Olaf Hunger

Fra heimskringla.no
Gå til: navigasjon, søk
Heimskringla takker alle som har støttet prosjektet i 2014. Vi ønsker dere alle en god jul og godt nytt år! Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Olaf Hunger


Da Knud var bleven dræbt, gav Jyderne, der som Følge af deres ugudelige Sammenrottelse, som de stadig holdt fast ved, var særlig gunstig stemte for Olaf, denne deres Stemmer og forlangte ivrig at faa ham til Konge, thi de haabede, at han vilde gjøre Gjengjæld imod dem, eftersom de havde udsat sig for saa stor Fare for at skaffe ham Riget, hvorimod de ikke holdt det for raadeligt at overdrage denne Værdighed til nogen af hans Brødre, som de troede ilde paa Grund af den store Kjærlighed, de havde næret til Knud. For at faa ham tilbage, saa han kunde overtage Riget, maatte de gaa ind paa at udrede en Sum Penge og stille Niels, der var baade hans og Knuds Broder, som Gissel for hans Løsladelse. Det var jo ikke noget ringe Vidnesbyrd om Broderkjærlighed, Niels saaledes aflagde, idet han ikke betænkte sig paa at tage sin Broders Lænker paa sig og derved skaffe ham Riget. Men da Erik hørte det, betænkte han, at det var ham, som efter deres Broders Befaling havde tilføjet ham den Tort, og af Frygt for hans Hævn flyede han til Sverige med sin Hustru Bodil, en Datter af Ulf Gallessøns Søn Trugod. Imidlertid kappedes Danskerne om at skaffe de Penge til Veje, der skulde udredes for, at Gislet kunde komme tilbage, og at betale den fastsatte Sum. Da Olaf var bleven udfriet af Fangenskabet i Flandern, gjorde Himlen ham i sin Vrede over Brodermordet ligesom til en ødelæggelse for den Frugtbarhed og Overflod, Landet hidtil havde været velsignet med, thi da Danskerne jublede over den ny Konges Tronbestigelse og skamløst spottede over den forrige Konges Fald, besluttede Gud, som altid harmes over de lastefulde, og som ikke længe vilde lade deres Ugudelighed gaa ustraffet hen, at tugte dem for deres Frækhed med Armod og at lade dem bøde, som de havde fortjent, for det Mord, de havde begaaet i Fællesskab, ved at lade dem alle lide Nød. Da han ikke blot vilde straffe nogen enkelt, men lade det gaa ud over alle, lod han det nemlig i lige saa mange Aar, som Knud havde siddet paa Tronen, være det ubetimeligste Vejr og paaførte dem saaledes med sin himmelske Magt en Straf, som menneskelig Kraft ikke mægtede at staa sig imod. I Foraaret og om Sommeren afsved nemlig den stærke Hede al Grøde paa Markerne, og om Efteraaret regnede det saa stærkt, at det, der var voxet op paa lavtliggende eller side Steder, gik i Leje som Følge af den stadige Oversvømmelse, Regnskyllene medførte, medens Vejret maatte have været lige det stik modsatte, om det skulde have været Menneskene tjenligt. I Sommertiden savnede man den fornødne Væde, og i Efteraaret, da man helst skulde have tørt Vejr, skyllede Regnen ned, saa der ingen Maade var dermed, og Markerne, der var fuldstændig oversvømmede, saa' vidt og bredt ud som hele Søer. Hvad Sommeren med Nød og Næppe havde ladet komme frem, ødelagde saaledes Efteraaret, og saa utidigt var Vejret, at Regnen ikke kunde raade Bod paa den Fortræd, Heden havde gjort, og Heden ikke faa Bugt med den Oversvømmelse, Regnskyllene medførte. Ja, Bønderne maatte endog sejle om i Baade paa de oversvømmede Marker og sanke de enkelte Ax sammen, der drev om paa Vandet, og derefter tørrede de de raadne Smuler, der var igjen af dem, i Ovne, malede dem og lavede Grød af dem, thi Brød duede de ikke til. Følgen heraf blev, at der opstod en saadan Hungersnød, at største Delen af Landsens Folk omkom af Mangel paa Føde. De rige blev saaledes fattige, og de fattige døde, de fornemme mistede deres Velstand, og de ringe satte Livet til, thi de rige skaffede sig, da deres Levnedsmidler slap op for dem, for Guld og Sølv, hvad de behøvede til at bjærge Livet med, men de fattige, som hverken havde Penge eller Mad, sultede rundt omkring ynkelig ihjel. Kongen selv kom i den yderste Nød og maatte bytte sig Korn til for det meste af sit Jordegods, lod sine Ejendomme sælge og kjøbte Levnedsmidler for Pengene, han fik ind for dem. De adelige undsaa sig heller ikke ved i samme Hensigt at skille sig ved deres Værdighedstegn. Men i Nabolandene var der fuldt op af Korn, saa det var aabenbart, at det var det enkelte Folk, der skulde straffes, og ikke en almindelig Landeplage. Denne haarde Tugtelse nødte omsider Landsens Folk til at anerkjende Knuds Hellighed, som de hidtil ikke havde villet indrømme, og til at ære og tilbede hans Højhed, som de før havde foragtet, og denne aabenbare Straf, som udelukkende ramte Danskerne, medens andre Folk havde fuldt op af Korn, godtgjorde da sandelig ogsaa tydelig nok baade Mordernes Brøde og den myrdedes Uskyld.

