Norske Folke-Sagn - Forskjellige Sagn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Forskjellige Sagn


av Andreas Faye





"Man kan temmelig sikkert antage, at ethvert Folkesagn, som ei er opstaaet ved Forklaring af Naturgjenstande eller Monumenter, maa have sin Oprindelse fra et eller andet Factum, hvad enten dette tillige er opbevaret i Skrift eller ikke. Jo høiere et saadant Factum nu stiger op i Tiden, jo mere maa det have tabt af sin Betydning, og jo mere poetisk maa Sagnet være bleven."

Werlauf.


Axel Thorsson og Skjøn Valborg

Blandt de Begivenheder, som have gjort dybt Indtryk paa Folket og bevaret sig i levende Erindring, er Sagnet om Axel Thorsson og Skjøn Valborg, hvis Kjerlighed og tragiske Skjebne er udmalet i den bekjendte Vise om Axel Thorsson og Skjøn Valborg. Flere Steder gjøre Fordring paa at have været Skuepladsen for denne hjertegribende Tildragelse.

1) I Romsdalen lyder Sagnet, at paa Gaarden Stavern i Gryttens Sogn stod i gamle Dage et Slag mellem Oplændingerne og Romsdølerne. Oplændingernes Anfører hedte Axel Thorsson og han fældte i Slaget Romsdølernes Høvding, Håkon Kongesøn. En stor Bautasteen og flere runde Kredse, der ere kringsatte med store Stene, minde endnu om denne Kamp. Axel omkom siden i en Træfning paa Einabu og skal hvile under en stor Bautasteen, som med flere mærkelige Oldtidsminder findes paa denne Gaard. Andre mene, at det var Hakon Kongesøn, som her faldt. Paa Gaarden Vinje i Romsdalen skal Valborg have boet og til Minde om hende findes der Valborgsbakken. Axel boede paa Gaarden Sletta eller som Andre fortælle paa Devold i Romsdalen.

2) Paa Søndmør fortæller man, at paa Gaarden Houe stod engang et Slag, hvori baade Axel Thorsson og Hakon Kongesøn faldt, og paa Marstein boede Valborgs Forældre, ja, under en stor Steen, tæt ved Gaardens Huse, viser man Valborgs Moder, Fru Julis Grav. Baade Axel og Valborg bleve begravne paa Giske Kirkegaard. Paa den ene Side af Kirkens Chor findes en hvid Marmorsteen, omtrent en Favn lang og een Alen bred, som fra umindelige Tider har baaret Navn af Skjøn Valborgs, Den var før prydet med en Inscription, men denne er nu ulæselig. Paa den anden Side af Choret findes Axels Grav, dog uden Ligsteen. Ved enhver af Gravene har været plantet en Ask og disse Asketrær voxte op i lige Høide og da de naaede Kirkens Tag, bøiede de sig mod hinanden og slyngede deres Grene sammen. Axels Træ staaer endnu frodig, Valborgs derimod er gaaet ud. Andre derimod mene, at begge ligge begravne i Valderhaug.

3) Det søndenfjeldske Norge gjør imidlertid ogsaa Fordring paa Axel og Valborg. Et Sagn fortæller, at Skjøn Valborg levede og døde i et Kloster, der stod paa Teie ved Tønsberg, hvor man endnu seer Levninger af gamle Mure; samme Kloster skal ved en underjordisk Gang have staaet i Forbindelse med Tønsberg Slot, hvor paa Axel var. Paa Laurentii Kirkegaard viste man endnu for nogle Aar siden den store Gravsteen, hvorunder Sortebroder Knut skulde hvile, og i et skjult Lukke i Mariæ Kirke skal endog være fundet det Klæde, som blev deelt imellem Axel og Valborg. Et andet Sagn henfører Tildragelsen til Gimsø Kloster ved Skien. I dette Nonnekloster levede Valborg og Skilsmissen foregik paa den Bro, som i de Dage (efter Sagnet) forenede Klosteret med Kapellet paa Bratsberg.

4) Udførligere lyder Sagnet i Bahus: I en Krig, som Kong Amund i Upland førte med Kong Hakon i Norge, kom denne med sin Hær tilsøes fra Oslo, og landede, ledsaget af sin Feltherre Axel Thorsson, i Guldmaren, i Nærheden af hvilken det kom til et Slag mellem de norske og de svenske Oplændinger, hvori begge Kong Amunds Sønner, Kong Hakon selv og Axel Thorsson faldt.

Dragmarks Kirke hedte fordum, saa lyder Sagnet videre, Mariæ Kirke, og blev bygget af den norske Konge Hakon Hakonsson, der saavelsom Axel Thorsson havde den skjønne Valborg meget kjer. For hendes Skyld lod han Kirken forskjønne med Marmor og andre Prydelser, som han førte fra Trondhjem, og gjorde den til Hovedkirke for syv Sogne. Paa samme Sted lod han bygge det Mariæ Kloster, hvori Skjøn Valborg døde. Hun skal ellers have boet paa Gaarden Håltås.


Anm. Sammenlign Visen om Axel Thorsson og Skjøn Valborg, der først blev trykt i den christianensiske Udgave af A. S. Vedels Hundrede Viser som et Anhang, og siden deels i Samlinger, deels særskilt. I svensk Oversættelse er den udkommen i det 17 Aarh. Om Sagnene see Hjorthøy 2, 7. Schønings Reise 2, 126 134. Strøm 2, 114, Budstikken 6, 589. Oedmans Bahus Beskr. 251. Hvis Balladen om Axel og Valborg har andet historisk Værd end det, "at den bærer et nøiagtigt Præg af hiin Middelalderens Costume i Norge, og at man deri, som i et Speil, kan see den Tids Aand og Seder, Skikke og Fordomme, og overhovedet ægte nationale Yttringer paa mangehaande Maader,* saa er det rimeligst, at Skuepladsen er Romsdalen og det tilgrændsende Søndmør, hvorpaa ei alene de i Begyndelsen anførte Sagn henpege, men hvorfor ogsaa taler, at Giske i ældre Tider var Sæde for mægtige og rige Familier, blandt hvilke den arnesonske igjennem flere Aarhundreder eiede denne skjønne Ø. I en gammel og mærkelig Udgave af Visen, som findes i Brage og Idun, siges udtrykkelig, at Helten "Aslag Tuordsen" og "Walborig Emersd" (Einers?) Datter vare af "gidske Edt." Da de i Visen forekommende Personer og Begivenheder ei omtales i Historien, er Tiden uvis. Oehlenschlager i Fortalen til sit berømte Sørgespil, Axel og Valborg, henfører denne Begivenhed til Hakon Herdabreid, som han gjør til Sagnets Hakon Kongesøn. De bahusiske Sagn nævner Hakon Hakonsson og Palludan Müller i Brage og Idun antager, at der med Hakon Kongesøn menes Hakon, en ældre Broder af Magnus Lagabæter. Med ligesaa megen Sandsynlighed kan Begivenheden henføres til den lovløse Tid og den indre Strid mellem mægtige og ætstore Familier, der foruroligede Landet efter Hakon den Femtes Død.


