ("Unger") sparede, hvoraf Bygden skal have faaet sit Navn. Da mange Børn ved denne Landfarsot mistede Forældre og deres hele Slægt, gjorde en from Kone Gro, som boede paa Gaarden Vadder i Mosogn, efter Sagnet det Løfte, at ville opamme alle de moderløse Børn, | som hun fandt, naar hun selv maatte undgaae Døden. Hun blev ogsaa skaanet og tog i alt 10 Børn til sig, som hun opfostrede. End leve i Sognet Folk, som paastaae at nedstamme fra Gro Vadder.

I en Dal i Sillejord Prestegjeld blev kun een Mand i live, og derfor blev Dalen kaldet Manddal. Denne Mand vandrede da over tid Nabosognet, og der saa han Spor til, at der nylig havde være Mennesker. Derfor blev Pladsen kaldet Sporestuel, som den endnu heder. Siden da han kom længere ned, hørte han tale, og endnu heder Stedet Orddal, og endelig traf han Mennesker og fik sandspørgt, at der levede flere, hvorefter den Gaard nævntes Sandland. (Deels mundtligt, deels meddeelt).


Fotnoter

  1. Denne frygtelige Landeplage har udentvivl faaet sit Navn, den sorte Død, af de sorte Pletter, som hos den Angrebne, i Forening med heftig Blodstyrtning, inden den tredie Dag medførte Døden. Angaaende Tiden stemme Efterretningerne ikke ganske overeens. I en gammel Chronologie fra 15de Sec. (Script rerum Dan. 1, 395) anføres ved Aaret 1350: "gravis qvædam pestis acmors subitanea tam in hominibus qvam in peccoribus grassabatur", hvormed saavel en Beretning, som findes i en gammel Beskrivelse over Hammer (Budstikken 2, 818) som et gammelt Misale paa Thoten, stemme overeens. Hiin lyder: "saa slet bort døde Folket den Tid, som skede Anno 1350 og samme smitsomme Syge begyndte her udi Norge Nativitatis Mariæ (8de Sept.) og varede til alle Helgens Tid (1te November) som var 8 Uger, og dette: "pestis ultimis diebus Septembris hic (paa Thoten) incipiens (nemlig 1350) sex duravit hebdomadas, qvo toto tempore perpetuo pluebat. Af den Maade, hvorpaa den paa Søndmør betegnes, nemlig med en Rist (M), 3 Pølser (CCC), en Kløv (L) og et Spyd (I), synes det, at Pesten der har raset Aar 1351. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).
  2. Et aflægs Kjælenavn, ligesom Udtalen Thole for Thore er et Udtryk af Venlighed.
  3. Om Botnedalen see den norske Husven 2, No. 10 og Kraft 3, 191.