Ole
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Sjællænderne, som havde haft Harald til Konge, og hvis Sind Erindringen om deres fordums Lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at det var en Forsmædelse at lade sig foreskrive Love af en Kvinde; de henvendte sig derfor til Ole og bad ham om ikke at taale, at de, der havde været vante til at tjene den navnkundigste Konge, nu skulde være en Kvinde underdanige; de lovede derhos, at de vilde falde fra hende og underkaste sig ham, om han vilde gribe til Vaaben for at fri dem fra deres forsmædelige Kaar. Ole var ikke sen til at opfylde deres Bøn, fristet saavel af Mindet om hans Forfædres Berømmelse som af Krigernes Hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved Trusler end ved Vaabenmagt til at afstaa alle de Landsdele, hun raadede over, med Undtagelse af Jylland, og Jylland gjorde han endda skatskyldigt for ikke at give en Kvinde fri Raadighed over et Rige. Han avlede nu ogsaa en Søn, som han gav Navnet Omund. Men saa forfaldt han til Grumhed og blev saa uretfærdig en Konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig beherske af en Dronning, nu fortrød, at de havde skammet sig over at staa under hende, og tolv Høvdinger begyndte at lægge Raad op imod hans Liv, hvad enten det nu var deres Fædrelands Ulykke, der drev dem dertil, eller de af anden Grund var fjendtlig sindede imod Ole. Blandt dem var Hlenne, Atyl, Thott og Vithne, af hvilke den sidst nævnte var af dansk Afstamning, skjønt han var Høvedsmand over Slaverne. Da de ikke stolede paa, at deres egne Kræfter eller Kløgt vilde forslaa til den Daad, fik de for Penge Stærkodder til at være med. Han lod sig overtale til at øve Daaden med sit Sværd og besluttede for at røgte det blodige Hverv, han havde paataget sig, at angribe Kongen, medens han var i Bad. Han gik ind til ham, medens han var ved at tvætte sig, men blev strax slaaet af hans hvasse Blik og hans øjnes stadige Bevægelighed og flimrende Glans, hans Lemmer lammedes af hemmelig Angst, han standsede, traadte et Skridt tilbage og lod Haanden synke og opgav sit Forsæt. Saaledes kunde han, der havde traadt saa mange Høvdingers og Kæmpers Vaaben under Fødder, ikke udholde en enkelt vaabenløs Mands skarpe Blik. Men Ole, som godt vidste, hvilken Magt hans Aasyn havde, tilhyllede det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var paa Grund af gammelt Stalbroderskab og lange Tiders fortrolig Omgang den sidste, han vilde have mistænkt for Forræderi. Men Stærkodder sprang med draget Sværd ind paa Kongen, gjennemborede ham og hug ham i Halsen, da han prøvede paa at rejse sig. Hundrede og tyve Pund Guld fik Stærkodder i Løn, men senere sørgede han, naget af Anger og Skam, saa bitterlig over den Udaad, han havde begaaet, at han ikke kunde holde sine Taarer tilbage, blot den kom paa Tale, i den Grad skammede han sig, da han var kommen til sig selv igjen, over sin grumme Brøde. Han dræbte ogsaa til Straf for den Misgjerning, han havde begaaet, nogle af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede saaledes den Daad, han selv havde laant Haand til.