Pigen paa Landvik

Paa Gaarden Landvik i Nedenes levede i gamle Dage en Pige, der var saare skjøn. I hende bleve tvende Brødre fra Reddalen, der fordum hedte Riddardalen, forelskede. Den ældste Broder beilede først til hende, og hun gav ham sit Jaord. Kort efter beilede ogsaa den Yngre til Pigen, og da hun syntes endnu bedre om ham, glemte hun sit første Løfte og trolovede sig ogsaa med ham. Herover blev den ældre Broder naturligviis opbragt; men tilsidst kom Brødrene dog overeens om, at Tvekamp skulde afgjøre, hvo af dem der skulde føre Pigen hjem som Brud. I Kampen gav den yngre Broder den ældre Banesaaret; men i det samme denne segnede, gav han Broderen et saadant Stik i Maven, at hans Indvolde randt ud paa en Ager, som endnu kaldes Vomsageren. Den fortvivlede Brud greb derpaa et af Sværdene og gjennomborede sig selv paa samme Sted. De bleve nu brændte og deres Aske gjemt i tre Urner, der bleve satte ned i en Haug, som i denne Anledning blev opkastet. Ledet af Sagnet skal man siden have undersøkt Haugen, og i den blandt andre Ting have fundet tre Urner, en Guldring og et Sværd. (Mundtligt).


Ringsherrerne

Paa Ristvedkollen paa Eker findes adskillige Ruiner af gamle Forskandsninger, der endnu kaldes Slottet i Bingen. Her boede i gamle Dage de myndige og rige Bingsherrer. De vare saa rige, at de besloge deres Hester med Sølvsko, og deres Anseelse var saa stor, at man i Haugskirke ei turde ringe sammen til Gudstjeneste, før end de vare ankomne. Deres Rigdom fik de af det Sølv, som de fandt i det nærliggende Holtefjeld, hvor man endnu seer Spor af Gruber.


Anm. Ved Slottet paa Bingen er i gamle Dage fundet en Ring brynje. Strøms Beskrivelse over Eker 260.


Reiersfossen

Reiårsfossen er en over 200 m høy foss ved riksvei 9 like sør for Ose i Setesdal. I 2009 satte Knut William Bygland, eieren av Reiårsfossen Camp, flombelysning på fossen og kalte den Norges svar på Niagara Falls. Foto: TheGunslinger666, 2014. Commons.

Tæt ved det gamle Thingsted Ouse i Sætersdalen styrter fra en temmelig Høide ned i Otteraaen den maleriske Reierfos. Sit Navn skylder den en Reier, som havde forbrudt sit Liv. Han blev imidlertid tilstaaet Leide, naar han 3 Gange vilde ride over den skummende Fos, paa et Sted, som man endnu viser. Han antog Tilbudet og udførte lykkelig Vovestykket; men da han nu, overmodig af sin Lykke, til Ære for Dalens Jenter, der vare Tilskuere ved denne Bedrift, vovede det fjerde Ridt, styrtede han med sin Hest i Fossen og omkom. (Mundtligt.)

Grev Clemet og Fru Belju

Paa Gaarden Devægge, tæt ved Nes Kirke i Hallingdalen, fandtes en for sin Ælde og Bygningsmaade mærkværdig Stue, der ifølge Sagnet er bygget af en fra Skotland fordreven Greve. Han blev kaldet Clemet, og fik siden Tilnavnet Bonde, og hans Kone hedte Belju. Hun lod bygge Nes Kirke. Før hendes Tid var det fast umuligt at passere den steile og uveisomme Beja-Klev; men da hun var meget rig, saa lod hun Klippen sprænge ved Hjelp av Ild og Smør, og den Vei anlægge, som den Dag i Dag kaldes Smør kleven.


Anm. Mundtligt. Top. Journ. 31, 172 og 178. Huset, som endnu stod 1841, var meget mærkeligt, da det bestod kun af 6 Stokke i Høiden, og Døren var saa høi, at en maadelig Karl kunde gaae derigjennem uden at bukke sig, uagtet den ikkun var udhuggen i tvende Stokke. Imellem hver Stok var, istedetfor den almindelige brugelige Moos, lagt fint blaat Klæde. Det har ei havt Vinduer, men fik Lys gjennem et Hul paa Taget, og var altsaa en Røgstue. Om denne Bygnings øvrige Mærkværdigheder see Top. Journal 31, 174. Nu er ogsaa dette Oldtidsminde ødelagt!


Junkeren fra Hallingdalen ved Olberg i Valders

Paa Gaarden Hamre, der ligger ved Foden af det steile Olberg Fjeld i Valders, boede i gamle Dage en Konge, som laa i Feide med en anden Konge i Hallingdal. Ved Nattetider ankom han med sin Hær til Olberg, hvor han traf en af Valderskongens Svende. Denne blev nu nødsaget til at være Veiviser; men han benyttede sig af Leiligheden til at ødelægge sin Herres Fiender. Med et Tyriblus i Haanden ilede han henimod Randen af Olbergs steile Klippevæg, lod Faklen pludselig synke, og kastede sig selv ned bag en Busk; Hallingdølerne styrtede efter Faklen paa Skie[1] og omkom. Dette Sagn findes med nogle Forandringer ogsaa i Hallingdalen, hvor man kalder den hallingdalske Konge kun en Junker, og fortæller, at han boede paa Gaarden Grøte, hvorhen hans Lig blev bragt tilbage og begravet efter at han med sin Hest og Ledsagere var styrtet ud over Olbergs bratte Fjeldvæg, bedraget og narret af sin egen Veiviser, der var bestukken af Kongen i Valders.


Anm. Ved Gaarden skal efter Sagnet have været en Borg, hvoraf man endnu viser nogle Levninger. Top. Journal 31, 187. Kraft 2, 234, 342.


Ridderspranget

Ridderspranget er et gjel i elven Sjoa. Gjelet har fått navnet sitt etter et sagn om Sigvat Leirholar, en av kongens rådgivere, som mottok brev fra en vakker jente som skulle gifte seg med ridderen Eldjarn. Jenta ville ikke gifte seg, og Sigvat bestemte seg for å befri henne. Han red til Eldjarns gård og hentet jenta. Eldjarn jagde etter dem, men måtte gi seg da Sigvat, med jenta i armene, hoppet over Sjoa— nemlig Ridderspranget. (Foto: Silver, 2010. Commons.)

Der var engang en Ridder i Valders, som laa i Strid med en Ridder paa Sandbo i Gudbrandsdalen om et fiskerigt Vand, Heimdalsvandet kaldet, hvorfra Sandbo-Ridderen fordrev sin Modstander. For at hevne sig, tog Valders-Ridderen Leiligheden i Agt og, da Sandbo-Ridderen engang var i Besøg, eller som Andre fortælle, paa Ledingstog i Lessø, foer han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo med de Ord: "Nu galer den røde Hane over Ulvehiet" Saasnart Ridderen kom hjem og fandt sin Gaard afbrændt, samlede han flux sine Folk og satte efter Mordbrænderen. Uagtet Sandbo-Ridderen red den hele Nat, indhentede han først mod Dagbrækningen sin Fiende, som havde taget Natteqvarteer i den afsidesliggende Fuglesæter og her havde udsat sine Vagter. Da Sandbo-Ridderen blev disse vaer, bød han sine Ledsagere at afhugge smaa Birketræer, og holde dem foran paa deres Heste, for at Vagterne ei for tidlig skulde faae Øie paa dem. Disse saae i Førstningen ei andet end en Birkeskov; men da de mærkede at Skoven bevægede sig og kom nærmere, gave de Varselstegn. Valders-Ridderen, der mærkede Uraad, søgte med sine Svende Frelse i en snar Flugt; men Sandbo-Ridderen forfulgte ham saa skarpt, at han kun havde een Ledsager tilovers, da hans egen Flugt blev standset ved en dyb Kløft mellem to steile Klipper, som vel kun er tre Alen bred, men hvis motsatte Bred er høiere og Klippevæggen derhos brat og glat. I Afgrunden bruser den skummende Fjeldelv Sjoen. Den raske Ridder vovede i fuld Rustning Spranget og kom lykkelig over; men hans Vaabendrager, der fulgte sin Herres Exempel, styrtede ned i Afgrunden og knustes[2]. End kaldes dette Sted Ridderspranget.

