Olaf, Heming og Sivard
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Da Gøtrik var død, blev hans Søn Olaf Konge. Opsat paa at hævne sin Faders Død betænkte han sig ikke paa at indvikle sit Fædreland i Borgerkrig, idet han satte Hensynet til, hvad han skyldte det almene, til Side for sine sønlige Følelser. Da han var død, blev hans Lig lagt i en Høj, der blev opkastet tæt ved Lejre, og som bærer hans Navn.
Efter ham fulgte Heming, om hvem jeg ikke har fundet andet, der er værd at berette, end at han sluttede Fred med Kejser Ludvig og stadfæstede den med Ed. Men den avindsyge Tid har maaske skjult mange udmærkede Bedrifter af ham, skjønt de gjorde ham navnkundig i hans Levetid.
Efter dem blev Sivard med Tilnavnet Ring Konge. Han var en Søn af en Konge i Norge, der hed lige saadan, og Gøtriks Datter. Det var Skaaningerne og Sjællænderne, der hjalp ham til MagtEn, thi hans Søskendebarn Ring, der ligeledes var Gøtriks Dattersøn, havde Jylland, saa Herredømmet over Riget var delt, og som om de to Landsdele ikke var værd at regne for noget formedelst deres Lidenhed, begyndte fremmede Folk ikke blot at ringeagte dem, men ogsaa at angribe dem. Sivard gik løs paa dem med større Forbitrelse end paa sin Medbejler til Riget, og da han foretrak Krig med udvortes Fjender for Borgerkrig, forsvarede han i fem Aar standhaftig sit Fædreland mod alskens Farer; han vilde nemlig hellere finde sig i, at der blev gjort Skaar i hans Herredømme hjemme for saa meget lettere at raade Bod paa den Skade, der kom ude fra. Derfor greb Ring, som var begjærlig efter den Del af Landet, han raadede for, Lejligheden og søgte at tilrive sig Herredømmet over hele Riget og betænkte sig ikke paa at volde den Mand Fortræd i hans eget Land, som vaagede over det uden for det; han angreb nemlig de Landsdele, han raadede for, og lønnede ham saaledes med Utaknemmelighed for det Forsvar, han førte for det fælles Fædreland. Saa gav nogle af Sjællænderne, der var Sivard saare hengivne, for at lægge deres oprigtige Troskab imod den fraværende for Dagen, hans Søn Ragnar Kongenavnet, skjønt han knapt var kommen ud af Vuggen endnu, ikke fordi de ikke vidste, at han endnu var uskikket til at være Konge, men fordi de ved at føre saa kosteligt et Pant frem vilde ophidse Sivards sløve Forbundsfællers Sind imod Ring. Men da Ring spurgte, at Sivard imidlertid var vendt hjem fra sit Krigstog, angreb han Sjællænderne med en stor Hærstyrke og lod dem vide, at, hvis de ikke overgav sig, blev de dræbte. Sjællænderne, som kun havde Valget imellem Skam og Fare og som nærede Mistillid til deres Kræfter, fordi de var saa faa, bad om Vaabenstilstand, for at de kunde overveje Sagen. Den blev tilstaaet dem, men da det ikke tyktes dem muligt at blive Sivard tro, og det tyktes dem uhæderligt at give sig under Ring, vaklede de længe bekymrede imellem Frygt og Skam. Da ikke engang de gamle kunde finde Raad i denne Sag, tog Ragnar, som tilfældigvis var til Stede i Forsamlingen, Ordet og sagde: "En kort Bue skyder Pilen af i Hast. Skjønt jeg maaske kan synes med drengeagtig Dumdristighed at foregribe de ældres Tale, beder jeg jer om at tilgive mig, i Fald jeg fejler, og at bære over med mig, i Fald jeg fører umoden Tale. Men den, der giver kloge Raad, bør ikke afvises, selv om han ellers ikke synes at være synderlig Ære værd. Nyttige Lærdomme bør optages med lærvilligt Sind. Eftersom det nu paa den ene Side er skammeligt at brændemærkes som Rømningsmand og Overløbere og paa den anden Side letsindigt at vove, hvad der overstiger ens Kræfter, og vi altsaa er paa det rene med, at det er lige galt, hvilken af Delene vi vælger, bør vi lade, som vi gaar over til Fjenden og saa rømme fra ham i Tide, saa snart vi ser vort Snit dertil. Det er bedre ved forstilt Eftergivenhed at forebygge Fjendens Vrede end ved at vægre os at give ham Vaaben i Hænde til at angribe os skarpere med; thi hvad andet gjør vi, naar vi unddrager os den stærkeres Herredømme, end selv at give ham Vaaben til at skære Halsen over paa os med? Den virksomste Svig udklækkes ofte af dunkle Raad, og Ræv maa man fange med List". Ved dette forstandige Raad gjorde han paa én Gang Ende paa deres Vaklen og tilførte den fjendtlige Hær en Styrke, som skulde blive til dens egen Skade. Forsamlingen, som i lige høj Grad undrede sig over dette Barns Veltalenhed og Kløgt, greb med Begjærlighed dette overordentlig snilde Forslag, som syntes langt at overgaa, hvad man kunde vente sig efter hans Alder. De gamle, som ikke selv havde kunnet finde paa Raad, skammede sig ikke ved at lyde et Barns Raad, som, hvor liden end den var, der gav det, var fuldt af den største Visdom. Men af Frygt for at udsætte den, der havde givet dem dette Raad, for umiddelbar Fare bragte de ham til Norge, for at han kunde blive opfostret der. Kort efter angreb Sivard Ring og holdt Slag med ham; han fældede Ring, men fik selv et Ulivssaar, som han døde af efter faa Dages forløb.