Biskop Svend, som nød den største Anseelse blandt Danskerne, havde forudsagt, at denne Ulykke vilde ramme Landet, da han formanede Landsens Folk til at gjøre Bod for det Mord, de havde begaaet, thi han mente Folket det ærligt og ærede Gud. tog nøje Vare paa alt, hvad der angik Religionen, og prædikede med overordentlig Veltalenhed. Derfor var han ogsaa yndet af alle, nød den højeste Anseelse og var i Besiddelse af den største Veltalenhed. Og han opbyggede ikke blot sine Undergivne ved de Ord, han talte, men ogsaa ved det herlige Forbillede, han gav dem ved sit Levned, thi hans Tænkemaade var lige saa smuk som hans Tale. Da Trefoldighedskirken var bygget færdig, opførte han Omgangen i den, og i dette fromme Værk stod Kong Knud ham trolig bi. Ikke mindre magtpaaliggende var det ham at faa bygget Kirker til Vor Frues Ære, en lod han opføre i Roskilde, og en anden arbejdede han ivrig paa i Ringsted, og en tredje grundlagde han i Slagelse for St. Michael, saa stor Iver lagde han for Dagen i Henseende til at bygge Kirker. Og han lod sig ikke nøje med den Fromhed, han kunde vise her hjemme, men for yderligere at forøge den i fremmede Lande skyede han ikke det Besvær at give sig ud paa Pilgrimsfærd. Da han paa Vej til Jerusalem var kommen til Byzanz, samlede han allehaande Klenodier og Helgenlevninger og sendte dem hjem til Brug i Domkirken, men efter at Grækenland havde skuet hans Fromhed, fik saa Rhodus hans Død at se. Omtrent samtidig døde Richvald i Lund, og Asger, en Mand, der baade udmærkede sig ved høviske Sæder og høj Byrd, blev hans Efterfølger paa Bispestolen dér.

I de næsten ti Aar, Olaf sad paa Tronen, var Landet stadig stedt i saadan Nød, at han ikke kunde udrette noget, der var en Konge værdigt, og Naboerne, der foragtede ham for hans Fattigdoms Skyld, holdt det for en Skam at paaføre saadan en Hungerkonge Krig, idet de mente, at det ikke sømmede sig med Vaabenmagt at gjøre det af med Sult, og at Mennesker ikke burde pine den, Gud straffede, eller yderligere forøge Himlens Straf ved menneskelig Magt; hvem vilde nemlig nære Misundelse imod et Land, som i saa mange Aar var blevet hærjet af den forsmædeligste Nød? Da Kongen nu skulde fejre Julefesten, var der ikke Brød nok; han saa' selv efter alle Vegne, hvor udhungret hans Hus var, og saare forfærdet over, at den Skam skulde overgaa ham, at han ikke havde Mad nok at sætte paa Bordet, bedækkede han sit Ansigt med sine Hænder, græd bitterlig og kærede i sin store Kvide med Suk og Klage over de strænge Tider, græd over, at han kun havde saa mager en Kost at byde saa mange Gjæster, og syntes, at det var den største Skam og Forsmædelse, at de skulde sulte paa saa højhellig en Dag. Jeg mener nu, at det kun tilsyneladende var andres, men i Virkeligheden sin egen Nød, han græd over. Derpaa opløftede han sine øjne til Himlen og bad ydmygt Gud den almægtige om, hvis han var fortørnet paa hans Folk, da at lade ham undgjælde derfor i dets Sted, thi han syntes, at de svare Tider, der overgik Landet, var den usaligste Skæbne, der kunde blive det til Del, og skammede sig ved at stille saa smal en Kost, som snarere var til at spise sig sulten end mæt i, til Skue for sine fornemme Gjæster. Himlen bønhørte ham; han fik hurtig Ende paa sin Elendighed; thi ved sin fromme Bøn - hvis der ellers kan være Tale om Fromhed hos en Brodermorder - skaffede han sig selv Døden og frelste sit Land; ved denne sin ædle Livslede afvendte han den store Ulykke, Landet var blevet straffet med, saa han efterlod sig et smukkere Minde ved sin Død, end ved hvad han havde udrettet i levende Live, eftersom han tog sin Død af Sorg over Landets Nød. Han viste, hvor stor Kjærlighed han i sit Hjærte bar til sine Undersaatter, idet han vilde afvende deres Ulykke ved at lade sit eget Liv, og bad om, at den almindelige Elendighed maatte gaa ud over ham alene. Man kan derfor ikke nægte, at from maa han alligevel have været, eftersom han ofrede sin egen Velfærd for sine Undersaatters. Hungersnøden blev nemlig saa at sige jordet med ham, der var Skyld i den, og de, som før havde maattet sulte, kunde nu atter blive mætte.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.