Til Erstatning for den opbrændte Gaard blev Heimdalen med Fiskeri og andre Herligheder, der tilforn havde tilhørt Valders, af Kong Magnus tildømt Ridderen paa Sandbo, hvilket mange Kongebreve, som findes paa Gaarden, endnu stadfæste.


Anm. Heimdalsvatn er endnu bekjendt for sine fortrinlige Ørreder og Heimdalen for sine Græsgange og Jagt. Denne Herlighed hører til det gamle Herresæde Sandbo, som allerede i Kong Sverrers Tid eiedes og endnu eies av Familien Gjesling, som har boet paa Gaarden i 600 Aar. Endnu bevares paa Gaarden en Staalhue, et Harnisk og en Deel Vaaben, som de gamle Eiere have brugt. (Mundtligt og meddeelt, Budst. 2den Aarg. 672. Hjorthøys Beskr. over Gudbrandsdalen 2, 37. Kraft 2, 137. Urda 1, 381, hvor et Diplom om Heimdalsvatn af 1336 findes). Ridderen paa Sandbo hedte efter et andet Sagn Knut Gjesling og han efterlod sig 7 Sønner, som alle var urolige og voldsomme Karle, der satte Livet til i Tvekamp eller lede en Udød. Deres Moder, der ogsaa var af Familien Gjesling og en gudfrygtig Kone, skal af Sorg over sine Sønner have flyttet til det afsidesliggende Skaarvangen. Her søgte hun ved Faste og et strengt Levnet og ved Gaver til Vaage Kirke og Prest at udsone sine Sønners Misgjerninger. Hermed staaer udentvivl i Forbindelse Sagnet om Hustru Gjertrud. Denne stolte Adelsfrue eiede efter Sagnet Sandbo, Skaarvangen og flere Gaarde i Vaage. Om Vinteren boede hun paa Sandbo, om Sommeren paa Fjeldgaarden Skaarvangen, hvor hun havde sin Buskap. Da Veien derfra til Kirken var lang, skjenkede hun Presten Gaarden Sunde, for at han ei skulde lade ringe sammen, førend hun ankom. Underveis paa "Sæletungen" bleve hendes Heste sælede. Naar man saa hende og Følge i den Bakke mellem Sandbo og Kirken, som endnu kaldes Stadsbakken, udbrøde gjerne Dølerne; "Naa kjøm Stasen, naa kan os laag aas te aa ringje."

I et mærkeligt Gavebrev, som endnu findes i Prestearchivet i Vaage, forekommer blandt Andet følgende: "fredagenn i poske vikum A ix och x x Riigiss woriis wærdelige herre h Erich Medt guds Node Norgiis konung sougum och hdrdum, Att hustru gjærthrut pouils dott, gaff thiel kierkenn Ulensø a woge Søndre gordum i Sundum, firi Siell Sine och Leg Stadum Sine, kierkenn thill opholdt och presten thill bordholdt" o.s.v.

Af dette Gavebrev see vi, at hun, og altsaa ogsaa Knut Gjesling har levet paa Eirik Prestehaders Tid og vi kunne saa ledes med Schøning (Budst. 2, 680) gjerne antage Knut for at være en Søn af Herra Siugurdh Erlandzon, til hvem, ifølge et Pergamentsbrev fra 1337, der findes paa Sandbo, Arne Haralds son, Korsbroder i Hamre, afstod Heimdalsvatn. Sammenlign Urda 4, 381. Budst. 1, 419. Saml. til Norges S. og H. 4, 125.

Solberg-Fruen

Paa Gaarden Solberg i Gusdal i Gudbrandsdalen boede i gamle Dage en fornem Frue, og paa Skondalsfjeldet en anden, der kaldtes Skondals-Fruen. Disse to Fruer laae i heftig Strid, fordi Solberg-Fruen engang havde ladet den anden frastjele et Sviin. En af deres Svende blev ved denne Leilighed ihjelslagen og begraven paa samme Sted, hvor Mordet skede. Trætten blev fortsat indtil Solberg-Fruen ved Dom blev paalagt, at ret færdiggjøre sig ved Ed. Hun aflagde denne, men skal siden have sagt: "Flesket smagte godt, men Eden var ond at gjøre."

Skondals-Fruen stod i saadan Anseelse hos Stedets Prest paa den Tid, at der aldrig blev ringet sammen ved Hovedkirken, førend hun blev seet i Klevebakkene.


Anm. Paa en Sæter ved Skondalsfjeldet sees endnu Sper af Hustomter. Hjorthøy 2, 188. Sagn om Fruer ere temmelig almindelige. Paa Grevsnes i Volden paa Søndmør skal i gamle Dage have boet en skotsk Frue eller Grevinde (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 345). Halve Flaa-Annex i Hallingdalen skal i gamle Dage være eiet af en rig Frue, der kaldes Roppe-Fruen, og var saa prægtig, at hun kjørte med Elsdyr. (Top. Journ. 31, 169).

Rakna hiin Rike

I Simadal ved Eidsfjorden i Hardanger boede langt tilbage i Tiden rike Rakna, saa kaldet, fordi hun eiede korngode Gaarde i Dalen og Fæbeite paa Fjeldet for talrige Flokke af Storkveg og Smaler, Giftige Tunger gave hende og Klengenavnet "ille Rakna," fordi hun var ilsindet og ond af Gemyt. Hun kunde derfor eiheller forliges med sin Mand. En Dag skulde Rakna over Fjorden til Haatlonastølen. Hendes Husbond var med i Baaden. Nu fortælle Nogle, at der opstod en Tvist, som endtes med formeligt Slagsmaal, hvorpaa Rakna, der i Kræfter var sin Mand langt overlegen, slængte ham fra Baaden hen paa et lidet af Søen fremstikkende Skjer, men selv roede hun videre hen over Fjorden. Andre berette, at hun var paa en Handelsreise til Eidsfjord; men da hendes Mand var forfalden til stærk Drik, vovede hun ikke at bringe ham med paa Markedspladsen, men satte ham af paa et Skjer underveis forat medtage ham igjen paa Tilbageveien. Et Uveir brød imidlertid løs. Stormene rasede, Søen gik høit og en fraadende Bølge, som slog hen over Skjeret, rev Husbonden med sig. Rakna slap vel derfra med Livet, men da hun nærmede sig Hjemmet, saa hun, at den Fjeldbæk, som fra hendes Sæter styrtede ud over den bratte Fjeldvæg, var opsvulmet og havde ført med sig tilhavs baade Stølen og alle hendes Smørlaup. Bækken kaldes derfor endnu Smørbækken. Ragna skal have levet lang Tid derefter; men om det end lykkedes hende at skjule sin Udaad og undgaae sin fortjente Straf, blev hun dog plaget af Samvittighedsnag og Tungsind. For at udsone sin Brøde byggede hun Eidsfjords Kirke, lod lægge kostbar udhuggen Marmorsteen over sin af Fjorden opfiskede Husbonds Lig, skriftede sin Udaad i Dødens Stund, og hensov i Angest for en lang og piinlig Skjersild.


Anm. Meddeelt. Sammenlign Hermoder 6, 93 og Samlinger til den danske Historie 2, 3, 38, hvor der fortælles, at ved Alterfoden af Eids Kirke ligger Ragna Asulfs Datter begraven, under en med Inscription forsynet Gravsteen. Paa Stenen sees hun paa Knæ at overrække en Prest en Kirke. Stenen er afbildet i Suhms Samlinger 2, 3 S. 38, conf. Miltzov’s Presbyt. S. 62 og Schnabels Hard. 41.


Prestehulen i Tindsø

Da Presten i Tind for mange Aar siden en Søndag skulde roe til Annexet Hovind, blev han paa den af skyhøie og bratte Klippevægge indesluttede Tindsø pludselig overfalden af en heftig Storm. Paa Redning var ei at tænke, thi Søen taarnede sig frygtelig, og ingen Havn eller Landingssted er at finde. Rorskarlenes Anstrengelse var forgjeves, Baaden knustes mod Haukanesfjeldets bratte Sider, Folkene omkom, men som ved et Guds Under blev den fromme Prest af de vrede Bølger uskadt kastet ind i en lille Fjeldkløft, høit oppe paa Fjeldet, hvor den stakkels Mand skal have siddet i samfulde tre Dage. Den fjerde lagde Stormen sig. Nogle Forbiroende, der hørte den Vansmægtendes Angestraab, reddede ham, og siden er denne Afsats i Klippevæggen bleven kaldet Prestehulen; et Navn, som den bærer den Dag i Dag. (Mundtligt).


Anm. I det farlige Farvand Flaaren i Sætersdalen viser man Prestestenen, hvorpaa en Prest i gamle Dage fandt Redning, da han i en Storm led Skibbrud. Tæt ved findes Præstebjerget, hvor en Prest druknede.


Prestedrabet i Sætersdalen

I Valle Kirke i Sætersdalen kom engang, for omtrent et Par Aarhundreder siden, Lensmanden Olmund Berge saa sildig, at Presten allerede var kommen paa Prædikestolen. Da han kom stolt og larmende ind, satte Presten ham derfor offentlig tilrette. Herover blev den stolte Lensmand saa forbittret, at han stillede sig udenfor Kirkedøren og med sin Tollekniv gav Presten sit Banesaar, i det han traadte ud af Kirken. Morderen flygtede vel strax; men den paa Kirkegaarden forsamlede Almue satte efter ham og indhentede ham nogle hundrede Skridt fra Kirken, hvor de stenede ham ihjel. Nogle Stene vise endnu hans Grav. Det varede tre Aar inden Bygden fik nogen Prest, da en svensk Student var den første, der vovede sig op blandt Sætersdalens raae og vilde Indbyggere.


Anm. Mundtligt, conf. Top. Journal 25, 39. I Valle Kaldsbog kaldes Lensmanden Vonde Osmundsen og der tilføies, at Presten irettesatte ham, fordi han under Prædikenen støiende traadte ind med Støvler paa, hvilket den Tid der blev anseet for skammeligt. Han og Presten vare desuden Uvenner.


Presten i Hallingdalen

Hallingdølerne skulle i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Prester saa ilde, at Ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk Mand, der var bekjendt for sin usedvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids Skikke fandtes da ogsaa den, at hver Bonde mødte bevæbnet ved Kirken, hvor han i det saakaldte Vaabenhus indsatte sin Øxe, medens Prædikenen varede. Naar Gudstjenesten var tilende, og Enhver vilde tage sin Øxe, opstod det som oftest Klammeri, der ikke sjelden endtes med Drab. For at forhindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme bevæbnede til Kirke. Ikke destomindre kom en gammel stolt Bonde til Kirke med sin Øxe ihænde. Da Presten saae denne Overhørighed, gik han ham imøde med de Ord: "Kjender du ikke Kongens Bud?" og fratog ham med et raskt Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie forlangte han af sin unge Søn, at han skulde fordre Bod af Presten for Øxen. Disse den døende Faders sidste Ord lode Sønnen hverken faae Rist eller Ro. En Aften, da Presten sad ene i sit Studeerkammer, traadte Sønnen ind og blev staaende med sit Gevær ved Døren. "Hvad vil du, min Søn?" sagde Presten idet han blev ham vaer. "Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe" svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord sloge Presten, der erindrede den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og i det han gik hen til sin Boghylde og udtog en Bibel, sagde han: "Een skal du faae. See her, min Søn, er det Kjereste, jeg eier i Verden, tag den til Bod for din Faders Øxe." Ynglingen rørtes saaledes ved denne Prestens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod at det havde været hans faste Beslutning at skyde ham, bad om Tilgivelse og blev fra den Dag Prestens fortrolige Ven og trofaste Med hjelper. (Meddeelt).


Anm. Biskop Munch, der i "Presten i Hallingdalen eller Hevnen" saa skjønt har dramatiseret dette Sagn, fortæller i en Etterskrift, at hans Arbeide grunder sig paa en mundtlig Fortælling af en meget gammel og hederlig Enke i Sande-Sogn i Jarlsberg Provsti, som var en Slægtning af Ole Madsen Engelstrup, den 8de Sogneprest efter Reformationen i Aalls Prestegjeld i Hallingdalen. Han var en Prestesøn fra Sande i Jarlsberg og en lærd og kyn dig Mand. Hans Søn blev Prest paa Hof, hvor Oles Enke B. Vinge døde 1729. Journal over Ringerikes og Hadelands Prester 1733. Top. Journ. 32, 121. Efter Aalls Kaldsbog blev han 1682 Capellan og 1694 Sogneprest i Aall, hvor han døde 1716. "Paa samme Tid var Lars Mikkelsen Kongens Foged og skal ofte have trængt til Prestens Bistand, naar det gjaldt at udføre Overøvrighedens Befalinger hos den selvraadige Almue. Denne var især forbittret over den saakaldte Dagskat eller Krigsstyr, som blev udskrevet i Aaret 1712, og for hvis Fordeling den vilde drage Fogden til Ansvar. Der opstod i denne Anledning en farlig Tumult paa Thinge, som Presten formedelst sin Aandsnærværelse, og den Agtelse, han stod i hos Menigheden, lykkeligen stillede. Sagnet fortæller, at Engelstrup skal have være en anseelig høi og før Mand, hvilket ogsaa kan skjønnes af hans Portrait, som er opbevaret i Choret i Aalls Hovedkirke. Han skal have forenet sjelden Klogskab og Sindighed med stor Legemsstyrke, hvilken sidste Egenskab var hartad nødvendig i fordums Tid for enhver Embedsmand, som blev ansat i Norges Fjeldbygder. Han skal tillige have været retsindig og nidkjer i sit Embede. Ved sin Kaldsiver paa drog han sig i Begyndelsen Manges Uvenskab, der gik saa vidt, at trende Bønder lagde sig i Veien for ham i en øde Skov for at tage ham af Dage. Endskjønt han var alene slog han Stimændene paa Flugten og slap lykkeligen fra dette Møde med et Hug over det høire Kind, hvor han beholdt et vældigt Ar. Dette sees paa Maleriet i Kirken, og kunde endnu for en Deel Aar siden tydeligen spores paa hans Liig, der er nedsat under Kirkegulvet.

Den overmodige Prestedatter

Paa Oure Prestegaard paa Nordmør boede for et Par Aarhundreder siden en Prest, Hr. Laurits Krabbe, som havde en Datter Susanne. Overmodig tog hun en Dag sin Guldring af Fingeren og slængte den fra Bryggen ud i Søen med de Ord: "Ligesaa umuligt som det er for mig at faae Ringen igjen, saa umuligt er det og for mig at blive fattig."

Nogle Dage derefter kom en af Gaardens Husmænd med fersk Pisk til Prestegaarden, og i en af Fiskene blev Ringen funden. Det onde Varsel gik ogsaa i Opfyldelse. Susanne, som blev gift med en Borgermester i Throndhjem, kom i sin Alderdom tilbage til Oure, og boede i største Fattigdom paa Husmandspladsen Skibshavnen, hvor hun ikke havde andet at leve af end Renterne af en liden Capital, som hendes Bedstefader havde givet til Sognets Fattige. Hendes Bedstefader Peder, hendes Fader Laurits og Broder Peder Krabbe, gift med Biskop Krogs Søster Sidsel, vare Sogneprester til Oure næsten hele det 17de Aarhundrede.


Anm. Top. Journal 16, 129. Lignende Sagn ere almindelige. Sammenlign den bekjendte Historie om Polikrates paa Samos, Herodots Thalia Cap. 41 og 42.


Munkene i Trysild

Paa de øde og skaldede Fjelde ved Trysild sees paa mange Steder dybe Veie, som kaldes Munkeveie, fordi Munkene i gamle Dage reiste her, naar de kom fra Reendalen, hvor der fandtes et Billede, som blev tilbedet. Ved Trysild Kirke vare de gjerne tilstede ved Olsoktider (St. Olafs Fest den 29de Juli); thi St. Olafs Billede, som stod i Kirken, var ogsaa Gjenstand for Folkets Andagt. Munkene nærmede sig med Trommer og Piiber, og deres Ankomst var for Almuen en Glædesdag; thi uagtet det var midt i Høslaatten, slap de baade Jaa (Liar) og Rive og stimlede til Veiene for at see og hilse paa de kjere Munke. Herfrå droge de til Vermeland for at være til stede ved Britmessen (maaskee den hellige Birte eller Birgithes Messe den 31te Aug.). 4 Miil S. V. for Trysild Kinke ligger et lidet Vand, som endnu kaldes Munke siøen. Top. Journal 23, 92.

Skotteslaget på Findøen

Hesby kirke (Hesby kyrkje) er en langkirke fra midten av 1200-tallet i Stavanger kommune, Rogaland fylke. Den står på vestsiden av Finnøy og har navnet etter gården Hesby som var eid av en mektig stormannsætt på 1200-tallet. Antakelig var det denne ætten som bygde kirken.(Foto: Gette, 2007. Commons.)

Paa Findøen i Stavangerfjord ligger en Gaard, som heder Hestby. Ved Gaarden staaer en Bautasteen, der efter Sagnet skal minde om følgende Tildragelse. Engang i fordums Dage landede paa Øen en Deel skotske Sørøvere, der fore frem med stor Voldsomhed. For at for svare Huus og Hjem mod disse Ransmænd, samlede Bønderne sig og angrebe Fienden med stor Mandhaftighed. En hidsig Træfning blev nu leveret, og efter megen Blodsudgydelse maatte Fienden flygte. Bønderne mistede ogsaa mange Folk, og blandt dem Presten Grymkjeld, der tilligemed 3 Munke efter store Manddomsprøver maatte bide i Græsset. Meddeelt og Kraft 4, 255.

Tirrelil Tove og Tyvenborg

Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerike lig ger et høit Fjeld, som har Navnet Tyvenborg, fordi Tyve og Røvere, for nogle 100 Aar siden, havde deres Tilhold der, da kun en eneste brat Sti gaaer op til det og det der for ikke er let tilgjengeligt. Denne Borg gjorde de endnu sikkrere ved en Muur, og Vand fandtes ogsaa deroppe, saa de nok kunde holde sig, om de bleve angrebne. Til Underhold stjal de Fæ, der græssede paa de omliggende Aaser. Engang førte de tilligemed en heel Deel Kreaturer ogsaa Gjæterpigen selv bort, og bragte Alt op paa Tyvenborg. Pigen var fra Gaarden Oppen, men fik ikke Lov til at forlade Røverkulen igjen. Hun tænkte og tænkte nu med Angest paa hvorledes hun skulde slippe bort og saa digtede hun denne Vise:


"Tirrelil Tove
Tolv Mand i Skove,
Vesle Baana dænge de,
Buhund hænge de,
Bjælle Kua binde dem,
Store Stuten stange dem,
Mei vil dem voldtae
Langt op under Fjeldet i Skove."


"Op under Fjeldet toner en Lur." Theodor Kittelsen malte i 1900 en serie akvareller kalt Tirilil Tove-serien. Navnet var inspirert av Andreas Fayes Fortellingen om Tirilil Tove og Tyvenborg, om en bortført seterjente.

Denne prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen kanskee kunde høre hende, men det var for langt fra Folk og desuden var det ikke saa let at forstaae Meningen af Visen. Da hun ingen Hjelp kunde faae paa denne Maade, og en af Tyvene imidlertid vilde gifte sig med hende, fandt hun paa et nyt Raad. Hun holdt gode Miner og lod som hun fandt Behag i denne Levemaade. Men Dagen før Brylluppet sagde hun, at hun vilde gaae ned til Oppen og stjele Brudesølvet, som var der og anden Stads. Det tillode Tyvene, naar hun bare ikke talede til noget Menneske, og det maatte Pigen sværge paa. Da hun om Natten kom til Oppen, tog hun intet andet med sig end et Stykke Lærred, noget rødt Tøi og en Sax; heller ikke talte hun til noget Menneske, men da Husbonden vaagnede, fortalte hun Skorsteensstøtten hvorledes Alt var gaaet til og sagde, at hun, eftersom hun gik op efter Veien igjen, vilde klippe op smaa Stykker af Lærredet og det røde Tøi, saa hvem som vilde kunde finde frem gjennem den tykke Skov op til Bjerget og naar de saa havde drukket sig fulde i Brylluppet og vare faldne i Søvn, vilde hun til Tegn hænge ud et hvidt Forklæde. Alt dette laa Manden og hørte paa, men hun sagde ikke et Ord til ham men Alt til Skorsteensstøtten. Derpaa gik hun igjen og Husbonden og nogle af Naboerne snege sig uformærket efter hende bort under Fjeldet. Da saa Pigen flaggede med Forklædet, stormede Bønderne op efter Stien. Tyvene vaagnede ved Støien og da de saae, at de ikke kunde slippe bort, styrtede de sig ned over Fjeldstupet; den ene af dem, som forstod, at Pigen var Skyld i Overfaldet, greb hende i det hvide Forklæde og vilde drage hende med, men i det samme skar Husbonden Forklædsbaandene over med sin Tollekniv og nappede hende tilibage, saa Røverne blot fik Klædet med sig. Mundtl. og meddeelt, conf. Top. Journ. 30, 184.


Anm. Den paa flere Steder i Landet bekjendte og af Jeterpigerne saa yndede Sang om Tirrelil Tove gjenfinde vi deels saaledes, deels med nogle Forandringer og under andre Omstændigheder paa flere Steder. I Drangedal henføres Sagnet til Asjerfjeldet i Hemsø Skov. Den bortførte Pige hedte Asjer, hendes Husbonde paa Hemsø Tove. Hun søgte at give sig tilkjende ved at spille Visen gjennem et Trillehorn ɔ: et Horn med Huller paa Siden; men Røverne bleve saa forbittrede, at de myrdede hende for ei at røbes ved hendes Spil. I Trysild lyder Sagnet saaledes: Paa et Sted, som kaldes Stavburs-Eggen, hvor Spor af Bygninger findes, boede efter Sagnet en formuende Mand, der hedte Tille Tove. I hans Fraværelse blev Gaarden overfalden af en Røver bande. Hans Hustru, som var hjemme, skal have meddeelt sin Husbonde, der var ude ved Kirken, Efterretning om Overfaldet i følgende Stropher:


Tille, Tille Tove:
Tolv Mand i Skoge,
Bjeldkua binde de,
Stor-Oxen stinge de,
Gjelt-Pilten sprenge de,
Naut-Hunden hænge de,
Mit Bu vil dem bortta,
Mei vil dem med sei ha;
Je har inte Skoa paa Fotum
Tove min!
(Top. Journ. 13, 80).


Da denne yndede Sang er reen Nationalsang, kan et Par Variationer fortjene en Plads.


I Ombli i Raabygdelauget:
Tir lir Taavi
Tolf Mand i Skaagi
Store Stutin stinge dei
Bjølle Kyra binne dei
Hundane hengiar dei
Juringen dængiar dei
hængier Bjølla up i Træ
stjel bort Bondens bufæ.


I Nordfjord:
Tiljeri Tove
Tolv Mand i Skove
Tolv Mand ere dei
Tolv Sværd bære dei
Bohunden bønde dei
Store Stuten stingje dei
Gjetle-tulen dængje dei
Me, me, me, me
Vil de føre laangt ut af Lande.


I Vidar No. 58 gjøres opmærksom paa Sagnets høie Ælde af de tydelige Spor af Rimbogstaver, som findes i Visen f. Ex. Tirrelil Tove, Tolv; Bohunden, Bønde; Store Stuten Stinge. Sagnet om Tille Tove findes ogsaa i Sverige, see Afzelius 2, 75.

Fiskeløse Vatn

Under Gaarden Vik i Valders ligger et Fjeldvand, som i fordums Dage var rigt paa Fisk, men nu mangler samme. Aarsagen til dette Særsyn fortæller Sagnet saaledes. En af Lodseierne havde engang udsat en Mængde Fiskegarn, som alle paa en Nat forsvandt. Den forbittrede Eier gik strax til Presten med Anmodning om at bansætte den eller dem, som havde borttaget Garnene. Presten lyste nu Forbandelse over Gjerningsmændene, og see, næste Vaar da Isen gik op, fløde Garnene ovenpaa Vandet fulde af døde Fiske. Siden har ingen Fisk kunnet trives i dette Vand, som .derfor kaldes "fiskeløse Vatn". (Budst. 4, 297).

Folgefonden

Hvor denne mærkelige lisbræ nu kneiser, var i gamle Dage en frugtbar Dal, som hedte Folgedalen og bestod af 7 Kirkesogne. Dalens Beboere vare imidlertid saa overmodige og ugudelige, at Gud endelig i 10 samfulde Uger lod det der snee og slude uden Ophør. Den hele Dal blev nu opfyldt med Sne og alt Levende omkom; og fra den Stund har Sne og lis voxet til den uhyre Masse, der udgjør den berømte Folgefond. Her fandtes i gamle Dage utallige smaa Fugle af forskjellig Farve, hvide, sorte, grønne, gule og røde, der fløi op og ned i talløse Sværme, og disse ansaa man da for at være de ugudelige og fordømte Indfoyggeres Sjele, der her vankede om kring og lode sig see i Fugleskikkelse.


Anm. Som Beviis for dette Sagns Sandhed anføre Bønderne, at de Elve, som rinde fra denne Fond, ofte have medføxt tilhuggede Stokke, gamle Fade o.s.v.[3] (Pontoppidans Norges naturlige Historie 1, 49. Schnabels Hardangers Beskr. 45. Samlinger til den danske Historie 2, 3, 39). Peder Clausson S. 65 og Ramus S. 133 kalder Bræen Fuglefang, formedelst den Mængde Smaafugle, som opholde sig i Snerevnerne. Nogle mene, at disse Fugle kun er Fygesne i Solskin, Andre, at derved menes de hvidspraglede Fjeldspurve, der opholde sig paa de høieste Fjelde, og ofte om Vaaren i store Flokke tye ned til Gaardene ved Søen. Navnet Fuglefonden er udentvivl en Forvanskning af Foglefonden. Om denne mærkelige Snebræ see Kraft 4, 580. Mellem Snefjeldene Jøkulen og Fagre-Faani i Sillejord i Øvrethelemarken findes en lignende Snebræ, hvorunder en Elv gaaer, der efter Sagnet medfører Træ af Hustage o. m. som Beviis paa, at en Bygd ligger begraven under den evige Sne. (Villes Beskr. over Sillejord S. 61).

Fongfjordbræen

To Mile fra Rødø i Nordlandene ligger en stor Snebræ, som kaldes Fongfjords bræen og efter Sagnet skylder en Finn sin Oprindelse. Paa Rødø opholdt sig i gamle Dage en Finn, der enten for sine Troldkunster eller anden Ugjerning blev forjaget. Forbittret drog han op paa de svenske Grændsefjelde, hvor han af en troldkyndig Lap blev overladt et Par Ganfluer. Med disse begav han sig strax paa Tilbageveien for at ødelegge hele Rødøen, men til Lykke vilde Finnen underveis see til sine Fluer. Aldrig saasnart havde han lukket op den Æske, hvori de vare indesluttede, saa fløi de ud, og see den Snefond, som skulde have begravet Rødøen, kom til at ligge der, hvor nu Fongfjordbræen kneiser; thi eftersom Ganfluerne fløi, fremkom Sne i uhyre Mængde. De stævnede mod Havet, og derfor strækker Fonden sig ogsaa lige ud i Havet, og 7 Mile skal det være fra det Sted, han slap Fluerne, indtil de naaede Søen. (Mundtligt).

Korsfjorden

Paa Fanø Kirketaarn i Bergensstift stod i fordums Dage et Kors, som nogle Fiskere havde fisket op i Fjorden. Det havde den vidunderlige Kraft, at Enhver, der havde nogen Meen og saa paa det, blev helibredet. Døve og Stumme, Lamme og Halte strømmede hid fra alle Kanter, og naar de bleve karske kastede de deres Krykker og Stokke paa en i Nærheden af Kirken liggende Høi, som til Minde derom endnu kaldes "Krykhaugen." Endelig blev dette undergjørende Kors af en fræk Haand bortstjaalet; men neppe var Ransmanden kommen ud paa Fjorden med sit Bytte, førend en heftig Storm reiste sig, der slugte baade ham og Korset. Fjorden heder des aarsag den Dag i Dag Korsfjorden.


Anm. Mundtligt. Sammenlign Budst. 7, 329. I en Beretning fra 1626 (Saml. til den danske Historie 2, 3, 39) fortælles: "I Fanø Kirke i Nordhordlehn haver staaet et Sølvkors, som blev fundet paa Korsnes ved Korsfjorden, og først skulde have været for varet paa Gaarden Milde, men blev saa tungt, at det ei kunde føres derhen, hvorpaa det kom til Fanø Kirke, hvor det blev holdt i megen stor Ære og besøgt af Lamme, Halte og Syge, som naar de bleve helbredede, betænkte det med anseelige Gaver, hvilke dog alle tilligemed Korset selv og det Bly, hvormed Kirkens Chor var tækket, af Thor Rud, Slotsherre paa Bergen hus, bleve borttagne og bortførte. Der fortælles, at den Jagt, hvorpaa dette befandt sig, ved Qvarven, 1/4 Miil fra Bergen, forgik med Top og Tavl. 1516 lod Hr. Peder Simonson, Prest til Fanø, opbrænde 6 Læs Krykker og Stave, som helbredede halte Mennesker havde der kastet fra sig." I Røldal, Annex til Suldalen, fandtes efter Sagnet langt tilbage i Tiden paa Fjeidet et Billede af Frelseren, som derpaa blev ophængt i den ældgamle Kirke. Dette hellige Billede, som er 2 Alen høit, sveder hver St. Hansaften og denne Sved er lægende for alskens Meen, hvor for Utallige i Fortiden og Mange endnu strømme hid, offre deres Skjerv, indgnide sig med Sveden og vende friske tilbage. I Kirken findes en smuk Altertavle og flere Levninger fra Fortiden. Mundtligt. Saml. Bien 4, 71.


Skiens Oprindelse

Den Fjord, som kaldes Skiensfjorden, gik i fordums Dage længere op end nu. Egnen var bevoxet med tæt Skov og det lille Klippestykke, hvorpaa Kinken ligger, var omflydt af Elven. En Vinter, da Isen laa, kom en rask Bjørneskytte paa Ski ned ad den saakaldte Prestebakke, der nu gaaer fra Prestegaarden hen imod Kirken. Farten førte ham ud paa Isen, hvor han standsede ved hiin Klippe. Han gaaer derop og finder et Bjørnehide, fælder Bjørnen og drager derpaa tilbage til sin Hjembygd, hvor han gjorde opmærksom paa Stedets heldige Beliggenhed. En By blev da bygget der og Kirken anlagt paa Klippen, hvorfor den en Tid lang kaldtes "Bjørneskjers Kirke." Paa Grund af hiin Jægers heldige Skifart kaldes Byen Skien, og fører et Par Ski i sit Vaaben. (Meddeelt).

Søsterkirkerne paa Gran

Søsterkirkene på Gran er to steinkirker fra middelalderen plassert side ved side på Granavollen i Gran på Hadeland i Oppland fylke. Den største kirken heter Nikolaikirken, og var fylkeskirke for Hadeland. Den er bygget før 1200 og har 250 plasser. Den mindre kirken heter Mariakirken, og var trolig kirke for sognet Gran. Mariakirken er bygget før 1150 og er en langkirke med romanske og gotiske stiltrekk med plass til rundt 150 mennesker. (Foto: John Erling Blad. Commons.)

Paa Gran boede engang to Søstre, som vare uforligelige, saa at de ei engang kunde taale at træffe sammen i Gudshus. De byggede derfor hver sin Kirke; men da den ene Søster saa, at den Andens Kirke blev saa meget større og prægtigere end den, hun lod bygge, op førte hun desforuden det Stenhus, som endnu staaer paa Prestegaarden. Dette er Grunden til, at der paa Granvolden staaer to Kirker tæt ved hinanden. Søsterkirkerne paa Gran ere bekjendte videnom i Landet; men Sagnet om dem er ikke overalt eenslydende, Et thelemarkisk Sagn lyder f. Ex. saaledes: For lang Tid siden holdtes der en Søndag Kirketjeneste i Gran. Da hendte det sig, at to Søstre vogtede Qvæg paa det Sted, hvor Kirkerne nu staae, og prellede saa skjønt, at Presten blev forvirret og maatte standse i sin Tale. Til Straf derfor bleve begge Søstrene forvandlede til de Steenkirker, som nu staae paa Granevolden. Mellem Kirken og Prestegaarden ligger Skosaalebakken, der kaldes saa, fordi Bondepigerne her pleiede at trække deres Strømper og Sko paa, inden de gik i Kirke, da de gjerne den øvrige Vei fra Hjemmet gik barbenede. (Mundtligt og meddeelt.)


Anm. Den nordligste og skjønneste Kirke, der er indviet til St. Nicolai, antages for at have været en Domkirke, medens den mindre, vor Frues Kirke, der nu er faldefærdig, maaskee har været opført til Almuens Brug. Over Chordøren i vor Frues Kirke fandtes tilforn en latinsk Inscription med Munkeskrift, der er oversat "Aar Herrens 1474 har Hr. Bjørn Torgerson fuldført dette Verk." Den skal være bygget 1111. Vidensk. Selsk. 1, 300. Se Kraft 2, 206. Sagn om Kirker o. m., som bygges af Søstre, ere ikke sjeldne. Ide og Aremarks Kirker skulle være byggede af Søstrene Ide og Are; Akers-Kirke, Hovedø-Kloster og Akershus-Fæstning af tre Søstre. Tre gamle Kirker paa Shetlandsøerne ere efter Sagnet ogsaa byggede af tre norske Søstre (Hibberts desc. of Shetland 457). Paa Moster findes Ruiner af en Kirke, hvorom Sagnet beretter, at to Søstre bleve hinanden saa fiendske, at de ei engang vilde mødes i Kirken, hvorfor den Ene byggede denne Kirke, den anden lagde Grund til Udsteen Kloster. Budst. 2, 451. Vor Frue eller Mariæ Kirke i Bergen skal ogsaa være bygget af to Søstre af norsk Adel, strax efter Byens Anlæg, hvilke Søstre boede i den efter dem endnu kaldte Søstergaard paa Bergens Brygge. Til Minde om Søstrene fik Kirken 2 Taarn. Bergens Beskr. ved Sagen S. 46.


Kivlemøerne

Lige op for Sillejords Prestegaard, bak Skarvefjeldet, ligger en liden Dal, Kivledalen; der stod i gamle Dage en Kirke. En Søndag skulde Presten holde Messe der i Kirken, men allerbedst det var, saa fik Almuen høre saa deilig en Slot udenfor, at de ikke kunde bare sig; de maatte ud og høre paa Slotten, Alle, som i Kirken var. Da de kom ud saae de tre Jenter, som gjetede Gjeterne sine borte i Steenurdene, dem var det, som gik og blæste saa vænt paa Horn; og eftersom Kirkefolkene kom ud bleve de staaende, den Ene efter Anden, som de vare fjettrede; Presten kom nok ud efter og bad dem gaae ind i Kirken igjen og lye Messen ud, men det hjalp ikke, de bleve staaende allesammen, for saa deilig en Slot syntes de aldrig de havde hørt i Verden før. Presten raabte til Gjeterjenterne og bad dem standse med at blæse, og det gjorde han baade eengang og to og tre og saa, men de bleve ved at blæse. Saa blev Presten vred og løftede Haanden og ønskede Forbandelse over dem, fordi de lokkede Kirkefolkene ud fra Guds Huus og saa blev alle tre Gjeterjenterne og hele Gjeteflokken deres til Steen med det samme. Der kan En see dem staae den Dag i Dag er med Hornene de blæste paa for Munden og Gjeterne rundt om sig oppe i Steenurden. Men der er ikke en Spillemand i Sillejord, uden han kan spille Slotten til Kivlemøerne paa Hardangerfelen, og naar En faaer høre den, maa han rigtignok sige det samme som Spillemændene, "at den Slotten er hjertelig væn."


Anm. (Meddeelt.) Paa Trogfjeld og Løveeg, 2 Heier, som indslutte Ombli Prestebygd, blæste ogsaa i gamle Dage "Skjelmøiarne" saa vænt paa Horn til hinanden, at Ingen, som hørte dem, kunde bare sig for Graad. Men da de ogsaa blæste om Søndagen, saa at Almuen gik ud af Kirken for at høre paa dem istedetfor paa Guds Ord, "stødte Presten dem ned" og der skal de staae indtil Dommedag. Endnu kunne Ombli Spillemænd spille de samme Toner paa Violin. (Mundtligt og meddeelt).


Bageren som skaffer Fredrik III Enevoldsmagten

Under Kong Frederik den Tredies Regjering levede der i Christiania en Bager, der var saare rig og havde Sølv i stor Overflødighed. Af dette fik han Tilladelse til at mynte Penge, dog kun Toskillinger, og af dem seer man mange, der let skilles fra de andre Toskillinger, da de have Bagerens Mærke nemlig en Kjevle istedetfor Hammertegnet. De ere desuden af bedre Metal end de sedvanlige. Herfor bleve ogsaa snart Bagerens Penge mere søgte end Kongens, og gik det endog saa vidt, at man næsten ikke vilde tage Kongens Mynt for god, hvorover Kongen blev overmaade forbittret, og da han kom op til Norge, kaldte han Bageren for sig og sagde, at han skulde have sit Liv forbrudt. Men Bageren knælede for Kongen og lovede at skaffe ham Enevoldsherredømmet over Danmark og Norge, hvis han vilde forskaane hans Liv. Kongen lovede ham det, og ved Hjælp af sine mange Penge skaffede Bageren ham Enevoldsmagten.


Anm. Meddeelt. Almuen kalder disse Toskillinger Kjevleskillinger og de søgtes før med Begjerlighed, da de ere af et hvidere Sølv end de øvrige.


Staale paa Aasheim

Paa Gaarden Østre-Aasheim, ikke langt fra Sillejord Prestegaard i Thelemarken, findes et saare gammelt Stabur eller Loft, hvor man endnu kan see Spor af en i denne Egn berygtet Voldsmand ved Navn Staale, om hvem Almuen veed meget at fortælle. Paa denne Gaard boede i gamle Dage en ugudelig, men rig Mand, der havde 4 Sønner, som lignede Faderen. To af disse, Staale og Haavor, besøgte engang paa Gaarden Tveten den tredie Broder Ola. Efterat de længe havde siddet og drukket slog Staale en Skaal Øl i Aare-Gruven, hvorover Ola som Vert blev saa vred, at han gik ud. Spottende fulgte de Andre ham. Ola havde sin Tollekniv i Haanden, og da de atter vare komne ind, kastede Staale Ola paa Gulvet, hvor det gik paa Livet løst med Knivstik. Haavor, som lidt efter kom ind, gav Staale et Stik i Ryggen i den Tanke at det var Ola. Nu bleve de skildte ad, efterat Ola havde faaet 2 Skrammer i Ansigtet og Staale et Stik i Siden. Strax efter, da Haavor kom ind med en Kniv og en Haandøxe, sprang Staale frem, greb Øxen og jog Ola op i Bænken. Haavor fulgte efter og nu begyndte Kampen for Alvor. Da Ola fornam, at Døden var for Haanden, stak han efter Haavor over Skuldrene af sin Kone, der forgjæves søgte at skille dem ad. I det samme ramte Staale ham med Øxehammeren over Øiet, saa at Blodet strømmede, og Haavor gav ham et Stik i Halsen, saa at han segnede død. Ikke destomindre hug og stak de længe i Raseri paa Liget. For denne Misgjerning bleve de begge dømte fredløse og deres Gods forbrudt under Kronen. Haavor flygtede, men Staale derimod skjulte sig først i en Bjerghule ved Tveten, og siden paa Aasheims-Buret, hvor Ingen turde nærme sig ham, da han her havde sat sig i Forsvarsstand. For at frelse hans Liv og Gods erklærede hans egen Fader 1621 for Presten og den forsamlede Almue, at hans Kone havde avlet Staale med en Anden. Han fik nu Landsvist eller Leidebrev, mod at bøde til Kongen og den Dræbtes Arvinger. For at blive fri for Bøderne maatte han love at rydde af Veien 7 fredløse Røvere, som man ei kunde fange. Disse opholdt sig i en Sæterbo paa Stranden ved Sundsbarmvand. Did begav Staale sig i Pjalter, og udbad sig deres Venskab, da han var underkastet en lignende Skjebne. Han beklagede imidlertid, at hans Klæder vare saa fulde af Utøi, at de først maatte udkoges, inden han kunde begive sig i deres Selskab. Røverne ønskede sig til Lykke ved at have faaet en saadan Staldbroder, og lode ham hænge en stor Kjedel med Vand over Ilden for deri at udkoge sine Klæder. Saasnart Vandet var blevet kogende, slog Staale det i Ansigtet paa Røverne, som imidlertid paa Gulvet havde taget deres Nattehvile og sov trygt, og knuste derpaa deres Hoveder med en Jernkølle. Nær var han imidlertid bleven overmandet af en gammel Kjerring, som mindst var bleven beskadiget af Vandet, dog fik han efter en haard Strid Bugt med hende, og tilkjæmpede sig saaledes Liv og Frihed.


Anm. Wille fortæller først dette characteristiske Træk af Thelebøndernes Raahed i de Dage, der stadfæstes ved den samtidige Peder Claussons Vidnesbyrd, at de vare onde, ugudelige, haarde, vilde og oprørske Folk. Paa en Fodreise til Thelemarken har jeg selv besøgt Aasheims-Loftet, og tildeels hørt Sagnet, som del her fortælles.


Knut Sellestad

Paa Gaarden Sellestad i Sillejord, viser man paa en gammel Burdør Huggene af Fosheim-Kjæmpen, som en Juleaften kom hid for at prøve Styrke med Sellestad-Kjæmpen, Paa denne Gaard boede 1620 Knut Sellestad, som i et Gjestebud paa Gaarden Svinum blev besøgt af en Kjæmpe fra Sætersdalen, der havde reist 13 Mile for at fordre ham ud. Strax spendte de da Bælte og gik vældigen løs paa hinanden med Knive, hvorved Knut dog vandt Seier. Da Sætersdalskjæmpen nu maatle erklære sig overvunden, hentede Knut sin Hest, satte sin Modstander derpaa, førte ham hjem, forbandt hans Saar og bevertede ham prægtigen. (Willes Beskrivelse over Sille jord S. 56).


Fotnoter

  1. Andre berette til Hest. Til Bestyrkelse af dette Sagn har man i Uren under Brinken fundet Vaaben og Stigbøiler.
  2. Efter et andet Sagn styrtede Ridderen selv sin Vaabendrager ned i Afgrunden, for at indjage de Efterfølgende Frygt for at vove et lignende Spring.
  3. N.N. Herzberg søger i Budst. for 1817, S. 719, at forklare de Melkekoller, Bytter og andet Husgeraad, som Sagnene omtale, af de Gaarde, som i gamle Dage ved Sneskrid ere gangne under gangne under og bleve begravne, da han antager Sagnet for ligesaa ugrundet. som det, "at man endnu hører Hanen gale under Snebræen."